c: Miljøstyrelsen 2003. Jakke og bukser er af 28% uld, 69% polyester, 3% lycra. Kjolen er af 60% viscose, 40% acetat

4.1.2 Forskelle i restindhold renserier imellem

At valget af processer i renseriet har betydning for restindholdet, fremgår bl.a. af de undersøgelser, hvor der er udført samtidige målinger i forskellige renserier. Eksempelvis viser undersøgelser af Brand et al. (1999), at restindholdet af tetrachlorethylen i acetat-prøver renset i 5 forskellige renserier varierede mellem 0,5 og 2 mg/g tekstil (svarer til 0,05-0,2 vægt %). Undersøgelsen viste, at forskellene ikke kunne forklares i, hvorvidt tekstilerne blev presset efter rensningen eller ej, og det vurderes, at en del af forskellene kan forklares i driftsforhold. Der er tidligere rapporteret om større forskelle (Kawauchi & Nishiyama, 1988).

Miljøstyrelsen (2001) fandt ved undersøgelse af restindhold i 2 ens habitter efter rensning og efterbehandling i 2 forskellige tetrachlorethylen-renserier, restindhold på hhv. 0,014 og 0,03 vægt % se også tabel 4.1.

Der er ikke forfatterne bekendt publiceret resultater af sammenlignende målinger af restindhold i fuldstændig ens tekstiler renset i forskellige kulbrinte-renserier.

Da der kan konstateres et spænd i restindhold fra <0,001 til 0,46 vægt% afhængig af renseri, tekstiltype, rensevæske og undersøgte kemikalier, vurderes det, at der er et potentiale for lavere restindhold ved optimering af bl.a. tørringsprocessen i såvel tetrachlorethylen- som kulbrinte-renserier.

4.2 Betydningen af kemikalier anvendt i renseriet, herunder betydningen af destillationen

4.2.1 Kemikalier i renseriet

Undersøgelser foretaget af Miljøstyrelsen (2003) viser, at antallet af produkter og dermed antallet af kemikalier, som anvendes i renserierne, er meget højt. Kemikalierne spænder fra mere til mindre flygtige komponenter, ligesom mange af kemikalierne er vandopløselige eller vandblandbare. I samme undersøgelse fandt man indhold af octyl- og nonylphenolpolyethoxylater (nonioniske tensider) såvel i produkterne, som i de færdigbehandlede tekstiler. Da octyl- og nonylphenolpolyethoxylater kan nedbrydes til nonylphenol, som er svært nedbrydeligt og har vist hormonlignende effekter, er stofferne uønskede i miljøet.

Undersøgelserne viste videre, at tetrachlorethylen kunne påvises i hjælpestoffer i såvel kulbinte- som Rynex-renserier. Ydermere kunne der påvises tetrachlorethylen i Rynex-rensevæsken.

Det store antal kemikalier anvendt i renserierne og forskelle i driftsforhold betyder, at det kan være yderst kompliceret at forudsige sammensætningen af restindholdet i de færdigt behandlede tekstiler.

Eksempelvis kan der fra renseri til renseri være store forskelle i valg af kemikalier samt forbruget af kemikalier pr. kilo renset tekstil (Miljøstyrelsen 2003).

Ydermere er der forhold som indikerer, at kemikalierne ad- eller absorberes i fibrene. Optagelsen er dog stærkt afhængig af de anvendte kemikalier og fibertypen, se også afsnit 4.3. Generelt peger flere undersøgelser på, at ad- eller absorptionen af kemikaliet stiger med stigende kogepunkt (eller stiger med faldende damptryk) for kemikaliet (Tichenor et al. 1988, Colombo et al. 1993, Won et al. 2000). Ud fra en vurdering af kogepunkter alene for de anvendte rensevæsker i Danmark forventes det således, at kulbrinter og glycolethere ad- eller absorberes mere end tetrachlorethylen. Undersøgelser viser, at også kemikaliets funktionelle struktur (f.eks. størrelsen, om der er tale om et chloreret eller ikke-chloreret opløsningsmiddel m.m.), har betydning for hvor meget stof og hvor godt stoffet ad- eller absorberes (Won et al. 2000).

Endvidere viser erfaringer fra flere renseriejere, at tekstilerne indeholder forholdsvis store mængder af vand som vanddamp. Denne vanddamp må formodes også at indvirke på optagelsen af kemikalier i fibrene, idet visse kemikalier har større opløselighed i vand end i f.eks. kulbrinteblandinger.

Hjælpeprodukternes indhold af tensider, dvs. vaskeaktive stoffer, formodes også at føre til et forøget optag af kemikalierne i fibrene.

Afgivelse af kemikalierne fra fibrene under tørringen er afhængig af tørretemperaturen, se også afsnit 4.4, og det må formodes, at også væsketemperaturen har betydning for fibrenes optag af kemikalierne, således at jo højere temperatur, des mere ad- eller absorberes kemikalierne i fibrene.

Generelt kan man sige, at forudsigelse af restindholdet - herunder styring af restindholdet via processer i renseriet - er lettest jo færre kemikalier, der indgår i processerne og jo bedre kontrol renseriet har over processerne. Der henvises til afsnit 5.3.2 for vurdering af optimeringsmulighederne i forbindelse med kemikalievalget.

4.2.2 Restindholdets afhængighed af centrifugering og destillationsprocessen

Da der løbende tilsættes hjælpe- og tilsætningsstoffer til rensemaskinen, og da de fleste renserier anvender en destillation af rensevæske fra første bad som væske i sidste bad, vil destillatet - og dermed den væske, som er i kontakt med tekstilerne inden tørringen - med tiden afvige mere og mere fra den oprindelige og veldefinerede rensevæske (Miljøstyrelsen 2003). Dette er samstemmende med resultater af undersøgelser gennemført af Kurz & Tagge (1994), idet man eksempelvis har konstateret, at der i næsten alle tilfælde kan konstateres små mængder chlorerede opløsningsmidler i form af tetrachlorethylen i destillatet fra kulbrinterenserier.

Selvom der inden 2. bad foretages en centrifugering, vil tekstilerne indeholde en rest af væsken fra 1. bad, skønnet op til ca. 10-15 vægt % afhængig af centrifugeringsforholdene. Denne væske vil indeholde stoffer fra hjælpe- og tilsætningsprodukterne, som kan være mindre fordampelige end kendetegnende for destillatet. Effektiviteten af centrifugeringen efter 1. bad får dermed betydning for det endelige restindholds sammensætning. Dette giver anledning til at vurdere, at en effektiv centrifugering såvel efter 1. bad som 2. bad samt kontrol med destillationen er en forudsætning for, at de komponenter, som findes i tøjet ved starten af tørringen, primært vil være flygtige komponenter, som lettere tørres ud af tekstilerne. Der henvises til afsnit 5.3.3 for nærmere beskrivelse af optimeringsmulighederne for så vidt angår centrifugeringen.

Adskillelsen af flygtige komponenter fra ikke-flygtige komponenter ved destillationen er helt afhængig af de driftsforhold - i form af bl.a. temperatur og tryk - som destillationen foregår ved. Ydermere kan eventuelt manglende vedligehold, f.eks. i form af manglende service, rensning af filtre mm. få betydning for destillatets sammensætning: Er temperaturen for høj, vil en større del af mindre flygtige komponenter også blive destilleret over i destillatet sammen med de mere flygtige komponenter. Omvendt - er temperaturen for lav vil der ikke blive destillat nok og ny rensevæske skal tilsættes. Ud fra et ønske om lavt restindhold er det hensigtsmæssigt, at destillationstemperaturen er så lav som muligt, idet kun de mest flygtige komponenter vil blive destilleret over i destillatet. Der henvises til afsnit 5.3.4 for nærmere vurdering af optimeringsmulighederne.

4.3 Tekstilernes betydning for restindholdet

4.3.1 Fibertypen

Brodmann (1975) har ved forsøg vist, at restindholdet af tetrachlorethylen efter rensning er væsentlig højere i syntetiske materialer end i naturmaterialer som f.eks. uld, bomuld og silke. Tichenor et al. (1988) undersøgte i alt 12 fibertypers restindhold efter kemisk rensning i et tetrachlorethylen-renseri. Undersøgelsen viste, at halveringstiden for afgivelse af tetrachlorethylen fra syntetiske fibre var ca. 1 døgn, mens halveringstiden for bomuld og silke kun var 4-5 timer. Med andre ord er afgivelsen af tetrachlorehtylen fra syntestiske fibre langsommere end afgivelsen af tetrachlorethylen fra naturlige fibre.

Kurz et al. (1995) har ved undersøgelser af restindhold af tetrachlorethylen i rensede tekstiler konstateret, at tekstiler bestående af fibre af acetat, polyamid og polyester har en større retentionsevne end fibre bestående af bomuld og uld, der igen har en større retentionsevne end silke, viskose og polyakryl.

Tilsvarende har Kawauche & Nishiyama (1988) vist, at hydrofobiske (vandafvisende) tekstiler, såsom nylon og acetat kan indeholde forholdsmæssigt større restindhold af tetrachlorethylen end andre fibre.

Undersøgelserne af Kurz et al. (1995) viste, at vægtfylden af tekstilerne kun i få tilfælde havde betydning for restindholdet af tetrachlorethylen. Eksempelvis kunne man ved sammenligning af restindholdet af tetrachlorethylen i uldfilt og polyesterfleece konstatere, at polyesterfleece har en højere retentionsevne end uldfilten, på trods af sidstnævntes forholdsvis tættere struktur og højere vægtfylde. Dette tilskrives polyesterfibres høje retentionsevne sammenlignet med uld.

Der er ikke forfatterne bekendt publiceret undersøgelser, som redegør for restindholdet af kulbrinter eller andre alternative rensevæsker i forskellige tekstilfibre. Det forventes dog, at der vil være en væsentlig afhængighed mellem restindholdet af kulbrinter og fibertypen.

Der henvises til afsnit 5.3.5 for optimeringsmuligheder i relation til fibertypen.

4.3.2 Vandafvisende og åndbare tekstiler

Vejrbeskyttende tekstiler kan opdeles i to typer: 1) vandafvisende, tæt vævning af mikrofiberfilamenter af f.eks. polyamid eller polyester, og 2) vanddampgennemtrængelige, men vandtætte membraner, f.eks. af polytetrafluorethylen, polyester eller polyurethan. Undersøgelser af Kurz et al. (1995) viser, at de vandafvisende tekstiler typisk har en høj retentionsevne af tetrachlorethylen sammenlignet med de vanddampgennemtrængelige membraner. Forholdet vurderes at skyldes fibertyperne samt tætheden af vævningen. Blandt de vanddamp-gennemtrængelige membraner viser undersøgelserne, at laminater bestående af polyurethanmembraner har relativ lav retentionsevne sammenlignet med laminater bestående af polytetrafluorethylen eller polyestermembraner.

Der er ikke forfatterne bekendt publiceret resultater vedrørende andre kemikalier end tetrachlorethylen, men det forventes, at lignende forhold vil gøre sig gældende.

4.3.3 Besætninger

Læderimitationer som polyurethan på bomuldsbaggrund har en ringere retentionsevne af tetrachlorethylen end f.eks. polyester- og polyamidlæderimitationer(Kurz et al. 1995).

For besætninger af ægte læder gælder, at der er stor forskel på retentionsevne, og dette begrundes i forskelle på strukturen af læderet (Kurz et al. 1995). De testede lædertyper har dog alle vist en relativ høj retentionsevne af tetrachlorethylen.

Det forventes, at tilsvarende forhold gør sig gældende for retentionen af kulbrinter og andre kemikalier, og erfaringer fra kulbrinterenserier viser også, at det typisk er besætninger, som er sværere at tørre tilstrækkeligt (Olsen, 2003).

4.3.4 Dekorationsstoffer

Retentionsevnen for dekorationsstoffer (f.eks. forhæng og gardiner) afhænger af faktorer så som materialevalg, besætninger/bestanddele, brandhæmmere, sodlag mm. Kurz et al. (1995) påpeger, at sodlaget i mørklægningsstof virker som aktivt kul, dvs. adsorberer tetrachlorethylen og kun svært afgiver det igen.

Lignende retentionsforhold må forventes gældende for øvrige kemikalier.

4.4 Betydningen af de fysiske forhold under tørringen

4.4.1 Tørretemperatur, tørretid og luftflow

Der er grund til at formode, at en væsentlig begrænsende faktor for emissionen er diffusionen af kemikaliet i fibrene (Tichenor et al. 1988). Med andre ord - kemikalierne skal først diffundere ud gennem fibrene, inden de kan fordampe fra overfladen.

Hvis diffusionen af kemikalier i fibrene er styrende for emissionen fra det rensede tekstil, bestemmes emissionsraten i væsentlighed af koncentrationsforskelle mellem fibre og tromleluft (under tørringen) eller fibre og luften i renseriet (under opbevaring). Da koncentrationen i fibrene generelt er meget høj sammenlignet med tromle- eller indeluftskoncentrationen, betyder dette, at selv om man mindsker koncentrationen i tromleluften eller indeklimaet under opbevaringen med f.eks. en faktor 2-5 ved øget luftskifte, giver dette ikke nødvendigvis en tilsvarende øget emissionsrate. Eksempelvis viste undersøgelser af Tichenor et al. (1988), at en forøgelse af luftskifte i kammeret fra 0,25 til 2,0 gange/timen ingen betydning havde for emissionshastigheden af tetrachlorethylen fra polyester, uld og rayon.

Derimod har temperaturen vist sig at påvirke emissionsraten betydeligt. Eksempelvis fandt Tichenor et al. (1988) ved laboratorieforsøg, at ved en øgning af temperaturen fra 20 til 45º C, øgedes den initielle emissionsrate, R₀, med en faktor 7 og 12 for hhv. polyester/uld tekstil og for en ren uld tekstil. Halveringstiden blev ved samme temperaturstigning reduceret fra ca. 15-20 timer til ½-2 timer. Tagge (2002) peger på forøgelse af tørretemperatur og luftcirkulation som en metode til reduktion af tørretiden, dog under hensyntagen til, at for høj temperatur kan have en skadelig effekt på visse tekstiler.

Eksempelvis kunne der ved målinger af restindhold i tekstiler fra et kulbrinterenseri, der fra første til anden måling optimerede sorteringen, nedsatte chargestørrelsen samt øgede tørretemperaturen, måles reducerede restindhold (Miljøstyrelsen 2002a & 2001, se også tabel 4.1): Ved første måling på en vinterjakke og en habit måltes et restindhold af kulbrinter på 0,001 - 0,43 vægt %, mod et restindhold på <0,001 - 0,002 vægt % ved en charge bestående af lignende habit og kjole, hvor sortering var forbedret, chargestørrelsen mindre og temperaturen forøget fra 70 til 75^o C. Der er grund til at formode, at de lavere restindhold i væsentlig omfang kan begrundes i de beskrevne optimeringer, men det kan ikke udelukkes, at andre forhold også kan spille ind.

Man kan sige, at jo flere kalorier i form af varme, der er til stede til tørringen af tøjet, des lavere restindhold opnås inden for en given tørretid.

Der er eksempler på, at Rynex- og kulbrinterenserier tørrer tekstilerne ved 75 ^oC (Miljøstyrelsen 2003) uden skade på tekstilerne. Ved fastsættelse af tørretemperaturen skal holdes for øje, at kemikalierne i tromlen kan antændes ved rette temperatur, tryk og iltindhold. Regulering af tørretemperaturen skal derfor foregå i tæt samarbejde med installatøren, som kender den aktuelle rensemaskines funktioner.

4.4.2 Chargestørrelse og -sortering

Da det absolutte restindhold i et givet stykke tekstil er afhængig af fibertypen og den samlede vægt af tekstilet, vil man med en given varmepåvirkning under tørringen opnå lavere restindhold jo mindre tekstilmængde, der findes i tromlen. Ydermere er det klart, at jo mere ensartede fibertyper, som tørres samtidig, jo mere ensartet resultat opnås.

Nogle kulbrinte-rensemaskiner styrer bl.a. tørringen ved hjælp af måling på tromleluftens indhold af kemikalier i forhold til nedre eksplosionsgrænse (LEL). Dette betyder, at har man f.eks. en charge bestående af lette, tynde stoffer samt enkelte kraftige stoffer, som frakker, vil der kunne opnås så lave koncentrationer i tromleluften, at tørringen automatisk stopper, uden at de tykke stoffer nødvendigvis er tørre. Forestiller man sig, at tørringen blev styret efter kondenseringshastigheden for tørreluften eller blot tørretiden, ville der på tilsvarende måde kunne opnås forhold, der indikerede fuldstændig tørring, men hvor de tykke stoffer ikke nødvendigvis var tørre.

En god sortering af tekstilerne i en charge - i relation til lignende fibretyper og kvaliteter i samme charge, og så lille chargestørrelse som økonomisk muligt (bl.a. afvejet i forhold til energiforbrug) - giver erfaringsmæssigt lavere og mere ensartede restindhold (Olsen, 2003), se også undersøgelsesresultater refereret i afsnit 4.4.1.

Dette er samstemmende med anbefalingerne i Teknologisk Institut (1982), hvor der peges på fyldningsgraden vægt- og volumenmæssigt som væsentlige faktorer for lave restindhold.

4.5 Betydningen af efterbehandlingen/Formbehandlingen

Weber (1992) har undersøgt betydningen af efterbehandling i form af presning og strygning af tekstil renset i tetrachlorethylen. Undersøgelserne viste, at renset tekstil, som er presset eller strøget har et 5-15 gange lavere restindhold af tetrachlorethylen end restindholdet i tilsvarende tekstiler, som ikke er formbehandlet. Trods det, at man som følge af forbedringer i renserierne må forvente et generelt lavere restindhold nu end i 1992, hvor undersøgelserne blev foretaget, vurderes det, at efterbehandlingen stadig fører til en målbar reduktion af restindholdet.

Undersøgelser af Brand et al. (1999) viste, at efterbehandling ved presning af acetatprøver renset i tetrachlorehtylen-renserierier førte til 2-4 gange lavere restindhold end ikke-pressede prøver.

Tekstiler med lav porøsitet (f.eks. læderbesætninger og vandtætte eller vandafvisende membraner – goretex etc.), der ved normal tørreprocedure kan være svære at tørre, kan der selv efter strygning/presning fornemmes lugt af kulbrinterensemidler (Tagge 2002).

Det vurderes, at der generelt kan opnås lavere restindhold ved formbehandling af tekstilerne. Der henvises til afsnit 5.4 for nærmere beskrivelse af optimeringsmulighederne.

4.6 Opbevaring

Oftest opbevares de færdigt behandlede tekstiler i poser. Opbevaringen af tekstilerne i poserne begrænser emissionsraten, indtil tøjet tages ud af posen. Da hele restmængden af kemikalier i tekstilerne med tiden vil emitteres til luften, betyder opbevaringen af tekstilerne i poserne ikke en reduktion af mængden af emitteret stof, blot en mere eller mindre reduceret hastighed (rate), hvormed det afgives fra tekstilerne (Tichenor et al. 1988).

Forsøg (Chao et al. 1998) med opbevaring af rensede tekstiler i boliger viser, at der er forskel på emissionsraten af tetrachlorethylen, afhængig af, om de rensede tekstiler opbevares i plastikpose, eller om posen er fjernet ved introduktion af rensede tekstiler i boligen. I de tilfælde, hvor plastikposen er fjernet ved introduktion af rensede tekstiler til boligen, ses generelt højeste målinger af tetrachlorethylen på den første eller anden dag, hvorefter tetrachlorethylen-koncentrationen i den pågældende bolig aftager. I de tilfælde, hvor man beholdte plastikposen om tøjet, ses en forsinket reaktion, hvor de højeste tetrachlorethylen-koncentrationer kunne registreres på andendagen eller senere, efter introduktion af rensede tekstiler i boligen.

Der er grund til at formode, at kulbrinter vil opføre sig på lignende vis.

Effekten af temperaturen mhp. lavere restindhold, kan anvendes såvel under tørringen som under formbehandling og opbevaring af rensede tekstiler i renseriet. Antages det, at Tichenors føromtalte resultater vedrørende temperaturafhængigheden for halveringstiden for tetrachlorethylen også gælder for kulbrinter, kan effekten af opbevaring af de færdigbehandlede tekstiler ved 45 ^oC i stedet for 20 ^oC skønnes: Tichenor et al. (1988) nævner en skønsmæssig ca. 5-15 gange lavere halveringstid ved den nævnte temperaturstigning. Ud fra de refererede halveringstider for kulbrinteemissionen fra renset tekstil i tabel 4.1. kan skønnes en halveringstid på ca. 50 timer. Forestiller man sig, at de færdigbehandlede tekstiler opbevares i renseriet ca. 2 døgn eller 50 timer inden afhentningen, vil restindholdet ved ca. 20 ^oC således reduceres til 50 % af det oprindelige restindhold. Ved at hæve temperaturen til 45 ºC, f.eks. ved opbevaring af det rensede tekstil i et varmeskab, vil halveringstiden ud fra ovenstående antagelser skønsmæssigt kunne blive reduceret til 50/5 = 10 timer eller mindre. Opbevares tekstilerne i stedet for i varmeskabet i ca. 50 timer inden tekstilerne afhentes af kunden, vil restindholdet kunne reduceres til ca. 3 % af det oprindelige restindhold.

Det vurderes, at der er gode optimeringsmuligheder i relation til opbevaringen af tekstilerne ved højere temperatur i renseriet. Der henvises til afsnit 5.4 for nærmere beskrivelse af optimeringsmulighederne.

4.7 Opsummering

Jf. ovenstående afsnit kan følgende opsummeres:

	Lavt restindhold i de færdigbehandlede tekstiler kan have såvel arbejdsmiljømæssige, miljømæssige som økonomiske fordele.
	Det forventes, at kunderne vil efterspørge lave og velbeskrevne restindhold.
	Syntetiske fibre har større retentionsevne end naturlige fibre som uld og bomuld hvad angår tetrachlorethylen. Sammenhængen mellem fibertype og retentionsevnen for kulbrinter kendes ikke, men det formodes, at der er en sammenhæng.
	De anvendte kemikalier i rensningen, samt effektiviteten af centifugeringen og destillationen har direkte betydning for sammensætningen af kemikalier i tekstilerne inden tørringen og dermed restindholdet.
	Jo højere temperatur og jo længere tørretid des lavere restindhold.
	Formbehandlingen reducerer restindholdet.
	Jo højere opbevaringstemperatur, des højere halveringstid for emissionsraten og dermed des lavere restindhold.
	Opbevaring uden pose reducerer restindholdet forholdsvis hurtigere end ved opbevaring i pose.

Der henvises til afsnit 5 for nærmere vurdering af de optimeringsmuligheder i relation til ovennævnte.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |