| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Blågrønalger i badevand
Studier og observationer hvor blågrønalger er mistænkt for at fremkalde allergiske
eller allergilignende reaktioner er spredt over årrækken fra 1930’erne til i dag.
Til trods for den lange årrække studierne strækker sig over og problemets potentielle
omfang, drejer rapporterne sig om et ret begrænset antal personer med symptomer.
Litteraturen dækker casestudier, der direkte eller indirekte beskriver problemet i
Sverige, Norge, Skotland, Tjekkoslovakiet, Australien og USA. Derudover har nogle få
anekdotiske beskrivelser fra Danmark været tilgængelige.
Casestudierne rummer et stort antal anekdotiske beskrivelser mens mere systematiske
undersøgelser er ganske få, og der er i realiteten kun lavet et enkelt epidemiologisk
studie.
Beskrivelserne af symptomerne går fra forskellige typer hudirritation som hududslæt
og sår på munden, over opkastninger, diarre og feber til astmatiske luftvejslidelser.
Der ser ikke ud til at være nogen umiddelbar sammenhæng mellem karakteren af symptomer
og forekomsten af bestemte arter/slægter af blågrønalger.
I de fleste af studierne sammenkædes symptomer og kontakt med blågrønalgerne ud fra
en begrundet mistanke, og der etableres sjældent en direkte sammenhæng mellem symptomer
og specifikke stoffer i algerne. Det skyldes bl.a., at der ikke er tilstrækkelig viden om
hvilke stoffer der fremkalder symptomerne, og at sammenhængen mellem symptomer og
blågrønalger bliver overset pga. symptomernes forholdsvis milde eller uspecifikke
karakter og lighed med almindelige symptomer ved fx influenza. Samtidig er kendskabet til
de kraftige blågrønalgetoksiners virkning hos mennesker så mangelfuld, at man i
realiteten ikke kan skelne mellem mildere giftvirkninger og allergiske reaktioner alene ud
fra symptombeskrivelser.
Et andet problem er, at fx forkølelses- og influenzalignende symptomer kan være stort
set lige udbredt uanset om man har haft kontakt med blågrønalger eller ej. Forskellen
mellem tilstedeværelsen af symptomer hos ueksponerede og eksponerede personer er i nogle
tilfælde så lille at kun en egentlig videnskabelig analyse af et større datasæt
øjensynligt kan afdække sammenhængen. Under normal praksis vil det derfor ofte være
umuligt at sætte mildere symptomer i direkte forbindelse med eksponering med
blågrønalger.
Der er dog ingen tvivl om at blågrønalger i stor udstrækning kan fremkalde
allergilignende reaktioner. Samtidig tyder flere af undersøgelserne på, at personer, der
i forvejen lider af en allergi, er mere følsomme og disponerede for allergiske reaktioner
ved kontakt med blågrønalger.
Det er en almindelige antagelse, at børn normalt vil være mere udsat for
påvirkninger af blågrønalger, fordi de opholder sig længere tid i vandet og ofte i det
lave vand langs strand eller bred, hvor alger samler sig. Kun en enkelt undersøgelse
viser at sandsynligheden for at der opstår hudtilfælde er større hos personer, der er
yngre end 20 år, og allerstørst i aldersgruppen 0-9 år. Der er dog ingen forklaring på
hvorfor dette er tilfældet.
Der er stort set ingen information om algekoncentrationer i studierne. Der tales om
opblomstringer, dannelse af skum på overfladen o. lign., men egentlige sammenhænge
mellem omfanget af symptomer og tætheden af alger findes kun i ganske få studier. Disse
studier viser, at risikoen for at der opstår symptomer som følge af eksponering med
blågrønalger viser sig ved algekoncentrationer ned til omkring 250 og 5000 celler pr ml.
Et af de seneste oversigtsstudier fastholder dog en grænseværdi på 20.000 celler pr ml
for milde helbredseffekter og en lav sandsynlighed for mere alvorlige tilfælde.
Konklusion
Det begrænsede antal studier og det forhold at der kun eksisterer ét regulært
epidemiologisk studie af problemer ved eksponering i forbindelse med badning og anden
rekreative kontakt med blågrønalger betyder, at man stadig må betragte problemet som
så dårligt belyst at yderligere studier vil være relevante.
De problemer der fremstår i studierne er, at symptomer grundlæggende er svære at
skelne fra almindelige folkesygdomme, og at det øjensynligt kræver egentlige
epidemiologiske studier at afdække problemets omfang. Samtidig er viden om hvilke stoffer
i algerne, der fremkalder symptomer, og hvilke mildere symptomer, der kan være forbundet
med algetoksiner, yderst begrænset. Et par undersøgelser indikerer at der ikke er nogen
sammenhæng mellem de kendte blågrønalgetoksiner og allergilignende reaktioner.
Det ser ud til at personer med allergi og sart hud bør være specielt opmærksomme på
symptomer i forbindelse med kontakt med blågrønalger og muligvis må også yngre
personer forventes at være mere udsatte.
Det står også klart at symptomer kan optræde ved forholdsvis lave koncentrationer
(<5000 celler pr. ml) specielt ved lange eksponeringstider.
I Danmark kendes problemet kun fra ganske få anekdotiske beskrivelser, og disse er
uden sammenhæng mellem de områder, hvor der generelt er den største forekomst og de
højeste koncentrationer af alger.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
|