Miljøvurdering af ekspansionsventiler

3 Afgrænsning

3.1 Produktets funktion og funktionelle enhed
3.2 Systembeskrivelse
3.3 Data grundlag

3.1 Produktets funktion og funktionelle enhed

Funktion
Ventilens funktion er at regulere indsprøjtningen af kølemiddel i fordamperen i et kølesystem. Disse kølesystemer kan være større industrielle køleanlæg, kølediske i supermarkeder og lign. Dette omfatter blandt andet at styre anlægget så energiforbruget reduceres mest muligt. Den valgte ventil har Danfoss’ typebetegnelse TE55.
Der fremstilles også ekspansionsventiler i forskellige størrelser og varianter, der dækker systemer i området fra 0,5 kW til 2 MW (Danfoss, 1996). Produktet er dimensioneret til en levetid på 10 år, hvilket også svarer nogenlunde til den levetid selve kølesystemet normalt har.

Funktionel enhed
Den funktionelle enhed er at regulere indsprøjtningen af kølemiddel i et kølesystem med en nominel kapacitet på mellem 175 – og 295 kW i 10 år. Som sekundære kvaliteter skal ventilen dække et temperatur område fra –60 til +50 °C.

Kvantitet
1 stk. ekspansionsventil.
(Som reference produkt tjener en ekspansionsventil fra Danfoss A/S type TE55 med mekanisk føler.)

Varighed
10 år.

3.2 Systembeskrivelse

Det system, som dette studie afgrænser sig til, omfatter ventilen, materialer, fremstillingsprocesser, brug, bortskaffelse og transport samt hjælpestoffer og energiforbrug til disse. Overhead til administration, udvikling, opvarmning, kantine etc. tages ikke med. Fremstilling af produktionsudstyret er heller ikke taget med. Studiet omfatter ikke arbejdsmiljø.
Der ses bort fra pap, papir og lign , der anvendes til emballage og etikettering. Den tidligere gennemførte matrix LCA (Bilag A) viser, at hvis man inkluderer energiforbruget af det kølesystem, som ventilen fungerer i, vil dette dominere totalt. Produktsystemet afgrænses derfor til selve ventilen uden energiforbruget af det kølesystem, som ventilen fungerer i.
Der arbejdes på Danfoss med at udvikle en føler med elektronisk styring (ETE), som på grund af en bedre styring, forventes at kunne reducere energiforbruget i kølesystemet. Det er derfor væsentligt at kunne udvide systemet til også at omfatte denne energibesparelse, når dette nye produkt skal sammenlignes med reference produktet.
Den elektroniske føler skal tilsluttes en regulator, som ofte vil findes på køleanlægget i forvejen, idet den bruges til anden styring som afrimning, alarmfunktioner m.m. Det er derfor valgt ikke at inkludere denne regulator i systemet.

3.3 Data grundlag

Der er primært anvendt data, som er tilgængelige i den til UMIP PC Værktøjet hørende database (Frees, N. et. al., 1996) samt en del specifikke data fra Danfoss A/S’ produktion på fabrikken i Nordborg. For elektronikken i den elektroniske føler er der på grundlag af en stykliste fra Danfoss, anvendt data indsamlet af IPU ved tidligere projekter. For nogle elektroniske komponenter er der anvendt standard data for materialesammensætningen indsamlet af Danfoss Drives A/S. Hvor det har været nødvendigt, er der tilføjet nye enhedsprocesser. Detaljer fremgår af den model, der er opbygget i UMIP PC Værktøjet. Kvaliteten af de anvendte data samt deres oprindelse er der redegjort for i tabel 1

Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Tabel 1‘‘
Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Tabel 1‘‘

Tabel 1
Referencegrundlag for data til miljøvurdering af ekspansions ventil