Undersøgelse af effekten af intervention på børns eksponering for bly

6 Konklusioner

Undersøgelsens mål var at belyse sammenhængen mellem bly i jord og bly på hænder, samt hvorvidt en begrænset intervention i henhold til myndighedernes vejledning effektivt ville nedbringe børnehavebørns eksponering for bly.

Undersøgelsen viste, at den mængde bly, der kunne måles på børnenes hænder steg med stigende blykoncentration i jorden. Der var ikke tale om en fuldstændig proportionalitet, idet en ti gange større blykoncentration i jorden ikke afspejledes i en tilsvarende ti gange større mængde bly på hænderne.

Den gennemførte intervention har virket efter hensigten. Således er mængden af bly på hænderne af børnene fra såvel Stolemagerstien som Møllelængen faldet betydeligt (Figur 2). Der er for Møllelængen tale om en halvering af eksponeringen, medens man på Stolemagerstien nu ikke længere har en eksponering, der adskiller sig signifikant fra kontrolbørnehaven. Nærværende projekt kan ikke dokumentere hvor lang tid denne effekt holder, og belyser heller ikke i hvilket omfang, det bly der er på hænderne konkret indtages og absorberes.

 

Figur 2

 Figur 2.
Medianniveaet for bly på børnenes hænder før og efter udskiftning af overfladejord i de tre børnehaver. Fejllinierne angiver den 3. kvartil, dvs. den værdi som 75% af måleresultaterne er mindre end. Parvise sammenligninger og signifikansniveauer er ligeledes angivet.

Børns eksponering for bly fra jord sker dels ved leg i børneinstitutionerne og dels under leg hjemme eller på offentlige legearealer. Nærværende undersøgelse indikerer, at man ved en begrænset intervention kan nedbringe blyeksponeringen betydeligt. Med et samtidig øget fokus på håndvask før spisning kan det forventes, at myndighedernes tilstræbte sikkerhedsniveau i forhold til indtagelse af bly kan opretholdes i forhold til den eksponering, der pågår på institutionerne. I forhold til eksponering udenfor børneinstitutioner er man fortsat nødt til at informere og rådgive om forebyggelse og hygiejne. En nylig afsluttet undersøgelse viser, at rådgivning og information virker i forhold til en del forældre, men at der er behov for at øge effekten af rådgivningen, således at flere antager en i forhold til børns udsættelse for bly fra jord relevant sundhedsadfærd. Samlet set, peger resultaterne fra nærværende samt føromtalte undersøgelse omkring holdning og adfærd på, at myndighedernes tiltag i forhold til beskyttelse af børn mod blyeksponering fra jord under optimale forhold vil kunne leve op til det tilstræbte beskyttelsesniveau ved en interventionsindsats på børneinstitutioner sammen med en optimeret rådgivning og information til børneforældre.