Miljøprojekt, 927 – Barrierer for genanvendelse af slam – 2 Genanvendelse kontra bortskaffelse

Barrierer for genanvendelse af slam

2 Genanvendelse kontra bortskaffelse

Det er kommunalbestyrelserne, der står som ejere af de kommunale renseanlæg, og som skal vælge, hvorledes slamproduktionen skal håndteres. Der er tre hovedmuligheder for den endelige bortskaffelse af spildevandsslam:

Genanvendelse som gødning på landbrugsjord og andre jorde
Forbrænding i eksternt eller internt anlæg og efterfølgende deponering af aske/slagge
Alternativ bortskaffelse i produkter som sandblæsningsmidler og cement

Slam kan også tilføres andre behandlingsanlæg, biogas- eller komposteringsanlæg, hvorefter det blandede produkt kan genanvendes som gødning på fortrinsvis landbrugsjord.

Der findes desuden en mulighed for at udsætte et valg af slutbortskaffelse:

Slammineralisering

2.1 genanvendelse som gødning på landbrugsjord og andre jorder

Planteavlere sparer ressourcer og penge ved at genanvende slam, da det erstatter handelsgødning og ofte kalk. Desuden modtager planteavlerne oftest en betaling for at anvende det.

Samfundet undgår at forbrænde eller deponere slammet, hvilket mindsker affaldsmængden. Desuden mindskes den danske gødningsimport og den medfølgende import af metaller. Samtidig er genanvendelsen i landbruget generelt billigere end anden bortskaffelse, hvorved samfundet sparer penge. Slammets kvælstofindhold udnyttes ikke 100% effektivt, hvilket er kendt fra andre typer organisk gødning. Kvælstofudnyttelsen vurderes at være lavere ved udspredning om efteråret. Udnyttelsen skal indregnes i gødningsregnskabet med 45%, hvilket er en høj udnyttelse. Det resterende kvælstofbehov bliver tilført som kemisk gødning.

Fosfor i slammet udnyttes forskelligt, og der er generelt behov for en yderligere karakterisering eller egentlige vækstforsøg for, at udnyttelsesprocenten kan fastlægges. Udnyttelsen af fosforindholdet sættes ofte til 80%.

Fosforholdigt mineral, som findes i let tilgængelige miner, er en knap ressource, som er til rådighed i 100 - 200 år /3/. Hvad menneskeligheden så gør til den tid, er der ingen der ved. Det er dog sikkert, at vi ikke kan undvære fosfor, da det er en bestanddel af vor krop, og det er et uundværligt plantenæringsstof. En stor del af det fosformineral, som er til rådighed, er af god kvalitet med et lavt tungmetalindhold i form af cadmium, men gradvist skal de ikke rene forekomster anvendes. Der kan være store omkostninger forbundet med at fjerne det sundhedsskadelige cadmium.

I Sverige har staten iværksat en ambitiøs fosforplan, som skal sikre at mindst 60% af fosfor i spildevand inden 2015 skal genanvendes på landbrugsjord eller anden produktiv jord /3/).

2.2 forbrænding i eksternt eller internt anlæg og deponering af aske/slagge

Den totale slammængde i Danmark, der blev brændt i 2001, udgør 24%. Forbrændingen er generelt forbundet med bortskaffelse af aske, idet den udgør mellem 25% og 45% af slamtørstofmængden. Slammet bliver reduceret til 5-10% af den oprindelige mængde. Hovedparten forsvinder som vanddamp. Slaggen bliver oftest deponeret. Affald fra røggasrensning deponeres i specialdepoter.

Forbrænding af slam bidrager til atmosfærebidraget af kvælstof, da kvælstof i slammet omdannes til (NOx). Disse atmosfære bidrag indgår i den samlede kvælstofbelastning af danske jorde og recipienter.

2.2.1 Røggas og slaggebortskaffelse

Den miljømæssige belastning fra forbrænding med kvælstofholdige gasser bl.a. NOx -gasser bliver måske glemt lidt i det faktum, at røggassen overholder de gældende krav til koncentrationen. Renseanlæggenes miljøbelastning bliver i denne sammenhæng ofte reguleret ved, at der stilles supplerende krav til den samlede mængde pr. år.

Forbrændingsprocesser fjerner ikke metaller, men kan forbrænde organiske miljøfremmede stoffer. Ved forbrændingsprocessen kan der opstå nye stoffer, og slaggen skal deponeres eller genanvendes i et produkt.

2.2.2 Afgifter

Der skal betales afgift til staten ved forbrænding og deponering, henholdsvis 300 og 375 kr. pr. tons. I forbindelse med genanvendelse af slaggen vil en del af afgiftsbeløbet blive modregnet.

Afgiften er det kraftigste virkemiddel mod bortskaffelse fremfor genanvendelse.

2.3 alternativ bortskaffelse i produkter som sandblæsningsmidler og cement

Produktionen af sandblæsningsmidlet Carbogrit hos producenten RGS 90 er meget interessant for mange kommuner, idet de herved selv har undgået en anlægsinvestering og har reduceret afgiftsbetaling sammenholdt med en forbrænding uden genanvendelse. Der har været opsamlet slam fra mange anlæg i flere år, før processen og anlægget har stået færdigt. Der er i september 2003 foretaget en kommerciel produktion af sandblæsningsmidlet. Der er store lagringsfaciliteter hos RGS 90, der kan blive meget vigtige som buffer i tilfælde af nedsat forbrændingskapacitet eller andre svingninger i afsætningen på andre typer anlæg. De bliver allerede i dag anvendt som buffere, når forbrændingsanlæg ikke kan behandle slammet. Slammets fosforindhold bliver tabt ved processen.

Carbogrit-området er helt nyt, og der findes ikke fuldskala erfaringer fra andre lande.

Forbrænding af slam og indbygning i cementproduktionen foretages på Ålborg Portland. Slammet er tørret inden forbrændingen. Der fås intet restprodukt ved denne metode. Fosfor kan ikke nyttiggøres som gødning.

Anvendelse af slam efter omdannelse til sandblæsningsmiddel og cement er pålagt afgift for den del af slammet, som ikke indgår i slutproduktet.

2.4 slammineralisering

Slam kan behandles og opbevares i et lavteknologisk mineraliseringsanlæg i ca. 10 år. Det udskyder stillingtagen til, hvorvidt det mineraliserede slam skal spredes på landbrugsjord, forbrændes eller anvendes til sandblæsningsmiddel eller cementproduktion. Anlæggene er relativt dyre at etablere, men har et mindre forbrug af ressourcer i form af elektricitet, mandetimeforbrug og afvandingspolymer.

Der sker en nedbrydning af organiske miljøfremmede stoffer ved den lange lagringstid. Vand bliver drænet eller fordamper fra de plantebegroede anlæg. Samtidig bliver en del af det organiske stof omsat. Slammet får et lavere kvælstofindhold under behandlingen og opnår et højere tørstofindhold og fosforindhold. Slammet kan ved den rigtige drift opnå 40-45% tørstof. Anlæggene virker yderligere som lagre for slammet. Efter de lange behandlingstider skal store mængder næringssalte bortskaffes, hvilket vil øge det lokale udbud af fosforkilder ganske betydeligt.

Der er i 2003 få erfaringer med genanvendelse og bortskaffelse af slam fra disse anlæg. Der er ligeledes få driftserfaringer sammenlignet med andre behandlings- og afvandingsmetoder. DHI har ved en rundspørge erfaret, at flere anlæg ikke fungerer som forventet. Nogle anlæg kan ikke dræne vandet fra slammet, og i andre er planterne gået ud. Et stort anlæg har måtte bygges om og reetableres. De fleste anlæg, som er lavt belastet, og som styres ”rigtigt”, fungerer tilfredsstillende. Alligevel kan disse anlæg i 2004 opnå en samlet kapacitet nær en million PE. Der har været en risikovillighed i kommunerne ved valget af slammineraliseringsanlæggene, idet disse problemer må være kendt i branchen.

2.5 hvad er den bedste løsning på slambortskaffelse?

Der findes ikke et enkelt værkstøj til vurdering af miljøbelastning og økonomi f.eks. i form af livscyklusvurdering med en økonomisk overbygning, som kan afgøre, om landbrugsanvendelse eller forbrænding m.m. er den mest fordelagtige løsning med hensyn til miljøbelastning og økonomi.

Indstillingen hos renseanlæggenes driftsledelse, den generelle indstilling i landbruget og lokale forudsætninger spiller ind ved beslutning om bortskaffelsesmetode.

Der er mange forhold, som skal være kendte, før en slamproducent eller planteavler kan vurdere, om genanvendelse på landbrugsjord er fordelagtig for begge parter.