| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Synliggørelse af de vigtigste forbrugerrelevante miljøegenskaber ved elektronikprodukter

Bilag B
1. Værktøjer og informationsredskaber

Bilaget indeholder beskrivelser og markedsrelaterede oplysninger om de eksisterende værktøjer og redskaber til at videregive miljøinformationer om produkter inden for området forbrugerelektronik.

1.1 Miljømærker

Blauer Engel

Det tyske miljømærke "Blauer Engel" er med sine 25 år et af de ældste eksisterende miljø- og forbrugerbeskyttende mærker for produkter og tjenester. Mærket administreres og verificeres af RAL, Det tyske Institut for kvalitetssikkerhed og mærker. Mærket må kun markedsføres i Tyskland, hvorfor der ikke er nogle produkter, der bærer mærket Den Blå Engel i Danmark.

Den Blå Engel anvendes pr. 1. januar 2002 på ca. 3.900 produkter fordelt på ca. 800 producenter. Produkter og producenter fra udlandet udgør 15-20 % af det samlede antal licenshavere.

Kriterierne for mærket strammes jævnligt op, og derfor sker der løbende en bortsanering af produkter, som ikke overholder nyere skrappere krav.

Der er udformet kriterier for en række forbrugerelektroniske apparater, herunder pc-monitorer, keyboard, desktops, bærbare computere, printere, lommeregnere og tv (der er dog ikke produkter på markedet på tv-området). Senest er der udformet kriterier for mobiltelefoner, men der findes endnu ikke mærkede mobiltelefoner på markedet.

Grøn Information har på deres hjemmeside udarbejdet en liste over computere, der sælges i Danmark, og som i Tyskland er mærket med Den Blå Engel. Listen omfatter 5 forskellige forhandlere, der har mærket i alt 39 computere (systemenheder). Hertil kommer en række mærkede skærme, printere og tastaturer.

Der betales et engangsgebyr på ca. 1.000 kroner ved tildeling af mærket. Endvidere betales et årligt gebyr afhængig af omsætningen af det mærkede produkt. Hertil kommer et bidrag på 20 % af den årlige betaling til en "miljømærke-reklamefond", hvis anvendelse besluttes af Tysklands miljøstyrelse og RAL i enighed.

Svanen

Svanen blev indført i 1989 af Nordisk Ministerråd som et fælles officielt miljømærke for Norden. Samtidigt med at Danmark tilsluttede sig Svanen i 1997, blev Miljømærkenævnet og Miljømærkesekretariatet etableret. I Danmark ledes arbejdet med Svanen (og Blomsten) af det Danske Miljømærkenævn, der er repræsenteret af handel, industri, forbruger- og miljøorganisationer samt myndigheder. Den daglige administration og kontrol varetages af Miljømærkesekretariatet.

Miljømærket er en frivillig ordning. Både producenter, importører og detailhandelen kan få produkter miljømærket, hvis der vel at mærke er udarbejdet kriterier for den pågældende produktgruppe. En vare kan kun blive miljømærket, hvis den opfylder en række skrappe miljøkrav. Kravene fastsættes ud fra et livscyklus.

Kravene til de miljømærkede varer revideres hvert tredje år, hvilket er med til at sikre, at varerne fortsat udvikles i en miljørigtig retning. Når kravene for en varegruppe revideres, skal alle varer under gruppen igen godkendes til at få mærket. Miljømærkekriterierne fastlægges ud fra en vurdering af, at ca. en tredjedel af produkterne på markedet kan leve op til dem.

Der betales et engangsgebyr på 3.500 kr. for behandling af en ansøgning om miljømærket. Herudover betales et anvendelsesgebyr på 0,4% af den samlede omsætning af det miljømærkede produkt, dog max. 250.000 kr.

Svanen er primært rettet mod de private forbrugere, men bliver i høj grad også anvendt af offentlige indkøbere.

Der er pr. august 2002 udarbejdet miljømærkekriterier for 55 forskellige produktgrupper, heraf produktgrupperne AV-udstyr (dvs. tv, video, DVD, CD, stereoanlæg, MiniDisc), kontormaskiner (dvs. kopimaskiner, printere, telefaxmaskiner og multifunktionsmaskiner), bærbare pc'er og stationære pc'er inden for elektronikområdet.

Der findes p.t. i alt 742 licenser (august 2002) for Svanen, hvor hver licens kan dække over flere handelsnavne. Heraf findes de 268 licenser i Danmark, men kun meget få på elektroniske produkter. Der findes kun fire licenser på elektronikområdet i alt i Norden - to licenser på AV-udstyr og to licenser på pc'er, hvoraf kun den ene licens er registreret i Danmark. Fujitsu Siemens Computers A/S fik i oktober 2001 miljømærket deres stationære computere til professionelt brug (samt skærme og keyboards) som de første i Norden.

Der har tidligere (så sent som februar 2002) været en del svanemærkede kontormaskiner - 9 licenser for kopimaskiner (heraf de 5 registreret i Danmark), samt 2 licenser for printere og telefaxer (heraf ingen registreret i Danmark). De tidligere kriterier for kopimaskiner samt for printere og telefaxer udløb per juni 2002. Per ultimo august 2002 er der to licenser på kontormaskiner - ingen af dem er dog registreret i Danmark. (For de nye kriterier er kriterierne slået sammen til ét kriteriedokument for "kontormaskiner").

Som noget nyt er man begyndt at arbejde med gruppekriterier for Svanen, dvs. at der stilles langt enklere krav, som dækker over en større produktgruppe. Som forsøg er der udarbejdet gruppekriterier for køkkenmaskiner, der i august 2002 endnu var i høring. Hvis dette bliver en succes, overvejer Miljømærkesekretariatet at indføre gruppekriterier på elektronikområdet, således at området også kommer til at dække eksempelvis modemer, mobiltelefoner m.m.

EU's Blomst

Blomsten blev indført af EU's ministerråd i 1992. I Danmark ledes arbejdet med Blomsten - som for Svanen - af Miljømærkesekretariatet og Miljømærkenævnet. Førstnævnte står for selve godkendelsen af ansøgninger.

Blomsten er som Svanen en frivillig ordning, hvor virksomheder eller importører skal leve op til en række skrappe miljøkrav for at få mærket. Tilsvarende revideres kriterierne for Blomsten også hvert tredje år som for Svanen.

Ligesom Svanen er Blomsten som miljømærke primært rettet mod de private forbrugere, da det ikke kræver en speciel viden eller kompetence for at kunne forstå eller bruge mærket.

Der betales et engangsgebyr på 3.500 kr. for behandling af en ansøgning om miljømærket. Herudover betales et anvendelsesgebyr på 0,4% af den samlede omsætning af det miljømærkede produkt, dog min. 500 euro og max. 25.000 euro.

Der er pr. august 2002 udarbejdet miljømærkekriterier for 20 forskellige produktgrupper, heraf produktgrupperne tv, bærbare pc'er og stationære pc'er inden for elektronikområdet.

Inden for de 20 produktgrupper er der p.t. i alt 135 licenser for Blomsten, hvor hver licens kan dække over flere handelsnavne. Heraf findes de 25 licenser i Danmark, men ingen af licenserne er på elektroniske produkter, hverken på det europæiske marked eller i Danmark.

1.2 Energimærker

Energy Star

Energimærket Energy Star blev etableret i 1992 af den amerikanske miljøstyrelse Environmental Protection Agency, EPA. Målgruppen var de første år primært offentlige indkøbere, men mærket er i de seneste år også blevet orienteret mod de private forbrugere.

Der er udviklet Energy Star kriterier til omkring 30 produktkategorier. En række produkter inden for forbrugerelektronik kan få mærket: tv, video, DVD, set top boxes, trådløse telefoner og telefonsvarere.

Der kræves ingen afgifter fra virksomheder, som ønsker at bruge Energy Star. For at få adgang til at bruge mærket skal producenterne underskrive en aftale om at teste deres produkter efter Energy Star standarder, men der er ingen verifikation af oplysningerne.

Diverse IT-udstyr¹ kan mærkes med Energy Star og har kunnet det i over 10 år. Energy Star mærket er slået kraftigt igennem globalt, og langt over 1000 computere og skærme er i dag mærket med Energy Star².

EU indgik i maj 2001 en aftale med den amerikanske regering om et fælles mærkningsprogram for energieffektivt kontorudstyr. Det betyder reelt, at EU er gået ind i et samarbejde om at anvende det amerikanske mærke Energy Star på kontorudstyr. På nuværende tidspunkt er samarbejdet meget nyt, og hvilke konsekvenser tilslutningen til mærket vil få i Danmark kendes endnu ikke. Mærket har mange lighedspunkter med Energipilen (se afsnittet nedenfor). Der er dog forskel på kriteriekravene i de to mærker, hvor Energipilen har højere krav til produkternes energiforbrug. Udbredelsen af Energy Star i Danmark kan derfor komme til afhænge af, om kriterierne bliver ligeså stramme som for Energipilen.

I en rapport om forbrugerinddragelse i reduktionen i drivhusgasser er ekspedienternes holdning til energimærket undersøgt³. Her beskriver ekspedienterne, hvordan mærket fungerer som "is-bryder" til at dreje dialogen med kunden væk fra den traditionelle prisfokusering i retning af energispørgsmål.

Energipilen

Danmark deltager i et europæisk samarbejde om at registrere og mærke energieffektive apparater. Otte europæiske lande deltager i samarbejdet, der hedder "Group for Energy Efficient Appliances" (GEEA). Samarbejdet blev etableret på en workshop i 1996. Energistyrelsen repræsenterer Danmark i GEEA-samarbejdet. I Danmark har mærket fået navnet Energipilen.

Formålet med samarbejdet er at øge energieffektive apparaters markedsandel og motivere producenter til at udvikle apparater med et lavt energiforbrug ved standby.

Energipilen omfatter især produkter inden for området forbrugerelektronik, som ikke er omfattet af EU's obligatoriske energimærkningsordning (A-mærkningen). Energipilen benyttes på tv- og videoapparater, Hi-fi og IT-udstyr (computere, computerskærme, printere, telefaxmaskiner, multifunktionsmaskiner, scannere), DVD samt trådløse telefoner og mobiltelefoner.

Energipilen stiller primært krav til energiforbruget i standby (også kaldet "off-mode" eller "sleep mode"). For enkelte produkttyper bl.a. kopimaskiner og frankeringsmaskiner stilles der også krav til energiforbruget i brug.

Apparater, der opfylder kravene til energieffektivitet, mærkes med Energipilens logo og registreres i en elektronisk database, som hele tiden bliver ajourført.

De nuværende opstillede kriterier for standby-forbruget gælder generelt til udgangen af 2003, hvorimod kriterierne for specielt pc'er og skærme kun gælder til udgangen af 2002.

Der kræves ingen afgifter fra virksomheder, som ønsker at bruge Energipilen. For at få lov til at bruge mærket og for at få produkter registreret i databasen skal producenterne teste deres produkter efter en bestemt standard og skrive under på, at de indsendte oplysninger om produktet er korrekte. Der er ingen yderligere verifikation af oplysningerne.

Som miljømærke er Energipilen udelukkende rettet mod de private forbrugere, og det kræver ikke en speciel viden eller kompetence at kunne forstå og bruge mærket. Der kræves udelukkende et kendskab til mærket samt en accept af og tillid til mærket.

Ifølge GEEA's database⁴ over mærkede produkter er der i dag (august 2002) i alt 1925 produkter, som er mærket med Energipilen i de otte europæiske lande tilsammen. I alt 584 produkter er mærket med Energipilen i Danmark. Heraf forekommer Energipilen på 1 skærm, 24 pc'er, 199 tv, 13 tv/video kombiapparater, 86 audioanlæg (Hi-fi-anlæg), 100 audio enheder (dvs. CD'er, tunere, subwoofer m.m.), 17 DVD'ere - men ingen multifunktionsmaskiner, scannere, telefaxmaskiner, kopimaskiner eller printere er mærket med Energipilen i Danmark.

På trods af, at Energipilen findes på en del produkter, samt at der blev gennemført en tv-kampagne i 2001, er Energipilen ikke slået igennem i forbrugernes bevidsthed. I dag formidles Energipilen primært over for offentlige indkøbere og gennem dens egen hjemmeside.

De 199 mærkede tv apparater produceres af 9 producenter: B&O, Dantax, Finlux, Grundig, JVC, Loewe, Panasonic, Philips og Sony.

Tilsvarende produceres de mærkede audioanlæg af B&O, JVC, Kenwood, Panasonic, Philips, Pioneer, Sony, Technics og Yamaha.

A-mærkningen

A-mærkningen er EU's obligatoriske energimærkningsordning for husholdningsapparater som køle-/fryseapparater, opvaskemaskiner, vaskemaskiner, tørretumblere, kombinerede vaske-/tørremaskiner, el-pærer og senest også biler. Alle produkter omfattet af ordningen skal være forsynet med et energimærke, når de sættes til salg. Produkterne mærkes på en skala fra A til G, hvor A står for det laveste energiforbrug.

Producenterne har ansvaret for at levere mærket med korrekte oplysninger, og detailhandelen har ansvaret for, at mærket er korrekt placeret på produkterne i butikken. Energistyrelsen fører i Danmark tilsyn med ordningen og sørger for, at der udføres butikskontrol samt kontrol af oplysningerne på energimærket, dvs. kontrol af om produktet lever op til den oplyste mærkning. Kontrolafprøvninger foretages af Forbrugerinformationens laboratorium (husholdningsapparater) og af Delta Lys og Optik (lyskilder).

1.3 Andre mærker og ordninger

TCO

TCO-mærket har ligesom Energy Star mærket eksisteret i 10 år og har på tilsvarende vis formået at slå kraftigt igennem. Skærme (både almindelige CRT billedrørsskærme og fladskærme), systemenheder, keyboards, bærbare pc'er, printere og kopimaskiner kan mærkes efter TCO-99.

TCO-mærket har sin største udbredelse på skærme. Mere end 700 almindelige CRT billedrørsskærme og mere end 300 fladskærme er i dag mærket med TCO-99. Til sammenligning er kun et enkelt keyboard, 12 systemenheder og ingen bærbare computere mærket med TCO-99.

Private virksomhedsmærker

I tilknytning til mærkerne er der et specifikt udsagn, f.eks. "produceret uden bly". Udsagnene er ikke checket af en uvildig tredjepart og står således for producentens egen regning.

Mærkerne er et udtryk for, at producenterne har erfaret/tror på, at forbrugerne er mere interesserede i specifikke og konkrete udsagn end generelle vendinger som "grønt" og "miljøvenligt". Det er desuden lettere for producenten at stå inde for et konkret udsagn end for et generelt.

Ifølge Sony er deres Eco Info Mark slået godt igennem i Japan. Introduktionen på det europæiske marked startede i 2001, og efterhånden som produktudviklingen slår igennem på de nye apparater, vil flere og flere produkter bære Eco Info mærket.

Anden virksomhedsinformation

Udviklingen inden for mobiltelefoner samt pc'ere/andet IT-udstyr går så hurtigt, at producenterne ikke trykker brochurer m.m. I butikkerne er det således ikke muligt at hente materiale - her henvises man til producenternes hjemmesider. De store producenter har omfattende hjemmesider, hvor de præsenterer både virksomhedsprofil, miljøarbejde og produkter. Meget få producenter giver specifikke miljøoplysninger om de enkelte produkter, og man skal søge en del for at finde sådanne oplysninger.

På tv/radio området er det muligt at få trykte varekataloger, brochurer m.m. i butikkerne. En screening af miljøoplysninger i en række kataloger tyder på, at man kan finde oplysninger om energiforbruget samt standby forbruget. Endvidere er producentens miljøpolitik/miljøindsats generelt beskrevet i enkelte tilfælde.

Grøn Informations 0-liste - produkter uden bromerede flammehæmmere

Grøn Information har i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening og Det Økologiske Råd lavet en liste over produkter, der

1. er uden indhold af bromerede flammehæmmere, eller
2. som minimum ikke indeholder PBB og PBDE, eller
3. er miljømærket.

Listen er lavet med udgangspunkt i Miljøstyrelsens anbefalinger og er baseret på tilbagemeldinger fra producenter/importører, der med deres underskrift garanterer for validiteten af oplysningerne.

Formålet med listen er at hjælpe forbrugere og indkøbere til at efterspørge varer uden bromerede flammehæmmere og samtidigt fremhæve virksomheder, der har gjort noget for at erstatte de bromerede flammehæmmere. På listen er der (pr. august 2002) 5 producenter af radio/tv-udstyr og 1 producent af pc'er.

Af de nævnte produkter og producenter på listen er det kun Brother International A/S, der fremstiller kontormaskiner helt uden bromerede flammehæmmere. OCÉ's printere og kopimaskiner er fri for de mest problematiske bromerede flammehæmmere PBB og PBDE⁵.

Publicerede testresultater

I Danmark udfører Forbrugerinformationen sammenlignende og uvildige test af produkter. Testene gennemføres dels i eget laboratorium og dels hos underleverandører. Endelig købes test fra den internationale testorganisation ICTR.

Resultaterne offentliggøres i forbrugerbladet Tænk + Test, der udgives af Forbrugerrådet og udkommer ti gange om året. Bladet har ca. 90.000 abonnenter. Endvidere er der adgang til de offentliggjorte test i Tænk+Test fra Forbrugerinformationen hjemmeside, www.fi.dk.

I Forbrugerinformationens nye standarder for testrapporter bliver der åbnet for, at et testlaboratorium kan give producenterne gode råd om produktforbedringer til gavn for forbrugerne. Denne mulighed vil Forbrugerinformationens laboratorier bruge fremover.

Forbrugerinformationens erfaringer bruges bl.a. til at påvirke det internationale standardiseringsarbejde til stadigt bedre standarder på en række produkter som f.eks. energi, miljøbelastning og brugervenlighed.

Forbrugerinformationens seneste pc-test stammer fra 1998. Her var energiforholdene taget med, men testens resultater er for længst overhalet af udviklingen. Således blev vurderingen "meget god" på energi givet for et niveau, der er dobbelt så højt som det nuværende krav i Energy Star.

Den seneste test af tv-apparater er publiceret i juni 2002. Her er miljø vægtet med 10% af den samlede vurdering, og af disse 10% udgør energiforbruget en tredjedel. Resten er relateret til materialeanvendelse/genbrug og emballagetype. Desuden er tv-apparaterne testet for, om de indeholder bromerede flammeæmmere.

1.4 Miljødeklarationer

IT-Brancheforeningernes miljødeklaration

De nordiske IT-Brancheforeninger har på baggrund af ECMA T/70⁶ standarden udviklet skabeloner for miljødeklarationer henvendt til de offentlige indkøbere. Der er udarbejdet skabeloner for pc'er, printere, kopimaskiner og telefax-maskiner.

Primus motor er den svenske organisation, IT-Företagen, men de tre lande arbejder sammen om at revidere miljødeklarationerne. I Sverige har deklarationerne været anvendt siden januar 1997, og her er udbredelsen og anvendelsen langt større end i Danmark.

I miljødeklarationerne specificeres de aktuelle miljøegenskaber for produktet og for producenten, (såsom energiforbrug, støjparametre, emissioner, genindvinding, miljøstyringssystem).

Ifølge IT-Företagen⁷ findes der per juni 2002 ca. 1600 produkter (pc'er og diverse kontormaskiner) med en miljødeklaration. Virksomhederne, der vælger at bruge miljødeklarationerne, betaler en årlig afgift baseret på virksomhedens totale omsætning for produkterne på mellem 3.000 og 20.000 kr. For dette får virksomhederne bl.a. markedsføring af miljødeklarationen samt en registrering af virksomheden i IT-Brancheforeningernes liste over tilsluttede virksomheder.

Virksomhederne udfylder selv miljødeklarationen, men skal kunne dokumentere oplysningerne via testrapporter eller lignende.

Virksomhederne tilmelder sig miljødeklarationsordningen for et år ad gangen.

Teknisk forslag til simpel miljødeklaration rettet mod forbrugerne

Miljøstyrelsen fik i 2001⁸ udarbejdet et teknisk forslag til en simpel miljøvaredeklaration for forbrugerelektronik, rettet mod private forbrugere. Der blev lagt vægt på at tilgodese både miljø- og aktørmæssige aspekter, og deklarationen blev udformet på en måde, som skulle motivere til handling for såvel dem, der skulle udfylde miljødeklarationen som for dem, der skulle læse og orientere sig i en købssituation.

På baggrund af en miljøscreening samt en gennemgang af de eksisterende miljømærkekriterier blev energi, uønskede stoffer og affaldshåndtering udpeget som de 3 mest relevante emner i miljødeklarationen.

Det endelige forslag til miljødeklaration er vist herunder.

I forbindelse med udformning af miljødeklarationen blev fordele og ulemper ved forskellige layouts overvejet. Det blev skønnet, at anvendelse af ABC-mærkning som den, der findes for energiforbrug af husholdningsmaskiner, er for kompliceret i en simpel miljødeklaration, da den skjuler væsentlig information for forbrugeren, og at metoden kræver en detaljeret kortlægning af forholdene for de relevante produktgrupper. Desuden kræver et ABC-system løbende opdate.

En høringsrunde blandt interessenter gav generelt positive kommentarer, når det drejede sig om selve miljødeklarationens udformning. Den blev opfattet som logisk og overskueligt opbygget og med en informationsmængde, der er tilstrækkelig for forbrugeren.

Valget af parametre blev opfattet som relevant, men disse skal præciseres.

Med hensyn til, om producenter kan tilvejebringe de nødvendige oplysninger og udfylde miljødeklarationen, vurderedes det som overvejende sandsynligt, at de ligger inde med den fornødne informa.

For at styrke miljødeklarationens troværdighed blev det anbefalet at tilknytte en eller anden form for kontrol. En 3. parts certificering vil være det bedste, men det kan fordyre produkterne og medvirke til, at miljødeklarationen får begrænset udbredelse. En undersøgelse har imidlertid peget på, at det er vigtigt for forbrugerne, at en ordning administreres og kontrolleres af en uvildig tredje part⁹.

Det administrative ophæng bør fremgå af vejledningen og miljødeklarationen (verifikation etc.), og forbrugeren skal opfatte, at der er tale om en frivillig ordning. Producenterne vil sandsynligvis være mest interesseret i en nordisk eller helst europæisk ordning og viser kun lille interesse for en ren dansk ordning, som markedsmæssigt ikke er attraktiv nok i forhold til de forøgede udgifter.

1.5 Krav i forbindelse med indkøb

Miljøstyrelsens vejledninger til offentlige indkøbere

I 1994 blev "Handlingsplan for en offentlig grøn indkøbspolitik" vedtaget. Denne handlingsplan pålægger offentlige indkøbere at tænke grønt ved indkøb og forbrug. For at understøtte de offentlige indkøbere udarbejdede Miljøstyrelsen i 1996 et koncept for Miljøstyrelsens miljøvejledninger, og de første miljøvejledninger blev udgivet i 1996.

Miljøvejledningerne består af selve vejledningen, der indeholder grønne indkøbsråd for en bestemt produktgruppe samt en tilhørende baggrundsdokumentation, der informerer om miljøforholdene for produktgruppen. Miljøvejledningen består af en generel information om de vigtigste miljøforhold og en bagside med de vigtigste spørgsmål (ja/nej spørgsmål). Miljøvejledningen er udformet så bagsiden kan fremsendes til udfyldelse hos producenten/leverandøren. Jo flere spørgsmål der kan svares ja på - jo mindre miljøbelastende er produkt.

Der er per august 2002 udarbejdet miljøvejledninger for i alt 52 forskellige produktgrupper, heraf fem inden for elektronikområdet. Disse dækker kopimaskiner, computere, printere, telefax-maskiner samt andet kontorelektronik. Efter der var udarbejdet miljøvejledninger for elektronikprodukterne, gennemførte Elektronikpanelet en målrettet formidlingsindsats over for de offentlige indkøbere, hvor bl.a. vejledningerne for pc og printere blev fremhævet.

Miljøstyrelsen forventer at sætte et projekt i gang i 2002 med det formål at forbedre brugervenligheden af det nuværende koncept for miljøvejledninger, opdatere de eksisterende miljøvejledninger til det nye koncept og udbrede kendskabet til miljøvejledningerne.

Green Purchasing Network, Japan - databøger

Green Purchasing Network i Japan er en sammenslutning af myndigheder, virksomheder, forskere og NGO'er, der i fællesskab ønsker at fremme grønne indkøb. Netværket har 2350 medlemmer, hvoraf de 350 er lokale myndigheder, 1640 er private virksomheder, resten udgøres af forbrugerorganisationer og grønne organi.

GPN's opgave er at hjælpe indkøbere, private som offentlige, til at stille miljøkrav ved indkøb. Derfor udarbejder GPN nogle konkrete hjælpeværktøjer til indkøberne. Et særligt interessant initiativ er deres "Environmental Data Books".

Miljødatabøgerne indeholder detaljerede miljøoplysninger for konkrete produkter, som gør det muligt for professionelle indkøbere at sammenligne produkternes miljøpræstationer. For eksempel er der i miljødatabogen for printere oplistet miljømæssige kriterier for 350 printere på markedet med hensyn til energiforbrug, Energy Star mærkers krav, dublet funktioner, genanvendelighed, osv.

Rammeaftaler for offentlige indkøbere (SKI)

Statens og Kommunernes Indkøbs Service (SKI) udarbejder rammekontrakter til kunder i stat, amt og kommune. Der findes i dag 85 rammekontrakter, fordelt på 16 hovedvaregrupper; i alt ca. 250.000 varenumre.

Hensyn til energi-, miljø- og arbejdsmiljøforhold er centrale kriterier, når nye rammekontrakter indgås, eller gamle fornys, og anbefalinger fra Energistyrelsen, Miljøstyrelsen og Arbejdstilsynet indgår som fast del af vurderingsgrundlaget.

Inden for IT-området er det især rammeaftalerne vedrørende datamater (både bærbare og stationære computere) og periferiudstyr (diverse printertyper, multifunktionsmaskiner, telefax, scannere, digitalkameraer m.m.), der er interessante. I 2001 havde disse to rammekontrakter tilsammen en omsætning på næsten en milliard kroner.

Det fremgår af SKI's varekataloger hvilke produkter, der har miljø- og/eller energimærker. Specielt for datamataftalen er der lagt vægt på energisiden, hvor målet er at få markeret alle de produkter, der overholder Elsparefondens A-klub krav således, at medlemmer af A-klubben hurtigt kan finde frem til disse varer.

A-klubben er for offentlige og private organisationer, herunder boligselskaber, der vil gøre en konkret indsats for at gøre miljøet lidt bedre ved at skabe elbesparelser og dermed skære ned på CO2-udsendelse fra elværkerne. A-klubben er en aktivitet under Elsparefonden. Bogstavet "A" i klubnavnet er valgt, fordi A betyder lavest elforbrug i den europæiske energimærkningsordning for husholdningsapparater og lyskilder. Medlemsorganisationerne har indgået en fireårig samarbejdsaftale med Elsparefonden om at indføre en A-indkøbspolitik. Det betyder, at eludstyr (generelt - ikke kun hårde hvidevarer), der købes fremover, skal høre til den fjerdedel af markedet med lavest elforbrug. Elsparefonden giver til gengæld støtte til medlemmerne på en række områder. Målgruppen for aktiviteterne i A-klubben er i bred forstand de personer, der køber elforbrugende apparater og udstyr i medlemsorganisationerne. Medlemmer af A-klubben skal følge A-klubbens indkøbsvejledning.

Når særligt mange offentlige indkøbere vælger at anvende SKI's rammekontrakt ved køb af IT-udstyr, kan det blandt andet skyldes, at de herved undgår forpligtigelsen til selv at gå i EU-udbud. Netop indkøb af IT-udstyr når ofte op over tærskelværdien for EU-udbud, hvilket betyder, at indkøbet skal foretages ved et udbud efter reglerne i EU's udbudsdirektiver. SKI's rammekontakter har alle været udbudt efter udbudsreglerne og kan derfor umiddelbart anvendes af alle offentlige indkøbere. Yderligere har SKI været i stand til at opnå gode priser og fordelagtige vilkår på IT-aftalerne

For de eksisterende rammekontrakter på datamater og periferiudstyr har SKI i forbindelse med udbud stillet en række spørgsmål vedrørende miljøforhold til leverandørerne. Leverandørerne har bl.a. svaret på spørgsmål om energiforbrug, energimærker, miljømærker, indhold af ozonlagsnedbrydende stoffer, indhold af miljøfremmede stoffer (specielt tungmetaller og bromerede flammehæmmere) i plastdele, mulighed for demontering af udstyr, brug af genbrugsplast samt embal.

På baggrund af de indkomne svar er hvert enkelt miljøforhold scoret fra en skala fra 1-10, hvorefter de også indbyrdes er blevet vægtet, afhængig af hvor vigtigt energiforbruget er i forhold til eksempelvis genanvendelsesmuligheder. Herved opnås en samlet miljøscore for produktet. Miljøscoren er en af flere scorer for hver leverandør/produkt. Miljøscoren vægtes i forhold til andre forhold, såsom pris, garanti, tekniske forhold, sortimentsbredde og leverancekvalitet. SKI har på datamataftalen vægtet miljøforhold med faktoren 2, hvor prisen, der vægtes højest, blev vægtet med faktoren 4. Dvs. miljøforhold vægtes halvt så højt som prisen.

Svarene på de stillede miljøspørgsmål har SKI ikke offentliggjort, så det er ikke muligt for indkøberne at vurdere, om de vælger produkter, der har de højeste miljøscorer. Til gengæld tilbyder SKI, at indkøberne kan rekvirere en skabelon på en miljøprofil, som de kan sende til leverandørerne og hermed få udfyldt de mest relevante miljøspørgsmål. Denne mulighed bliver dog ikke efterspurgt.

Når de offentlige indkøbere køber ind via SKI's rammekontrakter, er de således sikret, at der er stillet miljøkrav til produkterne, men det enkelte produkts miljøscore kendes ikke.

SKI har en markedsandel på over 50% af alle offentlige indkøb (målt i værdi) på IT-området og har således gode muligheder for at stille krav til miljøet.

Indkøbsspecifikationer fra detailhandelen

Tyske KarstadtQuelle AG er Europas største kombinerede varehus- og postordrekæde med en omsætning i 2000 på ca. 15,2 mia. euro og ca. 110.000 ansatte.

Karstadt har arbejdet aktivt med miljøforbedringer siden 1989, og miljøhensyn ved valg af leverandører og produkter, der forhandles, er et af hovedindsatsområderne. Det typiske forløb inden for en produktgruppe er, at Karstadts miljøafdeling i samarbejde med uafhængige eksperter og/eller miljøorganisationer fastlægger retningslinjer for "miljøfornuftige" produkter og produktionsprocesser.

På baggrund af retningslinjerne går Karstadt i dialog med producenter/leverandører for at få dem til at arbejde med miljøforbedringer.

Karstadt har p.t. ikke fastsat et tidspunkt for, hvornår retningslinjerne bliver omsat til egentlige krav til såvel præstation som dokumentation ved valg af leverandører/produkter. Karstadt har gennemført processen for en række produktgrupper inden for elektriske og elektroniske produkter, herunder computere og radio/tv-apparater. Som stor, global forhandlerkæde er det ikke svært for Karstadt at få en dialog i gang med producenter/leverandører. Andre forhandlere kan få glæde af Karstadts indsats, idet retningslinjer og andet materiale er stillet til rådighed for alle via Handelsverband BAG¹⁰.

Karstadts retningslinjer er et 100% privat initiativ, som ikke involverer myndighederne. Målgruppen er producenter og leverandører, der leverer til Karstadts butikker. Effekten er ikke dokumenteret p.t., men Karstadt oplever, at de fleste producenter og leverandører er lydhøre og interesserede. Derfor er forventningen, at arbejdet inden for de kommende år vil føre til flere, mindre miljøbelastende produkter i Karstadts sortiment.

1.6 Kampagner

Temakampagne - Karstadts skolestarter

En temakampagne er i dette projekt defineret som en kampagne, der retter sig mod en situation frem for et bestemt miljøforhold, et miljømærke eller lignende. I en temakampagne er miljø kun ét af flere forskellige aspekter.

Den tyske forhandlerkæde Karstadt¹¹ har erfaret, at det er nødvendigt at køre omfattende kampagner med mellemrum for at fastholde kundernes interesse for miljørigtige indkøb. I perioder, hvor der ikke er fokus, er der en tendens til stagnerende eller faldende salg - formentlig på grund af at de "grønne" produkter typisk er lidt dyrere. Til gengæld kan det betale sig at gennemføre kampagner m.m. Resultaterne kan aflæses på salgskurverne, specielt under og umiddelbart efter kampagnen.

Det er vigtigt at bruge mange forskellige midler i en kampagne - både medier, aktiviteter i varehusene og direkte henvendelse til målgrupperne. Karstadts kampagner har generelt stor troværdighed, bl.a. fordi de foregår i samarbejde med såvel myndigheder som miljø- og forbrugerorganisa.

Desuden tyder det på, at kampagnerne bliver mere virkningsfulde, hvis miljøhensyn kombineres med andre - for forbrugerne - mere konkrete emner. I en vellykket temakampagne "1. klasses skolestart" i 2000 var der f.eks. fokus på både miljørigtige skolesager, sikker trafikvej til skole, gode madpakkevaner - og en konkurrence for børnene om at navngive kampagnens maskot.

Kampagne for bromerede flammehæmmere

Miljøstyrelsen lancerede efteråret 2001 en kampagne mod bromerede flammehæmmere. Kampagnen rettede sig mod pc'ere, radio/tv-udstyr og biler. Målgruppen for kampagnen var ikke private forbrugere, men detailhandelen, brancheorganisationer og professionelle indkøbere.

Formidlingen skete gennem netværk: Der blev holdt dialogmøder med brancheorganisationer, detailhandlen, forbrugerorganisationer og BFE. Desuden blev der udarbejdet en folder med informationer om bromerede flammehæmmere, pressemateriale og web-materiale.

Der blev satset på øverste led i detailhandlen, butikschefer og chefindkøbere, så det efterfølgende var deres opgave at videreformidle inden for organisationen. Informationsformidlingen fra ledelsen til medarbejdere sker typisk gennem intranet, og derfor blev der udarbejdet materiale, som kunne anvendes på denne måde. Indsatsen resulterede i en bred pressedækning i dag- og fagblade. Ifølge kampagnelederne kontaktede journalisterne nogle af de store producenter, hvilket betød at kampagnen fik skubbet til producentleddet.

Det er ifølge kampagnelederen tvivlsomt, hvor stor en del af den information, der blev givet til de øverste led i detailhandlen, som kom videre til ekspedienterne.

Brancheorganisationerne var meget positive for at deltage i kampagnen. Detailhandlen var også positiv om end bekymrede for det meget forsimplede budskab om sundhedsfare ved produkterne, der let kunne tegne overskrifterne. Derfor var detailhandelen modstandere af, at formidlingen skulle involvere forbrugerne, da de mente, at der var stor risiko for misforståelser og forsimplede budskaber.

Da kampagnen ikke er evalueret, er der ikke efterfølgende gennemført en måling af, om vidensniveauet er øget i detailhandlen. Det har ikke været muligt for projektgruppen bag dette projekt at få yderligere informationer om kampagnen. I en videre informationsindsats opfordrer projektgruppen til, at erfaringerne fra kampagnen indsamles og anvendes.

1.7 Vejledning til produktudviklere

Eco-conscious design

I 2000 og 2001 blev projekterne "Miljødata på elektronikkomponenter" og "Konstruktionsprincipper og vejledninger for mindre miljøbelastende elektronikprodukter" gennemført af IPU, DTC og GN-Teknik. Disse to projekter er udmundet i PC-værktøjet "A Designer's Guide to Eco-Conscious Design of Electrical & Electronic Equipment", version 1.0.

Ressourceparameteren er en indikator for det samlede træk på jomfruelige "ikke-energi ressourcer". Energiressourcer er omfattet af E-parameteren og er derfor ikke inkluderet i dette tal. R-parameteren er beregnet ved hjælp af UMIP PC værktøjet og er summen af de vægtede ressourceforbrug for "ikke-energi ressourcer".

På grundlag af indsamlede data er der i projekterne opbygget en database, som indeholder E- & R- parametre samt materialesammensætninger for typiske elektronikkomponenter. Desuden er beregnet og tilføjet E- & R-parametre for materialer og processer, som er relevante for elektriske og elektroniske produkter.

Man kan således i princippet ud fra en stykliste eller materialesammensætning beregne energi- og ressourcetal for produktet og får herved et beslutningsværktøj, som bygger på LCA principper, men som er meget enklere og mindre tidskrævende at bruge i udviklingen af mindre miljøbelastende elektronikprodukter. Værktøjet retter sig som sagt mod produktudvikling og er ikke et informations- eller markedsrettet instrument.