| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Gennemgang af miljøreguleringen med fokus på sundhedsaspekterne

8 Kemiske stoffer og produkter

8.1 MENNESKETS EKSPONERING FOR KEMISKE STOFFER

Kemikalier overalt

Kemikalier findes overalt i det moderne industrialiserede samfund. Løsninger på mange tekniske problemer og udvikling betyder brug af nye kemikalier eller kendte kemikalier, anvendt på en ny måde.

Det vurderes, at der findes 20.000 stoffer, 100.000 kemiske produkter og 200.000 varer/forbrugerprodukter på det danske marked⁷⁷. En række af disse produkter indgår som en naturlig del af dagligdagen hos den moderne forbruger.

Kemikalier, både naturligt forekommende og miljøfremmede, kan have uønskede virkninger på mennesker. Kemikalier kan være akut giftige eller ætsende eller kan medføre alvorlige effekter som kræft, skade på reproduktionsevnen eller arveanlæggene, eller medføre andre kroniske skader. Der er derfor gjort et stort arbejde for at reducere eksponeringsrisikoen for en række farlige kemikalier samt for at undgå unødig kemisk påvirkning generelt.

Afgrænsninger

Dette kapitel beskriver miljøfaktorer i form af kemikalier. Fokus er primært på de kemikalier og anvendelsesmåder, som er reguleret af Miljøministeriet. Kemisk eksponering i arbejdsmiljøet, fra fødevarer og lægemidler er ikke omfattet af beskrivelsen, ligesom livsstilsfaktorer som fx rygning og alkohol heller ikke indgår. Eksponering for kemikalier via det eksterne miljø behandles i kapitlerne omhandlende de forskellige medier.

Fokusering på indsatsområder

Anvendelsen af kemikalier til produktion af varer og produkter betyder, at der findes kemikalier overalt. Det er umuligt at give en fuldstændig beskrivelse af alle de muligheder der er for eksponering for kemiske stoffer, og som potentielt kan medføre miljø- eller sundhedsskadelige effekter. Anvendelsen og sammensætningen af et kemisk produkt er af stor betydning for den potentielle risiko for brug af produktet og særlig opmærksomhed kræves når:

• Anvendelse omfatter brug af farlige kemikalier
  Det kan være særligt biologisk aktive kemikalier i fx plantebeskyttelsesmidler og biocider eller særligt farlige kemikalier, der kan medføre kræft, reproduktionsskader, allergi eller andre kroniske effekter
• Anvendelse fører til høj eksponering
  Den konkrete anvendelsesmåde medfører brug af store mængder af produktet, gentagen anvendelse eller intens udsættelse, fx ved hudkontakt eller indånding af dampe
• Anvendelse involverer risikogrupper
  Udsættelse af særlige risikogrupper er i høj grad i fokus. Dette kan fx være produkter, der anvendes af gravide, til spædbørn, børn, syge eller gamle.

8.1.1 Kemiske stoffer som miljøfaktorer

I kemikalieloven skelnes mellem kemiske stoffer, produkter og varer⁷⁸:

• Kemiske stoffer er grundstoffer og deres forbindelser, og er enten naturligt forekommende eller industrielt fremstillet.
• Kemiske produkter er blandinger af flere stoffer (fx i maling, rengøringsmidler, kosmetik)
• Udover kemiske produkter findes adskillige andre forbrugerprodukter (varer)(fx legetøj, tekstiler, bygningsmaterialer) som også kan være kilde til eksponering.

Det vurderes, at der i EU findes ca. 30.000-50.000 kemiske stoffer på markedet. Ca. 2.700 er såkaldte ”high-production volume chemicals”, dvs. kemiske stoffer, hvor der i Europa sælges mere end 1.000 tons om året. Samtidig findes ca. 20.000 kemiske stoffer, der sælges i ca. 10-1.000 tons. Alle disse stoffer er opført i databasen ‘International Uniform Chemical Information Database‘ (IUCLID), som er udviklet af European Chemicals Bureau⁷⁹. Databasen indeholder industriens oplysninger om stoffernes anvendelse, fysisk-kemiske egenskaber samt data om miljø- og sundhedsfarlige egenskaber. For mange stoffer er datamængden dog sparsom. For stoffer, der anvendes i endnu mindre målestok, er viden som oftest endnu mere begrænset, og for et stort antal af de i alt 100.000 kemiske stoffer på EINECS-listen⁸⁰, ved man meget lidt om deres sundheds- og miljøeffekter.

Antallet af situationer med mulig udsættelse af mennesker for kemikalier er enorme. Nedenstående tabel giver nogle få eksempler på kemiske miljøfaktorer, deres kilder og de mulige skadeeffekter, udsættelse kan medføre.

Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Tabel 8.1‘‘

8.1.2 Kilder og eksponering

Kemiske stoffer

Kemiske stoffer og produkter samt forbrugerprodukter og varer, er kilder til en omfattende eksponering af mennesket. Det er imidlertid ofte vanskeligt at vurdere den samlede eksponering af en kemisk miljøfaktor, da der kan være mange forskelligartede kilder som hver især yder mere eller mindre ukendt eller variabelt bidrag til den samlede udsættelse af befolkningen. Nedenstående skema giver en meget grov oversigt over eksempler på forbrugerprodukter som kilde til kemiske miljøfaktorer

Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Eksempel 8.1‘‘

Kemiske produkter

Antallet af forskellige kemiske produkter (blanding af stoffer, fx maling, lak, vaske- og rengøringsmidler) er større end antallet af stoffer, og hver især kan de bidrage til at påvirke sundheden under deres produktion, opbevaring, anvendelse og bortskaffelse.

Stoffer i forbrugerprodukter

Mange forbrugerprodukter opfattes ikke som en mulig kilde til kemisk eksponering, selvom de indeholder kemikalier, der kan frigives fra produktet. Det kan dreje sig om blødgørere i husholdningsfilm, metaller i emaljevarer eller metaller i glasurer på keramik og porcelæn, eller fx bromerede flammehæmmere i elektroniske apparater. Andre kilder kan være byggematerialer, der indeholder fordampelige komponenter, hvor især afdampning fra store flader kan give gener som følge af dårligt indeklima.

Vaske- og rengøringsmidler

Nogle rengøringsmidler i husholdningen kan indeholde stoffer, der ætser, irriterer eller på anden måde er skadelige for mennesker eller miljøet. Produkterne falder i mange kategorier, fx produkter til opvask, bilvask, voksning, maskinvask, vinduespolering, overfladebeskyttelse, pletfjernere, metalrensning, afkalkning o.l.

Flere af disse produkter anvendes hyppigt og i store mængder, og for nogle medfører anvendelsen høj eksponering, især i form af en kraftig påvirkning af huden. Mange rengøringsmidler anvendes i forbindelse med varmt vand, hvilket øger risikoen for optagelse gennem huden eller for afdampning af flygtige stoffer fx opløsningsmidler eller duftstoffer.

Kosmetik

Kosmetik anvendes direkte på huden og medfører dermed kraftig eksponering. Nogle produkter anvendes tæt ved slimhinder (fx øjne og mund), hvilket kan øge optagelse af stofferne, eller der kan være tale om hyppig og gentagen anvendelse på større hudområder (fx creme).

Allergi er den hyppigste uønskede effekt af kosmetiske produkter og er ofte forårsaget af konserveringsmidler og duftstoffer. At der er grund til bekymring, understøttes af det faktum, at forekomsten af kosmetikallergi er stigende. Kraftig irritation og allergiske reaktioner er fx kendt fra anvendelse af hårfarvningsmidler, hvor kombinationen af kontakt mellem hovedbund og de reaktive stoffer i produktet kan danne grundlag for udvikling af de skadelige effekter.

Legetøj

Spædbørn og børn under 3 år kan være særligt følsomme for kemisk påvirkning og mindre børn er ofte mere udsatte som følge af undersøgende adfærd og sutten på fingre og genstande, fx legetøj. I forbindelse med regulering af legetøj arbejdes der på at vurdere, hvordan stofferne frigives ved sutning på produktet, og på at vurdere risiko for skadevirkninger, også hvis produktet eller stykker heraf sluges.

Phthalater er blandt de stoffer, der er blevet underlagt restriktioner, idet migration og risikoen for effekter fra disse stoffer (fx i blød PVC) blev vurderet uacceptabel af myndighederne.

For et antal metaller, der anvendes som farvestof i oliemaling, maling og blyanter er der fastsat grænseværdier, fordi både mund- og hudeksponering er mulig.

Tøj/tekstiler

For tøj og andre tekstiler er der tilsvarende fokus på indhold af produktionskemikalier, bekæmpelsesmiddelrester eller konserveringsmidler, idet skadelige stoffer i tøjet kan afgives ved tøjets tætte og ofte langvarige kontakt til kroppen.

Bekæmpelsesmidler

Eksponering for bekæmpelsesmidler (plantebeskyttelsesmidler og biocider) kan være særlig kritisk, da disse produkter er udviklet med det formål at være biologisk aktive. Biocider findes i mange kemiske produkter for at forlænge deres holdbarhed samt i andre materialer fx visse bygningsmaterialer for at forhindre biologiske nedbrydningsprocesser. Biocider som anvendes i hjemmet specielt til skadedyrsbekæmpelse kan indbærer risiko for høj eksponering som følge af spredningen af midlet. Desuden bruger den ikke-professionelle ofte utilstrækkelig -eller ingen – beskyttelse og er derfor ikke beskyttet mod hudeksponering eller indånding.⁸¹

Børn, der leger på pesticidbehandlede områder, vil være særligt udsatte. Ligeledes kan fx skadedyrsbehandling i børnehaver, legerum og bygninger indebære højere risiko for børn.

8.1.3 Sundhedsrisiko

Der foreligger ikke et grundigere kendskab til effekten af den samlede kemikaliepåvirkning for helbredstilstanden i Danmark, og især med hensyn til langtidseffekterne ved anvendelse af kemikalier og ved den kombinerede udsættelse fra mange forskellige kilder, er viden begrænset.

En række akutte effekter fra kemikaliepåvirkningen er imidlertid forholdsvis velkendte i forbindelse med udsættelse på arbejdspladser og i forbindelse med udsættelse af forbrugere, fx ved ulykker og forgiftningstilfælde. Særligt velkendte er børns indtagelse af ætsende rengøringsmidler eller af lampeolie, som kan trænge ud lungerne og forårsage alvorlig kemisk lungebetændelse. For de akutte effekter (akut giftige, irriterende og ætsende virkninger) er det normalt nemt at spore sammenhænge mellem eksponering for et givent kemikalie og den aktuelle effekt, fordi effekterne ses umiddelbart i tilknytning til eksponeringen. Også årsagen til konkrete stoffers fremkaldelse af allergi kan forholdsvis let spores ved foretagelse af provokationstests.

Sværere er det at verificere sammenhængen mellem kemisk udsættelse og langstidseffekter, såsom kræftfremkaldende effekter og kroniske organskader, da effekterne i visse tilfælde først optræder efter mange års udsættelse eller flere år efter udsættelsen er ophørt. Endvidere kan udviklingen af en række af disse skadeeffekter også være en følge af andre faktorer, eksempelvis livsstilsfaktorer, hvorfor det kan være svært at adskille betydningen af de enkelte faktorer.

For visse kemiske stoffer er sådanne sammenhænge dog vist enten ved grundige undersøgelser hos mennesker (typisk i udvalgte kraftigt eksponerede grupper i arbejdsmiljøet) eller i langtidsdyreforsøg. Dette gælder fx for den kræftfremkaldende effekt af stoffer som benzen, asbest, chromforbindelser, ethylenoxid, nikkelforbindelser og vinylchlorid.

Grundet mangel på viden er det meget vigtigt at identificere usædvanlige eksponeringssituationer, som involverer skadelige kemikalier, kraftig og gentagen eksponering samt eksponering af sårbare grupper, som børn og gravide, da øget risiko for skadelige effekter især må forventes i sådanne situationer og sammenhænge.
Kemisk påvirkning af børn og ufødte er særlig i fokus, da disse grupper betragtes som særligt følsomme overfor kemiske skadevirkninger samt i en række situationer er særligt udsatte for kemiske stoffer. Sidstnævnte skyldes bl.a., at udsættelse for kemisk forurening gennem luft og drikkevand er højere som følge af børns relativt større forbrug af luft og drikkevand end voksnes. Endvidere medfører børns undersøgende adfærd (sutning på fingre og genstande), at børn i højere grad udsættes for jord og kemiske stoffer fra legetøj og andre genstande. På grund af børns relativt større hudoverflade vil de også typisk være mere udsatte for kemiske stoffer i kosmetik/ hudplejeprodukter.

Eksponering for kemikalier og kemiske stoffer i forbrugerprodukter er den mest direkte og synlige eksponeringssituation, men der finder også indirekte og mere usynlig eksponering sted, fx i form af bekæmpelsesmiddelrester i madvarer eller stoffer, der stammer fra afgivelse af emballeringsmaterialer.

Endelig er der er en generel forskel i eksponeringsmønstret fra kemiske stoffer, produkter og varer der anvendes i industrien, herunder landbruget, og dem, der anvendes i husholdningssektoren. I den industrielle sektor anvendes ofte nogle mere risikofyldte produkter, hvor disse kan håndteres forsvarligt i fx lukkede systemer/processer, eller fordi der benyttes særligt beskyttelsesudstyr, eller arbejderne er særligt uddannede i anvendelsen. I de tilfælde, hvor der anvendes farlige stoffer og produkter i arbejdsmiljøet, foreligger der således specifikke arbejdspladsanvisninger. Hos den private forbruger, derimod, er viden om farligheden og håndteringen af produkterne ofte mere begrænset samtidig med, at professionelle og tekniske hjælpemidler og værnemidler sjældent er tilgængelige på samme niveau som i arbejdsmiljøet. Som et eksempel på beskyttelse af den private forbruger kan nævnes, at det herhjemme ikke er tilladt at sælge stoffer og produkter, der er klassificeret som giftige, kræftfremkaldende, mutagene eller reproduktionsskadende til private.

8.2 BESKYTTELSESNIVEAU

Et givent beskyttelsesniveau i forhold til påvirkning med kemiske stoffer og produkter opnås fra myndighedernes side gennem det samlede sæt af reguleringer og initiativer, der iværksættes på et område. Ved etablering af et beskyttelsesniveau indgår ofte en farevurdering og/eller en risikovurdering, der omfatter vurdering af farlighed og risiko ved anvendelsen af de konkrete stoffer/ produkter samt en efterfølgende risikohåndtering/ risikostyring, hvor det afgøres hvilke handlemuligheder/ tiltag, der kan iværksættes (se afsnit 1.3.2).

Beskyttelsesniveauet i forhold til et konkret stof/ produkt er således bestemt af lovgivningskravene på området, hvilke metoder der anvendes ved farligheds- og risikovurdering, hvilke muligheder der er for regulering/ tiltag, samt ikke mindst hvor effektive disse er. Som oftest kan beskyttelsesniveauet udelukkende beskrives kvalitativt ud fra de normer og retningsliner, der er gældende, samt de procedurer myndighederne anvender i deres arbejde. I nogle tilfælde, fx i forbindelse med risikovurderinger, kan beskyttelsesniveauet beskrives mere kvantitativt med talmæssige størrelser.

Hovedinstrumenterne til at definere og administrere et beskyttelsesniveau for kemiske stoffer og produkter er klassificering og mærkning samt risikovurdering.

Begrænsninger i forbindelse med markedsføring og anvendelse er enten baseret på klassificering af kemiske stoffer og produkter, eller på specifikke risikoreduktionstiltag. Stoffer og produkter, som klassificeres pga. CMR-effekter (dvs kræftfremkaldende, mutagene og reproduktionsskadende effekter) må ikke sælges til offentligheden. Både nye⁸² og eksisterende stoffer er omfattet af et risikovurderingsprogram.

For visse specielle kemiske produkter, fx plantebeskyttelsesmidler og biocider, er beskyttelsesniveauet hovedsagelig indbygget i forudgående markedsføringstilladelser fordi produkterne, pga. at anvendelsesmåden og spredningen kan udgøre en særlig risiko for helbredet. Som led i myndighedernes godkendelsesprocedure vurderes midlernes farlighed og anvendelse nøje, og på den baggrund besluttes det, om de kan tillades markedsført eller ej.

Med hensyn til beskyttelse mod kemiske påvirkninger er der fokus på særlig følsomme grupper fx børn og gravide. Miljøministeriet arbejder for, at der tages særligt hensyn til disse grupper i forbindelse med anvendelsen af kemikalier i fx legetøj og kosmetik. Et andet fokusområde er eksponering for stoffer med hormonforstyrrende effekter, som er et effektområde, der på nuværende tidspunkt ikke er specifikt omfattet i reguleringen, hverken i Danmark eller EU.

For særligt problematiske stoffer har Danmark, for at opnå et højt beskyttelsesniveau, forbudt eller begrænset brugen af en række stoffer, som fx tungmetaller, ozonlagsnedbrydende stoffer, flammehæmmere og phthalater.

8.2.1 Markedsføringsgodkendelse

Visse kemiske produkter som plantebeskyttelsesmidler og en række biocider skal godkendes, før de kan markedsføres. Plantebeskyttelses- og biocidmidler består af et eller flere såkaldte aktive stoffer, som virker mod fx ukrudt, skadedyr, svamp eller andre skadelige organismer. Desuden kan produkterne indeholde forskellige tilsætningsstoffer, hjælpestoffer og opløsningsmidler.

Markedsføringsgodkendelser medfører, at den ansvarlige importør eller producent skal indlevere en omfattende beskrivelse af midlernes miljø- og sundhedsfare til Miljøstyrelsen, som foretager en vurdering af de indsendte data, før tilladelse til import, salg og anvendelse eventuelt gives. Miljøstyrelsen kan i den forbindelse også beslutte at begrænse godkendelsen, hvis den fremsendte ansøgning giver anledning til bekymring i relation til fx den planlagte anvendelse.  

Denne procedure betyder, at der for de produkter, der anvendes i dag, kan oppebæres et højt beskyttelsesniveau.

8.2.2 Anmeldelse af nye stoffer

Forud for salg af et nyt kemisk produkt skal producent eller importør anmelde stoffet til Miljøstyrelsen. Et nyt kemisk stof er et stof, som ikke er opført på EINECS-listen⁸³ som omfatter stoffer på det europæiske marked i perioden 1. januar 1971 til 18. september 1981. Nye anmeldte stoffer tilføjes løbende til ELINCS-listen⁸⁴.

Anmeldelsen skal bl.a. indeholde en beskrivelse af de iboende fysisk-kemiske, toksikologiske og øko-toksikologiske egenskaber. Jo større mængde af stoffet, der sættes på markedet, jo flere data skal oplyses til myndighederne. Anmelderen skal også foretage en foreløbig risikovurdering til støtte for Miljøstyrelsens endelige risikovurdering.

Anmeldekravene er mindre omfattende end dem der gælder for godkendelse af bekæmpelsesmidler, men sikrer at industrien undersøger nye kemikalier grundigt og at dokumentationen gennemgås af myndighederne, inden stofferne må markedsføres.

8.2.3 Klassificering og mærkning af stoffer og produkter

Hensigten med klassificerings- og mærkningssystemet er at vurdere de farer, der opstår ved normal håndtering og brug af kemiske stoffer og produkter, og på emballagen at advare brugeren om disse farer gennem faresymboler, risiko- og sikkerhedssætninger (R- og S-sætninger). I dette afsnit behandles kun klassificering i forhold til menneskers sundhed, dvs. klassificering baseret på toksikologiske egenskaber, som fx giftighed, allergi og kræft.

Kemiske stoffer skal udelukkende klassificeres ud fra eksisterende viden om sundhedsskadelige effekter observeret hos mennesker eller fundet i test med forsøgsdyr. Klassificeringskriterierne er opbygget om en række standardtest med forsøgsdyr og fokuserer således ikke på særlige risikogrupper, som f.eks. børn eller gravide, der kan være særligt følsomme. Der findes dog anvendes konkrete R- og S-sætninger, som specielt advarer i forbindelse med risiko for børn og gravide. Endvidere omfatter klassificerings og mærkningsreglerne krav om børnesikrede låg og følbare advarsler for visse farlige kemikalier for at beskytte udsatte grupper som børn og blinde mod udsættelse.

Figur 8.1
Sundhedsrelaterede faresymboler

Kun et begrænset antal stoffer på markedet (ca. 7.000) er blevet officielt klassificeret af myndighederne og opført på listen over farlige stoffer⁸⁵. Men producenter og importører skal vurdere alle de kemiske stoffer og produkter, de producerer og importerer. Er stoffet ikke på listen over farlige stoffer, skal producenten eller importøren selv udarbejde en foreløbig klassificering og mærkning af kemikalierne på baggrund af kravene i bekendtgørelsen om klassificering, emballering, mærkning, salg og opbevaring af kemiske stoffer og produkter⁸⁶. Datamangel betyder, at pligten til selvklassificering kan være vanskelig at opfylde. Som hjælp hertil har Miljøstyrelsen i de senere år for visse effektområder udviklet og anvendt computermodeller til brug for vejledende klassificering af en række stoffer, hvor testdata ikke foreligger.

8.2.4 Risikovurdering af kemiske stoffer

I EU koordineres et omfattende arbejde med at indsamle data og risikovurdere industrikemikalier. EU‘s risikovurderingsprocedure gælder i princippet for mere end de 100.000 stoffer, som er opført på EINECS liste. I praksis er udvalgt 141 prioriterede stoffer blandt de 2.700 stoffer, som fremstilles i større mængder (over 1.000 tons).

Risikovurdering af kemiske stoffer danner basis for strategier for risikoreduktion og påvirker derved beskyttelsesniveauet. Mangel på data er dog en af udfordringerne, når man skal sikre et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau for folkesundheden overfor eksponering for kemikalier. Kun et begrænset antal kemikalier, som allerede er på markedet, er blevet tilstrækkelig undersøgt og kun få har gennemgået risikovurderingsproceduren.

Farlighedsvurdering: udpegning af forskellige effekter som stoffet kan medføre ved forskellige grader af udsættelse Eksponeringsvurdering: vurdering af de koncentrationer/doser som mennesker eller miljø måtte udsættes for og Risikokarakterisering: vurdering af hyppigheden og alvoren af uønskede virkninger, som vil kunne finde sted i befolkningen eller miljøet pga. aktuel eller forudset eksponering for et stof.

Tekstfelt 8.1
Risikovurderingsproceduren

Det generelle princip for risikovurdering af kemikalier er at vurdere deres iboende egenskaber (fare) og foretage en risikovurdering, hvor man inddrager den mulige eksponering af mennesker og miljø. Formålet er især at beskytte arbejdere og forbrugere, der kan blive udsat gennem anvendelse af kemiske produkter, samt andre borgere som kan blive udsat indirekte gennem drikkevand, fødevarer, jord eller andre dele af miljøet. Som oftest er eksponeringsdata ikke tilgængelige for alle disse grupper og derfor anvendes standardscenarier, der afspejler realistiske worst-case. I denne henseende kan det danske Produktregister, og andre tilsvarende udenlandske registre, være en vigtig kilde til information om den aktuelle anvendelse af mange kemikalier på arbejdspladserne, men generelt set er eksponeringsvurderingerne usikre. For nogle stoffer (fx blødgørere som phthalater i plastlegetøj) betragtes børn som en særlig undergruppe af forbrugere, fordi de gennem legetøj kan blive eksponeret for disse stoffer på en måde, som ikke anses at være relevant for voksne.

8.2.5 Anvendelsesbegrænsning

Regler om anvendelsesbegrænsning eller egentlig forbud mod stoffer, der er farlige for sundheden eller miljøet, kan enten være baseret på beslutninger taget i internationale fora, eller de kan være baseret udelukkende på nationale beslutninger.

Danmark har forbudt eller begrænset et antal stoffer, herunder tungmetaller som cadmium, kviksølv og bly samt ozonlagsnedbrydende stoffer, tjærestoffer og phthalater. Disse restriktioner skyldes enten farlige egenskaber, den anvendte mængde, anvendelsesmetoden eller eksponering af sårbare grupper.

8.2.6 Forsigtighedsprincippet

Forsigtighedsprincippet er et vigtigt politisk princip i EU‘s kemikalieregulering. Forsigtighedsprincippet skal sikre et højt beskyttelsesniveau også på områder, hvor der er mistanke om skadelige effekter, men hvor der ikke haves fuldstændigt videnskabeligt bevis. I dansk lovgivning er forsigtighedsprincippet ikke specifikt nævnt, men det omtales ofte i bemærkningerne til forskellige miljølove.

Både i Danmark og i udlandet har der været stigende fokus på forsigtighedsprincippet inden for de senere år. Princippet tilsiger, ikke mindst på grund af den stigende kompleksitet af miljøproblemer, at politikere, virksomheder og myndigheder ved stillingtagen og handling, lader tvivl og mangel på data komme sundheden eller miljøet til gode.

Der findes ingen samstemmende, global anerkendt fortolkning af forsigtighedsprincippet. Inden for EU er forsigtighedsprincippet fastlagt af stats- og regeringscheferne i konklusionerne fra topmødet i Nice i december 2001. Her fastslås, at EU og medlemsstaterne i henhold til international ret skal have mulighed for at fastsætte det beskyttelsesniveau, som de vurderer er relevant i forbindelse med risikostyring/ risikohåndtering, og at forsigtighedsprincippet kan anvendes til at opnå dette beskyttelsesniveau.

8.2.7 Beskyttelse af udsatte grupper

Miljøministeriet deltog i 1998 i en konference om børn og kemikalier sammen med flere andre ministerier. Hvert ministerium præsenterede en statusrapport over, hvorledes beskyttelse af børn og gravide indgår i deres arbejde. Den overordnede konklusion af diskussionerne var, at børn og gravide generelt skal betragtes som særlige risikogrupper over for kemiske påvirkninger. Som opfølgning på konferencen, udarbejdede Miljøstyrelsen rapporten ‘Children and the unborn child’. Hensigten med denne rapport var at sammenstille og opdatere tilgængelig viden om fosterets og barnets særlige følsomhed og udsættelse for kemiske stoffer, så den dermed kunne udgøre en videnskabelig basis for Miljøministeriets fremtidige regulering mht. at beskytte børn og ufødte børn mod kemiske stoffer. Rapporten indeholder yderligere anbefalinger til dette arbejde.

Et tiltag er at forbedre risikovurderingen af kemiske stoffer ved at inkludere et krav om specielle data, der er relevante for beskyttelse af børn og ufødte børn.

8.3 REGULERING OG STRATEGI

8.3.1 Formål og principper

Formål

• Det primære formål med kemikaliereguleringen er at forhindre sundhedsfarer og miljøskader forårsaget af kemikalieanvendelse, og at fremme anvendelse af renere teknologi.

Principper

Reguleringen af kemikalier er hovedsageligt baseret på følgende principper og instrumenter:

• Godkendelse af plantebeskyttelsesmidler og biocider
• Anmeldelse af nye kemiske stoffer og produkter
• Vurdering, klassificering og risikovurdering af kemikalier
• Forbud eller begrænsning
• Øget anvendelse af substitutionsprincippet (erstatning af farlige kemikalier med mindre farlige)
• Anvendelse af renere teknologi og produkter
• Inspektion og bøder ved regelovertrædelser
• Information og kampagner
• Frivillige aftaler
• Vejledninger for indkøbere og miljømærker
• Miljøafgifter

8.3.2 Lovgivning om kemiske stoffer og produkter

Dansk regulering på kemikalieområdet er i høj grad knyttet til EU-reglerne, som på dette område hovedsageligt er baseret på totalharmoniseringsdirektiver. Klassificering og mærkning af kemikalier, anmeldelse af nye stoffer, anvendelsesbegrænsninger og fare- og risikovurderinger er alle områder, hvor der gælder fuld harmonisering. I nogle direktiver findes den såkaldte ‘sikkerhedsklausul‘, som gør det muligt for medlemslandene at anvende foreløbige regler, som er strengere end EU-reglerne. Danmark har ved visse lejligheder anvendt denne klausul, fx i relation til klassificering af visse organiske opløsningsmidler. Danmark har også udstedt strengere krav på områder, som er dækket af minimumsreguleringer i EU. Det gælder fx ozonlagsnedbrydende stoffer.

Udover reguleringer baseret på EU-direktiver, har Danmark opretholdt og udstedt egne regler på områder, som ikke er indeholdt i EU-lovgivningen, fx vedr. kviksølv, bly og restriktioner for stoffer, som tillades i spraydåser. Et andet eksempel er godkendelsessystemet, hvor en forbruger skal indhente tilladelse fra politiet for at købe giftige stoffer.

En voksende utilfredshed, med at EU‘s nuværende kemikaliepolitik ikke yder tilstrækkelig beskyttelse, har ført til at Kommissionen har foretaget en kritisk gennemgang af den hidtidige politik på området og på baggrund heraf i 2001 fremkommet med en hvidbog om en strategi for en ny kemikaliepolitik. Heri præsenteres det såkaldte REACH-system der er en forkortelse af Registration, Evaluation and Authorisation of Chemicals (dvs. registrering, vurdering og tilladelse til anvendelse af kemiske stoffer). Systemet er et enhedssystem, der omfatter både eksisterende og nye stoffer. Hensigten er at etablere et mere effektivt system, der lægger større ansvar over på industrien m.h.t. fremskaffelse af den nødvendige viden for sikker anvendelse af de kemiske stoffer de markedsfører. Yderligere påføres der øget ansvar for down-stream-brugerne af de farlige kemiske stoffer og produkter. For særligt farlige stoffer (fx kræftfremkaldende, mutagene og reproduktionsskadende stoffer) skal der fra myndighederne gives en anvendelsesspecifik tilladelse til anvendelse af stofferne. Endnu et vigtigt mål i strategien er at fremme substitution af farlige stoffer med mindre farlige.

Dansk lovgivning og implementering

Lov om kemiske stoffer og produkter

Den væsentligste lov, der regulerer kemikalieanvendelse, er lov om kemiske stoffer og produkter – Kemikalieloven. Den blev vedtaget i 1979 og er siden da ændret og revideret flere gange.

Miljølovgivningen regulerer især miljøforhold, som er relateret til produktion, hvorimod kemikalielovgivning bidrager med regler, som sigter på de senere stadier i kemikaliers livscyklus, fx distribution, produktion, anvendelse og affald.⁸⁷ Som generel regel regulerer lovgivningen ikke indholdet af kemikalier i forbrugerprodukter/ varer, men i visse afsnit af loven er disse dog omfattet.

Hensigten med loven er at forhindre sundhedsfare og skader på miljøet i forbindelse med fremstilling, opbevaring, anvendelse og bortskaffelse af kemiske stoffer og produkter. Ved lovens anvendelse skal mulighederne for at fremme anvendelsen af renere teknologi understreges.

Tekstfelt 8.2
Lov om kemiske stoffer og produkter

Loven sigter mod, at den nødvendige information om kemiske stoffer og produkter foreligger, og at det er muligt at regulere salg og anvendelse af kemiske stoffer og produkter, som på baggrund af eksisterende viden eller erfaring, vurderes at udgøre fare for sundheden eller miljøet.

En række bekendtgørelser er udstedt med hjemmel i kemikalieloven, fx klassificerings- og anmeldebekendtgørelserne, bekendtgørelsen af listen over farlige stoffer, og bekendtgørelser som forbyder eller begrænser anvendelsen af visse stoffer, fx tungmetaller og ozonlagsnedbrydende stoffer.

Klassificering og mærkning

EU-direktiv nr. 67/548/EØF om harmonisering af lovgivning om klassificering, emballering og etikettering af farlige stoffer (stofdirektivet) er et vigtigt totalharmoniseringsdirektiv (indre markedsdirektiv), som søger at sikre et fælles europæisk marked for kemikalier, og som sætter høje standarder for folkesundheden og miljøbeskyttelse. Et tilsvarende direktiv findes for kemiske produkter⁸⁸.

Bekendtgørelsen om klassificering, emballering, mærkning, salg og opbevaring af kemiske stoffer og produkter⁸⁹ implementerer disse to EU-direktiver i dansk lovgivning.

Klassificeringskriterierne for kemiske stoffer og produkter udvikles til stadighed. Miljøministeriet har især arbejdet for at udvikle mere velegnede kriterier for nervebeskadigende effekt, allergifremkaldende effekt og reproduktionsskadende effekt. I øjeblikket søges kriterierne forbedret med henblik på bedre at inkludere hormonforstyrrende effekter af kemiske stoffer.

Stofdirektivets bilag 1 er i Danmark implementeret ved bekendtgørelsen af ‘Listen over farlige stoffer‘. Den seneste revision af listen⁹⁰ implementerer den 28. tilpasning til stofdirektivet. Der findes ca. 7.000 stoffer på listen, som er blevet klassificeret og mærket i fællesskab af myndighederne i EU-landene. Enkelte stoffer med tilhørende mærkning på listen er udtryk for en rent dansk regulering, fx mineralsk terpentin.

Et af de største problemer med den eksisterende kemikalieregulering er, at der findes meget begrænset viden om mange af de eksisterende kemiske stoffer, der er på markedet, og at der ikke er pligt til at industrien fremskaffer data om dem. Det er et problem i forhold til at opretholde et højt beskyttelsesniveau. For at kompensere for dette, støtter Miljøministeriet anvendelse af QSAR som metode til at vurdere stofferne (QSAR: kvantitativ struktur aktivitet relation). Miljøstyrelsen har derfor udsendt en vejledende liste, til hjælp for producenters og importørers egen klassificering. Listen omfatter 20.624 stoffer som ved hjælp af computerbaserede QSAR-modeller er klassificeret med hensyn til akut giftighed, allergi, mutagen effekt, kræftfremkaldende effekt og fare for vandmiljøet. Listen er udelukkende tænkt som en hjælp til virksomhederne og skal ses som vejledende.

Anmeldelse af nye stoffer

Reglerne om anmeldelse af nye stoffer har ophæng i direktiv 92/32/EØF, som er syvende ændring af direktiv 67/548/EØF (stofdirektivet). Den danske gennemførelse findes i bekendtgørelse 1002 af 14. december 1995.

Reglerne om anmeldelse af nye stoffer har eksisteret siden 1981 og er gennemført for at gøre op med manglen på viden om de kemiske stoffer. Regelsættet ‘trak en streg i sandet‘ og på lang sigt vil de danne baggrund for grundig viden om kemikalierne. Mellem september 1981 og marts 2001 er der anmeldt ca. 3.500 stoffer i EU. Lidt over 500 af disse er meddelt som værende på markedet i Danmark. Kun en brøkdel produceres i Danmark.

Reglerne har stort set fungeret tilfredsstillende, men vurdering af de relativt få nye stoffer beslaglægger mange ressourcer, både i Danmark og EU, set i forhold til de mange eksisterende stoffer, hvor viden er meget mere begrænset.

Begrænsning af markedsføring og anvendelse

De fortløbende ændringer af EU-direktivet om begrænsning af markedsføring og anvendelse af visse farlige stoffer og præparater⁹¹ er enten implementeret ved specifikke bekendtgørelser eller gennem bekendtgørelsen om restriktioner ved markedsføring og anvendelse af visse farlige stoffer og produkter til speciel anvendelse⁹². Bekendtgørelsen indeholder også særlige danske bestemmelser. Derudover har Danmark udstedt særlige bekendtgørelser, der begrænser visse andre kemiske stoffer og produkter.

Forbud mod import af visse nikkel-holdige produkter (94/27/EF) Forbud mod salg, import og fremstilling af cadmium-holdige produkter (91/338/EØF) Bekendtgørelse om PCB, PCT og erstatninger (85/467/EØF) Bekendtgørelse om restriktioner i salg og anvendelse af pentachlorphenol (91/173/EØF).

Tekstfelt 8.3
Eksempler på ændringer/tilpasninger til EU-direktivet (76/769/EØF) indarbejdet i specifikke bekendtgørelser

Benzen: Stoffet er ikke tilladt i legetøj eller i dele af legetøj, hvis koncentrationen af fri benzen overstiger 5 mg/kg af legetøjets vægt eller dele af legetøjet. Benzen må ikke anvendes i koncentrationer, som er lig eller større end 0,1% (82/806/EØF). Arsen: Arsen-holdige produkter må ikke anvendes til bundmaling, træbeskyttelse, eller til behandling af industrielt vand uanset anvendelse (89/677/EØF). Kviksølv: Kviksølvforbindelser må ikke anvendes til bundmaling, træbeskyttelse, imprægnering af kraftige tekstiler eller i industrielt vand, uanset anvendelse (89/677/EØF). Chloroform, tetrachlormethan, 1,1,2-trichlorethan, 1,1,2,2-tetrachlorethan, pentachlorethan, 1,2-dichlorethylen, 1,1,1-trichlorethan: Der er forbud mod salg af disse stoffer, eller produkter som indeholder stofferne i koncentrationer over 0,1% w/w til offentligheden og/eller til forstøvningsanvendelser som i overfladerengøring og rensning af tekstiler. Kemiske produkter med et højere indhold skal mærkes ‘kun til industriel brug‘ (96/55/EF).

Tekstfelt 8.4
Eksempler på ændringer/tilpasninger vedr. EU-direktivet (76/769/EØF) indarbejdet i bekendtgørelse nr. 1042 af 17. december 1997

Danmark har udover de nævnte stoffer begrænset eller forbudt et antal andre stoffer, fx ozonlagsnedbrydende stoffer og ‘Ae‘-stoffer⁹³ samt ‘meget giftige‘ og ‘giftige‘ stoffer i forbrugerprodukter.

• Eksempler på danske forbud eller begrænsninger:
• Forbud mod salg og anvendelse af visse blyholdige produkter
• Forbud mod visse ozonlagsnedbrydende stoffer
• Bekendtgørelse om cadmium i gødning
• Bekendtgørelse om drivmidler og opløsningsstoffer i spraydåser
• Begrænset anvendelse af formaldehyd i spånplader etc., der anvendes til møbler, udstyr, etc.
• Forbud mod salg og eksport af kviksølv og kviksølvholdige produkter
• Mærkning og restriktion af import, salg og anvendelse af produkter til overfladebehandling
• Forbud mod phthalater i legetøj og visse småbørnsartikler til børn under 3 år

Nikkelallergi forårsages af gentagen tæt hudkontakt med genstande, som afgiver nikkel. Nikkel-belagte smykker, specielt øreringe, spiller en stor rolle ved nikkelallergi. I 1989 vedtog Danmark at nedsætte den tilladte grænse for frigivelse af nikkel fra metalgenstande, som kommer i berøring med huden (fx øreringe, brillestænger og knapper). I to undersøgelser foretaget i 1985-86 og 1997-98 var nikkelallergi den hyppigst forekommende form for hudallergi. I 1985-86 var 13,8% af de personer man testede allergiske over for nikkel sammenlignet med 15% i 1997-98. Nikkelallergi var 4-5 gange hyppigere blandt kvinder både i 1985-86 og i 1997-98. Blandt de 0-18 årige faldt forekomsten af nikkelallergi betydeligt fra 24,8% til 9,2% fra den første til den anden undersøgelse. Der var ingen markante ændringer i forekomsten af nikkelallergi i gruppen over 18 år. Faldet i den yngste gruppe synes umiddelbart at kunne tilskrives reguleringen af nikkel, hvorimod reguleringen ikke kan forventes at påvirke forekomsten hos de ældre, som er blevet nikkelallergikere inden nikkelreguleringen. Kilde: British Journal of Dermatology 2000; 142; 490-495.

Faktaboks om nikkel

Kosmetik

Kosmetiske produkter har været reguleret i Danmark siden 1961. EU-direktivet om kosmetik, som blev vedtaget i 1976, har til hensigt at sikre, at kosmetik ikke skader forbrugerne ved normal anvendelse. EU-lovgivningen er indarbejdet i bekendtgørelse nr. 594 af 6. juni 2000 om kosmetiske produkter.

Som udgangspunkt er producenten/ importøren produktansvarlig. Dernæst reguleres indholdet af kemiske stoffer i kosmetik ved:

• Negativliste med ulovlige stoffer og produkter.
• Positivlister over tilladte stoffer og produkter, der anvendes som farvestoffer, konserveringsmidler og UV-filtre. Disse positivlister anfører også visse restriktioner for anvendelse, tilladte koncentrationer og/eller tidsbegrænsninger. Alle andre stoffer til ovennævnte formål er ulovlige.
• Samt en liste, der begrænser eller regulerer anvendelsen af visse stoffer.

Legetøj

EU-direktivet om legetøj⁹⁴ blev vedtaget i 1988 og her anvendes ‘den ny metode‘, som betyder, at detaljeret regulering er undtaget debat i Rådet såvel som i Kommissionen. I stedet varetager private europæiske standardiseringsorganisationer, CEN/CENELEC, opgaven med at udfylde de væsentligste krav i direktivet, der for øjeblikket er ved at blive revideret.

Direktivet er gennemført i Danmark af Forbrugerstyrelsen i bekendtgørelse om sikkerhedskrav for legetøj og produkter, som pga. deres ydre fremtræden kan forveksles med levnedsmidler⁹⁵. Miljøstyrelsen er kontrolmyndighed for kemikalier i legetøj.

Direktivet fastsætter specifikke krav til indholdet af visse metaller i legetøj. Samtidig må legetøj ikke indeholde farlige stoffer eller produkter som defineret i ‘stofdirektivet‘ og ‘præparatdirektivet‘⁹⁶ i en mængde, som kan være sundhedsskadelige for børn.

Miljøministeriet udsendte som nævnt i marts 1999 en bekendtgørelse, der forbyder anvendelsen af phthalater i legetøj og visse småbørnsartikler til børn under 3 år.

Bekæmpelsesmidler (plantebeskyttelsesmidler og biocider)

Bekæmpelsesmidler er opdelt i to hovedgrupper afhængig af deres anvendelse:

En hovedgruppe kaldes plantebeskyttelsesmidler (pesticider) og anvendes i landbrug, skovbrug, gartneri og havebrug som ukrudtsmidler, insektmidler og svampemidler. Denne gruppe omfatter også mikrobiologiske produkter, som består af levende mikroorganismer (bakterier eller virus) og vækstfremmere. Plantebeskyttelsesmidler er omfattet af direktiv 91/414/EØF om markedsførelse af plantebeskyttelsesmidler.

En anden hovedgruppe er biocider (bekæmpelsesmidler, som ikke anvendes til plantebeskyttelsesformål). Det drejer sig bl.a. om træbeskyttelses- og insektmidler, midler mod svamp i bygninger og til bekæmpelse af rotter og mus. Inden for EU reguleres anvendelsen af biocider særskilt i det ny direktiv om biocidprodukter⁹⁷.

Godkendelse af plantebeskyttelsesmidler

Plantebeskyttelsesmidler underlægges i disse år i stigende omfang EU-regulering under direktivet om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler (91/414/EØF). Her optages aktivstoffer på en ‘positiv-liste‘. Plantebeskyttelsesmidler med de pågældende aktivstoffer skal derefter godkendes nationalt til specifikke anvendelser og med fastsættelse af eventuelle restriktioner, før de kan markedsføres.

Ansøgninger om godkendelse af plantebeskyttelsesmidler sendes til Miljøstyrelsen på specielle formularer af den part, der ønsker at importere eller markedsføre produktet. Alle nødvendige oplysninger i forbindelse med en dyberegående vurdering af de aktive stoffer og midlet indsendes sammen med ansøgningsformularerne.

Alle aktivstoffer og midler, der ansøges til godkendelse som plantebeskyttelsesmiddel skal vurderes både med hensyn til miljøpåvirkninger, sundhedspåvirkninger og effektivitet. Vurderingen foretages på baggrund af undersøgelser, der udføres af producenten i henhold til gældende test-guidelines.

Tidsintervaller for anvendelse af midlerne angives for at mindske restkoncentrationer i eller på behandlede produkter, levnedsmidler og foder.

Fastsættelse af grænseværdier for koncentrationen i afgrøder er en del af godkendelsen. I de tilfælde hvor stoffer godkendes til bestemt anvendelse, angives en maksimal grænseværdi (MRL), som er den maksimale accepterede koncentration af plantebeskyttelsesmidlet eller dets nedbrydningsprodukter i afgrøder.

Grænseværdien i afgrøder er baseret på en toksikologisk vurdering af sundhedsrisikoen ved indtagelse af rester af plantebeskyttelsesmidler, med udgangspunkt i fastsættelsen af en acceptabel daglig indtagelse (ADI). Den maksimale grænseværdi fastsættes ofte på et lavere niveau end den toksikologisk beregnede, idet der tages hensyn til hvilke restkoncentrationer, der opnås i afgrøderne under anvendelse af god landbrugsmæssig praksis (Good Agricultural Practice (GAP).

Godkendelse af plantebeskyttelsesmidler og biocider er sædvanligvis gældende i op til 10 år, men hvis et produkt klassificeres som ‘meget giftig‘ eller ‘giftig‘ for mennesker udløber godkendelsen efter kun 5 år. Hvis man ønsker at bevare godkendelsen, skal en ansøgning om fornyet godkendelse indsendes mindst et år før den eksisterende godkendelse udløber.

Direktiv 91/414 fastlægger regler om gensidig anerkendelse af plantebeskyttelsesmidler, som er godkendt i et andet medlemsland. Der er pligt til gensidig anerkendelse, hvis de landbrugsmæssige-, plantesundhedsmæssige og miljømæssige forhold, herunder jordbund- og klimaforhold, hvorunder midlet anvendes er sammenlignelige. Nægtelse af gensidig anerkendelse er underlagt komitéprocedure.

Mål

Målet i Pesticidhandlingsplan II fra marts 2000 er reduktion af behandlingshyppigheden i landbruget. Handlingsplanen er baseret på Bichel-udvalgets arbejde, hvor konsekvenserne af at udfase pesticider i landbruget over en periode på 10 år blev vurderet. Udvalgets rapport blev publiceret i marts 1999.

Udvalget vurderede, at befolkningens gennemsnitlige udsættelse for pesticider i fødevarer og drikkevand nåede ca. 1% af ADI. Det blev samtidig konkluderet, at det ikke var muligt videnskabeligt at bevise at pesticider ikke vil kunne medføre en sundhedsrisiko. På den baggrund foreslog udvalget, at der blev igangsat undersøgelser af den mulige sundhedspåvirkning fra pesticider.

Bichel-udvalgets analyser havde til formål, at vurdere effekten af både total og delvis udfasning af anvendelsen af pesticider. For at give et bedre billede af hvilke konsekvenser forskellige udfasningsniveauer for pesticider vil have for landbruget, blev der udarbejdet 3 forskellige scenarier med belysning af sammenhængene mellem anvendelsen af pesticider, produktion og økonomi ved forskellige behandlingshyppigheder.

Biocidmidler

Biociddirektivet⁹⁷ fastsætter regler for godkendelse af biocidmidler (desinfektionsmidler, konserveringsmidler, træbeskyttelse, o.l.). Formålet er at sikre, at alle kemiske og mikrobiologiske produkter, som skal dræbe eller regulere biologisk liv, godkendes før de anvendes. Danmark har med udgangspunkt heri oprettet en national godkendelsesordning for visse biocidanvendelser. Biocidmidlerne er inddelt i fire hovedkategorier, som samlet dækker 23 produkttyper. Direktivet dækker dog flere biocidanvendelser end den eksisterende danske godkendelsesordning. Produktkategorier som lægemidler, kosmetiske produkter, veterinære lægemidler og plantebeskyttelsesmidler er omfattet af anden regulering og er derfor ikke omfattet af reglerne i Biociddirektivet.

Mange biocidmidler er ikke udviklet til en specifik anvendelse, hvorfor der er stor risiko for, at de påvirker andre levende organismer end dem, en konkret anvendelse er rettet imod. Samtidig er anvendelsen af biocidmidler meget udbredt, og der udledes biocider både direkte og indirekte i naturen, hvilket betyder, at en stor del af befolkningen anvender dem eller er i kontakt med dem dagligt. På det europæiske marked findes ca. 1.000 biocidaktive stoffer, som skal igennem godkendelsesproceduren. Direktivet skelner mellem fælles EU-beslutninger for aktive stoffer, og nationale beslutninger for midler.

Substitutionsprincippet gælder for biocider og derfor kan et aktivt stof ikke optages i bilaget over godkendte stoffer, hvis der eksisterer et sundheds- eller miljømæssigt mere forsvarligt alternativ.

Internationalt samarbejde

En del af Miljøministeriets strategi sigter mod at forstærke det internationale samarbejde om kemikalier i Nordisk Ministerråd, EU og gennem FN.

Øget international handel med kemiske stoffer og produkter og kemisk forurening på tværs af grænserne betyder, at der er behov for en effektiv, global indsats for at reducere risikoen for skader på mennesker og miljø overalt i verden. Af vigtige aftaler inden for dette område kan nævnes: Stockholm konventionen om POP-stoffer, Rotterdam konventionen om PIC ordningen, Montreal protokollen om ozonlagsnedbrydende stoffer og Antibegroningskonventionen om skadelige bundmalinger til skibe.

Stockholm konventionen om POP-stoffer (Persistent Organic Pollutants)

I 1997 besluttede man i UNEP-regi⁹⁸ at nedsætte en international forhandlingskommitté (INC) til at forberede et juridisk bindende instrument som kunne medvirke til at reducere eller eliminere miljøproblemer forårsaget af persistente organiske stoffer (POP‘erne). POP-stoffer er karakteriseret ved, at de nedbrydes meget langsomt i miljøet, at de transporteres over store afstande fra kilden, og at de ophobes i de fleste levende organismer.

Formålet med Stockholm konventionen er at forbyde produktion, import/eksport og anvendelse af 10 vedtagne POP-kemikalier. Desuden tilstræber konventionen, at reducere - og så vidt muligt - eliminere udslip af dioxiner og furaner, der er to grupper af biprodukter, der kan dannes ved forbrændingsprocesser. Danmark tillægger Stockholm konventionen stor betydning, da en global aftale har været nødvendig for at minimere og eliminere miljøpåvirkninger fra disse 12 meget farlige stoffer.

Konventionen blev underskrevet i Stockholm i maj 2001, og træder i kraft når 50 lande har ratificeret den.

Rotterdam konventionen om PIC-proceduren (Prior Informed Concent)

PIC – Prior Informed Concent - er en procedure, som giver de lande, som deltager i informationsproceduren, mere viden om en række farlige kemikaliers egenskaber, før de modtager dem. PIC-proceduren etablerer en beslutningsproces om hvorvidt fremtidig import af PIC-stofferne kan tillades, og hjælper med at sprede viden om importlandets beslutningen til andre lande, som deltager i PIC-proceduren.

Hensigten er at fremme et delt ansvar mellem eksporterende og importerende lande for at beskytte menneskers sundhed og miljøet fra skadevirkninger fra særligt giftige kemikalier, som handles internationalt. Proceduren skal gøre de importerende lande opmærksomme på faren ved at anvende de pågældende kemikalier. Beslutter et land, at man ikke vil tillade import af et PIC-kemikalie, skal eksportøren respektere dette. Tillader importlandet derimod import af PIC-stofferne kan handlen fortsætte.

PIC-proceduren omfatter i øjeblikket 24 bekæmpelsesmidler og fem industrikemikalier, som er forbudt eller omfattet af kraftige begrænsninger i et antal lande. DDT, PCB, parathion og kvilsølvforbindelser er eksempler på stoffer, som er omfattet af PIC-proceduren.

En frivillig PIC-procedure har eksisteret siden 1989 (the London Guidelines), men i september 1998 blev proceduren skrevet ind i Rotterdam konventionen. Konventionen er endnu ikke trådt i kraft, som det er tilfældet med Stockholm konventionen, kræver det 50 ratifikationer, men konventionens PIC procedure anvendes frivilligt af mere end 150 lande. Der er på nuværende tidspunkt 43 lande, der har ratificeret konventionen.

Fællesskabet vedtog i december 2002 dels en forordning, hvorefter procedurerne i Rotterdam-konventionen indbygges i Fællesskabets lovgivning dels en beslutning om Fællesskabets ratifikation af Rotterdam-konventionen. Fællesskabets medlemsstater skal dog også ratificere konventionen. Danmark har i maj 2003 gennemført en ændring af kemikalieloven, der muliggør, at Danmark i en bekendtgørelse kan indføre Rotterdam-konventionens procedurer. Danmark vil herefter ratificere konventionen.

Montreal protokollen om ozonlagsnedbrydende stoffer

Danmark har deltaget aktivt i det internationale arbejde om stoffer, der nedbryder ozonlaget. I 1997 blev Montreal protokollen om ozonlagsnedbrydende stoffer vedtaget. Regeringerne anerkendte behovet for tiltag, der skulle nedsætte produktionen og forbruget af et antal ozonlagsnedbrydende stoffer. Der sker jævnligt revision af udfasningsprogrammerne under protokollen (5 gange siden 1987). De hidtil opnåede resultater tyder på, at de internationale initiativer har været en succes. Den anvendte mængde af ozonlagsnedbrydende stoffer er reduceret drastisk, og der er indgået aftaler om udfasning af alle ozonlagsnedbrydende stoffer.

Danmark udarbejdede i 1988 en handlingsplan for reduktion af anvendelse af ozonlagsnedbrydende stoffer. Handlingsplanen åbner mulighed for anvendelse af en kombination af værktøjer, herunder forbud, økonomiske instrumenter og et udviklingsprogram. En del af handlingsplanen var at udfase de ozonlagsnedbrydende stoffer hurtigst muligt og resultatet har været, at Danmark har stoppet anvendelsen af disse stoffer hurtigere end andre af protokollens parter. Erfaringerne har været anvendt i de internationale forhandlinger for at stramme udfasningsdatoerne i EU og FN.

Antibegronings-konventionen (konvention om skadelige bundmalingssystemer til skibe)

I FN’s søfartsorganisation, IMO, er der vedtaget en aftale om skadelige bundmalingssystemer. Bundmalingssystemer anvendes på skibe, for at afværge, at forskellige havorganismer sætter sig fast på skibsskroget og derved påvirker skibets manøvredygtighed og øger benzinforbruget.

Hensigten med konventionen er at reducere eller eliminere uønskede effekter på havmiljøet og menneskers sundhed forårsaget af bundmalingssystemer. De anti-foulingsystemer, som i første omgang bliver forbudt i henhold til konventionen, er systemer som indeholder organotinforbindelser, så som TBT. Konventionen indeholder to faste årstal: 2003 og 2008. Fra 1. januar 2003 er det ikke længere tilladt at male skibe med bundmalinger som indeholder TBT, og fra 2008 er TBT-forbudet endegyldigt. Fra da af må skibe ikke længere frigive TBT til havet, selv om TBT-malingen blev påført på skibe før 2003.

Danmark støtter kraftigt udfasningen af organotin-forbindelserne i bundmalingssystemerne, og mener desuden, at tilføjelse af flere skadelige systemer eller stoffer til forbudslisten er en meget vigtig del af konventionen. Konventionen blev underskrevet i oktober 2002, og træder i kraft når 25 lande, som repræsenterer 25% af verdens samlede skibstonnage, har ratificeret konventionen.

Rapportering til det danske register for stoffer og produkter

Miljøstyrelsens og Arbejdstilsynets Produktregister indeholder bl.a. information om forbrug og sammensætningen af kemiske produkter, som indeholder farlige kemiske stoffer. Registret indeholder stoffer og produkter, der anvendes i industrien og som er farlige efter Arbejdstilsynets farlighedsbegreb, hvilket er bredere udformet end Miljøministeriets farlighedsbegreb. Arbejdstilsynets farelighedsbegreb omfatter således en række ikke-klassificerede produkter, som indeholder organiske opløsningsmidler. Et antal kemiske produkter omfattes ikke af reglerne for anmeldelse til Arbejdstilsynet. Dette gælder for eksempel for nogle vaske- og rengøringsmidler, samt maling og lakprodukter, der ikke skal klassificeres som farlige, eller som sælges til privat brug.

8.4 VIRKEMIDLER

Miljøministeriet anvender flere virkemidler til at implementere kemikaliepolitikken og derved påvirke folks handlemåde. Mange af virkemidlerne indgår i Miljøministeriets produktorienterede miljøstrategi. Strategien fokuserer på forbedringer i forhold til produkters mulige skadevirkninger på miljø og sundhed i hele deres livscyklus og derfor på reduktion af anvendelsen af kemikalier ved produkters fremstilling, anvendelse og bortskaffelse.

Integrationsvirkemidler

Miljøministeriet støtter udviklingen af markedet for renere produkter ved at fremme et øget udbud og en øget og mere kvalificeret efterspørgsel efter renere produkter. Efterspørgslen efter grønne produkter påvirkes bl.a. gennem målrettet information til forbrugere og professionelle indkøbere.

Miljøstyrelsen har udsendt miljøvejledninger til offentlige indkøbere for et stort antal produkter og serviceydelser, bl.a. indenfor arbejdstøj, møbler, kontorudstyr, bygninger og transport. Hensigten er først og fremmest at støtte de offentlige indkøbere i at købe mere miljøvenlige produkter og ydelser. Dokumentationen, som danner baggrund for disse vejledninger, indeholder også en vurdering af sundhedspåvirkningen fra produkter og ydelser.

I øvrigt indgår de officielle miljømærker, den nordiske Svane og EU‘s Blomsten, som et vigtigt informationsredskab til forbrugerne.

Regulering

Handlingsplaner

Der er iværksat et antal handlingsplaner for at reducere eller udfase brugen af stoffer, der er skadelige for sundhed og miljø. Det gælder bl.a. for bromerede flammehæmmere, phthalater i blød PVC, pesticider, ozonlagsnedbrydende stoffer og tungmetaller.

Listen over uønskede stoffer

Miljøstyrelsen udsendte i 2000 en første revision af ‘Listen over uønskede stoffer‘. Listen indeholder 68 stoffer eller stofgrupper, og er et signal til fabrikanter, indkøbere, produktudviklere, o.l. om, at de skal overveje substitution for disse stoffer/stofgrupper. Listen har især fokus på 26 stoffer eller stofgrupper, hvis anvendelse på sigt ønskes reduceret eller totalt forbudt. Prioriteringen af disse stoffer er en tilkendegivelse af, hvor Miljøministeriet vil koncentrere sin indsats. Listen over uønskede stoffer udgør fundamentet for en række initiativer i de kommende år. Initiativerne omfatter forbud eller begrænsninger, udfasning, EU-risikovurderinger, klassificering, information, nationale overvågningsprogrammer og videnskabelige undersøgelser.

I dag findes der tilstrækkelig viden om en del af de listede stoffer, som gør det muligt at påbegynde tiltag for at begrænse anvendelsen af dem, hvorimod det er nødvendigt med yderligere viden om andre stoffer, før der kan indføres restriktioner. For andre stoffer har EU taget initiativ til at foretage risikovurderinger og implementere restriktioner for anvendelse.

Listen over uønskede stoffer er revideret på baggrund af opdateret information om forbrug, baseret på oplysninger i Produktregistret. Som udvælgelseskriterier for stofferne gælder, at der i Danmark er et forbrug på mere end 100 tons pr. år samt at stoffet er klassificeret som akut giftigt, kronisk sundhedsskadeligt, allergifremkaldende, kræftfremkaldende, mutagent, reproduktionsskadende eller som miljøfarligt. Ved vurdering af miljøfare er der i en række tilfælde anvendt QSAR-modellering. Endelig kan også stoffer, for hvilke der er særlig bekymring med hensyn til anvendelsesmåden eller med hensyn til grundvand og vandmiljøet eller i forbindelse med bortskaffelse som affald, være omfattet af listen.

Frivillige aftaler

Frivillige aftaler mellem myndigheder og producenter/importører af kemikalier er blevet anvendt i de senere år, specielt i 1990‘erne. Sådanne aftaler er anvendt fx for VOC-kemikalier, dvs. flygtige organiske forbindelser fx organiske opløsningsmidler eller flydende brændstoffer. Anvendelsen af nonylphenolethoxylater i rengøringsmidler er et andet eksempel på en frivillig aftale som Miljøstyrelsen og Brancheforeningen SPT (Sæbe, Parfume og Teknisk kemiske produkter) i Danmark indgik i 1987. Et tredje eksempel er aftalen om nonylphenoler i plantebeskyttelsesmidler. Denne aftale blev indgået i 1995, og udfasningen var afsluttet i 2000. Mere end 100 produkter indeholdende nonylphenoler og nonylphenolethoxylater er blevet udfaset.

Markedsbaserede virkemidler

Afgifter

Der er afgifter på flere kemiske produkter og varer bl.a.:

• plantebeskyttelsesmidler
• blybatterier og indkapslede nikkel-cadmiumbatterier
• chlorholdige opløsningsmidler
• nitrogen i gødning
• PVC og phthalater

Afgifterne skal bidrage til, at fremme substitution og reducere anvendelsen, påvirke virksomheder og privatpersoners handlemåde og dermed mindske menneskets direkte eller indirekte udsættelse for de kemiske påvirkninger.

Støtteordninger

Miljøministeriet har lanceret et tilskudsprogram for renere produkter i 1999. Formålet med tilskudsprogrammet er bl.a. at styrke udvikling og markedsføring af renere produkter fx ved substitution af uønskede kemiske stoffer. Støttede projekter skal have som formål at afværge miljøpåvirkningen fra alle faser i et produkt eller serviceydelsers livscyklus. Mange af de støttede projekter fokuserer også på sundhedspåvirkningen fra produkter og serviceydelser. Indsatsen omfatter både produktudvikling, en markedsindsats og informationsarbejde.

Information og andre virkemidler

Permanent fremme af efterspørgslen efter mere miljøvenlige produkter og serviceydelser betragtes som et vigtigt incitament for producenter og importører for at markedsføre renere produkter. I indkøbsvejledninger er der fokus på miljøaspekter, men også generelle sundhedsaspekter, og sundhed i relation til arbejdsmiljøet, bliver taget i betragtning.

Miljømærkning

Det nordiske Svanemærke og EU-blomsten er de to officielt anerkendte miljømærker i Danmark. Miljømærkerne betragtes som et instrument til at reducere miljøpåvirkningen fra produkter, og kan medvirke til et gradvist nedsat forbrug af bl.a. uønskede kemiske stoffer som en del af renere produkt strategien. Miljømærkerne fokuserer ikke specielt på sundhedsaspekter, men de omfatter kriterier, som er relateret til beskyttelse af helbredet. Som eksempel er det forbudt at anvende en række farvestoffer som er klassificeret for kræftfremkaldende, mutagen eller reproduktionsskadende effekt eller opfylder kriterierne for en sådan klassificering.

Faktaark

Miljøstyrelsen udgiver let tilgængelig information om bekendtgørelser udstedt i medfør af kemikalieloven. Dette materiale kaldes ‘Fakta om kemi‘. Målgruppen er forbrugere og forhandlere, samt mindre importører og producenter. ‘Fakta om kemi‘ findes på hjemmesiden (www.mst.dk).

Øvrig informationsmateriale

I tillæg til faktaarkene har Miljøstyrelsen offentliggjort forskellige typer information for forbrugere, industri og videnskabelige kredse, som forklarer de gældende regler, rådgiver eller formidler øget viden inden for området. Dette materiale omfatter foldere, brochurer, tidsskrifter, vejledninger og videnskabelige rapporter.

På Miljøstyrelsens hjemmeside findes en betydelig mængde informationsmateriale om kemikalier. Heriblandt faktuel information om kemiske stoffer, produkter og varer, såvel som lovgivning og videnskabelige rapporter fra Miljøstyrelsen.

8.5 VURDERING

Mængden og antallet af anvendte kemiske stoffer og produkter stiger kraftigt. Anvendelsen løser nogle problemer, men kan også skabe uønskede effekter for sundheden eller i miljøet. Forbrugere og interessegrupper efterspørger viden om sikkerheden af de kemikalier og varer, som markedsføres.

Et af hovedformålene med regulering af kemikalier er at forebygge og afværge miljø- og sundhedspåvirkninger forårsaget af anvendelsen af kemikalier i samfundet. Et andet formål er at fremme anvendelsen af mindre skadelige kemikalier ved anvendelse af renere teknologi og andre virkemidler, som reducerer anvendelsen af skadelige kemikalier eller støtter valget af mindre skadelige kemikalier, både ved professionel og privat brug.

Viden om i hvilken omfang anvendelsen af kemikalier påvirker folkesundheden er sparsom, både i relation til de enkelte stoffer og i relation til kombineret påvirkning fra forskellige kilder. Størst viden haves om de akutte effekter, idet disse er kendt i forbindelse med anvendelse i arbejdsmiljøet og ved ulykker og forkert omgang med kemiske stoffer.

Derimod er viden om kemiske stoffers medvirken til kroniske effekter fx kræftsygdomme og betydningen af samtidig udsættelse af mange forskellige stoffer ved lave niveauer temmelig begrænset. Det skyldes ikke mindst, at det er vanskeligt at sammenkæde en sygdom, der først opstår sent i livet med en kemisk udsættelse, der måske er sket mange år tidligere. Samtidig påvirkes befolkningen af en række livsstilsfaktorer, hvor fx kost-, motions-, ryge- og alkoholvaner kan have afgørende betydning for udvikling af kroniske lidelser, hvilket medfører at betydningen af de øvrige kemiske miljøfaktorer sløres.

Regulering af kemikalier er baseret på den eksisterende viden om stofferne. Dette kan i mange tilfælde udgøre et problem da manglende viden for et kemisk stof betyder, at stoffet ikke kan klassificeres, og at det således vil fremstå som værende uden farlige egenskaber. Kemiske stoffer og produkter, som er omfattet af en godkendelsesprocedure før de kommer på markedet, er de eneste, hvor man med sikkerhed ved, at stofferne er undersøgt og vurderet ud fra en obligatorisk krævet datamængde på stofferne/ produkterne.

Klassificering og mærkning vurderes ud fra kemikaliernes farlige egenskaber i forbindelse med normal håndtering og brug af stofferne og produkterne. Det betyder, at særlige kritiske anvendelser af kemiske stoffer og produkter kun reguleres og begrænses, hvis specifikke anvendelsesrestriktioner indføres. Et andet aspekt, hvor der i reguleringen i stigende grad bør tages hensyn er ved beskyttelse af særlige risikogrupper, hvor det i en række tilfælde er vist, at fx børn og ufødte er særligt følsomme over for kemisk udsættelse, og også i nogle tilfælde særligt udsatte i forhold til voksne.

En større udfordring i kemikaliereguleringen er derfor sikring af information om de mange kemiske stoffer, som ikke er tilstrækkelig undersøgt, og identifikation af problematiske stoffer. I denne henseende støtter Miljøstyrelsen arbejdet ved at anvende QSAR-computermodeller, som ud fra et stofs kemiske struktur i en række tilfælde kan forudsige de skadelige effekter af stoffet. Uønskede effekter som hormonforstyrrende effekter, skal også i højere grad søges inddraget i reguleringen fremover, da der er tegn på, at risikogruppers eksponering for selv små mængder af hormonforstyrrende kemikalier kan medføre alvorlige uønskede effekter, fx påvirkning af centralnervsystemets udvikling, forringelse af forplantningsevnen, allergi og kræft. Derudover er der behov for en indsats på områder, hvor der er tale om en høj eksponering eller en betydelig spredning af de kemiske stoffer.

En række af disse aspekter er indeholdt i forslaget til en ny strategi for kemikalieregulering i EU. Et særligt betydende element i denne strategi er det såkaldte REACH-system, hvor ansvaret med hensyn til at fremskaffe data og dokumentere den sikre anvendelse af kemiske stoffer påhviler industrien. Virksomheder, der efterfølgende anvender og videreforarbejder kemiske stoffer og produkter, skal ligeledes have et øget ansvar for sikkerheden ved anvendelse og bortskaffelse. For særligt farlige stoffer (fx kræftfremkaldende, mutagene og reproduktionsskadende stoffer) forslås der indført en ordning, der giver tilladelse til anvendelse til specifikke anvendelsesområder.

8.6 REFERENCER

Litteratur

British Journal of Dermatology (2000).

COM (1999): ‘Communication from the Commission to the Council and the Euro-pean Parliament: Community strategy for Endocrine disrupters - a range of substances suspected of interfering with the hormone systems of humans and wildlife‘. Bruxelles, 17. december 1999.

ECB, 2000, IUCLID, version 2.

EU-Kommissionen, (2001): Hvidbog. Strategi for en ny kemikaliepolitik.

Forbrugerrådet: ‘Regulering nr. 329 af 23. maj 1995‘. Regulering om sikkerhedskrav for legetøj og produkter som grundet deres udseendes kan forveksles med fødevarer.

http://www/agrsci.dk Exposure model.

Miljø- og Energiministeriet (1995): ‘Miljø- og naturpolitisk redegørelse 1995‘ Kapitel 10.

Miljø- og Energiministeriet, Sundhedsministeriet, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, November 1999: ‘Beskyttelse af børn og gravide kvinder mod farlige stoffer‘.

Miljøstyrelsen (1996): ‘Kemikalier – Status og perspektiver. Uddrag fra diskussionsoplæg fra Miljøstyrelsen, engelsk summary og liste over uønskede stoffer‘.

Miljøstyrelsen (2000): ‘Mere om kemikalier‘, 27/03/00, Miljøstyrelsens hjemmeside.

Nielsen, E. et al, 2000 (draft): ‘Children and the unborn child: exposure and susceptibility to chemical substances - an evaluation‘. The Institute for Food Safety and Toxicology, Danish Veterinary and Food administration.

Dansk Lovgivning

Bekendtgørelse nr. 1002 af 14. december 1995 om anmeldelse af nye stoffer.

Bekendtgørelse nr. 1042 af 17. december 1997 om begrænsninger i markedsføring og anvendelse af visse farlige stoffer og produkter til speciel anvendelse.

Bekendtgørelse nr. 313 af 5. maj 2000 om ændring af bekendtgørelse om bekæmpelsesmidler.

Bekendtgørelse nr. 439 af 3. juni 2002 om Listen over farlige stoffer (bind 1,2,3).

Bekendtgørelse nr. 594 af 6. juni 2000 om kosmetiske produkter.

Bekendtgørelse nr. 1042 af 17.december 1997 om begrænsning af salg og anvendelse af visse farlige kemiske stoffer og produkter til specielt angivne formål.

Bekendtgørelse nr. 329 af 16. maj 2002 om klassificering, emballering, mærkning, salg og opbevaring af kemiske stoffer og produkter.

Lov 256 af 12. april 2000 om ændring af lov om kemiske stoffer og produkter.

Lovbekendtgørelse nr. 21 af 16. januar 1996 om kemiske stoffer og produkter.

EU-lovgivning

Direktiv 67/548/EØF om harmonisering af lovgivning om klassificering, emballering og etikettering af farlige stoffer.

Direktiv 76/769/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om begrænsning af markedsføring og anvendelse af visse farlige stoffer og præparater.

Direktiv 82/806/EØF om anden ændring (benzen) af direktiv 76/769/EØF.

Direktiv 85/467/EØF om sjette ændring af direktiv 76/769/EØF.

Direktiv 89/677/EØF om ottende ændring af direktiv 76/769/EØF

Direktiv 91/173/EØF om niende ændring af direktiv 76/769/EØF.

Direktiv 91/338/EØF om tiende ændring af direktiv 76/769/EØF.

Direktiv 94/27/EF om tolvte ændring af direktiv 76/769/EØF.

Direktiv 96/55/EF om tilpasning til den tekniske udvikling for anden gang af bilag I til direktiv 76/769/EØF.

Direktiv 98/8/EF om markedsføring af biocidholdige produkter.

Direktiv 99/45/EF Præparatdirektivet.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |