Verificering af mængden af hvidblikemballage på det danske marked

2 Metodeanvendelse

2.1 Arbejdsplan
2.2 Organisering af arbejdet
2.3 Resultater fra projektet

Der laves hvert år en forsyningsstatistik for mængden af hvidblik-/stålemballage på det danske marked. Denne statistik er baseret på data fra Danmarks Statistik, som derefter bearbejdes.

Forsyningsmængden for emballager fremstillet af hvidblik/stål beregnes som summen af følgende 2 komponenter:

  • Netto-forsyningen af tomme hvidblik-/stålemballager
  • Netto-forsyningen af fyldte hvidblik-/stålemballager gennem udenrigshandel med fyldte emballager

Netto-forsyningen af tomme hvidblik-/stålemballager opgøres ved at lægge den indenlandske produktion af hvidblik-/stålemballager sammen med importen af tomme hvidblik-/stålemballager og fratrække eksporten af tomme hvidblik-

  • stålemballager. På tilsvarende vis opgøres netto-forsyningen af fyldte hvidblik-
  • stålemballager ved at opgøre importen af fyldte hvidblik-/stålemballager og

fratrække eksportmængden af fyldte hvidblik-/stålemballager. Generelt er usikkerheden størst ved den sidst nævnte del-mængde, men den udgør som regel til gengæld også den mindste mængde. Dette er dog ikke gældende for hvidblikemballager, idet der er en meget stor eksport af fyldte hvidblikemballager.

På grund af den nævnte tvivl om tallene er der et behov for at verificere hvidblikemballagemængden ved at anvende andre kilder til at fremskaffe data for forsyning af hvidblikemballage samt at checke de data, der allerede indgår i statistikken yderligere. Her tænkes f.eks. på data fra affaldsanalyser, data fra brancheorganisationer og store producenter samt data fra en større detailhandelskædes emballagedatabase.

Som tidligere beskæftiger rapporter sig primært med hvidblikemballage-faktionen af ”hvidblik-/stål-emballagegruppen”.

2.1 Arbejdsplan

Arbejdet er gennemført efter følgende fase-opdelt arbejdsplan:

Fase 1. Principiel og faktuel metoderedegørelse af den hidtidige opgørelse af hvidblikemballageforsyningsmængden

I denne fase foretages der en beskrivelse af den metode, der er anvendt ved opgørelsen af den danske emballageforsyning. Materialet hertil er i stor udstrækning hentet fra selve den senest gennemførte emballagekortlægning som dækker emballageforsyningen for år 2000.

I fasen redegøres der også for sammensætningen af den opgjorte hvidblikemballageforsyning med hensyn til, hvilke mængder undersøgelsen er kommet frem til. Det er denne mængdeopgørelse, som arbejdet i dette projekt skal holdes op imod.

Fase 2. Gennemcheck af emballageforsyningsopgørelsen for hvidblikemballager

Fasen omfatter en yderligere kvalitetssikring af de data, der indgår i emballageforsyningsopgørelsen.

I denne fase bliver der foretaget et check af om de forsyningsmængder, der er opgjort under emballageforsyningsopgørelsen, er nogenlunde korrekte i forhold til de største emballagepositioner.

Fase 3. Check af data i forhold til den ”nye emballageopgørelsesmetode”

I forlængelse af emballageforsyningsopgørelsen for år 2000 er der foretaget en fordeling af det samlede emballageforbrug ud på de 10.300 varepositioner, som der findes i Danmarks Statistiks vareforsyningsopgørelse. I modsætning til hovedopgørelsen kan man her slå den samlede anvendte emballagemængde til et konkret produkt op. Selv om der på en række punkter anvendes det samme datagrundlag som i hovedopgørelsen, er der nogle steder anvendt andre data, men der er i stor udstrækning tale om en ”matematisk” kalkulation. Når man summerer data for hvidblikemballagemængderne op efter denne metode, kommer man til et andet resultat end ved hovedopgørelsesmetoden. I fasen her foretages der et yderligere check af hvidblikemballagedatamængderne fra den ”nye emballageopgørelsesmetode”.

Fase 4. Check af forsyningen af den indenlandske produktion samt import og eksport af tomme hvidblikemballager

Ved den 2-delte emballageopgørelse fremkommer den største mængde hvidblikemballager gennem nettoforsyningen af tomme hvidblikemballager – altså den indenlandske produktion af hvidblikemballager tillagt importen af tomme hvidblikemballager og fratrukket eksportmængden. Gennem kontakt til producenter af tomme hvidblikemballager vil det blive forsøgt at få verificeret om de data, som de samme virksomheder har indrapporteret til Danmarks Statistik, også er korrekt angivet som emballage, og om de opgjorte mængder er korrekte.

Fase 5. Datacheck fra detailhandelen og opregning til et total markedstal for salgsemballager

I 1997 gennemførte en stor dagligvaredetailhandelskæde en kortlægning af emballageforbruget til ca. 5.000 af de varenumre, der sælges i deres butikker. I denne undersøgelse er hver eneste emballage specificeret m.h.t. materiale og vægt. Disse data er så koblet sammen med antal solgte enheder i den aktuelle periode. Herigennem er det således muligt at opregne den samlede hvidblikemballagemængde, der sælges gennem de tilknyttede butikker. Dog er undersøgelsen ikke alt omfattende – for en række varegrupper er der ikke indsamlet data, ligesom at der ikke er indrapporteret data for alle varer i de aktuelle varegrupper. Men gennem anvendelse af emballagedatabasen med opjusteringer for de manglende produkter samt en opjustering til et totalt markedstal på basis af markedsandelsberegninger kan man komme frem til et nogenlunde tal for anvendelsen af hvidblikemballage.

Fase 6. Affald og indsamlingscheck af mængder

I de forgående faser har arbejdet udelukkende bestået i at kortlægge de mængder hvidblikemballage, der bringes på markedet. Men de samme emballager forlader også markedet igen som emballageaffald. Der er løbende foretaget opgørelser af, hvilke fraktioner som de samlede affaldsmængder består af. Størstedelen afhvidblikemballageaffaldet transporteres til affaldsforbrændingsanlæg og genanvendes ikke. En mindre mængde indsamles separat og materialegenanvendes.

Fase 7. Emballageafgifter

Visse hvidblikemballager er pålagt en vægtbaseret emballageafgift. Gennem det indbetalte afgiftsprovenu kan man i hvert tilfælde få en direkte information om, hvilke hvidblikemballager, der som minimum findes på markedet.

Fase 8. Samlet opgørelse af hvidblikemballageforsyningsmængden og udarbejdelse projektrapport

I denne fase udarbejdes en samlet projektrapport, som beskriver de resultater, der er fremkommet gennem projektarbejdet. Projektrapporten vil omfatte en konklusion på spørgsmålet om den forsyningsmængde af hvidblikemballager, der er fremkommet i den årlige emballageforsyningsopgørelse, befinder sig på det rette niveau, eller om den skal justeres.

2.2 Organisering af arbejdet

Arbejdet er gennemført af konsulentfirmaet LOGISYS A/S, som også har gennemført opgaven med kortlægning af emballageforsyningen for år 2000. Projektleder for arbejdet har været seniorkonsulent Jan Jakobsen, som også er projektleder for opgørelsen af emballageforsyningen for 1999, 2000 og 2001. Derudover har brancheforeningen ”Metalemballagegruppen” ved Jim Hansen og direktør L.E. Sebbelov, Metalvarefabriken Baltic A/S været meget behjælpelig ved projektets gennemførelse. Derudover har der været taget kontakt til de danske virksomheder, der fremstiller hvidblikemballager. De har alle velvilligt stillet datamateriale til rådighed for projektet.

2.3 Resultater fra projektet

Ved gennemførslen af projektet får Miljøstyrelsen verificeret om de hidtidige opgjorte tal for hvidblikemballageforsyningsmængden ligger på det rette niveau, eller om mængderne skal justeres. Såfremt det viser sig, at mængderne skal justeres, vil de justeringsfaktorer, der fremkommer heri projektet, blive anvendt i de fremtidige opgørelser af emballageforsyningen – og de tidligere års emballagekortlægninger vil blive justeret tilsvarende. Resultaterne vil selvfølgelig også blive brugt som grundlag for opgørelsen i den nye samlede ”hvidblik-/stålemballage”-kategori, hvor hvidblikemballager fortsat vil udgøre langt hovedparten af mængden.