Miljøvurdering af ekspansionsventiler

4 Opgørelse

4.1 Dataindsamling og behandling
4.2 Procesoversigt
4.3 Resultatberegning

4.1 Dataindsamling og behandling

Materialefasen
Der er indsamlet styklister fra Danfoss A/S. På grundlag af disse, diverse supplerende oplysninger og vejning af de enkelte dele er opstillet en oversigt over de komponenter og materialer TE55 består af. Der er foretaget flg. tilnærmelser:

  • Der ses bort fra nogle få dele, der til sammen udgør <0,3% af massen af ventil-delen af produktet. (Miljøvurderingen omfatter således > 99,7% af ventil-delens materialeindhold.) Det er vurderet at disse 0,3% ikke indholder materialer, der er specielt problematiske.
  • For nogle emner af metal, der leveres til Danfoss i bearbejdet form er det som et erfaringstal antaget, at emnet vejede 30% mere inden bearbejdningen (Caspersen, N., 1999). I opgørelsen vil bruttoforbruget derfor være højere end det der rent fysisk kommer ind i huset hos Danfoss.
  • For nogle elektronik komponenter, hvor der ikke var data tilgængelige er der for materialeindholdet anvendt generelle data indsamlet af Danfoss Drives A/S.

Materialeindholdet i det færdige produkt er gengivet i tabel 2. Bemærk at et funktionsdygtigt produkt består af en ventil-del og en mekanisk- eller en elektronisk føler(ETE).

Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Tabel 2‘‘
Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Tabel 2‘‘

Tabel 2
Oversigt over materialeindholdet (et produkt består af en ventil samt en føler, som enten kan være mekanisk eller elektronisk)

Produktionsfasen
Produktionen hos Danfoss A/S, Nordborg er gennemgået. På grundlag af denne gennemgang er nogle processer, der skønnedes at være af mindre betydning valgt fra. Det drejer sig f. eks. om processer som vaske, samle og emballere. Detaljer fremgår af afsnit 4.2
Data om de resterende produktionsprocesser er herefter indhentet hos Danfoss A/S.

I forbindelse med produktionen hos Danfoss A/S anvendes en del hjælpestoffer til vask og lodning. Disse er der set bort fra, da de skønnes ikke at være af væsentlig betydning.
Data for processen omhandler også spildevands-behandling, og der er beregnet effektfaktorer for de væsentligste emissioner. Disse fremgår af den i UMIP PC Værktøjet opbyggede model.

For metalbearbejdning er der ikke brugt data fra Danfoss A/S, men data fra UMIP- databasen for de processer, der skønnes bedst at svare til de aktuelle bearbejdninger. Enheden er her baseret på kg fjernet materiale.
Desuden er oprettet en proces til trykstøbning af messing med udgangspunkt i en eksisterende proces for trykstøbning af aluminium. Denne proces er valgt som udgangspunkt, fordi den er baseret på data af bedre kvalitet end den tilsvarende proces for trykstøbning af zink. Det antages, at de pågældende emner trykstøbes hos Danfoss’ leverandører. Det er selvfølgelig også muligt, at emnerne smedes, men det skønnes ikke at være væsentligt.
For nogle elektronik komponenter, hvor der ikke var tilgængelige data om produktionen, er det på grundlag af litteratur (Philips,1998) skønnet, at der bruges 4 gange så meget materiale til fremstillingen som den mængde, der ender i det færdige produkt.

Brugsfasen
Der er ikke noget energiforbrug, som reference produktet er direkte årsag til, ligesom der heller ikke er andre forbrug af materialer, hjælpestoffer eller andet. Ekspansionsventilen med elektronisk føler bruger energi. Det er antaget, at energiforbruget er fordelt over døgnet med 30W i en time og 12 W i den øvrige periode (Kjøng, 1999).

Modtagne reklamationer over fejl, der giver anledning til udslip af fyldemedie eller kølemiddel er af størrelsen 1-3 stk./mill./år. Der ses bort fra dette selv om det reelle antal må formodes at ligge højere. Ovennævnte tal dækker ”små termoventiler” med mekanisk føler, der i princippet fungerer på samme måde som den reference produktet.

Bortskaffelsesfasen
Ventilen sælges primært på det europæiske marked. På grundlag af forespørgsler hos de væsentligste af Danfoss’ salgsdatterselskaber, kan det konkluderes, at det er overvejende sandsynligt at ventilen vil ende hos en professionel skrothandler, der vil sortere ventilen fra til messing skrot (direkte genvinding). Det er dog i modellen antaget at nogle ventiler ender i en shredder og at endnu færre ender i dagrenovationen. Det anvendte bortskaffelses scenario er der redegjort for figur 1.

Figur 1

Det vurderes, at det kun vil være messing, der i praksis vil blive genvundet af de materialer, der er i ventilen. Når der tages hensyn til de tab der vurderes at være i forbindelse med oparbejdningen, vil det betyde, at 78% af messingindholdet vil blive genvundet. Der er i deltaljer redegjort for bortskaffelses scenariet i bilag B.
De anvendte processer er baseret på data fra UMIP databasen og interne data fra Instituttet for Produktudvikling.
Transportfasen omfatter hele produktet. Det antages, at diverse modifikationer af produktet ikke vil influere væsentligt på transport scenariet.

Transportfasen
Transportfasen er modelleret i regneark. Der er tale om en forholdsvis grov modellering. Der er lavet to scenarier et med produktion i Danmark og et med produktion i Mexico. Det er Danfoss’ Indkøb’s vurdering, at de europæiske leverandører af de tungeste dele (messing) fortsat vil være konkurrencedygtige på det nordamerikanske marked. Ventilens væsentligste marked vil fortsat være Europa. I Mexico-scenariet indgår derfor, at råvarer og færdigprodukt fragtes frem og tilbage over Atlanten..
Transport internt på produktionsstedet antages at være uden betydning. og er ikke medtaget. Resultatet af modelleringen fremgår af tabel 3.

Tabel 3
Tabel 3
Sum af Transportarbejde i kgkm

Systemudvidelse og undgået produktion
Som nævnt genvindes en stor del af ventilens materialer efter brugsfasen ligesom spåner går retur til omsmeltning efter bearbejdning. For at håndtere dette i modellen er fortaget en systemudvidelse, da det antages, at disse materialer vil fortrænge brugen af primært metal. Man undgår herved noget produktion og den tilhørende miljøbelastning:

  • Det materiale der returneres som spåner efter bearbejdning. Omsmeltning af disse spåner er lagt ind under produktionsfasen. Selv om denne proces ikke fysisk finder sted på Danfoss’ fabrikker, opfattes den dog som en naturlig del af produktionsprocessen på samme måde som et internt kredsløb.
  • Det materiale der fra det skrotede produkt går ind i genvindingkredsløbet. Omsmeltning af dette og bortskaffelses processerne er lagt ind under bortskaffelsesfasen.

4.2 Procesoversigt

Detaljer om de enheds processer, der indgår i livsforløbet, fremgår af den model, der er opbygget i UMIP PC værktøjet (Bilag C).
Nedenfor er en kort oversigt over de anvendte produktionsprocesser.

Tabel 4
Tabel 4
Oversigt over produktionsprocesser

Som tidligere nævnt er der set bort fra nogle processer, hvis bidrag vurderes at være uden betydning. Det drejer sig om følgende processer: samle, bertle, ipresse, oprulle, afprøve, slutinspicere, emballere, vaske og lappe.
Desuden mangler der produktionsdata for ca. 13% af elektronikken. Det drejer sig om komponenter som modstande, kondensatorer og dioder.

4.3 Resultatberegning

Opgørelsen er beregnet i UMIP PC værktøjet. De vigtigste resultater er sammenfattet i neden stående tabel 5.

Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Tabel 5‘‘
Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Tabel 5‘‘

Tabel 5
Udvalgte resultater fra opgørelsen for TE55 med mekanisk føler(reference produkt)