Ukrudtsbekæmpelse på belægninger

God investering at bekæmpe

Sikre udseende, funktion og levetid

Bekæmpelsen af ukrudt skal sikre, at belægningerne lever op til deres æstetiske formål, praktiske funktion og ikke nedbrydes før tiden. På nogle belægninger vil hensyn til udseendet være i højsædet, og målet være en ukrudtsfri belægning. Andre steder skal bekæmpelsen holde ukrudtet på et passende niveau, der sikrer et acceptabelt udseende, og at belægningen ikke bliver ødelagt af ukrudtet. Af praktiske grunde er det en fordel at tilrettelægge indsatsen i forhold til veldefinerede niveauer.

Ukrudt giver belægningerne et sjusket udseende. De er som regel planlagt til at udgøre flader uden planter.

En procent om året

Ukrudt, der ikke bliver bekæmpet, vil dække ca. 1 % mere af belægningen for hvert år. Det vil vokse i alle fuger og efterhånden brede sig ind over belægningen, hvis der ikke er et naturligt slid. Enårig rapgræs kan for eksempel nå at spire, vokse og kaste frø i løbet af få uger, og en enkelt plante kan blive til flere kvadratmeter tæt bevoksede fuger på 1-2 år. Det ser ikke pænt ud, ligesom det gør belægningerne usikre at færdes på og efterhånden kan ødelægge dem. Uden bekæmpelse må et almindeligt fortov sandsynligvis lægges om 10 år tidligere end normalt, hvilket betyder øgede omkostninger.

Ukrudt i fugerne kan genere færdslen og presse fliser og belægningssten fra hinanden. Når fugerne bliver bredere, kan der trænge vand ned i bærelaget. Det kan give sætninger og opfrysninger, så belægningerne bliver ujævne og farlige at færdes på.
  

Ukrudt langs kantsten kan betyde at der trænger vand ned i asfalten, som kan give frostsprængninger og forkorte belægningens levetid. Det kan også forhindre regnvand i at løbe hen til risten. Vandet vil i stedet samle sig i store vandpytter.
  

Se her!

Fire års ukrudtsvækst uden bekæmpelse. Mængden af ukrudt øges med ca. 1 % i dækningsgrad om året.