Produktområdeprojekt vedrørende betonprodukter - handlingsplan

5 Input fra interessentgruppen

5.1 Resume af workshop

Der blev afholdt workshop for interessentgruppen og følgegruppen til projektet mandag d. 18. august 2003, hvor første udkast af handlingsplanen blev fremlagt og diskuteret. Interessentgruppen er bredt sammensat, således at den repræsenterer samtlige aktører i den danske betonbranche. Der var 23 deltagere til workshoppen.

I korte træk fremhæves i det følgende de væsentligste input fra interessentgruppen:

  • Det har været vanskeligt at få bygherrer repræsenteret i interessentgruppen. Der blev opfordret til at materialet sendes til udvalgte bygherrer med en opfordring til at kigge det igennem og komme med input og kommentarer. Materialet er efterfølgende sendt til Bygherreforeningens formand, med en opfordring til at kommentere på materialet.
  • Der var et forslag om at kigge på produkter til overfladebehandling af beton og vurdere de miljømæssige aspekter forbundet med disse produkter.
  • Der var en opfordring til at inkludere et afsnit i handlingsplanen, der giver en oversigt over, hvordan beton til forskellige anvendelsesområder er fordelt på i mængder.
  • Der er i handlingsplanen beskrevet, hvorledes opvarmning af bygninger kræver et stort energiforbrug. Der var en opfordring til at tilføje, at køling af bygninger ligeledes kræver store energiforbrug.
  • Forskellige miljøeffekter er flere steder i handlingsplanen beskrevet under betegnelsen med videre (mv.). Der var en opfordring til at være mere præcis og skrive hvilke miljøeffekter der er tale om.
  • Beton og indeklima blev fremhævet som en vigtig aktivitet.
  • Projektet vedrørende udtørring af bygninger blev vurderet mindre vigtigt, idet der allerede findes en stor mængde viden herom.
  • Arbejdsmiljø er prioriteret højt på den politiske dagsorden, og er et vigtigt aspekt. Det vurderes, at der foregår meget indenfor området i andre projektsammenhænge, hvorfor det er valgt ikke at tage det med i dette projekt.
  • Der mangler viden om anvendelsen af sundhedsfarlige stoffer i forbindelse med overfladebehandling af beton.

Referatet fra workshoppen fremgår af bilag D.

 



Version 1.0 April 2004, © Miljøstyrelsen.