| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Grøn markedsøkonomi

Kursændringer på miljøområdet

En ambitiøs og ansvarlig miljøpolitik lever op til de fastsatte miljømål – nationale såvel som internationale. Regeringen tager dette ansvar alvorligt. Klimamålsætningen, om at reducere udledningen af drivhusgasser med 21 pct. i 2008-2012 i forhold til 1990, er et eksempel herpå.

De danske miljømål er beskrevet i en række strategier og handlingsplaner og udmøntes gennem love og bekendtgørelser. I "Danmarks nationale strategi for bæredygtig udvikling" sammenfattes de væsentlige mål for en bæredygtig udvikling.

Tabel 2 viser dels de overordnede miljømålsætninger og dels, hvilke nye virkemidler, regeringen vil sætte fokus på i forbindelse med indsatsen for en grøn markedsøkonomi samt eksempler på eksisterende virkemidler. Der er for hvert af de nye virkemidler angivet, hvornår regeringen påtænker at fremlægge oplæg. De nye virkemidler er en del af processen for en grøn markedsøkonomi og vil som sådan fortsætte efter det angivne årstal. Tabellen efterfølges senere i kapitlet af en mere detaljeret behandling af hvert af de fem prioriterede områder: klimaændringer, vand, affald, kemikalier samt natur og skov. Der ses på, hvilke virkemidler, sigtelinier og initiativer, der er undervejs på hvert område. Temaerne er udvalgt efter, hvilken vægt de har i miljøpolitikken, herunder omkostninger og miljøbelastning.

I et vist omfang udspringer vore mål og forpligtelser af internationale konventioner og protokoller, som implementeres i dansk lovgivning. Hertil kommer, at en væsentlig del af mål og forpligtelser er en udmøntning af EU’s regulering på miljøområdet. I perioden 1994 til 2000 blev der vedtaget over trehundrede retsakter i EU på miljøområdet, som skulle implementeres i dansk ret.

De overordnede og langsigtede målsætninger for EU’s indsats på miljøområdet de kommende 10 år fremgår f.eks. af EU’s 6. Miljøhandlingsprogram, der blev vedtaget af EU’s miljøministre i marts 2002.

Tabel 2:
Overordnet miljømålsætning, fokus på nye virkemidler og eksempler på eksisterende virkemidler

Se her!

Klimaændringer

For at imødegå global opvarmning som følge af udledningen af drivhusgasser (kuldioxid (CO₂)), metan, lattergas og tre industrielle drivhusgasser) er der i Kyoto-protokollen fra 1997 fastsat konkrete reduktionsmål for drivhusgasserne, der skal opfyldes i årene 2008-2012. Danmark har forpligtet sig til at reducere den gennemsnitlige årlige udledning af drivhusgasser i perioden 2008-2012 med 21 pct. i forhold til basisåret 1990. Det er et ambitiøst mål, der kræver, at der vælges omkostningseffektive løsninger.

Hvis der ikke iværksættes nye tiltag, skønnes CO₂-mankoen at udgøre omkring 20-25 mio. ton CO₂-ækvivalenter årligt eller omkring 25-30 pct. af den samlede danske drivhusgasudledning. CO₂-mankoen er forskellen mellem, hvad det skønnes, at emissionerne vil være uden yderligere tiltag og den danske reduktionsmålsætning. Omkostningerne for samfundet ved at lukke mankoen skønnes at være mellem 1-2 mia. kr. og 4-5 mia. kr. årligt i 5-årsperioden 2008-2012 – afhængig af hvilke virkemidler, der benyttes. Hidtidige virkemidler er nationale tiltag i form af energiafgifter og afgifter på transport, tilskud til energibesparelser og vedvarende energi, tilskud til udvikling af energiteknologier, omsættelige kvoter i Danmark for CO₂-udledninger (0,5 mio. ton i 2001), samproduktion af kraft og varme, energimærkning etc. En mere omkostningseffektiv løsning skal også inddrage internationale virkemidler og sikre større valgfrihed for virksomhederne.

Sigtelinier

Regeringen prioriterer en omkostningseffektiv opfyldelse af Danmarks klimaforpligtelser højt. Eftersom det miljømæssigt set er underordnet, hvor i verden drivhusgasserne reduceres, bliver det centralt at nedbringe forureningen, hvor der fås mere miljø for pengene. Derfor skal mulighederne for at anvende internationale virkemidler, de såkaldt fleksible mekanismer, også benyttes. Beslutningsgrundlaget fremgår af regeringens nyligt offentliggjorte rapport: "En omkostningseffektiv klimastrategi". Med et vurderet omkostningsinterval på 1-5 mia. kr. pr. år er det indlysende, at de billigste løsninger skal foretrækkes.

De fleksible mekanismer under Kyoto-protokollen er:

• Handel med udledningskvoter mellem landene,
• gennemførelse af projekter, der reducerer udledningen af drivhusgasser i Østeuropa – såkaldt joint implementation (JI) og
• gennemførelse af projekter, der reducerer udledningen af drivhusgasser i udviklingslande – såkaldt clean development mechanisms (CDM).

Der er opnået fælles holdning i EU’s miljøråd om et forslag til direktiv for handel med CO₂-udledningskvoter mellem EU-staterne. Direktivet vil indebære, at der fra 2005 skal indføres CO₂-kvoter for virksomheder inden for energisektoren – primært elproducenterne – og en række energiintensive industrier. Virksomhederne vil hvert år få tildelt et antal kvoter, og de kan købe og sælge kvoter fra andre virksomheder i hele EU. Kvotesystemet skal kunne fungere sammen med projektmekanismerne. Det bliver dermed op til de pågældende virksomheder selv at vælge, hvorvidt en tilpasning til virksomhedens egen manko mest hensigtsmæssigt opnås gennem egne reduktionstiltag eller finansiering af reduktionstiltag i udlandet – alt efter hvad der vil være mest omkostningseffektivt.

Reduktionsindsatsen vil i betydeligt omfang blive baseret på anvendelse af fleksible mekanismer. De foreløbige vurderinger tyder på, at prisen på kvoter og projektkreditter (JI og CDM) næppe vil overstige 100 kr. pr. ton CO₂ i perioden 2008-2012. Et prisniveau på 40-60 kr. pr. ton CO₂ er det mest sandsynlige. Dette skøn er dog forbundet med betydeligt usikkerhed. Det er endvidere baseret på, at USA ikke ratificerer Kyoto-protokollen. Et prisniveau på under 100 kr. pr. ton CO₂ betyder, at de fleksible mekanismer vil være et virkemiddel, der giver mere reduceret CO₂ pr. anvendt krone end de fleste indenlandske virkemidler.

Enkelte nationale reduktionstiltag vurderes at være omkostningsmæssigt konkurrencedygtige med de fleksible mekanismer – og i nogle tilfælde måske endda billigere. Det gælder særligt begrænsning af elproduktion baseret på fossile brændsler, en række energibesparelser mv. De fleste øvrige nationale virkemidler indebærer højere omkostninger. F.eks. er udbygning med havvindmøller og biomasse i dag forbundet med omkostninger på knap 300 kr. pr. ton CO₂.

Med henblik på at sikre konsistens i reduktionsindsatsen på tværs af sektorer fastsættes et pejlemærke, der kan lægges til grund for iværksættelse af indenlandske tiltag. Pejlemærket udgøres af en CO₂-pris på 120 kr. ton. På denne måde kan der skabes en balanceret tilgang mellem de danske sektorer, hvor der eventuelt skal anvendes indenlandske virkemidler udenfor kvotesystemet.

Ved denne tilgang er det forudsætningen, at staten kun skal blande sig i den overordnede styring af markedet. Virksomhederne skal selv agere i forhold til pris og kvotebegrænsninger, så markedet bestemmer, hvor og hvordan aktiviteterne skal gennemføres, dvs. i hvilke sektorer samt, om det er nationalt eller internationalt.

Regeringen har for at vise vejen og skubbe et marked i gang afsat 130 mio. kr. i 2003 til køb af kreditter og etablering af projektreduktioner i Østeuropa.

Kursændringen på klimaområdet består i, at indsatsen nu skal gennemføres på den økonomisk billigste måde under inddragelse af det internationale marked i form af fleksible mekanismer. Det snævre fokus på enkelte nationale tiltag ændres til et bredere fokus, hvor det vigtigste virkemiddel bliver gennemførelsen af kvotedirektivet som et overordnet virkemiddel med mulighed for, at virksomhederne selv kan vælge de enkelte konkrete og mest omkostningseffektive virkemidler.

Initiativer

• Tilvejebringe det nødvendige grundlag for en betydelig anvendelse af Kyoto-protokollens fleksible mekanismer.
• Iværksættelse af omkostningseffektive nationale tiltag til reduktion af drivhusgasudslip.
• Implementering af EU’s kvotedirektiv, herunder kvoter for elsektoren og de energiintensive industribrancher.
• Udmøntning af de 130 mio. kr. på Finansloven for 2003 til køb af kreditter og gennemførelse af konkrete projekter i Østeuropa ved joint implementation.
• En fordeling af den resterende finansieringsbyrde mellem sektorerne på en afbalanceret måde, dels i forhold til hvor meget den enkelte sektor i forvejen har bidraget til reduktion af drivhusgasser, dels i forhold til økonomiske, konkurrencemæssige og administrative hensyn.

Vandmiljø

Rent overflade- og grundvand er en vigtig ressource, og vandkvaliteten har stor betydning for befolkningen og erhvervslivet. Ud af de samlede udgifter til miljøindsatsen tegner vandrelaterede opgaver sig for ca. 25 pct., svarende til omkring 10 mia. kr. årligt.

Vandområdet er kendetegnet ved, at det overvejende er brugerfinansieret via betaling for drikkevand og spildevandsbehandling. Der er tale om et område med mange anlæg, samt afgrænsede og veldefinerede driftsopgaver. Betalingen for ydelserne på vandområdet varierer betragteligt fra kommune til kommune. Regeringen ønsker et brugerfinansieret system, hvor virksomheder og borgere betaler for den ydelse, som de får.

Industri, by og landbrug bidrager til en for stor spredning af miljø- og sundhedsskadelige kemikalier til vandmiljøet. Udvaskningen af fosfor og kvælstof vurderes også fortsat at være for stor. Konsekvenserne spænder fra fortsat forurening af grundvandet til problemer med iltsvind i kystnære havområder.

Landbruget har en central rolle for den fremadrettede og omkostningseffektive løsning af de næringsstofrelaterede problemstillinger, og yder allerede en indsats. Den løbende udvikling af landbrugssektoren er med til at fastholde behovet for en dynamisk miljøindsats.

Forurening med pesticidrester i vandboringer – særligt i private brønde og boringer, er et problem. Der er primært tale om allerede udfasede pesticider, men er forureningen af grundvandet først sket, kan der ikke rettes op på skaden igen.

Sigtelinier

Det er regeringens hensigt at skabe klare incitamenter til øget omkostningseffektivitet og til mere konkurrence på området. Derfor skal organiseringen af vandforsyningssektoren og spildevandssektoren gennemgås og vurderes for at opnå større omkostningseffektivitet.

Indsatsen på vandmiljøområdet vil være en blanding af tiltag, der

• forebygger yderligere forurening af vandmiljøet som følge af samfundets aktiviteter,
• sikrer drift og vedligeholdelse af kloakker og rensningsanlæg samt
• reducerer de miljø- og sundhedsskadelige effekter af tidligere tiders forurening. Regeringens udgangspunkt er, at indsatsen skal være samfundsøkonomisk fornuftig.

Et væsentligt overordnet element er, at der i EU er vedtaget et nyt Vandrammedirektiv for indsatsen på vandområdet. Direktivet erstatter en række tidligere enkeltstående direktiver, og er i den forstand et udtryk for en regelsanering. Direktivet skal bl.a. bidrage til at sikre en fælles og mere forpligtigende indsats over for grænseoverskridende forurening. Det er en problematik, der er relevant i forhold til beskyttelsen af bl.a. vore egne indre farvande, der påvirkes af aktiviteter i det samlede dræningsområde.

Vandrammedirektivet indebærer, at Danmark skal yde en ekstra indsats for vandmiljøet, specielt i forhold til særligt udsatte vandmiljøer som Limfjorden og Mariager fjord. Gennemførelsen af Vandrammedirektivet bør ske sådan, at der opnås mere miljø for pengene. Regeringen undersøger derfor mulighederne for at bruge det nye direktiv til at gennemføre en mere omkostningseffektiv indsats på hele vandområdet. For at forberede dette er der igangsat en række økonomiske og organisatoriske analyser af vandsektoren, som forventes afsluttet i 2004.

De offentlige udgifter til spildevandshåndtering er ca. 5 mia. kr. årligt og dækker drift, vedligeholdelse og fornyelse af kloakker og renseanlæg. Indsatsen varetages primært af kommunerne, og opgaverne er fuldt brugerfinansierede. Det er regeringens mål, at det skal være mere synligt for borgere og virksomheder, hvad de betaler for.

Undersøgelser tyder på, at kommunerne udskyder vedligeholdelse og fornyelse af kloaknettet i et omfang, som samfundsøkonomisk set ikke er hensigtsmæssigt. Der er derfor behov for mere gennemsigtighed i forhold til de kommunale udgifter til spildevandsbehandling, mere konkurrence inden for den kommunale spildevandssektor samt for at overveje sammenlægning af de små kommunale enheder til større selskaber, som har ekspertise og ressourcer til at gennemføre den nødvendige fornyelse af opgaveløsningen.

Derfor bør der ses på muligheden for en anden organiseringen af opgaven, f.eks. ved at adskille kommunernes myndigheds – og driftsherreopgave, samt på mulighederne for at udlicitere drift og vedligeholdelse af kloakker og rensningsanlæg. En sådan eventuel udlicitering af opgaveløsningen vurderes også at ville kunne skabe et bedre grundlag for, at danske virksomheder kan udvikle produkter, teknologi og ekspertise, som kan hjælpe med at gøre indsatsen bedre og billigere.

Regeringen vil indbyde Folketingets partier til en forhandling om en Vandmiljøplan III. Den centrale målsætning er at forny og styrke indsatsen for at reducere kvælstof- og fosforbelastningen fra landbruget og herunder at sikre, at Danmark lever op til EU’s krav.

For at sikre et godt beslutningsgrundlag for en Vandmiljøplan III er der nedsat tre arbejdsgrupper, der skal analysere anvendelse af forskellige typer virkemidler, herunder markedsbaserede. Generelt vil det blive overvejet, om og i givet fald hvordan reguleringen på området kan gøres mere enkel og gennemsigtig for landbruget, samt hvordan den så vidt muligt kan udformes på en måde, så den enkelte landmand selv kan vælge de løsninger, som giver mere miljø for pengene. Der vil også blive foretaget en vurdering af mulighederne for at erstatte regelregulering med økonomiske virkemidler, herunder afgifter og omsættelige kvoter. Muligheden for at indføre afgifter på tab af næringsstoffer eller omsættelige kvælstofkvoter vil blive vurderet.

Omlægninger af EU's fælles landbrugsstøtteordninger har høj prioritet og vil indebære en mindre miljøbelastning end hidtil. Hvis den direkte sammenhæng mellem støtten og produktionsomfanget bliver brudt, vil det i sig selv kunne medføre en mere miljøvenlig udnyttelse af ressourcerne. Regeringen vil i EU arbejde for, at der overføres budgetmidler fra den direkte støtte til initiativer i landdistrikter, herunder til miljø- og naturformål samt fødevaresikkerhed.

En evaluering af Pesticidhandlingsplan II gennemføres i 2003. I den vil indgå en vurdering af målopfyldelsen og af de anvendte virkemidler samt en vurdering af planens økonomiske konsekvenser.

For at sikre en tværgående prioritering af indsatsen vil regeringen lade alle aspekter af anvendelsen af pesticider indgå i en ny pesticidstrategi. Det vil gøre det muligt at se de kommende initiativer i sammenhæng, og det vil medvirke til, at indsatsen målrettes mod de områder, hvor de miljø- og sundhedsmæssige konsekvenser er størst. Denne tværgående tilgang vil også lette udvælgelsen af de samfundsøkonomisk set mest effektive virkemidler.

Den økologiske produktionsform er et vigtigt bidrag til at styrke en bæredygtig udvikling af fødevareproduktionen. Regeringen ser gerne en fortsat udvikling af den økologiske sektor baseret på forbrugernes efterspørgsel og fælles EU-regler. Med udgangspunkt i "Eksportstrategi for økologiske produkter", udarbejdet af Det Økologiske Fødevareråd, har Fødevareministeriet, de økologiske organisationer og erhvervet fået et solidt grundlag for den kommende markedsbaserede indsats for fremme af økologisk fødevareeksport.

Initiativer

• Finansiering og organisering af den samlede indsats på vandområdet skal analyseres og omlægges som en del af implementeringen af Vandrammedirektivet – bl.a. for at bidrage til samfundsøkonomisk forsvarlige løsninger.
• I tilknytning hertil skal principper og regler for håndtering af tidligere tiders forurening som truer vandmiljø, drikkevand mv., revurderes for at finde billigere løsninger.
• Organiseringen af spildevandssektoren skal gennemgås og vurderes for at sikre, at kloakker, rensningsanlæg mv. renoveres og fornyes på en måde og i et tempo, der er mere omkostningseffektivt end i dag.
• Der skal udarbejdes et grundigt beslutningsgrundlag for Vandmiljøplan III, som inddrager anvendelse af mere fleksible og omkostningseffektive løsninger på problemerne med udvaskning af næringsstoffer, f.eks. afgifter og omsættelige kvoter.
• Der skal udarbejdes en ny pesticidstrategi.
• EU’s landbrugspolitik skal drejes, så den understøtter en markedsorientering af erhvervet, samtidig med, at der bl.a. er øgede incitamenter for udvikling af mere miljøvenlige driftsformer.

Affald

Den økonomiske udvikling og vores produktionsog forbrugsmønstre har stor betydning for affaldets mængde og sammensætning. I dag skal affaldshåndteringen kunne behandle meget komplekse produkter. Derfor bliver de anlæg, der skal behandle affaldet, samtidig mere og mere investeringstunge.

Håndtering af affald er en vigtig del af miljøpolitikken. Af de samlede, offentlige miljøudgifter tegner udgifterne til indsamling og behandling af affald sig for knap en tredjedel.

De fleste af opgaverne er brugerfinansierede og omfattet af "hvile i sig selv"-princippet. Kommunerne har det praktiske ansvar og opkræver et renovationsgebyr til at dække de omkostninger, der er forbundet med den kommunale affaldshåndtering, men omkostningerne varierer meget mellem kommunerne.

Affaldsområdet er præget af for lidt konkurrence og for meget bureaukrati. Det er for svært for borgere og virksomheder at se, hvad de får for pengene, når de skal af med deres affald, og der mangler incitamenter til at gøre sektoren mere omkostningseffektiv. Borgere og erhvervsliv ønsker flere valgmuligheder og mere fleksible ordninger.

Sigtelinier

Regeringen ønsker en mere effektiv og omkostningsbevidst affaldssektor med en høj miljøprofil. Det mål skal nås via regelforenkling, øget gennemsigtighed i gebyrer, udlicitering og producentansvar.

I dag findes der over 8.000 kommunale regelsæt på affaldsområdet. Det forhold er en væsentlig barriere for private aktørers ageren på markedet og er især tydeligt belastende for transportører og for virksomheder, som opererer på tværs af kommuner. En forenkling af de kommunale affaldsregler vil give bedre konkurrencevilkår for aktørerne og vil gøre gebyrerne mere sammenlignelige kommunerne imellem.

Der findes et effektiviseringspotentiale på forbrændings- og deponeringsområdet. I øjeblikket undersøges fordele og ulemper ved forskellige grader af liberalisering af deponerings- og forbrændingsanlæg. Liberalisering og udlicitering er ikke i sig selv virkemidler, der får markedets aktører til at handle mere miljørigtigt, som f.eks. en afgift gør. Men liberalisering og udlicitering kan medføre øget konkurrence og dermed forbedret effektivitet. Det er virkemidler, der kan være med til at realisere det effektiviseringspotentiale, som tidligere er konstateret.

Ovennævnte undersøgelser er igangsat af arbejdsgruppen om organisering af affaldssektoren der er nedsat af regeringen. I slutningen af 2004 skal arbejdsgruppen foreslå, hvordan organiseringen af affaldssektoren kan gøres mere effektiv. Et eksempel på en effektiviseringsgevinst via liberalisering kunne være, at visse affaldsfraktioner henvises til en behandlingsform, f.eks. forbrænding, frem for til helt bestemte anlæg, som det sker i dag.

På en række områder kan producentansvar være samfundsøkonomisk fornuftigt, f.eks. for biler og elektronik. Når producenterne eller importørerne selv har ansvaret for affaldshåndteringen af kasserede produkter, vil de søge at minimere omkostningerne til affaldshåndtering ved at fremstille mere miljøvenlige produkter. Producentansvaret betyder, at producenterne får ansvaret for både organisering og finansiering af affaldshåndteringen.

Stigende kompleksitet i produkterne og øgede behandlingsbehov stiller krav om udvikling af nye behandlingsteknologier. Nogle teknologier er nu modne til at blive anvendt i fuld skala på markedsmæssige vilkår. Denne udvikling er nødvendig for at få en bedre og billigere affaldsbehandling fremover.

Udover disse initiativer til sikring af en mere effektiv affaldssektor forbereder regeringen en ny affaldsstrategi for perioden 2005-08.

Denne nye affaldsstrategi vil sætte fokus på nedbringelse af affaldsmængderne og miljøbelastningen, men regeringen lægger samtidig stor vægt på, at ændringer i forhold til den nuværende indsats kun vil blive sat i værk, hvis de er samfundsøkonomisk rentable. Strategien vil udstikke rammerne for kommunernes fremtidige affaldsplanlægning og konkretisere de nationale mål og midler på affaldsområdet, som medlemslandene er forpligtet til i forhold til EU.

Regeringen vil med den nye strategi i højere grad end tidligere fokusere på størrelsen af de reelle miljøproblemer og de samfundsøkonomiske ulemper, der er knyttet til affaldet, fremfor på affaldsmængderne alene. Centrale virkemidler er afgifter, producentansvar, frivillige aftaler og information.

Beslutningsgrundlaget for nye tiltag skal underbygges med miljø- og samfundsøkonomiske analyser, så miljøgevinster på en struktureret måde vejes op mod omkostningerne, og den bedste løsning til prisen vælges.

Det skal videre undersøges, om affaldsafgiften kan blive et mere præcist virkemiddel. Det gøres ved at undersøge, om afgiftens satser i tilstrækkelig grad underbygger affaldspolitikken. Et alternativ til afgifter kan være omsættelige kvoter, og mulighederne for at anvende sådanne kvoter bliver også undersøgt.

Der er indgået frivillige aftaler på affaldsområdet, for eksempel vedrørende behandling af brugte dæk og CFC-holdige køleskabe samt vedrørende selektiv nedrivning af bygningsaffald og genanvendelse af transportemballage. Mulighederne for at benytte frivillige aftaler på andre områder vil blive undersøgt.

Initiativer

• Affaldssektoren skal samlet set fungere effektivt, så vi når de miljømæssige mål bedst og billigst.
• Det skal være synligt for borgere og virksomheder, hvad de betaler for. Gebyrerne på affaldsområdet skal være omkostningsægte og sammenlignelige, og reglerne for gebyrer skal præciseres.
• Ved i højere grad at adskille kommunernes myndigheds- og driftsherrerolle så hensyn til miljø og omkostninger vejer tungere end hensyn til egne anlæg, kan der opnås øget konkurrence.
• Mulighederne for liberalisering og udlicitering af forbrændings- og deponeringsanlæg skal undersøges.
• Producentansvar skal gennemføres for biler, elektronik og andre fraktioner, hvor det miljømæssigt og samfundsøkonomisk kan betale sig.
• Der vil i foråret 2003 blive præsenteret en ny affaldsstrategi, 2005-08.
• Det skal undersøges, om affaldsafgiftens satser i tilstrækkelig grad underbygger affaldspolitikken.
• Der skal laves flere samfundsøkonomiske analyser på affaldsområdet.

Kemiske stoffer og produkter

I Danmark anvendes ca. 20.000 forskellige kemiske stoffer, der indgår i omkring 100.000 kemiske produkter. Hertil kommer indholdet af kemiske stoffer i ca. 200.000 industrielle varer.

For de fleste kemikalier er der i dag ikke tilstrækkelig viden om virkningerne på sundhed og miljø, ligesom vi heller ikke ved nok om kemikaliernes forekomst i de produkter, vi køber og bruger.

EU-reguleringen af kemikalier er stort set en totalharmonisering af lovgivningen i medlemslandene, og de danske regler på kemikalieområdet er derfor oftest direkte bundet til internationale regler, aftaler eller samarbejde.

Den danske regulering bruger administrative virkemidler i form af forbud, anvendelsesbegrænsning og godkendelser, suppleret med frivillige aftaler og information. På grund af totalharmoniseringen er der ikke meget nationalt spillerum til at indføre regler om anvendelsesbegrænsning. I givet fald skal en national regulering være veldokumenteret samt tilgodese reglerne om varernes fri bevægelighed. Samtidig skal de mindst konkurrenceforvridende virkemidler bruges. Det kan f.eks. være afgifter.

Sigtelinier

Regeringens vigtigste målsætning er, at der i 2020 ikke skal være produkter eller varer på markedet, som indeholder kemikalier med særligt problematiske sundheds- og miljøeffekter⁽²⁾. Kemikalier, der anvendes i samfundet, må hverken give uønskede virkninger som kræft, mindsket forplantningsevne, ændret arvemasse eller påvirke sårbare økosystemer. De vigtigste virkemidler under overvejelse, både nationalt og i EU, er videnopbygning og kortlægning samt information.

I EU har det hidtil været medlemslandenes opgave at undersøge og risikovurdere kemikalier, inden en eventuel regulering sættes i værk. Arbejdet er omfattende, og oplysningerne om produkternes indhold og egenskaber er ikke altid tilgængelige for myndighederne. Derfor vil Kommissionen primo 2003 fremlægge et forslag til en helt ny kemikalieregulering, der lægger op til en klar effektivisering.

Det væsentligste nye er, at kemikalieindustrien fremover selv skal undersøge og vurdere kemikalierne. Myndighederne er fortsat ansvarlige for selve godkendelsen. Når ansvaret for, at kemikalierne kan produceres og anvendes forsvarligt, ligger hos industrien frem for hos myndighederne, må det forventes, at miljøforbedringerne tilrettelægges bedst og billigst. Industrien har et indgående kendskab til produktionen af kemikalier, deres egenskaber mv. og kan derfor bedømme, hvordan risikoen kan begrænses.

Der er også en autorisationsordning for særligt farlige stoffer undervejs fra EU. Det betyder, at industrien ikke automatisk må anvende særligt farlige stoffer, men skal søge om godkendelse og dokumentere, at det er sikkert at anvende de anmeldte kemikalier. De danske virksomheder, der enten producerer, importerer eller anvender kemikalier, kan få en konkurrencefordel, hvis de så tidligt som muligt informeres om den nye EU-kemikalieregulering, fordi de herved på forhånd kan planlægge den mest omkostningseffektive indsats.

Når den nye EU-kemikalieregulering er på plads, forventes det, at behovet for at indføre rent nationale regler om anvendelsesbegrænsning vil falde drastisk. Danmark har tidligere indført en del nationale kemikalieregler på områder, der endnu ikke var omfattet af nogen EU-regulering. Dette har været en meget tung opgave, ikke bare på det administrative niveau, men også for danske virksomheder.

Kortlægning af kemikalier i forbrugerprodukter og hormonforstyrrende stoffer er særligt i fokus i Danmark, fordi usikkerhed om stoffernes mulige skadelige påvirkning af mennesker og miljø vækker bekymring. Indsatsen koncentreres om at undersøge, i hvilken grad forbrugerne udsættes for kemikalier og om at kortlægge, hvor særligt problematiske stoffer forekommer samt om at informere forbrugere, indkøbere og detailhandlen herom.

"Listen over uønskede stoffer" skal opdateres i 2003. Listen giver et signal om, hvilke stoffer den fremtidige indsats vil være rettet mod, herunder stoffer, som forventes omfattet af den kommende autorisationsordning i EU. Danske virksomheder skal kunne se en fordel i at skifte til mindre skadelige stoffer.

I "Listen over uønskede stoffer" vil der blive udpeget en gruppe særligt prioriterede stoffer/stofgrupper, hvor der er behov for en specifik indsats for at reducere anvendelsen. Indsatsen planlægges særskilt for hvert prioriteret stof/stofgruppe. Virkemidlerne er oftest produktrelaterede, f.eks. anbefalinger til forbrugere om at anvende miljømærkede produkter, som ikke indeholder de uønskede stoffer eller kun små mængder heraf.

Initiativer

Den nye EU-regulering:

• En mere omkostningseffektiv regulering af kemikalieforbruget.
• Større viden om kemikaliers virkning på mennesker og miljø.
• Større ansvarliggørelse af producenter og importører.
• Stoffer med dokumenterede, hormonforstyrrende egenskaber omfattes af en autorisationsordning.

De nationale, markedsorienterede initiativer:

• Nationale regler om forbud og anvendelsesbegrænsning vil kun blive indført i de tilfælde, hvor der er et klart dokumenteret særligt behov.
• Mere og bedre information til danske virksomheder og forbrugere om ny viden.
• Kortlægning af uønskede kemikalier i forbrugerprodukter.
• Ny version af "Listen over uønskede stoffer", der ved udformningen fokuserer og integrerer de initiativer, der er igangsat internationalt.

Skov og natur

Den store udvikling, som det danske samfund har gennemgået i det seneste århundrede, har givet stadig vanskeligere vilkår for naturen. For at sikre et passende beskyttelsesniveau, er der i Danmark gjort brug af en mangesidig regulering på naturområdet.

Hertil kommer, at reguleringen suppleres af en række internationale forpligtelser, der stiller krav til Danmarks indsats på naturområdet. Udfordringen er fortsat at optimere og effektivisere den samlede regulering på naturområdet inden for disse rammer, så det sker på en samfundsøkonomisk set fornuftig måde.

I den forbindelse skal det også sikres, at der er en rimelig balance mellem befolkningens behov og ønsker på den ene side og vilkårene for lodsejere, tilknyttede erhverv og den samlede arealanvendelse på den anden.

Sigtelinier

Hovedparten af landets åbne arealer og naturarealer er i privat eje, og det er regeringens hensigt at søge den nuværende regulering suppleret eller erstattet med selvregulerende og selvfinansierende foranstaltninger.

Regeringen lægger desuden vægt på en øget inddragelse af lokale interessenter og en bedre dialog med borgerne om indhold og kvalitet af naturbeskyttelsen.

En model for en markedsbaseret regulering på naturområdet kunne være at indføre en ret for ejere til at opkræve betaling for adgang til hede, skov og strand. Modellen er imidlertid ikke umiddelbart realistisk, da den grundlæggende strider mod den etablerede ret til offentlig adgang.

I forhold til private ejere må initiativerne derfor rettes mod mulighederne for på andre måder at skabe eller synliggøre omsættelige værdier. Der skal derfor gennemføres en regelforenkling, der giver øgede muligheder for, at ejerne i stigende grad kan producere og dermed også sælge naturværdier (jagt, ridning, andre naturoplevelser).

Et arbejde med mærkning af skovprodukter skal videreudvikles i samarbejde med erhverv og organisationer, i det omfang det viser sig muligt at opnå en merpris på markedet for mærkede produkter.

I et forslag til et EU-direktiv om miljøansvar forventes forureneren betaler princippet også at omfatte skade på biodiversitet og natur. Gennemførelsen af dette direktiv forventes at give mulighed for en delvis markedsmæssig regulering gennem etablering af private forsikringsordninger til håndtering af erstatning og kompenserende foranstaltninger.

Hvad angår de statslige aktiviteter på områderne naturforvaltning/biologisk mangfoldighed vil indsatsen blive lagt til rette i et samfundsøkonomisk perspektiv.

For at opnå mere omfattende resultater skal etableringen af offentlige goder i form af offentligt tilgængelige skov- og naturarealer, med rekreations-, formidlings- og informationsfaciliteter og -aktiviteter fremover i højere grad baseres på partnerskaber og medejerskab blandt offentlige og private interessenter. Et eksempel er kommunal medfinansiering af skovrejsningsprojekter, hvor der ses en positiv økonomisk synergieffekt mellem to miljømål, nemlig rent drikkevand og offentlige rekreative naturarealer.

Initiativer

• Regelforenkling og revision med henblik på at skabe bedre muligheder for, at lodsejere kan producere og markedsføre naturrelaterede ydelser.
• Vurdering af den nuværende regulering og undersøgelse af muligheder for lokale beslutningsprocesser på grundlag af inddragelse af direkte interessenter.
• Understøttelse af markedsbaserede miljømærker, hvor disse er privatøkonomisk rationelle.
• Optimering af ressourceanvendelsen ved hjælp af samfundsøkonomiske analyser af skov- og naturområdet.
• Effektivisering af ressourceudnyttelse gennem økonomiske partnerskaber.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |