Optimering og validering af metode til påvisning af Cryptosporidium og Giardia i drikkevand

3 Metode optimering

I nærværende projekt er metoderne til opkoncentrering og detektion af Cryptosporidium og Giardia i vandprøver blevet optimeret mht. nedenstående punkter.
Filtrering
Efter filtrering af en prøve udskiftes gummislangen, der anvendes til opsugning af prøven, så der ved gennemskylning af filterholderen bruges en ren slange. Dette gøres for at sikre, at skyllevandet er helt frit for oocyster/cyster, der ellers kan sidde tilbage i slangen efter filtreringen.
 
Frigørelse af oocyster/cyster fra filtret
Vandet, som filteret skylles i, skal ikke genbruges i pulsifieren. Vandmængden, der anvendes til skylning, er reduceret fra 150 til 100 ml. I pulsifieren bliver der tilsvarende brugt 100 ml. Dette betyder en forøgelse af den totale vandmængde fra 150 til 200 ml. Ved at bruge rent vand i pulsifieren undgås det, at de oocyster/cyster, som er skyllet af filtret i krystallisationsskålen, tabes ved overførsel til LDPE posen, hvor de evt. kunne tænkes at sidde fast i filteret eller posen. Inden filtret overføres til LDPE posen, skal det rives i stykker for at undgå, at det klapper sammen i posen. Den samlede tid i pulsifieren er nedsat fra 5 til 2 minutter, for at undgå at oocysterne/cysterne ødelægges, samt for at mindske risikoen for at posen går i stykker, hvilket elles kan ske ved den lidt hårde behandling i pulsifieren.
 
Opkoncentrering af filtrat
Centrifugering af prøverne er foretaget ved 1900 x G (3000 rpm) i stedet for ved 2580 x G (3500 rpm) som oprindeligt beskrevet. Centrifugeringstiden er samtidig øget fra 10 til 15 minutter for at kompensere for den nedsatte G-værdi. Denne ændring er foretaget, idet centrifugerørene initialt blev mast flade i bunden ved den høje omdrejningshastighed. I et enkelt tilfælde gik der hul i centrifugerøret, hvilket medførte tab af prøven.
 
Aflæsning
Ved aflæsning af prøver med høje koncentrationer kan det være nødvendigt at mikroskopere ved 400 x forstørrelse for at undgå for mange oocyster/cyster pr. synsfelt. Dette vurderes for hver enkelt prøve.