Miljøprojekt, 887 – Økonomiske virkemidler på natur- og miljøområdet – 3 Internationale rammebetingelser for brug af økonomiske virkemidler

Mange problemer på natur- og miljøområdet er grænseoverskridende. Når skibe forurener havet, er det ikke kun et dansk problem. Hvis tigeren uddør, har det betydning for mange danskere, selvom de aldrig har set en tiger i naturen. Hvis farligt affald transporteres fra Sverige til Tyskland gennem Danmark, er det også et dansk problem. Når små børn i Danmark udsættes for phtalater i legetøjet, nytter det ikke kun at kræve det fjernet fra dansk produceret legetøj. Internationale problemer kræver internationale aftaler.

Danmark er underlagt en række konventioner, direktiver mm. på miljøområdet, som tilsammen udgør rammerne for, hvordan Danmark kan agere. Der er altså grænser for, hvad Danmark og andre lande må gøre.

Selvom det i princippet begrænser råderummet, har Danmark en interesse i, at reguleringen er i internationalt regi. Det skyldes, at Danmark kun selv kan bidrage begrænset til løsning af miljøproblemerne. Hvis indsatsen for et godt miljø for alvor skal nytte noget, skal alle – eller mange være med.

Der er også en anden vigtig grund til, at Danmark ønsker fælles regulering på miljøområdet, og det er konkurrenceevnen. I takt med at der foregår øget handel over grænserne, bliver det stadig vigtigere, at de danske virksomheder kan konkurrere på lige fod med virksomheder i andre lande. Det kan de ikke, hvis de pålægges omkostninger, som virksomhederne i andre lande ikke skal betale. Derfor må der laves internationale aftaler, så virksomheder i Danmark og andre lande betaler en sammenlignelig pris for udledning af skadelige stoffer ved hjælp af internationale markeder for omsættelige kvoter, afgifter med internationale minimumssatser m.v.

Brugen af internationalt koordinerede økonomiske virkemidler er et godt instrument til, at landene kan opfylde nationale mål og internationale forpligtelser, så forureningen bliver reduceret på en omkostningseffektiv måde, uden at konkurrenceevnen skades.

3.1 Internationale aftaler og konventioner

Siden FN's første store internationale miljøkonference i Stockholm i 1972 er det internationale miljøsamarbejde gradvist blevet udbygget bl.a. gennem udarbejdelse og ratificering af en lang række globale og regionale miljøkonventioner. Danmark har siden 1970'erne ratificeret 17 globale eller regionale miljøkonventioner og tilhørende protokoller. De væsentligste miljøkonventioner er omtalt i boks 3.1.

De internationale miljøkonventioner er folkeretligt, bindende aftaler, dvs. Danmark skal overholde det, der står i dem. De fleste konventioner er udformet som rammekonventioner, der indeholder bilag eller protokoller, som fastlægger parternes konkrete forpligtelser. Et eksempel herpå er Montrealprotokollen inden for Wienkonventionen om beskyttelse af ozonlaget. Montrealprotokollen indeholder de konkrete reduktionsmål og tidsfrister for landenes udfasning af anvendelsen af ozonnedbrydende stoffer.

En anden form for international miljøaftale er vedtagelsen af deklarationer, som ofte indeholder mindre konkrete målsætninger end konventionerne. Riodeklarationen om miljø og udvikling er nok den bedst kendte deklaration.

Udover disse arbejdes der på globalt plan også med guidelines. F.eks. bygger PIC-konvention, jf. boks 3.1, på de såkaldte "Londonguidelines", som indeholder en frivillig informationsprocedure i forbindelse med handel med farlige kemikalier.

Danmark deltager i følgende globale miljøkonventioner:

Konventionen om "Prior Informed Consent " (PIC) – procedure for visse farlige kemikalier og pesticider i international handel, Rotterdamkonventionen (1998).
FN's konvention om bekæmpelse af ørkendannelse og følgevirkninger af tørke (1994).
FN's rammekonvention om klimaforandringer, Klimakonventionen (1992).
Konventionen om biologisk mangfoldighed (1992).
Den internationale konvention for beredskab og samarbejde i forbindelse med olieforureninger, OPRCkonventionen (1990).
Baselkonventionen om grænseoverskridende transport af farligt affald (1989).
Wienkonventionen om beskyttelse af ozonlaget (1985), herunder Montrealprotokollen
Konventionen om vandrende arter af vilde dyr, Bonnkonventionen (1979).
Konventionen til forebyggelse af havforurening ved dumpning af affald og andet, Londonkonventionen (1973).
Konventionen om forebyggelse af havforurening fra skibe, Marpolkonventionen (1973).
Konventionen om international handel med truede dyr og plantearter, Washingtonkonventionen (1973).
Konventionen om beskyttelse af vådområder af international betydning, Ramsarkonventionen (1971).

I takt med at EU's miljøregulering er udbredt til efterhånden at dække alle områder af miljøpolitikken, forestår fællesskabet i stigende omfang koordinationen af medlemslandenes deltagelse i forhandlinger om globale miljøaftaler.

Når der indgås globale aftaler om miljøforhold, omsættes de derfor normalt gennem EU-retsakter til bindende regler for medlemslandene. Nogle internationale aftaler omsættes gennem EU-forordninger ^[10], f.eks. Baselkonventioner (1989) om farligt affald. På visse områder, navnlig havmiljø og luftforurening, er det dog de enkelte medlemslande, som skal leve op til de traktatlige forpligtigelser.

Der er forskel på, hvor detaljerede de internationale miljøkonventioner er. De kan indeholde mere eller mindre præcise mål, f.eks. i form af reduktionsmål for specifikke stoffer eller udledninger, ligesom den mere detaljerede udmøntning i annekser og protokoller kan være mere eller mindre eksplicit med hensyn til virkemidler.

Når konventionerne mm. indeholder forslag eller krav til virkemidler, er det forskelligt, hvilken type virkemidler det drejer sig om. Konventioner, der vedrører stoffer eller varer, har i flere tilfælde anvendt forbud som virkemiddel, eller der er fastlagt særlige import- og eksportbegrænsninger, særlige procedurer ved eksport og import m.v. Disse virkemidler anvendes især i konventioner vedrørende kemikalier, affald og truede dyr ^[11]. Økonomiske virkemidler anvendes kun i begrænset omfang i internationale miljøkonventioner. Eksempelvis kan konventioner indeholder støtteordninger til lande, der har et særligt finansieringsbehov for at kunne overholde de forpligtigelser, som konventionen indebærer.

I forbindelse med udarbejdelse af Kyoto-protokollen (1997) om reduktion af udledning af drivhusgasser indgik dog overvejelser om en omkostningseffektiv realisering af målene. Kyoto-protokollen indeholder mulighed for anvendelse af markedsmæssige virkemidler, de såkaldte fleksible mekanismer. De tre fleksible mekanismer i Kyoto-protokollen er kvotehandel, Joint Implementation og Clean Development Mechanism.

Generelt vurderes Danmarks retslige traktatforpligtigelser fra miljøkonventionerne ikke at udgøre hindringer for brug af økonomiske virkemidler.

3.2 Internationalt koordinerede økonomiske virkemidler

Både EU og OECD har gentagne gange opfordret til, at der i højere grad anvendes økonomiske virkemidler for at gøre miljøpolitikken mere omkostningseffektiv. EU's sjette miljøhandlingsprogram ^[12] indeholder et afsnit: ”Markedet skal tilskyndes til at arbejde for et renere miljø”, hvori der generelt opfordres til i højere grad at basere miljøpolitikken på markedsorienterede virkemidler.

Nogle økonomiske virkemidler bruges kun internationalt. Det gælder Joint Implementation og Clean Development Mechanism, som forudsætter aftaler over landegrænser. Andre typer af økonomiske virkemidler kan både benyttes nationalt og internationalt jf. kapitel 2.

Det har klare fordele for det enkelte land, hvis reguleringen bliver aftalt internationalt fremfor nationalt blandt andet på grund af landenes konkurrenceevne, jf. nedenfor og boks 3.2.

Internationalt koordinerede økonomiske virkemidler har flere fordele:

Det er en omkostningseffektiv måde at realisere fælles miljøpolitiske målsætninger i modsætning til administrativ regulering.
De sikrer, at landenes indbyrdes konkurrenceevne ikke påvirkes.
De er med til at synliggøre de økonomiske omkostninger forbundet med den samlede miljøpolitik.

Til trods for fordelene ved internationale aftaler om brug af økonomiske virkemidler er de ikke særlig udbredte. Et af de få eksempler er Kyoto-protokollen. Der er flere årsager til, at de endnu ikke benyttes mere. En af årsagerne er, at der kan være forskellige opfattelser af, hvor alvorligt et specifikt miljøproblem er, og om der skal gribes ind overfor det. En anden årsag er, at der er forskellige traditioner og holdninger til regulering i de enkelte lande.

Da det er svært at opnå enighed om store globale aftaler, arbejder Danmark for at opnå aftaler om brug af økonomiske virkemidler i EU.

3.3 EU-regulering

Samarbejdet i EU får stadig større betydning for det danske samfunds udvikling, herunder for den danske natur- og miljøpolitiske indsats. Den konkrete miljøregulering i EU bliver hele tiden udbygget og dækker i dag de fleste miljøpolitiske områder. EU-samarbejdet har i mange tilfælde indebåret en styrkelse af beskyttelsesniveauet i Danmark, jf. boks 3.3.

En opgørelse, Miljøstyrelsen udarbejdede i september 2000 over de 336 retsakter, der blev vedtaget på miljøområdet i perioden 1994 - 2000, viser at:

1/3 at de vedtagne retsakter fra Rådet og Parlamentet hævede det danske beskyttelsesniveau,
1/5 af de vedtagne retsakter fra Kommissionen hævede det danske beskyttelsesniveau,
tre retsakter fra Rådet og Kommissionen sænkede det danske beskyttelsesniveau,
for fire retsakter var betydningen for det danske beskyttelsesniveau usikker,
resten var neutrale.

Størstedelen af EU-miljølovgivningen behandles i Rådet af miljøministre, men i tilfælde, hvor der er finanspolitiske konsekvenser, behandles lovgivningen i ECOFIN – Rådet af økonomi- og finansministre. Det gælder f.eks. lovgivning omkring afgifter, statsstøtte m.v.

EU-reguleringen på miljø- og naturressourceområdet anviser ikke hvilke økonomiske virkemidler, der skal anvendes til at opfylde målsætningerne. Retten til at opkræve skatter, afgifter mm. hører som udgangspunkt under den nationale kompetence. Medlemsstaterne kan derfor frit fastsætte afgifter, under forudsætning af at EU-traktatens grundlæggende regler overholdes. Disse regler er især art. 9-13 og art. 95 som forbyder hhv. toldlignende og diskriminerende interne afgifter.

Direktiverne specificerer kun sjældent reguleringsinstrumenter og overlader det til de enkelte medlemsstater at sammensætte et reguleringsmiks. Der er dog en tendens til, at nyere direktiver mere eksplicit inddrager forureneren- betaler princippet. Et eksempel er forslaget til miljøansvardirektivet. Kommissionens kvotedirektiv for begrænsningen af drivhusgasser indeholder også forslag til regulering ved hjælp af økonomiske virkemidler.

Der er imidlertid også eksempler på den modsatte tendens, da en række nyere direktiver vedrørende industrivirksomheder lægger op til, at reguleringen sker i form af administrativ regulering (påbud/forbud/normer). Den fremgangsmåde har dels været begrundet i hensynet til at sikre ensartede konkurrenceforhold, og dels at direktiverne ofte er rettet mod relativt få virksomheder. Det er altså ikke entydigt, hvilken retning EU-kommissionen går på reguleringsområdet.

EU-reguleringen af kemiske stoffer og produkter er harmoniseret og kan indeholde harmoniseret instrumentvalg i form af forbud og anvendelsesbegrænsninger. De enkelte medlemslande vil dog fortsat have mulighed for at anvende økonomiske virkemidler med henblik på at fremme en generel forbrugsnedgang af konkrete stoffer eller kemiske produkter.

Sammenfattende har der frem til nu været begrænset politisk vilje til at anvende harmoniserede økonomiske virkemidler i EU's miljøpolitik. Foruden det nævnte energibeskatningsdirektiv er der dog andre initiativer på vej. Kommissionen arbejder på et rammedirektiv om infrastrukturafgifter, der skal sikre, at de forskellige transportformers omkostninger for samfundet er afspejlet i priserne. Rådet (miljø) og Parlamentet har vedtaget et direktiv fra Kommissionen om handel med CO₂-kvoter.

Afgifter i EU
Beslutninger vedrørende harmonisering af skattesatser og indførelse af minimumssatser i EU kræver enstemmighed mellem landene. Enstemmighedskravet gør det svært at nå frem til fælles minimumssatser og eventuelt på længere sigt harmonisering af miljøafgifter.

Aftaler om minimumssatser, som giver landene et råderum opefter, vil derfor også være et mere sandsynligt resultat end fuldstændig harmonisering. Fleksibiliteten i minimumssatser vil samtidig gøre det lettere for nye EU-lande at implementere EU-reglerne på området.

På energibeskatningsområdet findes der allerede minimumssatser for beskatning af mineralolieprodukter (benzin, diesel, fyringsolie m.v.). Fra dansk side er det et ønske, at minimumsbeskatningen udvides til også at omfatte kul, naturgas og elektricitet. Kommissionen udarbejdede i 1997 et forslag til energibeskatningsdirektiv. Forslaget øger mindstesatsen på energiprodukter, der beskattes i henhold til mineraloliedirektivet, og indfører afgifter på energiprodukter, der i alle eller nogle af medlemsstaterne har været undtaget (gas, elektricitet, kul). Samtidig tilskyndes medlemsstaterne til at reducere andre afgifter og skatter, navnlig beskatning af arbejdskraft. Direktivet har været undervejs siden 1993 og har mødt modstand. De lande som i forvejen i høj grad benytter sig af miljø- og ressourceafgifter er interesserede i, at der indføres fælles minimumssatser. Det gælder bl.a. Danmark. De lande, som har lav andel af miljø- og energiafgifter, har været mindre interesserede.

På Det Europæiske Rådsmøde i Barcelona i maj 2002 blev det besluttet, at energibeskatningsdirektiv blev vedtaget december 2002.

Øget minimumsbeskatning på energiområdet samt på miljøområdet som helhed vil udover de miljømæssige fordele kunne forbedre konkurrencevilkårene for danske erhvervsvirksomheder i forhold til virksomheder i de medlemsstater, som i dag ikke beskatter erhvervenes miljøpåvirkning. Forhøjede minimumssatser på benzin- og dieselafgifterne vil mindske grænsehandelsproblemer.

Set ud fra et konkurrenceevnemæssigt synspunkt vil den optimale situation være en egentlig harmonisering af afgifterne, så alle lande står overfor de samme omkostninger. Ud fra en miljømæssig betragtning kan det dog være mere optimalt at lade afgifterne variere afhængigt af miljøbelastningen. Miljøbelastningen kan variere fra land til land på grund af geografiske forskelle, klima, befolkningstæthed m.v.

Harmonisering af afgifter skal følges op af restriktioner for rabat- og tilbageførselordninger, da nogle lande ellers vil kunne give en konkurrencemæssig fordel til deres virksomheder, i forhold til de lande som ikke benytter sig af sådanne systemer.

Statsstøtte
Ved udformning af miljøafgifter og ved tilrettelæggelsen af grønne skattereformer [13] vejer hensynet til den internationale konkurrenceevne tungt. Indførelsen af miljøafgifter er dog blot en af mange faktorer, som påvirker et lands konkurrenceevne. Andre faktorer er f.eks. udsving i valutakurser, den relative lønudvikling, produktivitetsudviklingen, råvarepriser og renten.

Den bedste måde at undgå problemer med konkurrenceevnen, når miljøpolitikken reguleres, er at koordinere forureningsbekæmpelsen internationalt. Det er som nævnt ikke altid muligt.

Konkurrenceevneproblematikken kan i stedet f.eks. tackles via afgiftsfritagelser eller reduktioner for bestemte typer produktion eller virksomheder. Ved at give selektive afgiftsfritagelser eller reduktioner mistes en del af hensynet til de eksterne effekter på miljøet. Når afgiftssatserne ikke svarer til de eksterne effekter på miljøet, sikres der ikke en omkostningseffektiv indsats.

Ved samtidig brug af f.eks. aftaler om energibesparelser med de virksomheder, som modtager afgiftsrabat, kan hensynet til miljøet sikres. Danmark er et af de lande, som benytter sådanne frivillige aftaler. Virksomheder, som indgår aftale med Energistyrelsen om energibesparende foranstaltninger, får større rabat ved CO₂-afgiften end virksomheder, som ikke indgår aftale.

En anden måde at begrænse skaden på konkurrenceevnen er ved at lave tilbageførselsordninger til det erhverv, som bliver påvirket af en afgift. Ved at designe tilbageførselsordningen hensigtsmæssigt kan incitamentet til at begrænse forureningen opretholdes, jf. kapitel 6.

Konkurrenceevneproblematikken er ikke ligegyldig for den globale forurening. Hvis miljølovgivningen i et land påvirker virksomhederne langt hårdere end i nabolandende, er der risiko for, at virksomhederne i den berørte branche vælger at flytte til et af nabolandene. Dermed mister landet arbejdspladser og indtjening uden at forureningssituationen bliver forbedret. Flytter virksomhederne til lande med meget lavere miljøbeskyttelsesniveau, kan forureningssituationen ligefrem blive værre. Hvis international koordination ikke kan opnås, kan det derfor i nogle situationer være fornuftigt at indføre tilbageførselsordninger.

Hvis et land bruger et økonomisk virkemiddel, som kombineres med en tilbageførselsordning eller en rabatordning, skal det godkendes af EU. Der er nemlig teknisk set tale om statsstøtte.

EU-traktatens statsstøtteregler og EU-kommissionens restriktive praksis i fortolkningen af disse regler sætter relativt snævre rammer for udformning af tilbageføringsordninger og udformningen af differentierede afgiftssatser. Der er dog en generel tendens til, at EU-kommissionen i højere grad tillader statsstøtteordninger med et specifikt miljøbeskyttende sigte sammenlignet med statsstøtte med konkurrence- og erhvervsudviklingssigte. De specifikke bestemmelser for statsstøtte på miljøområdet er beskrevet i EF-rammebestemmelserne, herunder rammebestemmelserne for miljøbeskyttelse samt i rammebestemmelserne for statsstøtte til landbruget ^[14].

Statsstøttereglerne gælder både direkte tilskud f.eks. i form af tilbageføring af provenu fra miljøafgifter og indirekte tilskud i form af afgiftsdifferentiering. Boks 3.4 beskriver generelle bestemmelser vedrørende statsstøtte.

Reglerne for statsstøtte fremgår af traktatens art. 87-89. Der er ikke nogen direkte definition af statsstøttebegrebet, men det er nu fast retspraksis, at støtteforanstaltninger, som vedrører statsstøtte, indeholder følgende elementer:

Støtteforanstaltningen udgør en økonomisk fordel: En støtteforanstaltning er karakteriseret ved, at den giver en eller flere virksomheder en økonomisk fordel, som de ikke ville have fået efter de normale regler. Det er uden betydning, om virksomheden modtager støtten direkte i form af tilskud eller indirekte i form af lempeligere beskatning
Støtten tildeles på statens foranledning og finansieres af denne: Ved statsmidler forstås midler, som stat, kommune eller amter råder over. Indtægter fra miljøafgifter er statsmidler. Hvis disse indtægter indgår i det almindelige statsbudget, vedrører anvendelse heraf ikke statsstøtte
Støtteforanstaltningen er selektiv – dvs. den begunstiger visse virksomheder og produktioner: Generelle støtteordninger, der er åbne for alle virksomheder på lige vilkår, er således ikke omfattet af traktatens statsstøttebegreb
Støtteforanstaltningen fordrejer konkurrencen og påvirker samhandlen mellem medlemslandene: Dette er en forudsætning for, at støtte er omfattet statsstøttereglerne

Uforenelighed
Ifølge art. 87, stk. 1, er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med fællesskabet, i det omfang den påvirker samhandelen mellem medlemslandene. Formuleringen om uforenelighed medfører i princippet et forbud mod, at medlemslandene yder statsstøtte, men samtidig er der forhold som gør, at visse former for statsstøtte er undtaget forbuddet, jf. art. 87, stk. 3b.

Undtagelser fra forbud mod statsstøtte
På trods af traktatens formulering om statsstøttens uforenelighed med det indre marked er det ikke ensbetydende med et absolut forbud. I traktatens art. 87, stk. 2 og 3, angives en række tilfælde, hvor statsstøtte kan betragtes som acceptabel. Former for statsstøtte, der kan godkendes, er typisk støtte af hensyn til miljø, beskæftigelse og regionale forhold, jf. art. 87 stk. 3b.

I fællesskabsrammebestemmelserne for statsstøtte til miljøbeskyttelse ^[15], gør Kommissionen rede for sin fremgangsmåde i vurderingen af statsstøtte til miljøformål. Statsstøtte til miljøbeskyttelse omfatter blandt andet støtte til investeringer i energibesparelse, støtte til fremme af vedvarende energi m.v.

Kommissionens formål med kontrol af statsstøtte til miljøbeskyttelse er dels at bidrage til, at markederne fungerer på konkurrencevilkår, samtidig med at det indre marked opretholdes, dels at bidrage til opfyldelse af de miljøpolitiske mål defineret i det 6. miljøhandlingsprogram, navnlig med hensyn til en bæredygtig udvikling. Ifølge Kommissionen er det bedste middel til at nå dette gennem internalisering af miljøomkostningerne og anvendelse af markedsbaserede virkemidler.

Anmeldelsespligt
Det påhviler Kommissionen at føre kontrol med medlemslandenes støtteordninger. Medlemslandene har pligt til at notificere (anmelde) ændringer i nuværende eller indførelsen af nye støtteordninger til Kommissionen.

Kommissionen anvender den såkaldte de minimis-regel, som er en bagatelgrænse for, hvornår statsstøtte skal anmeldes. En virksomhed kan således over 3 år modtage støtte på op mod 100.000 euro, uden at støtten skal godkendes af Kommissionen.

Kilde: SKM, MEM og FM (2001): Analyse af mulighederne for øget anvendelse af afgiftsregulering på kemikalieområdet II

3.4 sammenfatning

Danmark ønsker internationalt samarbejde om konventioner, direktiver, aftaler mm. på miljøområdet. Danmarks retslige traktatforpligtigelser fra miljøkonventionerne vurderes dog ikke at forhindre brug af økonomiske virkemidler.

Ud over bindinger fra konventioner mm. begrænser EU samarbejdet råderummet for den nationale lovgivning. Op mod 75 pct. af miljølovgivningen i Danmark er implementeret på baggrund af direktiver, forordninger m.v. fra EU. Det er dog sjældent, at direktiverne specificerer reguleringsinstrumenter, så de enkelte medlemsstater kan selv sammensætte et reguleringsmiks, der passer til det enkelte land.

Der er en tendens til, at nyere direktiver mere eksplicit inddrager forureneren- betaler princippet. Der er dog også eksempler på den modsatte tendens. Det er altså ikke entydigt, hvilken retning EU-kommissionen går på reguleringsområdet, men frem til nu har der været begrænset politisk vilje til at anvende harmoniserede økonomiske virkemidler i EU's miljøpolitik.

Den bedste måde at undgå problemer med konkurrenceevnen, når miljøpolitikken reguleres, er at koordinere forureningsbekæmpelsen internationalt. Det er som nævnt ikke altid muligt. Derfor kan det være nødvendigt med tilbageførselsordninger.

Der er relativt snævre rammer for udformning af tilbageføringsordninger og udformningen af differentierede afgiftssatser på grund af EU-traktatens statsstøtteregler og EU-kommissionens restriktive praksis i fortolkningen af disse regler. Der er en generel tendens til, at EU-kommissionen i højere grad tillader statsstøtteordninger med et specifikt miljøbeskyttende sigte sammenlignet med statsstøtte med konkurrence- og erhvervsudviklingssigte.

Fodnoter

[10] Forordninger er retsakter, der er umiddelbart gældende for borgerne. Direktiver er retsakter, der skal implementeres i nationalstaternes lovgivning

[11] Washington-konventionen/CITES, Basel-konventionen (1995), Stockholm-konventionen og Rotterdam-konventionen (1998), jf. boks 3.1.

[12] Det sjette miljøhandlingsprogram for Det Europæiske Fællesskab ”Miljø 2010: Vores fremtid, vores ansvar”. KOM(2001)31endelig

[13] Her forstås en omlægning af beskatningen, så en højere andel af provenuet hentes via miljøafgifter, mens andre afgifter og skatter sænkes tilsvarende.