Økologisk byfornyelse og spildevandsrensning, 50 – Udredningsprojekt for anvendelsesområder for genbrug af sekundavand til industrielle formål, herunder identifikation af potentielle risici

Udredningsprojekt for anvendelsesområder for genbrug af sekundavand til industrielle formål, herunder identifikation af potentielle risici

4 Aftaleforhold ved udveksling af sekundavand

4.1 Indledning

I dette afsnit er der belyst en række juridiske forhold, som skal overvejes, når der skal etableres en juridisk gældende aftale om udveksling af sekundavand mellem en producent og en forbruger.

Afsnit 4.2 til 4.14 belyser de juridiske forhold, som skal aftales ved indgåelse af en aftale mellem to parter.

I bilag G er der udarbejdet et forslag til en standardaftale.

4.2 Driftsøkonomiske incitamenter

Udnyttelse af sekundavand som alternativ til grundvand af drikkevandskvalitet indebærer indlysende samfundsmæssige fordele i form af et mindre forbrug af drikkevandsressourcerne.

Denne samfundsnytte kan næppe i sig selv motivere til udskiftning af en hidtidig vandforsyning med forsyning med sekundavand. Det må formodes, at der yderligere kræves driftsøkonomiske fordele, såvel for vandleverandøren som for aftageren.

Aftageren som forbruger af procesvand vil som udgangspunkt sammenholde med omkostningerne til anden vandforsyning, drikkevand eller grundvand fra egne boringer. Aftageren vil som udgangspunkt efterspørge sekundavand, hvis forsyning med sekundavand indebærer en lavere driftsomkostning sammenlignet med alternative vandforsyninger.

I hvert fald sammenlignet med drikkevand som alternativ har sekundavand dog den ulempe, at risikoen for skadelige stoffer er større, og det må derfor formodes, at der skal en driftsøkonomisk besparelse af en vis størrelsesorden til. Denne forudsætning kan dog utvivlsomt let opfyldes, såfremt alternativet er drikkevandsforsyning.

I forhold til leverandøren af sekundavand er spørgsmålet, om motiverende faktorer mere kompliceret.

Der kan på den ene side være tale om en leverandør, der skal af med en vandmængde på bedste og billigste måde.

Her tænkes først og fremmest på afværgeboringer, eksempelvis på tankstationer med forurening. Det oppumpede vand skal nødvendigvis føres til en modtager, typisk via en benzin- og olieudskiller.

Hvis det oppumpede vand ledes til det kommunale spildevandssystem, vil der som udgangspunkt blive opkrævet afledningsafgift, og incitamentet for alternativ anvendelse ved levering til en modtager, der kan anvende vandet som procesvand, vil i så fald primært være ønsket om at spare afgiften.

I dette tilfælde skal der ikke nødvendigvis betales for vandet, for at den alternative anvendelse som procesvand er favorabel. Henset til størrelsen af afledningsafgifterne kan det endog tænkes, at det vil være favorabelt at anvende vandet som sekundavand til procesformål, selvom leverandøren betaler modtageren for at aftage vandet.

Opkræves der ingen afledningsafgift ved udledning af vand fra afværgeboringer, er der kun et incitament til alternativ anvendelse som procesvand, såfremt det betales af modtageren i hvert fald i et sådant omfang, at investeringer i pumper og ledningsnet kan forrentes og afskrives.

Der kan imidlertid også være tale om en leverandør af sekundavand, der ikke står med et bortskaffelsesproblem.

Der kan være tale om grundvand, der ikke er forurenet, men dog uegnet som drikkevand, og der kan være tale om overfladevand.

Også i disse tilfælde er der kun et incitament til levering til et procesvandsformål, nemlig at modtageren betaler for vandet, således at der dels bliver tale om rimelig forrentning og afskrivning af investeringer og dels om en rimelig fortjeneste.

4.3 Lovgrundlag

De kontraktretlige positioner er i givet fald forskellige fra tilfælde til tilfælde og dækker et spektrum fra et sædvanligt køb og salg, hvor køberen betaler for varen (vandet) til en spildevandsbortskaffelse, hvor udlederen betaler for udledningen af vandet til den modtager, der kan anvende det som procesvand.

Dette forhold er ikke uden retlig betydning. Hvis modtageren betaler for vandet, foreligger et køb, der er omfattet af købeloven. Betaler ingen af parterne vederlag, eller betaler leverandøren af vandet, gælder købeloven ikke, og der vil i så fald i formueretlig henseende være tale om et ulovbestemt område, der dog vil være omfattet af almindelige formueretlige regler.

Hvad enten købeloven gælder eller ej, er det som udgangspunkt afgørende, hvad parterne har aftalt.

Uanset reguleringen af det formueretlige forhold mellem parterne vil der være tale om enten vandindvinding eller spildevandsudledning eller begge dele. I begge tilfælde kræves tilladelse.

Vandindvinding (grundvand og overfladevand) skal tillades efter vandforsyningslovens §§ 18-20. Spildevandsafledning (alt vand, der afledes fra beboelse, virksomheder, øvrige bebyggelse samt befæstede arealer, spildevandsbekendtgørelsens § 4, stk. 1) skal tillades efter miljøbeskyttelses-lovens § 28 eller spildevandsbekendtgørelsens § 10, idet modtagerens ledningssystem er et spildevandsanlæg efter spildevandsbekendtgørelsens § 4, stk. 7, og idet vandet efterfølgende skal udledes enten direkte til recipient eller til et offentligt spildevandsanlæg.

Selv om der som udgangspunkt er tale om vandindvinding, vil udledningen fra modtageren være spildevandsudledning, og der skal således altid indhentes tilladelse efter miljøbeskyttelsesloven.

4.4 Leverandørens ydelse

Uanset om der betales for leveret sekundavand, forudsætter et aftaleforhold, at leverandøren af vandet påtager sig at levere en fastsat mængde vand, som opfylder nærmere aftalte krav med hensyn til indholdet af forurenende stoffer.

Der må som grundlag for en aftale foretages en analyse af leverandørens leveringsmulighed og modtagerens behov, navnlig fordi modtageren skal have sikkerhed for at have den fornødne mængde til rådighed.

Dette indebærer naturligvis ikke, at modtagerens behov fuldt ud skal opfyldes gennem aftalen om levering af sekundavand, men det må anses for nødvendigt, at modtageren har sikkerhed for, hvilken vandmængde der kan påregnes leveret, således at modtageren i givet fald kan sørge for vand fra anden side, såfremt den kontraherede mængde ikke er tilstrækkelig.

Med hensyn til vandets indhold af forurenende stoffer foreligger to problemstillinger: Modtageren skal have sikkerhed for, at der ikke opstår problemer med hensyn til den senere udledning til recipient eller et offentligt spildevandsanlæg, og modtageren skal have sikkerhed for, at det leverede vand ikke indeholder salte, der kan medføre korrosion på modtagerens procesanlæg.

I førstnævnte henseende må det betragtes som væsentligt, at udledningstilladelsen indebærer tilladelse til modtagerens udledning af vandet efter endt brug, således at det derved fastlægges, hvilke vilkår der skal opfyldes med hensyn til indhold af forurenende stoffer.

Udover hovedydelsen – levering af vandet – skal leverandøren påtage sig nærmere aftalte biydelser, navnlig etablering af pumpeanlæg og ledningsanlæg.

Endvidere vil det være nærliggende at aftale, at leverandøren skal drage omsorg for en kontrolprocedure til sikring af, at det leverede vand har den aftalte kvalitet.

Efter omstændighederne skal leverandøren yderligere betale for at komme af med vandet.

4.5 Modtagerens ydelse

Modtageren skal forpligte sig til at aftage den kontraherede mængde.

Leverandøren vil som regel have en sådan interesse i at kunne komme af med vandet, at manglende aftag fra modtagerens side er udtryk for en misligholdelse og ikke blot for fordringshavermora. Ved fordringshavermora forstås efter købelovens §§ 33-37, at køberens forhold bevirker, at sælgeren ikke kan levere, således at sælgeren får visse omsorgspligter og efter omstændighederne ret til at skaffe sig af med ydelsen.

Også modtageren er omfattet af en pligt til at erlægge biydelser, navnlig etablering af ledningsanlæg på egen grund.

Ofte – måske som oftest – skal modtageren betale et aftalt vederlag for den leverede vandmængde.

4.6 Force majeure

Det er et almindeligt formueretligt princip, at en part er ansvarsfri, såfremt manglende opfyldelse af påtagne forpligtelser skyldes udefrakommende omstændigheder udenfor den pågældende parts kontrol, forudsat at parten ikke burde have forudset de pågældende omstændigheder.

Dette forhold beskrives i reglen med udtrykket force majeure, og det må antages, at forholdet også gør sig gældende i forbindelse med kontraktforhold om levering af sekundavand.

Det er indlysende, at force majeure har karakter af en suspension af de kontraktlige forpligtelser, for så vidt som ydelsespligten genopstår, når hindringen er ophørt.

Force majeure refererer til misligholdelsesansvar, hvilket konciperingsmæssigt formuleres således, at parterne er fri for ansvar, når manglende opfyldelse beror på omstændigheder, der kan karakteriseres som force majeure.

Derimod forhindrer omstændigheder, der kan karakteriseres som force majeure, ikke ophævelse af kontraktforholdet, hvilket kan komme på tale, såfremt de pågældende omstændigheder er vedvarende eller i hvert fald meget langvarige.

4.7 Manglende levering

Såfremt leverandøren ikke leverer den aftalte mængde sekundavand, og der ikke foreligger force majeure, vil leverandøren være erstatningsansvarlig, jf. købelovens § 24.

Modtageren, der i så fald mangler en mængde procesvand, vil være henvist til at fremskaffe erstatningsvand, enten fra egne boringer eller efter omstændighederne i form af drikkevand fra den offentlige forsyning. Dette vil typisk indebære en meromkostning for modtageren, som kan kræves erstattet af leverandøren.

Det bør præciseres i kontrakten mellem parterne, at leverandøren ikke er ansvarlig for driftstab og andet indirekte tab. Sådanne tab kan andrage uforholdsmæssigt store beløb (er inadækvate), som det ikke efter kontraktforholdets art er rimeligt, at leverandøren skal bære.

4.8 Mangler ved leverancen

Aftalen om levering af sekundavand skal som nævnt præcisere, hvilke vilkår der gælder med hensyn til forurenende og skadelige stoffer.

Der kan derfor også foreligge ansvarspådragende misligholdelse, såfremt det leverede vand ikke opfylder de fastsatte vilkår, men også i denne sammenhæng med den begrænsning, der følger af det foran omtalte om force majeure.

Er der tale om et utilladeligt indhold af forurenende stoffer, kan følgen for modtageren blive meromkostninger i forbindelse med den efterfølgende udledning af vandet efter endt brug. Der kan blive tale om krav om særlige rensningsforanstaltninger, før vandet kan tilledes recipient eller offentligt spildevandsanlæg. Disse meromkostninger vil leverandøren som udgangspunkt være erstatningsansvarlig for.

Indeholder det leverede vand tæringsfremmende salte, kan der opstå tæringsskader på modtagerens procesanlæg. I et sådant tilfælde vil leverandøren i reglen være erstatningsansvarlig, medmindre der foreligger omstændigheder, der kan karakteriseres som force majeure.

Også i disse tilfælde må det anses som rimeligt at fastsætte i kontraktvilkårene, at leverandøren ikke er erstatningsansvarlig for driftstab og andet indirekte tab, idet sådant tab må karakteriseres som uforholdsmæssigt (inædekvat) i forhold til kontraktforholdets karakter.

4.9 Manglende betaling

Indebærer de kontraktlige vilkår, at en af parterne skal betale vederlag til den anden part, kan der blive tale om misligholdelse i form af forsinket eller manglende betaling.

Kreditorparten må i så fald være henvist til at anvende de almindelige beføjelser, som gælder i tilfælde af misligholdelse af betalingspligter, herunder renter efter renteloven og iværksættelse af inkasso efter inkassoloven.

Principielt vil den krænkede part kunne tilbageholde sin ydelse, altså leveringen af vand respektiv modtagelsen af vand, men udøvelsen af denne beføjelse vil som oftest være uhensigtsmæssig. Er der ikke tale om et forbigående forhold, vil der snarere kunne tænkes udøvelse af en hævebeføjelse efter dansk rets almindelige regler.

4.10 Manglende aftag

Som anført foran vil vandleverandøren typisk have en sådan interesse i at komme af med vandet, at manglende aftag er en misligholdelse. Dette gælder naturligvis særligt, hvis der er tale om vand fra afværgeboring, idet leverandøren i så fald er nødsaget til at bortskaffe det oppumpede vand til det offentlige spildevandssystem med deraf følgende pligt til at betale afledningsafgift.

Bortset fra tilfælde af force majeure, der også gælder i denne sammenhæng, vil modtageren i reglen være erstatningsansvarlig, såfremt modtageren ikke opfylder sine forpligtelser til at aftage den kontraherede mængde. Erstatningsansvaret vil omfatte leverandørens omkostninger til bortskaffelse af oppumpet vand til anden side.

Er der tale om et tilfælde, hvor modtageren betaler vederlag for vandet, vil der derudover kunne blive tale om erstatning til dækning af leverandørens mistede fortjeneste.

4.11 Tvister

Efter kontraktforholdets art bør udgangspunktet af indlysende grunde være, at uenighed mellem parterne om forståelsen af parternes aftale og opfyldelsen heraf løses ved forhandling.

Kan forhandling ikke føre til afklaring af foreliggende uenighed, skal der træffes en afgørelse.

Udgangspunktet vil være, at de almindelige domstole træffer afgørelse, men det må anses for hensigtsmæssigt, at parterne aftaler, at tvister afgøres ved voldgift.

Fordelen ved voldgift er for det første, at sagen afgøres endeligt i en instans, hvilke bevirker en hurtigere afklaring.

For det andet er der mulighed for, at der i afgørelsen kan medvirke særligt sagkyndige dommere, ligesom der ikke er forbundet offentlighed med afgørelse ved voldgift.

4.12 Forslag til standardaftale

Et forslag til standardaftale fremgår af bilag G.