Blågrønalger i badevand

1 Indledning

1.1 Om litteraturen

Alger er primitive planter. Betegnelsen alger dækker over organismer fra bakteriestørrelse op til mange meter store tangplanter. Blågrønalger adskiller sig fra de øvrige ved at være opbyggede som bakterier, dvs. uden opdeling af celleindholdet i en cellekerne, grønkorn m.m. og med en cellevæg opbygget som gram-negativ bakterier. Af samme grund betegnes blågrønalgerne ofte cyanobakterier. Blågrønalger i vand kan findes som fritsvævende mikroskopiske enkeltceller eller som samlinger af celler i kolonier eller tråde, der kan blive op til flere millimeter lange og synlige med det blotte øje.

Blågrønalger forekommer hyppigst i ferskvand, og de største forekomster findes i næringsrige søer eller brakvandsområder. I danske havområder findes blågrønalger specielt omkring Bornholm og i den vestlige Østersø. I varme somre kan blågrønalgerne fra Østersøområder spredes til Øresund og Bælthavet og sjældnere op i dele af Kattegat.

Blågrønalger kan producere en række bioaktive stoffer, hvoraf et antal kraftige lever- og nervetoksiner er mest velundersøgt (Chorus & Bartram 1999). Levertoksinerne, der betegnes microcystiner og nodulariner, er to grupper af cykliske peptider som produceres af hhv. adskillige hyppigt forekommende slægter af blågrønalger i ferskvand og af arten Nodularia spumigena i brakvand. Levertoksinerne virker ved at hæmme proteinfosfataser, er meget potente (LD50 50 µg toksin pr. kg ved intraperitoneal injektion i mus) og har vist sig at fremme dannelsen af tumorer. Nervetoksinerne (anatoxiner og saxitoxiner) er alkaloider der produceres af flere af de almindeligste slægter af blågrønalger i ferskvand. Nervetoksinerne virker ved at forstyrre overførslen af nerveimpulser til muskulaturen eller ved at bremse signaler i nerverne så muskulaturen lammes. Levertoksinerne og i mindre omfang nervetoksinerne er almindeligt forekommende i danske blågrønalger (Kaas et al. 1998, Henriksen 2001) og har i både Danmark og udlandet været årsag til dødsfald hos husdyr og vilde dyr, som har drukket vand med høje koncentrationer af alger (Henriksen et al. 1997, Chorus & Bartram 1999).

Som gram-negativ bakterier indeholder blågrønalgers cellevægge lipopolysaccharider, der hos mennesker og dyr bl.a. kan give feber (Chorus & Bartram 1999). Sammensætningen og effekten af blågrønalgers lipopolysaccharider er kun ringe undersøgt.

Fra udlandet findes beskrivelser af kraftige hudirritationer, allergiske reaktioner og høfeberlignende symptomer som følge af kontakt med blågrønalger. I mange tilfælde hvor der er beskrevet tilfælde af hud- og øjenirritation, høfeber og andre allergilignende reaktioner hos personer, der har været i kontakt med vand med blågrønalger gennem badning, sejlads, vandskiløb osv., bygger sammenhængen mellem symptomer og blågrønalger på stærke indicier eller formodninger.

Beskrivelserne af denne type reaktioner er spredt i litteraturen som enkelte casestudier, og der findes ikke nogen samlet oversigt over udbredelsen af symptomer og de involverede organismer. Der er derfor heller ikke noget overblik over de generelle mønstre i de symptomer, der er forbundet med eksponering ved badning eller andre rekreative aktiviteter. Der er samtidig heller ikke noget overblik over,om de allergilignende reaktioner skyldes algetoksinerne microcystin og nodularin eller om det er andre kendte eller ukendte stoffer, der forårsager reaktionerne.

1.1 Om litteraturen

I forbindelse med dette litteraturstudie er der blevet lavet en omfattende søgning efter relevant litteratur både i de gængse videnskabelige artikeldatabaser og på internettet. Resultatet viser at antallet af undersøgelser er overraskende begrænsede. Både i forhold til blågrønalgernes globale udbredelse i fersk- og saltvand og i forhold til problemets potentielle konsekvenser for menneskers helbred.

Selvom der findes en ret omfattende litteratur om helbredsproblemer forbundet med opblomstringer af blågrønalger er det betegnende, at når der refereres til allergilignende symptomer efter kontakt med blågrønalger, er de primære referencer ganske få. De bliver så til gengæld citeret flittigt.