Værdisætning af pesticidanvendelsens natur- og miljøeffekter. Bilagsrapport

Spørgeundersøgelsens gennemførsel

Det endelige spørgemateriale blev anvendt ved personinterview udført af analysefirmaet GALLUP som en del af deres OMNIBUS undersøgelse. Omnibusundersøgelserne udføres hver anden uge som "køkkenbordsinterview", hvor intervieweren opsøger respondenterne på deres privatadresse. Der gives garanti for et mindste antal respondenter – i denne undersøgelse 250 – som er udvalgt efter en række demografiske stratificeringskriterier. Dette sikrer, at det samlede resultat, men ikke nødvendigvis underopdelinger af dette, er repræsentativt i forhold til stratificeringskriterierne. Omkostningerne ved interviewene kan holdes på et forholdsvis lavt niveau, idet GALLUP har et nationalt korps af interviewere, samt fordi omnibussen omfatter et antal forskellige spørgeundersøgelser (deraf navnet). Det sidste forhold må også anføres som et muligt problem ved interviewformen, da éns undersøgelse vil blive præsenteret sammen med flere andre forskelligartede spørgeundersøgelser.

Interviewene blev afholdt i første uge af juni måned 2002 (uge 23) og omfattede i alt 266 respondenter fra 15 år og opefter. En potentielt problem ved denne type præferenceundersøgelser kan være, hvis der har været en større omtale af emnet - f.eks. pesticidfund i grøntsager - lige før eller under perioden for interviewenes gennemførsel. Ifølge Miljøministeriets presseresume, har pesticider været omtalt to gange i ugen op til og under spørgeundersøgelsens gennemførsel, d. 29. maj vedr. anvendelse af pesticidafgiftsmidlerne og d. 7. juni vedr. defekte drikkevandsboringer. Ingen af disse nyheder vurderes at have indflydelse på spørgeundersøgelsen, da det var relativt "små" nyheder uden videre opfølgning i pressen.