| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Priser og risici på internationale markeder for de fleksible mekanismer

2 Internationale markeder for fleksible mekanismer

Fleksible mekanismer er en samlebetegnelse for tre forskellige instrumenter, der gør det muligt for et land, der er omfattet af Kyoto-aftalen, at opfylde (dele af) sin Kyoto-forpligtigelse ved at reducere udslippet af drivhusgasser uden for landets egne grænser. Det vil vi kalde at købe drivhusgasreduktioner i udlandet. De tre instrumenter er international handel med emissionsreduktioner (Emissions Trading, ET), gennemførelse af projekter i Øst- og Centraleuropæiske lande, der reducerer udslip af drivhusgas (Joint Implementation, JI-projekter) og gennemførelse af tilsvarende projekter i udviklingslande (Clean Development Mechanism, CDM-projekter).

Kyoto-aftalen tillader alle lande at modregne de drivhusgasreduktioner, man har købt i udlandet, i opgørelsen af sin Kyoto-forpligtigelse. Når vi i 2012 skal afgøre, om Danmark har levet op til sin Kyoto-forpligtigelse, skal vi derfor fastslå, om det gennemsnitlige udslip af drivhusgasser i perioden 2008-12 er mindst 21 procent lavere end i udgangsåret 1990⁴. Hvis udslippet er større end dette, skal Danmark kunne dokumentere, at man har købt drivhusgasreduktioner i andre lande i mindst et tilsvarende omfang. Den væsentligste fordel, ved at tillade køb og salg af drivhusgasreduktioner i udlandet, er, at den nødvendige reduktion af udslippet af drivhusgasser finder sted dér, hvor omkostningerne er lavest.

I dette kapitel beskriver vi kort de vigtigste kendetegn ved de tre fleksible mekanismer, jævnfør afsnit 2.1. Derefter beskriver vi de fremtidige markeder for fleksible mekanismer, jævnfør afsnit 2.2, herunder især de forventede nettokøbere og -sælgere af drivhusgasreduktioner samt de forventede omkostninger i forbindelse med at reducere udslip af drivhusgas i forskellige regioner. Endelig vil vi se på de køb af drivhusgasreduktioner, som allerede er gennemført. Herefter giver vi, jævnfør afsnit 2.3, en status for de handler, der allerede er gennemført i Europa og præsenterer de første spæde data for et internationalt marked for fleksible mekanismer.

2.1 De fleksible mekanismer

Med indgåelsen af den internationale Kyoto-aftale i december 1997 har Danmark forpligtet sig til at reducere udledningen af de seks drivhusgasser: Kuldioxid (CO₂), metan (CH₄), lattergas (N₂O) samt tre industrigasser (SF₆, HFC og PFC) med 21 procent i forhold til udgangsåret 1990.

Kyoto-aftalen åbner mulighed for, at landene kan købe drivhusgasreduktioner i udlandet ved at anvende tre forskellige fleksible mekanismer. De tre fleksible mekanismer er: International handel med drivhusgasreduktioner (Emissions Trading, ET), gennemførelse af projekter primært i de Øst- og Centraleuropæiske lande, der reducerer udslip af drivhusgasser (Joint Implementation, JI-projekter) og gennemførelse af tilsvarende projekter i udviklingslande (Clean Development Mechanism, CDM-projekter).

De tre fleksible mekanismer har samme formål, nemlig at udligne de marginale omkostninger ved reduktion af drivhusgasser mellem landene, og dermed reducere de samlede globale omkostninger ved at opfylde Kyoto-aftalen, samtidig med at aftalens miljømæssige målsætninger overholdes.

International handel med drivhusgasreduktioner, især i form af kvoter, indebærer, at et land (eller en virksomhed), hvor omkostningerne ved at reducere udslip af drivhusgasser er relativt lave, kan sælge deres drivhusgasreduktioner til andre lande (virksomheder), hvor omkostningerne ved at reducere emissionerne er relativt høje. Systemet sikrer, at Kyoto-målet nås med lavere samfundsøkonomiske omkostninger, end hvis international handel ikke var tilladt. Man taler ofte om international handel med kvoter mellem Annex B-lande, også kaldet fri Annex B-handel. Det forventes, at Annex B-handel bliver muligt fra og med Kyoto-aftalens første budgetperiode, 2008-12. Det internationale regelværk for Annex B-handel er endnu ikke på plads, og det er derfor usikkert hvilke sektorer, der bliver omfattet af den internationale handel med drivhusgasreduktioner. Man taler også ofte om EU’s kvotedirektiv (Europa Kommissionen (2001a)), som foreslår allerede fra 2005 at pålægge kvoter på energisektoren og energiintensiv industri i de enkelte EU-lande og give virksomhederne i EU-landene mulighed for indbyrdes at handle med kvoter før Kyoto-aftalens budgetperiode.

JI-projekter er en betegnelse for et projekt om reduktion af udslip af drivhusgasser mellem to eller flere parter (lande eller virksomheder) i et land, der er omfattet af Kyoto-aftalen, de såkaldte Annex B-lande. JI-projekter er et alternativ til fri Annex B-handel, der stiller færre krav til opbygning af markedsinstitutioner. Betaling for reduktionerne forhandles inden projektets gennemførelse, og projektlandets indtægter fra salget af drivhusgasreduktioner indgår sammen med anden finansiering i projektet. Som køber af drivhusgasreduktioner fra et projekt betaler man derved ikke nødvendigvis for hele projektets omkostninger. Det er op til forhandling mellem projektudbyder og den, som køber drivhusgasreduktionerne at aftale pris og øvrige forhold om leveringen.

Hvor meget et JI-projekt reducerer udslippet af drivhusgas, kan man beregne ved at sammenholde udslippet af drivhusgasser i et scenario med JI-projektet med udslippet i et såkaldt baselinescenario uden JI-projektet. Reduktionerne skal verificeres af en uafhængig enhed og leve op til et internationalt sæt regler. Det er et meget centralt krav for godskrivningen af emissionsreduktionerne, at JI-projektet er additionelt. Det vil sige, at projektet ikke ville være blevet gennemført alligevel. Dette kan til tider være vanskeligt at afgøre, og derfor spiller fornuftige baselinescenarier en særdeles væsentlig rolle for JI-projekter. De reduktioner, som skabes i JI-projekter før budgetperioden, kan ikke overføres til budgetperioden⁵.

CDM-projekter er en betegnelse for et projekt om reduktion af udslip af drivhusgasser mellem to eller flere parter (lande eller virksomheder) i et land, der ikke er omfattet af Kyoto-aftalen, det vil typisk være et udviklingsland. Ellers svarer CDM-projekter i al væsentlighed til JI-projekter. Det gælder således også, at opnåede reduktioner skal være additionelle. De reduktioner, der opnås i CDM-projekter før budgetperioden, kan imidlertid, i modsætning til JI-projekter, overføres til budgetperioden. CDM-projekterne har endvidere til formål at fremme teknologioverførsel til og bæredygtig udvikling i udviklingslandene.

Tabel 2.1 neden for beskriver nogle væsentlige begreber i forbindelse med anvendelse af de fleksible mekanismer samt nogle af restriktionerne på deres anvendelse.

Tabel 2.1:
Overblik over internationale fleksible mekanismer

Kilde: Miljøstyrelsen

2.2 Fremtidens markeder for fleksible mekanismer

Vi vil i det følgende identificere de væsentligste aktører på et fremtidigt internationalt marked for drivhusgasreduktioner fremskaffet ved hjælp af de tre fleksible mekanismer. Vi forventer, at nettoefterspørgerne (-importørerne) af internationale drivhusgasreduktioner især bliver lande, som har en stram klimamålsætning og samtidig har høje indenlandske omkostninger ved selv at reducere udslippene. Det kan for eksempel være Danmark. Vi vil omvendt forvente, at nettoudbyderne (-eksportørerne) af internationale drivhusgasreduktioner især bliver lande, der har en mindre stram klimamålsætning og samtidig har meget lave omkostninger ved selv at reducere udslippene, mere end de har forpligtet sig til. Det gælder for eksempel Rusland, der har en mindre stram klimamålsætning samt Kina, der ikke har en klimamålsætning. Samtidig har begge lande adgang til store og meget billige drivhusgasreduktioner, da energiforbruget er stort, og energieffektiviteten er lav.

Overordnet er der således to faktorer, der afgør, om et land bliver nettoudbyder eller efterspørger efter emissionsreduktioner. Den første er, hvor stram klimamålsætningen er, mens den anden er omkostningen ved at gennemføre indenlandske drivhusgasreduktioner.

2.2.1 En stram klimamålsætning

Et land, der ikke er bundet af en klimamålsætning, har umiddelbart ingen egeninteresse i at gennemføre drivhusgasreduktioner. Udviklingslandene er ikke bundet af klimamålsætninger i den første budgetperiode (2008-12). Om udviklingslandenes udslip begrænses i efterfølgende budgetperioder er endnu uvist. Derfor er det på forhånd givet, at udviklingslandene til og med budgetperioden vil være nettoudbydere af drivhusgasreduktioner via CDM-projekter.

Annex B-landenes reduktionskrav i første budgetperiode fremgår af kolonnen helt til højre i tabel 2.2 Vi beregner den absolutte manko som forskellen mellem det tilladte udslip i 2010 i henhold til Kyoto-aftalen og det fremskrevne forventede udslip i 2010 uden yderligere klimainitiativer (baseline-scenariet). 2010 benyttes som et gennemsnit for perioden 2008-12. Kolonnen til højre viser, at mængden af varm luft i Rusland mere end overstiger den samlede manko i de øvrige Annex B-lande (fraregnet USA).

Det fremgår endvidere af tabellen, at udviklingslandenes udslip fordobles fra 1990 til 2010, og at den samlede manko i Annex B-landene, fraregnet USA og Rusland, udgør lidt over 15 procent af den stigning, der forventes i udviklingslandenes udslip. Det indebærer blandt andet, at kun en relativ lille del af udviklingslandenes udslip skal være egnede som reduktionsprojekter for at Annex B-landene kan lukke en stor del af deres manko via kreditter fra CDM-projekter. I kapitel 4 diskuterer vi mulighederne for dette nærmere.

Den nederste række i tabel 2.2 angiver miljøeffekten i form af det globale CO₂-udslip i 1990 og i 2010 i business-as-usual situationen samt situationen med de oprindelige Kyoto-mål og de reviderede Kyoto-mål. Med de oprindelige Kyoto-mål, hvor også USA’s udslip blev reduceret, begrænsede aftalen stigningen i det globale udslip til en 27 procents (fra 21.735 til 27.666 mio. tons CO₂) stigning fra 1990-2010 i stedet for en 36 procents stigning (fra 21.735 til 29.633 mio. tons CO₂) som forventet i business-as-usual. Med USA’s udtræden og med korrektionerne for sinks er den globale miljøeffekt af aftalen forringet. Med de reviderede Kyoto-målsætninger stiger det globale udslip i 2010 til 30.084 mio. tons, hvilket er over business-as-usual. Det skyldes hovedsageligt, at sinks korrektionerne ser ud til at tildele Rusland en større mængde varm luft.

Tabel 2.2:
Klimamålsætninger og forventede reduktionskrav, gns. pr år i 2008-12

Noter: ^a) Omfatter Danmark, Sverige, Finland, Tyskland, Irland, Belgien, Luxembourg, Holland, Storbritannien og Østrig. ^b) Omfatter Frankrig, Spanien, Italien, Grækenland og Portugal. ^c) Inklusive Norge, Island, Schweiz, New Zealand, Australien, Canada og Japan. ^d) Omfatter alle tidligere Sovjetrepublikker ^e) Omfatter olieeksportørerne i Mellemøsten og i Nordafrika og Venezuela ^f) Emissionstallene viser kun de rene CO₂ emissioner og omfatter således ikke de øvrige fem klimagasser. Den reviderede Kyoto målsætning er landets/regionens klimamålsætning jævnfør Kyoto-aftalen målt som reduktionskrav i forhold til basisår 1990, når der tages højde for aftaler om sinks indgået i Bonn og Marrakech. Absolut manko er forskellen mellem det tilladte udslip i budgetperioden og en fremskrivning af det nuværende udslip uden yderligere klimainitiativer. Alle tal er beregnet udfra CO₂-emissioner alene og uden at inddrage de øvrige fem klimagasser. For flere lande er de forventede stigninger i de øvrige gasser mindre end for CO₂, hvilket betyder, at den reelle absolutte og den relative manko vil være (numerisk) mindre, end det fremgår af tabellen. Dette gælder også Danmark. Kilde: Beregninger på Copenhagen Economics klimamodel model CECM, baseret på data fra GTAP, IEA og EU-kommissionen. Fremskrivning for Kina er dog opdateret med data fra den seneste fremskrivning fra det amerikanske energiministerium (U.S. Department of Energy (2002)).

I tabel 2.3 ser vi på hvilke Annex B-lande, der har stramme målsætninger i den reviderede aftale. Vi beregner endvidere den relative manko som den absolutte manko divideret med det det fremskrevne forventede udslip i 2010 uden yderligere klimainitiativer⁶. Den relative manko udtrykker derfor, hvor meget udslippet af drivhusgas skal reduceres i 2010 forhold til det forventede udslip i samme år, hvis der ikke blev gennemført klimainitiativer. Vi fortolker den relative manko som et mål for, hvor stram klimamålsætningen er for det pågældende land. Jo større relativ manko, jo strammere er klimamålsætningen for det pågældende land, og jo større sandsynlighed er der for, at det pågældende land bliver nettoefterspørger efter drivhusgasreduktioner på de internationale markeder.

I tabel 2.3 er landene rangordnet, således at lande med den strammeste klimamålsætning (målt ved den relative manko) står øverst i tabellen. Især New Zealand og Holland har stramme klimamålsætninger. Omvendt har lande som Rusland, Frankrig og Østrig den mindst stramme klimamålsætning. Alt andet lige vil man forvente, at lande i toppen af tabellen vil have tendens til at blive nettoefterspørgere efter drivhusgasreduktioner i andre lande, og at lande i bunden af tabellen vil være nettoudbydere af reduktioner.

Tabel 2.3:
Nationale klimamålsætninger, gns. pr år i første budgetperiode 2008-12

Noter: Kyotomål er landets klimamålsætning jævnfør Kyoto-aftalen målt som reduktionskrav i forhold til basisår 1990. Absolut manko er forskellen mellem det tilladte udslip i budgetperioden og en fremskrivning af det nuværende udslip uden yderligere klimainitiativer. Relativ manko er den absolutte manko i forhold det fremskrevne udslip i 2010. Alle tal er beregnet udfra CO₂-emissioner alene og uden at inddrage de øvrige fem klimagasser. Den absolutte og relative manko er dog inklusive en korrektion for sinks i overensstemmelse med Marrakech-beslutningen. Lande markeret med * har endnu ikke (ultimo september 2002) ratificeret Kyoto-aftalen, men forventes at gøre det inden 2008. Landet markeret med ** forventes ikke at ratificere inden 2008.
Kilde: Beregninger på Copenhagen Economics klimamodel model CECM, baseret på data fra UNFCCC, GTAP, IEA og EU-kommissionen.

USA har afvist at ratificere Kyoto-aftalen. USA havde, jævnfør Tabel 2.3, den absolut største absolutte manko på cirka 1.734 mio. tons CO₂. USA’s klimamålsætning var også blandt de stramme med en relativ manko på 26 procent. Det taler alt andet lige for, at USA ville have været en stor nettoefterspørger efter drivhusgasreduktioner på de internationale markeder. Når USA ikke deltager i kvotemarkederne, betyder det, at en stor potentiel nettoefterspørger efter reduktioner forsvinder ud af markedet, og dermed falder efterspørgslen efter drivhusgasreduktioner sandsynligvis i væsentligt omfang.

Den anden dominerede aktør på markedet, Rusland (inklusive de tidligere Sovjetrepublikker) har heller ikke ratificeret endnu. Det forventes dog at ske. Det er næppe sandsynligt, at Rusland har behov for udslip af drivhusgas i det omfang, som de har lov til ifølge Kyoto-aftalen. Ruslands og de tidligere Sovjetrepublikker baseline-udslip i 2010 ligger cirka 1.484 mio. tons under deres Kyoto-målsætning. Denne forskel kaldes ofte varm luft. Dermed har Rusland et stort råderum for at sælge overskydende drivhusgasreduktioner på de internationale markeder⁷.

Alle de øvrige Annex B-lande har tilsammen en manko på cirka 1.000 mio. tons CO₂, det vil sige knap 500 mio. tons CO₂ mindre end Ruslands overskud af varm luft. Hvis man hertil regner mulighederne for CDM-projekter i Kina og andre udviklingslande, ser det umiddelbart ud som om, at de øvrige Annex B-lande uden problemer kan lukke deres respektive mankoer ved køb af drivhusgasreduktioner via russisk varm luft og CDM-projekter.

Alle data i tabel 2.2 og tabel 2.3 bygger på IEA’s emissionsopgørelser og EU-kommissionens sammenstilling af nationale fremskrivninger (den såkaldte Shared Analysis (Europa Kommissionen (1999)). Vores opgørelse af den absolutte og relative manko er selvfølgelig betinget af validiteten af landenes baseline-fremskrivninger. Det er nok ingen tvivl om, at fremskrivningerne er lavet på meget forskelligt grundlag rundt om i landene. Nogle lande har formodentlig udarbejdet meget optimistiske fremskrivninger med en forventning om kun svage stigninger i det samlede udslip fra 1990 til 2010 eller om en meget stor effekt af allerede igangsatte klimainitiativer. Andre lande har givetvis udarbejdet mere pessimistiske baselines, som udtrykker store forventede stigninger i udslippene eller svage forventninger til allerede igangsatte klimainitiativers effekt. Endelig skal det nævnes, at de anvendte fremskrivninger er fra 1999, og at forudsætningerne i flere lande har ændret sig siden da.

2.2.2 Omkostningerne ved drivhusgasreduktioner.

Det er ikke kun klimamålsætningen, der betyder noget for hvilke lande, der bliver nettoudbydere og –efterspørgere efter drivhusgasreduktioner. Omkostningerne ved at gennemføre drivhusgasreduktioner i de enkelte lande er også af væsentlig betydning. Dels gælder det, at jo mere man skal reducere, desto dyrere bliver det at reducere med ét ekstra ton. Dels gælder det, at omkostningerne ved at reducere ét ekstra tons drivhusgasemission er relativt dyrt, hvis man i forvejen har reduceret meget. Omvendt kan man finde billige reduktionsmuligheder i lande, som hidtil ikke har ført en aktiv klimapolitik. Med andre ord: de marginale reduktionsomkostninger vokser jo større reduktioner. Det er denne sammenhæng, der er afbilledet i landenes marginale reduktionsomkostningskurver, også kaldet MAC-kurver (Marginal Abatement Costs).

Der kan være store strukturelle forskelle mellem økonomierne med hensyn til industristruktur og energisektorens sammensætning. For eksempel har lande med kernekraft eller vandkraft meget lave CO₂-emissioner fra energisektoren (for eksempel Sverige), mens andre lande (for eksempel Danmark) producerer en stor del af energien fra olie og kul. Derudover vil lande med en meget energi-intensiv industri og et højt teknologisk stade (for eksempel aluminiumsproduktion i Australien) have høje omkostninger ved at skulle ændre på industristrukturen for at reducere CO₂-udslippene.

Figur 2.1 viser de marginale reduktionsomkostningskurver for CO₂ i Annex B-landene. Regioner med stejle kurver (for eksempel de sydlige EU-lande) har høje omkostninger ved at reducere CO₂-udslippene, mens lande med en flad kurve (for eksempel USA) har lave omkostninger ved at reducere udslippet. Fælles for alle kurver er, at endepunktet for kurven svarer til en 20 procents reduktion af udslippene i den pågældende region. Således afbilder figuren samtidig størrelsen af potentialet i regionerne. Endelig er mankoen fra Tabel 2.1 afmærket med et kryds på hver kurve (undtagen Rusland, hvor mankoen er negativ, og USA).

MAC-kurverne i figuren viser en vigtig del af vores klimamodel⁸. Allerede her kan vi konstatere, at såfremt EU-Nord, EU-Syd og resten af OECD-landene (Japan, Canada og Australien) skal reducere den forventede manko ved hjemlige tiltag, vil det være til priser mellem 200 og 250 kr/tons CO₂. Samtidig kan vi også se, at de østeuropæiske lande kan opfylde deres klimamålsætning ved hjemlige tiltag til omkostninger på omkring 100 kr/tons CO₂. Figuren viser således, at der er et potentiale for handel med reduktioner mellem disse to grupper af lande.

Figur 2.1:
Marginale reduktionsomkostninger i Annex B, 2010

Figur 2.2 viser de marginale reduktionsomkostninger for CO₂-reduktioner i elsektoren i udviklingslandene. Bemærk, at potentialet kan være større, såfremt emissionerne i andre sektorer inddrages. Bemærk endvidere at enhederne på akserne i Figur 2.1 og Figur 2.2 er ens, og det er således muligt at sammenligne på tværs af figurerne. Endepunktet på kurverne i Figur 2.2 viser ligeledes en 20 procents reduktion af udslippet i elsektoren i 2010. Udviklingslandenes emissioner er ikke begrænset, og derfor er der ikke indtegnet krydser for mankoen i disse regioner. Figuren viser, at der findes reduktionsmuligheder til under 50 kr/tons CO₂ svarende til mængder, der kan dække en stor del af mankoen i Annex B-landene eksklusiv Rusland og USA.

Figur 2.2:
Marginale reduktionsomkostninger elsektoren i Non-annex B, 2010

Samlet set viser de fleste analyser, at de marginale reduktionsomkostninger er relativt høje i fleste vestlige lande, at omkostningerne er lavere i Østeuropa og især i Rusland, og omkostninger er særligt lave i udviklingslandene⁹.

2.2.3 Sammenfattende markedskarakteristik

Vi har oven for diskuteret nettoudbud og -efterspørgsel på de fremtidige markeder for fleksible mekanismer. Vi har konstateret, at:

	USA’s afvisning af Kyoto-aftalen reducerer den globale efterspørgsel efter fleksible mekanismer
	Ruslands varme luft overstiger reduktionsbehovene i de resterende ratificerende lande
	Ruslands adfærd med hensyn til salg af varm luft bliver afgørende for prisdannelsen
	Der er et stort potentiale for billige reduktioner i udviklingslandene, herunder især i Kina
	JI- og CDM-projekter forudsætter et regelværk der gør det muligt at købe reelle (additionelle) reduktioner i udviklingslandene, og at transaktionsomkostningerne ikke er uventet høje

2.3 Status for anvendelse af de fleksible mekanismer

Selvom det internationale regelværk for handel med fleksible mekanismer mellem virksomheder endnu ikke er på plads, har man alligevel set en del eksempler på frivillige aftaler om køb og salg af drivhusgasreduktioner de senere år. I disse handler er verificerede drivhusgasreduktioner handlet for mellem 5 og 25 kr/tons CO₂., jf. Varilek & Marenzi (2001)¹⁰. Disse priser er lave, fordi køberne af disse reduktioner formelt set endnu ikke har sikkerhed for, at kvoterne vil blive anerkendt i henhold til Kyoto-aftalen eller andre aftaler. Der er også indgået en del aftaler i Holland med den hollandske regering, som køber af kvoter. Her ligger priserne på 40-70 kr/tons CO₂, og hollænderne har forsøgt at sikre sig, at kreditterne kan godkendes¹¹.

2.3.1 De hollandske erfaringer

Kyoto-aftalen og den interne byrdefordeling i EU betyder, at Holland skal reducere udslippet af drivhusgasser med 6 procent i forhold til 1990. Hvis man sammenligner den nødvendige reduktion (den absolutte manko) med en fremskrivning af udslippet uden klimainitiativer, betyder det, at det hollandske udslip i 2010 skal være mindst en tredjedel mindre, end det ellers ville have været. Dermed placerer Holland sig blandt de Annex B-lande med de strammeste klimamålsætninger, jævnfør fremskrivningerne i Shared Analysis (Europa Kommissionen (1999)).

Allerede inden Kyoto-aftalen har den hollandske regering testet brugen af de fleksible mekanismer. I 1995 støttede den hollandske regering 25 projekter under den såkaldte AIJ pilot fase. Det drejede sig om 12 energieffektivitetsprojekter, 7 projekter om brændselsomlægninger og 3 projekter omkring flygtige gasser. Værdien af disse projekter beløb sig i alt til cirka 280 millioner kroner (38 millioner euro).

I 1998-99 konstaterede den hollandske regering, at de marginale reduktionsomkostninger ved at gennemføre drivhusgasreduktioner i Holland var ganske høje¹². Den hollandske regering besluttede derfor, at man vil foretage halvdelen af de nødvendige drivhusgasreduktioner i Holland og den anden halvdel i udlandet¹³.

For at nå målet oprettede den hollandske regering to separate programmer, som ved en udbudsprocedure opkøber kreditter (drivhusgasreduktioner) fra virksomheder, der gennemfører JI-projekter i det såkaldte ERUPT-program (Emission Reduction Unit Procurement Tender) og fra virksomheder, der gennemfører CDM-projekter i det såkaldte CERUPT-program (Certified Emission Reduction Unit Procurement Tender).

Den hollandske regering har i alt afsat 5,8 milliarder kroner til de to programmer i perioden 2002-2007. Der er afsat 2,7 milliarder kroner til køb af drivhusgasreduktioner fra JI-projekter stigende fra 328 millioner kroner i 2003 til 529 millioner kroner i 2006, mens der er afsat 3,1 milliarder kroner til køb af drivhusgasreduktioner fra CDM-projekter stigende fra 425 millioner kroner i 2003 til 797 millioner kroner i 2006. Derudover forventes hollænderne at købe et ukendt antal kreditter under international handel med kvoter.

Prisen for de drivhusgasreduktioner, som den hollandske regering hidtil har købt via JI-programmet ERUPT, ligger foreløbig i overkanten af det prisniveau, som hollænderne forventer vil være gældende for perioden 2008-12, jævnfør tabel 2.4. Da der endnu ikke foreligger data fra første runde af CDM-programmet CERUPT, eksisterer der ikke data for CDM-projekter i Holland.

Tabel 2.4:
Hollandske opkøb af drivhusgasreduktioner via JI- og CDM-projekter

Note: Tallene i tabellen er den "rene" kreditpris og omfatter ikke transaktionsomkostninger eller omkostninger til kapacitetsopbygning i Holland eller i værtslandene. Se i øvrigt appendiks C.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |