| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Baggrundsdokument for fastsættelse af grænseværdi for nedfald af støv og regulering af støvemissioner fra diffuse kilder

3 Regulering og kontrol af diffuse støvemissioner

Ved støvemissioner via ventilationsafkast og skorstene vil emissionen forholdsvis enkelt kunne kvantificeres, og dette gør det i princippet enkelt at regulere og kontrollere emissionen af støv fra punktkilder. Regulering af diffus emission kan imidlertid være ganske vanskeligt, fordi der netop er tale om en diffus, og ikke en velkendt og kvantificerbar emission.

Diffuse emissioner afhænger i vid udstrækning af de råvarer, maskiner og arbejdsprocesser, der anvendes. Samtidig vil en række ydre omstændigheder, for eksempel vindforhold, nedbør, luftfugtighed og temperatur, have stor indflydelse på emissionen. Disse ydre omstændigheder kan være vanskelige at kontrollere.

Kontrol af den diffuse støvemission ved hjælp af støvfaldsmålinger i omgivelserne vil ofte være nødvendig i forbindelse med klagesager, men den almindelige regulering af aktiviteter der kan give diffus støvemission, bør normalt ske med forskellige driftsvilkår.

I det følgende kapitel vil principperne for driftskontrol blive gennemgået. Den hidtidigt anvendte praksis på området vil blive beskrevet, og mulighederne for at styrke den fremtidige driftskontrol for diffuse støvemissioner vil blive gennemgået.

3.1 Driftsvilkår

Der findes meget få konkrete retningslinier om regulering af diffust støv i dansk miljølovgivning. Diffuse emissioner er ikke reguleret af Luftvejledningen /7/. Principperne for driftsvilkår er dog de samme, uanset om det handler om udstyr med rørlagte afkast eller diffust støv, men derfra og til at opstille de relevante vilkår er der langt. Praksis i amter og kommuner for håndtering af diffust støv er derfor typisk meget forskellig, men fælles for dem er, at de stillede krav og vilkår generelt ikke er særlig omfattende.

Dette kapitel beskriver den hidtidige praksis i Danmark for opstilling af vilkår om diffust støv. Endvidere opstilles generelle principper for vilkår om diffust støv, og sluttelig beskrives metoder til at forebygge mod diffus støvemission.

3.1.1 Hidtidig praksis for vilkår om diffust støv i miljøgodkendelser

Praksis i danske amter og kommuner for regulering af diffust støv er meget forskellig. Ofte er de stillede vilkår ikke særlig omfattende og heller ikke præcise i forhold til de konkrete støvkilder. Årsagen er formentlig hovedsagelig manglende regler og anvisninger på området, hvorfor det kræver en stor indsats for tilsynsmyndigheden at opstille egne regler og udvikle en effektiv praksis på området.

Af samme grund indeholder mange miljøgodkendelser af virksomheder med støvemissioner meget få vilkår, der regulerer diffuse støvemissioner. Vilkår, der benytter en formulering som for eksempel ”Virksomheden må ikke give anledning til støvgener, som efter tilsynsmyndighedens opfattelse er væsentlig”, er meget udbredte. Den stigende fokus der i de sidste mange år har været på støvgener - specielt hvor naboer har klaget over støvgener - har imidlertid medvirket en udvikling imod bedre og mere gennemarbejdede vilkår om diffuse støvemissioner.

I bilag C er vedlagt eksempler på vilkår for diffuse støvemissioner. Eksemplerne er hentet fra nyere miljøgodkendelser af danske virksomheder.

3.1.2 Principper for opstilling af vilkår om diffust støv

Driftsvilkår skal være tilpasset den enkelte virksomhed og de aktiviteter, der kan medføre diffus støvemission. Da et utal af forskellige aktiviteter og processer kan forårsage diffus støvemission, er det ikke muligt at opstille et sæt standard driftsvilkår, som kan anvendes alle steder.

Relevante vilkår om diffust støv kan spænde fra et simpelt krav om jævnlig vanding af ubefæstede arealer, til omfattende krav om indkapsling, udsugning, støvereduktion ved vanding, anvendelse af støvbindere, vindskærme, hastighedsgrænser for kørsel o.s.v.

Kravene til reduktion af diffus støvemission ved industrielle aktiviteter og oplag kan i princippet inddeles i 4 grupper:

1. Krav til udstyr og maskiner om fysiske forbedringer, f.eks. indkapsling, vindskærme, vanddyser, udsugning med rensning af luften i cykloner eller posefiltre m.v.
2. Krav til udførelse af arbejdet, f.eks. vanding og evt. anvendelse af støvbindere, rengøring og vedligeholdelse af udstyr, hastighedsbegrænsning m.v. 
3. Krav om instruktion af medarbejderne. 
4. Kontrolvilkår

Fælles for alle krav, der stilles i en miljøgodkendelse, er, at de skal være nødvendige, de skal være entydige, de skal kunne administreres, og de skal kunne kontrolleres. Desuden bør der være vilkår for uregelmæssigheder, og det skal angives, hvornår vilkåret er overholdt.

Kontrol af driftsvilkår foretages ofte ved, at virksomheden skal føre en driftsjournal, hvor alle væsentlige tiltag i forhold til at reducere eller undgå diffust støv indføres. Driftsvilkåret anses for overholdt, når driftsjournalen har været ført korrekt, og betingelserne i vilkårene i øvrigt er overholdt.

Grundlæggende bør alle vilkår om reduktion af diffust støv udarbejdes i tæt samarbejde med virksomheden, som dels kender anlæggene og arbejdsrutinerne, og ofte også de væsentligste støvkilder. De krævede tiltag og ændringer i arbejdsrutiner kan erfaringsmæssigt bedst gennemføres i en dialog mellem tilsynsmyndigheden og virksomheden.

Mange af de beskrevne foranstaltninger er i høj grad afhængige af de medarbejdere, der skal udføre dem. Dette gælder for alle personaleniveauer. Ledelsen bør være medspillere, som aktivt sørger for, at medarbejderne instrueres grundigt i det, der skal gøres, og ledelsen bør sikre, at det nødvendige tidsforbrug i den daglige arbejdsrutine er til rådighed. Medarbejderne, der skal udføre den praktiske del, skal have forståelse for vigtigheden i, at de støvreducerende foranstaltninger fungerer, og at arbejdsrutinerne udføres korrekt.

Det kan være en god ide at indføre vilkår om instruktionen af medarbejderne i de nødvendige rutiner for at minimere den diffuse støvemission og overholde miljøgodkendelsens vilkår.

Kravene om instruktion og oplæring af medarbejdere og eventuelt skriftlige instruktioner om arbejdets udførelse kan være afgørende i reguleringen af denne type aktiviteter. For eksempel bør der ved krav om vanding i samarbejde med virksomheden udarbejdes en instruks, der klart beskriver, hvordan og hvor ofte der skal vandes, og hvordan det afgøres, om hyppigheden skal sættes op, for eksempel i varme, tørre og/eller blæsende perioder, eller kan reduceres, f.eks. ved frost, stor luftfugtighed eller regnvejr.

Der kan med fordel stilles vilkår om, at virksomheden skal udarbejde en støvplan, som skriftligt redegør for følgende emner:

• Hvem der er ansvarlig for gennemførelse af planen.
• Hvad skal der gøres og hvor?
• Hvem skal gøre det, eller sørge for at det bliver gjort?
• Hvordan skal det gøres?
• Den ønskede effekt.
• Hvordan den ønskede effekt måles.

Planen bør revideres med jævne mellemrum ligesom revisionen af de årlige miljømål i et miljøledelsessystem. For virksomheder med et miljøledelsessystem, kan kravene der beskrives i støvplanen, med stor fordel indarbejdes i miljøledelsessystemet.

3.1.3 Forebyggelse af støvemission

3.1.3.1 Befæstede arealer og veje

Befæstede arealer er typisk veje eller pladser, der er asfalterede eller stenbelagte. Støvpartikler, der ligger på befæstede overflader, kan ophvirvles af vinden eller af køretøjer. Som nævnt i afsnit 1.5.3 er vindens ophvirvling –som en generel tommelfingerregel - mest betydende, når vindhastigheden er større end ca. 5 m/s /15/, mens ophvirvling på grund af køretøjer primært afhænger af køretøjets hastighed og størrelse. En meget væsentlig effekt er det undertryk, der skabes bag køretøjet, og som suger støvet op. Dette undertryk afhænger af køretøjets størrelse og hastighed, hvilket betyder, at en stor lastbil skaber et stort undertryk, der kan hvirvle meget støv op, men en personbil skaber mindre undertryk og hvirvler derfor mindre støv op. Støvemission fra befæstede arealer kan minimeres ved følgende tiltag:

• Minimering af spild på de befæstede arealer ved opstilling af vilkår for håndtering og transport af støvende materialer.
• Vask af køretøjers dæk i et hjulvaskeanlæg inden de kører ud af virksomhedens område. Herved minimeres, at støv og mudder trækkes ud på tilkørselsveje fra ubefæstede arealer.
• Jævnlig rengøring ved fejning, spuling eller ”støvsugning”. Det mest effektive er en fejemaskine med kombineret vanding, børstning og støvsugning.
• Hastighedsbegrænsning for køretøjer (se afsnit om køretøjer).
• Vindskærme (se afsnit om vindskærme)

Støvemissionen fra befæstede arealer kan reduceres med 90% eller mere /15/, dog afhængigt af de indførte tiltag og af, hvor effektivt tiltagene overholdes eller håndhæves.

3.1.3.2 Ubefæstede arealer og veje

Støvafgivelse fra ubefæstede arealer kan forårsages af de samme faktorer som for befæstede arealer, men den potentielle emission er langt større. Ud over tilførsel af fine partikler ved spild m.v., vil der ske en findeling af grovere partikler ved dækkenes påvirkning på overfladen, således at der løbende sker en ”produktion” af finere partikler, der nemmere hvirvles op.

Støvemission fra ubefæstede arealer kan minimeres ved følgende tiltag:

• Vanding, d.v.s. fortløbende befugtning af overfladen med vand. Der henvises til afsnit 3.1.3.9. Gentagelse af vandingen bør altid ske forebyggende, d.v.s. inden overfladen er tørret ud og begynder at støve.
• Kemisk støvbinding i kombination med vanding. Se afsnittet ”Kemisk støvbinding” .
• Beplantning af arealer der ikke anvendes. Beplantningen bør mindst være et bunddække, f.eks. græs, som kan holde på jordens fugtighed og derved hindre eller minimere ophvirvling af støv.
• Befæstning af overfladen med en fast belægning af asfalt, beton eller sten. Etablering af fast belægning er dyr, og vil ikke altid have så stor en effekt, specielt hvor spild og anden tilførsel af fint materiale ikke kan undgås. Foranstaltninger mod støvemission vil normalt altid skulle indføres, som angivet under befæstede arealer.
• Jævnlig udskiftning af det øverste lag af overfladen med nyt grus, eller bare pålægning af et ekstra lag grus, så eksisterende fint materiale fjernes eller overdækkes.
• Hastighedsbegrænsning for køretøjer (se afsnit om køretøjer).
• Vindskærme (se afsnit om vindskærme).

Ubefæstede arealer og veje kan være hovedårsagen til støvproblemer fra nærliggende befæstede arealer og veje, hvis der ikke er foranstaltninger til at hindre, at kørsel trækker støv og mudder med ud på de befæstede arealer og veje. Dette kan som nævnt minimeres ved at anvende hjulvaskefaciliteter eller ved en jævnlig og effektiv rengøring af de befæstede arealer og veje.

Vanding af ubefæstede arealer og veje kan reducere støvemissionen med mindst 70%, og ved anvendelse af støvbindere kan der opnås op mod 95% reduktion eller mere /15/. Virkningen af både vanding og kemisk støvbinding er meget afhængig af, at påføringen gentages med de rigtige intervaller.

3.1.3.3 Kørsel

Al kørsel på både befæstede og ubefæstede overflader vil mekanisk påvirke og pulverisere partikler i og på overfladen. Partikler løftes og frigives fra de rullende hjul, og overfladen påvirkes af den luft, hjulene skubber væk og de forskydningskræfter, der er mellem dæk og overflade. Specielt ved drejning vil dele af dækkene, primært på baghjulene, blive trukket hen over overfladen. Støvpartikler vil også blive suget op af det undertryk, der er bag køretøjet. Lasten på køretøjet er også en potentiel støvkilde, enten ved ophvirvling af vinden eller ved spild. Mudder og støv, der trækkes med køretøjers dæk, når for eksempel lastbiler kører fra våde, ubefæstede arealer på virksomhedens område til befæstede tilkørselsveje, er også et potentielt støvproblem, som omtalt under afsnittet ”Befæstede arealer og veje”.

Støvemission fra kørsel kan reduceres med følgende foranstaltninger:

• Hastighedsbegrænsning. Jo lavere hastighed jo mindre støv vil blive hvirvlet op. I New Zealand anvendes ofte en hastighedsgrænse på 10 –15 km/t /15/.
• Begrænsning af fyldning af lastbiler med støvende produkter for at undgå spild.
• Overdækning af lasten med presenning eller anvende lukkede beholdere.
• Minimering af køreafstande ved planlægning og placering af anlæg og aktiviteter.
• Anvendelse af vaskeanlæg til rengøring af hjul eller hele køretøjer, specielt ved udkørsel fra ubefæstede arealer/veje.
• Begrænsning af kørsel til nødvendig arbejdskørsel.

Hastighedsbegrænsning for kørsel har stort set en lineær effekt på støvemissionen /15/, d.v.s. at hvis hastigheden halveres, så halveres støvemission også. De andre tiltag kan også have stor effekt på støvemissionen, men den vil afhænge af de konkrete forhold på den enkelte virksomhed.

Lastbiltrafikken på vejene omkring virksomheden kan medføre ophvirvling af støv, og dermed give gener for beboere tæt på vejen. Dette kan i nogle tilfælde være vejstøv fra ubefæstede rabatter, og ikke støv direkte fra virksomhedens aktiviteter, men forårsaget blandt andet af trafikken til og fra virksomheden. Dette kan reduceres ved indførsel af lavere fartgrænse og ved at undgå ubefæstede rabatter, for eksempel ved at have græs eller fast belægning i stedet for grus. Det bør undgås, at støvet trækkes med ud fra virksomheden og afsættes på tilkørselsveje, som angivet under afsnit 3.1.3.1.

3.1.3.4 Oplag i bunker

Oplag i bunker, der indeholder fint materiale, kan jf. afsnit 1.5.3 give en betydende støvemission, når vindhastigheden er større end ca. 5 m/s. Støvemission kan også forekomme, når materiale fyldes op i bunken, med transportør, læssemaskine eller på anden måde.

Mulighederne for støvemissionsbegrænsning omfatter:

• Befugtning af overfladen ved sprinkling med vand.
• Anvendelse af kemiske støvbindere, enten for at danne en langtidsholdbar, hård skorpe, eller binde overflade så det nødvendige behandlingsinterval forlænges i forhold til sprinkling med vand.
• Minimering af faldhøjden fra transportør eller anden aflæsning. Justering af faldhøjden fra en transportør kan udføres automatisk efter en detektion af afstanden til toppen af bunken, men det forudsætter naturligvis, at transportørens højde kan reguleres.
• Beplantning på bunker der langtidslagres, f.eks. visse kuloplag.
• Opstilling af vindskærme. Vindhastigheden nær bunkens overflade er den vigtigste faktor for ophvirvling af partikler. En lang ubrudt skærm er det mest effektive, men undersøgelser har vist, at en skærm, der kun er 50% tæt, er næsten ligeså effektiv /15/.
• Begrænsning i højde og hældning på oplagsbunken kan reducere vindophvirvling. F.eks. vil en flad bunke blive udsat for mindre vindturbulens, end en høj kegleformet bunke. Effekten af andre forhold bør også overvejes, f.eks. er det muligt at reducere vindeffekten, ved at holde oplagsbunken lavere end eventuelt omgivende støjvolde, eller overkanten af en eventuel udgravning.
• Placering af aflange bunker i forhold til den fremherskende vindretning. Ophvirvlingen af støv er mindst fra aflange bunker, der er placeret parallelt med vindretningen, og størst når den er vinkelret på.
• Overdækning af lageret. Dette er en forholdsvis dyr løsning, som kun bør overvejes for meget støvfølsomme lokaliteter og ved oplag af meget fine materialer med et stort støvgenepotentiale. En egentlig overdækning i form af en lagerhal kan medføre arbejdsmiljøproblemer og i visse tilfælde en forøget brandrisiko, og i så tilfælde bør det overvejes at benytte en silo.

Vindskærme kan laves af mange materialer, og de fleste typer støjskærme vil også kunne fungere som vindskærme. Desuden kan der anvendes naturlige materialer, som flethegn på stolper eller et bælte af træer. Anvendes træer som skal nyplantes, vælges typisk en hurtigt voksende type som for eksempel pil.

3.1.3.5 Transportører

Støvemission fra transportører kan ske ved vindophvirvling og ved føde-, tømme- og omlæsningspunkter. Desuden kan partikler føres med vinden, hvis der drysser fint materiale fra returløb af gummibånd.

Mulighederne for støvemissionsbegrænsning omfatter:

• Befugtning af det støvende materiale med vandtåge, specielt ved føde-, tømme- og omlæsningspunkter.
• Minimering af faldhøjden ved føde-, tømme- og omlæsningspunkter.
• Jævnlig rengøring hvor der spildes materiale fra transportøren, specielt ved føde-, tømme- og omlæsningspunkter.
• Effektiv rengøring for at reducere drysning fra båndet under returløb af transportbånd. Dette kan gøres ved børstning og eventuelt støvsugning efter udtømning.
• Opsætning af vindskærme, specielt omkring føde-, tømme- og omlæsningspunkter.
• Indkapsling af transportøren (både af over- og underside).

3.1.3.6 Håndtering af materiale

Håndtering af materialet med frontlæssere og krangrab er væsentlige potentielle støvkilder. Støvemission sker primært, når materialet aflæsses, uanset om det er til et køretøj, en bunke eller fødekasse til en transportør eller maskine, men der kan også være væsentlige spild under kørsel med materialet. Tilsvarende kan støvemission forekomme ved fyldning af køretøjer fra en fødekasse.

Disse støvkilder kan bedst håndteres ved:

• Minimering af faldhøjden under tømning.
• Jævnlig rengøring for spild i de påvirkede områder.
• Anvende krangrabbe, der er lukkede i toppen, og som holdes i god stand, så de lukker tæt.
• Størrelsen af fødekasser skal tilpasses størrelsen af grabbe, der føder den, så overfyldning undgås.
• Opførelse af vindskærme omkring aflæsningssteder.

3.1.3.7 Vind og vindskærme

Vind er en meget væsentlig faktor for støvemissionen fra mange aktiviteter. Virkningen kan delvist dæmpes ved at anvende vindskærme. Det er også muligt at udnytte omgivelsernes typografi og eventuelle støjskærme til at placere aktiviteter og oplag, efter hvor der er mest læ for vinden.

Ved meget støvende aktiviteter i følsomme områder, hvor vinden har stor betydning for støvbelastningen, kan aktiviteterne begrænses og/eller helt stoppes ved kraftig vind, eventuelt i kombination med vindretningen. Det forudsætter opstilling af en vejrstation med måling af vindretning og vindhastighed, samt entydige grænser for, hvornår hvilke begrænsninger i aktiviteterne skal indføres.

Tabel 8 viser hollandske retningslinier /30/ for, at støvgener fra udendørs transport, indfødning og udtømning skal forhindres ved at indstille aktiviteterne afhængigt af støvets art og de gældende vindforhold.

Tabel 8.
Hollandske retningslinier for regulering af udendørs håndtering af støvende materiale under forskellige vindforhold.

Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Tabel 8‘‘

Klassificeringen er baseret på materialernes tilbøjelighed til at støve, samt deres evne til at blive befugtet med vand. Klassificeringen omfatter ikke oplagring og håndtering af giftige og/eller reaktive materialer, da de altid skal håndteres i lukkede systemer.

Det er ikke nærmere defineret, efter hvilke specifikke kriterier de hollandske myndigheder klassificerer et støvende materiale.

Et eksempel på et vilkår i en dansk miljøgodkendelse, hvor der er givet driftsforbud ved overskridelse af en bestemt vindhastighed, fremgår af bilag C (eksempel 3, vilkår B8).

3.1.3.8 Faste anlæg og udstyr

Dette omfatter udstyr som sigteanlæg, knusere, shreddere, tørreanlæg og andet procesudstyr. Disse anlæg må betragtes som punktkilder, hvor støvemissionen primært skal begrænses ved hensigtsmæssig udformning af udstyret med indkapsling og afskærmning, eventuelt kombineret med udsugning af luft, som renses i cykloner, venturiskrubber eller posefilter.

Støvreducerende foranstaltninger på faste anlæg og udstyr vil typisk være: 

• Indkapsling så fine partikler følger materialestrømmen.
• Afskærmning af åbninger, evt. med fleksible gummiforhæng.
• Punktudsugning af støvholdig luft, som renses i cykloner, venturiskrubber eller posefilter.
• Vandtågespray i åbninger og/eller vanding af materialet, kan supplere, reducere eller erstatte behovet for udsugning.
• Minimering af faldhøjden under tilførsel af materiale og ved afgang af produkt(er).

Støvemissionen fra faste anlæg kan ofte næsten helt elimineres fra selve forarbejdningsprocessen. Håndtering af støvemissioner fra tilgang og afgang af materialer og produkter vil svare til beskrivelserne under ”Transportører” og ”Håndtering af materiale”.

3.1.3.9 Vanding og kemisk støvbinding

Vanding
Vand er et effektivt og billigt middel til at binde støvpartikler og til at reducere den diffuse støveemission fra mange forskellige slags kilder. Virkningen er dog normalt kun til stede, så længe materialet er fugtigt, og derfor kan virkningen i varme sommerperioder forsvinde på få timer.

For at få den optimale virkning af vand som støvbinder, skal det både påføres i rigtig mængde med gentagelse med optimalt tidsinterval. Desuden skal vandet tilføres på den rigtige måde, afhængigt af det støvende materiale. Anvendes for meget vand, kan det medføre, at støvproblemet eksporteres til områder længere væk, fordi ”mudder” klæber til køretøjernes hjul, hvorved det kan bringes med ud fra området, jf. afsnittet ”Befæstede arealer og veje”.

Vanding af ubefæstede veje og arealer vil normalt ske med en simpel vandvogn med et system af relativt grove dyser eller vandspredere til at fordele vandet. Der bør ikke tilføres så meget vand, at der dannes store vandpytter, som nemt bliver til mudderhuller. Hyppigere vanding med mindre vandmængde giver et bedre resultat end færre vandinger med meget vand.

Vanding af oplag i bunker, vil normalt ske via et system af sprinklere omkring og på oplagsbunken. Kontinuert sprinkling er normalt ikke nødvendig, så længe overfladen altid holdes fugtig. Får overfladen lov at tørre helt ind, kan en effektiv befugtning være vanskelig at genoprette.

Sprinkling i forbindelse med håndtering og arbejdsprocesser kan ske med finere dyser, som giver en finere forstøvning i form af en vandtåge. Med en vandtåge med mindre væskepartikler kan der opnås en mere effektiv befugtning med et mindre vandforbrug, hvilket kan være vigtigt, specielt for materialer der ønskes bibeholdt så tørre som muligt.

Kemisk støvbinding
Tilsætning af kemikalier kan væsentligt reducere den diffuse støvemission, specielt fra ubefæstede veje og arealer.

Da de kemiske bindere skal spredes på åbne arealer skal det sikres, at brugen af kemiske støvbindere ikke medfører risiko for grundvandsforurening, enten som følge af de aktive bestanddele i produktet eller på grund af urenheder.

Grundvandsinteresser kan begrænse eller helt udelukke anvendelse af støvbindere. Dette er forekommet i for eksempel grusgrave.

De anvendelige kemikalier kan inddeles i 6 grupper, efter deres kemiske sammensætning og den måde de virker på:

1. Overfladeaktive stoffer.
   Kemikalier der reducerer vandets overfladespænding, som bevirker, at vandet meget lettere befugter partiklernes overflade, og får dem til at klumpe sammen. 
2. Salte.
   Hygroskopiske (d.v.s. vandsugende eller vandbindende) salte, som absorberer vand, når den relative fugtighed er større end ca. 50%. Fordi saltene er vandopløselige, vaskes de efterhånden væk med regnvand. Salte såsom magnesiumklorid og calciumklorid kan benyttes til dette formål.
3. Emulsioner af harpiks eller mineralolie.
   Ikke vandopløselige organiske stoffer, som er emulgeret i vand. Når emulsionen sprayes på jorden, klæber det støvpartiklerne sammen og kan danne en hård skorpe. Flere emulsionsprodukter er baseret på naturligt harpiks fra træer eller mineralolieprodukter. 
4. Polymerer.
   Langkædede molekyler som binder de små partikler sammen i større klumper. Polymerer kan virke på flere forskellige typer partikler i forhold til emulsioner indeholdende harpiks og mineralolie.
5. Bitumen.
   Bitumen eller andre olieprodukter, der virker ved at klistre støvpartiklerne sammen. 
6. Lignin (lignosulfonater).
   Restprodukt fra papirmassefremstilling, som tilføres som en vandig opløsning, der giver et klistret men vandopløseligt lag på ubefæstede arealer.

For at virke ordentligt, skal de fleste støvbindere tilføres med regelmæssige mellemrum, som kan være uger eller måneder.

Støvbindernes effektivitet på køreveje, afhænger af overfladebelægningens art og tilstand, materialets sammensætning, tilførselshyppighed, trafikbelastning, køretøjernes vægt, og vejrforhold som nedbørsmængder, temperatur og luftfugtighed.

Støvbindere er mest anvendt til at binde støv på ubefæstede veje og arealer, men kan i nogle tilfælde også anvendes ved håndtering, transport og oplag af støvende materialer. Anvendelsen af materialerne vil ofte sætte en begrænsning for hvilke støvbindere, der kan anvendes, og i nogle tilfælde (for eksempel cement og mel) helt udelukke anvendelse af både vand og støvbindere. Ved oplag og håndtering af brændsler som for eksempel kul og biomasse, kan organiske støvbindere være at foretrække, da de vil blive brændt. 

3.2 Metoder til kontrol: måling af støvfald omkring diffuse kilder

Der har i Danmark i de seneste 25 år været benyttet en række forskellige metoder til måling af støvfald i tilfælde, hvor der har været risiko for støvgener omkring støvende aktiviteter. I enkelte tilfælde, hvor der har været en risiko for en væsentlig forøgelse af det samlede indhold af svævestøv i omgivelsesluften, har målemetoder til bestemmelse af TSP (total svævestøv) været inddraget. Såfremt der af tilsynsmyndighederne var fremsat krav til det maximale støvfald i omgivelserne – f.eks. i form af grænseværdierne fra TA-Luft /31/ - har der naturligvis været lagt vægt på, at metoden gjorde det muligt at sammenligne med de stillede kravværdier. Endvidere har det været væsentligt, at udstyret kunne sandsynliggøre de deponerede partiklers oprindelse. Dette har været gjort på forskellige måder. Kildestyrken har blandt andet været vurderet ved

• at sammenligne det målte støvfald med meteorologiske parametre, herunder især vindretninger
• at sammenligne støvfaldspartiklers morfologi ved hjælp af lysmikroskopi og under brug af referencematerialer
• at udføre en kemisk analyse af partiklernes bestanddele (for eksempel for indhold af grundstoffer ved PIXE (protoninduceret røntgen emissions-spektrometri) eller scanning elektronmikroskopi). Det kemiske ”fingeraftryk” kan derefter sammenlignes med referencematerialers sammensætning.

3.2.1 Bulk samplere og vindretningsbestemte metoder

Støvfald har typisk været målt med bulk samplere – d.v.s. med opsamlere, der er åbne i hele måleperioden, og derfor måler depositionen af partikler uanset vindretninger, og uanset om der er tale om våd- eller tørdeposition. Af hensyn til vurderingen af partiklernes oprindelse bør bulk samplere benyttes med en så lav tidsopløsning som muligt. Traditionelle bulk opsamlingsmetoder kræver typisk, at opsamlingen foregår over mindst 14 dage, for at der er opsamlet nok stof til den efterfølgende gravimetriske analyse. De enkelte episoder, hvor støvfald medfører gener, sker sjældent over mere end et par døgn ad gangen på grund af skiftende vindforhold. Derfor vil støv, opsamlet med traditionelle bulk metoder, næsten aldrig bestå af partikler fra en bestemt vindretning, og det vil ud fra resultatet være meget vanskeligt at fastlægge, om en eventuelt forhøjet værdi skyldes en bestemt kilde.

Princippet for opsamling med bulk sampleren er, at luftbårne partikler deponeres i en beholder, som passivt opsamler sedimenterende støv, jf. figur 10. De sedimenterede partikler bindes til en opsamlingsvæske i beholderen. Opsamlingsvæsken består af demineraliseret vand, der er tilsat et algehæmmende middel (typisk methoxyethanol eller kobbersulfat). Ved den efterfølgende analyse skelnes der mellem den fraktion af støvfaldet, der under opsamlingen er blevet opløst i vandet (=opløseligt støvfald), og den fraktion der ikke er opløst i vand (= uopløseligt støvfald). Uopløseligt støvfald bestemmes ved filtrering af partiklerne i opsamlingsvæsken, og opløseligt støvfald bestemmes ved inddampning af det resterende filtrat. Såfremt der er tilsat et algehæmmende middel, der ikke fordamper under inddampningen (for eksempel kobbersulfat), skal der ved bestemmelse af den opløselige fraktion korrigeres for indholdet af det algehæmmende middel. 

Figur 10.
Eksempel på udstyr til støvfaldsopsamling: Måling med traditionel opsamlingbeholder efter /35/ th., og efter klæbefoliemetoden efter /38/ tv.

Metoder til støvfaldsmåling kan have til formål at kvantificere støvfaldet og/eller at karakterisere de sedimenterede partikler.

Principperne for de mest udbredte metoder til kvantificering af støvfald er vist i tabel 9. Der er her skelnet mellem ”bulk sampling” metoder, og vindretningsbestemte metoder. Fordele og ulemper forbundet med de enkelte metoder er vurderet.

Med bulk samplere bør der typisk foretages målinger omkring kilden i minimum 3 positioner, herunder en referenceposition, og der bør samtidig foretages målinger over længere tidsrum (flere måneder) for at opnå tilstrækkelig sikkerhed for, at målingen er repræsentativ.

Vindretningsbestemte metoder omfatter metoder, der opsamler støv fra givne vindretninger og dermed kan bestemme den samlede mængde støv, der deponeres under vinde fra en given kilde.

Mikroskopering af sedimenterede partikler lader sig gøre ved udtagning af prøver fra særlige områder, hvor der er en formodning om et forøget nedfald af støv, eller ved mikroskopering af partikler opsamlet som oven for beskrevet. Uopløselige dele af støvfaldet såsom træstøv og kulstøv kan i visse tilfælde karakteriseres ud fra en mikroskopering efter opsamling med bulk samplere. De uopløselige partikler kan mikroskoperes efter, at de opsamlede partikler i bulk samplerens opsamlingsvæske er filtreret i laboratoriet på et passende filter. Ulempen ved brug af de traditionelle bulk samplere er den forholdsvis lange opsamlingstid på 2-4 uger. Jo længere opsamlingtid, jo mere “støj” i form af partikler fra vidt forskellige vindsektorer. Det er som et alternativ muligt at benytte fangplader af klæbefolie til opsamling over kortere tidsrum, jf. tabel 9. Klæbefolier er et bedre opsamlingsmedie, hvis mikroskopering skal foretages. Ulempen ved klæbefolier er, at deres opsamlingseffektivitet nedsættes, når de udsættes for regnvand.

3.2.2 Usikkerhed på målemetoder

Måleresultater af de enkelte bulk opsamlingsmetoder kan afvige relativt meget alt efter, hvilken standard man følger. Dette er vist i en undersøgelse beskrevet af Laskus /32/. Samme tyske undersøgelse konkluderer også, at de enkelte bulk metoders præcision – det vil sige tilfældige spredning, der findes mellem to parallelle målinger med samme metode – er af størrelsesordenen ±30% for summen af uopløseligt og opløseligt støv.

3.2.3 Placering af målesteder

Placeringen af udstyret er særdeles afgørende for resultatet. Udstyr til støvfaldsmåling skal placeres på en horisontal flade, hvorfra genophvirvling af støv ikke kan ske, selv under ekstreme forhold. Afstanden til nærmeste objekt skal være mindst 5 meter, og vinkelen mellem toppen af støvfaldsopsamleren og toppen af objektet må være højst 30° /35/. Genophvirvling af støv fra f.eks. vejbelægninger kan give anledning til forhøjet støvfald. Af samme grund anbefales størst mulig afstand fra bygninger m.v. Clayton og Davis /33/ påpeger, at afstanden fra nærmeste bygning i læside skal være mindst 5 gange bygningshøjden ved måling af partikler, hvis forhøjede resultater som følge af recirkulation skal undgås. 

Tabel 9.
Oversigt over metoder til bestemmelse af støvfald: Metodebeskrivelse, fordele og ulemper.

Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Tabel 9‘‘

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |