Substitution af alkylphenolethoxylater (APEO)

3 Identifikation af alternativer

3.1 Samarbejdet mellem malevareproducenten og rådgivere
3.2 Kontakt til leverandører

Dette kapitel er en beskrivelse af, hvordan mulige alternativer til de APEO-holdige råvarer er fundet.

3.1 Samarbejdet mellem malevareproducenten og rådgivere

Beck & Jørgensen A/S udarbejdede ved projektets start en liste over råvarer indeholdende APEO og leverandørerne af disse. Endvidere blev der udfærdiget en liste med alternative råvarer/leverandører på baggrund af tidligere kontakter og råvarekataloger. EnPro ApS kontaktede efterfølgende råvareleverandørerne med henblik på at få oplyst hvilke overfladeaktive stoffer, der anvendes i de råvarer, der skulle substitueres, samt i de råvarer, der udfra en teknisk betragtning var mulige alternativer. Disse oplysninger var en forudsætning for at kunne udføre en miljø- og sundhedsscreening inden for projektets rammer.

Oplysningerne er efterfølgende anonymiseret, det vil sige sammenhængen mellem råvarer og type overfladeaktivt stof er sløret. Ligeledes er stofnavne ikke opgivet, men derimod er ”familiebetegnelser” som regel anvendt for at undgå at røbe fabrikshemmeligheder.

Parallelt med indsamlingen af råvareoplysninger er der udført test af råvarer hos Beck & Jørgensen A/S.

3.2 Kontakt til leverandører

Indsamlingen af oplysningerne har ikke været problemfri. Generelt ønsker råvareproducenter ikke at oplyse hele sammensætningen af en råvare. Det har medført, at flere råvareproducenter har udbedt sig underskrift af en fortrolighedserklæring (”Secrecy agreement”). Tilsætning af bestemte overfladeaktive stoffer betragtes som produkthemmeligheder, hvilket i høj grad skyldes lang udviklingstid og store udviklingsomkostninger for fremstilling af kommercielle APEO-fri råvarer. En enkelt råvareleverandør har endda afvist at oplyse hvilken type af overfladeaktivt stof, der indgår i deres produkter, hvilket medførte, at de ikke kunne deltage i projektet.

Flere af råvareleverandørerne er store organisationer, hvor kontakten etableres via en agent. Ofte er det nødvendig at være i kontakt med agenten og/eller råvareleverandøren mange gange, inden alle oplysninger er på plads. Typisk startes relationen ved at få tilsendt alle relevante datablade. Herefter er der ofte behov for yderligere oplysninger, da en sammensat råvare består af en række komponenter (råvarer), for hvilke datablade så må rekvireres for at få de ønskede oplysninger. Hertil kommer, at databladene ofte ikke indeholder uddybende oplysninger om overfladeaktive stoffer eller komponenter i lave koncentrationer. Således er indsamling af denne type oplysninger ofte meget tidskrævende.

Der har i alt været kontaktet ca. 25 råvareleverandører med ønske om oplysninger på over 30 råvarer. For nogle råvarer er der leveret fuldstændige oplysninger, i andre tilfælde er der leveret mere overordnede oplysninger, hvor CAS-numre og/eller stofnavne ikke er oplyst.

Der er også kontaktet en række leverandører, hvor foreslåede råvarer af tekniske grunde ikke har kunnet anvendes i de nuværende formuleringer.