Ukrudtsbekæmpelse på belægninger

Kontrol med opgaven

Overdragelse

Når man overdrager en driftsentreprise, er det vigtigt at gennemgå arealet. Blandt andet skal bestilleren dokumentere omfanget af lunker, knækkede fliser, manglende fugemateriale og lignende. Målet er at undgå uenigheder, når entreprisen er slut. Desuden aftaler man, om mængden af ukrudt eventuelt skal reduceres før start for at få det rigtige udgangspunkt i forhold til det niveau, der er fastlagt. Der må højst være en fjerdedel af den tilladte mængde ukrudt ved årets start. Bestilleren skal desuden dokumentere den almindelige renholdelse, der også er med til at reducere mængden af ukrudt.

Egenkontrol

Den udførende skal løbende gennemføre en egenkontrol. Kontrollen skal sikre, at belægningen hele tiden opfylder tilstandskravene. Hverken ukrudtets dækningsgrad eller antallet af ukrudtsplanter må på noget tidspunkt overstige kravet. Tilstanden skal kontrolleres mellem behandlingerne, sådan at man kan fastsætte det rigtige tidspunkt for næste behandling. Den udførende skal desuden sikre, at de pesticidfri metoder lever op til udførelseskravene. For de termiske metoder er kravet, at 90 % af ukrudtet er bekæmpet tre dage efter behandlingen. Kontrollen består i at undersøge, om sammenhængen mellem fremdriftshastighed og behandlet areal svarer til den ønskede dosering af energi. Desuden skal man kontrollere, om behandlingen er effektiv på hele planten. Denne kontrol suppleres med en visuel kontrol tre dage efter behandlingen. For mekaniske metoder er kravet, at behandlingen fjerner 90 % af ukrudtet med det samme. Effekten kan kontrolleres direkte, når behandlingen er udført.

29.jpg (8081 bytes)

Man kan eventuelt bruge en 100-felts ramme, for at få et mere præcist billede af ukrudtets dækningsgrad. Fra venstre 1 promille, 1 % og 5 % dækningsgrad af ukrudt.

Kvalitetskontrol

Egenkontrol

Gennemføres af den udførende

Fælleskontrol

Foretages af udførende og bestiller i fællesskab


Fælleskontrol

Bestiller og udførende gennemfører med aftalte mellemrum en fælleskontrol. Formålet er at kontrollere, om kvalitetskravene er opfyldt og eventuelt aftale justeringer. Ukrudtet er ikke jævnt fordelt, og derfor kan man ikke vælge kontrolpunkterne tilfældigt. Kontrollen bør udføres de steder, hvor der er mest ukrudt. Der må på intet tidspunkt være mere ukrudt end tilladt på det aktuelle niveau. Kontrollen omfatter ukrudtets dækningsgrad og størrelse og højde på enkeltplanter.