Undersøgelse af effekten af intervention på børns eksponering for bly

Sammenfatning

Udbredelsen af lettere forurenet jord i byområder er betydelig. De sundhedsmæssige vurderinger af risikoen herved er baseret på specielt 2-5-årige børns orale indtagelse af jord. Denne eksponering sker primært som en følge af den jord, som hænger fast på børnenes hænder efter udendørs leg samt det jord, der måtte være på legetøj eller andre ting, som børnene tager i munden eller sutter på.

Der er ofte tale om blandede eksponeringer af flere forureningskomponenter. I denne undersøgelse fokuseres alene på blyeksponering. Resultaterne vil dog sandsynligvis med mindre forbehold kunne appliceres også på begrænsning af andre forureningsstoffer i jord. To problemstillinger er søgt belyst i nærværende undersøgelse. For det første, hvorvidt der er proportionalitet mellem bly i jord, og den mængde bly børnene får på hænderne; og for det andet, i hvilket omfang en omlægning af legearealer resulterer i mindre bly på børnenes hænder. Nedenstående sammenfatter undersøgelsens resultater og konklusioner.

  • Der er anvendt en relevant og egnet metode til vurdering af bly på børnehavebørnenes hænder.
  • Den anvendte gruppe af børn fra hver af de tre deltagende børnehaver levede op til undersøgelsens intention om en ligelig repræsentation af 3-6-årige drenge og piger.
  • Kontrolbørnehave (bly i jord < 40mg/kg) samt to børnehaver med jordbly i rådgivningsintervallet (40mg/kg < bly i jord < 400mg/kg) blev udvalg på basis af måletal fra Københavns Kommune. Efterfølgende kontrolmåling verificerede kommunens målinger. Samtidig understregede måleresultaterne den ganske betydelige variation i blykoncentrationer på samme legeareal.
  • Der blev gennemført interventioner på to børnehaver, hvilket klart kunne verificeres ved efterfølgende målinger af bly i jord. De målte koncentrationer i de mest belastede legeområder er nu ens for alle tre børnehaver.
  • Bly i indendørs støv reflekterede ikke umiddelbart de interventionsbetingede ændringer i mængden af bly i jorden på legearealerne. Der kan muligvis være tale om, at effekten af interventionerne først slår igennem på støvniveauerne med en vis forsinkelse.
  • Der er overordnet set en udmærket sammenhæng om end ikke ligefremproportionalitet mellem bly i jord og de fundne mængder bly på børnenes hænder.
  • Prøveindsamling foregik fortrinsvis på tørre dage. Resultatet fra en enkelt våd måledag viser, at børnene her fik mere bly på hænderne. Derfor vil vore resultater nok underestimere den mængde bly, børnene får på hænderne set over et længere tidsperspektiv med både våde og tørre dage.
  • Der observeredes betydelige forskelle fra barn til barn, hvilket sandsynligvis kan henføres til forskellig legeadfærd.  
  • Der sås ingen generel forskel mellem drenge og piger i forhold til mængden af bly på hænder efter udeleg.  
  • Interventionerne resulterede på begge børnehaver i en klar reduktion i børnenes blybelastning under udeleg. På den ene børnehave er blybelastningen nu ikke længere forskellig fra kontrolbørnehaven.
  • Projektet har anvendt en begrænset og fokuseret intervention og er gennemført for begrænsede midler. Der er således ikke tale om en gennemgribende renovering af legearealerne inkluderende fjernelse af alt jord ned til en dybde af 50 cm. Det er konstateret, at den begrænsede intervention har virket omgående.    
  • Bly i jord anses for den betydeligste enkeltkilde til børns udsættelse for bly i Danmark. Interventionerne resulterede i en halvering af blyeksponeringen på hænderne samt en tilnærmelse til kontrolbørnehavens eksponeringsforhold. Dette vurderes som en sundhedsmæssig gevinst, og en måde til at opnå det af myndighederne tilstræbte sikkerhedsniveau i relation til børns eksponering for bly fra børnehavejord.    
  • Den anvendte fokuserede intervention indebærer en potentiel økonomisk besparelse i forhold til hidtidige legepladsrenoveringer. Hvorvidt potentialet kan udnyttes afhænger af opfølgende målinger, der vil vise om de gennemførte interventioner er langtidsholdbare.  
  • Samme metode til opnåelse af det af myndighederne tilstræbte sikkerhedsniveau i relation til børns eksponering for bly må forventes anvendelig i relation til offentlige såvel som private legearealers jordforurening. Opnåelse af tilstrækkeligt beskyttelsesniveau ved private haver må finansieres af ejerne selv, og vil fortsat afhænge af en effektiv information/rådgivning til brugerne af lettere forurenede arealer.