| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Gennemgang af miljøreguleringen med fokus på sundhedsaspekterne

9 Affald

Affald er et biprodukt fra menneskelige aktiviteter, og er defineret som ethvert stof og enhver genstand, som ejeren skiller sig af med, agter at skille sig af med, eller er forpligtiget til at skille sig af med⁹⁹. Affald håndteres generelt for at forebygge uønskede effekter på sundhed og miljø. Affaldet kan dog have uønskede virkninger på miljøet og på folkesundheden, og der kan potentielt opstå problemer gennem hele affaldshåndteringen fra det øjeblik affald er produceret til materiale er genindvundet fra affald, eller når affald er omdannet til brugbar energi eller deponeret på en losseplads.

Affald er et yderst komplekst område, der afspejler samfundets forbrug af ressourcer, kemikalier etc. Toksiciteten og problemerne med at håndtere affaldet varierer afhængigt af affaldets karakteristika. De største udfordringer er dels at stabilisere eller begrænse mængden af affald, dels at udsortere affaldet, så de farlige stoffer i affaldet kan blive håndteret miljø- og sundhedsmæssigt forsvarligt og mængden begrænset mest muligt.

Traditionelt set er affald blevet opfattet som værdiløst, og noget der skal bortskaffes med mindst mulige omkostninger. Imidlertid har ringe håndteringsstandarder, især berygtede episoder som kviksølvforgiftningen af Minamatabugten i 1956 i Japan og bortskaffelsen af kemisk affald i Love Canal i 1978 i USA øget den offentlige bevidsthed om konsekvenserne af dårlig affaldshåndtering. Hovedproblemerne, som den tidlige affaldsregulering har rettet sig mod, fokuserede på den potentielle sundhedsrisiko ved ukorrekt bortskaffelse af affald og deraf forbundne miljøvirkninger, og involverede fastsættelse af emissionsgrænser og standarder med udgangspunkt i udledningskontrol. Samtidig med den voksende miljøbevidsthed og større fokus på ressourceanvendelse, ændredes tilgangen til affaldshåndtering også. I dag betegnes affald i højere grad som et tab af materielle ressourcer og energi, og selvom udledningskontrol stadigvæk er afgørende, omfatter affaldsregulering nu hele affaldshåndteringssystemet fra produktion til bortskaffelse. 

9.1 MENNESKETS EKSPONERING FOR MILJØFAKTORER I AFFALD

I dag er menneskers direkte eksponering for affald normalt begrænset til produktion og håndtering af affald, herunder muligheden for eksponering i arbejdsmiljøet. I det 19. århundrede og i den først halvdel af det 20. århundrede udgjorde eksponering for affald og spildevand imidlertid en alvorlig trussel mod folkesundheden. Drivkraften bag de fleste af de nuværende affaldsreguleringer har derfor været hensyn til menneskets sundhed, og kun i de sidste årtier har hensyn til miljø og ressourceudnyttelse være omfattet. Resultatet er et affaldshåndteringssystem med reelt ingen direkte menneskelig eksponering for affald, men med indirekte eksponering via emissioner fra affaldshåndtering. De indirekte sundhedsvirkninger gennem luftforurening, jord og grundvand er beskrevet i de kapitler, som handler om disse områder.

Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Tabel 9.1‘‘

9.1.1 Affaldsstrømmene

De danske affaldstrømme fra kilde til endelig bortskaffelse er vist på illustration 9.1. Illustrationen har ikke til hensigt at vise alle affaldsstrømme, men kun at give et overordnet billede.

Figur 9.1
Oversigt over affaldsstrømme fra kilden til endelig bortskaffelse.

Affaldsproduktion

For affaldsproducenten udgør affaldet et potentielt sundhedsproblem indtil det er indsamlet. Problemerne kan være spredning af mikroorganismer gennem biologisk nedbrydning af organisk affald, lugt, tilstedeværelsen af skadedyr og risiko for sygdomsspredning, eller risiko for fysisk kontakt især med kasserede skadelige stoffer.

Indsamling og transport

Menneskets eksponering gennem affaldsindsamling er hovedsagelig forbundet med transport af de store mængder affald som bliver dannet. Transport af affald er en

kilde til emissioner til luften af NO_x, SO₂, CO, partikler og kulbrinter (se kapitel 3 om luft) fra renovationsvogne. Ydermere omfatter transport af affald en medfølgende risiko for tilfældig udledning af skadelige emissioner til miljøet.

Affaldssammensætning

De miljøfaktorer, som kan påvirke mennesker, afhænger af affaldssammensætningen. Affald, der indeholder farlige stoffer, udgør en væsentlig helbredsrisiko. Separat indsamling og genanvendelse af affald, som indeholder høje koncentrationer af tungmetaller, kan væsentligt nedbringe miljøpåvirkningen fra forbrænding eller deponering. Tungmetaller nedbrydes ikke ved forbrænding, men udsendes enten via forbrændingsanlæggets skorstensrør, i spildevandet eller restaffaldet. En reduktion af indhold af tungmetaller i det affald, der bliver brændt, vil derfor medføre lavere emissioner og mindre helbredsrisiko.

9.1.2 Affaldsbehandlingsanlæg

Anlæg til nyttiggørelse og bortskaffelse af affald kan betragtes som bestående af en række input og output af materialer og energistrømme, som vist nedenfor i figur 9.2. Set ud fra et menneskeligt eksponeringssynspunkt er der emissioner til luft, jord og vand og restaffald. Emissioner til miljøet udgør en potentiel helbredsrisiko, såvel under kontrolleret rutinedrift på affaldsanlæg, som via tilfældige udslip. Udover de nævnte emissioner, kan affaldsanlæg give anledning til eksponering for andre miljøfaktorer, som kan være til gene, fx støj, lugt og støv fra driften.

Figur 9.2
Analyse af input-output eller massefordeling fra et affaldsanlæg

Genanvendelsesanlæg

I 2000 blev 65% af den samlede affaldsmængde i Danmark genanvendt.¹⁰⁰ Affald bliver genanvendt og behandlet på en række genanvendelsesanlæg, fx stålværker, knuseanlæg for bygge- og nedrivningsaffald, behandlingsanlæg til farligt affald, glasværker, papirfabrikker og plastikfabrikker. Emissioner fra genanvendelsesanlæggene består primært af luftemissioner. Mulige risici er endvidere, at der gennem genanvendelse af restaffaldet kan ske en spredning af diverse problematiske stoffer.

Biologisk behandling

Hovedformålet med biologisk behandling er at genanvende det behandlede affald som jordforbedringsmidddel eller gødning i landbruget. Biologisk behandlingsanlæg er således et genanvendelsesanlæg. Energiproduktion kan i nogle tilfælde være et andet formål. Der er lavet bestemmelser for anvendelsen af kompost, aske fra biomasse, slam, spildevand og andre affaldsprodukter til landbrugsformål¹⁰¹. Bekendtgørelserne definerer hygiejne-kriterier såvel som kvalitetskrav i form af maksimumskoncentrationer af organiske forureningsstoffer og tungmetaller i affald, som må spredes på landbrugsjord. Det er kun muligt at opfylde disse meget strenge krav gennem omhyggelig kontrol af affaldssammensætningen, herunder frasortering af problematiske fraktioner ved kilden.

Biologisk behandling kan anvendes til at behandle de biologisk nedbrydelige affaldsfraktioner, fx organisk husholdningsaffald og haveaffald. Der findes to hovedbehandlingsformer: Kompostering og bioforgasning. Ved kompostering sker en aerob nedbrydning af organisk stof i reaktorer eller miler. Mulige helbredsrisici forbundet med kompostering er emissioner til luft af fx aerosoler, som indeholder mikroorganismer og endotoksiner. Tilstedeværelsen af skadedyr udgør også en helbredsrisiko. Bioforgasning er en anaerob proces, som finder sted under kontrollerede forhold i lukkede reaktorer. I Danmark er det hovedsageligt flydende gylle, der nyttiggøres i denne proces . Både komposteringsanlæg og bioforgasningsanlæg kan give anledning til ikke uvæsentlige lugtgener.

Forbrændingsanlæg

Emissioner til luft og vand og restprodukter fra forbrændingsanlæg udgør potentielle sundhedsrisici. Forurenende stoffer udledt til luften via en skorsten kan være dioxiner og furaner, flygtige tungmetaller (fx Hg, Cd, Pb), syregasser (HCl, HF, SO₂) og småpartikler, som alle udgør en potentiel fare for folkesundheden. Eksponering kan opstå enten ved indånding eller ved indtagelse som følge af overførsel af emissionen til jord, planter eller vand. Emissioner til vand sker ved udledning af spildevand fra røggasrensning og kan påvirke mennesker, som kommer i kontakt med recipienten (fx vandløb).

Restaffald fra forbrændingsanlæg omfatter slagger og flyveaske samt mere giftige restprodukter fra røggasrensning. Slagger kan bruges i byggematerialer, fx som vejbygningsmateriale. Restprodukter fra røggasrensning betragtes som skadelige og kræver behandling inden bortskaffelse til en losseplads for farligt affald. Forureningsstoffer som tungmetaller (Cd, Ni, Cu, Zn, Pb) i slagger og især i restprodukter fra røggasrensning kan udvaskes til jord, grundvand eller overfladevand.

Deponeringsanlæg

Hovedudledningerne fra deponeringsanlæg er deponeringsgas og perkolat. Potentielle helbredsrisici fra gas fra lossepladser består i at metan ’vandrer’ gennem jorden og ind i nærliggende huse, hvor det kan udgøre en potentiel eksplosionsfare eller kvælning ved CO₂ udledning. Andre sporstoffer i deponeringsgas som flygtige organiske stoffer er også et problem for folkesundheden. På deponeringer med gasindsamlingssystemer, genvindes deponeringsgassen og kan bruges til at fremstille varme/elektricitet eller som minimum flaves (afbrændes). På øvrige anlæg udledes gassen direkte til luften, hvilket er problematisk, fordi metan er en kraftig drivhusgas.

Perkolatet kan forurene jorden og grundvandet, og udgør en risiko, hvis vandet indvindes til drikkevand (det kan også have indvirkning på overfladevand). Perkolatet indeholder ofte skadelige organiske forbindelser (fx chlorerede organiske forbindelser, pesticider), tungmetaller (fx As, Cd, Cr, Pb, Hg, Cu, Ni) og andre uorganiske forbindelser(fx Ca, K, Na, NH₄, CO₃, SO₄, Cl). For deponeringsanlæg med perkolatopsamlingssystem, er emissionerne til jord og vand reduceret, og behandlet perkolat kan udledes til overfladevand. Ydermere kan der være skadedyr på lossepladser, som kan være potentielle spredere af sygdomme til mennesker.

9.2 BESKYTTELSESNIVEAU

Dansk affaldshåndtering har resulteret i et affaldshåndteringssystem uden direkte menneskelig eksponering for affald, med undtagelse af arbejdsmiljøet. Beskyttelsesniveauet anses for at være højt, men der er muligheder for indirekte eksponering for emissioner fra affaldshåndtering, som luftforurening fra affaldsforbrænding eller grundvandsforurening fra udvaskninger fra deponier.

Sundhedsaspekter er generelt omfattet af affaldslovgivningen, selvom de ofte ikke er nævnt direkte. Genanvendelse og genbrug af affald er prioriteret meget højt i det danske affaldshåndteringssystem. Genanvendelse og genbrug af affald i produkter, som bruges i samfundet, tillader også mulige skadelige stoffer at blive genanvendt. Den lovgivning, som skal fremme og regulere genanvendelse og genbrug, har derfor til hensigt at håndtere de mulige negative virkninger på miljø og sundhed. Herigennem sikres, at mulige skadelige virkninger bliver reguleret og minimeret.

Siden slutningen af det 19. århundrede har der været fokuseret på hygiejne-aspekter i forbindelse med affaldshåndtering. Disse aspekter er nu forholdsvis underforståede i dansk lovgivning. Menneskelige sundhedsaspekter er nævnt direkte i bestemmelser om farligt affald. Farligt affald er karakteriseret som affald, der er sundhedsskadeligt eller smitsomt, brandfarligt eller farligt for miljøet.

Kvantitative- og kvalitative kriterier for farligt affald fremgår af bekendtgørelsen om affald. I bekendtgørelsens bilag 3 og 4 er der henholdsvis beskrevet egenskaber ved affaldet, som gør det farligt og procentgrænser for indhold af kemiske stoffer med farlige egenskaber.

Et vigtigt sundhedsbeskyttende forhold i det danske affaldshåndteringssystem er sorteringen af affaldet, se afsnittet nedenfor og affaldsklassifikation.

I henhold til Det Europæiske Affalds Katalog (EAK) er klassificering af farligt affald en pligt, som påhviler de virksomheder, der producerer affaldet.

9.3 LOVGIVNING

9.3.1 Formål og principper

Formålet med affaldslovgivning er at mindske mulige uønskede påvirkninger, fremme materiale- og energigenanvendelse og reducere affaldsbortskaffelse. De juridiske rammer for affaldshåndtering i Danmark fremgår primært af miljøbeskyttelseslovens Kapitel 6.

Hovedelementerne i affaldshåndteringsstrategien fremgår af affaldshierarkiet, hvori affaldsforebyggelse har den højeste prioritet, efterfulgt af genbrug og genanvendelse, produktion af energi (inklusiv forbrænding med energigenindvinding), og endelig bortskaffelse til deponeringsanlæg.

Kildesortering

Affaldssortering ved kilden er en vigtig del af affaldshåndteringssystemet. Sortering af affald i forskellige fraktioner, hvor det er økonomisk muligt og gavnligt for miljøet, tillader en bedre ressourcegenanvendelse og mindsker den potentielle virkning af miljøfaktorer på folkesundheden, og forbedrer derved kvaliteten af affaldshåndteringen. For eksempel kan PVC-polymer indeholde en række tilsætningsstoffer, som indeholder tungmetaller, fx cadmium og blødgørere, der hovedsageligt består af phthalater. Derfor blev der i april 2001 indført regler om håndtering af PVC-affald. Genanvendeligt PVC skal udsorteres til genanvendelse, mens ikke-genanvendeligt PVC skal deponeres.

EU- og national lovgivning

Dansk lovgivning om affald er karakteriseret ved en tæt sammenhæng mellem EU-bestemmelser og nationale bestemmelser. EU-bestemmelserne skitserer de overordnede rammer og principper. Den danske affaldsmodel fungerer ved en kombination af traditionelle bestemmelser (love, bekendtgørelser og cirkulærer), en række økonomiske virkemidler, som afgifter og tilskudsordninger, og andre aftaler.

9.3.2 Lovgivning om affaldshåndtering

Generelle betingelser

Affaldsdirektivet (75/442/EØF), revideret og ændret i 1991 (91/156/EØF) indeholder rammerne for en miljømæssig sund affaldshåndtering. Direktivet omfatter alt affald, som ikke er reguleret i separate bestemmelser.

Direktivet beskriver hovedelementerne i en affaldshåndteringsstrategi, nemlig affaldshierarkiet og fremhæver, at affald skal behandles uden at folkesundheden eller miljøet udsættes for fare. Efterladelse, dumpning eller ukontrolleret bortskaffelse af affald er forbudt, og alle former for affaldsbehandlings- og bortskaffelsesanlæg skal indhente en tilladelse og er underlagt periodiske inspektioner.

Rammedirektivet for affald er implementeret i miljøbeskyttelsesloven og i affaldsbekendtgørelsen.

Farligt affald

Direktivet for farligt affald er suppleret med en række direktiver, som specifikt regulerer strømme af farligt affald. Grundprincipperne i rammedirektivet om affald og direktivet om farligt affald for, fx tilladelser for opbevaring, behandling og bortskaffelse af farligt affald, gælder også for de enkelte direktiver om farlige affaldsfraktioner.

Farligt affald udgjorde ca. 2,2% af den samlede mængde affald, som blev produceret i Danmark i 2000. Implementering af direktivet om farligt affald i dansk lovgivning er sket gennem affaldsbekendtgørelsen. Nogle farlige affaldsfraktioner omfattet af særskilte direktiver, som fx udtjente køretøjer, er også reguleret gennem bekendtgørelser. Øvrige farlige affaldsfraktioner (for hvilke, der på nuværende tidspunkt ikke eksisterer nogle direktiver) er også reguleret i Danmark.

Kriteriet for om affald er farligt er primært baseret på sundhedsaspekter: Giftig, sundhedsskadelig ætsende, lokalirriterende, sensibiliserende, mutagene, reproduktionsskadende og smitsomt. Miljøfarlige, brændfarlige og eksplosive egenskaber indgår i kriterierne. Kriterierne er hovedsageligt baseret på de samme kriterier, som gælder for klassificering af kemiske stoffer og produkter.

Tekstfelt 9.1
Kriterier for farligt affald

I henhold til affaldsbekendtgørelsen er kommunerne forpligtede til at opstille indsamlingsordninger for farligt affald genereret fra industrier og husholdninger. For de fleste andre typer affald behøver kommunen blot at anvise til bestemte behandlingsanlæg. Disse meget strenge bestemmelser for farligt affald, sammenlignet med andre affaldskategorier er baseret på hensyn til sundhed og miljøbeskyttelse.

Transport af farligt affald

Transport af farligt affald over landegrænser følger bestemte procedurer, baseret på anmeldelse, autorisation og økonomiske garantier.

Basel Konventionen af 1989 om transport af affald over landegrænser, har som formål at mindske overførsel af farligt affald. Endvidere definerer konventionen en række procedurer, som skal følges, fx krav om anmeldelse og tilladelse til overførsler. Der er vedtaget en ændring til Basel konventionen, som indebærer et forbud mod transport af farligt affald fra OECD lande til ikke-OECD lande. Denne ændring er dog endnu ikke trådt i kraft.

Sammen med andre EU-medlemslande, har Danmark implementeret Basel Konventionen samt eksportforbudet i forordningen om transport af affald, der regulerer grænseoverskridende transport af affald, herunder både farligt- og ikke-farligt affald¹⁰⁴. Forordningen skelner mellem affald til bortskaffelse og affald til nyttiggørelse. Siden 1. januar 1998 har det været forbudt at overføre farligt affald, fra EU-lande til ikke-OECD-lande. Reguleringen er suppleret i den danske lovgivning med en bekendtgørelse om import og eksport af affald¹⁰⁵. 

Reguleringen indeholder en række muligheder for at gøre indsigelser mod transport af affald til nyttiggørelse og bortskaffelse.

Flytning af affald inden for et lands grænser er også reguleret. Affaldsbekendtgørelsen fastsætter, at private virksomheders transport af affald produceret i en kommune, skal registreres af kommunalbestyrelsen. Når farligt affald transporteres, har virksomhederne pligt til at foretage en registrering af mængden og typen af farligt affald, affaldsproducenten og leveringssted.

Specielle krav for bestemte affaldsfraktioner

For særlige typer af både farlige og ikke-farlige affaldsfraktioner er sundhedseffekterne beskrevet i Bilag 5.

Restaffald fra forbrændingsanlæg

Rester fra forbrænding af fast affald omfatter slagge, flyveaske og restprodukter fra røggasrensning. I Danmark genanvendes størsteparten af slagge til anlægsarbejde. I 1998 blev mere end 80% genanvendt og resten blev deponeret. Grænseværdierne for indhold af tungmetal i bundaske/slagge er for nylig blevet korrigeret for at øge beskyttelsen af overfladevand og grundvand, og mindsteafstanden til de nærmeste vandforsyninger er øget til 30 meter¹⁰⁶. Konsekvenserne, navnlig på kort sigt, er måske at mindre slagge vil opfylde kriterierne, og derfor vil blive deponeret i stedet for at blive genanvendt. Direkte kontakt med slagge anvendt til fx veje, stier og omkring underjordiske rør og kabler må forebygges ved at anvende en fast belægning, der sikrer mod kontakt. Ydermere må indendørsluften ikke blive påvirket, hvor flyveaske og slagger fra kulfyring anvendes til at bygge fundamenter mm.

Restprodukter fra røggasrensning er klassificeret som farligt affald på grund af de høje koncentrationer af salte og tungmetaller. Der er taget initiativer til at etablere tre specialdeponier til modtagelse af alle stabile restprodukter fra røggasrensning genereret i Danmark. Når disse deponier er i drift, vil eksport af restprodukter fra røggasrensning ikke længere være tilladt. I Danmark opbevares restprodukter fra røggasrensning i øjeblikket midlertidigt, men siden begyndelsen af 2000 er alle restprodukter blevet eksporteret til deponering i Norge og Tyskland.

Restaffald fra kraftværker

Produktion af energi fra danske kraftværker er i dag baseret på kul, olie, naturgas eller biobrændsel. Restprodukter fra kraftværker er ikke omfattet af affaldsbekendtgørelsen og er ikke kommunernes ansvar. Fra olie- og naturgasfyrede kraftværker genereres næsten ingen restprodukter. Bioaske produceres ved forbrænding af biobrændsel. Anvendelse af biobrændsel forventes forøget over de næste tredive år, da anvendelse af biobrændsel til produktion af energi er højt prioriteret. Genanvendelse af affaldsprodukter til jordbrugsformål er reguleret gennem bekendtgørelse nr. 49 af 20. januar 2000.

Fra kulfyrede kraftværker opstår restprodukterne: slagger, aske, gips, afsvovlingsprodukt og svovlsyre. I 2000 blev 100% af restprodukterne genanvendt, selvom især slagger og flyveaske indeholder en række tungmetaller, som kan begrænse mulighederne for genanvendelse. Det samme gælder for restaffaldet fra forbrændingsanlæg, hvor grænseværdierne for indhold af tungmetal for nylig er blevet korrigeret.

Restaffald fra biologisk behandling

Organisk affald udgør ca. 40-45% af den samlede dagrenovation. I 2000 blev ca. 37.000 tons organisk dagrenovation biologisk behandlet, svarende til 2% af dagrenovationsmængden. Størsteparten af organisk affald fra industrien, som er estimeret til 8,5 millioner tons pr. år, bliver biologisk behandlet eller anvendes direkte i landbruget som gødning, foder eller som råvarer i andre produktioner.

Restprodukter fra biologisk behandling af organisk affald er pålagt de samme krav som spildevandsslam fra kommunale spildevandsbehandlingsanlæg (se kapitel 10 om spildevand). Bekendtgørelsen om tilførelse af affaldsprodukter til jordbrugsformål angiver grænseværdier for en række tungmetaller (fx Cd) og afskæringskriterier for forurenende organiske kemiske stoffer (NPE, DEHP, LAS og visse PAH’er). Generelt forventes kravene om indholdet af tungmetaller og organiske stoffer ikke at begrænse genanvendelsen af biologiske restprodukter. Imidlertid kan kildesorteret organisk husholdningsaffald have et problematisk indhold af miljøfremmede stoffer, navnlig DEHP, hvis kildesorteringen ikke er grundig nok. Bekendtgørelsen giver også restriktioner om tilførelse af restprodukter fra biologisk behandling, baseret på hygiejnehensyn.

Særlige krav til affaldsanlæg

Forbrændingsanlæg

Det nye direktiv om forbrænding¹⁰⁷, har til hensigt at forebygge eller begrænse mulige negative virkninger på luft, jord, overfladevand og grundvand, såvel som enhver sundhedsrisiko. Dette skal opnås ved krav om ensartede strenge driftsbetingelser og emissionsgrænseværdier for alle forbrændingsanlæg. Direktivet omfatter forbrænding af alle affaldstyper, idet de hidtidige – strengere – regler for forbrænding af farligt affald nu også skal omfatte forbrænding af husholdningsaffald.

Gennemførelse af det nye direktiv vil føre til betydelig reduktion i emissioner til luft af adskillige stoffer, som er af betydning for folkesundheden. Betydelige reduktioner på EU-niveau opnås for sure gasser, som NO, SO₂, og HCl, og for tungmetaller, især cadmium og kviksølv. Forbrændingsanlæg er blevet identificeret som en hovedkilde til emissioner af dioxiner og furaner, og en emissionsgrænseværdi er nu også blevet indført for alle anlæg, der forbrænder husholdningsaffald. Der findes også en strengere grænseværdi for den totale støvmængde, selvom det er de finere partikler (<10_um i diameter), som anses for særligt skadelige. Implementering af direktivet i dansk lovgivning vil betyde, at alle anlæg til forbrænding af husholdningsaffald skal installere supplerende udstyr til røggasrensning, især for at overholde grænseværdierne for HCl, SO₂, dioxiner - for hvilke, der på nuværende tidspunkt ikke findes nogen grænseværdier for emission - og for Hg.

Direktivet angiver for første gang grænseværdier for udledning af spildevand, særligt rettet mod tungmetaller, for at reducere forureningsvirkningen fra forbrænding på hav- og ferskvandsøkosystemer. De eksisterende danske grænseværdier for spildevand er generelt strengere end EU‘s grænser.

Endelig fastsætter direktivet, at mængden og giftigheden af restaffald fra forbrændingsanlæg skal minimeres og genanvendes, hvor det er egnet, eller bortskaffes under visse betingelser. Direktivet skal være implementeret i dansk ret senest 28. december 2002.

Affaldsdeponeringsanlæg

Hensigten med Deponeringsdirektivet¹⁰⁸ er at sikre minimumskrav for bortskaffelse på deponeringsanlæg i EU. Minimumskravene skal forhindre eller reducere de mulige negativer virkninger på miljøet gennem deponiets samlede levetid, fra emissioner til luft, jord, overfladevand og grundvand, og reducere enhver risiko for menneskets sundhed. Målene skal opfyldes ved krav om strenge drifts- og tekniske krav til lossepladser for farligt, ikke-farligt og inert affald.

Direktivet fastsætter generelle krav om placering, udformning og overvågning af affaldsdeponier. Fx skal placeringen af et deponi tage hensyn til afstande til bolig-, landbrugs- eller rekreative områder og til tilstedeværelsen af grundvandsinteresser, kyst- og naturbeskyttelse. Lossepladsgas skal indsamles fra nye affaldsdeponier, som modtager biologisk nedbrydeligt affald, og gassen skal anvendes til energiudnyttelse eller brændes. Affaldsdepoter skal være udstyret med membraner, og perkulatet skal indsamles og behandles for at mindske den potentielle risiko for forurening af jord, grundvand og overfladevand. Acceptkriterierne for affald er også fastsat i direktivet. Affaldsdeponering af visse typer affald, herunder brugte dæk og flydende affald er forbudt, og der eksisterer begrænsningsmål for mængden af biologisk nedbrydeligt affald, som sendes til affaldsdeponier.

Deponeringsdirektivet er blevet indført i den danske lovgivning i juli 2001 gennem ændringer i miljøbeskyttelsesloven, og som følge deraf ændringer i bekendtgørelser og nye bekendtgørelser. I Danmark er det kun offentlige myndigheder, som kan eje affaldsdeponier. Eksisterende affaldsdeponier skal opstille overgangssplan, som angiver de nødvendige tiltag for en opgradering af affaldsdeponiet, så den opfylder kravene til nye deponeringsanlæg inden juli 2009, eller alternativt lukke lossepladsen så hurtigt som muligt. Deponering af brændbart affald har været forbudt i Danmark siden 1997. Reduktionsmålene for deponering af biologisk nedbrydeligt affald vil ikke have nogen betydning i Danmark, fordi næsten al biologisk nedbrydeligt affald behandles biologisk eller brændes.

Genanvendelsesanlæg

I 2000 blev 65% af Danmarks samlede affaldsmængde genanvendt. Affaldet genanvendes og behandles på en række danske genanvendelsesanlæg, fx komposterings- og bioafgasningsanlæg, stålværker, knusningsanlæg for bygge- og nedrivningsaffald, behandlingsanlæg for farligt affald (hvor olie og kemikalier indvindes), flaskerensningsanlæg, glasværker, papirfabrikker og plastikfabrikker. Genanvendelsesanlæggene er både privat og offentligt ejet.

Det er et krav, at danske genanvendelsesanlæg ansøger om miljøgodkendelser¹⁰⁹. Miljøgodkendelser udstedes under forudsætning af, at de gældende betingelser og krav er opfyldt, såsom overholdelse af grænseværdier for emission, og anvendelse af den bedste teknologi, som er til rådighed, for at undgå og reducere forurening.

9.4 VIRKEMIDLER

9.4.1 Handlingsplaner og aftaler

Handlingsplaner

 I Affald 21 er helbredsaspekter direkte nævnt i afsnit om klinisk risikoaffald, transport af farligt affald, PCB/PCT-affald og restprodukter fra kraftværker. Imidlertid er sundhedsaspektet, på underforstået vis, ligeledes inkluderet på en række andre områder, fx elektrisk og elektronisk udstyr, kølemøbler, CFC.

Frivillige aftaler

I 1990‘erne indgik Miljøministeriet en række aftaler med relevante organisationer for at sikre separat indsamling af særlige affaldstyper. Målet var at etablere systemer, som ville opmuntre de enkelte husholdninger til at deltage i genanvendelse. Frivillige aftaler fastsætter et mål med genanvendelse af en given affaldsstrøm. Hvis målet nås, vil systemet stabilisere sig, hvis ikke vil politiske initiativer tages i brug for at nå målet.

NiCd-batterier

Den ældste frivillige aftale om affald er om nikkel-cadmium-batterier fra 1991¹¹⁰. Målet var at indsamle 75% af alle NiCd-batterier. Indsamlingsprocenten var kun på 35% efter nogle år, og det blev besluttet at ophæve aftalen. I et forsøg på at øge indsamlingsprocenten blev der indført en grøn afgift på NiCd-batterier på 6 kr. pr. batteri og 36 kr. pr. pakke, mens man samtidig indførte en bonus på 150 kr. pr. kg til parter, som indsamler brugte batterier.

Emballage

I 1994 blev der indgået en aftale om genanvendelse af emballagemateriale¹¹¹. Målet var at genanvende 80% af alle emballagematerialer. Det er hensigten, at dette skulle opnås gennem deltagelse af handelsvirksomheder i kommunale indsamlingsordninger, inklusiv Dansk Industri, danske plastproducenter og emballageindustrien.

Dæk

I 1995, trådte en ny aftale (oprindelig udformet i 1993) i kraft mellem Sammenslutningen af danske automobilforhandlere: Sammenslutningen af danske genbrugsvirksomheder og de kommunale organisationer¹¹². Målet er at genanvende mindst 80% af alle typer dæk inden 2004, og derved reducere mængden af affaldsdæk deponeret på lossepladser. En forbrugerafgift på 8 kr. pr. nyt dæk, anvendes som støtte til virksomheder, som indsamler dæk og afleverer dem til virksomheder, hvor dækkene bliver omdannet til gummigranulat.

Blyakkumulatorer

Der er indgået en formel aftale om blyakkumulatorer mellem miljøministeren og Foreningen til indsamling af blyakkumulatorer i Danmark (importører og forhandlere). Målet med aftalen var at opnå en indsamlingsprocent på 99,9% for blyakkumulatorer, og dette mål er nået. Der er foretaget lovindgreb svarende til for NiCd-batterier.

Byggematerialer

I 1996 indgik den danske Entreprenørforeningens Nedbrydningssektion aftale om byggematerialer, for at sikre kildesortering af affald.

Køleanlæg

Indsamling og sikker bortskaffelse af CFC-holdige kølemøbler er sikret ved en aftale med de pågældende involverede sammenslutninger. Målet er at indsamle mindst 90% af de kasserede kølemøbler inden 2004. 

9.4.2 Markedsbaserede virkemidler

De vigtigste økonomiske styringsmidler i forbindelse med affaldshåndtering er afgifter, navnlig affaldsafgiften på ikke genanvendt affald og returpantsystemer.

Produktafgift

Der findes særlige, fx for NiCd-batterier (nikkel og cadmium). Afgiften har til hensigt at reducere brugen og forøge genanvendelsesprocenten for NiCd-batterier. I 2001 var provenuet fra afgiften på nikkel/cadmium batterier på 20 mill. kr.

Danmarks produktafgift på emballage¹¹³ har været i kraft siden 1. januar 1999. Den miljømæssige hensigt med afgiften er, at tilskynde til anvendelse af genbrugs- eller påfyldningsemballage og derved reducere mængden af emballageaffald. Afgiften gælder for beholdere fremstillet af bl.a. plast, glas, metal, pap og blandingsprodukter, og for papir og plastposer. Afgiften vedrører fødevarer (såsom drikkevarer, olie, eddike og margarine), men omfatter også sæbe, rengøringsmidler, smøremiddel og pesticider. Provenuet fra afgifterne var i 2001 på 845 mill. kr.

Afgift for affaldsbehandling

I 1990 blev alt ikke-farligt affald omfattet af en afgift. I 2000 og 2001 er afgiften for bortskaffelse af affald til deponeringsanlæg på 375 kr. pr. tons. Afgiften for affaldsforbrænding er 280 kr. og 330 kr. pr. tons for forbrænding med henholdsvis uden energiudnyttelse. Affald som genbruges eller genanvendes er fritaget for afgift. Provenuet fra affaldsafgifter var i på 1.069 mill. kr.¹¹⁴

Hensigten med afgiften er at fremme genbrug og genanvendelse og dermed forøge andelen af affald på toppen af affaldshierarkiet. Behandlingsafgiften på affald har været et meget vigtigt styringsmiddel, og har ført til en markant stigning i genanvendelse, såvel som et markant fald i mængden af affald som bortskaffes via affaldsdeponeringsanlæg. Kun 11% af den samlede mængde genererede affald blev bortskaffet på lossepladser i 2000. Hvad angår mulig svindel, har der ikke været rapporteret ulovlig dumpning, siden afgiften blev indført.

Gebyr på affald

Hensigten med gebyrer er at få brugerne (fx husholdninger, virksomheder mm.) af den kommunale indsamlingsservice til at betale for udgifter forbundet med affaldshåndtering i henhold til princippet om, at forureneren betaler. Affaldsgebyrerne dækker de omkostninger, som kommunen har påtaget sig, og svarer til det ydede serviceniveau.

Tilskud til fremme af renere teknologi og genanvendelse

Der er givet tilskud til projekter under program for renere produkter mv., der også omfatter affald og genanvendelse. I 2001 var budgettet for hele dette område på ca. 119 mio. kr. Heraf udgjorde området affald og genanvendelse ca. 20 mio. kr.

9.5 SAMMENFATNING

Dansk affaldsregulering har haft succes med at forhindre menneskets kontakt med affald, men stadigvæk kan mennesker bl.a. indirekte, blive eksponeret for emissioner fra affaldshåndtering. Det overordnede sundhedsmål med affaldsregulering er at undgå uønskede virkninger, hvad enten det er direkte gennem kontakt med affald eller indirekte gennem emissioner fra affaldshåndtering. Fra begyndelsen af affaldshåndteringens historie – for mere end hundrede år siden – har beskyttelse af folkesundheden været en integreret del af affaldsregulering i en grad, hvor bestemte hensigter om folkesundheden kun sjældent er nævnt eksplicit.

Den overordnede strategi er prioritering af affaldshåndtering i følgende rækkefølge (affaldshierarkiet):

1. Affaldsforebyggelse
2. Genanvendelse
3. Forbrænding med energiudnyttelse
4. Bortskaffelse på affaldsdeponi

I Danmark er reguleringen på affaldsområdet generelt meget detaljeret, og genanvendelsen er høj. Imidlertid er det stadigvæk målet at øge graden af genanvendelse og at identificere og frasortere problematiske affaldsfraktioner, for at begrænse emissioner af stoffer, som kan have en negativ virkning på folkesundheden og på miljøet. De anvendte styringsmidler er både en detaljeret lovgivning om specifikke affaldsfraktioner og en generel lovgivning, som dækker alt affald. Der anvendes en bred vifte af styringsinstrumenter som forbud, begrænsninger og økonomiske styringsmidler, som skatter og afgifter. Blandt de lovgivende styringsmidler bør bemærkes reguleringer af bestemte affaldsfraktioner og for farligt affald. Formålet er frasortering af de mest problematiske affaldsfraktioner, for at forbedre mulighederne for genanvendelse af den resterende affaldsstrøm. Endvidere er det generelle princip om affaldssortering så tæt ved kilden som muligt af afgørende betydning for genbrugs- og genanvendelsesmulighederne.

Til trods for at affaldsreguleringen er meget detaljeret, er det ikke alle særreguleringer, som har opnået deres fulde virkning endnu. De nuværende problemer er hovedsagelig forbundet med emissioner fra affaldshåndtering, og navnlig dioxin-emissioner fra affaldsforbrænding bør bemærkes.

Udfordringerne i affaldsregulering og –håndtering er i dag:

• At lede affaldsstrømmene, så de foregår så højt som muligt i affaldshierarkiet.
• At observere og minimere negative virkninger på sundhed og miljø ved affaldsforebyggelse og forøget genanvendelse (fx spildevandsslam, organisk affald, forbrændingsslagger og PVC).

Ressourceeffektivitet og affaldsforebyggelse er det allervigtigste i bestræbelserne på en bæredygtig udvikling. Der skal fokuseres på kilden for affaldsproduktion og øget ansvar for producenten. En anden udvikling vil være øget genanvendelse af affald. På grund af den ofte meget komplekse affaldssammensætning, vil det være vigtigt, at tilegne sig mere viden om affaldssammensætning og den potentielle menneskelige eksponering og sundhedsvirkninger forbundet med genanvendelse af affald. Et særligt problem, som kræver fremtidig opmærksomhed, er reguleringen af animalsk affald fra kødindustrier og slagterier.

9.6 REFERENCER

Litteratur

Affald 21 (1999) Den danske regerings affaldsplan 1998-2004, Miljø- og Energiministeriet.

Miljøstyrelsen (1997) ‘Hygiejniske aspekter ved behandling og genanvendelse af organisk affald‘, Miljøprojekt nr. 351.

Miljøstyrelsen (1998) Vejledning nr. 4/1998 om Håndtering af klinisk risikoaffald.

Miljøstyrelsen (1999a) ‘Økonomiske styringsmidler i miljøbeskyttelse i Danmark‘.

Miljøstyrelsen (1999b), Miljø-Tema nr. 20, ‘Affald i Danmark‘.

Dansk lovgivning m.v.

Aftale om genanvendelse af emballage, mellem Miljø- og Energiministeriet og Dansk Industri, august 1994.

Aftale om indsamling af genopladelige batterier indeholdende cadmium, mellem Miljø- og Energiministeriet og Foreningen for indsamling af genopladelige batterier, september 1991.

Aftale om returneringskrav for brugte dæk, mellem organisationer og Miljø- og Energiministeriet, februar 1995.

Bekendtgørelse nr. 39 af 20. januar 2000 om anvendelse af aske fra forgasning og forbrænding af biomasse og biomasseaffald til jordbrugsformål (‘Bekendtgørelsen om bioaske‘).

Bekendtgørelse nr. 49 af 20. januar 2000 om anvendelse af affaldsprodukter til jordbrugsformål (‘Slambekendtgørelsen‘).

Bekendtgørelse nr. 91 af 22. februar 1996 om indsamling af blyakkumulatorer og statstilskud til indsamling og bortskaffelse med henblik på genbrug.

Bekendtgørelse nr. 92 af 22. februar 1996 om afgifter på blyakkumulatorer.

Bekendtgørelse nr. 93 af 22. februar 1996 om indsamling af hermetisk forseglede nikkel-cadmium akkumulatorer (genopladelige nikkkel-cadmiumbatterier) og godtgørelse for indsamling og bortskaffelse med henblik på genbrug.

Bekendtgørelse nr. 124 af 27. februar 1989 om emballage for øl og læskedrikke med følgende ændringer (Bekendtgørelse nr. 583 af 24. juni 1996; Bekendtgørelse nr. 540 af 9. juli 1991; Bekendtgørelse nr. 300 af 30. april 1997).

Bekendtgørelse nr. 141 af 25. februar 2000 om opkrævning af miljøbidrag og udbetaling af godtgørelse i forbindelse med ophugning og skrotning af biler.

Bekendtgørelse nr. 298 af 30. april 1997 om bestemte krav til emballage.

Miljøbeskyttelseslov nr. 625 af 15. juli 1997 og ændringer.

Bekendtgørelse nr. 629 af 27. juni 2000 om affald.

Bekendtgørelse nr. 655 af 27 juni 2000 om anvendelse af restaffald og restjord i bygge- og anlægsarbejder.

Bekendtgørelse nr. 807 af 25. oktober, 1999 om godkendelse af listevirksomheder.

Bekendtgørelse nr. 860 af 29. november 1999 om håndtering af affald i form af motordrevne køretøjer og affaldsfraktioner herfra.

Bekendtgørelse nr. 925 af 13. december 1998 om PCB, PCT og erstatningsstoffer herfor.

Bekendtgørelse nr. 971 af 19. november 1996 om import og eksport af affald.

Bekendtgørelse nr. 1044 af 16. december 1999 om visse batterier og akkumulatorer, der indeholder farlige stoffer.

Bekendtgørelse nr. 1067 af 22. december 1998 om håndtering af affald fra elektriske og elektroniske apparater.

Cirkulære om kommunale regulativer om bortskaffelse af CFC-holdige køleanlæg, nr. 132 af 13. juni 1996.

Cirkulære om kommunale regulativer om sortering af bygge- og nedrivningsaffald med henblik på genbrug, nr. 94 af 21. juni 1995.

Lov nr. 726 af 7. oktober 1998 om gebyrer på bestemte emballagetyper og bestemte papirtyper eller plastikposer mm..

EU lovgivning

Direktiv 75/439/EØF af 16. juni 1975 om bortskaffelse af olieaffald. Ændret ved direktiv 87/101/EØF af 22. december 1986; direktiv 91/692/EØF af 23. december 1991.

Direktiv 91/689/EØF af 12. december 1991 om farligt affald. Ændret via direktiv 94/31/EF af 27. juli 1994.

Direktiv 91/157/ECC af 18. marts 1991 om batterier og akkumulatorer indeholdende bestemte farlige stoffer. Ændret ved direktiv 93/86/EØF af 4. oktober 1993; direktiv 98/101/EF af 22. december 1998.

Direktiv 94/62/EF af 15. december 1994 om emballage og emballageaffald.

Direktiv 96/59/EF af 16. september 1996 om bortskaffelse af polychlorerede biphenoler og polychloreredeterphenoler (PCBs/PCTs).

Direktiv 1999/31/EF om deponering af affald

Direktiv 2000/76/EF om forbrænding af affald.

Forslag til et direktiv fra Europaparlamentet og Rådet om affald, elektrisk og elektronisk udstyr og om begrænsning af brugen af bestemte farlige stoffer i elektrisk og elektronisk udstyr COM(2000)347.

Rammedirektiv om affald 75/442/EØF. Ændret via direktiv 91/156/EØF af 18. marts 1991. Regulativ nr. 259/93 om overvågning og kontrol med forsendelser af affald indenfor, ind i og ud af Det Europæiske Fællesskab, som blev ændret via EU-regulativ nr. 120/97 af 20. januar 1997.

Rådsbeslutning (94/904/EEC) af 22. december 1994 om udarbejdelse af en liste over farligt affald i henhold til paragraf 1, stk.4 i direktiv nr. 91/689/EØF (senest ændret ved rådsbeslutning (2001/573/EF)). 

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |