| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Anti-pæleorm

34 Historie

I snart hundrede år har man forsøgt at klarlægge oprindelsen til den relativ store variation, der findes inden for udformningen af træfartøjer. Det er sket ved henholdsvis studie af eksisterende typer, samt ved sammenligning med arkæologiske fund. Resultaterne er logisk nok ikke entydige, og der foregår til stadighed en diskussion forskere imellem, for at få et tydeligere billede af de forskellige fartøjers oprindelse.

Hvorfor træ?
Det er et materiale der generelt er nemt tilgængeligt, og det kan bearbejdes med helt primitive redskaber, såsom stenredskaber. Træ er let og stærkt, holder godt under skiftende miljøpåvirkninger.

Faktisk er der ikke noget andet materiale, der er så enkelt at forme til næsten alt hvad mennesker har (havde) brug for i dagligdagen.

34.1 Typer

34.1.1 Flåden

Hvorvidt det er rigtig at mennesket allerede i tidlig stenalder anvendte træflåder før skinflåder, lader sig næppe afgøre. Det er sikkert, at flåder er blevet anvendt i mere end 10.000 år, og måske allerede så tidligt som for 100.000 år siden. Nu til dags tænker vi ikke på flåder som fartøjer, i hvert tilfælde ikke i Danmark. Vi vil dog finde flåder i daglig anvendelse, eksempelvis oceangående fiskefartøjer, i Sydamerika (fig.1).

 Fig. 1

34.1.2 Egen / stammebåden

Den enkleste udformning af en båd kaldes en ege. Egen er en logisk udvikling af flåden beskrevet ovenfor. En ege (fig.2) udmærker sig ved at være udført af et stykke træ uden samlinger. Den udhulede stamme kan udføres med bløde overgange fra stævne til sider, og derved frembyder den en uafbrudt skal, der relativt nemt kan beskyttes mod miljøet.

Fig. 2

En ege har sin logiske størrelsesbegrænsning bestemt af det tilgængelige træ. Typen anvendes stadig meget i sydligere tropiske lande, hvor store træer er til rådighed.

Fig. 3

34.1.3 Stammebåde af flere stykker træ

I det følgende skal vi se på disse metoder til at sammensætte et naturprodukt til et praktisk fartøj, der kan holde vandet ude og mandskabet og lasten relativ tør.

Med egen som udgangspunkt, kan man sige med stor sikkerhed, at der opstod fartøjer der var samlet af flere stykker træ, det kunne være så enkelt som at montere et agterspejl i en ege (fig.3) , som et fund fra Århus viser.

Et ønske om enten at opnå bedre lasteevne eller bedre egenskaber i søgang, førte til udviklingen af eger med to planker surret på øverste del af fartøjet. I sin mest sofistikerede form blev det til båd udhulet af en stamme, der derefter blev udvidet, for at få et bredere fartøj. Ovenstående fartøj blev da forhøjet med to påsyede planker (fig.4).

34.1.4 Fartøj af flere stykker træ

Inden for skibsbygning skelner vi normalt imellem klinkbygget og kravelbygget fartøjer. Førstnævnte ser ud som følgende skitse (fig.5), altså med planker der overlapper; medens kravelbygget har plankerne sammensat kant mod kant hvilket giver en glat ubrudt flade (fig. 6).

Disse to byggemetoder kan udformes forskelligt eller kombineres.

34.1.5 Klinkbygget

Et klinkbygget fartøj udmærker sig ved at klædningen, det vil sige alle bordene er sammenføjet på en sådan måde at de udgør en skal. Denne skal kan i princippet hvile i sig selv, den kræver ikke noget for at være vandtæt. Alle plankerne er fæstet til hinanden indbyrdes med enten metalnitter eller som tidligere syet sammen.

Fig. 7A  klinkbygget

Fig. 7B skitse af klinkbygget

Dette giver den unikke fordel at så længe nitterne sidder godt og fast, da vil skallen være som en krum plade med en betydelig styrke. Yderligere styrke kan tilføjes i form af såkaldte spanter, svøb (klædning som indvendige tøndebånd) eller skodder (tværskibsinddelinger). (se fig. 7A + 7B) På nær meget små fartøjer vil det altid være nødvendig med denne indvendige afstivning. Det samlede resultat er en klædning, der er udført som en samlet skal med afstivning. Det giver en yderst let og stærk konstruktion. Selve byggematerialerne der blev anvendt og anvendes kan være såvel løv- som nåletræ.

Valget af træ er oftest geografisk bestemt, med eg i de sydligere dele og nåletræ i de nordlige sele af Skandinavien.

Selve klinkbygningen ser også ud til at have sin største udbredelse i de nordlige dele af Europa samt i et område der strækker sig over Sibirien til Korea.

 Fig. 8B kombineret kravel og klink

34.1.6 Kravelbygget

En kravelbygget båd har en glat klædning, der består af individuelle planker . Disse planker vil normalt være fastholdt af en tværliggende tømmerkonstruktion, der således får en hel flade til at virke som en vandtæt barriere (fig.9).

Man har også andre metoder hvor de enkelte planker fæstes til den nærliggende med et system af indskud og dyvler. Sidstnævnte metode var almindelig i antikken og anvendes stadig i lande, omkring det indiske ocean (fig.10).

Fig. 10  kravelbygget fra Middelhavsområdet

Kravelbyggede fartøjer vil oftest være noget tungere end klinkbyggede fartøjer, og vandtætheden er noget vanskeligere at opnå.

Generelt kan man sige at klædningen på en kravelbygget båd kun danner et hele, fordi de individuelle planker er fæstet den underliggende spantekonstruktion. Netop ved dette forhold adskiller kravelbygningen sig væsentligt fra klinkbyggede konstruktioner.

Der findes nyere konstruktioner hvor plankerne er sammensatte, således at de danner en skal, lige såvel som de der hovedsagelig forekom i antikken (fig.11 + 12).

Fig. 11  diagonalbygget

Fig. 12  antik type, bundet sammen

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |