| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Priser og risici på internationale markeder for de fleksible mekanismer

3 Risici på markederne for fleksible mekanismer

Køb af drivhusgasreduktioner på de internationale markeder via de fleksible mekanismer vil, som på alle andre markeder, indebære en række risici. Som et eksempel kan det vise sig, at den udenlandske partner i et CDM-projekt går konkurs og ikke kan gennemføre det aftalte projekt. Dermed kan udslippet af drivhusgasser ikke reduceres og de aftalte drivhusgasreduktioner ikke frigøres. Som et andet eksempel kan det vise sig, at Rusland stik imod alle forventninger kaster store mængder af varm luft på markedet i budgetperioden, og trækker prisen på drivhusgasreduktioner langt ned under, hvad det har kostet at gennemføre mange CDM-projekter før budgetperioden.

På etablerede markeder kan man historisk observere, hvorledes disse risici fremtræder og efterhånden opnå erfaring med at vurdere forskellige typer af risici. Det er ikke muligt at gøre det i samme grad på nye markeder som på markedet for drivhusgasreduktioner. Der er simpelthen ikke endnu opnået tilstrækkelige erfaringer, der gør det muligt at vurdere risici på baggrund af historiske erfaringer. Desto vigtigere bliver det at lave risikoanalyser, der kan identificere og prioritere de væsentligste kilder til risici og ved hjælp af stokastiske simulationsøvelser vurdere størrelsesordenen og rækkevidden af de væsentligste risikofaktorer.

I dette kapitel vil vi opregne de væsentligste kilder til risici i forbindelse med brugen af de fleksible mekanismer. Vi vil analysere de enkelte risikokilder og, i det omfang det er muligt, kvantificere de enkelte risikofaktorer. Herudover beregner vi virkningen af de væsentlige risikofaktorer på prisen på drivhusgasreduktioner i fremtiden ved hjælp af Copenhagen Economics’ klimamodel og Monte Carlo-simulationer.

Vi vil skelne mellem fire typer af risici, jævnfør Figur 3.1: Projektrisici, markedsrisici, politiske risici samt lande- og sektorrisici. Vi vil i store træk ignorere lande- og sektorspecifikke risici, fordi vurderingen af denne type af risici ikke adskiller sig fra risikovurderingen i andre projekter, der ikke er relateret til reduktion af udslippet af drivhusgasser. Vi vil diskutere forskellige typer af projektrisici her, og i kapitel 4 gør vi rede for vores risikoberegninger af prisen på drivhusgasreduktioner, når vi, ved hjælp af en risikopræmie inddrager nogle simple estimater for betydningen af projektrisici. På tilsvarende vis inddrages også skøn for transaktionsomkostninger.

Vi gennemfører ikke nogen detaljerede studier af de projektspecifikke risici. Dels fordi vores klimamodel ikke er egnet til at inddrage og belyse faktorer, der virker på et meget detaljeret projektniveau, dels fordi det i et vist omfang er muligt at diversificere sig ud af specifikke projektrisici. Endelig er økonomisk analyse vanskelig, da der kun er få dokumenterede erfaringer med projektrisici. Derfor må vi benytte nogle foreløbige og simple skøn, som der redegøres for i kapitel 4.

Figur 3.1:
Fire typer af risici

Vi fokuserer i modelanalysen særligt på de markedsmæssige og (klima-)politiske risici, som påvirker den generelle prisdannelse på drivhusgasreduktioner. Det kan for eksempel dreje sig om strategisk markedsadfærd via kvotekarteller, usikkerhed om EU-landenes klimaambitioner før Kyoto-aftalen bliver bindende samt usikkerhed om omfanget af CDM-projekter.

Vi konkluderer, at de markedsmæssige risici ændrer og udvikler sig over tid, og vi opdeler derfor perioden frem til og med 2012 i tre perioder. Den første periode vil være præget af kaotisk prisdannelse, da de regler og institutioner, der er nødvendige for, at markedet skal fungere, endnu ikke er på plads. Vi forventer, at denne periode vil vare til omkring 2005. I den anden periode forventer vi, at EU’s kvotedirektiv og reglerne for JI- og CDM-projekter begynder at komme på plads. Prisdannelsen vil begynde at ske via almindeligt udbud og efterspørgsel, men der vil dog være betydelig usikkerhed, om de enkelte landes klimamæssige ambitioner før Kyoto-aftalen begynder at binde, om hvor stor en del af landenes industri der vil være åbne for fleksible markeder, samt om udbuddet af især CDM-projekter. Vi forventer, at denne anden periode varer indtil starten på Kyoto-aftalens første budgetperiode. I den tredje periode forventer vi, at markedet efterhånden er veletableret, samt at der nu ikke længere er usikkerhed om de enkelte landes klimaambitioner. Nu gælder nemlig Kyoto-aftalens klimamålsætninger. Til gengæld forventer vi, at der vil være betydelig usikkerhed om udbuddet af både drivhusgasreduktioner fra Rusland og om udbudet af CDM-projekter. Den tredje periode er sammenfaldende med Kyoto-aftalens første budgetperiode, 2008-12.

I resten af kapitlet gennemgår vi først de projektspecifikke risici, jævnfør afsnit 3.2, og dernæst de markedsmæssige og politiske risici, jævnfør afsnit 3.3. Endelig udvælger vi i afsnit 3.4 en delmængde af de markedsmæssige og politiske risici, som vi lader indgå i en række konkrete scenarier for udviklingen af markeder for drivhusgasreduktioner. Scenarierne er udgangspunktet for den stokastiske prisanalyse i det efterfølgende kapitel 4.

3.1 Projektspecifikke risici

Projektrisici er de risici, der knytter sig til de konkrete projekter, der genererer kreditter, der kan indgå i et lands eller en virksomheds klimaregnskab. Det kan for eksempel være i forbindelse med konkrete JI- og CDM-projekter. Projektrisici betyder, at der er usikkerhed om de miljømæssige og økonomiske resultater af det enkelte projekt.

Projektspecifikke risici består af flere dele. Fælles for de projektspecifikke risici er, at de kan begrænses ved at sprede investeringerne på mange forskellige typer af projekter. De projektspecifikke risici kan derfor minimeres ved at sprede projektporteføljen på tilstrækkeligt mange projekter. Det er i modsætning til de markedsmæssige risici, som man ikke kan diversificere sig ud af, jævnfør Figur 3.2.

Figur 3.2:
Projektspecifikke og markedsmæssige risici

Der findes kun få data om de projektspecifikke risici for klimaprojekter alene af den grund, at ingen af dem er løbet til ende. Derfor er projektspecifikke risici svære at inddrage i den kvantitative analyse. Dermed ikke sagt, at de projektspecifikke risici ikke påvirker prisen på de fleksible mekanismer. Eksempelvis vil store projektrisici alt andet lige være positivt korreleret med kvoteprisen på et marked for drivhusgasreduktioner i form af kvoter, idet større projektrisici vil gøre kvoter, der ikke er direkte projekt-relaterede, mere fordelagtige og dermed forøge kvoteefterspørgslen og reducere kvoteudbuddet. Det er derfor forventeligt, at projektrisici vil indlejres i prisdannelsen på kvotemarkedet som en positiv risikopræmie.

Vi vil derfor kort præsentere de forskellige dele af den risiko, som et klimaprojekt kan være fundet med. Nogle af disse er projektspecifikke, andre er generelle for alle projekter. Ved at sætte navn på de enkelte risikoelementer kan man muligvis komme nærmere en forståelse af, hvilke typer risici der tænkes på og gøre sig tanker om deres betydning. Se appendiks A for en metodeoversigt til yderligere analyser af de projektspecifikke risici.

3.1.1 De enkelte risikoelementer i et klimaprojekt

Vi vil i det følgende se på nettofortjenesten for en klimainvestor, der overvejer at investere i enten et JI- eller et CDM-projekt. Klimainvestoren kan være en statslig klimafond (som den hollandske) eller en privat virksomhed, som ønsker at købe drivhusgasreduktioner i udlandet for at leve op til et givet nationalt mål.

Investeringerne i drivhusgasreduktioner er ofte af stor målestok, og den klimamæssige effekt kan ikke separeres fra investeringens andre formål. Et eksempel kan være et nyt gasfyret kraftvarmeværk, som erstatter et ældre kulfyret elværk i Østeuropa. Ud over at producere el producerer det nye gasfyrede værk også varme og drivhusgasreduktioner. Vores klima-investor er imidlertid ikke interesseret i hverken el eller varme, men ønsker kun at købe de drivhusgasreduktioner som projektet kan levere (efter certificering med videre). Derfor er det heller ikke sikkert, at klimainvestoren vil betale alle anlægsomkostningerne. Det vil højst sandsynligt kun være en mindre del af den totale finansiering af det nye gasfyrede værk, der vil stamme fra klimainvestoren. Den resterende finansiering må værkets ejere selv skaffe. En analyse fra EU-kommissionen viser, at indtægter fra salg af drivhusgasreduktioner kun udgør en lille del af de samlede indtægter for de fleste investeringer i energisektoren og industrien, jævnfør Europa Kommissionen (2001b).

Set fra klimainvestorens synspunkt skal han vurdere den nettofortjeneste, som han forventer fra projektet. Nettofortjenesten (NF) kan skrives som:

hvor:

Prisen på en enhed drivhusgasreduktion (P_ghg,t) er den pris, som klimainvestoren kan sælge reduktionen videre til på markedet (eventuelt alternativomkostningen for at erhverve en enhed drivhusgasreduktion på en alternativ måde). Parentesen angiver den samlede reduktion i udslip af drivhusgas i projektet. Den består af forskellen mellem udslippet af drivhusgas i baseline (det vil sige uden gennemførelse af projektet), og det faktiske udslip efter projektets gennemførelse. Endelig fratrækkes det beløb, som investoren skal betale for at blive ejer af drivhusgasreduktionen (C_ghg,t). Dette beløb aftales i kontrakten mellem ejeren af projektet og klimainvestoren.

På baggrund heraf kan vi sondre mellem tre typer af risici for projektet:

	Markedsrisiko (Pghg,t),
	Mængderisiko (eb,t * xb,t – ep,t * xp,t) og
	Omkostningsrisiko (Cghg,t)

Markedsrisiko skyldes udsving på de internationale markeder for fleksible mekanismer. Usikkerheder opstår, fordi klimainvestor ikke ved, hvad drivhusgasreduktionen vil være værd på det tidspunkt, de bliver leveret. Markedsrisiko er knyttet til den usikkerhed, der er om prisen på det internationale marked for fleksible mekanismer, og dette behandles nærmere i kapitel 4 i denne rapport.

Lave priser på drivhusgasreduktioner kan betyde, at betalinger for disse reduktioner kun udgør en meget begrænset andel af den nødvendige finansiering af konkrete projekter – for rene energiprojekter fra 5 til 20 %, for metanprojekter dog ofte fra 50 til 80 %. Det gør, at projekterne ofte er tæt på at være rentable også uden betalinger for drivhusgasreduktioner, men det betyder også, at der kan opstå problemer med at få dem godkendt som additionelle som krævet i henhold til Kyoto-aftalen.

Mængderisiko henviser til usikkerheden om, hvor mange reduktioner projektet rent faktisk kan levere, når man kommer ind i den periode, hvor kreditterne kan tælle¹⁴. Mængden af kreditter afhænger af fire forhold: Aktivitetsniveauet i baseline, emissionsfaktoren i baseline, det realiserede aktivitetsniveau i projektet samt den realiserede emissionsfaktor i projektet. Det er er typisk det realiserede aktivitetsniveau, der giver anledning til de største usikkerheder.

Mængderisici kan blandt andet opstå som følge af følgende tre typer svigt, der har betydning for gennemførelsen af handlen: Projektsvigt, sælgersvigt og godkendelsessvigt. Projektsvigt dækker usikkerheden om hvorvidt det planlagte projekt i det hele taget bliver gennemført. Projektmekanismerne forudsætter, at der gennemføres projekter, der fysisk reducerer emissionerne af drivhusgasser. Projekter kan slå fejl og en del vil sikkert gøre det. Risiko for projektsvigt varierer mellem forskellige projekttyper – og naturligvis mellem de enkelte projekter af samme type. En stor del af de potentielle projekter forudsætter delvis finansiering ved salg af andre delprodukter. For eksempel skal et kraftvarmeprojekt sælge både el og varme på mere eller mindre konkurrenceudsatte markeder. Det kan blandt andet komme ud for, at varmekunderne ikke betaler, at elprisen af andre større producenter dumpes under de marginale driftsomkostninger eller værket kan brænde ned. I så fald genereres de forventede drivhusgasreduktioner ikke, og der kan følgelig heller ikke overføres de forventede drivhusgasreduktioner til klimainvestoren.

Sælgersvigt dækker usikkerheden i forbindelse med overførslen af drivhusgasreduktioner fra sælger til køber. Også denne type projektrisici kan udfolde sig på forskellige måder. Sælgeren af drivhusgasreduktioner kan gå konkurs, hvorved alle kontrakter om overførsler af reduktioner kan bortfalde og eventuelle forudbetalinger kan gå tabt. Mange af de konkrete JI-projekter må formodes at blive overtaget af andre og drevet videre. Det fortsættende selskab kan have en interesse i også at fortsætte salget af drivhusgasreduktioner, men det kan blive med krav om højere pris.

Godkendelsessvigt dækker usikkerheden i forbindelse med den krævede verificering af drivhusgasreduktioner. Der vil endnu et stykke tid være betydelig usikkerhed om de endelige regler for godkendelse af drivhusgasreduktioner. Executive Board for CDM-projekter er først begyndt at arbejde i 2002 og der mangler endnu en række systemer og godkendelser, før reglerne for CDM-projekter er fuldt funktionsdygtige. Dette ventes dog på plads indenfor en overskuelig fremtid. Der er endnu ikke forhandlet detaljerede regler for JI-projekter endnu og den supervisory committee for JI-projekter, der skal udarbejde detailregler og institutioner forventes først nedsat i 2003. En del af reglerne for JI-projekter ventes dog at lægge sig meget tæt op ad de tilsvarende regler for CDM-projekter. Regler og institutioner for fri Annex B-kvotehandel mellem virksomheder ventes først på plads op mod 2008¹⁵. Når alle institutionerne er på plads, reduceres godkendelsesrisici væsentligt, idet en godkendelse herefter bliver den uafhængige validators ansvar med erstatningspligt.

Laurikka og Springer (2002) har analyseret fem konkrete projekter med hensyn til den usikkerhed, som kan tilskrives mængderisici jævnfør ovenstående definition. De fem projekter er fundet ud fra en større gennemgang af U.S. Voluntary Reporting of Greenhouse Gases Program. De viser, at med optimal porteføljesammensætning af de fem projekter kan man opnå et forventet afkast, der er ti gange så høj som for de enkelte projekter med samme forventede risiko. De fem projekter er tre energieffektiviseringsprojekter, et vandkraftprojekt og et vindkraftprojekt. Porteføljeanalysen viser, at de faktorer, der påvirker mængderisici for disse projekter (og formodentlig også for andre lignende projekter), er så tilpas forskellige, at det er muligt at mangedoble det forventede afkast uden at påføre investorerne større mængderisiko.

Omkostningsrisikoen afhænger af, hvordan kontrakten mellem projektejeren og klima-investoren er skruet sammen. Kontrakten fastlægger, hvor meget klimainvestoren skal betale forlods, og hvor meget han skal betale løbende. Endelig kan der være tale om faste beløb uanset de realiserede omkostninger eller varierende beløb, der afhænger af de faktiske omkostninger. Alt afhængig af disse forhold spille omkostningsrisiko en større eller mindre rolle i den samlede vurdering af de projektspecifikke risici. Data til vurdering af omkostningsrisici er meget vanskelige at opnå kendskab til på grund af forretningshensyn.

3.2 Markedsmæssige og (klima-)politiske risici

Vi definerer markedsmæssige og (klima-)politiske risici som den usikkerhed, der kan påvirke den generelle prisdannelse på markederne for drivhusgasreduktioner. Det kan for eksempel dreje sig om usikkerheden med hensyn til eventuel strategisk markedsadfærd fra den dominerende udbyder af drivhusgasreduktioner: Rusland. Hvis Rusland i budgetperioden i væsentligt omfang tilbageholder drivhusgasreduktioner fra markedet, reduceres udbuddet og prisen drives væsentligt i vejret.

Vi gennemgår i dette afsnit en bruttoliste med en række markedsmæssige og (klima-)politiske usikkerheder, vi diskuterer deres betydning for prisdannelsen på drivhusgasreduktioner opnået via de fleksible mekanismer og diskuterer kort mulighederne for at kvantificere de enkelte risici. Det viser sig, at de væsentligste risikofaktorer ændrer sig over tid. Vi vælger derfor at præsentere og diskutere de markedsmæssige og (klima-)politiske risici fordelt på tre forskellige tidsperioder: Kaos, Marked og Kyoto.

3.2.1 Den første periode: Kaos

Vi forventer, at den første tidsperiode vil være præget af en uigennemsigtig og kaotisk prisdannelse. For det første vil der ikke findes nogen ordninger for international handel med kvoter mellem virksomheder. For det andet kan der være stor uklarhed om de præcise regler for JI- og CDM-projekter, som først vil blive afklaret på et senere tidspunkt. For det tredje vil prisdannelsen være uigennemsigtig som følge af, at aftaler for JI- og CDM-projekter er fortrolige, især med hensyn til mængder og priser. Endelig kan der for det fjerde være forskel på (måske urealistiske) prisforventninger på køber- og sælgerside.

Både regeringer og virksomheder med interesse i de fleksible mekanismer må derfor acceptere væsentlige risici i denne periode. Samlet set vil perioden dermed være præget af en uigennemsigtig prisdannelse. Vi har derfor valgt ikke at lade denne første periode være genstand for økonomisk analyse. Vi forventer, at perioden vil vare til omkring 2005.

3.2.2 Den anden periode: Marked

Vi forventer, at den anden tidsperiode vil være præget af en begyndende prisdannelse på traditionel vis via udbud og efterspørgsel, og at det derfor giver mening at tale om et marked. Også selvom det vil være ustabilt, indtil regeringer og virksomheder vænner sig til at agere på markedet. Vi anvender navnet Marked for denne periode, da vi forventer, at en række markedsinstitutioner for handel med de fleksible mekanismer vil være på plads i perioden. Dermed vil risikofaktorerne i denne periode være væsentligt mindre for alle de fleksible mekanismer. Vi forventer særligt, at reglerne for JI- og CDM-projekter er forhandlet færdige og er blevet efterprøvet i praksis. Det betyder, at både regeringer og virksomheder kan indgå i aftaler om projekter og samtidig vide, dels hvordan de indkøbte drivhusgasreduktioner tæller i klimaregnskaberne, dels være mere bevidste om hvilke risici de påtager sig. Vi forventer, at denne periode vil omfatte årene 2005-2007.

EU-kommissionens direktivforslag vedrørende handel med kvoter inden for EU¹⁶ vil også være med til at reducere risiciene for de fleksible mekanismer betydeligt. Direktivet foreslår en ordning, hvor de enkelte medlemslandes regeringer tildeler kvoter til virksomheder med udslip af drivhusgasser, som regulerer virksomhedernes samledes udslip. Virksomheder kan vælge selv at bruge kvoterne eller sælge dem til andre virksomheder inden for EU. Det sikrer, at drivhusgasreduktionerne bliver gennemført dér, hvor omkostningerne er lavest. EU-kommissionen anerkender, at der ikke er juridisk bindende mål for reduktioner i denne periode men motiverer forslaget med, at regeringer og virksomheder med fordel kan høste erfaringer med international kvotehandel før 2008, hvor Kyoto-aftalens bindende målsætninger træder i kraft, og at betydelige fremskridt inden 2008 kan være en forudsætning for at kunne opfylde Kyotomålene.

Forslaget dækker i princippet udslip af alle seks drivhusgasser. Administrative omkostninger og problemer med overvågning, rapportering og verifikation gør imidlertid, at ordningen som udgangspunkt kun omfatter den vigtigste drivhusgas, CO₂, og kun udslippene fra et begrænset antal industrisektorer, herunder produktion af energi, jern, cement, glas, papir og pap.

Med hensyn til opsparing af kvoter skelner ordningen som udgangspunkt mellem perioden fra 2005 til 2007 og perioden efter 2008. Inden for en periode kan virksomhederne selv vælge det år, hvor de anvender kvoterne, men de kan ikke overføre kvoter købt inden 2008 til brug i perioden efter 2008. De enkelte medlemslande kan i et vist omfang vælge at tillade overførsel af kvoter fra EU-systemet, der er gyldige i 2005-07 til den første budgetperiode i 2008-12. Det er dog næppe sandsynligt, at det vil ske i et stort omfang. Hvis enkelte medlemslande giver virksomheder, der har købt "for mange" kvoter på EU’s kvotemarked inden 2008, lov til at overføre kvoterne til budgetperioden 2008-12, vil man komme til at mangle disse kvoter et andet sted og have tilsvarende problemer med at leve op til reduktionsforpligtigelsen. Dermed vil en overførsel af kvoter på denne måde virke som en forøgelse af mankoen i klimaregnskabet. Samlet betyder forslaget, at prisdannelsen på kvoter før og efter 2008 i nogen grad vil være uafhængig, da kvoterne ikke er substituerbare mellem perioder.

Endelig indeholder direktivet muligheder for at integrere markederne for kvotehandel inden for EU med lignende ordninger i andre lande og med markederne for JI- og CDM-projekter. Det er dog usikkert, om disse muligheder vil få betydning for prisdannelsen på kvoter inden for EU i perioden 2005-2007. Det skyldes blandt andet, at det kræver vedtagelse af både forslaget til EU’s kvotedirektiv og af et endnu ikke fremsat direktiv vedrørende JI- og CDM-projekter. Derudover vil omfanget af JI- og CDM-projekter, som ville kunne indgå i EU’s kvotemarked inden 2008 i praksis også være begrænset.

Selvom forslaget til kvotedirektiv vil eliminere en lang række usikkerheder, vil prisdannelsen stadig være behæftet med betydelige usikkerheder. Vi vurderer, at det er særligt usikkert, hvor ambitiøse de enkelte lande vil være med hensyn til at nå deres klimamålsætning inden budgetperioden (2008-2012). Denne faktor vil derfor indgå i vurderingen af markedspriserne på EU’s kvotemarked, jævnfør kapitel 4.

Ofte vil en glidende tilpasning frem mod et mål reducere tilpasningsomkostningerne, i form af for eksempel arbejdsløshed eller tabte investeringer. Men da der ikke eksisterer bindende målsætninger for perioden før 2008, finder vi det overvejende sandsynligt, at landene i vid udstrækning udskyder eventuelle umiddelbare omkostninger og derfor kun reducerer udslippet af drivhusgas i begrænset omfang. Det vil alt andet lige føre til en begrænset efterspørgsel efter drivhusgasreduktioner og dermed alt andet lige til en lavere pris.

Derudover eksisterer der også en række andre risici i denne periode, som ikke indgår i beregningen af markedspriser, jævnfør kapitel 4. Fælles for dem er, at de er svære at definere og kvantificere, og at de ikke har nogen entydig indflydelse på kvotepriserne hverken i opad- eller nedadgående retning.

For det første vil nogle lande muligvis vælge at regulere brugen af fleksible mekanismer. Lande, der er nettoefterspørgere af drivhusgasreduktioner, for eksempel i EU, vil muligvis lægge lofter på både priser og mængder for de fleksible mekanismer. De vil dermed lægge loft på, hvor meget det enkelte land kan bruge de fleksible mekanismer, og hvor meget de vil betale for internationale drivhusgasreduktioner. Omvendt vil lande, der er nettoudbydere, for eksempel østeuropæiske eller udviklingslande, muligvis begrænse adgangen til at anvende de fleksible mekanismer i deres land eller fastsætte minimumspriser.

For det andet bliver energimarkederne i mange lande dereguleret. I de vestlige lande vil det typisk føre til effektivitetsgevinster og dernæst til et fald i prisen på energi. Det forøger forbruget og dermed også efterspørgselen efter kvoter. I mange østeuropæiske og udviklingslande vil priserne omvendt stige, da den nuværende regulering ofte indebærer kunstigt lave priser. Højere priser fører til lavere forbrug og dermed lavere emissioner.

3.2.3 Den tredje periode: Kyoto

Den tredje periode svarer til Kyoto-aftalens første budgetperiode, 2008-12, og vi giver derfor perioden navnet Kyoto. Kyoto-aftalen indeholder klimamålsætningerne for alle Annex B- lande, som har forpligtet sig til at reducere udslippet af drivhusgasser med en given procentsats. Dermed er der ikke mere væsentlig usikkerhed omkring de enkelte landes klimaambitioner, forudsat naturligvis at de overholder deres forpligtigelser.

Andre risici vil imidlertid præge de internationale kvotemarkeder i den tredje periode, og vi vil i den efterfølgende beregning af markedspriser, jævnfør kapitel 4, særligt fokusere på følgende to risikofaktorer:

	I hvilket omfang tilbageholder Rusland drivhusgasreduktioner fra markedet med det formål at hæve priserne?
	I hvilket omfang bliver drivhusgasreduktioner fra CDM-projekter en del af det internationale marked for kvotehandel?

Rusland vil med stor sandsynlighed blive den dominerende udbyder af drivhusgas-reduktioner både via kvotehandel og JI-projekter. Det hænger blandt andet sammen med, at Rusland formodentlig har fået tildelt flere emissionsrettigheder i Kyoto-aftalen, end de selv får brug for i perioden (også kaldet "varm luft"). Rusland kan udnytte denne dominerende stilling til at påvirke prisdannelsen på det internationale kvotemarked ved enten at begrænse landets udbud af drivhusgasreduktioner eller ved at pålægge en eksportafgift på salg af kvoter. Effekten er i begge tilfælde den samme: Højere kvotepriser på de internationale markeder. Det er imidlertid usikkert, i hvilket omfang Rusland vil og kan udnytte sin dominerende position. På den ene side kan Rusland som sagt få en dominerende stilling, der langt overstiger, hvad de enkelte lande i oliekartellet OPEC nogensinde har haft. På den anden side kræver det en vis styring at udnytte den dominerende stilling, da kvoter har værdi både i perioden 2008-2012 og efter 2012. Derfor er problemstillingen for Rusland ikke kun, hvordan de skal agere i den første budgetperiode, men også hvordan deres adfærd i første budgetperiode kan påvirke, hvor mange kvoter de får tildelt i de efterfølgende perioder. Endelig har det også stor betydning hvor skrappe reduktionsmål for de vestlige lande, der bliver besluttet for de efterfølgende budgetperioder.

Det er også usikkert, i hvilket omfang drivhusgasreduktioner fra CDM-projekter kommer til at indgå på de internationale kvotemarkeder. Det teoretiske potentiale for drivhusgasreduktioner via CDM-projekter er umiddelbart meget stort, da udviklingslandene tegner sig for næsten halvdelen af det globale udslip af drivhusgasser. Men den del, der kan realiseres med rimelige omkostninger, herunder også administrative omkostninger, er særdeles svært at kvantificere. Det vil sige, at det er usikkert, både hvor stort udbuddet bliver, og hvad priserne bliver. Derudover kan CDM-projekter i denne periode også spille en særlig rolle, da de kan reducere kvotepriserne betydeligt og dermed reducere Ruslands mulighed for at få gevinst ved at udnytte sin dominerende stilling. Det bør nævnes, at i forhold til JI-projekter har CDM-projekter den særlige egenskab, at også drivhusgasreduktioner erhvervet før perioden 2000-2007 kan tælle med i klimaregnskabet i budgetperioden, 2008-12.

Udover de ovennævnte risici, eksisterer der også en række andre risici i denne periode, som ikke indgår i beregningen af markedspriser, jævnfør kapitel 4. Fælles for dem er, at de er svære at definere og kvantificere og, at de ikke har nogen entydig indflydelse på kvotepriserne hverken i opad- eller nedadgående retning.

For det første åbner Kyoto-aftalen mulighed for at bruge såkaldt sinks-projekter. Sinks-projekter er projekter, hvis formål er at øge optaget af CO₂ i biomasse, især skove. På nuværende tidspunkt er det uklart, hvad disse projekter koster, og hvordan reduktionerne skal indregnes. Men da projekterne udgør en yderligere mulighed for at nå den givne målsætning, kan de muligvis reducere kvotepriserne.

For det andet er det usikkert, hvilke målsætninger der vil gælde for klimapolitikken i perioden efter 2012. Det har betydning for prisdannelsen i 2008-2012, fordi investeringer i energisektoren typisk har lange tidshorisonter og fordi, der med stor sandsynlighed vil være mulighed for at overføre kvoter fra 2008-2012 til efterfølgende perioder.

For det tredje er det usikkert, i hvilket omfang regeringerne vil ændre eller har ændret strategier med hensyn til de hjemlige tiltag. Visse hjemlige tiltag er allerede inkluderet i de anvendte baselines. En markant ændring væk fra hjemlige tiltag (såkaldt "Roll-Back Policy") vil medføre, at business-as-usual baselines vil være højere end antaget i analysen. Det vil påvirke ligevægtsprisen opad. Omvendt kan der også være lande, som ønsker flere hjemlige tiltag, end det er antaget i baselines. Det vil påvirke prisen i nedadgående retning. Afdækning af disse forhold vil kræve en detaljeret gennemgang af landenes fremskrivninger, jævnfør evt. EEA (2002).

3.3 Scenarier

Vi definerer nu en række scenarier, som sammenfatter udvalgte risici fra det foregående afsnit, og som vi anvender til at beregne forventede markedspriser for drivhusgasreduktioner i den anden (2005-07) og tredje periode (2008-12), jævnfør kapitel 4. Beregningerne bliver foretaget i Copenhagen Economics’ klimamodel, der til lejligheden er udvidet med et Monte Carlo modul, der gør det muligt at beregne de forventede markedspriser under en lang række stokastiske forudsætninger.

Alle scenarierne deler en række fælles forudsætninger. For det første forudsætter vi, at alle Annex B-lande, undtagen USA, ratificerer og overholder Kyoto-aftalen, og at alle lande anvender de fleksible mekanismer i den tredje periode (Kyoto: 2008-2012). Vi forudsætter endvidere, at USA ikke gennemfører klimainitiativer, som i væsentligt omfang påvirker prisdannelsen på de fleksible mekanismer. Endelig forudsætter vi, at de internationale markeder for fleksible mekanismer omfatter alle udslip i de sektorer, der bliver inddraget. Hvis det i praksis kun er en del af udslippene og dermed reduktionsmulighederne, som bliver inddraget, så vil priserne på de fleksible mekanismer i virkeligheden blive større, end dem vi beregner i næste kapitel.

For det andet anvender vi de Kyoto-målsætninger, som gælder efter klimatopmøderne COP6 og COP7 i henholdsvis Bonn og Marrakech. Aftalerne fra COP6 og COP7 præciserer Kyoto-aftalen ved at fastsætte øvre grænser for de enkelte landes brug af sinks i klimaregnskabet. Det er sandsynligt, at næsten alle lande kan udnytte grænserne maksimalt uden at ændre den nuværende forvaltning af de eksisterende skove. Dermed vil aftalerne reelt reducere landenes reduktionsforpligtigelser i forhold til de oprindelige aftaler. De lavere reduktionsforpligtigelser reducerer de enkelte landes absolutte manko og reducerer dermed både efterspørgselen efter og priserne på de fleksible mekanismer (jævnfør Böhringer (2002) og Copenhagen Economics (2002)).

Endelig inddrager vi for det tredje kun den kvantitativt vigtigste drivhusgas, CO₂, i prisanalysen. I de fleste lande udgør den mere end 80 procent af de samlede udslip af de seks drivhusgasser, som Kyoto-aftalen omfatter. Denne afgrænsning følger EU-kommissionens forslag til direktiv om kvotehandel, der som udgangspunkt kun omfatter CO₂ på grund af problemer med overvågning, rapportering og verifikation af de øvrige gasser. Hvis disse problemer senere løses, og hvis EU derefter udvider ordningen til at omfatte de øvrige drivhusgasser, så kan de yderligere reduktionsmuligheder føre til prisfald for de fleksible mekanismer på 20-30 procent. Jævnfør også Burniaux (2000) , Jensen og Thelle (2001), Manne og Richels (2000) og Reilly et al. (1999).

3.3.1 Marked: 2005-2007

I grundscenariet Marked: 2005-2007 analyserer vi betydningen af usikkerhed omkring de enkelte landes klimaambitioner. Landenes klimamålsætninger er usikre, da der ikke eksisterer bindende målsætninger for perioden 2005-2007. Netop fordi der ikke eksisterer bindende målsætninger for denne periode, finder vi det overvejende sandsynligt, at landene i vid udstrækning udskyder eventuelle omkostninger og derfor kun reducerer udslippet af drivhusgas i begrænset omfang. Konkret forudsætter scenariet, at hvert enkelt land vælger et reduktionskrav på mellem 5 og 25 procent af mankoen i 2008-2012, jævnfør Tabel 2.2, og at alle reduktioner inden for dette interval er lige sandsynlige (uniform fordeling). Derudover forudsætter scenariet, at markedet kommer til at bestå af et begrænset antal sektorer (herunder kraftværker, jernværker og produktion af cement, glas, papir og pap), og at det omfatter både de nuværende EU medlemslande og de central- og østeuropæiske ansøgerlande.

3.3.2 Kyoto: 2008-2012

I grundscenariet Kyoto: 2008-2012 eksisterer der ikke længere usikkerhed om de enkelte Annex B-landes miljømålsætninger, som nu er præcist defineret i Kyoto-aftalen. I stedet bliver de væsentligste usikkerheder størrelsen af udbuddet af fleksible mekanismer fra henholdsvis Rusland og udviklingslandene (sidstnævnte i form af CDM-projekter).

Vedrørende Ruslands udbud forudsætter scenariet, at landet som minimum tilbageholder og opsparer kvoter således, at mængden af udbudt varm luft ikke overstiger den samlede manko i de øvrige Annex B-lande. Denne opsparing er nødvendig, da Ruslands formodentlig har fået tildelt flere emissionsrettigheder, end landet selv har brug for ("varm luft"), og da efterspørgselen fra de øvrige Annex B-lande er mindre end mængden af varm luft. Derudover kan Rusland i princippet udnytte sin dominerende stilling som kvoteudbyder ved yderligere at begrænse kvoteudbudet. Det vil presse priserne yderligere opad. Konkret forudsætter scenariet, at Rusland med lige stor sandsynlighed opsparer mellem 55 procent og 90 procent af den varme luft.

Vedrørende udbuddet af CDM-projekter forudsætter scenariet, at der er usikkerhed om hvor mange af udviklingslandenes udslip, der i praksis udgør reduktionsmuligheder i forbindelse med CDM-projekter. Konkret forudsætter scenariet, at kun CDM-projekter inden for elsektoren kan realiseres, da CDM-projekter i de fleste øvrige sektorer vil være for små til at være praktisk gennemførlige. Det svarer til at inddrage cirka en tredjedel af de samlede (baseline-)udslip fra udviklingslandene i de fleksible mekanismer. Selv inden for elsektoren vil en række udslip være uegnede som CDM-projekter, blandt som følge af betydelige administrative omkostninger. Scenariet forudsætter derfor også, at det kun er en mindre del af elsektorens udslip, som kan indgå i de internationale markeder for fleksible mekanismer. Konkret forudsætter scenariet, at potentialet i de enkelte udviklingslande med lige stor sandsynlighed udgør mellem 0 procent og 15 procent af udslippet fra elsektoren. Dermed udgør det samlede maksimale potentiale for CDM-projekter 5 procent (0,15 x 33 procent) af udviklingslandenes samlede udslip.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |