Bioremediering ved hjælp af planter og gensplejsede bakterier

2 Projektets opbygning

Projektets hovedformål var at udvikle og afprøve bakteriel teknologi til anvendelse i fytoremediering af PCB-forurenet jord.

Som nødvendige deltrin med hensyn til projektets hovedformål, har projektpartnerne i projektforløbet arbejdet på at opnå følgende del-mål:

  1. At forøge ekspressionen af nedbryder-generne kraftigt ved hjælp af alternativ genregulering med højere aktivitet, og desuden at få generne styret af miljø-signaler, f.eks. rodeksudater.
  2. At udvikle en bakterie, hvis overlevelse efter podning er begrænset, f.eks. ved at splejse gener, der styrer bakteriestammens konkurrencedygtighed, under kontrol af rodeksudater.
  3. At udvikle metoder for effektiv podning af planterødder til anvendelse i fytoremediering.
  4. At afgrænse, hvor mange forskellige forureningsstoffer den gensplejsede stamme kan nedbryde.
  5. At udvikle værktøj til specifikt at overvåge de gensplejsede bakterier i forbindelse med udsættelsesforsøg.
  6. At forberede og søge om udsættelse af mindst en gensplejset bakteriel nedbryder samt gennemføre udsættelses-forsøget.

I centrum af projektet var bakteriestammen Pseudomonas fluorescens F113, der oprindeligt blev isoleret fra landbrugsjord og kan anvendes til biologisk bekæmpelse af svampeangreb på afgrøder. Stammen koloniserer rodzonen af adskillige plantearter. Til mulig bekæmpelse af jordforureningen er der splejset nedbrydningsgener i stammens kromosom. De gensplejsede stammer hedder Pseudomonas fluorescens F113pcb og Pseudomonas fluorescens F113 L::1180. Begge indeholder bph genkomplekset, der bevirker, at stammerne kan vokse på biphenyl og nedbryde PCB’er. Stammen F113 L::1180 har desuden fået en særlig genregulering, der bevirker en højere aktivitet. I nedbrydningsforsøg måles stammernes aktivitet sammenlignet med en ikke-nedbryder stamme, Pseudomonas fluorescens F113lacZY, som er blevet splejset med et gen der laver en blå farve således, at man nemt kan genfinde bakteriestammen i jord.

Resultaterne af hele EU-projektet er beskrevet i en fortrolig rapport på engelsk (BIO4-CT97-2227, RHIZODEGRADATION Project, Final Report, European Commission, 2001). Rapporten er den 27. september 2001 godkendt af Europakommissionen, som slutrapport for projektet. Grunden til at rapporten er fortrolig er dels at projektet indeholder processer, som søges patent på, og dels at dele af projektet er aftalt afrapporteret i udvalgte fagtidsskrifter. Hovedresultater og særligt DMU’s resultater er opsummeret i de følgende afsnit.