Forekomst af Legionella - risikovurdering

6 Konklusion

Forekomst af Legionella skal på grund af den relative alvor ved smitte tages seriøst. I Danmark får ca. 100 personer årligt den alvorlige legionærsygdom (lungebetændelse), mens et ukendt antal bliver syge med den mindre alvorlige Pontiac-feber. Ca. 10 – 15 personer dør årligt af legionærsygdom. Der er således ikke tale om en stor og meget overhængende risiko, men problemet bør forebygges på passende vis, og der skal udvises særlig omhu overfor udsatte persongrupper, som fx syge og ældre.

Udarbejdelse af risikovurderinger med tilhørende handlingsplaner kan være omfattende, men er dog den bedste fremgangsmåde forud for ibrugtagning af nye anlæg såvel som ved vurdering af eksisterende anlæg, da det hermed i stort omfang vil være muligt at forebygge forekomsten af Legionella henholdsvis reagere hurtigt ved evt. forekomst. Såfremt reglerne for installation og drift er opfyldt, er der dog ikke umiddelbare problemer med forekomst af Legionella og derved bliver risikovurderingen af meget begrænset omfang .

Analyseresultater er således bedst egnede til at verificere effekten af gennemført egenkontrol og er ikke en måde at forebygge på. Legionella skal betragtes som en naturligt forekommende miljøbakterie, der ikke udgør et problem før der er opformeringsbetingelser (ferske, fugtige miljøer med ca. 25 – 45 °C) til stede.

Legionella kan smitte dels ved indånding af Legionella-holdige aerosoler, dels ved fejlsynkning af Legionella-holdigt vand, hvor indånding af aerosoler betragtes som den absolut mest udbredte smittevej.

På den baggrund udgør aerosoldannende anlæg med ovennævnte opformerings-muligheder den største risiko.

Af særligt problematiske områder kan nævnes:

  • dårligt vedligeholdte spa-bade
  • varmtvandsystemer – især brusere - med for lave temperaturer
  • dårligt vedligeholdte isterningmaskiner
  • forblandingstanke
  • højtryksspuling med Legionella-holdigt vand eller spuling af overflader med biofilm
  • køletårne
  • visse befugtningsanlæg.

Dansk drikkevand vurderes ikke at udgøre en risiko, da temperaturen er for lav til opformering af Legionella. Ligeledes findes en række andre områder at være uproblematiske – det drejer sig om:

  • koldtvandsbassiner i offentlige svømmehaller
  • varmtvandsbassiner, der kan dokumenteres vel vedligeholdte og styrede hvad angår vandbehandling, herunder desinfektion
  • sø- og havbadevand
  • varmtvandssystemer, der er hensigtsmæssigt udformet og som kan dokumenteres vel vedligeholdte og styrede hvad angår temperaturer.

På baggrund af manglende dosis-respons sammenhæng må det vurderes, at fastsættelse af egentlige grænseværdier risikerer at føre til nogle meget firkantede fortolkninger, der i nogle tilfælde vil være for omfattende og i andre tilfælde for lemfældige. Fx giver fund af helt lave niveauer af Legionella eller endda negative fund ingen sikkerhed for, at et anlæg er risikofrit. Fundene kan være udtryk for, at anlægget er uproblematisk, men kan også blot være udtryk for intermitterende frigivelse af organismer fra biofilmen. Hvis opformeringsbetingelserne er til stede vil der således i mange tilfælde være en potentiel risiko.

 



Version 1.0 Januar 2004, © Miljøstyrelsen.