Miljøledelse i produktkæder - en eksempelsamling

17 Fælles satsning på miljømærket Svanen - Eksempel 13

Møbelfabrikker – Leika - kommuner
17.1 Start – hvordan kom de i gang med Svanemærkningen
17.2 Drift - Fortsættelse og udvidelse af igangværende samarbejde
17.3 Udvikling - Vidensoverførsel er et "must"
17.4 Referencer

Møbelfabrikker – Leika - kommuner

Virksomheden Leika Danmark A/S, der står for salg af total møbelløsninger til børneinstitutioner, blev i 2000 certificeret efter ISO 14001. Arbejdet med miljøledelsessystemet involverede spørgeskemaer til og sortering af alle væsentlige leverandører ud fra miljøkriterier. Arbejdet gav inspiration til en produktorienteret vinkel, og i samarbejde med 3 væsentlige leverandører; Bred Møbelfabrik, HN Møbler og Børjela Møbler besluttede Leika Danmark A/S at præsentere en kollektion af Svanemærkede møbler i kataloget for 2002.

Satsning på samlet markedsføring af miljømærkede produkter

På Leika Danmark A/S´s initiativ besluttede en gruppe centrale leverandører af plademøbler og Leika Danmark A/S at gå sammen om at udvikle en serie Svanemærkede møbler til Leika Danmark A/S´s katalog for 2002. Resultatet af samarbejdet bliver en serie produkter; garderobe, reol, stol, taburet og bord, der vil bære det nordiske miljømærke, Svanen.

Håndslag på gensidig forpligtelse

De fire involverede virksomheder har en meget klar arbejdsdeling. Leika Danmark A/S er den samlende virksomhed i arbejdet med miljømærket. Leika Danmark A/S står for markedsføring og salg af produkter til institutioner og skoler for børn. Leika Danmark A/S´s katalog indeholder over 2000 produkter - primært møbler og legeredskaber men også spil, cykler og meget mere til børn i institutioner. De involverede leverandører er specialiserede inden for et eller flere forskellige møbler. Leverandørerne er ikke konkurrenter men har kendskab til hinanden. Det er Leika Danmark A/S, der ejer designet til de pågældende møbler, mens det er de enkelte leverandører, der har kompetencen til at producere dem.

De involverede virksomheder gav hinanden hånden på målsætningen - en serie Svanemærkede møbler i Leika Danmark A/S´s 2002 katalog. Samarbejdet blev ikke formuleret formelt, men virksomhederne gav ved et fælles møde tilsagn om at være med på ideen. Forpligtelsen i samarbejdet blev på den måde den gensidige erklæring. Den enkelte partner i samarbejdet ved, at hvis vedkommende falder fra, vil det blive sværere at markedsføre en serie Svanemærkede møbler. Det betyder også, at de enkelte led i produktkæden er klar over, at det er afgørende, at alle kommer i mål - det vil sige får Svanemærket sit produkt.

Dokumentation flyttes

Et andet resultat af samarbejdet er, at dokumentationen til Leika Danmark A/S´s miljøledelsessystem om leverandørers miljøpræstation, der i dag foreligger i form af besvarelser af spørgeskemaer, over tid vil blive mindre. Det er Leika Danmark A/S´s og leverandørernes forventning, at de gennem et miljømærke kan dokumentere, at de arbejder miljømæssigt forsvarligt med fremstilling af deres respektive produkter, og at selve Svanen vil være dokumentation herfor. Både Leika Danmark A/S og leverandørerne håber, at miljømærket vil reducere det øvrige dokumentationsarbejde. I praksis vil dokumentationen komme til at ligge mellem Miljømærkesekretariatet og leverandøren, eksempelvis Børjela, hvor den nu ligger mellem Leika Danmark A/S og den enkelte leverandør.

Spredningseffekt af den koordinerede indsats

Det miljømæssige resultat af Svanen varierer fra leverandør til leverandør - afhængig af hvad denne har lagt vægt på tidligere. Børjela Møbler udtrykte således, at det var begrænset, hvad arbejdet med at få svanemærket møblerne havde ført med sig af konkrete substitutioner eller energioptimeringer. Til gengæld havde arbejdet med Svanen ført med sig, at Børjela nu umiddelbart kan dokumentere miljøforholdene for det konkrete møbel. En af leverandørerne har gennem arbejdet med at opnå miljømærket Svanen identificeret energibesparelser af et væsentligt omfang. To af leverandørerne har efterfølgende besluttet, at de - ud over at få svanemærket sine produkter - også vil etablere et miljøledelsessystem.

17.1 Start – hvordan kom de i gang med Svanemærkningen

Leika Danmark A/S begyndte i 1997 at overveje at indføre et miljøledelsessystem. I 1998 gik de i gang med at etablere et certificerbart miljøledelsessystem. Som en del af etableringen af miljøledelsessystemet gennemførte Leika Danmark A/S en miljøkortlægning. På baggrund af miljøkortlægningen udpegede Leika Danmark A/S nogle primære indsatsområder. Et af områderne var i egen virksomhed, hvor der blev installeret energispare funktioner i blandt andet lagerarealet. Disse energibesparende foranstaltninger, eksempelvis følere for automatisk tænd og sluk, har haft en økonomisk tilbagebetalingstid på 1½-2 år. Et andet indsatsområde er håndtering af indirekte miljøpåvirkninger.

Leika Danmark A/S er hovedsageligt en handelsvirksomhed. Leika Danmark A/S har en - omend stigende - meget lille produktion inden for egne grænser. Det betyder, at Leika Danmark A/S´s direkte miljøpåvirkninger er små, og de indirekte miljøpåvirkninger bliver derved relativt mere interessante. Som en del af miljøledelsessystemet udviklede Leika Danmark A/S - i samarbejde med en miljøkonsulent - et spørgeskema til sine leverandører. På baggrund af besvarelsen af spørgeskemaet fastlægger Leika Danmark A/S prioriteringen af sine indirekte miljøpåvirkninger, og Leika Danmark A/S vil også i fremtiden kunne prioritere sin indsats på baggrund af resultaterne fra spørgeskemaet.

Miljøkonsulenten har haft flere roller. Konsulenten er blevet brugt af Leika Danmark A/S som sparringspartner og tovholder i forbindelse med opbygningen af miljøledelsessystemet men er også blevet brugt mere konkret i forbindelse med miljøkortlægningen samt til prioritering af miljøindsatsen.

Leika Danmark A/S´s miljøledelsessystem blev certificeret i 1999. For Leika Danmark A/S blev det en naturlig fortsættelse af miljøledelsessystemet at gå i gang med produkterne og dermed også en tættere dialog om miljø med leverandørerne.

Øget dialog med leverandører

Leika Danmark A/S og hver af de enkelte leverandører har gennem mange år haft en forholdsvis tæt dialog både på det konkrete plan, eksempelvis om brug af fælles fragtmand, og på et mere overordnet plan, eksempelvis gennem udvikling af produkt. Dialogen om miljø vedrørende produkterne må derfor ses som en udvidelse af det hidtidige samarbejde.

Ved en kombination af erfaringerne fra indførelsen af miljøledelsessystemet samt ønsket om at kunne tilbyde en vifte af svanemærkede produkter i næste katalog tog Leika Danmark A/S initiativ til et opstartsmøde med en gruppe af udvalgte leverandører. Formålet med mødet var at "committe" en kreds af leverandører til at gå ind i projektet om at kunne tilbyde svanemærkede produkter.

De inviterede leverandører er udvalgt efter en blanding af overvejelser, heriblandt var leverandørernes forventede mulighed for at kunne få opbygget dokumentation til et Svanemærke inden for en passende tidsramme, størrelsen på leverandøren samt at en vis bredde i produktsortimentet blev sikret. Udover Leika Danmark A/S og de involverede leverandører deltog også den miljøkonsulent, som har været involveret i opbygningen af Leika Danmark A/S´s miljøledelsessystem, på mødet. Leverandørerne gav hinanden en slags håndfæstning på mødet, og det blev også besluttet, at virksomhederne vil anvende den samme konsulent til at støtte dem i arbejdet.

Leverandørerne har benyttet muligheden for at få støtte gennem Miljøkompetenceordningen til at komme i gang. Tilskuddet har været med til at overvinde den første hurdle men dækker kun en del af de udgifter, virksomhederne har i forbindelse med ansøgning om miljømærket.

Forventning til markedet

Leika Danmark A/S og deres leverandører har endnu ikke oplevet vækst i salg begrundet i deres produkters gode miljøpræstation. Leika Danmark A/S har oplevet, at indkøbere stiller krav til produkternes miljøpræstation. Det er Leika Danmark A/S´s oplevelse, at nogle offentlige indkøbere anvender de udviklede indkøbsvejledninger som baggrund for spørgsmålene. Leika Danmark A/S kan på grund af sit arbejde med indførelse af et miljøledelsessystem redegøre for sin og til en hvis grad de solgte produkters miljøpræstation. Det fungerer godt.

Leika Danmark A/S har oplevet at byde i offentlige licitationer, hvor der er lagt op til, at en kommune kan gå med til at betale en merpris forårsaget af produkters bedre miljøpræstation. Leika Danmark A/S har kunnet redegøre for sine produkters gode præstation, men har oplevet, at de i nogle tilfælde ikke har kunnet sælge varen på grund af en mindre merpris. Det er derfor Leika Danmark A/S´s foreløbige erfaring, at det i sidste ende alligevel er prisen og ikke miljø-egenskaberne, der er udslagsgivende.

Silkeborg kommune er en af Leika Danmark A/S´s mange kunder. Kommunen har hidtil spurgt til leverandørers miljøforhold; men har ikke anvendt den opnåede viden systematisk. Silkeborg Kommune besluttede omkring årsskiftet at implementere en grøn indkøbspolitik systematisk. Det betyder, at kommunen fremover i forbindelse med udbud skriver ind i udbudsmaterialet, hvilken vægtning dokumentation og opfyldelse af visse miljøforhold vil have i forhold til eksempelvis pris, kvalitet mv.

Med en aktiv politik på området og redskaber til at udføre den, vil Silkeborg kommune lettere kunne indkøbe grønne produkter. For produkter, hvor det er relevant, vil Silkeborg kommune stille krav om, at produkterne skal leve op til kriterierne for Svanen eller Blomsten.

Til trods for ikke kun at have positive oplevelser i bagagen, når det gælder indkøberes forhold til miljø og pris, har Leika Danmark A/S og kredsen af leverandører omkring den svanemærkede serie en forventning om, at miljø vil blive en drivende parameter i fremtiden.

Både Leika Danmark A/S og Børjela udtrykker, at de opfatter det positivt at gøre noget for miljøet, så selvom man ikke kan leve af det alene, så er den gode samvittighed også en medvirkende faktor i forbindelse med arbejdet.

Udveksling af erfaringer mellem leverandører

Ingen af leverandørerne havde etableret et miljøledelsessystem eller havde Svanemærket på et eller flere af de produkter de producerede før det førnævnte opstartsmøde. Leverandørerne har dog alle arbejdet med miljøspørgsmål før, de gik i gang med at arbejde med at få Svanemærket deres produkter. Konsulenten fungerer både som en slags tovholder i processen med at tilvejebringe dokumentation og som en slags vidensformidler.

Tovholder funktionen består i sammen med de enkelte virksomheder at fastlægge en arbejdsplan, som virksomheden går frem efter. Konsulenten holder fast i denne plan, men det er de enkelte leverandører, der arbejder med at tilvejebringe dokumentationen, som i sidste ende skal indsendes til Miljømærkesekretariatet. Når en leverandør har fundet en miljømæssig brugbar løsning på et problem, eksempelvis substitution af en lak med en anden, sørger konsulenten for, at formidle det gode resultat videre til de andre leverandører i samarbejdet.

Både konsulenten og virksomhederne har kontakt med Miljømærkesekretariatet.

17.2 Drift - Fortsættelse og udvidelse af igangværende samarbejde

Relationen mellem Leika Danmark A/S og leverandørerne er bygget op omkring udnyttelse af forskellige kompetencer. Tegningerne til de producerede møbler ejes af Leika Danmark A/S, mens det er leverandørerne, der besidder de konkrete kompetencer. I forbindelse med opnåelse af Svanemærket vil det være leverandørerne, der opnår mærket, men de opnår mærket på Leika Danmark A/S´s produkter. Samarbejdet bliver derved styrket og udbygget gennem arbejdet med miljømærket.

Leverandørerne og Leika Danmark A/S har i forvejen en tæt dialog om produktet, udviklingen og distribution af det. Ved aktivt at inddrage miljø som en parameter har Leika Danmark A/S og leverandørerne blot fået flere parametre i dialogen. Leverandørerne har en forventning om, at arbejdet med Svanen dels vil udvide det eksisterende samarbejde og dels vil give muligheder for dialog med andre parter. Andre parter kan være både kunder og leverandører.

17.3 Udvikling - Vidensoverførsel er et "must"

Leika Danmark A/S er den af virksomhederne, der afsætter produkterne til slutbrugerne. Leika Danmark A/S er derfor også den første til at opfange signaler om ønsker og behov fra markedet. Leverandørerne har ikke denne kontakt og er afhængige af Leika Danmark A/S´s kundekontakt. Leverandørerne har kontakten til underleverandører bag ud i produktkæden. Det kan være træleverandører og lak-leverandører. Gennem denne kontakt og dialog har leverandørerne mulighed for at stille miljøkrav samt indgå i samarbejder om udvikling af mindre miljøbelastende indholdsstoffer. Tæt dialog mellem Leika Danmark A/S og dennes leverandører er en forudsætning for, at formidling af viden fra producenter til markedet er succesrig. Det er også en forudsætning for, at produktkæden bruger de muligheder, de har for at handle hurtigt og til at sikre levering af konkurrencedygtige produkter.

I forbindelse med indsamling af dokumentation til miljømærket har det vist sig, at små leverandører kan have svært ved at tilvejebringe tilstrækkelig dokumentation. Det er Leika Danmark A/S´s og miljøkonsulentens vurdering, at dette hovedsageligt skyldes, at de små underleverandører ikke er vant til at arbejde med stor grad af skriftlig dokumentation snarere end at det skyldes, at underleverandørerne ikke kan leve op til de konkrete miljøkrav Foreløbig søger Leika Danmark A/S og leverandørerne i Svane-samarbejdet at afhjælpe dette ved at gøre brug af den involverede konsulent. I udgangspunktet vil Leika Danmark A/S og leverandørerne helst fortsætte samarbejdet med de underleverandører, som de allerede har gode og lange relationer til. Derfor gør de en indsats for at tilvejebringe den fornødne dokumentation hos allerede eksisterende leverandører.

Leika Danmark A/S

Leika Danmark A/S er en førende møbelvirksomhed indenfor total løsninger (til institutioner) for børn til skole og fritid. Leika Danmark A/S er en handelsvirksomhed, der er organiseret med et netværk af producerende virksomheder omkring sig - hver med sine kompetencer. Virksomheden, der i dag er en mellemstor virksomhed, blev etableret i 1980. Leika Danmark A/S har gennem perioden været med til at præge udviklingen inden for området og har oplevet fremgang.

 

Børjela Møbler ApS

Børjela Møbler ApS er en plademøbelvirksomhed, der baserer sig på snedkerhåndværks traditioner. Virksomheden, der er forholdsvis gammel, er familie-ejet. Virksomheden har arbejdet med substitution af stoffer ud fra såvel en arbejdsmiljø- som en miljøvinkel gennem de seneste 10 år.

17.4 Referencer

Interview med Direktør Erling Jensen, Børjela Møbler

Interview med Logistik- og miljøchef René G. Rasmussen, Leika Danmark A/S.

www.Leika.dk

Interview med miljøkonsulent Miljøchef Svend Flindt, NF MILJØ A/S.

Interview med Henning Trillingsgaard, Silkeborg kommune.