| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Miljøvurdering af mobiltelefon

6 Fortolkning

6.1 Væsentligste påvirkninger

Ydre miljø
For de vægtede miljøforbedringspotentialer, er det brugsfasen som er hovedbidrager til effekterne, men produktionsfasen følger godt med for nogle af effekterne. Produktionsfasens bidrager væsentligt til effektkategorierne farligt affald, øko-toksicitet og persistent toksicitet. Materialefasen bidrager med under 25% til alle miljøeffekter. Undgået produktion er stort set uden betydning for de ydre miljøeffekter.

Fordelingen mellem de enkelte dele (selve mobiltelefonen, opladeren, batteriet og emballagen) fremgår af figurerne 3 &4. Det ses her at selve mobiltelefonen bidrager mest til de vægtede miljøeffektpotentialer fulgt af opladeren og batteriet, mens emballagens bidrag er beskedent.
På ressourcesiden er det også mobiltelefonen, opladeren og batteriet der bidrager mest. Batteriet har et stort forbrug af Cobalt fordi det i scenariet er antaget, at der ikke sker nogen genvinding af materialerne i batteriet.
Bemærk at ovennævnte betragtninger og figurerne 3 & 4 ikke omfatter brugsfasen.

Total set bidrager opladeren med hovedparten af bidragene til miljøeffekterne (ca. 35-75%). Mobiltelefonen (fratrukket LiIonbatteriet) bidrager med mellem 20 og 40% af miljøeffekterne, dog udgør bidraget til farligt affald ca. 60%. LiIonbatteriet og emballagen bidrager hver med under 20% til alle miljøeffekterne.

Ressourcer
Når ressourceforbrugene er vægtede, er forbruget af energi ressourcer ikke væsentligt i forhold til forbruget af en stor del af metallerne. Forbruget per år i telefonens levetid af lithium, kobolt, tin, guld og palladium er væsentligt. Det er især materialefasen som bidrager til forbruget af ressourcerne. Dog er produktionsfasen hovedforbruger af tin med ca. 70%, stenkul og bly med ca. 30% samt 25% af nikkelforbruget. Transportfasen bruger 25% af råolien. Undgået produktion på grund af genvinding af metallerne enten fra produktionen eller fra bortskaffelsen sparer 97-99% af sølv- og palladiumforbruget samt 38% af guldforbruget.

Ressourceforbrugene fordeler sig hovedsageligt mellem opladeren og mobiltelefonen undtagen for lithium og kobolt, som LiIonbatteriet er eneforbruger af. Beryllium og antimon bruges hovedsageligt af mobiltelefonen. Emballagen bruger under 5% af energiressourcerne.

6.2 Følsomhedsvurdering

Her vurderes, hvor følsomme de opnåede resultater er dels i forhold til usikkerheden på de anvendte data og dels i forhold til de forudsætninger (antagelser, forenklinger, udeladelser), som er foretaget under studiet.
De udeladelser og antagelser det har været nødvendigt at gennemføre er beskrevet i afsnit 4 og mere detaljeret i Bilag B. For en stor dels vedkommende vurderesumiddelbart at de foretagne forenklinger er af en størrelsesorden, der ikke vil influere på rapportens konklusioner. I det følgende vurderes væsentligste udeladelser og antagelser.

Materialefasen
Betydningen af at bruge data for det generelle materialeindhold i bestykkede printkort i stedet for de manglende data for passive komponenter er undersøgt ved at udelade dem af miljøvurderingen af selve mobiltelefonen.

Uden data for de passive komponenter falder bidragene til miljøeffekterne med 0-4% undtagen for human toksicitet, hvor faldet er på 13%. Selv hvis der ses bort fra mobiltelefonens brugsfase falder bidragene kun 0-5% og human toksicitet 17%.

På ressourcesiden har det større indflydelse på resultatet. Sølv bliver slet ikke brugt, palladium forbruget falder 97% og forbruget af bly, nikkel og zink falder 40-55%. Tin og beryllium falder lidt mere end 10%. Resten mindske mindre end 5%. Billedet er det samme selv om der ses bort fra mobiltelefonens brugsfase.

Der er også benyttet data for det generelle materialeindhold i modellen for LiIonbatteriet og den elektroniske oplader. Billedet for miljøeffekterne vurderes at være det samme som for mobiltelefonen, hvorfor afvigelser fra antagelsen er uden betydning for miljøeffekterne måske lige med undtagelse af human toksicitet. Ressourceforbrugene vil også følge samme mønster som for mobiltelefonen. Set for hele produktet er forbruget af lithium, kobolt, tin og guld stadig de væsentligste. Om palladium forbruget er væsentligt afhænger af om der er palladium i de passive komponenter, så dette forbrug må betragtes som meget usikkert.

Produktionsfasen, produktion af passive elektronikkomponenter
Produktion af passive elektronikkomponenter er udeladt pga. manglende data. Dog er der regnet med et ekstra materialeforbrug, der indgår som affald under produktionen. For at få en indikation af komponentfremstillingens betydning for resultatet, er produktionen af de ca. 500 passive komponenter til selve mobiltelefonen antaget at svare til produktionen af ca. 500 transistorer, hvor ressourcetrækket på bly og tin i produktionen er fjernet, da det allerede er medtaget under materialefasen.

Det har ikke været muligt at skaffe produktionsdata for produktionen af display og flexprint. Det vurderes, at disse manglende data kan have betydning for resultaterne af miljøvurderingen. Der vurderes blandt andet at være ”et skjult bidrag” til forskellige typer af toksicitet.

Transistorer og passive komponenter produceres ikke på samme måde, men fremstillingen af passiv komponenternes keramiske materiale er meget energikrævende, hvilket fremstillingen af siliciumchipen i transistorerne også er. Desuden bliver begge typer monteret i en plastindkapsling.

Ved at tilføje produktionen af 500 transistorer til miljøvurderingen fås for produktionsfasen en stigning i bidragene til miljøeffekterne på ca. 140% for øko-toksicitet og persistent toksicitet, ca. 100% for farligt affald og på ca. 20-45% for de resterende miljøeffekter. Det er kun forbruget af energiressourcer, som stiger, og det med 20-60%. Det betyder, at bidragene fra produktionsfasen til miljøeffekterne skulle være en del større end de er.

Set over hele livsforløbet for produktet inklusiv oplader, batteri og emballage fås en stigning i bidragene til miljøeffekterne på 77% for farligt affald, 56% for øko-toksicitet og persistent toksicitet og på 3-6% for resten. Forbruget afenergiressourcerne stiger 3-7%, de andre forbrug ændrer sig ikke. Med andre ord er det set over hele livsforløbet kun med hensyn til øko-toksicitet, persistent toksicitet og farligt affald, at der er en betydelig usikkerhed på resultatet for referenceproduktet.

Produktionsfasen, LiIonbatteri
Da der næsten kun er medtaget energiforbrug til produktionsprocesserne for LiIonbatteriet, mangler emissionerne fra selve produktionsprocesserne. En del af disse emissioner er toksiske, derfor skal bidragene fra produktionen til de tre toksicitetseffekter betrages som minimumsbidrag. Det er ikke muligt at sætte tal på, hvor meget større de tre potentielle toksiske miljøeffekter ville være, hvis alle emissioner var med.

Brugsfasen, oplader standby eller ej
Betydningen af om opladeren står standby eller er slukket, når den ikke bruges til opladning, er vist for de vægtede ydre miljøeffekter i figur 5. Alle miljøeffekterne undtaget farligt affald bliver væsentligt mindre, hvis opladeren ikke sidder i en tændt stikkontakt, når den ikke bruges. Ressourcemæssigt har opladerens energiforbrug ikke den store betydning, det er kun energiressourcerne som bliver lidt mindre, når opladeren fjernes fra stikkontakten efter brug. Det har væsentlig betydning for miljøeffekterne om opladeren fjernes fra stikkontakten, når den ikke oplader batteriet. Hvis den ikke står standby er brugsfasens betydning for resultatet ikke mere den dominerende fase, men på linie med produktionsfasen og materialefasen.

Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Figur 5‘‘

Figur 5.
De vægtede miljøeffektpotentialer per år for mobiltelefonen, batteri, oplader og emballage inklusiv/eksklusiv opladerens standby forbrug.

Brugsfasen, opladning oftere eller sjældnere
Hvis brugen medfører, at der skal oplades hver anden dag i stedet for som brugt i beregningerne hver tredje, så bliver mobiltelefonens energiforbrug 150% af referencens, opladerens standby forbrug 99% af referencens og totalforbruget 107% af referencens forbrug. Det ændre ikke stort på konklusionerne med hensyn til miljøeffekterne.

Tilsvarende hvis brug medfører, at der skal oplades hver fjerde dag i stedet for hver tredje, så bliver mobiltelefonens energiforbrug 75% af det normale, opladerens 101% og totalforbruget 96% af det normale. Det ændre heller ikke på konklusionerne.

Ekstra LiIonbatteri
Hvis der skal oplades hver anden dag, kan det være nødvendigt at bruge et ekstra batteri, fordi batteriet ikke vil holde så længe. Det antages at være magen til og blive bortskaffet på tilsvarende måde som det første batteri samtidig med at der ses bort fra det øgede energiforbrug til brugsfasen – der regnes med normal brug af telefonen. Det betyder, at alle bidrag til miljøeffekterne og alle forbrug af ressourcer vil stige.

Miljøeffekterne fotokemisk ozondannelse og næringssaltbelastning vil stige mellem 10 og 15%, de resterende stiger mindre end 10%. Forbruget af lithium og kobolt vil stige 100%, mens råolie, beryllium, nikkel og antimon vil stige mellem 10 og 25%, de resterende forbrug stiger mindre end 10%. Antallet af batterier har betydning især for ressourceforbrugene.

Bortskaffelsesfasen
Betydningen af det valgte bortskaffelses scenario (70% deponering, 20% forbrænding og 10% genvinding) er undersøgt ved at ændre bortskaffelsen til henholdsvis 100% deponering, 100% forbrænding og 100% genvinding. Figur 6 og 7 viser de vægtede miljøeffektpotentialer og de vægtede ressourceforbrug for hele livsforløbet med de fire bortskaffelsessituationer. Miljøeffekten radioaktivet affald er ikke vist i figur 6, og ressourceforbrugene af beryllium, kobolt, lithium, antimon og tin er heller ikke vist i figur 7, da de er ens for alle fire bortskaffelsessituationer.

Ved 100% deponering ændrer miljøeffekterne sig mellem –4 og +8% fra referencesituationen. Mens for 100% forbrænding stiger de 1-12% undtagen volumenaffald, som falder ca. 20% i forhold til referencen. Når der genvindes 100% ændre miljøeffekterne sig –7 til +3% i forhold til referencen undtagen persistent toksicitet som stiger 25% og volumenaffald, som falder ca. 20%.

Ressourceforbruget ved både 100% deponering og 100% forbrænding stiger mellem 0 og 10% i forhold til referencen. Ved 100% genvinding falder forbruget af guld, sølv og palladium til ca. 20% af referencens forbrug. Forbruget af kobber og nikkel er 40-50% af referencens, mens forbruget af bly er 65% og forbruget af zink ca. 75% af referencens. Energiressourcerne ændres ±1% i forhold til referencens forbrug.

Det har ikke stor betydning om bortskaffelsen sker som for referenceproduktet, ved 100% deponering eller 100% forbrænding. 100% genvinding giver en øget persistent toksicitet, men et betydeligt mindre ressourcetræk på ædelmetallerne. Et bortskaffelses scenario med100% genvinding ændrer ikke væsentligt på miljøeffektpotentialerne.

Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Figur 6‘‘
Figur 6.
Sammenligning af de vægtede miljøeffektpotentialer for mobiltelefonen inklusiv oplader, batteri og emballage ved forskellig bortskaffelsesveje (Radioaktivt affald er ikke vist).

Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Figur 7‘‘
Figur 7.
Sammenligning af de vægtede ressourceforbrug for mobiltelefonen inklusiv oplader, batteri og emballage ved forskellige bortskaffelsesveje.
(Forbrugene af beryllium, kobolt, lithium, antimon og tin samt ressourcer med forbrug under 0,01 mPRW90 er ikke vist på grafen).

Transportfasen
Afstandene og transportmidlerne bygger på et groft skøn, undtagen for transport ved produktion af IC-kredse og transistorer, hvor data er leveret af anonyme producenter af tilsvarende komponenter.

Flytransport af IC-kredse og transistorer bruger 23% af ressourceforbrugene for transport og bidrager med 23% af drivhuseffekten samt slagge og aske, for resten af miljøeffekterne bidrager den med 2-10% af transportfasens bidrag. Hvis flytransport af LiIonbatteripakken også inkluderes stiger procenterne til 66-73% af ressourceforbrugene og 65% af drivhuseffekten samt slagge og aske, 3-40% af resten for transport.

Undgået produktion
Da genvindingsprocessen er baseret på data fra bly- og kobberværket hos Boliden AB, Sverige, er det antaget, at kun de metaller, som genvindes der, bliver genvundet fra mobiltelefonen, batteriet og opladeren. Andre værker genvinder også tin. Men selv om al tin fra materialefasen genvindes og en del af tinnet fra produktionsfasen genvindes, så vil det vægtede forbrug af tin være af samme størrelsesorden som det vægtede forbrug af palladium. Det vil ikke ændre på resultatet af miljøvurderingen.

Levetid
Produktets levetid er sat til 3 år, men figur 8 og 9 viser betydningen af en levetid på 2 år og 4 år i forhold til referencen. Der er regnet med normal brug af mobiltelefonen, og ved levetid på 4 år bruges et ekstra LiIonbatteri.

Ved en levetid på 2 år stiger bidragene til miljøeffekten farligt affald med 50% per år og bidragene til fotokemisk ozondannelse, næringssaltbelastning og de tre toksicitetseffekter stiger 25-32%, mens bidragene til de resterende miljøeffekter stiger 5-25%. Forbruget af metalressourcerne stiger alle 50%, mens forbruget af energiressourcer stiger 18-35% om året.

Når levetiden er på 4 år og der skal bruges et ekstra LiIonbatteri så er bidraget til radioaktivt affald det samme som for referenceproduktet. Bidraget til farligt affald falder 20%, mens bidragene til de andre miljøeffekter falder 3-10%. Det årlige forbrug af lithium og kobolt stiger 50%, mens forbruget af energiressourcerne falder 3-6% og forbruget af de andre ressourcer falder 10-25%.

Når levetiden er 2 år i stedet for 3, så er bidragene til miljøeffekterne større per år for materiale-, produktions- og bortskaffelsesfasen, mens bidragene fra brugsfasen er ens per år. Derfor er det især bidragene til farligt affald, fotokemisk ozondannelse, næringssaltbelastning og toksicitet som stiger, når levetiden falder.

Ved en levetid på 4 år og normal brug af mobiltelefonen er det kun bidragene til farligt affald, som bliver væsentligt mindre end ved en levetid på 3 år. Det skyldes, at ved normal brug i 4 år er det nødvendigt at bruge et ekstra LiIonbatteri. og at dette ikke opvejes af den længere levetid af de øvrige dele (mobiltelefon og oplader).

Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Figur 8‘‘
Figur 8.
De vægtede miljøeffektpotentialer for mobiltelefon, batteri, oplader og emballage ved levetid på 2 og 4 år sammenlignet med referenceproduktets levetid på 3 år.

Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Figur 9‘‘
Figur 9.
De vægtede ressourceforbrug for mobiltelefon, oplader, batteri og emballage vist per år for levetid på 2 år og 4 år sammenlignet med referenceproduktets levetid på 3 år. (Ressourcer med forbrug under 0,01 mPR_W90 er ikke vist på grafen).

Toksicitet
Der mangler emissioner for udvinding og raffinering af en stor del af ædelmetallerne samt for en del af produktionsprocesserne. Det er ikke emissionerne fra energiforbruget, der mangler, men emissioner fra selve produktionsprocesserne. En del af disse emissioner er toksiske, derfor skal bidragene til de tre toksicitetseffekter betrages som minimumsbidrag. Det er ikke muligt at sætte tal på, hvor meget større de tre potentielle toksiske miljøeffekter ville være, hvis alle emissioner var med i miljøvurderingen.

6.3 Diskussion

Materialefasen
Brugen af data for det generelle materialeindhold i bestykket printkort i stedet for de manglende data for passive komponenter har ikke betydning for miljøeffekterne måske lige med undtagelse human toksicitet. Set for hele produktet er forbruget af lithium, kobolt, tin og guld stadig de væsentligste. Om palladium forbruget er væsentligt, afhænger af, om der er palladium i de passive komponenter, så dette forbrug må betragtes som meget usikkert.

Produktionsfasen
I forhold til miljøvurderingen betyder de manglende produktionsdata for passive elektronikkomponenter en betydelig usikkerhed på resultatet for effekterne øko-toksicitet, pesistent toksicitet og farligt affald.

De manglende emissioner fra processerne ved produktion af LiIoncellen betyder at bidragene til toksicitetseffekterne er mindre end de ville være, hvis data var inkluderet.

Brugsfasen
Hvis brugen af mobiltelefonen betyder at der skal oplades oftere (hver anden dag) eller sjældnere (hver fjerde dag) end antaget for referenceproduktet, ændrer det ikke konklusionerne med hensyn til miljøeffekterne og ressourceforbrugene.

Hvis der skal bruges et ekstra batteri, stiger alle bidrag til miljøeffekterne og alle forbrug af ressourcer. Antallet af batterier har betydning især for ressourceforbrugene.

Hvis opladeren er slukket, når den ikke bruges til opladning, vil bidragene fra brugsfasen være af samme størrelsesorden som bidragene fra produktionsfasen og materialefasen. Ressourcemæssigt har opladerens energiforbrug kun betydning for energiressourcerne, som bliver lidt mindre.

Bortskaffelsesfasen
Det har ikke så stor betydning for miljøeffekterne hvordan bortskaffelsen finder sted. På ressource siden at dette dog vigtigt. 100% genvinding giver et betydeligt mindre ressourcetræk på ædelmetallerne; men til gengæld et øget bidrag til persistent toksicitet. De andre miljøeffekter ændres ikke meget. I øjeblikket sker der ikke 100% genvinding i EU, men det når det kommende direktiv (WEEE3) om elektronikaffald bliver implementeret vil det formodentlig indeholde krav om næsten 100% genvinding.

Der er ikke medtaget genvinding af tin i miljøvurderingen af referenceproduktet, selv om nogle kobberværker udvinder tin. Selvom genvindingen inkluderer al tin fra materialefasen og en del af tinnet fra produktionsfasen, så vil det vægtedeforbrug af tin stadig være væsentligt. Det ændrer ikke på resultatet af miljøvurderingen.

Produktets levetid har betydning for resultatet af miljøvurderingen. Hvis produktet lever kortere end antaget, så vil især bidragene til farligt affald, fotokemisk ozondannelse, næringssaltbelastning og toksicitet stige. Hvis levetiden er længere, skal der bruges et ekstra batteri og så er det kun bidragene til farligt affald, som bliver væsentligt mindre.

Da der mangler data for emissioner for udvinding og raffinering af en stor del af ædelmetallerne samt for en del af produktionsprocesserne, og en del af disse emissioner er toksiske, skal bidragene til øko-toksicitet og persistent toksicitet betragtes som minimumsbidrag.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |