| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Anti-pæleorm

5 Biologi

For at kunne vælge de mest effektive strategier til forebyggelse og/eller bekæmpelse af de træskadegørere, der forekommer i maritimt træværk præsenteres her

1)  Hvilke arter af pæleorm og pælekrebs, der er af betydning i danske farvande.

2)  Beskrivelse af disse skadedyrs basale biologi specielt med fokus på de dele af biologien, der vil kunne have betydning for de ovennævnte strategier.

5.1 Marine træskadegørere i danske farvande

I danske farvande findes der fire forskellige arter at træskadegørere, der er af betydning. En særdeles præcis kortlægning af pælekrebsenes og pæleormenes udbredelse med angivelse af angrebenes styrkegrad på talrige lokaliteter er givet i en betænkning udgivet af Dansk Ingeniørforening i 1921. De fire arter af betydning er tre arter af pæleorm, nemlig Teredo navalis, Psiloteredo megotara og Nototeredo norvegica, og en enkelt art af pælekrebs, Limnoria lignorum. De tre arter af pæleorm vil blive behandlet under et, da de stort set har samme biologi.

5.2 Pæleorm

Den største pæleorm, Nototeredo norvegica, findes kun ved Jyllands vestkyst. Den vokser hurtigere end de to andre arter af pæleorm og kan på kortere tid ødelægge det angrebne træ, men N. norvegica angives heldigvis at være ret sjælden. Den almindeligste art ved Jyllands vestkyst er Psiloteredo megotara. Nogle få eksemplarer blev fundet ved Frederikshavn. Den tredje art, Teredo navalis, som tåler langt lavere saltholdighed and de andre arter, er udbredt ved de danske kyster bortset fra den del af Østersøen, der ligger øst for Falster og syd for Amager. En voksen T. navalis er som regel 20-30 cm lang og 9-10 mm i diameter, men kan i danske farvande nå en længde på op til ca. 60 cm. En pæleorm lever normalt 1¼-1½ år.

Pæleormene er ormelignende muslinger, der lever i træ, som den borer sig ind i (se fig.3). Træet tjener ikke kun til dens beskyttelse, men udgør også hovedparten af den føde. Ved undersøgelse af pæleormens ekskrementer har det vist sig, at træet mister ca. 95 % af cellulosestofferne undervejs i dens fordøjelsessystem; dvs. at cellulosen nedbrydes til lavmolekylære og let fordøjelige sukkerstoffer. Dette formodes at ske ved hjælp af en enzymsekretion i svælget, men også en nedbrydning der skyldes bakterier og fagocyter i svælget menes være en mulighed. For at opnå maksimal vækst er det dog nødvendigt for pæleormen at skaffe sig proteiner. Det skaffer den sig som andre almindelige muslinger fra de små planktonorganismer, der føres ind med åndingsvandet og så filtreres fra i gællerne. I gællerne er der også fundet symbionte bakterier. Det er foreslået, at disse bakterier kan nedbryde såvel cellulose som fiksere nitrogen.

 Figur 3:
Tværsnit af fyrreplanke med angreb af pæleorm. Bemærk ind- og udstrømningsåbning erne ved træets overflade.

Boringen, og dermed afraspningen af træ til føde, foregår ved hjælp af skallerne, som sidder i forenden og er forsynede med riflede flige. Efterhånden som ormen vokser, forlænger den gangen, således at den til stadighed udfylder denne (fig. 1). Bagenden af pæleormen, som er smallere end forenden, er fastvokset til gangens yderste del nærmest indgangshullet. Dette vedbliver at være ganske lille. Det kan derfor være vanskeligt at se udefra, at træet er angrebet, selv om træets indre måske er stærkt ødelagt. Pæleormens boregang er cirkelrund i tværsnit og beklædt med et lag kalk.

Pæleormen er hermafrodit, således er den skiftevis han og hun, men den starter altid som han. Forplantningsperioden angives at begynde, når temperaturen når op på ca. 15 �‹ C og vedvarer, så længe temperaturen er derover, men er stærkest i sommertiden. P. L. Kramp fandt i 1934-36 fritsvømmende larver af pæleorm fra marts til november. Det tyder på at 1) enten har der været nogle meget varme forårsmåneder i disse år eller også 2) begynder pæleormenes forplantningsperiode ved en lavere temperatur end ovenfor angivet.

Pæleormslarvens første stadier, der varer ca. to uger, forløber i moderdyrets gællehule. Herefter udstødes larverne gennem udstrømningsåbningen og lever fritsvævende i vandet i 1-3 uger (sværmeperioden) til de finder et passende stykke træ, hvor de kan sætte sig fast og bore sig ind. Når larven kommer i kontakt med træets overflade, udskiller den en tråd, byssus, som tøjrer larven til træet.

Tidligere mente man, at forudsætningen for at pæleorm ville hæfte sig fast skulle træet have ligget i vandet så længe, at det yderste cellelag var vandmættet og delvis nedbrudt af svampe. Svenske undersøgelser peger imidlertid på at tilstedeværelsen af svampe i træet ikke er en nødvendighed for, at larverne hæfter sig til træet. Træ nedsat i havvand i kun 2 dage blev fundet med påhæftede pæleorm. Omvendt er det muligt, at svampene bevirker, at larverne hurtigere kan trænge ind i træet og svampene kan eventuelt også hjælpe ormen ved nedbrydningen af træets cellulose, som jo er deres primære føde. Når larven hæfter sig til træet, er skallerne ikke udviklet til boring i træet, men alligevel formår larven at lave en lille fordybning i træets overflade, muligvis ved hjælp af enzymer. Det først afskrabede træsmuld kittes sammen med et kalksekret der dækker larven som en lille kuppel (fig. 4).

Figur 4:  
Pletter af  kalksekret der angiver, hvor pæleormslarverne har sat sig fast. Bemærk at de primært sidder på den mørke del af træet (vinterved).

Under almindelige forhold er angrebene af pæleorm stærkest i træ i nærheden af vandets overflade. Er der urolig sø i larvens sværmeperiode bliver angrebet fordelt mere jævnt nedefter og kan forekomme aftagende ned til ca. 10 meters dybde. I modsætning til pælekrebsene kan pæleormens larver uden vanskelighed holde sig fast på glatte overflader, selv om disse udsættes for kraftige bølgeslag.

Til at begynde med borer den unge pæleorm sig næsten vinkelret ind, hvorefter den søger at gå på langs af træets fibre (se fig. 6 ). Det er ligegyldigt om tømmeret sidder lodret eller vandret, og i lodret siddende tømmer er det ganske tilfældigt, om ormen borer opefter eller nedefter. Væksten er hurtigere i blødt end i hårdt træ, og pæleormen vokser hurtigt, hvis den kan blive ved med at bore på langs af træets fibre. Den går helst uden om knaster, og er der flere pæleorm i samme stykke træ, går de aldrig ind i hinandens gange og de tvinges derfor ofte til at bore på tværs af træets fibre. Det er tit nævnt, at pæleorm ikke kan gå fra et stykke træ til et andet, som berører hinanden. Men, Kramp (1938) angiver, at det kan de. Samtidige angreb af pælekrebs hæmmer pæleormenes virksomhed, dels ved at krebsene gnaver træet væk omkring pæleormenes gange, hvorved pæleormene dør, dels ved at de fritsvømmende pæleormslarver ikke kan komme til for pælekrebsene. Pæleorm vokser når temperaturen er 5 �‹ C eller derover. Under 5 �‹ C ophører boringen og temperaturer under 0 �‹ C dræber pæleorm. Den nævnte temperaturafhængighed gælder dog kun under forudsætning af, at saltholdigheden er over gennemsnitlig 12-14 ‰. Aftagende saltholdighed nedsætter deres boreaktivitet og som følge heraf er der en nedsat vækst. Ved 5 ‰ saltholdighed eller mindre lukker pæleormene røret. Der er lavet nogle få mindre forsøg, der belyser hvor længe pæleormene kan klare sig i vand med lav saltholdighed. Disse peger på, at pæleormene i den forseglede tilstand med lukkede rør kan overleve ca. 6 uger ved 5 ‰ og 14-19 dage i ”rent” ferskvand. Der er dog behov for flere undersøgelser på dette område, hvor andre faktorer som f.eks. alder, ernæringstilstand, træsort, årstid, og specielt temperatur også tages i betragtning.

5.3 Pælekrebs

I de dansk farvande findes kun én art af pælekrebs, nemlig Limnoria lignorum, et lille bænkebideragtigt krebsdyr (Isopod) (fig. 5), som fuldt udvokset er ca. 3,5 mm langt og godt 1 mm bred, men som kan blive op til 5 mm lang. (Ved f.eks. den tyske og hollandske Vesterhavskyst lever Limnoria lignorum i et næsten symbiotisk forhold med en anden slags pælekrebs, nemlig amphipoden Chelura terebrans. Sidstnævnte er dog ikke fundet i danske farvande, og vi vil derfor her bruge betegnelsen pælekrebs kun for Limnoria lignorum.)

Figur 5:
Hun af pælekrebsen, Limnoria lignorum, set fra siden. Den runde sæk hun bærer under maven er æg.

Pælekrebsens korte brede halefødder er fortrinlige svømmeredskaber; de syv par kropsfødder er krogben, hvormed den holder sig fast. Dens kindbakker og kæber er stærkt kitiniserede, og med dem gnaver dyret gange tæt under træets overflade (fig.6).

Figur 6:
Boregange lavet af pæleorm (Teredo) og af pælekrebs (Limnoria). Bemærk at pæleormens gange er forholdsvis længere inde i træet, mens pælekrabsens gange er overfladiske.

Hvor der er mange pælekrebs, omdannes træets yderste lang i løbet af kort tid til en svampet masse af tynde lameller, der let skylles eller stødes af, hvorefter dyrene enten søger længere ind i træet eller svømmer ud og angriber et andet sted. Det er som regel voksne dyr, der angriber træet udefra. Pælekrebsen kan ikke, som pæleormene, fordøje cellulosen. Den bruger gangen i træet som opholdssted, hvor den sidder godt beskyttet,mens den med sine halefødder sørger for en stadig vandstrøm, der bringer ilt og næring (plankton) til sig. I gangene foregår parringen og æglægningen, hvorefter de nyklækkede unger gnaver gange ud til begge sider fra modergangen (i stil med det man kender fra flere landlevende borebiller). Modergangen forlænges så det næste kuld unger ikke generer deres ældre søskende, når de ligeledes skal til at gnave ”ungegange”. Forplantningstiden strækker sig gennem næsten hele året og hvert pælekrebsepar kan i årets løb få 3-4 kuld unger. Det første kuld klækkes sædvanligvis i maj, det sidste i februar-marts. Det er efter denne sidste klækning, at de fleste voksne individer forlader deres gange og indleder det voldsomme angreb der næsten altid finder sted i marts eller april. Derefter, med nogle ugers mellemrum, kommer der angreb af aftagende styrke indtil oktober. En pæl eller en planke kan på denne måde miste et lag af 1 cm tykkelse hvert år, ved særligt kraftige angreb betydeligt mere.

Et forhold af stor praktisk betydning er, at krebsene har vanskeligt ved at holde sig fast længe nok til at gnave sig ned i en glat overflade, specielt på træ der er udsat for bølgeslag. Det tager nemlig flere dage, før pælekrebsen har fået sig gnavet så langt ind i træet, at den er beskyttet. Derfor finder man sjældent angreb af pælekrebs i bundgarnspæle eller andet fritstående tømmer udsat for bølgeslag. Et tyndt lag slam, alger eller anden begroning på træets overflade hjælper den derfor til at holde sig fast (og nok også til at beskytte sig mod rovdyr). Krebsenes angreb er derfor kraftigst på rolige steder og i træ med sprækker, eller f.eks. hvor to stykker tømmer er sammenføjet.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |