Stimulering af mindre virksomheders interesse for arbejdet med renere produkter

2. TICs ydelse vedr. produktorienteret miljøarbejde

2.1 Værktøjer
2.2 Uddannelse af TIC rådgiverne

TIC er et landsdækkende erhvervsfremmenetværk, der rådgiver små og mellemstore virksomheder uvildigt og gratis. TICs ydelser er tidsbegrænsede og omfatter primært individuel rådgivning – om konkrete spørgsmål eller mere overordnede spørgsmål vedr. virksomhedens etablering, udvikling og vækst. Er der behov for inddragelse af ekspertbistand, formidler TIC rådgiveren kontakt til eksperter og kan i den forbindelse bl.a. hjælpe med at formulere opgaven. Desuden arrangerer TIC temamøder, kurser samt erfa-grupper og hjælper virksomheder med ansøgning om tilskud via forskellige støtteordninger.

TIC arbejder med en lang række emner. Siden 1990 har det i stigende grad også omfattet miljøområdet. Det drejer sig om afklaring af konkrete miljøspørgsmål/-problemstillinger, herunder bl.a. lovgivningsforhold og renere teknologier, afklaring af udviklingsbehov på miljøområdet, igangsætning af systematisk miljøarbejde, herunder bl.a. overblik over virksomhedens miljøpåvirkninger (miljøanalyse), indførelse af miljøstyring og opnåelse af miljømærke. En del af TICs arbejde med miljøområdet omfatter også temamøder mv. om diverse miljøemner samt information om og hjælp i forbindelse med ansøgning om tilskud fra danske og udenlandske tilskudsordninger. (Renere Teknologi, Miljøisbryder, Den Grønne Jobpulje, Renere Produkter mv.).

Området "Renere Produkter" har i de seneste år været i fokus og blevet prioriteret højt i Danmark. Fra politisk hold har det overordnede formål været at nedsætte miljøbelastningen fra produkter i forbindelse med udvikling, produktion, markedsføring, afsætning og brug, herunder håndtering af det affald, der opstår i hele produktets livscyklus. Som et naturligt led i dette giver TIC virksomheder information og rådgivning, således at de er i stand til at imødekomme de stigende ønsker/krav fra kunder, samarbejdspartnere, myndigheder mv. Dette projekt er et konkret eksempel på dette.

2.1 Værktøjer

I dette projekt er der udviklet en række værktøjer til at understøtte TIC med at informere virksomheder om og stimulere virksomheder til at gå i gang med en produktorienteret miljøindsats. Der er tale om følgende værktøjer:
Behovsafklaring – interviewskema samt rapportskabelon
Faktaark
Livscykluscheck (LCC) – lærebog, skema samt rapportskabelon

I de følgende kapitler er de enkelte værktøjer beskrevet.

2.2 Uddannelse af TIC rådgiverne

Efter værktøjerne var blevet udviklet og afprøvet blev der afholdt 3 uddannelsesdage for en TIC rådgiver fra hvert af TIC-nettets centre.

Undervisningen blev primært forestået af projektgruppens deltagere og handlede om de overordnede aspekter vedr. livscyklustankegangen, en mere specifik undervisning i forståelsen af/anvendelse af de enkelte udviklede værktøjer samt præsentationer og diskussioner af erfaringerne fra de gennemførte Behovsafklaringer/ livscykluscheck.