Vandværkssamarbejde mellem private vandforsyninger

5 Anbefalinger

Med baggrund i spørge- og statusundersøgelsens resultater og efterfølgende diskussion på møderne i de 5 kommuner er det muligt, at udlede følgende anbefalinger for det efterfølgende FVD projekt – Vandværkssamarbejde 2002 – 2005 – der blandt andet har til formål at oprette kontaktudvalg i alle landets kommuner.

Det er vigtigt at kontaktudvalget får en god opstart og en god kontakt til samtlige vandværker i kommunen. Det kan derfor anbefales, at man fra starten finder en kontaktperson i et eller flere af vandværkerne, der selv tror på ideen om vandværkssamarbejde, og derfor kan formidle projektet til de øvrige vandværker i kommunen.

Kommunens sagsbehandler kan ofte anbefale et eller flere vandværker, hvor formanden har vist interesse for at samarbejde.

Kommunens sagsbehandler kan desuden informere om, hvilke projekter der hidtil er gennemført inden for vandforsyningen i kommunen. Har vandværkerne f.eks. afholdt et eller flere fælles møder, og derfor allerede været i gang med at oprette et kontaktudvalg? Hvor langt er kommunen med vandforsyningsplanen, skal den evt. justeres og tilsvarende mht. kommunens beredskabsplan? Hvor ofte holder kommunen et fælles møde med alle vandværkerne, og hvordan sker indberetningen af måleroplysninger til kommune mv.

Så vidt det er muligt skal alle bestyrelsesmedlemmer fra alle kommunens vandværker inviteres til det første møde om kontaktudvalg, men i kommuner med mange vandværker må det vurderes, om der eventuelt kun skal inviteres 2 personer fra hvert vandværk.

Generelt fungerer det første kontaktudvalgsmøde uden problemer med op til ca. 40 deltagere, hvor alle fremmødte har mulighed for at indgå i en dialog. Er der mere end 50 personer til et møde vil mødet ofte ændre form og indhold, således at mødet i højere grad kommer til at forløbe som en undervisningstime, hvor det kan være svært at få alle vandværker med i en diskussion om aktuelle emner.

Det er vigtigt, at alle kontaktudvalgsmøder afholdes lokalt, og et møde skal som udgangspunkt altid afholdes i den kommune, hvor vandværkerne hører hjemme.

Som udgangspunkt vil det ofte være muligt at afholde et eller flere møder hos kommunen, og dermed få kommunen til at bidrage med mødelokale, kaffe, øl, vand mv.

Generelt bør kommunens sagsbehandler deltage i de indledende møder, da kommunen er en nødvendig samarbejdspartner i en stor del af de opgaver,som kontaktudvalget skal arbejde videre med. Det er f.eks. opgaver som kommunens vandforsyningsplan, der skal revideres hvert fjerde år, at få udarbejdet et nyt regulativ, eller at få udarbejdet en ny beredskabsplan. Forskellige opgaver, der som bekendt er aktuelle efter at Miljøstyrelsen i 2002 har udsendt en ny vejledning om beredskabsplaner og i løbet af 2003 forventes at udsende et nyt normalregulativ for private vandværker.

En stor del af disse opgaver er desuden ”nemme at gå til” for kontaktudvalget, da opgaven typisk kan løses inden for en kort tidshorisont og i et tæt samarbejde med kommunens sagsbehandler.

Der har generelt været en stor forskel på især forløbet af det første kontaktudvalgsmøde i de fem kommuner. Det skyldes bl.a., at mødets indhold og debatemner i høj grad altid vil afhænge af, om det er første gang vandværkerne mødes til et fælles møde i en kommune.

Såfremt vandværkerne aldrig tidligere har afholdt et fælles møde, så vil der på det første møde typisk være et stort behov for, dels at lære hinanden at kende, og dels at udveksle erfaringer og forklare, hvordan de enkelte vandværker hidtil har valgt at løse forskellige arbejdsopgaver.

Det kan f.eks. være en diskussion om forskellige emner som kassererens funktion og arbejdsopgaver herunder, hvem der i dag udfører vandværkets regnskab, hvordan afregningen sker med forbrugerne, og til hvilke priser dette arbejde i dag bliver udført hos forskellige revisorer, lokale regnskabskontorer, landboforeninger, el-selskaber mv.

Derudover vil der typisk være behov for en debat om andre aktuelle emner som f.eks., hvem der er ansvarlig for den daglige drift af vandværket, diverse indkøb, kontrol og udskiftning af målere, samt forskellige former for prisniveau og serviceaftaler med f.eks. den lokale smed og vvs-forretning om at udføre forskellige driftsopgaver mv.

Dertil kommer andre og helt uventede diskussionsemner, som vandværkerne gerne vil have svar på - her og nu - hvor der er en sagsbehandler til stede fra FVD. Det kan f.eks. være spørgsmål om vandanalyser, tolkning af vandværkets analyseresultater, forskellige myndighedsopgaver, ny lovgivning, lukkeprocedure, vedtægter, vandværkets generalforsamling mv.

Disse spørgsmål har der generelt været tid til at svare på i dette projekt, hvorimod der i det efterfølgende projekt – Vandværkssamarbejde 2002 – 2005 - ikke vil være den samme tid til debat, og spørgeren derfor i stedet skal henvises til at ringe til et af FVDs kontorer.

Dog med den tilføjelse, at nogle af disse emner vil kunne egne sig til en fælles opgave, som vandværkerne kan samarbejde om i kontaktudvalget eller måske kan løse i en mindre erfa-gruppe.

Har vandværkerne i en kommune derimod tidligere afholdt et eller flere fælles møder, så vil diskussionen på mødet ofte have et helt andet forløb, og det vil typisk være muligt at gå meget hurtigere frem mod et evt. samarbejde og tilsvarende få flere af vandværkerne til at deltage i diskussionen.

Som afslutning på det første kontaktudvalgsmøde skal der som minimum altid vælges en formand for kontaktudvalget. Denne person bør så vidt muligt også vælges som repræsentant i FVDs amtskontaktudvalg.

Derudover skal det aftales, hvem der er ansvarlig for at indkalde til det næste kontaktudvalgsmøde, hvor det næste møde skal afholdes, mødedato og forskellige punkter på dagsordenen mv.

Det skal desuden afklares, hvem der skriver referat fra alle møder i kontaktudvalget.

Generelt vil det altid være en god ide, at forsøge at få nedsat en eller flere erfa-grupper. Det kan f.eks. være en gruppe af vandværksbestyrer, der på skift mødes hos hinanden, for at gennemgå vandværkets udstyr til vandbehandling, eller en gruppe af kasserere, der mødes for f.eks. at udveksle erfaringer om regnskabsmetoder, afregning med Told & Skat, vandværkets formueforvaltning eller diskutere hvilke EDB regnskabsprogrammer, der kan anbefales. Det er således ikke en forudsætning, at alle vandværker er med i en erfa-gruppe.

Der bør altid deltage en lokal repræsentant fra FVDs region i det første kontaktudvalgsmøde i en kommune, og vedkommende bør så vidt muligt selv informere om det arbejde vedkommende deltager i. Det kan f.eks. være oplysninger om arbejdet i FVDs regionsbestyrelse, FVDs amtskontaktudvalg eller amtets koordinationsforum, hvor vedkommende er medlem som vandværkernes repræsentant.

De fleste kontaktudvalgsmøder afholdes normalt som aftenmøder fra kl. 19.00 – 22.00, evt. med spisning allerede fra kl. 18.00. Der er dog også gode erfaringer med at afholde et såkaldt – gå hjem møde – der f.eks. begynder allerede kl. 17.00 og afsluttes omkring kl. 20.00.