Miljøprojekt, 893 – Risikohåndtering og risikokommunikation

Risikohåndtering og risikokommunikation

1 Sammenfatning og konklusioner

Risikokommunikation er fyldt med paradokser. Et af de største paradokser er, at mange på den ene side mener, at myndighederne skal melde ud hurtigst muligt, hvis de får en begrundet mistanke om en risikosag – fx at der til et bestemt produkt forbindes en sundhedsrisiko. På den anden side mener de samme personer, at myndighederne skal undersøge sagerne grundigt, før de melder ud for ikke at skræmme folk unødigt og for at undgå ”ulven kommer effekten”.

Dette er vilkår, som myndighederne må forholde sig til, hver gang de i en konkret sag skal tage stilling til, hvordan de vil håndtere sagen, hvilke forholdsregler de vil tage for at imødegå en risiko, og hvordan de vil informere både borgerne og fagfolk om deres indsats.

Myndighederne vil ofte skulle agere på baggrund af usikker og manglende viden og i en kombination af ”bevisets stilling”, forsigtighedsprincippet og værdibaserede aspekter og på dette grundlag handle og rådgive befolkningen, som forventer, at myndighederne til enhver tid sikrer os mod produkter, som er sundheds- eller miljøskadelige.

I nogle sager kan situationen være den, at myndighederne skal demontere en i forhold til deres viden (måske) ubegrundet mistanke, som fremføres i medierne. Specielt i denne situation bevæger myndighederne sig i et minefelt mellem mange forskellige interesser og hensyn, hvorfor de første umiddelbare valg i kommunikationen kan være afgørende for en risikosags videre forløb.

Myndighederne skal tilmed reagere hurtigt og gå i dialog med omverdenen, når de får (eller andre formidler) ny viden på miljøområdet, som har betydning for borgernes helbred eller miljøets tilstand. Myndighederne skal være godt klædt på i den aktuelle sag, både når de selv melder offensivt ud om ny viden, eller når andre har peget på et problem, som de skal forklare og tage stilling til.

Denne undersøgelse skal give et bud på, hvordan Miljøstyrelsen som myndighed fremover bedst muligt håndterer risikosager og kommunikerer deres budskaber til borgerne, fagfolk og medierne.

Undersøgelsen har omfattet erfaringsindsamling via et litteraturstudie og analyser af tre udvalgte tidligere risikosager, som har været til debat i medierne inden for de seneste 2½ år. De tre sager er:

Plastrør til vandforsyningsledninger – her fandt forskere fra DTU, at der var risiko for, at rørene kan afgive hormonforstyrrende stoffer til vandet.
VEET (hårfjerningsmiddel) – her gjorde Forbrugerrådet opmærksom på, at flere kvinder kom til skade selv ved korrekt brug af midlet.
Olivenolie – Fødevaredirektoratet gjorde opmærksom på, at de spanske myndigheder advarede mod fund af kræftfremkaldende stoffer (PAH'er) i discount-olier fra Spanien – senere blev der også rettet mistanke om stofferne i jomfruelige olier.

Et vigtigt aspekt i undersøgelsen har været at få et indblik i borgernes ønsker og forventninger til myndighedernes håndtering og information om potentielle risikosager. Dette er indhentet dels gennem afholdelse af to fokusgrupper, dels ved gennemførelse af en omnibusundersøgelse (telefoninterview).

Målet har været at udvikle et sæt operationelle guidelines til Miljøstyrelsen til en optimal fremtidig risikohåndtering og risikokommunikation. Guidelines er primært præsenteret i form af et internetværktøj til brug for de ansatte i Miljøstyrelsen via deres Intranet. Værktøjet afspejler naturligvis resultatet af de enkelte delundersøgelser og anbefalinger.

1.1 Konklusioner

1.1.1 Forståelse og begreber om risiko

Vi lever i et samfund, hvor risici ikke alene er en del af vores forbrug og levevis, men også en faktor, som borgerne accepterer et godt stykke hen ad vejen. De fleste lever en hverdag, som indebærer en lang række mere eller mindre erkendte risici. Vi bevæger os ud i trafikken på cykel eller i bil vel vidende, at mange dagligt kommer til skade eller dør. Vi køber usunde fødevarer vel vidende, at det forøger risikoen for sukkersyge og blodpropper. Vi drikker og ryger vel vidende, at levealderen forkortes flere år.

Der er her tale om risici, som den enkelte borger (uanset om det er rigtigt eller forkert) opfatter som selvvalgte risici, som individuelt afvejes mod alternativerne – hvor man træffer et valg.

Ud over disse oplevede selvvalgte risici oplever borgeren lejlighedsvis andre former for risici, som borgeren ikke selv er herre over: Nyhederne beretter om en meteor som med sandsynligheden 1:1.000.000.000 vil ramme jorden og udslette alt liv –senere følger nyheden om, at strålingen fra mobilmaster kan være kræftfremkaldende, og endelig er der historien om, at solcremen kan indeholde hormonforstyrrende stoffer.

Der er her tale om risici, som den enkelte borger føler sig magtesløs overfor, og som de fleste derfor forventer, at myndighederne tager hånd om, så de sikrer borgerne bedst muligt i risikosager, hvor borgerne ikke selv kan træffe et valg.

Hvis man ser bort fra komethistorier og lignende, vil det være myndighederne, som skal handle og informere/rådgive borgerne efter bedste evne. Men risici kan være komplicerede forhold, som er svære at forholde sig til og svære at beskytte befolkningen imod. Det skyldes bl.a., at der ofte er begrænset viden til at kunne opstille en eksakt risikoanalyse. Den er i praksis forbundet med mange usikkerheder, både omkring risikokilder, eksponering og effekter på mennesker og miljø.

Der er således ikke nogen objektiv sandhed om den faktiske risiko i en konkret sag, og derfor spiller det en væsentlig rolle, hvordan myndighederne håndterer risikosager. Myndighederne skal balancere mellem mange modsatrettede hensyn, som fx omfatter befolkningens forventninger til handling, de faktiske handlemuligheder, politiske og økonomiske forhold samt miljø- og sundhedsaspekter.

I borgernes vurdering af en risiko spiller det også ind, hvilken tillid man har til institutioner, videnskab og eksperter samt egne erfaringer. Myndighedens evne til at fremstå med høj troværdighed er derfor også af afgørende betydning for budskabets gennemslagskraft.

Værdibaserede aspekter som etik, normer og livsanskuelser spiller ligeledes en væsentlig rolle i risikobetragtningen, herunder hvilke formål man medtager i en risikoanalyse.

Debatten og forståelsen i risikosager kan styrkes, hvis der anvendes de samme begreber af forskellige myndigheder og fagfolk. Miljørisikorådet, der er stiftet af Akademiet for de Tekniske Videnskaber, har udgivet en rapport, hvor de præsenterer definitioner og forklarer forståelsen af forskellige begreber – primært ud fra en naturvidenskabelig og teknisk risikoopfattelse. Disse definitioner er et godt udgangspunkt, men der er behov for at vurdere dem i forhold til fx risiko knyttet til almindelige forbrugerprodukter.

Ved håndtering af en given risiko er det også nødvendigt at inddrage andre end de naturvidenskabelige aspekter – der dækker de kemiske, fysiske og biologiske faktorer – til at vurdere den konkrete risiko. Det er også nødvendigt at inddrage sociale og sociologiske aspekter i en risikovurdering, da risiko kan opleves forskellige af fx fagfolk og lægfolk. Men i det hele taget opleves risiko forskelligt af forskellige personer og i forskellige kulturer.

Oplevelsen af risiko afhænger således af en række aspekter som:

den enkeltes viden om risiko for mere eller mindre alvorlige helbredsskader
tillid til eksperter, myndigheder, industri m.fl.
man ser en synlig nytteværdi af risikofaktoren
udsættelsen for miljøfaktoren kan kontrolleres af den enkelte
påføres risikoen frivilligt eller ufrivilligt?
risikoen ses som en egentlig trussel, og er den velkendt eller ukendt?
risikoen forekommer naturligt eller unaturligt/menneskeskabt
de moralske og etiske forhold omkring risikoen – er den retfærdig?
personens generelle og individuelle tærskel for bekymring
er det en selv eller andre, der udsættes for en miljøfaktor?
afvejning i forhold til andre risici (fx vurderes udsættelse af helbredstrussel i arbejdsmiljø i forhold til evt. risiko for arbejdsløshed).

1.1.2 Valg af kommunikationsstrategi

Risikokommunikationen kan opstilles i tre faser, der afspejler en historisk udvikling omkring dialogen mellem eksperter, myndigheder og borgere.

Den pædagogiske fase afspejler en holdning, hvor lægfolks opfattelse af risikoen i en bestemt sag er forkert. Målet er, at man gennem korrekt information til borgerne forventer, at de accepterer eksperternes og myndighedernes vurdering og håndtering af risikoen og følger deres anbefalinger.

PR– og reklamefasen afspejler, at lægfolk har en anderledes risikoopfattelse, og at den beror på, at de lægger andre forhold til grund i deres vurdering. Målet er at få folk til at ændre holdning og adfærd gennem forskellige former for påvirkning.

Dialog– og netværksfasen afspejler en anerkendelse af lægfolks risikoopfattelse, og at lægfolk også har erfaringer, som er nyttige i risikovurderingen og risikohåndteringen. Målet er at skabe de rette betingelser for dialog til at finde den bedste risikohåndtering.

Hvordan man som myndighed håndterer en risikosag vil være forskellig fra sag til sag afhængig af, hvem der rejser sagen, hvilke vinkler medierne vælger at beskrive sagen med, hvordan risikoen bliver opfattet af forbrugeren osv. Derfor er det nødvendigt, at myndigheden fra sag til sag analyserer, hvilke muligheder man har for at handle, og hvordan kommunikationen til offentligheden og andre aktører skal lægges an. Valget vil ofte falde på en kombination af de tre ovennævnte faser.

Som en del af kommunikationsstrategien kan man med fordel lave en indledende analyse, så man står forberedt over for de forskellige aktørerne. Rapporten her giver en skitse til, hvilke emner en analyse bør komme omkring. Skitsen kan både bruges i en analyse af specifikke sager og som guide til håndtering af risikokommunikation.

Skitsen er bygget op over tre hovedtemaer, som er centrale for risikokommunikationen:

Strategisk kommunikation

De indledende træk i en risikosag er afgørende for kommunikationens videre forløb – ikke mindst fordi der i denne fase er stor offentlig bevågenhed. Det er her, at parterne positionerer sig i forhold til hinanden som alliancepartnere eller modstandere. Derfor må den strategiske kommunikation afklares fra starten.

Etablering og genetablering af troværdighed og tillid

Myndighedens troværdighed – blandt andet i form af kompetence, ærlighed og åbenhed – er afgørende for, om kommunikationen til offentligheden lykkes. Myndighedens troværdighed er således den platform, der skal kommunikeres fra. I modsætning til tidligere kan tilliden til de videnskabelige institutioner ikke tages for givet, men skal hele tiden tilkæmpes og genskabes, fordi den ikke længere er knyttet til videnskaben eller myndigheden selv. Tillid er ofte kun til låns, hvis den svigtes, flytter den rundt. Troværdighed og tillid er altså svær at opnå, nem at tabe og endnu sværere at genvinde. Opbygning af tillid og troværdighed foregår således både, mens den konkrete sag løber og mellem sagerne – dvs. den måde myndigheden handler og kommunikerer på generelt.

Kommunikation i medierne

Medierne er i høj grad medskabere af budskaber og er med til at påvirke offentlighedens billede af, hvad der er værd at frygte. Medierne er blevet det sted, hvor påstande om risici fremsættes, prøves og imødegås for i sidste ende at blive omsat til politisk handling.

Nogle medier vil dække sagen så objektivt som muligt med det formål at give offentligheden de nødvendige oplysninger. Andre vil gå mere aktivt ind i sagen og producere historier med en ”human interest”-vinkel ^[1], tage befolkningens synsvinkel, stille spørgsmål, som lægger op til ja/nej-svar eller sikker/usikker-svar, og lægge mere vægt på dårlige end på gode nyheder.

Mediernes rolle i risikokommunikationen kan beskrives efter to modeller:

Oplysningsmodellen – her er medierne saglige formidlere af den ”objektive” risiko fra myndighederne til borgerne. Dialogen er i høj grad karakteriseret af korte forenklede budskaber.

Arenamodellen – her er medierne arena for forskellige risikoopfattelser, der debatteres i et åbent forum mellem alle aktører Her er som regel plads til bredere budskaber.

Men medierne er ikke alene budbringere, men de har også kommercielle interesser. Der er ikke bare tale om neutral formidling, da medierne kan have deres egne budskaber, som de ønsker at fremme.

En vigtig og svær opgave for Miljøstyrelsen og andre myndigheder er således, hvordan de får skabt tillidsfuld dialog om risikosager ud fra de givne præmisser.

1.1.3 Opfattelsen af Miljøstyrelsen og forventninger til indsats

I Miljøstyrelsens beretning for 2002 er angivet Miljøstyrelsens vision og mission, som lyder:

”Miljøstyrelsens vision er at arbejde for en bæredygtig udvikling, hvor mennesker og miljø beskyttes mod forurening – først og fremmest gennem en forebyggende indsats.”

”Miljøstyrelsens mission er … at sikre rene produkter, ren luft, vand og jord og dermed gode levevilkår for mennesker, flora og fauna.”

Under mål for Miljøstyrelsen og præcisering af beslutningsgrundlaget er det bl.a. angivet, ”at de skal underbygge løsninger udfra miljøfaglige, juridiske, tekniske, økonomiske, samfundsmæssige og internationale aspekter.” Dette indebærer, at Miljøstyrelsen skal tage bredere hensyn end at beskytte mennesker og miljø mod forurening.

Omnibusundersøgelsen viser, at mange i befolkningen har den opfattelse, at Miljø-styrelsen først og fremmest skal sikre forbrugernes interesser. Der er kun en lille del, som forventer, at Miljøstyrelsen foretager en afvejning mellem økonomiske og sundhedsmæssige interesser.

I forhold til introduktion af nye produkter på markedet, så forventer ni ud af ti, at myndighederne enten foretager en forhåndsgodkendelse af produkterne, at myndighederne har ansvaret for, at produkter ikke indeholder sundhedsskadelige stoffer eller, at det er myndighedernes ansvar, at der er korrekt brugsanvisning og mærkning.

Kun en meget lille del af befolkningen har opfattelsen af, at det reelt er producenternes og ikke myndighedernes ansvar, at produkter ikke indeholder sundhedsskadelige stoffer. Ligesom det er producenternes ansvar, at der er korrekt mærkning og brugsanvisning på produkterne.

I forbindelse med håndtering og kommunikation af risikosager er det vigtigt, at Miljøstyrelsen er meget opmærksom på borgernes forventninger, der reelt ligger på et helt andet niveau end, hvad der konkret er Miljøstyrelsens ansvar og opgaver.

Mange borgere stoler blindt på, at de er beskyttet ved myndighedernes håndtering af sagerne, så de ikke selv behøver at forholde sig aktivt. En del forventer, at myndighederne kræver produkter med mistænkte eller problematiske stoffer fjernet fra hylderne.

Fokusgrupperne viser dog også, at det ikke er alle, som fx ønsker mistænkte eller problematiske produkter fjernet fra butikkerne, men at borgerne i et vist omfang selv må forholde sig til den information, der er givet. Det skal her nævnes, at stort set ingen læser brugsanvisninger, før det går galt. Stort set alle bruger produkter som vist på emballage og i reklamer.

I de tilfælde, hvor borgerne ikke har mulighed for et reelt fravalg, forventer alle, at Miljøstyrelsen er ekstra opmærksomme og sikrer borgerne. Det gælder fx i forbindelse med drikkevandsforsyningen.

Mange i fokusgrupperne udtrykker reelt større skepsis over for antallet af risikosager frem for det konkrete indhold i sagerne. Mange mener, at myndighederne bør undersøge sagerne bedre, før de melder ud, for at undgå ”ulven kommer effekten”. Myndighederne bør undersøge såvel et mistænkt som beslægtede produkter grundigt, og de bør forhøre sig hos vores nabolande, om man her har erfaringer, så borgerne får en samlet information. De fleste er af den opfattelse, at hvis der ikke er tale om et akut giftigt eller skadeligt stof, så kan det ikke gøre den store forskel.

Andre – men for så vidt også flere af de samme personer – mener, at myndighederne bør give information til borgerne hurtigst muligt, hvis de bliver opmærksom på en mistanke til et stof eller et produkt. Hvis myndighederne venter med at melde ud, og der reelt er et problem, så kan det give stort bagslag.

Timingen i udmeldingerne fra Miljøstyrelsen skal også vurderes i lyset af, at det oftest vil være den aktør, som først bringer en problemstilling frem, som nyder størst tillid i befolkningen. Det betyder, at hvis myndighederne venter, mens de undersøger en sag grundigere, så risikerer de, at andre melder ud, og at de derved sætter sig selv i en forsvarsposition.

1.1.4 Borgernes erindring og oplevelse af risikosager

En stor del af befolkningen husker i større eller mindre omfang risikosagerne – også selvom de ligger et par år tilbage i tid.

Flere kvinder end mænd husker sager. Der er også lidt flere kvinder end mænd, der bekymrer sig om risikosager, og som selvstændigt søger information og følger myndighedernes anbefalinger i forbindelse med risikosagerne.

Der er flere i forældregenerationen (25–50 år) end blandt de unge og ældre, som husker sagen om problematiske stoffer i solcreme for ca. 2½ år siden. Dette kan muligvis forklares med, at det i høj grad var en problemstilling, som vedrørte deres børn, og at sagen begyndte lige før starten af solsæsonen.

De fleste i fokusgrupperne fortæller, at de følger lidt med, når der starter en sag i medierne. Men det er generelt ikke noget, som bekymrer dem voldsomt. Omnibusundersøgelsen viser derimod, at 3 ud af 4 personer i større eller mindre grad er bekymret for risikosager.

Det kan ikke siges, hvorvidt denne afvigelse afspejler en metodemæssig forskel eller en reel forskel blandt deltagerne. Deltagerne i omnibusundersøgelsen skulle tage stilling ud fra angivelse af to sager. Mens deltagerne i fokusgrupperne hørte mere konkret om tre sager og indgik i en dialog om det reelle indhold i de tre sager. Deltagerne i omnibusundersøgelsen afspejler en bredere del af befolkningen end fokusgrupperne. I fokusgrupperne deltog primært veloplyste, ressourcestærke folk, som generelt var aktive i andre samfundsanliggender.

I tråd med borgernes forventninger til stort set fuld beskyttelse via Miljøstyrelsens håndtering af risikosager og troen på en forhåndsgodkendelse af nye produkter, forventer de fleste fra fokusgrupperne, at de kan bruge dagligvarer uden at skulle bekymre sig om en risiko og uden minutiøst at skulle læse en brugsanvisning. Alligevel giver risici specielt ved fødevarer og kosmetik løbende grund til bekymring, særligt hos kvinderne, der også i omnibusundersøgelsen udtrykker størst bekymring for risikosager.

1.1.5 Vurdering af myndighedernes håndtering af risikosager

I forhold til de konkrete sager, som er præsenteret for deltagerne i fokusgrupperne, er de fleste ikke tilfredse med Miljøstyrelsens håndtering af sagerne. I de to sager, der vedrører Miljøstyrelsen, er borgernes oplevelse, at Miljøstyrelsen er for vag bl.a. ved at fokusere mere på, om regler er overholdt end, om der reelt er et problem. Miljøstyrelsen opleves som systemforsvarer frem for beskytter af borgerne.

Når forbrugerne fx ser, at kvinder efter brugen af hårfjerningsmidlet VEET kommer til skade, selvom reglerne er overholdt, så lever Miljøstyrelsen ikke op til borgernes forventninger om, at de skulle være sikret fuld beskyttelse.

Stort set alle i fokusgrupperne er tilfredse med Fødevaredirektoratets håndtering af sagen om kræftfremkaldende stoffer i olivenolie. Her kommer direktoratet med klare anbefalinger og fjerner produkterne, hvor der er for stor tvivl. Det betyder, at de i højere grad viser, at de beskytter borgerne.

Deltagerne i fokusgrupperne peger på, at Miljøstyrelsen meget tidligt burde fortælle, at regler for fx mærkning for de samme problematiske stoffer er skrappere, hvis de indgår i rengøringsmidler end i kosmetik. Dette er et paradoks, som er uforståeligt og virker urimeligt for forbrugerne, og som Miljøstyrelsen bør fortælle, at de arbejder intenst på at ændre. Miljøstyrelsen bør også sikre information til særlige målgrupper – her nævnes bl.a. unge, da de ikke altid følger med i nyhederne.

1.1.6 Tillid og information

I debatten om risikosager fremgår det af både fokusgrupperne og omnibusundersøgelsen, at borgerne først og fremmest har tillid til forbrugerorganisationer (61%) efterfulgt af forskere fra universiteterne (41%). Tilliden til Miljøstyrelsen er mere begrænset (21%). Den ligger på linie med miljøorganisationer. Mindst tillid er der generelt til producenterne og politikerne.

I fokusgrupperne tilkendegiver deltagerne, at de først og fremmest har tillid til de aktører, som rejser sagerne. Miljøstyrelsen kommer i de to sager i defensiven, da det er andre, som først rejser sagerne – hhv. Forbrugerrådet og forskere fra DTU. Fødevaredirektoratet rejser selv sagen, hvilket de også får kredit for.

Miljøstyrelsen bliver i fokusgrupperne også bedømt på, at de fx i fjernsynsklip ikke viser empati med de kvinder, der er kommet til skade ved brug af hårfjerningsmidlet. Det kan være, at en sekvens måske er klippet fra, men det kan forbrugerne ikke vide, når de ser indslagene.

Det er gennem medierne, at borgerne får deres information om risikosager. Kun få nævner, at de bruger Miljøstyrelsens hjemmeside til at søge information.

Der er en vis skepsis over for mediernes formidling af risikosagerne, hvor borgerne oplever, at der sker en vinkling og filtrering af budskaberne, og at det er svært at få et samlet overblik over de konkrete sager. Hvis borgerne har mindre tiltro til et medie og en ”historie”, så ”smitter” noget af mistilliden af på de aktører, som indgår i en artikel.

Flere i fokusgrupperne peger på, at Miljøstyrelsen må sikre, at man kan får fuld ufiltreret information om risikosagerne, både mens de er aktuelle og også efterfølgende, når man er i tvivl om, hvor en sag endte henne. Dette kan ske gennem en rubrik med risikosager på Miljøstyrelsens hjemmeside og ved, at Miljøstyrelsen bringer en slags miljø OBS (oplysning til borger i samfundet) eller, at Miljøstyrelsen medvirker i forbrugerprogrammer.

1.2 Anbefalinger

Miljøstyrelsen bør i enhver aktuel sag nøje overveje, hvem der tegner styrelsen, når en risikosag er til debat i medierne. Det er vigtigt, at personen kan formulere sig klart og tydeligt og ikke går i detaljer med for mange fagudtryk. Det er også vigtigt, at personen forstår at knytte helheder sammen, så det bliver sværere at skære vigtige aspekter fra, hvis eller når indslagene bliver forkortet. Endelig er det vigtigt, hvordan personen opfattes af andre – formår vedkommende fx at udvise tilpas empati uden at blive for følelsesbetonet. I den forbindelse er det vigtigt, at personen ikke lader sig rive med i en måske ophedet debat, men bevarer en afbalanceret attitude og går efter sagen og ikke personen.

Det kan være en fordel, hvis man vælger samme person til at kommunikere om en sag gennem hele forløbet. Det kan skabe en genkendelighed og dermed virke tillidsskabende.

I kommunikationen om risikosager er det vigtigt at præcisere Miljøstyrelsens rolle og reelle handlemuligheder i den aktuelle sag. Derved undgår eller reducerer man kritikken af, hvorfor Miljøstyrelsen ikke handler på en bestemt måde, som styrelsen måske slet ikke har mulighed for.

Når de fleste borgere har en forkert opfattelse af Miljøstyrelsens rolle og ansvar, er det meget vigtigt, at Miljøstyrelsen hver gang, der er en konkret sag, understreger sin rolle og handlemuligheder. Miljøstyrelsen bør også i tiden mellem sagerne gøre en stor indsats for at få befolkningen til at forstå, hvilke arbejdsopgaver, rolle og ansvar styrelsen reelt har. Det er vigtigt i den konkrete kommunikation, hvis Miljøstyrelsen vil højne befolkningens tillid, at befolkningen forlods har den bedst mulige forståelse for, hvilke handlemuligheder styrelsen reelt har som myndighed.

Miljøstyrelsen opfordres til at arbejde med sin dobbeltrolle som en styrelse i et politisk system og en myndighed, der har en række klare målsætninger om beskyttelse af befolkningen. Der er således klare forventninger i befolkningen om, at embedsmændene ikke handler politisk, men tværtimod fungerer som befolkningens ”advokater” over for det politiske system. Som myndighed bør de informere politikerne og oplyse befolkningen, hvis der er regler eller lovgivning, som bør laves om.

Miljøstyrelsen bør være opmærksom på, at styrelsen mister tillid hos befolkningen, hvis de primært forholder sig til, om gældende regler er overholdt eller ej, hvis der – set med befolkningens øjne – er åbenlyse urimeligheder eller mangler i de eksisterende regler.

Før Miljøstyrelsen melder ud om en risikosag er det en fordel at vurdere, hvem der i øvrigt kan tænkes at være aktører i forhold til sagen, hvilke synspunkter de vil fremme, hvordan de vil optræde, og hvilke motiver der ligger til grund for deres synspunkter. Jo bedre man er forberedt, jo nemmere er det at håndtere sagen på en god, tillidsfuld og troværdig måde.

Dette projekt har udviklet et Intranetværktøj i en foreløbig version, der skal tilpasses og videreudvikles for at blive så brugbart som muligt for Miljøstyrelsens medarbejdere. Der vil desuden være behov for, at Miljøstyrelsen tager stilling til fx håndteringen af forskellige sagstyper – det kan være, hvornår det skal besluttes, at man skal kræve varerne taget ned fra hylderne.

Det vil være af stor nytte, hvis Miljøstyrelsen systematisk sikrer opsamling af erfaringer fra konkrete risikosager. Erfaringerne bør løbende indgå i forbedringen af Intranetværktøjet. Det bør overvejes, hvordan medarbejderne trænes i at arbejde med og gennemføre de forskellige dele i værktøjet. Det er en fordel ikke alene at vide, hvordan man håndterer en sag bedst, men også at afprøve det i praksis.

Borgerne har efterlyst en hjemmeside, hvor man kan følge de aktuelle sager og få status på tidligere risikosager. Miljøstyrelsen har kutyme for at oprette et debatforum på hjemmesiden, når der verserer en aktuel sag. Det anbefales, at Miljøstyrelsen sikrer en løbende opdatering af både aktuelle og tidligere risikosager for at gøre det lettere for interesserede at få overblik over status på en konkret sag. Det vil samtidig være en god idé med links til andre relevante hjemmesider fx Fødevaredirektoratet, Sundhedsstyrelsen og andre med tilsvarende opdatering af risikosager.

De fleste borgere har ikke behov for eller lyst til selv at blive hørt omkring aktuelle risikosager. Flere peger på, at det kan være en god idé, hvis det oprettes et etisk risikoråd, hvor fx organisationerne kan være repræsenteret. Rådet skal drøfte aktuelle risikosager, og de bør komme med anbefalinger til håndtering og kommunikation. Et af målene med rådet kunne være, at de ikke kun vurderer en kortsigtet risiko i de enkelte sager, men ser på et langsigtet perspektiv og vurderer helheder i forhold til en samlet risikobetragtning for påvirkninger af mennesker og miljø.

Miljøstyrelsen bør være meget opmærksom på, hvilken kommunikationsstrategi der vælges, og hvordan man vil nå ud med konkrete budskaber både bredt i befolkningen og i forhold til specifikke målgrupper. Det er ikke alle, som fx læser aviser, ser nyheder eller hører radioavis, og informationen i nyhedsmedierne kan ikke altid forventes gengivet optimalt. Nyhedsmedierne vægter de forskellige budskaber, ligesom de kan have egne budskaber, som de ønsker at fremme. Derudover er det som regel ikke nok at informere om en risiko for at få folk til fx at ændre adfærd uanset, om det er ud fra en ”belærende” eller pædagogisk tilgang. Man er nødt til at motivere bl.a. gennem en gensidig dialog og ved at tage udgangspunkt i folks risikoopfattelse. En måde at skabe basis for en form for gensidig dialog om risikoforhold kan være gennem netværkskommunikation, hvor man møder folk i deres egne fora.

Fodnoter

[1] Med ”human interest”-vinkel menes, at medierne bringer et menneske lig vinkel, som skal få flere til at se og læse historierne.