Observationer, beskrivelser og studier hvor blågrønalger er mistænkt for at
fremkalde allergiske eller allergilignende reaktioner er spredt over en lang årrække fra
1930’erne til i dag. Sammenhængen mellem studierne er begrænset, men der er dog en
generel øget opmærksomhed overfor problemer med blågrønalger gennem de seneste
årtier.
I Bilag A findes en samlet oversigt over publicerede studier, som indeholder
beskrivelser af tilfælde, hvor kontakt med blågrønalger har medført kraftige
hudirritationer, allergiske reaktioner og høfeberlignende symptomer.
Et enkelt studie (Mittal, 1979) er taget med selvom det umiddelbart falder udenfor
projektets formulerede mål. Som det vil blive forklaret senere, indeholder studiet ikke
desto mindre nogle specifikke sammenhænge mellem blågrønalger og allergi, som er
væsentlige for dette studie.
Til trods for den lange årrække studierne strækker sig over, rapporterer de om et
ret begrænset antal personer med symptomer. Specielt når man tænker på omfanget af
personer, der må have haft en rekreativ tilgang til vand med blågrønalger i den
pågældende periode. Det får da også Chorus og Bartram (1999) til at pointere at
"The limited studies undertaken to date in relation to recreational exposure require
further substantiation".
En del af studierne tager udgangspunkt i forholdsvis tilfældige observationer hvor
symptomer kan relateres til blågrønalger. Mange af beskrivelserne er samtidig temmelig
anekdotiske og derfor ikke særligt veldokumenterede og indbefatter både enkelte
tilfælde og undersøgelser, der involverer flere hundrede personer. Andre studier er til
gengæld mere omfattende studier af enkeltpersoner (fx Heise 1949, Cohen og Reif 1953).
Enkelte studier er mere omfattende ved enten at være pilotstudier til (El Saadi et al.
1995) eller regulære epidemiologiske studier af sammenhængen mellem tilstedeværelsen af
symptomer i forhold til personers eksponering for blågrønalger (Mittal 1979, Pilotto et
al. 1997).
I hovedparten af alle studierne hviler sammenhængen mellem symptomer og kontakten med
blågrønalgerne på en begrundet mistanke. Årsagerne er flere. De to væsentligste er,
at der ikke er etableret tilstrækkelig viden om hvilke stoffer, der fremkalder
symptomerne samtidig med at symptomerne er diffuse og svære at skille fra andre
miljøpåvirkninger (se fx Pilotto et al. 1997). Det er derfor kun få af studierne (Heise
1949 og 1951, Cohen og Reif 1953, Mittal 1979), der etablerer en direkte sammenhæng
mellem symptomer og algeallergener.
I den følgende præsentation og sammenfatning af de enkelte studier har vi for
overskuelighedens skyld valgt at præsentere studierne i fem grupperinger baseret på type
af undersøgelse.
Typiske anekdotiske beretninger er Schwimmer og Schwimmers (1968) henvisning til,
at Cohen og Reif (pers. medd.) observerede allergiske tilfælde i forbindelse med badende
i søer. Eller Sladeckova (pers. medd.) der har kollegaer i Prag, som har observeret
allergiske reaktioner hos mennesker overfor Aphanizomenon. Tilsvarende nævner Codd og
Bell (1985), at man har set hudirritationer hos badende i eutrofierede søer med
blågrønalger i Norge og Skotland. Beskrivelserne er øjensynligt ikke underbygget af
egentlige undersøgelser, antal af ramte personer er ukendt men formodentlig ikke særligt
stort, og sammenhængen mellem symptomer og blågrønalger bygger alene på en formodning.
Mere veldokumenterede beretninger finder man i Annadotter (1993). Det er beskrivelser
af hvordan badende og andre, som har haft kontakt med vand fra Finjasjön ved Häsleholm i
Sverige, har oplevet hudkløe og rødmen. Episoderne rækker helt tilbage til
1950’erne, og symptomerne begyndte at opstå på samme tidspunkt, som
blågrønalgerne Oscillatoria (=Planktothrix) agardhii, Microcystis viridis, M. aeroginosa
og M. wesenbergii begyndte at forekomme i søen. Det senest beskrevne tilfælde fra samme
sø var en windsurfer, der oplevede voldsom hudkløe i forbindelse med en opblomstring af
de nævnte alger. I det sidste tilfælde var det entydigt at vandet var årsagen til
kløe, mens der i de foregående tilfælde var en begrundet mistanke. I alle tilfælde var
det uvist om det var algerne, deres toksiner eller andre stoffer eller organismer i
vandet, der fremkaldte kløen.
Endnu to rapporter fra samme sø beskriver en anden type allergilignende reaktioner i
forbindelse med kontakt med søvandet, nemlig høfeberlignede symptomer. I det ene
tilfælde drejer det sig om en mand som har badet i søen siden 1930’erne, og som i
1950’erne begyndte at få problemer med symptomer som øjenkløe, snue og ondt i
halsen efter svømmeturene, symptomer som forsvandt efter en dags tid. Symptomernes
opståen faldt sammen med det tidspunkt, hvor der begyndte at komme masseopblomstringer af
blågrønalger i søen. Det andet tilfælde er 3 vandskiløbere der opholdt sig på søen
og blev ramt af lignende symptomer.
Heller ikke i disse beretninger fra en enkelt svensk sø er der nogen direkte analyser
af sammenhængen mellem alger og symptomer, og der er ingen angivelse af hvor høje
koncentrationer af alger der var tilstede, når symptomerne forekom. At hudreaktioner og
høfebersymptomerne opstod samtidig med at blågrønalgerne begyndte at danne
masseopblomstringer i begyndelsen af 1950’erne, er dog med til at underbygge
mistanken om, at algerne er årsagen.
Heises (1949 og 1951) undersøgelser af sammenhængen mellem blågrønalgeallergener og
høfebersymptomer er samtidig med til at sandsynliggøre at de høfeberlignende symptomer,
der er beskrevet, er fremkaldt af algerne.
Undersøgelserne er dog også et eksempel på at det ikke muligt at afgøre om nogle af
de andre symptomerne, der blev iagttaget, var et resultat af de velkendte
blågrønalgetoksiner (fx microcystiner) eller andre stoffer i algerne. De blågrønalger
der var tilstede i søen er nemlig alle kendt som toksinproducerende (Kaas et al. 1998).
En af de få beskrivelser af symptomer i forbindelse med kontakt med blågrønalger
i havet er fra 1975 og findes også i Annadotter (1993). Her har en læge beskrevet et
tilfælde, hvor flere badende ved Skanör-Falsterbo i Østersøen oplevede hudkløe og
irritationer, der fik dem til at søge læge efter at have badet i en kraftig opblomstring
af Nodularia spumigena. Algerne beskrives som den direkte årsag til symptomerne, men
denne forklaring hviler igen på indicier, da der ikke er lavet en uddybende undersøgelse
af sammenhængen.
El Saadi og Cameron (1993) beskriver hvordan i alt 36 personer kontaktede
myndighederne pga. symptomer efter at have indtaget eller haft kontakt med vand fra Murray
floden i Australien. På basis af interview mener forfatterne, at 18 af de 36 personer
havde symptomer som skyldtes hudkontakt med blågrønalger. Symptomerne var udslæt, kløe
og svie i munden. Kontakten var enten sket ved vandsport eller kontakt med drikkevand, der
stammede fra floden.
Der blev ikke lavet undersøgelser af det vand, personerne havde været udsat for, men
den potentielt giftige Anabaena circinalis var den mest almindelige alge i Murray floden
på det tidpunkt, personerne blev eksponeret, og der var i de fleste tilfælde tætte
plamager af alger på vandoverfladen. Sammenhængen mellem symptomer og alger blev altså
baseret på en subjektiv vurdering, og det er samtidig uvist om det var algetoksiner eller
andre stoffer, der fremkaldte symptomerne.
I et pilotstudie undersøgte Williamson og Corbet (1993) 26 patienter, der henvendte
sig til et hospital samtidig med en opblomstring af blågrønalger i Darling-Barwon
flodsystemet i Australien. Ud af de 26 havde kun en enkelt person symptomer, der passede
på definitioner af symptomer relateret til blågrønalger (se Tabel 1). I forbindelse med
opblomstringen rapporterede sundhedsmyndighederne derudover ikke om et stigende antal
symptomer, som kunne relateres til blågrønalger. Der var enkelte rapporter om beboere
som oplevede hudkløe efter brusebadning i vand fra floden.
Williamson og Corbet (1993) antager at mange beboere havde kontakt med
blågrønalgeholdigt vand, men konklusionen er at der øjensynligt er få
helbredsproblemer forbundet med denne eksponering. Forklaringen er dog ikke nødvendigvis
at problemet ikke eksisterer, men kan være at folk i de små lukkede samfund ikke er
tilbøjelige til at søge læge ved mindre symptomer, der kan skyldes blågrønalger.
Samtidig anser lægerne og sundhedsfolk langs floden generelt ikke blågrønalger for et
sundhedsproblem.
I et studie af Soong et al. (1992) prøvede man specifikt at dokumentere
sygdomstilfælde hos personer, som havde været eksponeret for blågrønalger under en
periode med opblomstringer. Resultatet er 8 velundersøgte tilfælde af personer, som
havde allergilignende symptomer i forbindelse med kontakt med blågrønalgen Nodularia
spumigena via badning eller brusebade. Symptomerne var gennemgående hud- eller/og
øjenirritation og i enkelte tilfælde astma, ondt i halsen og høfeber. Sammenhængen
mellem de allergilignende symptomer og algerne byggede alene på en begrundet mistanke, da
der ikke blev testet for om personer var allergiske overfor algerne.
Mængden af alger er samtidig ukendt, og det er ikke angivet, om der blev fundet
toksiner fra den potentielt giftige blågrønalge Nodularia spumigena. Det kan derfor ikke
udelukkes, at nogle af symptomerne var fremkaldt af algetoksiner.
Carmichael et al. (1985) præsenterer 6 undersøgelser fra 1978-81 i søer med
blågrønalger. I alt oplevede mere end hundrede personer, både børn og voksne
øjenirritation, hudirritation men også svimmelhed, mavekramper, diarre, hovedpine i
forbindelse med kontakt med vandet i søerne, bl.a. ved svømning og vandskiløb. Algerne
i søerne var Anabaena flos-aquae, Anabaena sp. og Aphanizomenon flos-aquae, der alle er
potentielt toksinproducerende.
I tre af undersøgelserne indeholdt blågrønalgerne toksiner. Musetest indikerede, at
der forekom levertoksiner i én af disse undersøgelser og både levertoksiner og
nervetoksiner i en anden.
Selvom der i en vis udstrækning var tale om forskellige former for hudirritation, som
kunne skyldes allergiske reaktioner, antydede symptomer som svimmelhed, mavekramper og
diarre i kombination med forekomsten af toksiske alger at der også kunne være tale om
symptomer fremkaldt af algetoksiner.
Turner et al. (1990) og Codd et al. (1999) beskriver symptomer hos soldater, der
foretog kæntringsøvelser med kanoer i søvand og dermed både fik kontant med og slugte
vand med store mængder blågrønalger. To tilfælde af lungebetændelse i Turner et al.
(1990) tilskrives direkte forgiftning med toksinet microcystin. To forhold taler for dette
nemlig at toksinet var tilstede i algerne og at begge personer havde forhøjede
leverenzymer i deres plasma som en indikation på leverskader.
I de resterende tilfælde i undersøgelsen tilskrives symptomerne også en
blågrønalgeforgiftning uden at dette blev nærmere undersøgt. Codd et al. (1999)
konstaterer blot, at der var microcystiner tilstede, og at soldaterne havde haft kontakt
med alger via huden men formodentlig også havde indtaget alger.
I flere studier findes beskrivelser af kontakteksem/hududslæt, som rammer et stort
antal badende i forbindelse med kontakt med blågrønalgen Lyngbya majuscula (fx Grauer og
Arnold 1961). Selvom symptomerne kan ligne allergiske reaktioner, fandt Hashimoto et al.
(1976) frem til, at algen indeholder meget potente toksiner, der fremkalder hudlæsioner i
meget små mængder. Toksinerne er senere beskrevet af Moore (1984) som lyngbyatoxin A,
aplysiatoxin og debromoaplysiatoxin.
Heise (1949) demonstrerede at to personer, der i forvejen var allergisk disponerede,
fik høfeberlignende symptomer, når de svømmede i to bestemte søer. Undersøgelsen
viste, at de to personer var specifikt allergiske overfor allergener fra de
blågrønalger, der fandtes i søen. I den første undersøgelse var det blågrønalger
tilhørende Oscillatoriaceae. I en efterfølgende undersøgelse (Heise 1951) blev 10
personer, som var følsomme overfor Oscillatoriaceae allergener, udsat for Microcystis og
Oscillatoriaceae allergener. Alle personer reagerede identisk på de to allergener. Til
gengæld var der ingen reaktion hos yderligere 50 forsøgspersoner.
Cohen og Reif (1953) beskriver et enkelt tilfælde hvor en 6-årig pige udviklede
hududslæt, når hun badede i bestemte søer. Undersøgelsen afslørede, at udslættet
skyldtes farvestoffet phycocyanin i blågrønalgen Anabaena. At reaktionen ikke var en
regulær irritation eller skyldes toksiner, fremhæves af at tilsvarende reaktioner ikke
opstod hos 25 testpersoner.
Mittal et al.s (1979) undersøgelse af allergiske reaktioner fremkaldt af alger
adskiller sig fra de foregående studier. Undersøgelserne er laboratoriebaserede og
drejer sig om specifikt allergiske reaktioner overfor 10 forskellige alger, hvoraf syv er
blågrønalger. Udgangspunktet for dette studie var, at det har vist sig, at forskellige
luftbårne akvatiske mikroalgearter kan fremkalde luftvejsallergier (fx McElhenney et al.
1962, Hosen 1968). Samtidig viser det sig, at man kan finde almindelige mikroalger som
grønalgen Chlorella (almindelig i fx Arresø) og blågrønalger som Nostoc og Anabaena i
husstøv, og at de specifikt kan fremkalde allergiske reaktioner (Bernstein og Safferman
1970, Bergman et al. 1983).
Algerne i Mittal et al.s (1979) undersøgelser fremkaldte i varierende grad allergiske
reaktioner ved hudtest hos 173 ud af 400 patienter, der i forvejen led af en
luftvejsallergi (astma etc.). Til gengæld var der ingen positive reaktioner hos 30
ikke-allergiske og raske forsøgspersoner. Det sidste resultat fremhæver, at den reaktion
der ses, ikke er et resultat af giftvirkning af algetoksiner eller andre irriterende
stoffer hos algerne men derimod en immunologisk effekt.
Torokne et al. (2001) beskriver undersøgelser af allergiske reaktioner på forsøgsdyr
(marsvin og kaniner) eksponeret for naturlige opblomstringer samt laboratoriekulturer af
blågrønalger. De undersøgte blågrønalgeslægter var Anabaena, Aphanizomenon,
Cylindrospermopsis, Microcystis og Oscillatoria (=Planktothrix), og effekterne hos
forsøgsdyrene var allergiske reaktioner samt hud- og øjenirritationer. Forsøgene viste
at der ikke var nogen sammenhæng mellem algernes indhold af de kendte
blågrønalgetoksiner microcystin, anatoxin-a eller cylindrospermopsin og de allergiske
reaktioner samt irritationer. I et enkelt forsøg blev effekten af microcystin-LR, det
hyppigst forekommende blågrønalgetoksin, undersøgt, og kun 22% af forsøgsdyrene viste
tegn på allergiske reaktioner ved eksponering med en toksinkoncentration på 1,5 mg pr.
l.
Undersøgelsen viste endvidere, at der ikke var nogen sammenhæng mellem allergiske
reaktioner og hud-/øjenirritationer samt at ingen af seks axeniske (uden tilknyttede
bakterier) blågrønalgekulturer gav allergiske reaktioner. Sidstnævnte får forfatterne
til at foreslå, at de allergiske reaktioner kan skyldes bakterier knyttet til
blågrønalgerne under naturlige forhold (Torokne et al. 2001).
I forbindelse med forhøjede mængder blågrønalger i Murray floden og
tilstødende vandområder i Australien undersøgte El Saadi et al. (1995) patienter, der
henvendte sig til praktiserende læger med maveproblemer og hudsymptomer. I alt 86
patienter oplevede hudsymptomer i form af udslæt, kløe og svie i munden. Alle havde haft
kontakt med blågrønalger enten gennem kontakt i hjemmet med vand hentet fra floden eller
søer (brusebad, opvask, tøjvask) eller gennem kontakt ved badning i floden.
Studiet viser, at der var en tendens til en korrelation mellem mængden af
blågrønalgeceller i floden og antallet af hudtilfælde, og samtidig var sandsynligheden
for hudsymptomer større hos patienter, som var yngre end 20 år.
Undersøgelsen giver ikke nogen direkte forklaring på hvad der er årsag til
symptomerne, og blågrønalgerne mistænkes som i de fleste af undersøgelser ud fra en
begrundet mistanke. Risikoen for hudsymptomer var fx forhøjet, hvis patienterne havde
brugt flodvand med blågrønalger i husholdningen i stedet for regnvand, og der var også
en tendens til at patienter med rekreativ brug af flodvandet havde en forhøjet risiko for
hudirritation.
Pilotto et al (1997) har udført det hidtil mest omfattende studie af
helbredsvirkninger som følge af kontakt med blågrønalger i forbindelse med rekreative
aktiviteter i vand.
I alt 852 mennesker, som havde opholdt sig i badeområder med forekomst af
blågrønalger, blev interviewet om symptomer som kunne relateres til kontakt med
blågrønalger (se Tabel 1) Ud af de 852 personer havde de 75, der blev interviewet, ikke
haft kontakt med vandet den pågældende dag.
To dage efter eksponering var der ikke forskel på det relative antal personer, der
havde symptomer, uanset om de havde eller ikke havde været i vandet. Der optrådte først
en forskel efter syv dage, hvor der var en stigende tendens til symptomer ved en stigende
eksponeringstid og et stigende antal algeceller i vandet. Samtidig var der flere symptomer
hos personer, der havde opholdt sig i vand med mere end 5000 celler pr. ml i over en time.
Denne observation ledte forfatterne til at konkludere, at en foreslået sikkerhedsgrænse
på 20.000 blågrønalgeceller pr. ml (Ressom et al. 1994 og Chorus et al. 2001) måske
bør sættes lavere.
I undersøgelsen var de dominerende alger Microcystis aeruginosa, Microcystis sp.,
Anabaena sp., Aphanizomenon sp. og Nodularia spumigena, og der blev fundet levertoksiner
flere dage på flere lokaliteter. Symptomerene korrelerede dog ikke med mængden af
levertoksiner, og forfatterne antyder, at forekomsten af symptomer hang tættere sammen
med den tid, personen har været i kontakt med vandet, og mængden af alger. De foretog
dog ingen undersøgelser af hvordan algerne eventuelt fremkalder symptomerne, og om de
personer, der udviklede symptomer, var overfølsomme over for blågrønalgerne.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
|