| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Miljøtilsyn 2001

2 Kommunernes miljøindsats

2.1 Miljøforvaltningen i komsmunerne

I de årlige miljøtilsynsberetninger redegør kommunerne for deres miljøindsats i form af godkendelser, tilsyn og administration efter miljøbeskyttelsesloven, jordforureningsloven, vandforsyningsloven, vandløbsloven og lov om kemiske stoffer og produkter.

I 2001 blev der på landsplan anvendt i alt 1009 årsværk i kommunerne til miljøgodkendelser og miljøtilsyn m.v., hvilket er en stigning i forhold til året før på ca. 15 årsværk svarende til 1,5% . Dette svarer nogenlunde til udviklingstendensen i de foregående år, hvor der efter en kraftig stigning i tilsynsindsatsen til især ”andet tilsyn” i 1998 har været tale om en jævnt stigende tendens i ressourceanvendelsen.

Fig. 2.1
Antal årsværk til kommunal miljøforvaltning. Årene 1997 - 2001

Et årsværk svarer til én fuldtidsansat medarbejder, der er beskæftiget i miljøadministrationen. De ressourcer, som kommunerne anvender til egentlige driftsopgaver f.eks. drift af renseanlæg o.l. er derimod ikke medregnet.

Opgørelsen af årsværk dækker ikke alene over anvendelsen af ressourcer indenfor kommunens miljøforvaltning, men også over hvad kommunerne har købt af fremmede tjenesteydelser eller fået udført af de fælleskommunale miljøsamarbejder, som i løbet af 2000 har afløst de tidligere samarbejder i miljø- og levnedsmiddelkontrolenhederne (MLKE).

Udgifterne til de kommunale miljøsamarbejder og fremmede tjenesteydelser er i de senere år angivet i kr. i kommunernes tilsynsberetninger, men for at kunne sammenligne med de foregående års ressourceanvendelse er de herefter omregnet til årsværk.

Ved omregningen er det forudsat, at kommunerne har oplyst udgifterne excl. moms, og et gennemsnitligt 2001årsværk er ansat til 461.000 kr., hvilket er de omkostninger, som det skønnes man i gennemsnit anvender pr. ansat til løsningen af opgaver i de kommunale miljøforvaltninger. Satsen svarer nogenlunde til den gennemsnitlige begyndelsesløn for akademisk uddannet personale incl. feriepenge, pensionsopsparing m.v. suppleret med overheadudgifter dvs. udgifter til husleje, kontorhold, kørsel og andre driftsudgifter på sædvanligvis 75 % oveni.

Omregningssatsen har i årene 1996-98 været uforandret på grund af en teknisk omlægning af beregningsmetoderne, mens den i 1999 er reguleret en lille smule op og fra 2000 reguleret med stigningsprocenten for priser og lønninger i det offentlige. Dette medfører, at tallene for ressourceanvendelsen til miljøcentre og fremmede tjenesteydelser fra 2000 og frem ikke er fuldstændig sammenlignelige i forhold til årene før, og at den relative udvikling i kommunernes ressourceanvendelse må antages at være lidt større end det, der afspejles i figurerne om årsværksanvendelsen.

I 2001 er der sket en stigning i ressourceanvendelsen i de kommunale miljøsamarbejder, mens der er tale om en nedgang i ressourceanvendelsen i kommunernes egne forvaltninger. Det der slår igennem er sandsynligvis, at de nye kommunale miljøsamarbejder, som er startet i løbet af 2000, nu for alvor er begyndt at udføre arbejde for kommunerne, og at de derfor tegner sig for størstedelen af den samlede vækst i tilsynsindsatsen. Der er dog fortsat også vækst i købet af fremmede tjenesteydelser, om end i modereret form i forhold til året før. Dette kan skyldes, at de færreste af de nye miljøsamarbejder beskæftiger sig med laboratorieundersøgelser, hvorfor disse opgaver må købes ude i byen.

Fig. 2.2
Fordeling af årsværk til miljøforvaltning på egenforvaltning, miljøsamarbejder og fremmede tjenesteydelser 1997-2001

Den samlede miljøindsats vedrørende administration af miljølovgivningen, tilsyn og vejledning kan overordnet inddeles i flg. arbejdsfelter: meddelelse af “kapitel 5godkendelser” efter miljøbeskyttelsesloven § 33; “tilsyn” herunder vejledning - og opfølgende arbejde (sagsbehandling) samt “kortlægning og planlægning”, f.eks. vandindvindingsplanlægning, spildevandsplanlægning, udarbejdelse af miljøhandlingsplaner m.v.

Fig. 2.3
Fordeling af årsværk til tilsyn, godkendelser og planlægning 1997-2001

I forhold til de foregående år er der tale om en kraftig vækst i tilsynsindsatsen. Det er sandsynligt, at denne udvikling hænger sammen med miljøsamarbejdernes indsats, idet der ofte ved miljøcentrenes overtagelse af tilsynsopgaver for kommunerne er sket en opstramning i målsætningerne omkring opfyldelse af tilsynsfrekvenserne. For første gang i 5årsperioden er der også tale om en lille vækst i arbejdet med godkendelser. Dette skyldes en øget godkendelsesindsats på de ”imærkede” virksomheder og landbrug, mens ressourceforbr uget til de øvrige listevirksomheder fortsat er faldende. Ligeledes opleves der for første gang i perioden et fald i ressourcerne til kortlægning og planlægning. Denne del af miljøindsatsen udgør dog stadig mere end 30% af den samlede indsats.

2.2 Godkendelse af virksomheder

Efter miljøbeskyttelsesloven § 33 skal de virksomheder, der er optaget på listen i bilaget til bekendtgørelsen om godkendelse af listevirksomheder (Bekendtgørelse nr. 807 af 25. oktober 1999), godkendes af miljømyndighederne. Kommunerne er godkendelses- og tilsynsmyndighed i forhold til knap 3800 listevirksomheder og næsten 600 godkendelsespligtige landbrug.

Tilsynsberetningerne viser, at antallet af godkendelsespligtige virksomheder efter store fald i de to foregående år nu har stabiliseret sig på samme niveau som året før. En del af forklaringen på de foregående års fald kan imidlertid være, at registreringerne i indberetningerne er blevet ændret i forbindelse med ikrafttrædelsen af den ny bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed pr. 3. november 1999, hvor der for en del virksomheder blev ændret i de ne dre grænser for hvornår en virksomhed er godkendelsespligtig.

De sidste af de gamle listevirksomheder skulle have indsendt ansøgninger om godkendelse inden 1. juli 2000, også selv om virksomheden eksisterede før miljøbeskyttelseslovens ikrafttræden i 1974. Tallene for 2001viser, at godkendelsesprocessen nu næsten er tilendebragt, idet procentdelen af godkendte virksomheder er helt oppe på 96% svarende til, at der kun er ca. 150 virksomheder, der mangler at blive godkendt.

Fig. 2.4.
Forholdet mellem godkendte listevirksomheder og registrerede listevirksomheder (excl. godkendelsespligtige landbrug) 1997 - 2001.

I den nye listebekendtgørelse er virksomhederne inddelt i amærkede, imærkede og øvrige listevirksomheder.

Godkendelser og tilsyn med de amærkede virksomheder varetages af amterne. De imærkede er i godkendelsesbekendtgørelsen blevet omfattet af bestemmelserne i EU’s direktiv omkring integreret forebyggelse og kontrol af virksomheder, og her kan såvel amter som kommuner være godkendelses- og tilsynsmyndighed, mens de øvrige listevirksomheder henhører under kommunerne.

I 2001 er der anvendt 43,91 årsværk på godkendelser af virksomheder, excl. landbrug. Heraf er der anvendt 4,51 årsværk på imærkede virksomheder, hvilket er mere end en fordobling i forhold til året før og 39,40 årsværk på øvrige listevirksomheder.

Det fremgår af figur 2.5, at de 139 listevirksomheder, der endnu ikke er godkendt fordeler sig med 10 imærkede virksomheder og 129 øvrige.

De godkendelsespligtige landbrug som alle er imærkede omtales i afsnittet om tilsyn med landbrug. 

Fig. 2.5.
Godkendelser af I-mærkede og øvrige listevirksomheder i kommunerne 2001

2.3 Kommunernes tilsynsindsats

Ved tilsynsopgaver forstås det egentlige tilsyn på virksomheder og landbrug, vejledningsopgaver i forbindelse hermed f.eks. om ny lovgivning eller introduktion af renere teknologi og miljøstyring - og den efterfølgende sagsbehandling.

Fig. 2.6.
Antal årsværk til tilsyn med de forskellige typer tilsynsobjekter 1997 - 2001.

Kommunerne har i 2001 anvendt 645 årsværk til tilsynsopgaver. Det er ca. 30 årsværk mere end året før. Ligesom i 1998 ligger hovedparten af stigningen placeret på kategorien tilsyn med “andet”, og der er også en stigning i ressourceanvendelsen til landbrug med erhvervsmæssigt dyrehold, mens der blandt andet er et lille fald i kategorien ”tilsyn med andre virksomheder”.

Dette billede er formentlig noget misvisende, idet der i forbindelse med opdelingen af tilsynsberetningerne i en industridel og en landbrugsdel viste sig at komme til at mangle en rubrik i landbrugsskemaet, der modsvarede den tidligere fælles rubrik ”andre virksomheder”. I 2001 må ressourceanvendelsen til ”andre landbrug”, dvs. plantebrugene, som tilsyneladende plejer at være indrapporteret under ”andre virksomheder”, således formodes at være rapporteret under ”andet” i landbrugsskemaet. Kategorien ”andet” i de to skemaer omfatter i øvrigt tilsyn med vandløb, vandforsyning, spildevand, badevand og jordforurening.

Ressourceindsatsen til tilsyn med listevirksomheder excl. landbrug, der steg lidt året før, er igen faldet en smule, mens der tilsvarende bruges nogle få årsværk mere på tilsyn med autoværksteder. Indsatsen i forhold til anmeldevirksomheder og pelsdyrfarme er på samme niveau som året før.

Fig. 2.7.
Fordeling af årsværk til tilsyn på de forskellige virksomhedstyper og “andet” 2001.

Årets ressourcefordeling på kategorier illustreres på figur 2.7., hvor det kan ses, at kategorierne andre virksomheder og andet beslaglægger mere end halvdelen af de samlede ressourcer til tilsyn. Landbrug og pelsdyrfarme omfatter ca. en trediedel af resten af ressourcerne, mens industritilsynet, incl. autoværksteder kun andrager en samlet andel på omkring 30%. Antallet af virksomheder i de kategorier, der yder brugerbetaling for godkendelser og tilsyn (listevirksomheder, virksomheder omfattet af anmelde eller branchebekendtgørelser (autoværksteder og pelsdyrfarme) samt landbrug med erhvervsmæssigt dyrehold, har gennem hele perioden været faldende.

Fig. 2.8.
Antal listevirksomheder, anmelde- og branchevirksomheder (autoværksteder/pelsdyrfarme) samt landbrug med erhvervsmæssigt dyrehold 1997 - 2001 

I 2001 ser antallet af listevirksomheder og autoværksteder dog ud til at være nogenlunde stabiliseret.

2.3.1 Tilsyn med listevirksomheder excl. Landbrug

Fig. 2.9.
Antal listevirksomheder og antal besøgte listevirksomheder 1997-2001

Listevirksomheder er virksomheder, optaget på bilaget til bekendtgørelsen om godkendelse af listevirksomheder. Listevirksomheder er generelt større virksomheder med et betydeligt forureningspotentiale.

Antallet af registrerede listevirksomheder, som faldt noget efter udsendelsen af den nye listebekendtgørelse i 1999 ser nu ud til at stabilisere sig lige under 3800 virksomheder. Siden indførelsen af aftalen om minimumsfrekvenser for miljøtilsyn har antallet af besøgte listevirksomheder bevæget sig op på et nyt niveau, hvilket har resulteret i en tilsynsfrekvens på lige omkring 70%. I 2000 lå den lidt over , mens den i 2001 ligger en lille smule under. Det vil sige, at kommunerne på landsplan rigeligt opfylder det minimumskrav, der i 1996 blev aftalt mellem Kommunernes Landsforening og miljø- og energiministeren om, at de hvert år skal have tilset 50% af listevirksomhederne.

Hvor der i 1998 og 1999 var en del kommuner, der havde problemer med at opfylde minimumskravet, var der tale om en positiv udvikling frem til 2000, hvor alle kommuner klarede kravet uden påtale. Der var dog 7 kommuner, som hver især manglede at tilse en enkelt virksomhed for at opfylde kravet, men da disse kommuner havde et ulige antal listevirksomheder, og da de opfyldte kravet året før, anså Miljøstyrelsen ikke dette som værende i strid med minimumsaftalen. Dette skyldes, at minimumskravet i princippet sigter mod, at der føres tilsyn med den enkelte virksomhed hvert andet år, og det er således sandsynligt, at kravet er efterlevet.

Tilsynsberetningerne viser, at der i 2001 er 1 kommune, der ikke lever op til kravet om at have tilset 50% af listevirksomhederne. Men ligesom for de 7 kommuner året før, gælder det, at denne kommune har et samlet ulige antal virksomheder og kun mangler at tilse en enkelt virksomhed for at opfylde kr avet, som var opfyldt året før. Miljøstyrelsen vil derfor ikke foretage sig noget i denne anledning.

Fig. 2.10.
Tilsyn med listevirksomheder; Årsværk, antal, antal besøgte samt antal tilsynsbesøg, årsværk pr. virksomhed, tilsynsfrekvens og antal besøg pr. virksomhed 2001.

Kommunernes har igen i 2001 brugt en relativ betydelig større andel ressourcer til tilsyn på de enkelte imærkede industrivirksomheder, end der bliver brugt på de øvrige listevirksomheder. Desuden kan det ses, at tilsynsfrekvensen er 13% større, og at de besøgte imærkede virksomheder i gennemsnit får flere besøg end de øvrige listevirksomheder. På dette talmæssige grundlag kan det således konstateres, at kommunerne fører et mere intensivt tilsyn med de imærkede virksomheder, end de gør med de øvrige listevirksomheder.

Med hensyn til det samlede antal tilsynsbesøg fortsætter tendensen fra året før med en lille nedgang, men det forholder sig stadig således, at ca. hver tredie af de besøgte virksomheder har fået mere end et tilsynsbesøg.

Fig. 2.11.
Antal tilsynsbesøg på listevirksomheder og håndhævelsesreaktioner i forb. med tilsynsbesøg 1997 – 2001

Antallet af håndhævelsesreaktioner kan ikke opgøres særskilt for de enkelte typer af listevirksomheder. Det ligger imidlertid på nogenlunde samme niveau, så i forhold til et samlet lidt mindre antal tilsynsbesøg er der tale om en relativ stigning i antal tilsynsbesøg, der har givet anledning til håndhævelsesreaktioner, som nu er oppe på 31%.

Antallet af håndhævelsesreaktioner fordeler sig som vist på figur 2.12. Stigningen er primært sket i form af et øget antal indskærpelser, mens antallet af henstillinger og påbud er faldet. Forbud og politianmeldelser er nogenlunde det samme som året før.

Fig. 2.12.
Antallet af håndhævelsesreaktioner i forhold til listevirksomheder 1997-2001

2.3.2 Virksomheder omfattet af anmeldeordning og branchebekendtgørelser

Virksomheder omfattet af anmeldeordningen er optaget på et bilag til Bekendtgørelse om anden virksomhed end listevirksomhed (Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 367 af 10. maj 1992).

Der er her tale om de virksomheder, som blev taget ud af godkendelsesordningen, da listen over godkendelsespligtige virksomheder blev revideret i 1991. Der er således hovedsageligt tale om mindre og mellemstore virksomheder med et vist forureningspotentiale.

Virksomheder omfattet af branchebekendtgørelser er autoværksteder og pelsdyrfarme, som hver især er omfattet af en bekendtgørelse, hvor der stilles en række miljømæssige krav til netop disse typer virksomheder.

I minimumsaftalen om tilsynsfrekvenser behandles disse virksomheder under ét, idet beregningerne for anmelde- og branchevirksomhederne foretages således, at det samlede antal besøgte virksomheder i de to år forholdes til det samlede antal registrerede virksomheder ved udgangen af det seneste år.

Aftalen om minimumsfrekvenser indebærer, at 50% af de virksomheder, der er omfattet af anmelde eller branchebekendtgørelser skal være tilset i løbet af 2 år. Ligesom for listevirksomhederne foretages denne vurdering i forhold til den enkelte kommunes tilsynsindsats.

Fra 2000 har det været muligt at behandle disse virksomhedskategorier hver for sig, hvilket også til en vis grad vil blive gjort i det følgende, men det vil ikke være rimeligt også at gøre dette i forhold til vurderingen af opfyldelsen af minimumsfrekvenserne. Tilsynet med pelsdyrfarme er nærmere omtalt i et efterfølgende afsnit om landbrugstilsynet.

Fig. 2.13.
Antallet af virksomheder omfattet af branchebekendtgørelser og anmeldeordning og antallet af besøgte virksomheder i årene 1997 – 2001

Det samlede antal virksomheder omfattet af anmelde- og branchebekendtgørelser udviser gennem hele perioden en faldende tendens.

Til gengæld er tilsynsfrekvensen fra 1998 til 2000 steget fra det hidtidige niveau omkring ca. 36% til over 42%, mens den nu i 2001 falder til ca. 39%. Såvel den tidligere stigning som det seneste fald må kunne tilskrives kommunernes bestræbelser på at opfylde minimumsfrekvensen for miljøtilsynet med disse virksomheder, hvilket i 2001 er lykkedes for samtlige kommuner.

Der er tale om en meget positiv udviklingstendens. Mens der i opgørelsen for årene 1998 og 1999 på landsplan var omkring 15% af kommunerne, der ikke kunne leve op til minimumskravene for miljøtilsyn med disse virksomheder, var tallet for 1999 og 2000 nede på kun 8 kommuner, og for perioden 2000-2001 opfylder alle kommuner kravet. Nedgangen i den samlede frekvens på landsplan i 2001 udgør således ikke noget problem i forhold til minimumsfrekvenserne, men må nærmere ses som udtryk for, at kommunerne nu har fundet en passende rytme i forhold til at overholde kravene til disse.

Ser vi på udviklingen inden for de tre virksomhedskategorier er der tale om et fald i antal anmeldevirksomheder med næsten 300 fra 13406 til 13109 virksomheder. Antallet af autoværksteder er nogenlunde uændret 8210, mens antallet af pelsdyrfarme er faldet med 75 til i alt 2284.

Den samlede årsværksindsats er nogenlunde den samme som året før, men med en lille stigning på et par årsværk for autoværksteder, som kommunerne synes at udvise en skærpet opmærksomhed omkring. Tilsynsfrekvensen for disse er således oppe på 43%, hvilket er 6-7% større end for anmeldevirksomheder og pelsdyrfarme. Samtidig er det gennemsnitlige ressourceforbrug pr. virksomhed også størst for autoværksteder, dog tæt fulgt af ressourceforbruget på anmeldevirksomhederne. De besøgte virksomheder besøges nogenlunde lige hyppigt for alle tre kategorier.

Fig. 2.14.
Tilsyn med anmeldevirksomheder, autoværksteder og pelsdyrfarme

Det samlede antal tilsynsbesøg er gået en del ned i 2001 men svarer stadig til, at ca. en fjerdedel af de besøgte virksomheder får mere end et besøg.

Der ser også ud til at være noget at komme efter, når kommunerne fører tilsyn med disse virksomheder, idet antallet af håndhævelsesreaktioner er stigende gennem hele perioden. Hvor der i årene før er registreret håndhævelsesreakt ioner samlet for alle anmelde- og branchevirksomheder, er pelsdyrfarme blevet udskilt i 2001, hvor de omtales i landbrugsafsnittet. I figuren er der i 2001 således kun medtaget håndhævelsesreaktioner på anmeldevirksomheder og autoværksteder, som dog tilsammen ligger nogenlunde på niveau med året før. Hele 45% af tilsynsbesøgene har givet sig udslag i en håndhævelsesreaktion. Disse fordeler sig således:

Fig. 2.16.
Håndhævelsesreaktioner overfor virksomheder omfattet af branchebekendtgørelser og anmeldeordning 1997 2001. 2001 er excl. pelsdyrfarme.

I forhold til sidste år er der selv uden pelsdyrfarmene sket en forøgelse af antallet af såvel indskærpelser, politianmeldelser, påbud og forbud, hvor sidstnævnte 3 kategorier er steget med mere end 20%.

Fig. 2.17.
Håndhævelsesreaktioner på anmeldevirksomheder og autoværksteder 2000-01.

Mens antallet af håndhævelsesreaktioner på anmeldevirksomheder er faldet fra 2263 til 2083 er det på autoværksteder tilsvarende steget fra 2424 reaktioner sammen med pelsdyrfarmene i 2000 til 2629 reaktioner alene på autoværksteder i 2001. Det kan således konstateres, at der er stigende og et betydeligt større antal håndhævelsesreaktioner på autoværkstederne, selv om antallet af disse kun udgør på 8210, mens der findes 13109 anmeldevirksomheder.

I 2001 gav hele 61% af tilsynsbesøgene på autoværkstederne sig således udslag i håndhævelsesreaktioner, mens det samme kun gjaldt for 34% af anmeldevirksomhederne. Samtidig kan det ses at der gives ca. dobbelt så mange indskærpelser til autoværksteder, og at der også har været nogle flere politianmeldelser, mens der dog er udstedt færre påbud og forbud.

2.3.3 Andre virksomheder og anlæg

Der er her tale om virksomheder, der ikke er omfattet af de bekendtgørelser, som er nævnt ovenfor. Det drejer sig om mindre virksomheder, værksteder, forretninger, restaurationer m.v. alt sammen virksomheder, der hovedsagelig har et mindre eller slet intet lokalt forureningspotentiale.

Opgørelsen af antallet af “andre virksomheder” er højest usikkert og kan ikke betragtes som absolut. Det er til en vis grad et udtryk for, hvor mange af disse virksomheder, myndighederne løbende er kommet i kontakt med, og som derfor er blevet registreret i kommunens virksomhedsregister. Tilsynsbesøgene skyldes ofte naboklager.

Fig. 2.18.
Antal tilsynsbesøg på “andre virksomheder” og antal registrerede virksomheder og anlæg 1997 - 2001.

Det viste sig ved optællingen af kommunernes første indrapporteringer, at antallet af virksomheder i denne kategori var faldet med 75% til omkring 35.000. Da dette forekom usandsynligt kontaktede Miljøstyrelsen et stort antal kommuner, der enten havde angivet ikke længere at have nogen ”andre virksomheder” eller reduceret antallet kraftigt. Fra en del kommuner var svaret, at dette var begrundet i, at de tidligere havde medregnet landbrug uden erhvervsmæssigt dyrehold, herunder alle plantebrugene, under denne kategori. I forbindelse med opdelingen af indberetningsskemaet til en ”industridel” til Miljøstyrelsen og en landbrugsdel til Skov- og Naturstyrelsen var disse landbrug så blevet flyttet til landbrugsskemaet, hvor der imidlertid ikke var nogen tilsvarende kategori til ”andre virksomheder”. Dette afstedkom, at ressourceanvendelsen var blevet taget med under ”andet”, hvor der imidlertid ikke kunne angives noget antal.

Dette er sandsynligvis også forklaringen på, at antallet af besøgte virksomheder falder markant i 2001. Ligeledes må dette kunne forklare det tilsvarende fald i antallet af håndhævelsesreaktioner, som procentuelt er på nogenlunde samme niveau som det plejer, nemlig knap 35% af antallet af besøgte virksomheder. Reaktionerne kommer mest i form af henstillinger, men der ser ud til at være tale om en relativ stigning i antallet af indskærpelser. Antallet af forbud og politianmeldelser varierer en hel del. 

Fig. 2.19.
Art og antal af håndhævelsesreaktioner i forhold til “andre virksomheder og anlæg”. Årene 1997 - 2001.

2.3.4 Tilsyn med “andet”

Tilsyn med “andet” dækker over en lang række tilsynsopgaver:

• tilsyn med vandløb
• tilsyn med privat vandforsyning
• tilsyn med badevand
• tilsyn med udledning af spildevand
• tilsyn i forbindelse med jordforurening
• gene- og klagesager
• tilsynet efter en lang række andre bekendtgørelser

Ressourcerne til tilsyn med “andet” udgør i forvejen en meget væsentlig del af de samlede ressourcer i den kommunale miljøforvaltning. Fra 1997 til 1998 steg ressourceanvendelsen til “andet” med hele 50 årsværk eller ca. 20%. Der var tale om en relativt stor stigning i forhold til de foregående år, hvor forbruget af årsværk har været nogenlunde konstant. Det nye høje niveau for ressourceanvendelsen til denne tilsynsindsats fortsætter de to følgende år, dog med et mindre fald i 2000.

Fig. 2.20.
Antal årsværk til tilsyn med “Andet”, 1997-2001

I 2001 stiger ressourceanvendelsen til andet igen med omkring 26 årsværk, men en del af denne stigning må som nævnt i afsnittet om ”andre virksomheder” tilskrives, at ressourceindsatsen for landbrug uden erhvervsmæssigt dyrehold er blevet indrapporteret under dette punkt. ”Andet” i landbrugsskemaet udgør i alt knap 45 årsværk, men da der heri også er indeholdt f.eks. tilsyn efter vandløbsloven, kan der omvendt heller ikke sluttes, at der reelt er tale om et fald i indsatsen.

Fig. 2.21.
Håndhævelsesreaktioner i forbindelse med tilsyn med “Andet” 1997 - 2001.

Det generelt fortsatte høje niveau kan herudover til dels tilskrives, at der fortsat i en del større bykommuner bruges mange ressourcer på oprydning efter jordforurening, hvor der kan være tale om ganske ressourcekrævende selvhjælpshandlinger.

I forbindelse med delingen af indberetningsskemaet i en industridel og en landbrugsdel blev landbrugsskemaet udvidet med en betydeligt mere detaljeret rapportering af håndhævelsesreaktionerne over for landbruget, men desværre kom der samtidig til at mangle en linie vedrørende håndhævelse i forhold til ”andet”.

Når antallet af reaktioner således er kraftigt stigende, stammer dette altså alene fra rapporteringen i kategorien ”andet” i industriskemaet. Det er imidlertid ikke usandsynligt, at en del kommuner i mangel af plads til at anføre håndhævelsesreaktionerne vedrørende de øvrige landbrug og tilsynet efter vandløbsloven har påført dem her. Hvis dette er rigtigt, kan det stigende antal reaktioner forklares med, at en del af nedgangen af reaktioner under ”andre virksomheder” er blevet flyttet til ”andet”.

Uanset hvad årsagen er, kan det imídlertid konstateres, at der er sket en mærkbar stigning i antallet af håndhævelsesreaktioner. Især antallet af påbud og forbud er steget kraftigt, men der er også givet flere henstillinger. Til gengæld falder antallet af indskærpelser og politianmeldelser.

2.4 Landbrugstilsynet

I 2001 skulle kommunerne for første gang indberette landbrugstilsynet separat til Skov- og Naturstyrelsen. Denne indberetning omfatter godkendelse og tilsyn med erhvervsmæssigt dyrehold samt tilsyn med pelsdyrfarme og "andet". Andet omfatter bl.a. tilsyn med ikkeerhvervsmæssigt dyrehold, landbrug uden husdyr og tilsyn ifølge vandløbsloven. Tilsynet med pelsdyrfarme og "andet" medregnes ikke i det følgende i begrebet "landbrug med erhvervsmæssigt dyrehold", men er angivet separat flere steder.

I indberetningen er landbrug med erhvervsmæssigt dyrehold opdelt i

1. Godkendelsespligtige landbrug. Dvs. landbrug, der ifølge Miljøbeskyttelseslovens § 33 er godkendelsespligtig som imærkede listevirksomhed.
2. Landbrug med godkendelse efter § 4 i husdyrgødningsbekendtgørelsen (lokaliseringsgodkendelser). Godkendelsen kræves ved udvidelser/ændring af landbrug placeret tæt på boligområder eller nabobeboelser.
3. Øvrige landbrug med erhvervsmæssigt dyrehold.

Fig 2.22
Antal Landbrug med erhvervsmæssigt dyrehold og antallet af besøgte landbrug 1997-2001.

Antallet af landbrug med erhvervsmæssigt dyrehold har været faldende igennem de seneste år. De sidste 3 år er antallet faldet med 1500-1600 landbrug med erhvervsmæssigt dyrehold per år. Set over den angivne 5 års periode har antallet af besøgte landbrug været nogenlunde konstant, så da antallet af landbrug falder, øges tilsynsfrekvensen.

Ifølge minimumsaftalen skal minimum 50 % af landbrug med erhvervsmæssigt dyrehold være tilset i løbet af de sidste tre år regnet fra det pågældende år, dog skal minimum 50 % af listevirksomhederne være blevet tilset i løbet af det pågældende år. Opgørelsen foretages ved at sammenholde antal besøgte landbrug de seneste 3 år med antallet af landbrug det seneste år. Godkendelsespligtige landbrug (listevirksomhederne) medregnes i opgørelsen af denne tilsynsfrekvens, da de ikke har været opgivet separat før 1999.

Kommunerne har i perioden 1999-2001 overordnet set haft en høj tilsynsfrekvens, som ligger over kravet til tilsynsfrekvenser. I gennemsnit har kommunerne i perioden 1999-2001 således i gennemsnit besøgt 80 % af ejendommene, hvis det beregnes ud fra det samlede antal tilsyn i de sidste 3 år sammenholdt med det samlede antal registrerede i 2001. Det er nu for første gang også muligt, at beregne tilsynsfrekvensen for øvrige landbrug excl. godkendelsespligtige landbrug. Den er beregnet til 79 % i perioden 1999-2001. Tilsynsfrekvensen er højere for godkendelsespligtige landbrug og har i gennemsnit være 165 % for perioden 1999-2001. Alene i 2001 blev 67 % af de godkendelsespligtige ejendomme besøgt.

5 kommuner har ikke overholdt tilsynsfrekvensen på landbrug med erhvervsmæssigt dyrehold. De 5 kommunerne har besøgt under 50 % af landbrugene med erhvervsmæssigt dyrehold de sidste 3 år uanset om de godkendelsespligtige landbrug medregnes eller ej. Ingen af disse 5 kommuner er gengangere fra sidste år, og Skov- og Naturstyrelsen vil derfor i første omgang bede disse kommuner om en redegørelse fra disse kommuner, hvori indgår en beskrivelse af årsagen til, at de aftalte tilsyn ikke er nået.

Fig. 2.23
Svinebrug med opbevaringskapacitet på fra 6-9 måneders gødningsproduktion på egen bedrift 1997-2001

I 2001 blev der igen udført mange tilsyn på landbrugsbedrifter med 6-9 måneders opbevaringskapacitet. Ifølge minimumsaftalen har der siden 1996 v æret et skærpet krav til tilsyn på disse bedrifter, så 100 % skulle tilses i løbet af en 3årig periode. I de første år var tallene usikkert angivet og opmærksomheden på dette område ikke særlig stor.

Oplysningerne i forrige figur stemmer ikke overens med oplysningerne i tilsynsrapporten for 1999 og 2000, idet enkelte kommuner har foretaget rettelser i de indberettede data.

I 2000 var det første gang en 3årig periode blev opgjort, og 32 kommuner viste sig ikke at have levet op til denne minimumsaftale. Dette skyldes hovedsageligt for få tilsyn i 1998-1999, da der i år 2000 blev foretaget en stor indsats på dette område.

Den store indsats er fortsat i 2001 og da antallet af svinebrug med fra 6-9 mdr. opbevaringskapacitet falder fra år til år er tilsynsfrekvensen blevet forbedret væsentligt. I perioden 1999-2001 er der på landsplan besøgt 2278 af disse svinebrug. I 2001 var der 1545 af disse svinebrug i alt, hvilket giver en gennemsnitlig tilsynsfrekvens på 147 %.

9 kommuner lever dog stadig ikke op til tilsynsfrekvensen på 100 %. 2 af disse 9 kommuner er gengangere fra sidste års opgørelse, og Skov- og Naturstyrelsen vil derfor indkalde dem til drøftelser med henblik på at indgå bindende aftaler om det fremtidige miljøtilsyn. Skov- og Naturstyrelsen vil overfor de 7 øvrige kommuner bede om en redegørelse, hvori indgår en beskrivelse af årsagen til, at de aftalte tilsyn ikke er nået.

Pelsdyrfarme er omfattet af tilsynsreglerne vedrørende virksomheder omfattet af anmelde- og branchebekendtgørelser. Minimumsaftalen er fastlagt til minimum 50 % af virksomhederne i løbet af det pågældende og foregående år. Opgørelsen af pelsdyrfarme opgøres sammen med de øvrige virksomheder, men kan også opgøres separat.

Fig 2.24
Antal pelsdyrfarme og antallet af besøgte virksomheder i 2000 og 2001.

Skulle tilsynsfrekvensen opgøres på pelsdyrfarme separat var den gennemsnitlige tilsynsfrekvens på 78,7 % i løbet af den toårige periode, hvilket er over det generelle niveau for branche- og anmeldevirksomheder. Generelt vurderes tilsynsfrekvensen at være tilfredsstillende på pelsdyrfarme.

Fig 2.25
Antal godkendelser og godkendelsespligtige landbrug ifølge Miljøbeskyttelseslovens § 33

Det ses af den forrige figur, at antallet af godkendelsespligtige landbrug fortsat stiger og mere end antallet af godkendte i alt. Ifølge listebekendtgørelsen skal alle godkendelsespligtige landbrug senest 1. januar 2003 have indsendt ansøgning om godkendelse. Kommunerne står derfor overfor en stor opgave i de kommende 2 år, idet antallet af manglende godkendte brug er øget fra 1999 til 2001. De ændrede omregningsfaktorer for dyreenheder og nye grænser for godkendelsespligten per 1. august 2002 forventes dog at mindske antal registrerede godkendelsespligtige landbrug i alt.

Den 15. december 2000 blev afstandskravene til f.eks. byzone, sommerhusområder, fremtidig byzone og samlet bebyggelse i landzonen skærpet væsentligt. Landbrug, der ansøger om udvidelse eller ændring, inden for de nye afstandskrav, kan ansøge om en godkendelse efter § 4 i husdyrgødningsbekendtgørelsen (Bekendtgørelse om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.v.). De skærpede afstandskrav medførte i 2001 en forøgelse i kommunernes arbejde med disse godkendelser, og et nedsat udvalg af kommunale miljømedarbejdere ønskede dette arbejde angivet separat i tilsynsberetningen.

Da kommunerne ikke i løbet af 2001 var bekendt med, at der skulle foretages denne opdeling, er det ikke alle kommuner, der har haft mulighed for at foretage denne adskillelse. I 218 kommuner ud af landets 275 kommuner har man i alt godkendt 142 landbrug efter § 4 i husdyrgødningsbekendtgørelsen i 2001. Antallet af godkendte virksomheder efter § 4 i husdyrgødningsbekendtgørelsen var i alt i disse kommuner 533 landbrug.

Der har i 2001 været et betydeligt arbejde for kommunerne med disse lokaliseringsgodkendelser. I 255 kommuner har der i egen forvaltning været anvendt 4,9 årsværk i kommunerne. I ligeledes 255 kommuner har der derudover været anvendt 2,1 årsværk i kommunalt miljøsamarbejde, hvis udgiften hertil omregnes, således at 461.000 kr. er lig med ét årsværk. Det kan derfor antages, at der i alt i de 255 kommuner har været anvendt 7,0 årsværk i 2001, hvilket svarer til 7,5 årsværk i alle 275 kommuner, hvis det forudsættes at arbejdet med lokaliseringsgodkendelser har været tilsvarende stort i de resterende 20 kommuner. I den følgende figur af der dog kun medregnet 7,0 årsværk, idet det antages at de resterende årsværk her er medregnet under øvrige landbrug.

Fig 2.26
årsværk i kommunerne i 2001 fordelt på godkendelser, tilsyn og typer af landbrug. Angivelserne for § 4 godkendelserne og tilsyn på § 4 godkendte landbrug er kun angivet for 255 kommuner. For de øvrige kommuner vil arbejdet indgå i opgørelsen for øvrige landbrug.

Der har i alt været anvendt 158 årsværk i forbindelse med godkendelser og tilsyn på landbrug og pelsdyrfarme samt tilsyn med ”andet”. Lidt over halvdelen anvendes i forbindelse med tilsyn på "øvrige landbrug". Lidt over 1/4 anvendes til tilsyn med "andet", hvilket kan være tilsyn efter vandløbsloven, tilsyn med landbrug med ikkeerhvervsmæssigt dyrehold eller rådgivning og vejledning. Den sidste 1/5 anvendes til tilsyn på pelsdyrfarme og tilsyn og godkendelse af godkendelsespligtige landbrug og landbrug med § 4 godkendelse.

Tidligere blev årsværk vedrørende tilsyn opgjort samlet for alle landbrug med erhvervsmæssigt dyrehold ekskl. pelsdyrfarme. Fra 1996-1999 blev der anvendt mellem 79,3 87,5 årsværk og i 2000 blev der anvendt 92,6 årsværk. I 2001 er der anvendt 91,5 årsværk. Tilsynsopgaven med pelsdyrfarme blev første gang angivet separat i 2000, hvor der blev anvendt 8,7 årsværk, altså på samme niveau som i år.

Som noget nyt i forhold til tidligere års indberetning er det blevet efterspurgt, hvor stor en del af tilsynsopgaven, der blev udført som administrative tilsyn og ikke som fysiske besøg på ejendommen eller som opfølgning på fysiske besøg. Dette kunne f.eks. være tilsyn af produktionsomfanget på en ejendom, som blev udført ud via telefon eller ud fra oplysninger fra forskellige registre.

De indrapporterede oplysninger vedrørende omfanget af administrative tilsyn varierer meget. Mange har noteret 0 % eller har ikke udfyldt disse felter, mens andre kommuner angiver 80-100 %. Skov- og Naturstyrelsen vurderer, at tilsynsopgaven ikke udføres så forskelligt i kommunerne, og at variationen i høj grad skyldes en forskellig tolkning af, hvad der menes med administrative tilsyn.

88 kommuner angiver et administrativt tilsyn på over 0 % vedrørende godkendelsespligtige landbrug og hos disse udgør det administrative tilsyn 53 % af tilsynsopgaven. 171 kommuner angiver et administrativt tilsyn på over 0 % vedrørende øvrige landbrug med erhvervsmæssigt dyrehold og hos disse udgør det administrative tilsyn 45 % af tilsynsopgaven. Andelen for administrative tilsyn på pelsdyrfarme og landbrug med § 4 godkendelse er ligeledes i gennemsnit på ca. 40-45 %.

Fig 2.27
Antal tilsynsbesøg på landbrug med erhvervsmæssigt dyrehold og antallet af håndhævelsesreaktioner 1997-2001

Antallet af håndhævelsesreaktioner i forbindelse med tilsyn af landbrug med erhvervsmæssigt dyrehold har været rimelig konstant de seneste år og forekommer ved ca. 40-45 % af tilsynene.

Pelsdyrfarme er ikke medregnet i den forrige figur. Der har i 2001 været 1046 tilsyn på pelsdyrfarme og i ca. 60 % af tilfældene har der været en håndhævelsesreaktion. Opdeles landbrugene er der i øvrigt ikke stor forskel på antallet af håndhævelsesreaktioner i forhold til antal tilsyn. På landbrug med godkendelsespligt har der været reaktioner i 38 % af tilsynsbesøgene, på landbrug med lokaliseringsgodkendelse er tallet 42,8 % og øvrige landbrug 43,5 %.

Der er derimod forskel på hvilken type reaktion kommunerne har anvendt. Skærpede reaktioner som påbud, forbud og politianmeldelser har på pelsdy rfarme og landbrug i øvrigt udgjort ca. 10 % af reaktionerne. På godkendelsespligtige brug udgør disse reaktioner 13-14 % af reaktionerne, mens de på landbrug med § 4 godkendelser udgør 23 % af reaktionerne. Det karakteristiske ved landbrug med § 4 godkendelser er, at de er placeret tæt på boligområder eller nabobeboelser, og det ser ud til, at dette forøger presset på kommunerne, hvorved skærpede reaktioner hyppigere tages i anvendelse.

Fig 2.28
Antal og art af håndhævelsesreaktioner i forhold til landbrug med erhvervsmæssigt dyrehold.

Som noget nyt er kommunerne blevet pålagt at angive, hvilke emner der behandles i håndhævelserne og afgørelserne. En håndhævelse eller afgørelse kan indeholde flere emner og antallet af berørte emner kan derfor overstige det samlede antal reaktioner.

Fig. 2.29
Emner der behandles i håndhævelserne. Der er angivet i hvor mange % af tilsynene, der har været reaktioner omkring det pågældende emne. Der har i alt været 450 tilsyn på godkendelsespligtige brug, 369 tilsyn på ejendomme med lokaliseringsgodkendelser, 1046 tilsyn på pelsdyrfarme og 10911 tilsyn på øvrige landbrug.

Det ses af forrige figur, at der hyppigst har været reaktioner omkring gødningsbeholdere (incl. flydelag). Dette kan måske til en vis grad tilskrives, at kommunerne har haft ekstra fokus på dette emne i år, da årets tilsynstema har omhandlet netop dette emne. Det næsthyppigste har været "andet", hvilket formodes i stor udstrækning at dække over reaktioner i henhold til vandløbsloven omkring f.eks. "bræmmer" samt reaktioner vedrørende opbevaring af pesticider, olietønder o.lign. Affald (opbevaring, bortskaffelse), oplag af "kompost" i marken og møddingspladsen (incl. afløb) er 3 emner, der også hyppigt har været reaktioner omkring.

På visse områder er der betydelig forskel mellem hvor ofte der er reaktioner vedrørende et emne på forskellige typer brug. Der er hyppigere reaktioner vedrørende, fluer, møddingspladser og "andet" på pelsdyrfarme. Antallet af dyr på bedriften har givet forholdsvis flere reaktioner på godkendelsespligtige landbrug.

2.5 Årets tema

Tilsynstemaet for 2001 omfattede dels tilsyn med affedtningsanlæg eksklusive renserier og dels tilsyn med gyllebeholdere.

2.5.1 Tilsyn med affedtningsanlæg eksklusive renserier

Miljøstyrelsen bad for tilsynsåret 2001 kommunerne om at indberette oplysninger om tilsynet med affedtningsanlæg, fordelt på virksomhedskategorierne: listevirksomheder, anmeldevirksomheder, autoværksteder og ”andre” virksomheder.
Den følgende opgørelse er udarbejdet på grundlag af oplysninger fra 190 af landets 275 kommuner.

Det samlede antal virksomheder med en eller anden form for industrielt affedtningsanlæg var 674 virksomheder. En del af virksomhederne anvendte klorerede opløsningsmidler, heraf 31 virksomheder med et forbrug af klorerede opløsningsmidler på mere end 1 tons pr. år. I fig. 2.30 er vist fordelingen af affedtningsanlæg og det nævnte forbrug på de fire virksomhedskategorier.

Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Fig. 2.30 Antal og procent virksomheder i hver virksomhedskategori med henholdsvis affedtningsanlæg og med forbrug af klorerede opløsningsmidler på mere end 1 tons pr. år.‘‘ 

Det ses af fig. 2.30, at autoværkstederne med 52 % tegner sig for den største andel af virksomheder med affedtningsanlæg. Endvidere fremgår det, at kun 31 virksomheder havde et forbrug af klorerede opløsningsmidler på mere end 1 tons pr. år. Heraf var 84 % listevirksomheder og de resterende 16 % anmeldevirksomheder.

I fig. 2.31 er angivet antallet af affedtningsanlæg i de 674 virksomheder. Af de i alt 720 anlæg var 213 anlæg med klorerede opløsningsmidler. Det fremgår videre, at autoværkstederne tegner sig for næsten halvdelen af anlæg med klorerede opløsningsmidler der er dog antagelig tale om små anlæg, hvilket bestyrkes af, at ingen af autoværkstederne (jf. ovenstående figur) havde et forbrug på over 1 tons pr. år.

Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Fig. 2.31 Fordeling på virksomhedskategorier af affedtningsanlæg i alt, heraf anlæg med klorerede opløsningsmidler samt (nederste del af skemaet) disses opdeling efter typen af anvendt kloreret opløsningsmiddel.‘‘

Af fig. 2.31 ses videre, at anvendelsen af perklorethylen som affedtningsmiddel er meget beskeden og at anlæg med klorerede opløsningsmidler stort set fordeler sig med ca. 1/3 på triklorethylenanlæg og ca. 2/3 på anlæg med andre klorerede opløsningsmidler. Især autoværksteder anvender andre klorerede opløsningsmidler end tri- og perklorethylenanlæg. Som nævnt, er der dog her antagelig tale om små anlæg.

Fordelingen af anlæg efter typen af opløsningsmidler er vist på fig. 2.32. Ca. 70 % af anlæggene anvendte ikkeklorerede opløsningsmidler, medens anlæg med klorerede opløsningsmidler udgjorde ca. 30 %. Disse fordelte sig med ca. 11 % på triklorethylenanlæg, 0,3 % (2 anlæg) på perklorethylenanlæg og 18,5 % på anlæg med andre klorerede opløsningsmidler.

Fig. 2.32
Fordeling af affedtningsanlæg på anvendte opløsningsmidler.

I 2001 blev der – jf. fig. 2.33 ført tilsyn med i alt 271af de i alt 674 virksomheder med industielle affedtningsanlæg , dvs. svarende til 40 % af virksomhederne. Inden for de enkelte virksomhedskategorier var tilsynsfrekvensen 73 for listevirksomhederne, 41 for anmeldevirksomhederne, 22 for autoværkstederne og 43 % for øvrige virksomheder.

Videre fremgår det af fig. 2.33, at der i 2001 blev konstateret 7 tilfælde af jord eller grundvandsforurening, heraf 5 tilfælde på listevirksomheder, svarende til, at der på mellem 3-4 % af tilsynene på disse virksomheder kunne konstateres en sådan forurening. Med få undtagelser er det da også over for listevirksomhederne, at kommunerne er grebet ind med påbud eller indskærpelser. I intet tilfælde er der sket politianmeldelse.

Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Fig. 2.33 Tilsyn, konstateret jord ell. grundvandsforurening samt myndighedsreaktioner på de angivne virksomhedskategorier i 2001 ‘‘

Konklusion
Sammenfattende viser tallene fra de 190 kommuner, at i mindre end en trediedel af de industielle affedtningsanlæg anvendes klorerede opløsningsmidler. Endvidere er der tale om forholdsvis få virksomheder med et større forbrug af klorerede opløsningsmidler, dvs. mere end et tons pr. år. Anvendelsen af perklorethylen som affedtningsmiddel er forsvindende lidt, medens anvendelsen af triklorethylenanlæg udgør ca. 2/5 af alle anlæg med klorerede affedtningsmidler, og ca. 3/5 af disse anlæg anvender andre klorerede opløsningsmidler end tri- og perklorethylen. Sidstnævnte anlæg er formentlig overvejende små anlæg.

Kommunerne førte i 2001 et forholdsvist intensivt tilsyn med især listevirksomhederne, hvilket kan hænge sammen med, at det tilsyneladende er på disse virksomheder, risikoen for jord- og grundvandsforurening er størst. Det har da også vist sig, at der under tilsynene på disse virksomheder i 2001 blev konstateret jord eller grundvandsforurening i mellem 3 til 4 % af tilsynene. Tilsvarende er det ligeledes stort set alene på listevirksomhederne, at kommunerne har fundet anledning til at gribe ind med myndighedsreaktioner.

2.5.2 Tilsyn med opbevaring af flydende husdyrgødning.

Der har i 2001 været udført et stort arbejde med tilsyn af overdækningen af gyllebeholdere. Spørgeskemaet har været udsendt til samtlige 275 kommuner, og 233 kommuner har helt eller delvist udfyldt og tilbagesendt skemaet. 216 kommuner har angivet antal tilsyn, og i disse kommuner har der været udført 8976 tilsyn med gyllebeholdere.

204 kommuner har angivet den samlede kapacitet og antal gyllebeholdere fordelt på brugstype, og i disse kommuner er en samlet opbevaringskapacitet på 10,2 mio. m³ på kvægbrug, 12,6 mio. m³ på svinebrug og 2,1 mio. m³ på blandede brug fordelt på 10805 beholdere på svinebrug, 11115 beholdere på kvægbrug og 2465 beholdere på blandede brug.

Overfladearealet er i 195 kommuner angivet til 2,5 mio. m² på kvægbrug, 3,0 mio. m² på svinebrug og 0,5 mio. m² på blandede brug. I disse 195 kommuner er opbevaringskapaciteten henholdsvis 9,8 mio m^3, 12,3 mio m³, og 2,1 mio m³.

Tilsynet har bl.a. omfattet en vurdering af overdækningsgraden på gyllebeholderne, hvor kommunerne vurderede hvorvidt overdækningen var 100 %, 81-99 %, 51-80 %, 21-50 % eller 0-20 %.

Fig. 2.34
Procentdel af gyllebeholdere med den angivne overdækning. Der er medtaget talmateriale fra de kommuner, hvor der både er oplyst antal gyllebeholdere fordelt på brugstype, hvor overdækningen er vurderet og hvor den pågældende brugstype findes i kommunen. Dette omfatter tal fra 199 kommuner vedrørende kvægbrug, 202 kommuner vedrørende svinebrug og 149 kommuner vedrørende blandet brug. En lignende fordeling er udarbejdet for % af gyllen, der opbevares i beholdere med den angivne overdækning. Denne er næsten identisk med den viste figur og derfor ikke vist her.

Der er tidligere i 1998 og 2000 lavet lignende undersøgelser. I 1998 gennemførte Miljøstyrelsen en undersøgelse i 56 kommuner, der blev udvalgt tilfældigt, således de udgjorde et repræsentativt udsnit af landets 275 kommuner. I 1999 gennemførte Kommunernes Landsforening, de Danske Landboforeninger og Dansk Familielandbrug en kampagne for at sætte yderligere fokus på etablering af flydelag i gyllebeholdere. For at få opdatererede tal for bl.a. overdækningen i gyllebeholdere, blev der gennemført en tilsvarende undersøgelse i perioden 1/1 2000 til 1/11 2000 i de samme 56 kommuner, som blev undersøgt i 1998. 53 kommuner svarede i denne undersøgelse.

I forhold til undersøgelsen i 2000 er der sket betydelige fremskridt både mht. svinebrug og blandede brug. På svinebrug er andelen af gyllebeholdere med 100 % overdækning øget fra 45 % til 61 %, og andelen med under 81 % dækning er faldet fra 30 % i 2000 til 15 % i 2001. Beholdere med under 20 % dækning er på svinebrug faldet fra 11 % til 4 %.

En lignende udvikling er set for blandede brug, hvor andelen med 100 % overdækning er øget fra 55 % til 71 % og andelen med under 81 % dækning er faldet fra 22 % til 8 %. Beholdere med under 20 % dækning er faldet fra 3 % til 2%. Der har derimod ingen ændringer været på kvægbrug.

Fig. 2.35
Overdækningen på svinebrug i 2000 og 2001. I 2000 er talmaterialet baseret på oplysninger fra 56 kommuner, mens tallene i 2001 er baseret på oplysninger fra 202 kommuner. Beregnes det udækkede areal i alt er det udækkede areal 22 % i 2000 og 11 % i 2001, hvis der beregnes ud fra gennemsnittet i hvert interval (f.eks. antages at overdækningsgraden i beholdere med 81-99 % overdækning er 90 %.)

Kommunerne har ligeledes beskrevet, hvordan de vurderer et naturligt flydelag og hvad de betragter som et tilfredsstillende flydelag. Beskrivelsen af flydelaget og hvilke krav kommunen stiller til dette varierer meget. 211 kommuner har angivet en sådan beskrivelse og mange anvender i stor udstrækning subjektive skøn i vurderingen af, om overdækningen er tæt. Beskrivelserne indeholder ofte samme elementer. De mest anvendte beskrivelser er :

• en tør overflade på flydelaget i tørvejr
• en skorpet overflade
• flydelaget ikke må "bølge" i blæsevejr
• ingen eller kun lidt lugtafgivelse

Af andre beskrivelse nævnes også, at flydelaget skal være så tæt at en kat/høne kan gå på det eller at flydelaget ikke må kunne omrøres med en pind.

Mange kommuner angiver, at det er svært at vurdere tykkelsen af flydelaget. En kommune henviser bl.a. til, at flydelaget kan variere fra få centimeter til flere meter. 99 kommuner angiver dog hvor tykt flydelaget mindst skal være og dette varierer fra få cm. til 0,5-1 meter. I de 99 kommuner er der følgende angivelser :

• 13 % angiver at flydelaget skal være min. 3-5 cm.
• 53 % angiver at flydelaget skal være min. 10 cm.
• 14 % angiver at flydelaget skal være min. 15 cm.
• 16 % angiver at flydelaget skal være min. 20-30 cm.
• 4 % angiver at flydelaget skal være min. 0,5-1 meter.

De forskellige angivelser af hvornår flydelaget er tilstrækkeligt kan ikke undgå at give forskelle i de førnævnte vurderinger af overdækningsgraden. De varierende angivelse påviser et behov for afklaring af, hvad der forstås ved et tæt overdækning, og hvordan man skal vurdere det. Vurderingen af overdækningsgraden i de enkelte kommuner vurderes ikke at være ændret fra 2000 til 2001, således man kan sammenligne udviklingen i overdækningsgraden vist i forrige figur.

Hvorvidt kommunerne har vurderet, om den fundne overdækning har været tilstrækkelig kan ses ud fra kommunernes angivelser af, hvor stor overdækningsgraden mindst skal være. Dette har 99 kommuner gjort, og de har angivet følgende overdækningsgrad som tilfredsstillende :

50 % kræver en dækningsgrad på 99-100 %
34 % kræver en dækningsgrad på over 95-97 %
14 % kræver en dækningsgrad på over 90 %
2 % kræver en dækningsgrad på over 81 %

Ingen kommuner angiver dækningsgrader under 81 % som tilfredsstillende. 21 kommuner angiver, at de accepterer et manglende flydelag på 1-4 m² ved indløbet.

Tilsyn og håndhævelse
Ud af de 8976 tilsyn er der i 4554 tilfælde ført en dialog med brugeren. I 659 tilfælde er der givet henstillinger vedr. flydelag/overdækning, i 430 tilfælde er der givet indskærpelser, i 6 tilfælde er der givet påbud og i 6 tilfælde politianmeldelse.

Hvis man antager, at der har været behov for en reaktion, hvis der på et tilsyn har været konstateret en overdækning mindre end 81-99 % i gyllebeholderen har der i 2001 været behov for 934 reaktioner i de ca. 200 kommuner denne undersøgelse baserer sig på, forudsat at fordelingen af tilsyn svarer til fordelingen af brugstyper ialt. Antallet af henstillinger og indskærpelser svarer derfor, med disse forudsætninger, til behovet. Det er derimod bemærkelsesværdigt, at der kun har været politianmeldelse i 0,6 % af de tilfælde, hvor der har været en overskridelse af reglerne, og at alle politianmeldelser, 6 i alt, finder sted i samme kommune.

Der vil dog være mange situationer, hvor overdækningen er klart utilfredsstillende, selvom der er over 81 % overdækning. Det er svært at vurdere hvor mange det omhandler idet mange kommuner har kategoriseret mange gyllebeholdere i intervallet 81-99 %, formodentlig ud fra den betragtning, at der ofte omkring indløbet ofte er nogle få m², der ikke er overdækket.

Der er i undersøgelsen ingen tendens til, at kommunerne i større omfang end tidligere år anvender henstillinger, indskærpelser, påbud o.lign. Tværtimod er disse reaktioner anvendt i mindre omfang, hvilket dog kan skyldes den generelle forbedring af flydelagenes tilstand.

Fig. 2.36
Reaktioner ved tilsyn angivet i procent af samtlige tilsyn i både Miljøstyrelsen undersøgelse i 56 kommuner i 1998 og 2000 for Skov- og Naturstyrelsen baseret på 53 ud af de 56 kommuner samt denne undersøgelse i forbindelse med årets tilsynstema 2001 baseret på 233 svar fra 275 kommuner.

I et spørgeskema skulle kommunerne tage stilling til forskellige udsagn vedrørende opfølgning på tilsyn og håndhævelse. I følgende tabel er angivet hvor mange kommuner, der "meget ofte", "ofte", "sjældent" eller "meget sjældent" var enige i de nævnte udsagn :

Klik på billedet for at se html-versionen af: ‘‘Spørgeskema‘‘

Kun 6 ud af 233 kommuner mente, der generelt var forskel på at få bragt forholdene omkring tæt overdækning/flydelag af gyllebeholdere i orden på kvægbrug og svinebrug. Dette er overraskende idet 80 kommuner ud af 233 kommuner mener, det er vanskeligst at få bragt forholdene i orden på svinebrug. 6 kommuner mener derimod det er vanskeligt at få bragt forholdene i orden på kvægbrug. De modsigende svar formodes at dække over, at der ikke er forskel på at efterleve kommunens henstillinger, men at det generelt er vanskeligst at få etableret flydelag på svinebrug. Kun 16 ud af 215 kommuner mente der var forskel på svinebrugers og kvægbrugers efterlevelse af kommunens håndhævelsesskridt, og i disse situationer henvises igen til at det er nemmere at etablere flydelag på kvægbrug. Enkelte kommuner nævner dog, at svinebrug er bedre til at få bragt tingene i orden, mens kvægbrug sparer på tilførsel af snittet halm i håb om, at flydelaget dannes naturligt.

Der er i øvrigt flg. kommentarer til forskellen mellem svinebrug og kvægbrug :

• Der er stor enighed blandt kommunerne om at flydelag etableres nemmest på kvægbrug
• Som årsag nævnes både en større anvendelse af halm i stalden samt mere fiberholdigt foder
• Enkelte kommunerne har erfaring med at fodersammensætningen påvirker flydelaget
• Enkelte kommuner nævner at det er meget svært at etablere flydelag, hvis man modtager afgasset gylle

Den hyppigste anvendte overdækningsmetode er naturligt dannet flydelag, hvilket fremgår af følgende figur :

Fig. 2.37
Typen af overdækning anvendt på forskellige brug. I undersøgelsen indgår data fra 202 kommuner vedrørende kvægbrug, 205 kommuner vedrørende svinebrug og 153 kommuner vedrørende blandede brug.

I forhold til den tilsvarende undersøgelse udarbejdet af COWI A/S for Skovog Naturstyrelsen i 2000 er overdækningsmetoden på de forskellige brugstyper næsten uændret. Det fremgår tydeligt at naturligt flydelag er den dominerende overdækningsmetode. På svinebrug anvendes på ca. 10 % af ejendommene en del spagnum/Leca til at sikre overdækningen. Det er Skov- og Naturstyrelsens indtryk at nogle kommuner også har medtaget snittet halm under spagnum/leca, såfremt der anvendes store mængder, der ikke omrøres men lægges oven på beholderen.

Erfaringer med flydelag
I undersøgelsen havde kommunerne mulighed for i tekstform at viderebringe erfaringer med flydelag.

Problemer med manglende flydelag vurderes af kommunerne som størst i forbindelse med udbringning, i forbindelse med stærk blæst og ved store ne dbørsmængder. Flydelaget etableres langsomst efter gyllebeholderen er tømt og i koldt vejr. 12 kommuner har mere præcist angivet, hvor lang tid der går efter omrøring eller tømning, til flydelaget igen er etableret.

Når beholderen tømmes, angiver 7 kommuner, at der går 2-4 uger inden flydelaget er etableret, mens 4 kommuner angiver, der går 1-2 måneder. En enkelt kommuner angiver 2-10 dage. Årsagen er, at der ved en lille gyllemængde i beholderen samlet er for lidt fibermateriale/halm til at danne flydelaget. Hvis der kun er tale om omrøring angives perioder på fra 2 dage4 uger inden flydelag dannes. En enkelt kommune har et internt krav om flydelag 14 dage efter omrøring. I alt angiver kommunerne, at der i perioder fra få uger til 3 måneder ikke er flydelag på grund af omrøring og udbringning samt perioder med bundvendinger.

Hvis der ikke dannes et tilfredsstillende naturligt flydelag er tilførsel af snittet halm den mest anvendte metode, og der er generelt gode erfaringer med denne tilførsel. Der tilføres normalt 5-10 kg snittet halm per m². En enkelt kommune angiver dog en mængde på 15-20 kg pr. m² og en anden kommuner har den erfaring, at der skal mest på minkgylle. Alternativt kan anvendes lecaklinker eller nødder, som specielt er nævnt som en god løsning i forbindelse med afgasset gylle. En enkelt kommune angiver, at Leca kan give problemer ved udbringning af gylle med slæbeslanger. Tilførsel af dybstrøelse, fast staldgødning eller ensilage anvendes også. Enkelte kommuner nævner, at det mest effektive resultat opnås ved samtidig omrøring af gylle og tilsat halm eller fast gødning. Mange kommuner anbefaler også at så f.eks. korn eller græs i flydelaget for at binde det sammen. Tilsætningsmidler som f.eks. Nuplus og Viscolite nævnes af 4 kommuner, hvoraf en kommune mener effekten er tvivlsom.

I undersøgelsen er der også efterspurgt erfaringer med dykkede indløb. Der er kun få kommentarer til dette og de fleste kommuner mener de dykkede indløb fungerer godt, men at flydelaget brydes i nogle få m² omkring indløbet. Der er to forslag til løsning af dette problem. Det ene er at indløbet skal være skåret skråt af forneden, mens et andet er at lave et vandret stykke i bunden af det dykkede indløb.

Konklusion
Der har de seneste år været stor fokus på overdækningen af beholdere med flydende husdyrgødning. Der er gennemført informationskampagner, og tilsynsmyndigheden har været meget opmærksom på problemet i forbindelse med tilsyn. Resultaterne fra denne seneste undersøgelse fra 2001 viser, at der i samme periode er opnået er markant forbedring af overdækningen, hvor problemet er størst, nemlig på bedrifter med svin. Det er vist sig muligt er sikre et naturligt dannet flydelag også på svinebrug, hvis driftlederen målrettet tilser sit flydelag og evt. supplerer med snittet halm, fast gødning eller lignende.

Denne undersøgelse har også vist, at der er en betydelig variation i tilsynsmyndighedens definition af et tilstrækkeligt flydelag, og at der er derfor er et behov for en vejledning omkring dette. Skov- og Naturstyrelsen har derfor i den logbog, som landmændene ifølge husdyrgødningsbekendtgørelsen skal udfylde fra 1. februar 2003, medtaget en vejledning om, hvad der er et tilstrækkeligt flydelag, og hvordan det kan etableres og vedligeholdes.

På trods af de generelle fremskridt må det konstateres, at der i 2001 var et utilstrækkeligt flydelag hos mindst 15 % af svinebrugene, og at flydelaget var stort set manglende på 4 % af svinebrugene. Overfor disse brug bør kommunerne nu i større udstrækning end hidtil håndhæve regler ved indskærpelser og politianmeldelser. Der henvises i den forbindelse til Miljøstyrelsens vejledning om håndhævelse af miljøbeskyttelsesloven, nr. 12/1992.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |