Verificering af mængden af hvidblikemballage på det danske marked

10 Emballageafgifter

I gennem en årrække har der været pålagt en vægtbaseret emballageafgift på emballager til visse varegrupper. For alle anvendte emballager til disse varegrupper på under 20 liter i rumfang skal der betales en afgift, der er baseret på vægten af den aktuelle emballage. Afgiftens størrelse er baseret på en emballagemateriale differentieret afgiftssats pr. kg emballage, der er bragt på markedet. Told & Skat, der opkræver afgiften, fremstiller løbende en statistik over hvor store afgiftsprovenuer, virksomhederne indbetaler for de enkelte materialekategorier. Gennem dette samlede provenu pr. emballagemateriale kan man direkte udregne hvor store mængder emballagemateriale, der er betalt afgift for. I år 2001 blev der i alt indbetalt 98,1 mio. kr. i emballageafgift fra hvidblik-/stålemballager. Det svarer til en afgiftsbelagt mængde på 12.697 tons. Heraf er afgiften for de 11.037 tons indbetalt for ”almindelige” hvidblik-/stålemballager, mens der er indbetalt afgift for en mængde på 1.660 tons for hvidblik-/stålemballager, der er UN-godkendte. For at være en UN-godkendt emballage skal der anvendes en større emballagemængde pr. emballage, end hvis emballagen ikke skal anvendes til farlige produkter. Derfor opereres der med 2 forskellige afgiftssatser for hvidblik/stål-emballager. Når der ligger direkte afregninger bag en emballagemængde, er man temmelig sikker på, at såvel beløb som mængder er korrekte.

Næsten alle de emballager, der er pålagt emballageafgift efter satsen

”hvidblik/stål”, er fremstillet af hvidblik. Derfor vedrører opgørelsen i dette afsnit reelt kun hvidblikemballage-fraktionen.

Dermed kan man som minimum konkludere, at der er de godt 13.000 tons hvidblik-/stålemballage på markedet. Men det er ikke alle hvidblik-/stålemballager, der er pålagt den vægtbaserede emballageafgift. I alt er der 15 definerede varegrupper, hvor der af emballagen skal svares en emballage afgift. Desværre har Told & Skat ikke nogen fordelingsopgørelse af, fra hvilke varegrupper den indbetalte afgift kommer fra. Men ud fra en viden om den generelle emballageanvendelse kan det slås fast, at det indkomne afgiftsprovenu primært stammer fra følgende varegrupper:

  • Diverse kemiske produkter
  • Dyremad
  • Sauce og andre special konserves produkter (begrænset mængde)

Der skal ikke betales afgift for emballager, der har et rumfang på over 20 liter. Det vil sige, at f.eks. større metalemballager og tromler ikke skal svare emballageafgift. Der findes således en emballagemængde her, som ikke er omfattet af afgiften. Derudover findes der en række varegrupper, hvortil der benyttes hvidblikemballager, som ej heller er omfattet. De store mængder af ikke afgiftsbelagte hvidblikemballager ligger hovedsageligt inden for følgende varegrupper:

  • Grøntkonserves
  • Kødkonserves
  • Fiskekonserves
  • Småkager
  • Pibetobak
  • Metallåg til konservesglas
  • Metalkapsler

Spørgsmålet er så, hvor store hvidblikemballagemængder, der ligger i disse varegrupper. Af den forrige varegruppeopdelte opgørelse fra detailhandelsdatabasen fremgår det, at der i hvert tilfælde findes omkring 8.781 tons hvidblikemballage i disse varegrupper. Stort set er det kun dyremad fra detailhandelsdatabasen, der er omfattet af emballageafgiften og som derfor vil tælle dobbelt. Derfor kan oplysningerne fra detailhandelsdatabasen direkte anvendes. Her blev mængden i alt opgjort til 10.537 tons. Herfra skal trækkes hvidblikemballagemængden anvendt til dyremad. Denne mængde er i databasen opgjort til 2.214 tons. Derved kommer man frem til at produktgrupperne uden for afgiftsgrundlaget i alt repræsenterer en tonnage på 8.232 tons.

Hertil skal så yderligere lægges den andel af hvidblikemballager, der er over de 20 liter, men det drejer sig dog om en forholdsvis begrænset mængde. Denne mængde kan vurderes at udgøre 1.500 tons. Denne mængde omfatter dog kun de emballager der udelukkende er fremstillet af hvidblik – andre stålemballager indgår ikke.

Samlet kan hvidblikemballagemængden opgøres som følger i henhold til denne angrebsvinkel:

Afgiftsbelagt hvidblikemballage: 12.697 tons

Varegrupper uden for afgiftsgrundlag: 8.323 tons

Hvidblikemballager over 20 liter: 1.500 tons

Samlet hvidblikemballagemængde: 22.520 tons

På dette grundlag kommer man frem til, at den samlede hvidblikemballagemængde ligger på omkring 22.500 tons.