Miljø og sundhed hænger sammen

6 Samarbejde

Danmark er et velorganiseret land, hvor offentlige institutioner generelt har et godt kendskab til hinandens mål, ansvar og opgaver. Det gælder både på den administrative side og på forskningssiden. Med denne strategi for miljøfaktorer og sundhed er der etableret et samlet og styrket udgangspunkt og arbejdsgrundlag for at opnå en mere sammenhængende indsats for at beskytte befolkningen.

Mål og indsats de kommende år
Miljø- og sundhedsområdet dækker både fagligt og administrativt over et meget bredt område. Det er samtidig et dynamisk område, hvor nye fund af sundhedsmæssigt betænkelige forureninger i miljøet eller ny erkendelse af, at en forurening er mere betænkelig end først antaget, meget vel fører til akut behov for ændringer eller prioritering, udvikling af nye strategier eller ligefrem ændring af lovgivningen. Nye erkendelser på et område kan betyde, at der skal sættes ind flere steder for at sikre den nødvendige indsats. Ofte vil flere myndigheder være afhængige af hinandens viden, og et samarbejde kan være en forudsætning for, at den nødvendige indsats kan leveres.

Samarbejde på det administrative niveau
Der er i dag en god arbejdsdeling mellem de ministerier, som er involveret i reguleringen af miljøfaktorer og sundhed. Sundhedsstyrelsen har hovedansvaret på den generelle sundhedsovervågning, mens de øvrige ministeriers ressort i højere grad knytter sig til den forebyggende indsats i form af fastsættelse af grænseværdier og nærmere krav til de forskellige kilder til miljøfaktorer.

Der kan som led i udmøntningen af strategien med fordel ske en styrkelse af generel koordinering og samarbejde. Et styrket samarbejde kan være en ramme for dels at kunne formulere fremtidige indsatsområder og målsætninger, dels at kunne håndtere fremtidige problemstillinger inden for området. Dertil kommer regeringens ønske om, at befolkningen skal have adgang til information om og inddrages i myndighedernes prioriteringer og initiativer.

Derfor foreslås det at oprette et samarbejdsudvalg – en koordinerende arbejdsgruppe – mellem myndighederne på området miljø og sundhed. Der tænkes på samarbejde mellem Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Fødevareministeriet, Beskæftigelsesministeriet, Erhvervs- og Boligstyrelsen, Trafikministeriet og Miljøministeriet.

Målet med den koordinerende arbejdsgruppe er at skabe en koordineret og sammenhængende indsats over for miljøfaktorer, som kan påvirke sundheden og særligt inden for områder med fælles berøringsflader.

Arbejdsgruppen skal særligt sikre, at der følges op på mål og indsatser i denne strategi. Arbejdsgruppen skal sætte fokus på at sikre sammenhæng i beskyttelsesniveau for levnedsmidler, arbejdsmiljø og det ydre miljø og indeklima. Samtidig vil der være en betydelig gevinst ved et tværgående fokus på fastsættelse af grænseværdier for levnedsmidler, arbejdsmiljø og det ydre miljø (der henvises i øvrigt til afsnit 5.1.). I den forbindelse kan der være behov for at inddrage for eksempel amtslige- og kommunale myndigheder, embedslægerne, industri, erhverv, forskning samt organisationer i undergrupper eller på anden vis sikre at deres viden på området inddrages.Arbejdsgruppen skal fremme information og kommunikation om miljøfaktorer, sundhed og risiko.

Arbejdsgruppen skal vedligeholde og udbygge den sammenhængende beskrivelse af området, som er etableret ved denne strategi om miljøfaktorer og sundhed. Arbejdsgruppen skal i 2003 fremlægge en prioriteret plan for arbejdet og skal inden udgangen af 2005 udarbejde en redegørelse for strategien for miljø og sundhed. Redegørelsen skal indeholde en status for det hidtidige arbejde samt forslag til fremtidige indsatsområder.

Under den koordinerende arbejdsgruppe kan der nedsættes projektgrupper på relevante arbejdsområder. For eksempel kan eksisterende projektgrupper mellem de forskellige ministerier blive knyttet til arbejdsgruppen. Eller der kan være tale om at etablere netværk i forlængelse af konkrete handlingsplaner, som det for eksempel er sket for at følge op på dioxinhandlingsplanen.

Forskning
Der henvises til afsnit 5.3 om forskning.