| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

LCA og kemikalier - forprojekt

7 Workshop

7.1 Introduktion

Anders Schmidt introducerede kort forprojektets baggrund og indhold samt dagens program. Omkring baggrunden nævnte han, at toksikologiske og økotoksikologiske vurderinger i livscyklusperspektiv har stor interesse som beslutningsstøtte, men at metoderne havde nogle indbyggede svagheder, der gjorde at der ofte kom fokus på "mærkelige" enkeltfund i stedet for det samlede resultat. Som eksempel nævnte han, at udledninger af strontium fra kuludvinding var en dominerende enkeltfaktor i tidlige UMIP-vurderinger. Dette fund havde medført en mere dybtgående vurdering af denne specielle situation og en efterfølgende reduktion af stoffets effektfaktorer.

Ole Dall (COWI) foreslog, at man kunne lave et specielt index – "Mulig Tox" – for situationer/stoffer, hvor der var en betydelig usikkerhed i datagrundlaget. Bidraget fra stofferne skulle naturligvis tælles med i det samlede billede, men ved at rapportere det i en særlig kategori ville man blive opmærksom på, at denne del af resultatet var behæftet med større usikkerhed. Anders Schmidt supplerede, at der i rapporten var stillet forslag om andre typer af index, der havde det samme formål, nemlig at fokusere på de mest relevante problemstillinger i en given LCA. Et af forslagene i rapporten er således en opdeling i henholdsvis energi- og procesrelaterede bidrag, hvilket giver bedre mulighed for industrien til at finde dens bidrag til problemer, hvor de selv har en relativ stor handlefrihed. De reelle muligheder for at lave sådanne index er ikke beskrevet i rapporten og blev heller ikke diskuteret yderligere på workshoppen.

7.2 Leif Hoffmann: "Fire små eksempler…"

Som beskrevet i rapporten var de fire eksempler blevet etableret på baggrund af en hurtig screening af udvalgte problemstillinger. Det blev understreget, at de trufne valg ikke nødvendigvis var i overensstemmelse med best practice på LCA-området, men havde til formål at give en indikation af, om der kunne peges på brugbare tommelfingerregler for det pågældende anvendelsesområde.

Som beskrevet i rapporten, skønnes det ikke at være muligt at udarbejde sådanne tommelfingerregler. Dette blev da også bestyrket af den efterfølgende diskussion af to af eksemplerne, nemlig "styren til polystyren" og "ammoniak til gødning".

I eksemplet "styren til polystyren" var der i eksemplet regnet på, hvad det betød for bidraget til human- og økontoksicitet, hvis udledningen af hydrocarboner i APME’s opgørelser blev betragtet som styren. I eksemplet var bidraget til disse påvirkningskategorier ikke markant, men Frans Christensen (DTC) bemærkede, at hvis der i stedet blev regnet med at en del af emissionen var et mellemprodukt – benzen – i stedet for styren, ville der være et markant bidrag til human toksicitet.

I eksemplet "ammoniak til gødning" stillede deltagerne sig skeptisk til, at et flygtigt stof som ammoniak virkelig kunne have så markant et bidrag til påvirkningskategorien persistent toksicitet. Blandt de mulige årsager blev det nævnt, at det ville være forkert, hvis hele ammoniakudledningen blev betragtet som en emission, idet landbrugsjorden skulle regnes som en del af technosfæren og dermed ikke en del af det økosystem, der påvirkes. Michael Hauschild (DTU) angav, at man normalt ville regne med, at kun 1% af den samlede gødningsmængde ville have uden for technosfæren. Dette var da også den fordeling, der var regnet med i eksemplet. Jens Otto Rasmussen (DHI) bemærkede, at ammoniak på gasform har en anden toksicitet end ammoniak i vandig form, og at det meste ammoniak findes i vandet. Årsagen til det store bidrag til persistent toksicitet skal måske snarere findes i de beregnede effektfaktorer for kronisk toksicitet i henholdsvis jord og vand, som er baseret på en række ældre undersøgelser af ammoniaks økotoksikologiske effekter. De refererede LC₅₀ varierer med en faktor 100. Oplysningerne er fundet i Ecotox og HSDB, som begge refererer Vershueren, og det har ikke været muligt at verificere de anvendte værdier nærmere inden for projektets rammer. De valgte LC₅₀-værdier ligger midt i intervallet, hvilket betyder at en konservativ tilgang ville have resulteret i endnu højere effektfaktorer og derved højere persistent toksicitet. Metoden til beregning af effektfaktorer er således meget følsom over for variationer i fx LC₅₀-værdier ligesom den er følsom over for mangelfuldt dokumenterede data.

Eksemplerne og den efterfølgende diskussion viser således først og fremmest, at det er vigtigt at have et detaljeret kendskab til de produktionssystemer, der undersøges. Der kan opstå en stor usikkerhed eller fejl i beregningerne, både hvis man "glemmer" at samlekategorier som hydrocarboner kan dække over meget toksiske eller økotoksiske forbindelser, og hvis man ikke modellerer sit system, så det stemmer med de reelle forhold i produktionen. Erik Hansen (COWI) sagde konkluderende, at der var behov for et forum, hvor aktører indenfor området LCA og kemikalier kunne diskutere, hvordan forskelle i resultater af kemikalievurderinger håndteres bedst muligt.

7.3 Jan Sandvig Nielsen: "Værktøjer til procesoptimering"

Jan Sandvig Nielsen lagde i sin præsentation først og fremmest vægt på mulighederne for at bruge procesoptimering til at producere opgørelses-data til brug i LCA. Et eksempel viste, hvordan energiforbruget til stripning af ethanol i spildevand kan optimeres gennem en række beregninger. Hvis der således er viden om, hvor meget ethanol, der er i spildevandet før og efter rensningen, kan energiforbruget og de dermed relaterede emissioner beregnes. Et andet eksempel viste, hvordan man ved brug af procesoptimeringsværktøjer havde kunnet designe salpetersyreanlæg, der havde et større overskud af energi, der kan udnyttes i andre systemer, samtidigt med et lavere udslip af NO_x.

Princippet i procesoptimering - at man i et iterativt forløb kombinerer faste stof- og procesparametre med ukendte variable og dermed opnår en energieffektiv løsning – vil kunne anvendes på stort set alle kemiske processer. Der kan dog være tale om forholdsvis kostbare løsninger, da værktøjerne dels er dyre og dels kræver en oplæringsperiode. Jan Sandvig Nielsen anslog tidsforbruget til modellering til at være 1-2 uger per proces – og lidt mindre, når der var tale om flere sammenhængende processer.

Bo Weidema (2.-0 Consultants) spurgte, om de også kunne anvendes på raffinaderier, hvor der ofte er tale om variable output fra komplekse processer. Formålet skulle være at få en mere præcis opgørelse af energiforbruget til produktion af de enkelte fraktioner gennem en analyse af marginale output. Jan Sandvig Nielsen fortalte, at procesoptimering af raffinaderier var meget almindelig, og at man ofte valgte at lade en eller flere kilder til miljøbelastning indgå i produkter, hvor der ikke er regulering, f.eks. ender svovl ofte i bunkerolie. Med hensyn til at beregne miljøbelastningen for hvert enkelt produkt gennem en marginalberegning var Jan Sandvig Nielsen lidt skeptisk, idet der i det virkelige liv ikke vil blive gjort sådanne overvejelser. Efter en kort diskussion blev det dog konkluderet, at det var muligt at foretage sådanne beregninger med de eksisterende værktøjer.

Frans Christensen (DTC) sagde, at de fleste producenter af kemikalier gennemførte sådanne optimeringer, og at der sandsynligvis er mange data hos producenterne. Michael Hauschild bekræftede dette ud fra egne erfaringer, men der var enighed om, at det var forbundet med store vanskeligheder at få adgang til disse oplysninger.

7.4 Michael Hauschild/Louise Dreyer: "Estimation af opstrøms emissioner i LCA"

I sin introduktion fortale Michael Hauschild kort om EU’s Technical Guidance Document (TGD) og European Union System for Evaluation of Substances (EUSES), der er de officielle værktøjer ved miljørisikovurdering i EU. Michael Hauschild fremhævede, at det indbyggede konservative præg i denne type værktøjer gjorde dem til et godt dialogværktøj i en LCA-verden, hvor der er mange kemikalier, få LCI-data og en ringe vilje fra producentside til at levere de ønskede data.

EU’s Technical Guidance Document (TGD) til risikovurderinger indeholder et sæt grove emissionsfaktorer for estimering af udledninger ved forskellig brug af kemiske stoffer (se xxx). TGD indeholder derudover et væsentligt mere detaljeret sæt emissionsfaktorer, der giver mulighed for at estimere udledninger ved brug af kemikalier i forskellige processer og i forskellige brancher (Technical Guidance Document, Kapitel 3, Appendix 1: Emission factors for different use categories). Disse faktorer bruges blandt andet i EU’s model for risikovurderinger (EUSES), og findes derfor også i appendix til dette dokument (EUSES Appendix IV). TGD-dokumentet kan downloades fra internettet fra adressen http://ecb.jrc.it/existing-chemicals/.

Udledningsfaktorerne beregnes på baggrund af fysisk-kemiske egenskaber for de enkelte stoffer, kombineret med en ekspertvurdering af processernes potentiale for at skabe udledninger. Da faktorerne bruges i risikovurdering, må det grundlæggende antages, at de giver et konservativt estimat.

Louise Dreyer fortalte derefter om et konkret eksempel på anvendelse af beregninger efter TGD-retningslinier, nemlig estimering af opstrømsemissioner ved produktion af lak.

Udgangspunktet for opgørelsen var en lak-recept med identifikation af de enkelte råvarer. Hver enkelt af disse blev derefter fulgt opstrøms, hvor brancher, processer og mellemprodukter blev identificeret ved hjælp af teknisk litteratur som Kirk-Othmer og Ullmans’ Encyclopædi samt information fra leverandørerer og fagfolk. De fysisk-kemiske egenskaber for stofferne (vandopløselighed og damptryk) blev bestemt ud fra oplysninger i litteratur, sikkerhedsdatablade, leverandøroplysninger, QSAR eller analogi til lignende stoffer.

Med oplysninger om input til de forskellige opstrømsprocesser og fysisk-kemiske egenskaber er det med default-værdierne fra TGD-dokumentationen muligt at beregne, hvor store udslip der er af enkeltstoffer fra de fleste opstrømsprocesser. I det konkrete projekt blev der ved hjælp af proceduren opstillet opstrømsdata for 30 ud af 45 processer, og i den sidste ende blev elleve af disse inkluderet i den efterfølgende impact assessment. Nogle processer blev udeladt, fordi de ikke var relevante, mens andre blev ekskluderet, fordi der ikke var emissionsfaktorer for den pågældende procestype i TGD-dokumentationen.

Resultatet af opgaven var, at en lang række huller i opgørelsen af lakkens livsforløb blev dækket med information om procesrelaterede udledninger. Erfaringerne viser, at der skal gøres et stort arbejde for at identificere, hvilke processer, der rent faktisk finder sted opstrøms i livsforløbet, og at der ofte er tale om en række forskellige muligheder for at producere de enkelte stoffer. Metoden kræver derfor et bredt kendskab til den kemiske industri.

Præsentationen vakte stor interesse på workshoppen, og Erik Hansen (COWI) så gerne, at resultaterne blev publiceret. Louise Dreyer sagde, at mange af resultaterne var fortrolige i den nuværende form, men at der var udarbejdet en manual, der var offentlig tilgængelig. Ole Dall (COWI) spurgte om acceptniveauet for denne type af vurderinger. Det er generelt højt, men man skal være klar over at de fleste udledningsfaktorer i TGD er ekspertbaserede. Ole Christian Hansen (TI) fortalte, at faktorerne i stor udstrækning er hollandske, og baserede på Best Available Technology (BAT). Mange europæiske producenter har i dag emissioner, der er mindre end beregnet ved hjælp af TGD, men udenfor Europa kan der findes producenter, der har væsentligt højere emissioner per produceret enhed. Ole Christian Hansen fortalte endvidere, at der arbejdes kontinuerligt med at forbedre vurderingen af emissionernes størrelse, og at der allerede fandtes en række såkaldte Emission Scenario Documents (ESD) i relation til TGD, hvor der findes en række færdige beregninger. I disse er der foretaget en samlet vurdering af en række teknologier, hvor der blandt andet tages hensyn til produktionsstedernes størrelse. Det skal dog også bemærkes, at det ofte er kerneprocesserne, der er i fokus i ESD. Dette betyder for eksempel, at der i vurderingen af farve-lak branchen ikke er foretaget en vurdering af de emissioner, der forekommer opstrøms for formuleringen. I disse tilfælde er det således nødvendigt at følge proceduren i TGD for den kemiske basisindustri, som er beskrevet af Louise Dreyer for at få et komplet billede.

Anders Schmidt afsluttede formiddagens program med at konstatere, at med de procedurer, der var beskrevet i de to sidste præsentationer, var det teoretisk muligt at lave opgørelser for kemikalieproduktion, baseret alene på de tekniske specifikationer for processen. Der vil på samme måde som for "almindelige" opgørelser være tale om en del usikkerhed, idet valg af forskellige opstrømsprocesser ved produktion af et givet kemikalie kan give meget forskellige resultater.

7.5 Anders Schmidt: "Dataindhold i IUCLID/ Elementer i EURAM"

Anders Schmidt gav et overblik over resultaterne af den detaljerede gennemgang af IUCLID of EURAM, som er hovedindholdet i denne rapport. Hovedkonklusionen omkring IUCLID var, at databasen ikke egner sig som et grundelement i en udvidelse eller forbedring af UMIP’s database med effektfaktorer, men at den på grund af sin nemme tilgængelighed og relativt store datamængde måtte betegnes som et værdifuldt supplement i konkrete stofvurderinger. Omkring EURAM var hovedkonklusionen, at der er et stort overlap i datakrav og vurderingsmetoder på effektsiden, mens der på eksponeringssiden var forskelle, f.eks. i form af EUSES’ brug af en Mackay-model til at beregne fordelingen i forskellige delmiljøer og dermed også andre krav til de data, der anvendes.

Henrik Fred Larsen (IPU) kommenterede, at forskellen i eksponeringsvurdering ikke var så markant, idet UMIP-modellen anvender de samme oplysninger, som kræves i EUSES, bare på andre stadier af vurderingsproceduren. Han fortalte desuden kort om sit Ph.D.-projekt, hvor der er en stor fokus på at finde eller udarbejde metoder til udvælgelse af kemiske stoffer, der skal have en mere dybtgående vurdering i en LCA. Udgangspunktet for dette arbejde var SETAC’s rapport om Chemical Ranking and Scoring, hvor der foruden en beskrivelse af en lang række værktøjer også findes en beskrivelse af de rammer, som værktøjer til ranking og scoring skal ligge indenfor.

7.6 Ole Christian Hansen (TI): "Anvendelse af QSAR ved datamangel"

Ole Christian Hansen beskrev i sit indlæg, hvordan udviklingen af QSAR-metoder var steget nærmest eksponentielt i de seneste år. SAR (Structure Activity Relationships) har været anvendt i mange år af producenter af pharmaceutiske stoffer, pesticider og farvestoffer til udvikling af nye produkter, idet et stofs iboende egenskaber og molekylære deskriptorer kan korreleres med andre egenskaber. I modsætning til SAR er QSAR kvantitativ, og giver mulighed for ved matematiske ligninger at estimere forskellige værdier, f.eks. for fysisk-kemiske egenskaber (vandopløselighed, damptryk), skæbne i miljøet (Kow, bionedbrydning, bioakkumulering) og toksicitet (human og økotoksicitet).

En QSAR-model opbygges ud fra et test-sæt, hvor målte værdier for en bestemt egenskab hos en række stoffer korreleres til molekylære deskriptorer. Denne korrelation kan derefter bruges til at estimere den samme egenskab hos stoffer indenfor samme stofgruppe, for hvilke, der ikke er målte værdier. Ole Christian Hansen fremhævede, at man først og fremmest skulle kende domænet for den valgte QSAR-model, d.v.s. hvilke stofgruppe(r), den er udviklet for. Men man skulle også være opmærksom på hvilke faktorer, der indenfor domænet begrænser et test-sæts prediktive evne, f.eks. molekylevægt, log Kow og pH-værdi. Hvis man ikke kender disse begrænsninger eller anvender modellerne ukritisk, er der en meget stor risiko for at få forkerte vurderinger.

De fleste QSAR-modeller er baseret på oktanol/vand-fordelingskoefficienten, hvilket blandt andet afspejler sig i opdelingen af QSARs med forskellige ligningere for ikke-polære narkotiske stoffer og polære narkotisk virkende stoffer. Ole Christian Hansen bemærkede, at QSAR ikke var egnet til at forudsige specifikke virkninger.

Præsentationen omfattede også en kort gennemgang af de modeller, som Miljøstyrelsen havde anvendt ved udarbejdelse af deres vejledende liste til selvklassificering af farlige stoffer (se også Miljøprojekt Nr. 635/636 (2001) og afsnit xxx). Miljøstyrelsens database indeholder 3-D strukturer for 166.000 kemiske stoffer, og er dermed et solidt udgangspunkt for anvendelse af både gamle og nye modeller. Listen til selvklassificering indeholder QSAR-forudsigelser omkring fysisk-kemiske egenskaber, skæbne i miljøet (nedbrydelighed, BCF, log Kow), økotoksicitet for fisk, daphnier og alger (v.h.a. blandt andet ECOSAR og M-CASE) og toksicitet overfor pattedyr (v.h.a. blandt andet M-CASE og TOPKAT).

Afslutningsvis fortalte Ole Christian Hansen, at nye modeller under udvikling blandt andet i Bulgarien vil kunne give en øget præcision og sikkerhed i vurderingen, fordi de vil blive baseret på et langt større basismateriale og fordi der også vil blive taget hensyn til stoffernes nedbrydningsprodukter. Der vil således i fremtiden blive bedre mulighed for en validering af de eksisterende modeller og data og for krydscheck mellem modeller, ligesom modeller for flere effekter er under udvikling. Endelig anbefalede Ole Christian Hansen, at QSAR ikke lægges ind i (LCA-) modeller, men anvendes udenfor, hvor resultatet kan valideres før anvendelse. Man skulle også undgå brug af gamle data, idet nye modeller generelt var væsentligt bedre end tidligere modeller.

I diskussionen var hovedspørgsmålet, hvor præcise QSAR-vurderinger var, f.eks. i relation til kronisk toksicitet overfor fisk. Ole Christian Hansen svarede, at ECOSAR-modellen "ikke var så ringe endda", men det var uklart om præcisionen var tilstrækkelig til at reducere den vurderingsfaktor, der anvendes i UMIP til at kompensere for manglende data.

7.7 Michael Hauschild: "OMNIITOX-projektet"

Med udgangspunkt i de fire cases opbygges grundlaget for sammenligning og nyudvikling af metoder. Deltagelsen af de industrielle partnere sikrer, at cases er anvendelsesorienterede og giver løsninger på konkrete problemstillinger, mens deltagelse af fem akademiske partnere sikrer, at resultaterne bliver generelt anvendelige. De fem akademiske partnere har alle været deltagere i opbygning af nationale metoder til LCIA, ligesom de har deltaget i relevante arbejdsgrupper under SETAC. Michael Hauschild understregede, at alle partnere var meget ambitiøse omkring hvilke metoder, der ville blive anbefalet, og at UMIP i sin nuværende form var meget enkel i sine datakrav i forhold til de metoder, som de andre akademiske partnere havde udviklet. Der kunne derfor meget vel blive tale om en væsentlig forøgelse af datakrav i en kommende metode, men også at deltagelsen af Joint Research Centre var med til at sikre, at kravene ville være realistiske at få opfyldt, når metoden skulle operationaliseres.

Med hensyn til LCIA vil projektet forsøge at arbejde hen mod en meget omfattende fælleseuropæisk metode med en modulær opbygning (specifikke metoder til forskellige stofgrupper) og mulighed for stedspecifikke vurderinger. Hvis dette lykkes, er det hensigten at udarbejde "færdige" vurderinger for et test-sæt på omkring 80 stoffer. Der vil også blive arbejdet på at lave en mere simpel metode, som vil kunne anvendes hvis der ikke bliver enighed om en fælles, omfattende metode. Det er hensigten, at den mere simple metode i givet fald skal have vurderet omkring 5000 stoffer ved projektets afslutning. Endelig vil projektet også omfatte en fælles europæisk metode til udvælgelse af kemiske stoffer, der er af speciel relevans i en given LCA.

Projektet, der har et samlet budget på 3.3 mio EURO, forventes at være afsluttet medio 2004 med diverse rapporter, en bog og et web-baseret informationssystem som de væsentligste synlige resultater. I projektperioden kan yderligere oplysninger ses på projektets hjemmeside http://www.omniitox.net/.

I diskussionen spurgte Anders Schmidt, hvilke muligheder danske LCA-udførere havde for at få indflydelse på projektets resultater. Michael Hauschild svarede, at det ikke var normalt i EU-projekter, at institutioner udenfor et projekt fik indflydelse på projektforløbet. Bo Weidema spurgte, hvad danske LCA-eksperter kunne bidrage med, hvortil Jens Otto Rasmussen (DHI) svarede, at vi vel altid kunne bidrage med data. Ole Dall foreslog, at der blev lavet et dansk support-projekt, der kunne indbyde danske LCA-brugere til at afprøve de nye metoder og Bo Weidema understregede, at det er væsentligt at få det nye dataformat på bordet så tidligt som muligt, så nye indsamlinger af data kunne målrettes bedst muligt. Der blev også spurgt til den fremtidige anvendelse af det web-baserede informationsystem, herunder til prisen. Der var ikke taget beslutninger desangående, men det var oplagt, at det ville være forbundet med omkostninger at vedligeholde et sådant system, så en form for brugerbetaling kan nok ikke undgås.

7.8 Thomas P. Krog, Produktregistret

Thomas P. Krog fra Produktregistret fortalte udenfor workshoppens egentlige program om de muligheder, der er for at lave udtræk fra Produktregistrets database, PROBAS, med særligt henblik på LCA.

I relation til prioritering af, hvilke stoffer et LCA-værktøj bør dække, er data fra Produktregistret ofte relevante. F.eks. kan man udtrække lister over hvilke stoffer, der anvendes mest af, fordelt på ton og antallet af produkter stofferne indgår i. Lister af denne type kan udbygges med kriterier om stoffernes farlighed (klassificering, typen af produkter stofferne findes i, samt deres industrielle distribution.

Workshoppens deltagere bød disse muligheder velkommen, men det var ikke muligt indenfor workshoppens tidsrammer at diskutere de skitserede muligheder i detaljer.

7.9 Afsluttende diskussion og anbefalinger

Som det fremgår af beskrivelsen af OMNIITOX-projektet, kan der være tale om at en helt ny metode ser dagens lys i løbet af en overskuelig fremtid. I fald det lykkes, må det forventes at dansk industri vil være godt tjent med en fælleseuropæisk metode, idet dette længe har været et ønske.

Der var på workshoppen et bredt ønske om at blive holdt orienteret om udviklingen i OMNIITOX-projektet. En løbende orientering vil betyde, at danske LCA-udøvere og danske virksomheder vil være bedre klar til at anvende den ny metode, ligesom der kan være mulighed for at iværksætte støtteprojekter, f.eks. vedrørende dataindsamling. Erfaringer fra UMIP-projektet viser, at det er et stort arbejde først at skabe accept for en metode og derefter få den implementeret i det praktiske LCA-arbejde. Med en god orientering og forberedelse er det således muligt, at både danske virksomheder og LCA-udøvere får mulighed for tidligt at udnytte resultaterne af det store arbejde. Det foreslås derfor, at Miljøstyrelsen allokerer midler til en sådan informationsaktivitet. Midlerne kan for eksempel kanaliseres via et kommende LCA-Videncenter, hvor det forventes at IPU vil være en af partnerne, og hvor dansk industri vil have en naturlig plads i bestyrelsen, der vil skulle fastsætte rammerne for en sådan aktivitet. Et kommende Videncenter bør også tage hensyn til de nye perspektiver, når der tages beslutning om integration af den nuværende UMIP-metode i et nyt PC-baseret værktøj.

På denne baggrund er denne rapports forslag til initiativer omkring udvidelser og forbedringer af den nuværende metode og database umiddelbart af mindre vigtighed. Anbefalingerne fastholdes dog for det tilfælde, at der fra centralt hold ønskes at arbejde videre med den nuværende UMIP-metode, indtil der tegner sig et mere tydeligt billede af OMNIITOX-projektets resultater og eventuelle konsekvenser for det danske LCA-arbejde.

Forprojektets forslag om opbygning af et fælles rapporteringsformat ved udarbejdelse af effektfaktorer til brug i UMIP vil således kun have interesse, hvis der ikke sker signifikante metodeændringer. På samme måde har en konsolidering og udvidelse af antallet af effektfaktorer kun marginal interesse, idet det med et positivt resultat af OMNIITOX-projektet vil være naturligt at anvende denne metode i fremtiden.

Indtil en ny metode eventuelt er på plads, må det forudses at danske LCA-udøvere vil arbejde videre efter den eksisterende. Workshoppen viste her, at anvendelse af QSAR har sin berettigelse, når der ikke foreligger eksperimentelle data. Dette gælder især på økotoksicitetsområdet, hvor der ofte er mulighed for en kvantificering, mens der for human toksicitet alene er mulighed for en kvalitativ vurdering af belastningen i forskellige end-points. Der fremkom ikke konkrete forslag til, hvordan QSAR kan integreres på en måde, således at vurderingerne bliver mere præcise, men det må formodes, at også dette aspekt vil blive dækket i OMNIITOX-projektet.

Workshoppens deltagere så meget positivt på de muligheder, der efter workshoppen tegnede sig med hensyn til danske initiativer for at forbedre opgørelsesdelen i LCA. Jan Sandvig Nielsens præsentation viste, at det var muligt at beregne energi- og ressourceforbrug i kemiske processer på et højt detaljeringsniveau, og Louise Dreyers indlæg viste, at det ved hjælp at TGD-modellen og dens default-værdier var muligt at estimere udslip fra de mange kemiske processer i industriel skala. Et dansk projekt, der omfatter den ene eller begge af de ovenstående elementer, vil kunne give et væsentligt bidrag til mere præcise livscyklusvurderinger af kemiske processer. Selvom begge metoder må anses for forholdsvis tidskrævende, er der i høj grad tale om engangsarbejde, hvor resultaterne vil være gyldige i lang tid fremover.

Afslutningsvis pegede Henrik Fred Larsen på vigtigheden af at arbejde videre med prioritering- eller udvælgelsessværktøjer, således som sker i hans Ph.D.-studie. Der fremkom ikke på workshoppen forslag til yderligere aktiviteter, der kan støtte op omkring dette arbejde, men det kunne tænkes at være en del af et kommende LCA-Videncenters opgave at pege på muligheder, der er interessante for centrets målgrupper.

7.10 Deltagerliste til workshoppen