Miljøprojekt, 892 – Antimon - forbrug, spredning og risiko – 6 Risiko for påvirkning af mennesker og miljø

Antimon - forbrug, spredning og risiko

6 Risiko for påvirkning af mennesker og miljø

I dette kapitel kombineres de indsamlede oplysninger om antimons anvendelser, forekomst og niveauer i forskellige materialer, udledninger og miljørelevante matricer med data om giftighed over for mennesker og miljø til brug for en vurdering af påvirkningens omfang og størrelse. Til dette formål anvendes i det følgende i nogen grad afrundede værdier og overslag baseret på de specifikke data, som er præsenteret i hhv. kapitel 3, 4 og 5.

Hvad angår eksponering af mennesker skal der særligt gøres opmærksom på, at vurderingen udelukkende vedrører den almene befolkning, idet specifikke påvirkninger i arbejdsmiljøet ikke er et emne, der har skullet behandles i dette projekt. Arbejdsmiljøbetingede påvirkninger vil altså skulle lægges til de beskrevne almene påvirkninger.

6.1 Påvirkning af mennesker

Mennesker kan blive eksponeret for antimon via miljøet på tre forskellige måder:

- ved indtagelse gennem munden (oral eksponering).

- gennem indånding af luft indeholdende antimon på partikel-/aerosolform eller som gas (inhalatorisk eksponering).

- ved kontakt med huden (dermal eksponering).

6.1.1 Eksponering ved indtagelse

Oral eksponering af mennesker for antimon sker væsentligst gennem indtagelse af fast føde og drikkevarer. I mindre omfang kan især børn blive eksponeret oralt ved indtagelse af jord og/eller ved at sutte på materialer (f.eks. tøj), der kan afgive antimon.

6.1.1.1 Levnedsmidler
Den australsk/new zealandske pendant til Fødevaredirektoratet, ANZFA, har opgjort indtagelsen af antimon med levnedsmidler til 2-21% af en tolerabel daglig indtagelse (TDI) på 0,4 μg/kg legemsvægt/dag (1 μg = 0,001 mg). WHO's ADI-værdi (Acceptable Daily Intake) er ca. dobbelt så høj som ANZFA's TDI, nemlig 0,86 μg/kg legemsvægt/dag.

Australien er et land, der overvejende bebos af mennesker med europæisk baggrund, og der formodes derfor ikke at være markant forskel på australieres og danskeres kostsammensætning. Endvidere synes Australien ikke at være producent af antimon, og indholdet af antimon i australsk landbrugsjord antages derfor heller ikke at adskille sig markant fra de niveauer, der er fundet i Sverige, hvor variationen over en række jordtyper fra nord til syd i øvrigt må betegnes som ret beskeden.

Sammenfattende er der derfor ingen særlig grund til at antage, at danskeres antimonindtagelse gennem føden skulle være markant anderledes end australiernes, der altså ligger betydeligt under den fastsatte TDI.

6.1.1.2 Drikkevarer
Der haves ikke data for andre drikkevarer end vand. De danske moniterings- og kontroldata for grundvand og vandværksboringer viser, at antimonindholdet i det danske grundvand er lavt. Medianværdien for målinger foretaget i perioden 1993-2001 var 0,08 μg antimon/l.

Dette skal sammenlignes med en grænseværdi for grundvand (vandværksvand) på 2 μg/l og for aftappet drikkevand på 5 μg/l.

Ved en daglig indtagelse af 2 liter vand vil et menneske således indtage 0,16 μg antimon/døgn som medianværdi. Kun i sjældne tilfælde vil man komme i nærheden af de 4 μg/døgn, som ville være konsekvensen, hvis drikkevand indeholdt op til grænseværdien for grundvand (kun overskredet i én ud af 841 prøver). En voksen person (70 kg) vil i givet fald indtage ca. 0,06 μg antimon/kg legemsvægt/døgn med drikkevand, mens et barn på 10 kg, der næppe indtager mere end en halvt så stor vandmængde, vil blive belastet med 0,2 μg/kg legemsvægt/døgn.

6.1.2 Eksponering ved indånding

Der er i en nyere finsk undersøgelse (2001) angivet et baggrundsniveau for antimon i luft på ca. 0,4 ng/m³ uden for Helsinki (1 ng = 0,001 μg). For det centrale Helsinki angiver samme kilde et niveau på 1,5 ± 2 ng/m³.

I en ældre sammenstilling af data (1979) angives antimonkoncentrationer for belastede områder i Europa i intervallet 0,6-32 ng/m³. Den høje ende af intervallet må dog i dag anses for usædvanlig og næppe repræsentativ for danske urbane miljøer. Formodentlig vil de højeste koncentrationer forekomme langs stærkt trafikerede gader.

Eventuelt kan der i områder belastet med særlige industrityper (glas- og plastfremstilling, støbning af blykøle etc.) kunne forekomme forholdsvis høje eksponeringsniveauer. Der er således målt op til 29 ng antimon/m³ i luft i en afstand af 1 km fra skorstenen på Orrefors glasindustri i Sverige (som gennemsnit for prøveopsamling over fem dage).

Forudsætter man et generelt niveau for antimon i luft i byområder på 3,5 ng/m³ (= 1,5 + 2 ng/m³), en indåndingsmængde på 2 l luft/åndedræt og 10 åndedræt/minut får man en døgnindtagelse af antimon ved indånding på ca. 100 ng/døgn/person. Bidraget via vejrtrækningen til den samlede antimonbelastning af mennesker vil således generelt kun udgøre nogle få procent af indtagelsen med levnedsmidler. Selv i det belastede glasindustriscenarium vil den samlede, indåndede mængde antimon ikke komme op på 1 μg/person/døgn.

For arbejdsmiljøet er der fastsat en grænseværdi på 0,5 mg/m³ (= 500 μg/m³ = 500.000 ng/m³), mens der i Miljøstyrelsens luftvejledning fra 2001 angives en B-værdi for "antimonforbindelser målt som antimon" på 0,001 mg/m³ (=1.000 ng/m³)

Alle de angivne luftkoncentrationer ligger således væsentligt under B-værdien.

Der mangler data for indeklimaet i private hjem. Her kan gardiner og andre tekstiler fremstillet af polyester samt afdampning af antimonforbindelser fra hjemmecomputere, TV og andre elektroniske produkter, der under brug opnår forhøjede temperaturer, give anledning til højere niveauer. Det kan ikke på det foreliggende grundlag vurderes, om antimonniveauet i private hjem under særlige omstændigheder kan overskride acceptable niveauer.

6.1.3 Eksponering ved kontakt med huden

Den dermale eksponering af mennesker via miljøet, herunder forbrugerprodukter, er svær at opgøre. Det vurderes, at eksponering for metallisk antimon i almindelighed ikke er relevant, og at den væsentligste dermale eksponering formodentlig forekommer ved afgivelse af antimon fra beklædningsgenstande, der enten er fremstillet af polyester eller er behandlet med brandhæmmere.

Laursen et al. (2003) undersøgte afgivelse af antimon fra polyester i en test, hvor en ny, ikke tidligere vasket polyesterbluse blev ekstraheret én gang i en time med kunstig sved. Man fandt under disse betingelser en afgivelse på 3,5 mg antimon/kg tekstil svarende til 7-10% af materialets samlede indhold af antimon.

Forfatterne har estimeret en sandsynlig absorption svarende til maksimalt 10% af ADI-værdien for antimon under antagelse af, at 0,1% af antimon-indholdet i tekstil absorberes gennem huden. Da ADI-værdien vedrører oral indtagelse kan den ikke direkte anvendes i forbindelse med dermal optagelse, men kun bidrage som et sammenligningsgrundlag. Der er dog ikke fundet data i litteraturen, der tyder på, at antimon og antimonforbindelser optages i særlig stor udstrækning gennem huden med systemiske effekter til følge.

6.1.4 Sammenfatning vedrørende eksponering af mennesker

Indtagelse af antimon ved indånding vil under almindelige omstændigheder (eventuel eksponering i arbejdsmiljøet er ikke vurderet) være marginal i forhold til indtaget med levnedsmidler, der er den dominerende kilde til eksponering af den almindelige befolkning for antimon. Indtagelse med levnedsmidler udgør op til ca. 20% af den acceptable daglige dosis. Kun i særlige tilfælde vil indtagelse med drikkevand kunne måle sig med indtagelsen via føden.

Dermal eksponering og absorption fra tekstiler må antages at være begrænset og, på baggrund af de tilgængelige data, at udgøre en begrænset risiko. Der er dog grund til at bemærke, at høje temperaturer og sveddannelse øger optagelse af antimon og dermed risikoen for effekter på huden.

Den generelle eksponering af den danske befolkning for antimon via miljøet (herunder levnedsmidler) vurderes sammenfattende at ligge klart inden for de gældende grænseværdier. Det kan dog ikke udelukkes, at der ved uheldige kombinationer af belastet ude- og indeklima, kostvaner og drikkevand med højt indhold af antimon kan forekomme eksponering op til eller over den gældende ADI for stoffet.

Der er ikke taget højde for eventuelle arbejdsmiljøbetingede eksponeringsrisici.

6.2 Påvirkning af miljø

6.2.1 Eksponering i det akvatiske miljø

I en svensk undersøgelse udført af Sternbeck et al. (2002) angives baggrundsniveauet for antimon i havvand langs den svenske vest- og sydkyst til 0,15-0,20 μg/l, mens niveauerne i ferskvand varierer noget mere, fra 0,010 til 0,063 μg/l. Bowen (1979) angiver et niveau for havvand (0,24 μg/l), der svarer til det svenske, men et noget højere niveau for ferskvand (0,2 μg/l), end der er påvist i Sverige.

I to danske undersøgelser har man fundet indhold af antimon i renset, kommunalt spildevand på typisk 0,35-0,45 μg/l, men med en højere værdi (0,75 μg/l) på et renseanlæg med tekstilindustrier i oplandet og en enkelt værdi på 1,3 μg/l på et stort anlæg med en del industribelastning. På svenske, kommunale renseanlæg har man fundet tilsvarende niveauer i det rensede spildevand.

I Sverige fandt man nedstrøms udledningen fra et renseanlæg, der var belastet med spildevand fra tekstilindustrier, forhøjede indhold af antimon i åvand (ca. 0,8-0,9 μg/l mod ca. 0,1 μg/l opstrøms).

Hvad angår effekter i det akvatiske miljø, foreligger der data for akut toksicitet (LC₅₀/EC₅₀) på organismer fra de tre trofiske niveauer, der kræves i standard testbatteriet for nye kemikalier (fisk, krebsdyr, alger). Desuden foreligger der kroniske NOEC-værdier på organismer fra to trofiske niveauer (fisk, dafnier), en sub-kronisk LC₅₀ på padder, og en korttids-NOEC på alger.

Med datadokumentation af dette omfang vil den forventede nul-effekt koncentration, PNEC, ifølge gældende retningslinier for fastsættelse af vandkvalitetskriterier skulle beregnes ud fra den laveste effektkoncentration og en applikationsfaktor ("sikkerhedsfaktor") på 50.

Den laveste effektkoncentration var på 0,3 mg/l og forekom i det sub-kroniske studie med paddearten Gastrophryne carolinensis. Herudfra beregnes PNEC til 0,3 mg/l : 50 = 6 μg/l.

Ved sammenligning af de i miljøet (herunder spildevand) forekommende niveauer ses det, at den beregnede PNEC i intet af de dokumenterede tilfælde er overskredet.

6.2.2 Eksponering i det terrestriske miljø

Jord (moræneler) fra Sydsverige indeholdt 0,29 mg antimon/kg TS som middelværdi af fem undersøgte prøver. Der er ikke identificeret danske data for indholdet af antimon i overfladejord.

Husdyrgødning og NPK-gødning har et indhold af antimon, der på tørstofbasis er på niveau med indholdet i almindelig markjord, mens indholdet i specifik P-gødning var fra dette niveau og op til 0,74 mg/kg. En enkelt dansk analyse af kompost fremstillet af organisk dagrenovation viste et indhold på ca. 0,4 mg/kg TS.

Spildevandsslam indeholdt i to danske undersøgelser fra 0,4 mg/kg TS og op til 4,9 mg/kg TS. I en mere omfattende svensk undersøgelse (48 renseanlæg fordelt over hele Sverige) fandt man et interval på 0,6 - 18 mg/kg slam TS. Medianværdien var 1,3 mg/kg TS.

Der foreligger meget få data vedrørende effekter af antimon i jord. Giftigheden over for alger er testet ved tilsætning af antimon til jord, og der blev fundet LC₅₀-værdier på 125-1000 mg/kg jord. På dette spinkle grundlag synes risikoen for toksiske effekter af antimon i danske terrestriske miljøer forholdsvis begrænset (særligt belastede industrigrunde dog undtaget).

6.2.3 Sammenfatning vedrørende miljøeksponering

Der foreligger et begrænset antal data på forekomst og niveauer af antimon i miljøet, og især mangler der danske data for en række matricer. Der findes dog en del svenske data, som vurderes også at være relevante for danske forhold. Der foreligger data for en del forskellige kilder til udslip af antimon til miljøet, når danske og svenske undersøgelser sammenholdes. Vigtige typer af industrielle punktkilder omfatter glas-, plast- og tekstilindustri. Den samlede årlige emission af antimon til miljøet vurderes at være noget under 5 tons.

Der findes effektdata for et antal forskellige arter og trofiske niveauer i vandmiljøet, hvilket muliggør fastsættelse af en tentativ nul-effekt koncentration for stoffet (PNEC) til 6 μg/l. For jordmiljøet findes der så få data, at en tilsvarende beregning for denne matrix ikke er mulig.

Det vurderes på baggrund af de til rådighed værende data, at der kun i særlige tilfælde lokalt vil forekomme situationer, hvor udledninger afstedkommer koncentrationer, der ligger over den beregnede PNEC for akvatiske miljøer. Tilsvarende vurderes det, om end på et meget spinkelt datagrundlag, at gøre sig gældende for det terrestriske miljø.

6.3 Konklusion

Den generelle eksponering af den danske befolkning for antimon vurderes ikke at være problematisk. Kun ved uheldige sammenfald af en række omstændigheder vil den samlede miljøbetingede eksponering nå op på eller overstige niveauet for acceptabel daglig indtagelse.

Ligeledes er niveauet i en række miljørelevante materialer, affaldsstrømme og emissioner så lavt (primært baseret på resultater af svenske og danske undersøgelser), at antimon ikke generelt vurderes at udgøre et problem i dag. Undtagelser kan være lokale, forhøjede niveauer i vandløb og søer i nedstrøms udledninger fra særligt belastende industrityper så som glas- og tekstilfremstillende virksomheder eller arealer beliggende i umiddelbar nærhed af sådanne virksomheder. Der vil dog i givet fald være tale om meget lokale problemer.