Økologisk håndtering af spildevand – typeprøvning af komponenter og materiel til rationel opbygning af systemer

7 Tryksatte systemer

7.1 Afløbsinstallationer med pumpe
7.2 Prøvningsbetingelser for pumper til tryksatte systemer

7.1 Afløbsinstallationer med pumpe

Trykafløbsinstallationer er afløbsledninger i bygninger, hvor afløb i et badeværelse (håndvask, brusekabine og kloset) er tilsluttet, og trykket skabes af et lille pumpeanlæg, der er monteret fx bag klosettet. Pumpen er forsynet med roterende knive, der findeler faste stoffer i spildevandet. Dermed kan dimensionen på afløbsledningen nedsættes til 32 mm. Pumpeanlægget pumper spildevandet fra badeværelset op i de eksisterende afløbsledninger. Denne type af trykafløb er kun godkendt til anvendelse i tilfælde, hvor et traditionelt afløbsanlæg ikke kan installeres uden store omkostninger og kun til brug i enkelthusholdninger. Løsningen kan således ikke bruges i forbindelse med hoteller mv.

Figur 7.1
Specielt pumpeanlæg monteret bag kloset

7.2 Prøvningsbetingelser for pumper til tryksatte systemer

Prøvningsbetingelserne for pumper til tryksatte systemer er beskrevet i CEN EN 12050 part 3. Pumperne afprøves i en opstilling, som vist i figur 7.2

1. Vandforsyning
2. Kontraventil
3. Afstand min. 2,5 m
4. Pumpe
5. WC
6. Udløbsledning
7. Gulvniveau

Figur 7.2
Prøveopstilling for pumper til tryksatte systemer

Udløbsrøret fra pumpearrangementet skal have en indvendig diameter på 20 mm. Det tryksatte system skal tilsluttes et wc med 9 liter skyl. Pumpens effektivitet testes ved at aktivere skyllevandsmekanismen 10 gange, med følgende materialer i wc-skålen:

1) 12 stk. toiletpapir (2-lags)
2) 12 stk. toiletpapir (2-lags)
3) 4 stk. fugtet toiletpapir (fleece-kvalitet)
4) 1 stk. tampon (normal størrelse)
5) 12 stk. toiletpapir (2-lags)
6) 12 stk. toiletpapir (2-lags)
7) 4 stk. fugtet toiletpapir (fleece-kvalitet)
8-10) Skyl uden materialer i wc-skålen

Under testen må vandstanden i opsamlingsbeholderen ikke stige højere end 180 mm.

Efter ovenstående testprocedure må der ikke være testmateriale tilbage bortset fra negligeable mængder.

I forlængelse af ovenstående test skal det tryksatte system afprøves med en test af maksimal vandstrøm. Pumpearrangementet skal tilføres en konstant vandstrøm på (0,50 ± 0,02) l/s. Sideløbende med den konstante vandstrøm skal pumpearrangementet tilføres vand fra et wc med 9 liter skyl 2 gange med ca. 2 min. mellemrum. Skyllevandsmekanismen skal aktiveres i det øjeblik, hvor pumpen starter.

Under testen må vandstanden i opsamlingsbeholderen ikke stige højere end 180 mm.