Gennemgang af miljøreguleringen med fokus på sundhedsaspekterne3 Luft3.1 MENNESKETS EKSPONERING FOR MILJØFAKTORER3.1.1 Miljøfaktorer 3.1.2 Luftforureningskilder 3.1.3 Observerede forureningsniveauer 3.1.4 Menneskets eksponering 3.1.5 Luftforureningens betydning for sundheden 3.2 BESKYTTELSESNIVEAU 3.2.1 Normer for luftkvalitet 3.3 REGULERING OG STRATEGI 3.3.1 Mål og principper 3.3.2 Miljømål for industrien 3.3.3 Miljømål for energiforsyning 3.3.4 Miljømål for transport 3.4 LOVGIVNING OG REGULERING 3.4.1 Love og bekendtgørelser 3.4.2 Vejledninger 3.4.3 Virkemidler 3.5 SAMMENFATNING 3.6 REFERENCER 3.1 MENNESKETS EKSPONERING FOR MILJØFAKTORER3.1.1 MiljøfaktorerEt rent atmosfærisk miljø er afgørende for sunde livsbetingelser og er en forudsætning for et godt udendørs – og i en vis grad også for et godt indendørs miljø. Luften kan transportere og sprede en lang række forureningskomponenter i form af partikler, væskeformige aerosoler og gasser over store afstande. Påvirkning af miljø og sundhed kan derfor forekomme langt fra emissionskilden. Det atmosfæriske miljø modtager emissioner af forurenede gasser og partikler fra en lang række menneskelige aktiviteter. Energifremstilling, industri og transport er de aktiviteter, som giver den største emission. Landbruget, handel og hjemlige aktiviteter bidrager også. Forbrænding af fossile brændsler er hovedkilden til forurenende emissioner i alle disse sektorer. Produktionsprocesser, affaldsforbrænding, fordampning af flygtige kemikalier og opløsningsmidler, brug af produkter og motortrafik er andre store kilder. Luftforurening spredes med vinden, hvilket reducerer koncentrationen med afstand fra kilden. Imidlertid bærer vinden også forureningen over store afstande og over landegrænserne, hvilket påvirker luftkvaliteten og depositionen over store afstande. Luften i Danmark påvirkes derfor også af langtrækkende transport af luftforurening fra det øvrige Europa. Visse primære forureningsstoffer bliver i atmosfæren omdannet til nye fysiske eller kemiske former og dermed til sekundære forureningskomponenter. Alle mennesker eksponeres dels fordi emissionerne er store, dels fordi de udledes fra mange lokale kilder. Mennesker, der bor i nærheden af industrivirksomheder, eksponeres for mange forskellige forbindelser, der udledes fra produktionsprocesser og materialehåndtering. Danmark regulerer emissionen af omkring 450 forbindelser fra industrien for at beskytte sundhed og miljø, hvorved antallet af mennesker,der eksponeres, reduceres. Typiske hyppigt anvendte eller udledte farlige stoffer er bl.a. toluen, xylen, 1,1,1-trichlorethan, tricholorethylen, ammoniak, og formaldehyd24. Der udledes store mængder VOC‘er fra forskellige opløsningsmidler, bindemidler og belægninger. Ikke alle industrikemikalier reguleres for at beskytte sundheden. Mange opløsningsmidler i fx industrimaling reguleres for at beskytte befolkningen mod lugt, da mange kemikalier har en grænseværdi for lugt under de sundhedsbaserede retningslinier. De svært nedbrydelige organiske forbindelser (POP‘erne) bliver ført med luften. Nogle er halvflygtige, hvilket betyder at de let fordamper og kondenserer. Denne egenskab får POP‘er til at fordampe, når de opvarmes, og kondensere igen når de nedkøles. Det medfører transport mod og ophobning i koldere områder som de arktiske egne. Dioxiner er en gruppe stærkt giftige organiske forbindelser som dels dannes ved forbrænding af organisk materiale, der indeholder chlor specielt polyvinylchlorid plastik (PVC), dels ved andre industrielle processer, der involverer chlor, samt ved omsmeltning af stål- og aluminiumsrester. Dioxin kan opstå ved forbrænding af affald, men dioxindannelse og -udslip minimeres ved affaldssortering, nøje kontrolleret højtemperaturforbrænding, og emissionsbegrænsende tiltag. Små biobrændselsfyr og private brændeovne er også mulige dioxinkilder på grund af ufuldstændig forbrænding og mulig afbrænding af forbudte materialer (imprægneret eller malet træ, pap, mælkekartoner etc.). 3.1.2 LuftforureningskilderLuftkvaliteten i Danmark er både påvirket af emissioner fra danske kilder og af langtrækkende, grænseoverskridende luftforurening fra kilder i andre lande. Det betyder, at luftkvaliteten ikke blot afhænger af Danmarks, men også af andre landes miljøregulering og styring af kilder. Det gør EU-direktiver, internationale protokoller og internationalt samarbejde væsentligt for Danmarks atmosfæriske miljø. Varme- og elproduktion Varme- og elproduktion i Danmark foregår fortrinsvis med kul eller naturgas. Alle anlæg, der forbrænder kul er forsynet med røggasrensningsudstyr. Frigivelse af de resterende emissioner fra varme- og elproduktion sker fra høje skorstene, som er designet til at sikre, at grænseværdierne ikke overskrides nær jordoverfladen. De primære forurenende forbindelser, der frigives under forbrænding er kuldioxid (CO2), kvælstofoxider (NOx) og partikler (PM10 og PM2,5). CO2 er ikke giftig, men er en drivhusgas, som bidrager til global opvarmning og dermed til klima-forandringer. Partikler varierer i størrelse og kemisk sammensætning. Dannelsen af partikler, og de dertil relaterede sundhedspåvirkninger, varierer betydeligt blandt de forskellige former for forbrænding. Brændslets naturlige indhold af forurenende stoffer (fx svovl, og tungmetaller mm.) forøger forureningen yderligere, fx med svovldioxid (SO2), tungmetaller (Hg). Industrielle kilder Til industriel procesenergi og opvarmning forbrændes kul, olie og naturgas med de samme konsekvenser som nævnt ovenfor. Dertil kommer emissioner fra selve produktionsprocesserne, der kan omfatte syregasser, partikler, VOC‘er og forskellige industrielle kemikalier, tungmetaller, POP‘er og mikrobiologiske forurenere. VOC‘erne er en blanding af organiske forbindelser med varierende sundhedspåvirkning. Diffuse emissioner af partikler sker også fra opbevaring og håndtering af materialer. Transportkilder Emissionerne fra transportsektoren omfatter emissioner fra motorkøretøjer, dieseltog, skibe, færger og fly. Der sker også fordampning af VOC‘er fra brændselsdistribution, og partikler fra vejstøv og nedslidning af dæk. Forureningerne omfatter NOx, CO, SO2, partikler, VOC‘er og tungmetaller. En del af hovedstrækningerne af Danmarks tognet er elektrificeret, hvilket flytter emissionerne til kraftværker, hvor det er lettere at begrænse emissionerne. Husholdnings-, handels- og offentlige kilder Husholdnings-, handels- og servicesektorens emissioner (fx SO2, NOx og partikler) stammer fra mange små energianlæg – centralvarmeanlæg og brændeovne - og madlavning (forbrænding af olie, naturgas og træ mm.), maling og anvendelse af forbrugsartikler. Emissionerne omfatter en bred vifte af VOC‘er fra brug af lim, belægninger og andre materialer der indeholder opløsningsmidler udover de primære forurenere fra forbrænding. Affaldssektoren Emission fra forbrænding af husholdningsaffald omfatter NOx, SO2, partikler, dioxiner, VOC‘er og tungmetaller. Deponering af biologisk affald på lossepladser fører til dannelse og diffus udledning af metan, der er en kraftig drivhusgas. Der sker emission af VOC‘er og mikrobiologisk forurening fra spildevandsrensningsanlæg. Landbrug Der er flere former for emission af partikler fra landbruget, hvor støvdannelse ved markarbejde må anses for den mængdemæssigt betydeligste. Varme- og elforbrug i landbruget, landbrugsmaskiner, andre køretøjer og brug af pesticider resulterer også i emissioner. Markafbrænding har, bortset fra visse tilfælde, været forbudt i mere end 10 år. Betydelige mængder ammoniak frigives til luften fra animalsk gødning og kan give anledning til eutrofiering af jordbund og ferske vande. Sekundære luftforureninger Sekundære forureninger er stoffer, der skabes i atmosfæren, dvs. de bliver ikke udledt direkte fra en kilde. Troposfærisk ozon dannes i atmosfæren som en sekundær forurening, når sollys påvirker NOx og VOC‘er. Det meste ozon i luften i Danmark bliver dog transporteret over store afstande fra landene syd og vest for Danmark. Små partikler – aerosoler - kan også dannes i atmosfæren fra andre forureninger, specielt sulfater og nitrater. Totale nationale emissioner Tabel 3.2 viser de årlige emissioner af fire forurenende stoffer i Danmark i 1999 fra CORINAIR-sektorer. CORINAIR er et system, der er udfærdiget til afrapportering af nationale emissioner til EU og Det Europæiske Miljøagentur. CORINAIR systemet omfatter et klassifikationssystem for emissionskilder, der er baseret på 11 større antropogene kildesektorer.
Mht. dioxin har Miljøstyrelsen i 2000 foretaget en opdateret massestrømsanalyse for at udpege de væsentligste kilder til dioxindannelse. Her skønnede man et årligt dioxinudslip til luften på 19-170 g internationale dioxinækvivalenter (I-TEQ). Affaldsforbrænding, afbrænding af biobrændsel og omsmeltning af stål- og aluminiumsskrot anses for at udgøre de væsentligste kilder25. 3.1.3 Observerede forureningsniveauerLuftforureningen i Danmark har siden 1982 været overvåget gennem et landsdækkende luftmåleprogram. Den fjerde fase af måleprogrammet blev påbegyndt i januar 2000. Programmet indeholder et overvågningsnetværk med stationer i fire danske byer. Programmet udføres i samarbejde mellem Miljøstyrelsen, Danmarks Miljøundersøgelser, Storkøbenhavns Luftovervågningsenhed og de kommunale/amtskommunale myndigheder i Århus, Odense og Aalborg. Resultaterne bliver løbende publiceret i kvartalsvise rapporter. Programmet opfylder kravene i det nye EU rammedirektiv om luftkvalitet og ‘datterdirektiverne‘ om SO2, NO2, partikler, bly, benzen, kulilte og ozon. Som supplement til måleprogrammet anvendes i nogle tilfælde modelberegninger. I Tabel 3.3 vises de senest målte niveauer af SO2, NO2, PM10, kulilte, benzen, bly og ozon fra overvågningsprogrammet. Tabellen giver også de tilsvarende EU grænseværdier, som behandles i afsnit 3.2.1. EU‘s datterdirektiv fra 1999 kræver også, at PM2,5 (partikler mindre en 2,5 μm i diameter) måles og rapporteres for repræsentative områder, selvom der ikke er fastsat grænseværdier. Danske PM2,5-målinger er påbegyndt i 2000. For NO2 er de målte koncentrationer i alle tilfælde under den gældende grænseværdi på 200 µg/m3 for 98-percentilen. Afstanden til de vejledende værdier efter de nugældende regler er ikke stor og WHO’s vejledende værdi og den kommende grænseværdi for årsgennemsnittet på 40 µg/m3, der skal gælde fra 2010, var i 1999 overskredet i København. Forureningen med SO2 er klart faldende i Danmark. De målte koncentrationer var mere end en faktor 10 under gældende grænseværdier og mere end en faktor 5 under EU‘s vejledende værdi. De målte koncentrationer ligger også langt under de nye grænseværdier. De målte ozonværdier var i 1999 som tidligere næsten ens over hele landet. Langt den største del af de målte ozonkoncentrationer skyldes transport ind over Danmark fra lande, der ligger mod syd og vest. De største koncentrationer forekommer i sommerhalvåret i perioder med varmt og solrigt vejr. Der er indført en tærskelværdi på 180 µg/m3 som timemiddelværdi, ved hvilken befolkningen skal informeres. I 1999 blev den værdi overskredet én gang i landområderne. Den nye grænseværdi for ozon på 120 µg/m3 angivet som 8-timers gennemsnit blev overskredet i 1999, men ikke de tilladelige 25 gange. Den totale partikelkoncentration (TSP) i luften er i byerne på mellem halvdelen og en fjerdedel af grænseværdierne. TSP består af en blanding af bidrag fra flere kilder. Hvis man ser på vægten er ophvirvlet jordstøv den væsentligste. I relation til sundhedseffekterne er det de fine og ultrafine partikler – mindre end 2.5 µm, der har den største interesse, og her er trafikken en væsentlig bidragyder. De nye grænseværdier for partikler er fastsat for PM10 (dvs. partikler med diameter mindre end 10µm). I 1999 viser målinger i København, at årsgennemsnittet ligger tæt på grænseværdier på 40 µg/m3, der er gældende fra 2005, mens døgnmiddelværdier på over 50 µg/m3 forekom hyppigere end de tilladte 35 gange om året. 3.1.4 Menneskets eksponeringHver persons samlede daglige eksponering for luftforurening, er summen af kontakter med luftforurening, som den enkelte oplever i forskellige miljøer i løbet af dagen; i hjemmet, under transport, i gaderne etc. Eksponering i hvert enkelt af disse miljøer er produktet af forureningskoncentrationen og opholdstiden i miljøet. Den ideelle karakteristik af fordelingen af menneskets eksponering ville være direkte målinger af hver forureningskoncentration i indåndingsområdet for hvert medlem af et repræsentativ tværsnit af den pågældende befolkning. Et sådant måleprogram er upraktisk - nærmest teknisk set urealistisk. I stedet foretages luftkvalitetsmålinger på centrale, faste luftmoniteringspunkter som erstatningsindikatorer for eksponering af befolkningen. Målinger af daglige gennemsnitskoncentrationer af luftforureningskomponenter på et enkelt, fast udendørs målested, giver kun en grov indikator for den aktuelle eksponering, men disse er generelt set de eneste almindeligt tilgængelige kvantitative data, som kan relateres til eksponering. Nogle komponenter, for eksempel ozon og små partikler (PM2,5), er forholdsvis jævnt fordelt over store områder og monitering af dem på et begrænset antal steder, kan give tilstrækkelig indikation af koncentrationerne over et stort område. På den anden side falder forureningskoncentrationerne fra lokale kilder hurtigt, når man bevæger sig væk fra fx stærkt trafikerede veje. Tilsvarende vil mange industrielle emissioner kun have betydning for eksponering af befolkningen i lokalområdet. Indendørs eksponering kan være meget forskellig fra den udendørs. I hjem uden indendørs kilder er indendørs koncentrationerne af ikke-reaktive gasser som CO, eller ikke-reaktive fine partikler som sulfat som regel tæt på udendørs niveauerne. Imidlertid kan indendørs koncentrationerne være meget højere end udendørs koncentrationerne, når der er tændte cigaretter eller åben ild til madlavning eller opvarmning. Kemisk reaktive gasser som ozon (O3) og svovldioxid (SO2) reagerer med indvendige overflader, derfor er indendørs koncentrationerne typisk meget lavere end udendørs niveauerne. Koncentrationer af luftforureningskomponenter fra motorkøretøjer kan være lige så høj eller højere inde i køretøjet end det gennemsnitlige udendørs niveau. På den måde udgør bilen i sig selv et væsentligt mikromiljø. Generelt stiger luftforureningsniveauet med stigende bystørrelser eller stigende trafikintensitet. Niveauerne falder generelt, når man bevæger sig fra centrum mod forstæderne og ud på landet. I Danmark bor omkring 1,8 mio. mennesker i store byområder. Indbyggere der bor langs trafikerede veje vil være specielt udsat for forurening fra trafik. For nogle luftforureningskomponenter er det ikke den direkte eksponering gennem luften der udgør den væsentligste eksponering. Bly og PAH er eksempler på luftforureningskomponenter, hvor befolkningen i højere grad udsættes gennem andre eksponeringsveje. Her udgør fødevarer en væsentlig kilde. Partikler fra udstødning, der indholder bly eller PAH aflejres på jordens overflade og kan herfra medføre eksponering af især børn, der leger på jorden eller partiklerne kan transporteres indendørs og her – som en del af husstøvet – medføre eksponering, hvor børn igen er særligt udsatte. Desuden kan bly og PAH i partikler aflejres på afgrøder og i et vist omfang også optages i planterne. Hermed kan befolkningen udsættes gennem indtag af disse afgrøder. På trods af at niveauet af bly i luften er faldet betydeligt efter bly er udfaset af benzinen, er tidligere tiders blyholdig udstødning stadig af betydning for eksponeringen i dag, da blyet er meget immobilt og dermed forbliver i overfladejorden. Dioxiner transporteres gennem luften, men den dominerende eksponering for dioxiner stammer fra indtagelse af mad, specielt fisk og fede animalske produkter, idet dioxinerne ophobes gennem fødekæderne. 3.1.5 Luftforureningens betydning for sundhedenDet er meget svært at give præcise kvantitative informationer om effekterne af luftforurening for den danske befolkning, fordi der er forsket meget lidt i emnet i Danmark. I andre lande, specielt Nordamerika, men også i det øvrige Europa er viden om uønskede påvirkninger af luftforurening øget kraftigt i de seneste 10-15 år. Der er general enighed om (fra mange undersøgelser og WHO vurderinger) at luftforurening på det nuværende niveau i Vesteuropa må anses for at være forbundet med sundhedsskadelige effekter i ganske betydeligt omfang. Disse effekter er registreret på mange forskellige områder, fx i forbindelse med påvirkning af dødelighed, hospitalsindlæggelser, forekomsten af luftvejssymptomer, brug af astmamedicin, nedsat lungefunktion, fravær fra arbejde eller skole mm. Luftforureningen anses også for at kunne bidrage til øget forekomst af kræft i byområder. Især en øget hyppighed af lungekræft kan være en følge af øget udsættelse for kræftfremkaldende luftforureningskomponenter fra trafikudstødning og andre forbrændingsprocesser. Nogle grupper i befolkningen er mere udsatte end andre, og specielt i situationer med høj eksponering eller under episoder med forhøjede luftforureningsniveauer (fx mennesker der færdes meget i byområder tæt ved trafikerede veje). Særlige følsomme grupper er fx mennesker der lider af kroniske luftvejssygdomme, har kredsløbsforstyrrelser, ældre, spædbørn eller børn. Samlet udgør disse grupper en betydelig andel af befolkningen. I 1998 nedsatte Miljøministeriet og Sundhedsstyrelsen en arbejdsgruppe for vurdering af udendørs luftforurening. Arbejdsgruppen skal vurdere sundhedspåvirkninger af luftforurening i Danmark baseret på nuværende viden og vurdere konsekvenserne af at implementere fremtidige EU grænseværdier for luft-kvalitet. Baseret på evalueringerne fra denne arbejdsgruppe vurderes det, at partikler og ozon er de mest kritiske luftforureningskomponenter i Danmark i forhold til sundhed. De efterfølgende afsnit om partikler og ozon afspejler således arbejdsgruppens holdning mht. konsekvenserne af niveauerne i Danmark. Partikler I de seneste år har der været stigende fokus på partiklers sundhedsskadelige effekter. Partikler kan måles i forskellige størrelsesfraktioner. Den fine partikel fraktion PM2,5 har i epidemiologiske undersøgelser vist sig, at være den partikel fraktion der er tættest knyttet til skadelige effekter. Tabel 3.4 viser dosis-respons sammenhænge mellem partikler og sundhedseffekter fra korttids- og langtidseksponering vurderet af WHO26. Det har generelt ikke været muligt at fastsætte en nedre tærskelværdi for de sundhedsskadelige effekter af partikler. Sammenlignes dosis-respons forholdet med de nuværende niveauer for partikler i danske byer, vurderes det, at en reduktion på 1/3 af det årlige gennemsnitlige partikel niveau i danske byer, (dvs. en reduktion på omkring 15 µg/m3 TSP (total suspenderede partikler) svarende til ca. 5 µg/m3 PM2,5) på længere sigt vil medføre en årlig nedgang i dødeligheden på omkring 400 dødsfald blandt 1 million mennesker og en nedgang i antallet af børn, der lider af bronkitis på omkring 1.70027. Ozon Ozon er en kraftigt oxiderende gas, der skaber luftvejsirritation, vejrtræknings-problemer og nedsat lungefunktion. Epidemiologiske undersøgelser viser en sammenhæng mellem ozonniveauet og øgede vejrtrækningsproblemer hos raske børn, voksne og astmatikere, svarende til en 25% forøget forekomst af symptomer per 100 µg/m3 stigning i 8-timers gennemsnitsniveau. Samtidig vurderes en sådan stigning i ozonniveauet at medføre en 20% stigning i hospitalsindlæggelser som følge af vejrtrækningsproblemer28. Effekter af ozon må forventes under niveauer på 100 µg/m3, idet man ikke har kunnet fastlægge nogen nedre tærskel for effekten af ozon. I Danmark er 98-percentilen for ozonniveauer ca. 100 µg/m3. Det må derfor forventes at der er negative sundhedseffekter pga. ozoneksponering. Børn, spædbørn, ældre, syge og svækkede personer betragtes som en særligt følsomme grupper. Personer der opholder sig meget udendørs og mennesker, der er fysisk aktive udendørs betragtes som særligt udsatte grupper29. Dioxiner Emissionen af dioxiner og dioxinlignende PCB‘er betragtes som et problem i Danmark. Dioxiner udledes til luften ved forbrænding og indgår i fødekæden efter aflejring af dioxinholdige partikler på jord, afgrøder og i vand. I 1999 har WHO fastsat et sundhedsbaseret tolerabelt dagligt indtag på 1-4 picogram TEQ (TCDD toxic equivalent) pr. kg kropsvægt. I 2001 har den videnskabelige fødevarekomité fulgt op i EU med fastsættelse af et tolerabelt ugentligt indtag for dioxin og dioxinlignende PCB-stoffer på 14 picogram TEQ pr. kg kropsvægt (svarende til et gennemsnitligt dagligt niveau på 2 picogram TEQ pr. kg kropsvægt). Af WHO‘s evaluering fremgår det, at lette grader af effekter muligvis kan forekomme hos dele af befolkningen ved et gennemsnitligt dagligt indtagelsesniveau på 2-6 picogram TEQ pr. kg kropsvægt. Fødevaredirektoratet har beregnet et gennemsnitligt dagligt indtagelsesniveau for en gennemsnitsdansker på 5 picogram TEQ pr. kg kropsvægt for dioxin og dioxinlignende stoffer, dvs. et niveau, der ligger over det tolerable niveau angivet af WHO og EU‘s videnskabelige fødevarekomité. 3.2 BESKYTTELSESNIVEAUDet overordnede mål med reguleringen af emissioner af skadelige stoffer til luften er, at mennesker ikke udsættes for sundhedsrisici eller gener, og at dyre- og planteliv ikke skades. Sundhedshensyn dækker både beskyttelse mod effekter af direkte indånding og indirekte effekter fra overførsel af luftforureninger til for eksempel drikkevand, jord og afgrøder. Beskyttelse af mennesker omfatter også forebyggelse af gener fra lugt og støv. Derudover indgår miljømæssige hensyn som påvirkning af planteliv og beskyttelse af atmosfæren mod nedbrydning af ozonlaget i stratosfæren. Beskyttelsesniveauet fastlægges ofte i forbindelse med udarbejdelse af nationale sundhedsbaserede grænseværdier eller kvalitetskriterier. De luftkvalitetskriterier, der er fastsat af Miljøstyrelsen, repræsenterer et højt beskyttelsesniveau, da det ikke forventes at der vil være sundhedsskadelige effekter i befolkningen. Et kvalitetskriterium skal opfattes som en sikkerhedsgrænse frem for en faregrænse. En overskridelse er ikke automatisk ensbetydende med fare, men snarere er et udtryk for en uacceptabel forringelse af den sikkerhedsmargin, der er indbygget i kvalitetskriteriet. Yderligere detaljer om den videnskabelige metode for udarbejdelse af luftkvalitetskriterier findes i Bilag 1. 3.2.1 Normer for luftkvalitetDe nye EU-datterdirektiver indeholder bindende grænseværdier samt bestemmelser om måle- og rapporteringskrav. Som det fremgår af tabel 3.3 er der sat forskellige frister for, hvornår grænseværdierne skal være nået. EU’s rammedirektiv for luftkvalitet30 kræver udfærdigelse af datterdirektiver for 12 komponenter. Der er i dag vedtaget datterdirektiver med grænseværdier for luftens indhold af svovldioxid (SO2), nitrogendioxid (NO2), partikulære stoffer (PM10), bly31, benzen, kulilte (CO)32 og ozon (O3)33. Et datterdirektiv om cadmium, arsen, nikkel, poly-aromatiske kulbrinter (PAH) og evt. kviksølv har længere udsigter. EU vil ikke i overskuelig fremtid fastsætte grænseværdier for de utallige kemiske stoffer med skadelig virkning, der udsendes til luften fra industrivirksomheder og andre kilder. For at regulere disse stoffer har Miljøstyrelsen opstillet principper for fastsættelse af sundhedsrelaterede grænseværdier eller luftkvalitetskriterier, der danner grundlag for de vejledende maksimale immissionskoncentrationsbidrag for kemiske stoffer, de såkaldte B-værdier (bidragsværdier). Ud fra disse principper er B-værdien fastsat for en række stoffer (se bilag 1). De fastsatte luftkvalitetskriterier og B-værdier anses som nævnt ovenfor at udtrykke et højt sundhedsmæssigt beskyttelsesniveau, da B-værdierne også har indflydelse på hvilke emissionsgrænser der sættes for stofferne. Miljøstyrelsen har ligeledes fastsat emissionsgrænseværdier for en række specifikke kemiske stoffer. Emissionsgrænseværdierne og B-værdierne anvendes til den praktiske regulering af industrivirksomhederne. Afkasthøjden (skorstenshøjden) beregnes og fastsættes for en given emission, så B-værdien overholdes. Beregningen foretages i praksis med et edb-program baseret på en atmosfærisk spredningsmodel OML (Operationelle Meteorologiske Luftkvalitetsmodeller). I disse beregninger er B-værdien en middelværdi over en time, der ikke må overskrides mere end 1% af tiden, det vil sige højst 7 timer på en måned. Når beskyttelsesniveauet for luftforureningskomponenter vurderes, falder især komponenter med meget lave/ manglende tærskelværdi for effekter i øjnene, da man for en række af disse må antage, at den nuværende forurening medfører effekter i befolkningen. Dette gælder særligt den partikulære luftforurening, hvor især de fine og ultrafine partikelfraktioner må forventes at medføre forholdsvis omfattende effekter på befolkningssundheden. Det gælder også ozonniveauerne, der - på trods at forholdsvis lave værdier sammenlignet med det øvrige Europa - må forventes at påvirke sundheden hos særligt følsomme grupper. Endeligt indeholder især byluften en række kræftfremkaldende stoffer, fx polyaromatiske kulbringer (PAH), benzen og 1,3-butadien, hvor niveauerne overstiger en 10-6 livstidsrisiko34, som repræsenterer det risikoniveau som Miljøministeriet sædvanligvis finder tolerabelt når kræftfremkaldende stoffer reguleres fx i forbindelse med fastsættelse af luftkvalitetskriterier og B-værdier. Det er vanskeligt at evaluere beskyttelsesniveauet for dioxin, fordi det er svært at vurdere bidraget fra danske dioxinemissioner til den nuværende eksponering af den danske befolkning. Ikke desto mindre vil en højere grad af beskyttelse være berettiget, da gennemsnitseksponering af befolkningen for dioxin og dioxinlignende stoffer vurderes at overskride de af WHO og EU‘s fødevarekomité fastsatte grænser for tolerabel daglig eksponering. 3.3 REGULERING OG STRATEGI3.3.1 Mål og principperInternationalt samarbejde og nationale mål Som nævnt tidligere transporteres luftforurening med de atmosfæriske strømninger over landegrænserne. Denne transport af forurening betyder, at luftkvaliteten i Danmark for en del stoffer er påvirket af reguleringen af kilder især i landene vest og syd for Danmark. Det gør internationalt samarbejde til en betydende faktor i styringen af Danmarks atmosfæriske miljø. Hovedparten af de internationale tiltag for at bekæmpe luftforurening foregår i EU og FN, herunder Geneve Konventionen om grænseoverskridende luftforurening med tilhørende protokoller. Ud over de tiltag, der er gennemført på EU-niveau inden for industri, energi og transport, er indførelse af luftkvalitetsstandarder med til at begrænse den grænseoverskridende luftforurening. Målene for luftkvalitetsdirektiverne er at sikre et højt beskyttelsesniveau af folkesundheden i det europæiske fællesskab og fastsætte luftkvalitetsgrænser for at beskytte vegetationen. Grænseværdierne er udarbejdet med udgangspunkt i WHO‘s seneste vurderinger i forbindelse med udarbejdelse af vejledende grænseværdier for specifikke luftforureningskomponenter. Den mest effektive miljøbeskyttelse og dermed regulering af luftkvaliteten og depositionen sker imidlertid ved at opstille begrænsninger på udledningerne af luftforurening. EU har således i 2001 vedtaget et direktiv med emissionslofter for SO2, NOx, VOC og ammoniak (NH3) gældende fra 201035. Med direktivet om emissionslofter vil EU begrænse forsuringen, eutrofieringen og luftens indhold af ozon. Arbejdet og målet for FN/ECE har primært været forbundet med Konventionen om langtrækkende grænseoverskridende luftforurening. Konventionen var det første internationalt retsligt bindende instrument, der beskæftigede sig med luftforurening på regionalt plan. Den blev underskrevet i 1979 og trådte i kraft i 1983. Den har skabt en væsentlig ramme for kontrol og regulering af skader på helbredet og grænseoverskridende luftforurening. Siden den trådte i kraft er der under konventionen vedtaget otte protokoller. De vigtigste gennemgås nedenfor. Protokollen om reduktion af svovlemissioner er baseret på emissionslofter, der er fastsat på baggrund af tålegrænser og på anvendelse af bedst tilgængelig teknologi. Det langsigtede mål er overalt at nå ned på depositioner, der ikke overskrider tålegrænserne. Protokollens målsætning vil reducere forskellen mellem den aktuelle svovldeposition og tålegrænsen med 60% sammenlignet med 1990. Danmark er efter protokollen forpligtet til at reducere SO2-emissionen med 80% i perioden 1980-2000. I 1999 var der opnået en reduktion på 88%. Protokollen om NOx-emissioner er ratificeret af 24 lande og EU. 18 lande, herunder Dnamrk, har opfyldt protokollens krav om at stabiliseres NOx-emissioner i 1994 i forhold til 1987. Danmark underskrev sammen med 10 andre lande en deklaration om yderligere reduktion. Danmark skal yderligere reducere med 30% i perioden 1986-1998, der stort set blev opfyldt med en reduktion på 28%. Protokollen om reduktion af VOC-emissioner (flygtige organiske forbindelser), forpligter landene til at reducere deres VOC-emissioner med 30%. For Danmarks vedkommende i perioden 1985-1999, hvor der er sket en reduktion på 32%. Formålet med protokollen om persistente organiske forbindelser (POP’er) er at reducere emissioner af POP’er. For nogle stoffer forbydes produktion og anvendelse. Protokollen omfatter 16 stoffer. Tilsvarende er formålet med protokollen om tungmetaller at reducere emissionerne af bly, cadmium og kviksølv fra en række industrielle processer og forbrændingsprocesser (energiproduktion, vejtransport og affaldsforbrænding). Den fastsætter grænseværdier for stationære kilder og retningslinier for anvendelse af bedst tilgængelig teknologi. Den seneste protokol under Genevekonventionen blev underskrevet i Gøteborg i december 1999. Formålet med protokollen var oprindeligt, at der i 2010 skulle være en 50% reduktion af de arealer, hvor tålegrænsen for forsuring i 1990 var overskredet. Denne målsætning blev ikke helt opfyldt, idet ECE-medlemslandene kun kunne blive enige om mindre ambitiøse emissionslofter. Danmark har accepteret følgende emissionslofter i 2010: Emissionslofterne svarer til det Danmark accepterer i forbindelse med det tidligere nævnte EU-direktiv. Emissionslofterne forventes at kunne opnås med allerede vedtagne og planlagte initiativer. De danske initiativer til reduktion af luftforurening bygger i høj grad på konventionen om langtrækkende grænseoverskridende luftforurening, og på eksisterende og kommende EU-direktiver om emissionsbegrænsing og luftkvalitet. Den overordnede danske strategi for luftforurening er at implementere EU-direktiverne og FN-aftalerne og gennem EU og FN at arbejde for at nedsætte grænseværdierne og skærpe direktivernes og aftalernes bestemmelser. Mål og aftaler om stoffer, der nedbryder ozonlaget i stratosfæren er omtalt i kapitel 8 om kemikalier. 3.3.2 Miljømål for industrienIndustrisektoren er, sammen med kraftværkerne, en hovedbidragsyder til luftforurening og er derfor i fokus, når det drejer sig om indsatsen i forhold til sundhed, natur og miljø. Miljøbeskyttelsesloven, herunder godkendelsesordningen for de omkring 7.500 forurenende virksomheder, har sammen med Vejledning om begrænsning af luftforurening fra virksomheder vist sig at være et effektivt instrument til at reducere de lokale miljø- og sundhedsrisici fra industrien. I de seneste år har der været en stigende tendens til at supplere den direkte regelstyring med økonomiske styringsinstrumenter og instrumenter som miljømærkning, frivillige aftaler og energi- og miljøstyring. Hovedformålet med indsatsen overfor industrien, har været at reducere luftforureningen mest muligt ved at:
Ved fastlæggelse af BAT er udgangspunktet, at forurening primært skal forhindres ved at anvende renere teknologi (substitution af skadelige stoffer med uskadelige eller mindre skadelige stoffer, minimere brug af råvarer og energi, brug af lukkede systemer etc.) og sekundært skal den tilbageblevne forurening mindskes ved brug af forureningsbegrænsende initiativer, dvs. rensning. Endelig skal udledningen af den uundgåelige forurening ske gennem skorstene i en højde, der sikrer, at den enkelte virksomheds bidrag til koncentrationen af miljø- og sundhedsskadelige stoffer målt ved jordoverfladen ikke overskrider den fastsatte bidragsværdi (B-værdi). Målene for industriens energiforbrug indgår i den samlede energipolitik, hvor indsatsen lægges på gennemførelse af energibesparelser og omlægning til mindre forurenende og CO2-belastende energiformer. Industrien er således omfattet af de mål og virkemidler i strategien for en integreret produktpolitik, kemikaliestrategien, Energi 21 og Affald 21. 3.3.3 Miljømål for energiforsyningMålet for reduktion af luftforureningen fra energiforsyning fokuserer fortrinsvis på emissioner af SO2, NOx, tungmetaller og CO2. Emissionerne fra varme- og elforsyning i Danmark er minimeret og i vid udstrækning kontrolleret gennem brændselskvalitet (svovlindhold), forbrændningsteknologi (lav-NOx brændere etc.), filtre, røggasafsvovling, NOx kontrol (selektiv katalysator kontrol etc.) og energibesparelser. Regeringens overordnede miljømæssige mål for energiområdet er at reducere CO2-emissionerne med 20% i 2005 sammenlignet med niveauet i 1988. Samtidig skal der tages de nødvendige initiativer til at opfylde Kyoto forpligtelsen, hvor den samlede udledning af drivhusgasser skal reduceres med 21% i 2008-12 sammenlignet med 1990. Emissionen af SO2 og NOx skal reduceres med 30% henholdsvis 45% inden udgangen af 2010 i forhold til 1998-niveauet. For SO2 og NOx er der allerede sket et betydeligt fald i emissionerne på grund af renere energikilder og rensning af røggas fra kraftværker. Energibesparelser, effektivisering og stigende anvendelse af naturgas og vedvarende energi er resulteret i en fald i CO2 udledningerne på ca. 10% i perioden 1990-2000. Målene om fortsat reduktion skal bl.a. nås gennem en fortsat udbygning af vedvarende energi i det omfang det bidrager til en omkostningseffektiv opnåelse af miljømålene og energibesparelser. Energibesparelser er baseret på Energispareloven fra 2000. Internationalt vil der være fokus på at udvikle markedsbaserede virkemidler, bl.a. gennem EU. 3.3.4 Miljømål for transportI 1990 vedtog regeringen Transporthandlingsplanen for miljø og udvikling og der er siden udarbejdet en række strategier og handlingsplaner for området. Miljømålsætningerne for transportområdet er fokuseret på CO2, SO2, NOx og partikler. Transportsektoren skal bidrage til at opfylde Danmarks forpligtelse om reduktion af 6 drivhusgasser med 21% i 2008-12 sammenlignet med 1990. Det betyder at den stadige stigning i transport sektoren CO2-udledning skal bringes til ophør. I øjeblikket overvejes hvilke virkemidler der kan anvendes. Dette arbejde forventes at være afsluttet inden udgangen af 2002. Transportsektorens udledning af SO2 og NOx skal reduceres med 60% inden 2010 sammenlignet med 1988. I samme periode skal trafikkens udledning af partikler i byerne halveres. Den hidtidige indsats på området har bl.a. være koncentreret om katalysatorer på nye personbiler, bedre motorteknologi og brændstofkvalitet. Også afgifter på bly- og svovlholdige drivmidler og omlægning af vægtafgiften har været medvirkende til at reducere transportsektorens udledninger. Negative effekter på sundheden og miljøet er stadig et vigtigt punkt. I EU er den generelle strategi på transportområdet at:
EU’s lovgivning på transportområdet koncentrerer sig om person-, vare og lastbiler og busser. Initiativer til bekæmpelse af luftemissioner fra jernbaner, fly og skibe har været mindre systematiske. I lyset af de særlige sundhedsmæssige problemer, der er forbundet med luftens indhold af partikler, og herunder især de fine og ultrafine har Miljøministeriet for perioden 2001-2004 fået tilført særlige ressourcer til afdækning af den sundhedsmæssige betydning af partikler i luften. Undersøgelserne vil især fokusere på identifikation af kilderne, mulighederne for at reducere emissionerne og de økonomiske og sundhedsmæssige effekter. Det antages, at trafikken i byområderne giver væsentlige bidrag til partikelindholdet i luften. 3.4 LOVGIVNING OG REGULERING3.4.1 Love og bekendtgørelserMiljøbeskyttelsesloven Luftforurening er reguleret af miljøbeskyttelseslovens generelle bestemmelser og de bekendtgørelser, vejledninger mm., der er udstedt i medfør af loven, og som lægges til grund for udarbejdelse af miljøgodkendelser, påbud og forbud. De danske grænseværdier for luftens indhold af forskellige stoffer er alle implementering af EU-direktiver. I 1986 blev den første bekendtgørelse, der indeholdt grænseværdier for luftens indhold af SO2 og svævestøv udsendt36. I 1987 og 1994 blev der sat grænseværdier for NO237 og O338. Alle tre bekendtgørelser er eller vil blive ændret på grund af Danmarks implementering af Rammedirektivet for Luftkvalitet og dets datterdirektiver, men selve grænseværdierne er fortsat i kraft. Miljøministeriet har i 2001 udsendt en bekendtgørelse om grænseværdier for luftens indhold af SO2, NO2, partikler (PM10) og bly39. De to næste datterdirektiver med grænseværdier for luftens indhold af benzen, kulilte og ozon vil blive implementeret i løbet af 2002. Der er udstedt flere bekendtgørelser om reduktion af luftforurening fra affaldsforbrændingsanlæg, industrivirksomheder, varmeværker, kraftværker og landbrug, samt om asbestemissioner, emissioner af nitrogendioxid (NO2), uforbrændte kulbrinter og kulmonoxid (CO) fra gasmotorer og gasturbiner; emissioner af svovldioxid (SO2), nitrogendioxid (NO2) og støv fra kraftværker; indholdet af svovl og andre stoffer i brændsel, som kan forårsage forurening; opbevaring og behandling af landbrugsgødning og ensilage. De vigtigste reguleringer på området er (herunder implementering af EU direktiver):
Der er udstedt bekendtgørelser under love administreret af Trafikministeriet, men også under miljøbeskyttelsesloven og loven om kemiske stoffer og produkter, hovedsagelig for at implementere EU-lovgivning om (vej)transport, herunder lovgivning om nye emissionsstandarder for køretøjer, indhold af forurenende stoffer som svovldioxid i brændsel, emissioner fra fordampning, distribution af benzin, inspektion og vedligeholdelse. De vigtigste bekendtgørelser, hvoraf en række er implementering af EU-direktiver er:
Lov om kemiske stoffer og produkter Som nævnt ovenfor giver kemikalieloven ministeren bemyndigelse til at udstede regler, der har til formål at beskytte sundhed og miljø. De vigtigste reguleringer i relation til luftforurening er:
3.4.2 VejledningerMiljøstyrelsen har udgivet to vejledninger, der bruges som administrativ og teknisk basis for opstilling af miljøkrav vedrørende luftforurening i miljøgodkendelser og andre administrative beslutninger (forbud og påbud) under miljøbeskyttelsesloven. Den vigtigste vejledning er vejledning nr. 6/2001 om begrænsning af luftforurening fra virksomheder - luftvejledningen. Denne vejledning indeholder en samlet beskrivelse af, hvorledes luftforurening fra virksomheder skal reguleres. Det centrale i denne regulering er brugen af massestrømsgrænser, emissionsgrænser og B-værdier. Massestrømsgrænsen fastlægger virksomhedens potentielle forurening, hvis der ikke blev foretaget rensning mm. Ud fra massestrømsgrænsen bestemmes, om det er nødvendigt at rense den luft, der udsendes gennem afkast. Emissionsgrænseværdierne fastsætter, hvilken koncentration, der skal renses til, og B-værdien fastlægger den nødvendige fortynding af emissionen og dermed afkast- eller skorstenshøjden. Luftvejledningen indeholder retningslinierne for anvendelse af bedst tilgængelig teknologi (BAT) og harmoniserer retningslinierne med alle EU-direktiver, herunder de seneste EU-direktiver. Miljøstyrelsens orientering nr. 15/1996 om B-værdier indeholder B-værdier for ca. 450 stoffer. Miljøstyrelsen udarbejder løbende B-værdier for nye stoffer. En ny vejledning med opdaterede B-værdier er netop udarbejdet (se bilag 1)40. Miljøstyrelsens vejledning nr. 4/1985 om begrænsning af lugtgener fra virksomheder regulerer virksomheders udsendelse af lugtende stoffer og bidraget til lugtkoncentrationen i omgivelserne. Lugtgener forekommer i mange tilfælde ved forurenende stoffer i lavere koncentrationer end de koncentrationer, der medfører fare for sundheden. For visse typer industrianlæg kan lugt være den mest kritiske faktor. 3.4.3 VirkemidlerGodkendelser mm. Visse typer forurenende virksomheder, anlæg eller aktiviteter41 – som er optaget på listen over godkendelsespligtig virksomhed42 – kan ikke etableres eller påbegyndes uden forudgående godkendelse fra miljømyndighederne, ligesom de hverken må udvides eller ændres uden forhåndsgodkendelse, hvis udvidelserne eller ændringerne resulterer i øget forurening. Godkendelsen indeholder vilkår med grænseværdier for bl.a. luftemissioner og kan indeholde andre vilkår, fastsat med henblik på at mindske luftforurening. Miljømyndighederne er bemyndiget til at fastsætte krav til virksomheder, som ikke er godkendelsespligtige, herunder betingelser for udledning af luftforurenende stoffer. Kravene er fastsat i påbud eller fremgår af særlige bekendtgørelser. Vilkår i miljøgodkendelser eller via påbud eller bekendtgørelser, der regulerer emissioner til luft, er fortrinsvis baseret på vejledningen om begrænsning af luftforurening fra virksomheder. Vurdering af virkninger på miljøet Nogle aktiviteter er underlagt en vurdering af virkninger på miljøet (VVM)43. Listen over VVM-pligtig virksomhed svarer til virksomhedstyper omfattet af IPPC-direktivet. Undersøgelsen omfatter en vurdering af aktivitetens skadelige virkninger for sundhed og miljø, herunder af de stoffer, der vil blive udledt til luften. VVM bruges som planlægningsinstrument og som basis for godkendelser, tilladelser mm. under de forskellige miljølovgivninger, bl.a. miljøbeskyttelses-loven. Der kan ikke gives miljøgodkendelse, før miljømyndighederne har godkendt en VVM. Moniteringsprogrammer Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) er ansvarlig for de to nationale luftkvalitetsmåleprogrammer, der er etableret i Danmark – Det landsdækkende luftkvalitetsmåleprogram (LMP) startet i 1982 og baggrundsmåleprogrammet (BOP) startet i 1989. LMP omfatter et overvågningsprogram med målestationer i København, Odense, Aalborg og Århus. Resultaterne bliver brugt til vurdering af luftforureningen i danske byer og til vurdering af, om Danmark opfylder EU-direktiverne om luftkvalitet. I ovennævnte byområder måles der på mindst to lokaliteter: En lokalitet, der er påvirker af trafikken og en målestation til registrering af baggrundsniveauet i byen. Der bliver målt for NO, NO2, SO2, CO, O3, PM10 og tungmetaller. Resultaterne udgives i kvartalsvise rapporter. I 1999 blev der på DMU etableret en permanent smogvarsling som omfatter NO2 og O3. LMP blev revideret i 2000 for at opfylde kravene om vurdering af omgivende miljøkvalitet i henhold til direktiv om vurdering og styring af den omgivende luftkvalitet44 og de medfølgende datterdirektiver. Rammedirektivet kræver, at medlemsstaterne sikrer, at der udarbejdes en plan eller et program for at overholde grænseværdierne inden for specifikke tidsrammer i områder, hvor niveauet er højere end grænseværdierne. Desuden kræver det, at medlemsstaterne skal informere befolkningen, hvis grænseværdien for varsling overskrides. Formålet med BOP er bestemmelse af koncentrationsniveauer og deposition af næringssalte, forsurende stoffer og tungmetaller. Målinger foretages på otte forskellige steder. Stederne er udvalgt, så de repræsenterer kyst- og ø-områder og områder inde i landet. Prøverne analyseres for indhold af næringsstoffer, forsurende stoffer og metalioner. Desuden er syv stationer udstyret med filtre til opsamling af forureninger i gas- og partikelfasen. Resultaterne udgives i årlige rapporter. Planlægningsværktøjer Trafik 2005 (1993), Handlingsplan til reducering af CO2 emissioner fra transport (1996) og Energi 21 (1996) er alle administrative planlægningsinstrumenter som fastsætter mål og midler til at bekæmpe luftforurening. Miljøaftaler I 1994 indgik Dansk Industri og miljøministeren en aftale om reduktion af industriens VOC-emissioner med 40 % i 2000 i forhold til 1988-niveauet. Aftalen er primært en handlingsplan for de relevante brancher og er baseret på tekniske beskrivelser af de tekniske og økonomiske muligheder og barrierer for en reduktion. Kvoter Emissioner af SO2 og NOx fra kraftværker reguleres af et kvotesystem. Hvert år udarbejdes en kvote for de store kraftværker af tilladte mængder SO2 og NOx emissioner. Markedsbaserede virkemidler Der er indført skatter og afgifter for at nedsætte luftforureningen fra køretøjer, brændstoffer og visse stoffer. Der er skat på svovlindhold i brændstoffer, årlige afgifter på køretøjer relateret til luftforureningsniveauet for det enkelte køretøj, CFC skat, CO2 -afgift og afgift på chlorerede opløsningsmidler. 3.5 SAMMENFATNINGMålsætningen er at opnå en luftkvalitet, som ikke påvirker befolkningen negativt. På grund af de eksisterende luftforureningsniveauer, er et mere realistisk mål i dag, at reducere niveauerne for ‘klassiske luftforureningskomponenter‘ yderligere, for derved at minimere uønskede påvirkninger på befolkningen. For flere af disse forureningskomponenter har det ikke været muligt at identificere et nedre tærskelniveau for de skadelige effekter. Det gælder fx for partikler og ozon og for flere kræftfremkaldende stoffer som benzen og PAH-stoffer. På baggrund af resultater fra udenlandske undersøgelser må de observerede niveauer for partikler og ozon i Danmark forventes at medføre dødsfald og sygdomme hos særlige risikogrupper, hvilket især omfatter personer med kroniske luftvejslidelser og hjertekarsygdomme. Det er uklart i hvilket omfang dioxin udledt fra danske kilder medfører en stigning i danskernes daglige dioxinbelastning, der hovedsageligt sker gennem indhold af dioxin i fødevarer. Dioxin er ud fra et sundhedsmæssigt synspunkt så problematisk et stof, at der til stadighed arbejdes på at minimere alle kilder for dette stof, ikke mindst fordi befolkningens daglige belastning herunder især spædbørns eksponering via modermælken må anses for at være for høj. Det faktum, at det nuværende luftforureningsniveau ser ud til at give betydelige sundhedspåvirkninger hos befolkningen antyder, at beskyttelsesniveauet er væsentligt lavere end for andre miljøområder. I andre medier er grænseværdier og aktuelle niveauer som regel væsentlig lavere end egentlige effektniveauer og der udstedes påbud og gribes ofte ind for at fjerne problemerne, så udsættelsen af befolkningen ophører eller reduceres til et tolerabelt niveau. Problemerne med luftforureningen, der er kendetegnet dels ved grænseoverskridende forurening, dels ved mange lokale kilder tæt ved befolkningen, har en noget andet karakter. Såfremt EU‘s grænseværdier for luftkvalitet overskrides, er de reelle muligheder for på kort sigt at ændre dette begrænsede, men bestemmelserne i luftkvalitetsdirektiverne kræver at der igangsættes planlægning for på længere sigt at leve op til luftkvalitetskravene. Nedbringelse af forurening med partikler, især de fine og ultrafine partikel-fraktioner bliver en stor udfordring i de kommende år. De begrænsede observationer af PM10 antyder, at EU’s grænseværdier for PM10, som træder i kraft i 2005 og 2010, overskrides i København. International erfaring antyder, at partikelniveauet bliver meget svært at reducere. Fine partikler transporteres over store afstande. Kontrollen med fine partikler i Danmark afhænger derfor af kontrollen i andre lande. Forekomsten af høje ozonniveauer i Danmark ses normalt i sammenhæng med transport af fotokemisk forurening fra områder syd for Danmark. Det vil derfor kræve en samordnet indsat i det meste af Europa at reducere sundhedseffekterne af ozon i Danmark. I de senere år er der fokuseret mere og mere på de fine og ultrafine partikler som de mest sandsynlige skadevoldere i forbindelse med partiklers sundhedsskadelige virkninger. Målinger af de finere partikelfraktioner har kun været udført ganske sporadisk i Danmark, hvorfor viden om niveauerne er begrænset. Der er endnu ikke international enighed om standardiserede målemetoder for ultrafine partikler. Det er en generel tendens at niveauerne for de klassiske luftforureningskomponenter sænkes. Det omgivende niveau for de fleste primære luftforureninger har været faldende i de sidste 10 år pga. forbedringer i energiproduktionen og krav om katalysatorer på nye biler siden 1990. Men nedgangen i NO2 har været svag, da ozonkoncentrationerne er den bestemmende faktor. De kommende forbedringer af EU‘s standarder for køretøjsemissioner, kvalitetsstandarder for brændstof samt forbedringskrav for store industrier i EU, vil være med til at nedsætte emissionerne, trods stigende biltrafik i Danmark. Det nye og planlagte EU-direktiv om luft, og beslægtede direktiver for køretøjer, brændsel og industri vil medføre en fortsat reduktion af den grænseoverskridende forurening. Muligheden og behovet for yderligere skærpelse af grænseværdier bør revurderes løbende, ligesom behovet for grænseværdier for yderligere forureningsparametre, såsom ultrafine partikler. Generelt vurderes det at emissioner fra industrien er godt reguleret som resultat af et effektivt godkendelsessystem, som giver de obligatoriske krav til begrænsning af industriemissioner og dermed reducerer og begrænser koncentrationerne i omgivelserne. Reguleringen af emissioner fra virksomheder og deres påvirkning af omgivelserne er i høj grad baseret på forsigtighedsbetragtninger, hvor sigtet er at undgå gener og påvirkning af befolkningens sundhed. 3.6 REFERENCERLitteratur Centers for Disease Control and Prevention (2000): ‘1,3-Butadiene ATSDR Fact Sheet‘ (http://aepo-xdv-www.epo.cdc.gov/wonder/prevguid/p0000463-/p0000463.htm). Finn Palmgren, Peter Wåhlin, Ruwim Berkowicz & Ole Hertel (1999): ‘Ultrafine partikler - luftforurening fra trafikken og befolkningseksponering‘. Rapport fremlagt ved konferencen Dansk Miljøforskning 1999. (http://www.dmu.dk/miljoekonference1999/online/abstracts.htm) HEI (2000): ‘1,3-Butadiene: Cancer, Mutations, and Adducts‘. Research Report No. 92, by Rogene F. Henderson, Leslie Recio, Vernon E. Walker, Ian A. Blair, James A. Kemp, K, and F. Palmgren (2000): ‘The Danish Air Quality Monitoring Programme; Annual report for 1999‘, NERI Technical Report No. 357. National Environmental Research Institute. Larsen, P.B. (1999): ‘Hvordan vurderer Miljøstyrelsen effekten af luftforurening‘, Kontoret for Biocid- og Kemikalievurdering, Miljøstyrelsen. Præsenteret på IDA møde den 4. november 1999. Larsen, P.B. et al. (1997): ‘Sundhedsmæssig vurdering af luftforurening fra vejtrafik‘, Miljøprojekt nr. 352, Miljøstyrelsen. Miljø- og Energiministeriet (1993 and 1999): ‘EU, Denmark and the Environment‘, http://www.mst.dk/199909publikat/87-7909-412-0/helepubl.htm. Miljø- og Energiministeriet (1999): ‘Natur- og Miljøpolitisk Redegørelse 1999‘, http://www.mem.dk/publikationer/nmpr99/kapitel15.htm - 15.1.3.93 Miljø- og Energiministeriet og Sundhedsstyrelsen (2000): ‘Partikler‘. Vurdering af Miljø- og Energiministeriets og Sundhedsstyrelsens arbejdsgruppe om udendørs luftforurening, status august 2000. Miljø- og Energiministeriet (2000b): ‘Ozon‘. Vurdering af Miljø- og Energiministeriets og Sundhedsstyrelsens arbejdsgruppe om udendørs luftforurening, status august 2000. Miljøstyrelsen (1995): ‘Nationale og industrielle emissioner af 38 stoffer‘, Arbejdsrapport nr. 64. Miljøstyrelsen (2001): ‘Luftvejledningen‘. Vejledning nr. 2. Miljøstyrelsen (2002): ‘B-værdivejledningen‘. Vejledning nr. 2, Miljøstyrelsen (2000): ‘Flow analysis for Dioxins in Denmark‘, by E. Hansen and S. Skårup. Miljøprojekt nr. 570. NERI (2000): ‘The Danish Urban Air Quality Network‘, (LMP) (http://www.dmu.dk/AtmosphericEnvironment/aq_besk/lmp.htm) Peter Wåhlin, Finn Palmgren and Rita van Dingenen (1999). Experimental Studies of Ul-trafine Particles in Streets and the Relationship to Traffic. Poster presentation. Præsenteret på konferencen ‘International Conference: Air Quality in Europe: Challenges for the 2000s‘, Venice 19-21 May 1999. Plakat vedlagt afhandling i særudgave af ‘Atmospheric Environment‘. (http://www.dmu.dk/atmosphericenvironment/docs/particles.htm) Swenberg. Health Effects Institute (HEI), Cambridge, Massachusetts, March 2000, 234 pp. http://www.healtheffects.org/Pubs/Butadiene-S.pdf WHO (2000): ‘Air Quality Guidelines for Europe, 2nd edition.‘ WHO regional publications, European Series No. 91. WHO Regional Office for Europe, Copehagen. Dansk lovgivning Bekendtgørelse nr. 41 af 14. januar 1997 om affaldsforbrændingsanlæg. Bekendtgørelse nr. 119 af 12. marts 1987 om grænseværdier for luftens indhold af nitrogendioxid. Bekendtgørelse nr. 184 af 11. marts 1994 om overvågning af luftens indhold af ozon. Bekendtgørelse nr. 185 af 15. maj 1981 om sprøjtning med kemiske stoffer fra flyvemaskiner. Bekendtgørelse nr. 428 af 2. juni 1999 om supplerende regler i medfør af lov om planlægning. Bekendtgørelse nr. 77 af 15. januar 2001 om kvaliteten af benzin- og dieselolie til motordrevne køretøjer mm. Bekendtgørelse nr. 507 af 30. maj 2001 om reduktion af usdslip af dampe ved benzinpåfyldning af motorkøretøjer. Bekendtgørelse nr. 660 af 11. august 1997 om godkendelse mm. af affaldsforbrændingsanlæg. Bekendtgørelse nr. 667 af 14. september 1998 om begrænsning af luftfor-ureningsemissioner fra mobile ikke-vejgående maskiner. Bekendtgørelse nr. 689 af 15. oktober 1998 om begrænsning af emissioner af SO2, NOx og støv fra større kraftværker. Bekendtgørelse nr. 792 af 15. december 1988 om begrænsning af emissioner af asbest til den omgivende luft fra industrianlæg. Bekendtgørelse nr. 807 af 25 oktober 1999 om aktiviteter, der kræver godkendelse af miljømyndighederne. Bekendtgørelse nr. 836 af 10. december 1986 om grænseværdier for luftens indhold af SO2 og svævestøv. Bekendtgørelse nr. 852 af 11. november 1995 om begrænsning af damp-udledninger i forbindelse med lagring og distribution af benzin. Bekendtgørelse nr. 922 af 5. december 1997 om miljømæssige krav ved etablering og drift af et autoværksted mm. Bekendtgørelse nr. 974 af 13. december 1995 om brugen af ozonlagsnedbrydende stoffer. Bekendtgørelse nr. 671 af 9. juli 2001 om grænseværdier for luftens indhold af svovldioxid, nitrogendioxid og nitrogenoxider, bly og partikler. Miljøbeskyttelsesloven, jf lovbekendtgørelse nr. 753 af 25. august 2001 og efterfølgende ændringer. Lov nr. 21. af 16. januar 1996 (og efterfølgende ændringer) om kemiske stoffer og produkter. Orientering fra Miljøstyrelsen nr. 15/1996, B-værdier. Vejledning nr. 2/2001 Luftvejledningen. Vejledning nr. 9/1992, Kontrolvejledninger for industriel luftforurening. Vejledning nr. 4/1985 Om kontrol med industrielle lugte. EU lovgivning Direktiv 87/217/EØF af 19. marts om forebyggelse af asbestforurening. Direktiv 88/609/EØF om begrænsning af bestemte emissioner af luftforurening fra større kraftværker. Direktiv 89/429/EØF af 21. juni 1989 om begrænsning af luftforurening fra eksisterende kommunale affaldsforbrændingsanlæg. Direktiv 89/369/EØF om forebyggelse af luftforurening fra kommunale affaldsforbrændingsanlæg. Direktiv 92/72/EØF om forurening af ozonlaget. Direktiv 94/63 af 20. december 1994 om forebyggelse af emissioner af VOC‘er i forbindelse med opbevaring og distribution af benzin fra benzinstationer. Direktiv 96/92/EF om vurdering og håndtering af omgivende luftkvalitet (Rammedirektiv for luftkvalitet). Direktiv 97/68/EF af 16. december 1997. Direktiv 98/70/EF af 13. oktober om kvaliteten af benzin- og dieselolie og ændringer af Direktiv 93/12. Direktiv 1999/13/EF om begrænsning af udsendelser af flygtige organiske stoffer på grund af brugen af organiske stoffer ved bestemte aktiviteter og installationer. Direktiv 1999/30/EF om grænseværdier for svovldioxid, oxider fra nitrogen, partikler og bly i den omgivende luft. Direktiv 2000/69/EF om grænseværdier for benzen og carbonmonoxid i luften. Direkttiv 2002/3/EF om grænseværdier for ozon i luften Internationale konventioner, protokoller Wien konventionen for beskyttelse af ozonlaget, 1985, inklusiv Montreal Protokollen om stoffer som nedbryder ozonlaget, 1987; Genevekonventionen 1979 Konventionen om langsigtede grænseoverskridende luftforurening og dets protokoller :
Wien Deklarationen og Programmet for Fælles Handling vedtaget af UN/ECE Regionale Konference om Transport og Miljøet på ministerniveau, 1997. Afhandling om transport, miljø og sundhed på WHO‘s 3. ministerkonference om Miljø og Sundhed 1999.
24 Miljøstyrelsen, 1995. |
