Strategi for begrænsning af vejtrafikstøj - Delrapport 1 - Tekniske aspekter

1 Sammenfatning

Regeringen har i maj 2002 nedsat en Vejstøjgruppe, der har fået til opgave at udarbejde et bredt funderet forslag til strategi for begrænsning af vejtrafikstøj. Vejstøjgruppen består af følgende medlemmer: Finansministeriet, Færdselsstyrelsen, Justitsministeriet, Landsplanafdelingen, Miljøstyrelsen, Sundhedsstyrelsen, Trafikministeriet, Vejdirektoratet og Økonomi- og Erhvervsministeriet. Miljøstyrelsen har varetaget formandskabet og sekretariatet for Vejstøjgruppen. Vejstøjgruppen har offentliggjort sit forslag til vejstøjstrategi i november 2003.

Delrapport 1 omhandler tekniske aspekter og er en baggrundsrapport udarbejdet til brug for Vejstøjgruppens arbejde med udarbejdelse af en vejstøjstrategi. Formålet med rapporten er dels at opstille en konsekvensvurderingsmetode, der med udgangspunkt i den gennemførte nationale støjkortlægning kan belyse de støjmæssige konsekvenser af forskellige virkemidler og kombinationer af disse, dels at opstille en opdateret oversigt over teknisk viden om virkemidlers effekt.

Kortlægningsgrundlaget for vejstøjstrategiarbejdet er den senest gennemførte landsdækkende kortlægning af vejtrafikstøj i Danmark. Kortlægningen er gennemført som repræsentativ undersøgelse. Baseret på tidligere landsdækkende støjkortlægninger skønnes den seneste kortlægning at omfatte ca. 80 % af boligerne udsat for mere end 65 dB i Hovedstadsområdet, 75 % af de tilsvarende boliger i de 3 store byer med mere end 100.000 indbyggere og godt 20 % for de øvrige byer. Det giver samlet, at ca. 65 % af alle danske boliger udsat for mere end 65 dB er omfattet af kortlægningen.

Da kortlægningen ikke var fuldstændig afsluttet i forbindelse med igangsættelsen af arbejdet med vejstøjstrategien, blev der til brug for analysearbejdet udvalgt 11 modelbyer blandt de byer der indgår i kortlægningen. I disse byer er datagrundlag og vejnet særligt nøje kontrolleret af de respektive kommuner. Data fra disse byer er indlagt i en database, som udgør grundlaget for konsekvens- og scenarieberegningerne. Modelbyerne omfatter mere end 50 % af landets boliger og 60% af boligerne belastet med mere end 65 dB. Det vurderes derfor, at beregninger gennemført på dette grundlag er repræsentative.

Der er opstillet tre typer virkemidler, som indgår i konsekvensvurderingerne:

1. Dæmpning ved kilden

2. Dæmpning af udbredelsen

3. Dæmpning ved modtageren

Vejstøjgruppen har valgt at fokusere analyserne på følgende tekniske virkemidler, som anses for særligt relevante i relation til dæmpning af vejtrafikstøjen:

1. Dæmpning ved kilden:

  • Skærpelse af krav til køretøjers støjudsendelse
  • Fremme af brugen af støjsvage dæk
  • Støjreducerende vejbelægninger (to-lags drænasfalt)
  • Støjreducerende vejbelægninger (tyndlagsbelægning)
  • Hastighedsreduktion
  • Lastbilforbud

2. Dæmpning af udbredelsen

  • Overflytning til større veje
  • Opstilling af støjskærme

3. Dæmpning ved modtageren

  • Facadeisolering
  • Ændret bygningsanvendelse

Den støjmæssige effekt af disse virkemidler er vurderet med udgangspunkt i Miljønyt nr. 30 [1] og opdateret med nyeste dansk og international viden. Resultatet kan sammenfattes i nedenstående oversigt over effekter af virkemidler, som har dannet grundlag for det videre arbejde med scenarieanalyser af virkemidler:

  • Det tekniske potentiale ved ændring af køretøjernes støjudsendelser vurderes til 1 dB for år 2020. Det tekniske potentiale ved fremme af brugen af støjsvage dæk vurderes til 0,7 dB i byområder og 1,3 uden for byområder, baseret på dagens teknologi.
  • Støjreducerende to-lags drænasfalt vurderes at have et teknisk potentiale på 3-5 dB, afhængigt af hastigheden på den pågældende vej. Tyndlagsasfalt vurderes tilsvarende at have et teknisk potentiale på 1,5-2 dB, ligeledes afhængigt af hastigheden på den pågældende vej.
  • Hastighedsreduktion på 10 km/timen vurderes at have et teknisk potentiale på omkring 0,5-2 dB, afhængigt udgangshastigheden.
  • Støjskærme vurderes at have et teknisk potentiale på gennemsnitligt 8 dB for en 3 m skærm og 10 dB for en 4 m skærm. Facadeisolering vurderes at have et teknisk potentiale på i gennemsnit 10 dB.

De tekniske potentialer for lastbilforbud, overflytning til større veje samt ændret bygningsanvendelse har ikke kunnet vurderes generelt.

Samlet set må det konstateres, at bortset fra støjskærme og facadeisolering, samt til dels to-lagsasfalt, er der ingen virkemidler, der alene kan reducere støjen med mere end 5 dB, som er nødvendigt, for at det for den enkelte borger vil opleves som en markant forbedring. For at opnå en mærkbar effekt vil der derfor i mange tilfælde være behov for at sammensætte en kombination af virkemidler.

I rapporten er endvidere beskrevet de danske forpligtigelser i forbindelse med implementering af det nye EU direktiv 2002/49/EC om ekstern støj beskrevet. Vejstøjstrategien tager fat på en række af disse forpligtigelser i relation til vejtrafik. Der resterer dog opgaver med at revidere den gældende fællesnordiske beregningsmetode, udpegning af de myndigheder, der skal udføre støjkortlægningerne (i første fase i Hovedstadsområdet samt de regionalt vigtige veje og statsvejene) og vedtage handlingsplanerne. Desuden medfører direktivet at trafikdata (mængde og hastighed) fremover skal rapporteres separat for dag, aften og nat. Direktivet introducerer nye støjindikatorer, og Danmark må derfor beslutte om disse generelt skal indføres og hvorledes grænseværdierne skal "omsættes" til disse nye indikatorer. Direktivet sætter også fokus på behovet for en samlet oversigt over allerede indførte og kommende støjbekæmpelsesforanstaltninger, således at effekten heraf kan medtage i støjkortlægningerne.


Fodnoter

[1] Miljøstyrelsen og Trafikministeriet: Begrænsning af trafikstøj. Miljønyt nr. 30. 1998.

 



Version 1.0 December 2003, © Miljøstyrelsen.