Tilpasning til fremtidens klima

Hvad man gør i andre lande

Flere andre EU-lande er begyndt at tage hensyn til de ændrede klimaforhold.

Således har Holland, Tyskland og Østrig udarbejdet handlingsplaner mod oversvømmelse. Grækenland, Spanien og Italien har udarbejdet handlingsplaner mod tørke. Og endelig har Storbritannien, Belgien, Holland, Tyskland, Østrig, Sverige og Finland i varierende grad indarbejdet spørgsmålet om tilpasning til klimaændringer i bistandshjælpen til udviklingslandene.

Derudover har Storbritannien udarbejdet en national strategi for tilpasning til fremtidens klimaændringer.

Strategien er en del af det klimaprogram, som den britiske regering vedtog i november 2000, der både drejer sig om at nedbringe udslippet af drivhusgasser og tilpasse sig et ændret klima.

Det er det britiske Ministeriet for Miljø, Fødevarer og Landbrug, (Department for Environment, Food and Rural Affairs), som koordinerer klimapolitikken i Storbritannien i tæt samarbejde med en række andre berørte ministerier og styrelser.

I 1997 blev Storbrittaniens klimaeffektsprogram (UKCIP) etableret i tilknytning til universitetet i Oxford. I dag yder UKCIP bl.a. støtte til organisationer, eller myndigheder eller andre med ansvar for planlægning og udvikling af infrastruktur og beredskab. Og de hjælper med at udarbejde passende tilpasningsstrategier på de enkelte områder.

Liggestole på strand

Udpegning af vigtige områder
På baggrund af UKCIP's arbejde samt en uafhængig rapport fra Environmental Resources Management (ERM, 2000) peger det britiske klimaprogram på områder, hvor en tilpasning til ændrede klimaforhold er særlig vigtig indenfor de næste 30 år.

De områder, som klimaprogrammet indtil videre har peget på som vigtige er forvaltningen af vandressourcer, indsatsen mod oversvømmelser samt holdbarheden af bygninger og anden infrastruktur. Desuden bliver områder som turisme, biologisk mangfoldighed og planlægning også vurderet.

 



Version 1.0 September 2004, © Miljøstyrelsen.