Detailkortlægning af affaldssammensætningen i servicesektoren

4 Hoteller m.m.

4.1 Affaldssortering i dag
4.2 Enhedstal og variation
4.2.1 Kursus- og konferencecentre samt hoteller med restauration
4.2.2 Restaurationer
4.2.3 Feriecenter, vandrehjem og hotel uden restauration
4.3 Anbefalinger

Der er foretaget sorteringsundersøgelser ved 8 virksomheder inden for hotelområdet..

De udvalgte virksomheder omfatter følgende typer:
3 kursus- og konferencecentre
2 hoteller med restauration
1 hotel med morgenmad
1 feriecenter
1 vandrehjem

De største virksomheder findes blandt de 3 kursus- og konferencecentre samt de 2 hoteller med restauration, mens de 3 øvrige virksomheder er mindre set i forhold til både antal ansatte og årlig omsætning.

4.1 Affaldssortering i dag

Alle deltagende virksomheder er med i den "Grønne Nøgle", hvor der er opstillet forholdsvis detaljerede krav til affaldssortering. Virksomhederne er derfor vant til at sortere affaldet.

Der sorteres i en lang række fraktioner til genanvendelse, hvoraf madaffald udgør den største del. Der frasorteres desuden pap og papir, og i flere tilfælde afleveres friturefedt til genanvendelse.

Flasker leveres i alle tilfælde til en privat aftager af flasker, mens glasskår ofte sorteres sammen med porcelænsskår til deponering.

Endelig sorteres ofte mindre fraktioner så som plastemballager, aluminiumsbakker og øl- og sodavandsdåser. Disse affaldstyper sendes i de fleste tilfælde retur til leverandøren. De ansvarlige på hotellerne mener typisk, at fraktionerne genanvendes, men ved ikke hvordan.

Emballageplast frasorteres til genanvendelse hos en virksomhed, mens en anden frasorterer aluminium og ekspanderet polystyren (ud over returordning for hele emballager). En enkelt virksomhed har oplyst, at sæbedispensere (PE-plast) frasorteres og leveres til genanvendelse.

Elektronikaffald, batterier og lysstofrør samles på alle virksomheder og leveres til den kommunale genbrugsplads. Der produceres meget små mængder af den slags affald.

Inventar forekommer ind imellem, men sælges oftest videre til højskoler, institutioner e.l.

Haveaffald komposteres ofte på egen grund, men leveres i enkelte tilfælde til den kommunale genbrugsplads.

Sorteringen fungerer efter virksomhedernes oplysning fint i det daglige. Nogle nævner dog, at det har taget lidt tid til at vænne personalet til at sortere. Til gengæld oplyser flere, at det er sværere at sikre, at gæsterne sorterer affaldet. På hotellerne drejer det sig dog om mindre mængder, mens affald fra feriegæster på det deltagende feriecenter udgør langt hovedparten af de samlede affaldsmængder.

4.2 Enhedstal og variation

Affaldsproduktionen fra kursus- og konferencecentre samt hoteller med restauration er nogenlunde ensartet og er anvendt som grundlag for fastsættelse af samlede enhedstal for kursus- og konferencecentre og hoteller med restauration.

De 3 øvrige virksomheder er for forskellige til at danne udgangspunkt for enhedstal. I afsnit 4.2.3 er der nogle vurderinger for hver af disse virksomheder.

Der er ikke opstillet særskilte enhedstal for restaurationer, da de registrerede oplysninger for restaurationsdelen på hotellerne ikke i alle tilfælde har kunnet skilles fra affaldet fra hoteldelen. Desuden er restaurationerne antageligt ikke være repræsentative for det brede spektrum af restaurationer, der findes i Danmark.

4.2.1 Kursus- og konferencecentre samt hoteller med restauration

For kursus- og konferencecentre samt hoteller med restauration er beregnet enhedstal efter antal ansatte og årsomsætning. Det vurderes, at antal ansatte udgør det bedste grundlag for fastlæggelse af enhedstal. Antal overnatninger eller sengekapacitet er ikke et anvendeligt grundlag, da mange aktiviteter (kursusafholdelse og restauration) ikke omfatter overnatning.

Tabel 4.1
Enhedsmængder for affald fra kursus- og konferencecentre samt hoteller med restauration. Enhedsmængderne er beregnet på baggrund af henholdsvis antal heltidsansatte og omsætningen. Enhedstallene omfatter både hotelaktiviteten og restaurationsaktiviteten.

Affaldsfraktion

Kg. pr. år pr. ansat

Kg pr. år pr. million kroner omsætning

Papir

107

175

Pap

109

180

Glas og flasker

202

332

Plast

1

2

EPS

9

2

Madaffald

745

1226

Friturefedt

5

8

Jern og metal

2

4

Restaffald

639

1051

Elektronikaffald

0

0

Batterier

0,4

1

Glas og porcelæn

14

23

Sum

1833,4

3004

  
Fra restaurationerne produceres store mængder madaffald, der leveres til dyrefoderproduktion.

Desuden produceres mindre mængder pap, hovedsageligt fra emballage til madvarer. Papkasserne er sjældent forurenet med madrester, idet madvarerne typisk er emballeret yderligere i plast. Stort set alt pap kan derfor sorteres til genanvendelse.

Papir fremkommer fra administration samt som aviser fra værelser og reception. Der opstår en større mængde glasaffald først og fremmest i form af flasker fra restaurationen.

Endelig er der registreret små mængder metal- og plastemballager, og der forekommer i nogle virksomheder store mængder skår fra ituslået porcelæn og glas i køkken og restauration. Det leveres typisk til den kommunale genbrugsplads.

Variationen i de registrerede mængder pr. virksomhed er vist i figur 4.1. 1A – 5A er hoteller med restauration. 1B er hotel uden restauration, 1C er vandrehjem og 1D er et feriecenter med lejligheder uden servering.

De store mængder affald fra feriecentret stammer hovedsageligt fra lejlighedsbeboerne.

Figur 4.1
Registrerede mængder for hvert hotel m.m. omregnet til årsmængder pr. ansat. 1A – 5A er hoteller med restauration. 1B er hotel uden restauration, 1C er vandrehjem og 1D er et feriecenter med lejligheder uden servering.

4.2.2 Restaurationer

Ved en opdeling på restaurations- og hoteldel ses det, at de største affaldsmængder stammer fra restaurationsdelen. Det gælder især madaffald og pap. Disse tal er dog for usikre til at opstille enhedstal for.

Derudover afspejler restaurationerne på de undersøgte hoteller ikke den bredde i sortiment m.v., som restaurationer generelt må formodes at have.

4.2.3 Feriecenter, vandrehjem og hotel uden restauration

Der er som nævnt ikke grundlag for opstilling af enhedstal for feriecentre, vandrehjem og hoteller uden restauration. Dog kan følgende vurderinger nævnes:

Feriecentret består alene af lejligheder uden nogen form for servering. Affaldet stammer derfor altovervejende fra lejlighederne, og sorteringen er derfor grundlæggende afhængig af, hvor villige gæsterne er til at sortere samt af, i hvilket omfang, der er sorteringsfaciliteter, der gør det nemt og indlysende at sortere.

Affaldsproduktionen fordeler sig altovervejende på papir, glas og restaffald. Desuden er der registreret meget små mængder metal, skår og elektronikaffald.

Den samlede affaldsproduktion pr. ansat pr. år er væsentlig højere end for alle andre deltagende virksomheder i branchen, hvilket skyldes meget få ansatte i forhold til de andre virksomheder. Der produceres i alt ca. 13.000 kg affald pr. ansat og 775 kg pr. lejlighed pr. år (2–8 personer). Affaldet fordeler sig med 70 procent restaffald, 23 procent papir og 7 procent glas. Der er ikke sorteret i madaffald fra ferielejlighederne.

Vandrehjemmet har en restaurationsdel, og en meget stor del af affaldet stammer derfra. Affaldet består fortrinsvis af pap, glas, madaffald og restaffald. Emballagepap udgør en meget større andel af de samlede mængder end det er tilfældet for kursus- og konferencecentre samt hoteller med restauration, hvilket kan skyldes en anden kategori af råvarer til madlavningen.

Den samlede affaldsproduktion pr. ansat er 1,8 ton og 150 kg pr. sengeplads. Affaldet fordeler sig med 50 procent restaffald, 28 procent madaffald, 12 procent pap, 4 procent glas og 3 procent papir.

Hotellet uden restauration har morgenmadsservering hovedsageligt baseret på indkøbte færdigvarer og forholdsvis lidt tilberedning. Virksomheden har ingen madaffaldssortering og en større andel restaffald end kursus- og konferencecentre samt hoteller med restauration. Desuden er registreret en forholdsvis lille mængde pap og en væsentlig større mængde plastaffald end på de øvrige virksomheder.

Den samlede årlige affaldsproduktion er 1,4 ton pr. ansat og 220 kg pr. værelse. Affaldet fordeler sig med 83 procent restaffald, 9 procent plastaffald, 5 procent glas og 3 procent pap.

4.3 Anbefalinger

Der er et stort genanvendelsespotentiale for affaldet fra kursus- og konferencecentre og hoteller med restauration både med hensyn til pap, papir, glas og madaffald. Desuden er der hos de deltagende virksomheder etableret en række returordninger for mindre mængder plast- og metalemballager.

Størsteparten af affaldet stammer fra restaurationsdelen (pap, glas, madaffald), hvorfor det må antages, at der generelt er et stort genanvendelsespotentiale for affaldet fra restaurationer. Madaffald genanvendes dog i stort omfang pga. gældende lovkrav om indsamling af madaffald til foder. Pga. kommende nye regler vedrørende genanvendelse af madaffald vil der være behov for at undersøge andre genanvendelsesmuligheder for madaffald.

Da de deltagende virksomheder alle er med i den "Grønne Nøgle" og derfor sorterer affaldet i stort omfang, kan undersøgelsen ikke nødvendigvis anvendes til en generel vurdering af den faktiske affaldssortering inden for branchen som helhed.

Økonomi

Det største genanvendelsespotentiale for kursus- og konferencecentre samt hoteller med restauration. Bortskaffelsesomkostningerne til madaffald er typisk større end for indsamling af restaffald. Ved et af de undersøgte hoteller er madaffaldsordningen ca. 25 procent dyrere end bortskaffelse af restaffald til forbrænding.

For pap og papir kan der være besparelsesmuligheder. Som nævnt ved butikkerne viser et eksempel en mulig besparelse på ca. 30 procent - dog igen afhængig af de lokale aftaler, mængder, transportafstande osv.