Dialog, netværksdannelse og erfaringsudveksling blandt virksomheder om LCA og miljøhensyn i produktudvikling.

7 Resultater

Beskrivelse og formidling af denne type netværk har fundet sted til en bred kreds af interessenter i flere forskellige medier såsom:

  • NETOP-LCA pjecen
  • www.NETOP-LCA.dk
  • DI om Miljø nr. 8/2001
  • MiljøDanmark - Renere produkter 5/2000
  • Miljø abonnementet, nr. 12. december 2001
  • Miljø Infor
  • COWIposten
  • COWI Nyheder
  • COWIs Nyhedsbrev Sydjylland.

Udsendelsen af NETOP-LCA pjecen foregik primært via DI i et antal på flere tusinde. Herudover har Rambøll og COWI foretaget direkte henvendelser til en lang række virksomheder, der vurderedes at kunne have en interesse i LCA-arbejde. Resultatet af den informationskampagne er at der skal eksponeres ca. 100 virksomheder for at få en deltager i en netværksgruppe. Denne eksponering af 100 virksomheder skal følges op med direkte henvendelser til mindst 10-15 af de eksponerede virksomheder for at få identificeret én virksomhed med en tidsplan, der passer til tidsplanen for arbejdet i netværksgruppen.

Informationsindsatsen har ført til ca. 4.000 besøg på NETOP-LCA hjemmesiden - et antal, der må vurderes som tilfredsstillende set i forhold til f.eks. at antallet af virksomheder der er registreret under EMAS, udgør et antal der er en faktor 10 mindre.

LCA-tankegangen er introduceret på 12 virksomheder (6 har herudover vist særlig stor interesse), tre organisationer og 1 uddannelsesinstitution.

Alle deltagere i den strukturerede arbejdsgruppe har nu viden om:

  • SWOT-analyse til identifikation af systemgrænsen for LCA-arbejdet.
  • Udarbejdelse af MEKA-skema med særlig fokus på at udfylde rækkerne om "Kemikalier" og "Andet" (svagheder og trusler fra SWOT-analysen).
  • Muligheden for at supplere det klassiske MEKA-skema med en række beskrivende "Emissioner" i de forskellige faser (kvantitativt for ens egen fase og kvalitativt for de andre).
  • Kendskab til pc-værktøjerne: UMIP pc-værktøj og SimaPro.

Flertallet af de deltagende virksomheder har fået udarbejdet et MEKA-skema, og enkelte har suppleret det med en række om emissioner fra de enkelte faser.

Enkelte virksomheder har undervejs i forløbet oplevet at den øvrige del af organisationen (ofte salgsafdelingen) pludselig blev meget interesseret i MEKA-skemaet og den mulige brug heraf uden for virksomheden til dokumentation af miljøforhold.

To af de deltagende virksomheder har valgt at fortsætte i specialistgruppen under NETOP-LCA. En af disse overvejer mulighederne for i efteråret 2002 at udarbejde egentlige miljøvaredeklarationer.

Flere af virksomhederne fortsætter arbejdet med at simulere deres produkt i et af pc-værktøjerne, og en enkelt anvender MEKA-skemaet og pc-værktøjet som baggrund for at udarbejde en egentlig miljøvaredeklaration, der kan være med til at øge deres konkurrencekraft.