Forenkling af kommunale affaldsregulativer fase 2: Konkrete forslag til regulativtekst

6 Kommenterede regulativtekster - husholdninger

6.1 Formål
   6.1.1 Diskussion og anbefalinger til formålsparagraf
6.2 Lovgrundlag
   6.2.1 Diskussion og anbefalinger af paragraf om lovgrundlag
6.3 Regulativets gyldighedsområde
   6.3.1 Diskussion og anbefalinger af paragraf om regulativets
   gyldighedsområde

6.4 Definitioner
   6.4.1 Diskussion og anbefalinger af paragraf om definitioner
6.5 Pligter og rettigheder
   6.5.1 Diskussion og anbefalinger af paragraf om pligter og rettigheder
6.6 Indsamlingsordninger
   6.6.1 Diskussion og anbefalinger af paragraf om indsamlingsordninger
6.7 Anvisningsordninger
   6.7.1 Diskussion og anbefalinger af paragraf om anvisningsordninger
6.8 Tilsyn og administration
   6.8.1 Diskussion og anbefalinger af paragraf om tilsyn og administration
6.9 Gebyrer
   6.9.1 Diskussion og anbefalinger af paragraf om gebyrer
6.10 Dispensationer
   6.10.1 Diskussion og anbefalinger af paragraf om dispensationer
6.11 Henvendelse og klager
   6.11.1 Diskussion og anbefalinger af paragraf om henvendelse og
   klager

6.12 Overtrædelse og straf
   6.12.1 Diskussion og anbefalinger af paragraf om overtrædelse og straf
6.13 Bemyndigelse
   6.13.1 Diskussion og anbefalinger af paragraf om bemyndigelse
6.14 Ikrafttrædelse (overgangsbestemmelser)
   6.14.1 Diskussion og anbefalinger af paragraf om ikrafttrædelse
6.15 Affaldsordninger for husholdninger
   6.15.1 Diskussion og anbefalinger af affaldsordninger for husholdninger

I de følgende afsnit kommenteres de enkelte punkter i regulativ for husholdninger efter den skitserede skabelon og indholdsfortegnelse jf. afsnit 5. Hvert afsnit indledes med et forslag til regulativtekst. Denne tekst er indrammet og kursiveret. Det samlede udkast til den generelle del i regulativ for husholdninger, fremgår af bilag A.

Projektteamet kan ikke anbefale, at der på nuværende tidspunkt udarbejdes tekster til regulativets særlige del, da en række forhold er uafklarede jf. Fase 1 rapport samt afsnit 4 i denne rapport. Der er dog angivet enkelte eksempler på konkrete regulativtekster til den særlige del.

6.1 Formål

Formålet med dette regulativ er at fastsætte regler for håndtering af affald fra alle husstande i [..] Kommune med henblik på at forebygge forurening og begrænse ressourceanvendelsen ved at fremme nyttiggørelse af affald.

Mulighed for fritekst, men med faste overskrifter og eventuelt begrænset tekstfelt.


6.1.1 Diskussion og anbefalinger til formålsparagraf

Som udgangspunkt anbefaler projektteamet, at formålsparagraffen udformes dels med ovennævnte standardtekst, dels med et fritekst-felt, hvor kommunen kan angive, hvilke særlige forhold, der i regulativet er lagt vægt på, herunder fx henvise til kommunens affaldsplan.

Der er i dag meget stor frihed for kommunerne med hensyn til indholdet i formålsparagraffen i de kommunale affaldsregulativer. Den eneste begrænsning er, at formålsparagraffen skal være i overensstemmelse med Miljøbeskyttelseslovens § 1.

Mange regulativer nævner Affaldsbekendtgørelsens håndteringshierarki (§4).

Ligeledes ses der i mange regulativers formålsparagraf, formuleringer om kommunens miljømæssige målsætninger.

Projektteamets juridiske rådgiver kan ikke anbefale, at der sættes generelle formuleringer ind om Affaldsbekendtgørelsens håndteringshierarki, da disse ikke omhandler rettigheder og pligter for borgerne.

Kommunens målsætninger på affaldsområdet fremgår almindeligvis af kommunens affaldsplan, jfr. Affaldsbekendtgørelsens § 5. Projektteamet anbefaler som udgangspunkt, at kommunen har mulighed for at henvise til den kommunale affaldsplan i formålsparagraffen via fritekst.

Den foreslåede løsning kan naturligvis diskuteres, da den netop vil hindre en standardisering af regulativernes formålsparagraffer. På den anden side er kommunernes forskellige ambitionsniveauer, som de afspejles i affaldsplanerne, netop et argument for, at bibeholde kommunens muligheder for at tilrettelægge affaldshåndteringen.

Endelig skal det bemærkes, at projektets eksterne juridiske kritiker finder det hensigtsmæssigt, at dagrenovationslignende affald fra erhverv omfattes af regulativet for husholdninger.

Projektteamet anbefaler derimod, at dagrenovation/dagrenovationslignende affald fra erhverv fremgår af regulativer for erhverv, således at bestemmelser for husholdninger og erhverv holdes adskilt. Argumentationen herfor findes i afsnit 5 i denne rapport.

6.2 Lovgrundlag

Regulativet er udarbejdet med hjemmel i gældende miljølovgivning:

1. Lovbekendtgørelse nr. 753 af 25. august 2001 om miljøbeskyttelse med senere ændringer.
2. Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 619 af 27.juni 2000 om affald (med senere) ændringer.
3. Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 1067 af 22. december 1998 om håndtering af affald af elektriske og elektroniske produkter.


6.2.1 Diskussion og anbefalinger af paragraf om lovgrundlag

Som udgangspunkt anbefaler projektteamet, en standardtekst uden mulighed for valgmuligheder og/eller fritekst. Der bør alene være en henvisning til de lovbestemmelser og bekendtgørelser, der udgør hjemmelsgrundlaget for affaldsregulativer og ikke til bekendtgørelser, hvor dette ikke er tilfældet. Det betyder, at der ikke bør være en henvisning til nedenstående bekendtgørelser, som der ofte henvises til i gældende regulativer:

  1. Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 675 af 27. juni 2000 om anmeldelse af flytning af forurenet jord og jord fra kortlagte arealer og offentlig vej
  2. Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 655 af 27. juni 2000 om genanvendelse af restprodukter og jord til bygge- og anlægsarbejder
  3. Lov nr. 370 af 2. juni 1999 om forurenet jord
  4. Rådets forordning nr. 259/93 af 1. februar 1993 om overvågning af og kontrol med overførsel af affald indenfor, til og fra Det Europæiske Fællesskab.

En række regulativer medtager i dag henvisninger til cirkulærer. Da det kun er den kommunale forvaltning, der er bundet af cirkulæreskrivelser og cirkulærer, og da disse ikke udgør hjemmelsgrundlaget for affaldsregulativer, bør disse ikke fremgå af regulativernes lovgrundlag. I stedet anbefaler projektteamet, at disse krav indarbejdes i bekendtgørelser, hvorved de opnår bindende retsstatus, jf. Fase 1 Rapport afsnit 4.5.

Endvidere medtager en række regulativer i dag AT-anvisninger i lovgrundlaget. Den juridiske rådgiver anbefaler at AT-anvisninger ikke nævnes, da de ikke udgør hjemmelsgrundlag for regulativer og i øvrigt ikke har hjemmel i Miljøbeskyttelsesloven, hvorfor de falder helt uden for affaldsregulativerne, der er hjemlet i Miljøbeskyttelsesloven.

6.3 Regulativets gyldighedsområde

Regulativet gælder for dagrenovation og andet affald fra husholdninger, der fremkommer i [Kommunenavn] Kommune og omhandler håndtering af dette affald.
Regulativets bestemmelser gælder inden for [..] Kommune.

For affald fra erhverv henvises til Regulativ for affald fra erhverv i [Kommunenavn] Kommune.

6.3.1 Diskussion og anbefalinger af paragraf om regulativets gyldighedsområde

Som udgangspunkt anbefaler projektteamet en standardtekst uden mulighed for valgfri tekst eller fritekst. I regulativet fastsættes pligter og rettigheder for private husstande i kommunen.

I gældende regulativer ses eksempler på gentagelser af Affaldsbekendtgørelsens § 34 om bekendtgørelser (her: offentliggørelse) af regulativet. Det er projektteamets anbefaling, at kommunens pligter og rettigheder alene skal fremgå af Affaldsbekendtgørelsen. Årsagen hertil er, at § 34 henvender sig til kommunen og ikke til borgerne.

Nogle af de nuværende regulativer indeholder bestemmelser om, at regulativet ikke omfatter flydende uemballeret affald fra private husstande, herunder septiktanke, bundfældnings- og samletanke. Det er den juridiske rådgivers anbefaling at se bort fra denne sondring, da man på dette punkt må henholde sig til affaldsrammedirektivets afgrænsning, samt den særlige lovregulering af disse forhold.

En del regulativer indeholder generelle bestemmelser om forsøgsordninger som fx:

Ved forsøg med nye renovationsordninger kan kommunen fastsætte særlige regulativbestemmelser for hele kommunen eller afgrænsede områder heraf. Områdets afgrænsning og de særlige regulativbestemmelser fastlægges i dette regulativs særlige del”.

Affaldsbekendtgørelsen giver ikke hjemmel til at oprette forsøgsordninger, men kommunalbestyrelsen kan dog, bl.a. med hjemmel i §43, etablere tidsbegrænsede ordninger for forskellige fraktioner.

Det er projektets eksterne juridiske kritikers vurdering, at bestemmelser om forsøgsordninger enten er ulovlige eller meningsløse. Hvis bestemmelsen skal opfattes som en delegationsregel, er den næppe lovlig, da kommunalbestyrelsen skal vedtage regulativordninger. Er den ment som en oplysning, er den meningsløs, da sådanne afvigelser må fremgå af selve regulativet.

Det synes, udfra en praktisk synsvinkel, relevant, at kommunerne kan oprette forsøgsordninger eller tidsbegrænsede ordninger for udvalgte fraktioner, fx i forbindelse med udviklingsprojekter.

Projektteamet anbefaler derfor, at bestemmelser om forsøgsordninger/tidsbegrænsede ordninger ikke fremgår af regulativernes generelle del, men beskrives konkret i den særlige del.

6.4 Definitioner

De definitioner, der anvendes i dette regulativ svarer til de definitioner, der fremgår af den til hver en tid gældende bekendtgørelse om affald, i det omfang der her er fastsat definitioner for de enkelte begreber.

Definitionen af de enkelte affaldsfraktioner fremgår af regulativets særlige del, hvor de enkelte ordninger er beskrevet.

Affaldsfraktion: En affaldsfraktion er en gruppering af materialer i affaldet med fælles sammensætning.

Genanvendeligt affald: Affald, der teknisk er egnet til genanvendelse.

Grundejere: (NY) Ved en grundejer forstås den, der ifølge tingbogen har adkomst til ejendommen eller den ubebyggede grund. I en ejendom med andelsboliger eller ejerlejligheder anses andelsboligforeningen eller ejerforeningen som grundejer efter dette regulativ.

Husstande: (NY) Ved husstande forstås alle boliger. En husstand defineres som en enhed, der omfatter samtlige personer på samme adresse uanset familiemæssige tilknytningsforhold.

Indsamlingsmateriel: (NY) Enhver type renovationsbil, kærre o. lign., der anvendes til indsamling og transport af affald.

Kildesortering: (NY) At affaldet sorteres, der hvor det genereres i forskellige ensartede fraktioner, f.eks. papir, pap og glas.

Opsamlingsmateriel: (NY) Affaldsbeholderen som er den sæk, spand, mini-container, vippe-container, maxi-container, mobilsug og lignende, som bruges på ejendommen til at opsamle affaldet i. Opsamlingsmateriel omfatter ikke nedstyrtningsskakte og internt transportmateriel.


6.4.1 Diskussion og anbefalinger af paragraf om definitioner

Som udgangspunkt anbefaler projektteamet, at denne paragraf er en standardtekst uden valgmuligheder og/eller fritekst. De definitioner, der er afgivet med (NY) fremgår i dag ikke af Affaldsbekendtgørelsen.

Som anført i afsnit 4.3 Terminologi og definitioner, er der behov for, at Affaldsbekendtgørelsens definitioner og terminologi præciseres, forenkles og at anvendelsen af dem gøres obligatorisk i Modul 2 – det internetbaserede værktøj til udarbejdelse af kommunale affaldsregulativer.

Eksempelvis er definitionen på genanvendeligt affald: Affald, der teknisk er egnet til genanvendelse”, ikke særlig praktisk anvendelig for borgerne.

I tekstforslaget til regulativets definitioner er her angivet eksempler på definitioner af en række generelle begreber. Listen er dog ikke udtømmende. Projektteamet anbefaler, at listen kun indeholder definitioner, der er relevante for borgeren. Listen må ikke blive for omfangsrig og dermed uoverskuelig.

Det anbefales endvidere, at definitioner på affaldsfraktioner, der er omfattet af en ordning, kun defineres i regulativets særlige del.

Vedr. definition af grundejere, har den eksterne juridiske kritiker stillet spørgsmål ved om det er nødvendigt med denne definition. Projektets juridiske rådgiver har anført, at det i praksis vil være hensigtsmæssigt at have denne definition i regulativet, da der her fremgår hvem, der er ansvarlig i andels- og ejerlejlighedsforeninger.

Vedr. definition af husstande har den eksterne juridiske kritiker anført, at definitionen forekommer åbenbart unødvendig og kun vil give anledning til flere diskussioner om, hvad der er en husstand. Projektets juridiske rådgiver har anført, at det af praktiske årsager er hensigtsmæssigt med en definition på en husstand.

6.5 Pligter og rettigheder

Husstande og grundejere i [kommunenavn] kommune, i det følgende benævnt brugere, har pligt til at benytte de af kommunen etablerede ordninger for affald.

Kommunalbestyrelsen fastsætter hvilke affaldsfraktioner, der omfattes af indsamlingsordninger og anvisningsordninger.

Affald, der ikke er omfattet af en indsamlingsordning, er som udgangspunkt omfattet af en anvisningsordning. Affald, der hverken er omfattet af en indsamlings- eller anvisningsordning, anvises konkret af kommunen.

Brugernes opbevaring af affald må ikke give anledning til forurening, lugt eller uhygiejniske forhold. Det er ikke tilladt, at oplagre affald.

Det påhviler brugerne, at sortere deres affald i overensstemmelse med de ordninger der fremgår af regulativets særlige del. Affaldet skal sorteres i hjemmet eller på ejendommen (kildesortering), så der opnås så høj genanvendelse som mulig.

Det påhviler endvidere brugeren ved ordninger med afhentning på matrikel, at:

  • anvende godkendt materiel
  • anbringe materiellet således, at adgangsforholdene er bedst mulige for renovatøren
  • vedligeholde og rengøre materiellet
  • sikre mulighed for anbringelse af tilstrækkeligt materiel til, at kildesorteringsbestemmelserne kan overholdes, samt at overfyldning kan undgås
  • sikre fri adgang til materiellet på de tider, der er fastsat for afhentning af affaldet
  • sikre at adgangsveje og standplads er tilstrækkeligt oplyst og holdes i god stand, herunder ryddes for sne og gruses på samme måde som påbudt for fortove på de tider, der er fastsat for afhentning af affaldet

Kommunens tekniske forvaltning fastsætter efter rådføring med Arbejdstilsynet de nærmere bestemmelser om anbringelse og anvendelse mv. af materiel, samt om adgangsforhold mv. for alle eller visse affaldsfraktioner.

Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde bestemme, at mobile sugesystemer eller andre faste afhentningssystemer kan eller skal benyttes.

Kommunens tekniske forvaltning kan fastsætte nærmere bestemmelser om brugergruppe der er omfattet af en fælles nøgleordning.

Afbrænding af haveaffald, må kun finde stede efter de bestemmelser der fremgår af regulativets særlige del.


6.5.1 Diskussion og anbefalinger af paragraf om pligter og rettigheder

Som udgangspunkt anbefaler projektteamet, at denne paragraf er en standardtekst uden valgmuligheder og/eller fritekst.

Mange nuværende regulativer indeholder bestemmelser om kommunens forpligtelser. Det er imidlertid den juridiske anbefaling, at kommunens forpligtelser overfor Miljøstyrelsen, amtsråd, offentliggørelse mv. ikke bør fremgå af regulativet, men alene af Affaldsbekendtgørelsen.

Tilsvarende indeholder flere regulativer bestemmelser om bemyndigelse fra kommunen til et fælles kommunalt affaldsselskab. Projektteamet anbefaler, at disse bestemmelser udgår af regulativerne. Arbejdsdelingen mellem kommuner, affaldsselskaber og miljøcentre behandles i projektet: Adskillelse af myndigheds- og driftsopgaver. Erfaringer og anbefalinger herfra bør inddrages og eventuelle ændringer bør fremgå af Affaldsbekendtgørelsen.

Generelt anbefaler projektteamet, at denne paragraf kun skal vedrøre borgernes forpligtelser og rettigheder.

På spørgsmålet, hvorvidt det er nødvendigt at nævne andre aktørers (transportører og anlæg) forpligtelser og rettigheder, vurderer den eksterne juridiske kritiker, at kommunen ikke kan regulere modtageanlæg i regulativer, da disse i forvejen er reguleret via Miljøbeskyttelseslovens kap. 5.

I flere gældende regulativer, ses eksempler på bestemmelser for affaldstransportører efter Affaldsbekendtgørelsens § 31. Jf. diskussionen i Fase 1 om dette emne, er det omtvistet, om der kan fastsættes bestemmelser herom, hvorfor der her ikke er udarbejdet forslag til standardtekst. Projektteamet anbefaler, at emnet afklares nærmere, og i øvrigt koordineres med projekterne: Affaldstransportører og –mægleres rolle, og Ny datamodel.

Den eksterne juridiske kritiker anbefaler endvidere, at der ikke optages bestemmelser om transportører – i hvert fald ikke for transportører bosiddende uden for kommunen, da disse falder udenfor kommunes stedlige kompetence. Bestemmelser vedrørende transportører vil i givet fald kræve en ændring af Miljøbeskyttelseslovens kapitel 6.

Den eksterne juridiske kritiker anfører videre, at regulering af transportørers pligter ved offentligretlige regler ikke vil give praktisk mening, da transportørernes pligter i alle tilfælde vil være reguleret ved privatretlig aftale mellem transportør og kommune. Projektteamets juridiske rådgiver er som udgangspunkt enig heri.

Hvorvidt det er nødvendigt, at fastsætte bestemmelser om fritagelse fra benyttelsespligt, ff. Affaldsbekendtgørelsens bestemmelser i §39 stk. 2 om fritagelsesadgang for fortrolige papirer, vurderer den eksterne juridiske kritiker, at det er tilfældet, som reglerne er udformet i dag. Heri er projektteamets juridiske rådgiver uenig, da § 39, stk. 2 er en undtagelse til bekendtgørelsens § 36, stk. 1, der kun omfatter affald fra virksomheder, samt offentlige og private institutioner. Affald fra husholdninger er omfattet af reglen i Affaldsbekendtgørelsens § 36 stk. 1, hvorfor det ikke er nødvendigt, at fastsætte regler om fritagelse i regulativer for affald fra husholdninger. Hvis affald fra husholdninger var omfattet af bestemmelsen, ville det vel også fremgå af reglen i Affaldsbekendtgørelsens § 39 stk. 3.

Det ses ofte i regulativer, at de indeholder en bestemmelse om, at det ikke er tilladt at udlede farligt affald i spildevandet. Da spildevand er omfattet af spildevandslovgivningen og dermed ikke omfattet af affaldsbekendtgørelsen, er det den juridiske vurdering, at der ikke bør fremgå bestemmelser af denne art i regulativerne.

Tekstforslaget: ”Kommunens tekniske forvaltning fastsætter efter Arbejdstilsynet anbefalinger nærmere bestemmelser om anbringelse og anvendelse mv. af materiel, samt om adgangsforhold mv. for alle eller visse affaldsfraktioner” har fået følgende juridiske vurdering: Bestemmelsen bør ses i sammenhæng med bestemmelserne om adgang til privat ejendom i Miljøbeskyttelsesloven samt Grundlovens bestemmelse om boligens ukrænkelighed, og det bør overvejes, hvilken hjemmel der er i så henseende.

Da Arbejdstilsynet ikke er en myndighed, der har sit udspring i Miljøbeskyttelsesloven, kan det diskuteres, om der kan henvises til Arbejdstilsynet i et affaldsregulativ, der udspringer af Miljøbeskyttelsesloven. Projektteamets juridiske rådgiver mener ikke, at der kan optages bestemmelser, der direkte relaterer til Arbejdstilsynets anvisninger. Den eksterne juridiske kritiker er enig heri.

Som konsekvens heraf, anbefaler projektteamet, at der, som anført i tekstforslaget, anvendes følgende formulering: ”… efter rådføring med Arbejdstilsynet…”, jfr. MAD. 1997.80 (ØLK af 21. marts 1997 affaldsstativer).

Tekstforslaget: ”Brugernes opbevaring af affald må ikke give anledning til forurening, lugt eller uhygiejniske forhold” følger af Miljøbeskyttelseslovens § 43 og er ifølge den eksterne juridiske kritiker en unødig gentagelse. Projektteamets juridiske rådgiver vurderer, at borgerne næppe har kendskab til reglerne i Miljøbeskyttelsesloven, og at der derfor ikke er tale om en unødig gentagelse. Men er enig i, at der udfra en juridisk synsvinkel ikke er nogen grund til at medtage en sådan bestemmelse i affaldsregulativerne for husholdninger.

6.6 Indsamlingsordninger

Ved indsamlingsordning i dette regulativ forstås:

En regulativbestemt ordning, hvor affaldsproducenten overdrager sit affald til kommunen, hvorved kommunen overtager det fulde ansvar for affaldets videre håndtering. Kommunen har således ansvaret for såvel administration, drift, den praktiske udførelse og finansiering af ordningen. Kommunen kan drive ordningen ved egen foranstaltning eller ved at indgå en privatretlig aftale med en transportør. En indsamlingsordning kan organiseres både som en hente- og en bringeordning. Affald, der ikke er omfattet af en indsamlingsordning, er omfattet af en anvisningsordning.


6.6.1 Diskussion og anbefalinger af paragraf om indsamlingsordninger

Projektteamet anbefaler, at denne paragraf er en standardtekst uden mulighed for valgmuligheder og/eller fritekst.

Regulativteksten er projektteamets foreløbige forslag. Der henvises i øvrigt til Fase 1 rapporten og afsnit 4.3.1 Affaldsordninger i denne rapport, hvoraf det fremgår, at der er en række omtvistede juridiske uklarheder vedrørende indsamlingsordninger og anvisningsordninger.

Projektteamet anbefaler, at alle formuleringer om oplysningspligt, registreringer m.v. afstemmes med projektet: Ny affaldsdatamodel, herunder §18, §19, §46,§47, §48 i gældende Affaldsbekendtgørelse.

Regulativtekster kan først endeligt udarbejdes, når ovenstående forhold er afklarede.

6.7 Anvisningsordninger

Ved anvisningsordning i dette regulativ forstås:

En regulativbestemt ordning, hvor affaldsproducenten er ansvarlig for, at affaldet håndteres efter bestemmelserne i det kommunale affaldsregulativ. Det praktiske, såvel som det økonomiske ansvar for at affaldet håndteres i overensstemmelse med kommunalbestyrelsens anvisninger, påhviler affaldsproducenten. Såfremt affald ikke er omfattet af en etableret indsamlings- eller anvisningsordning, skal affaldsproducenten rette henvendelse til kommunen med henblik på en konkret anvisning.

Særlige bestemmelser for de enkelte anvisningsordninger fremgår af beskrivelsen af de enkelte ordninger i regulativets særlige del..


6.7.1 Diskussion og anbefalinger af paragraf om anvisningsordninger

Projektteamet anbefaler, at denne paragraf er en standardtekst uden mulighed for valgmuligheder og/eller fritekst.

Regulativteksten er projektteamets foreløbige forslag. Der henvises i øvrigt til Fase 1 rapporten og afsnit 4.3.1 Affaldsordninger i denne rapport, hvoraf det fremgår, at der er en række omtvistede juridiske uklarheder vedrørende indsamlingsordninger og anvisningsordninger.

Projektteamet anbefaler, at alle formuleringer om oplysningspligt, registreringer m.v. afstemmes med projektet: Ny affaldsdatamodel, herunder §18, §19, §46,§47, §48 i gældende Affaldsbekendtgørelse.

Regulativtekster kan først endeligt udarbejdes, når ovenstående forhold er afklarede.

6.8 Tilsyn og administration

[Kommunenavn] Kommune administrerer og fører tilsyn med, at affaldet håndteres og opbevares i overensstemmelse med gældende lovgivning og dette regulativs bestemmelser, jf. Miljøbeskyttelseslovens § 65.Kommunen kan udstede påbud og forbud vedrørende forhold omfattet af regulativet, jf. Miljøbeskyttelseslovens §§ 46 og 69 og affaldsbekendtgørelsens § 62.


6.8.1 Diskussion og anbefalinger af paragraf om tilsyn og administration

Projektteamet anbefaler, at denne paragraf er en standardtekst uden mulighed for valgmuligheder og/eller fritekst.

Den eksterne juridiske kritiker anfører, at der ingen hjemmel er til at kommunen i et regulativ fastsætter regler for tilsyn – så denne bør udgå eller der skal sikres hjemmel i lovgivningen. Projektteamets juridiske rådgiver bemærker, at selvom der ikke er udtrykkelig hjemmel til at kommunen i et regulativ fastsætter regler for tilsyn, bør det alligevel oplyses i regulativet, at kommunen er tilsynsmyndighed.

Den eksterne juridiske kritiker anfører desuden, at der ingen hjemmel er i Miljøbeskyttelsesloven til at kommunen kan fastsætte regler om påbudsadgang. Der er hjemmel til at meddele påbud i Miljøbeskyttelseslovens § 46 og Affaldsbekendtgørelsens § 62 – men ikke til at kommunen fastsætter regler for sin påbudsadgang.

Projektteamets juridiske rådgiver giver umiddelbart den eksterne juridiske kritiker ret, men anfører samtidig, at der i visse tilfælde formentlig er hjemmel til at udstede lovliggørelsespåbud uden henvisning til særlig påbudsbestemmelse.

6.9 Gebyrer

Kommunalbestyrelsen fastsætter gebyrer, i henhold til bekendtgørelse af lov om miljøbeskyttelse nr. 753 af 25. august 2001 §48 samt §29 i Affaldsbekendtgørelsen.

Alle husstande og grundejere, der er omfattet af dette regulativ, skal betale gebyr til dækning af de udgifter, der afholdes af kommunen i forbindelse med kommunens affaldshåndtering.

Gebyrernes størrelse vedtages en gang årligt af kommunalbestyrelsen. Gebyrerne offentliggøres efter vedtagelse.

Alle husstande og grundejere, der er omfattet af dette regulativ, skal meddele kommunen, hvis der sker ændringer, der kan påvirke gebyrerne, herunder meddele forøget eller reduceret affaldsmængde.

Særgebyrer
Kommunen kan opkræve særgebyrer for de ekstraomkostninger, som kommunen påføres f.eks. som følge af særlige ydelser herunder fx for:

  • udgifter, der følger af ukorrekt sortering.
  • afhentning uden for ordinær rute

6.9.1 Diskussion og anbefalinger af paragraf om gebyrer

Umiddelbart anbefaler projektteamet, at denne paragraf er en standardtekst uden mulighed for valgmuligheder og/eller fritekst. Men valgbare muligheder og fritekster kan eventuelt komme på tale, når en række udestående problemstillinger vedrørende gebyrfastsættelse er afklaret.

Den eksterne juridiske kritiker anfører, at der er to muligheder for at fastsætte gebyr. Den ene er, at kommunalbestyrelsen vedtager en takst – den anden er, at få dækket ekstraudgiften (dvs. den faktiske udgift) – men et takstmæssigt gebyr kan ikke delegeres, hvad den nuværende formulering forudsætter – og lovhjemmel mangler.

Der anvendes i dag mange forskellige modeller for fastsættelse og opkrævning af gebyrer i kommunerne. Som udgangspunkt bør der tilstræbes den størst mulige gennemsigtighed i de kommunale affaldsgebyrer. Denne gennemsigtighed og mulighed for sammenligning er ikke tilstede i dag på trods af flere udredningsprojekter på området.

Den eksterne juridiske kritiker bemærker i øvrigt, at retsstillingen på området er ualmindelig usikker – domme går i forskellige retninger, tilsynsrådsafgørelser i forskellige retninger – og en afklaring ventes først om flere år i de verserende sager. Projektteamets juridiske rådgiver en enig. Der henvises i øvrigt til de juridiske vurderinger i Fase 1.

Projektteamet anbefaler, at inddrage erfaringerne fra det seneste projekt om gebyrer i regi af Miljøministerens arbejdsgruppe. Det er i dette projekt valgt at formulere standardtekster baseret på gældende lovgivning. Det ligger uden for dette projekts rammer at foreslå, hvordan der sikres større gennemsigtighed i gebyrerne.

6.10 Dispensationer

6.10.1 Diskussion og anbefalinger af paragraf om dispensationer

Projektteamet anbefaler, at bestemmelser om dispensation helt udgår, da hjemmel til at give dispensation eller fritagelse fra bestemmelser i et regulativ for husholdninger ikke eksisterer. Miljøbeskyttelsesloven § 45, stk. 5 vedrører kun virksomheder. Spørgsmålet er i øvrigt også, om det er nødvendigt med en sådan formulering i regulativet for husholdninger.

Den eksterne juridiske kritiker er enig i, at reglen helt bør udgå – medmindre der kan påvises tilfælde, hvor lovgivningen i forhold til dagrenovation eller andet affald fra husholdninger hjemler en sådan dispensationsmulighed. Projektteamets juridiske rådgiver er ligeledes enig i denne vurdering.

6.11 Henvendelse og klager

Henvendelse om regulativets bestemmelser rettes til [Kommunenavn]kommune.

Klager over administration af regulativets bestemmelser samt klager over indsamling af dagrenovation rettes til [Kommunenavn]Kommune. Kommunens afgørelser kan ikke påklages til højere administrativ myndighed.


6.11.1 Diskussion og anbefalinger af paragraf om henvendelse og klager

Projektteamet anbefaler, at denne paragraf er en standardtekst uden mulighed for valgmuligheder og/eller fritekst. Standardteksten sikrer klageadgang. De nærmere retningslinier kan eventuelt fremgå af kommunens hjemmeside, informationsmaterialer eller offentliggøres i lokale aviser.

6.12 Overtrædelse og straf

Overtrædelse af reglerne i dette regulativ eller undladelse af at efterkomme påbud eller forbud vedrørende dette regulativ, straffes med bøde, jf. Miljøbeskyttelseslovens §110.


6.12.1 Diskussion og anbefalinger af paragraf om overtrædelse og straf

Projektteamet anbefaler, en standardtekst uden mulighed for valgmuligheder og/eller fritekst.

Mange kommunale affaldsregulativer indeholder i dag bestemmelser som følger: ”Såfremt bestemmelserne om materiellets anbringelse og anvendelse mv., samt om adgangsforhold mv. ikke overholdes, kan kommunens tekniske forvaltning tillade renovatøren at undlade den normale indsamling og i stedet fjerne affaldet særskilt”.

De juridiske eksperter stiller spørgsmål ved om der er hjemmel hertil generelt. Løsningen bør i stedet være, at pålægge grundejeren at udrede den ekstraomkostning, som afhentningen giver anledning til pga. de anførte problemer.

6.13 Bemyndigelse

Der er ikke udarbejdet tekstforslag hertil.

6.13.1 Diskussion og anbefalinger af paragraf om bemyndigelse

Problemstillingen behandles i et særskilt projekt: Adskillelse af kommunernes myndigheds- og driftsherrerolle på affaldsområdet. Erfaringer herfra bør inddrages i det videre arbejde med såvel ændringer i det centrale regelsæt som de kommunale regulativtekster.

6.14 Ikrafttrædelse (overgangsbestemmelser)

Dette regulativ træder i kraft den ……..

Samtidig med ikrafttrædelse af dette regulativ ophæves følgende:

Tidligere gældende regulativer i kommunen - listes
Således vedtaget af Kommunalbestyrelsen [den XX. MÅNED ÅR].

Borgmester                      Kommunaldirektør


6.14.1 Diskussion og anbefalinger af paragraf om ikrafttrædelse

Projektteamet anbefaler, at denne paragraf er en standardtekst med mulighed for tilføjelser af de regulativer, der ophæves. Dette må nødvendigvis være fritekst.

Det anbefales endvidere, at der ved revision af Affaldsbekendtgørelsen sikres nogle rimelige overgangsbestemmelser, så aktørerne kan få den fornødne tid til at omstille sig.

Holder Strukturkommissionens anbefalinger om nye kommunegrænser fra 2007, vil dette være en naturlig skæringsdato, der kan anbefales også for ophævelse af gamle regulativer og ikrafttrædelse af nye.

Der kan eventuelt hentes inspiration til, hvordan overgangsreglerne kan udformes i loven om betalingsregler for spildevandsanlæg, der er blevet ændret flere gange, og hvor der har skullet tages hensyn til, at kommunerne skulle have tid til at vedtage nye betalingsvedtægter inden for en vis tid.

6.15 Affaldsordninger for husholdninger

[Kommunenavn] Kommunes ordninger for affald fra husholdninger i form af indsamlings- og anvisningsordninger fremgår af listen nedenfor.

(listen)

Bestemmelser for de enkelte ordninger er beskrevet under de enkelte ordninger .

6.15.1 Diskussion og anbefalinger af affaldsordninger for husholdninger

Som det ses af den foreslåede skabelon og indholdsfortegnelse for regulativet for affald fra husholdninger II. Særlig del: Ordninger for husholdninger, er der i det gældende regelsæt specifikt nævnt de affaldsfraktioner, som kommunerne er forpligtet til at etablere indsamlings- og/eller anvisningsordninger for.

Generelt skal kommunen, efter gældende regler, etablere indsamlingsordninger for: dagrenovation, papir, emballageaffald af glas, farligt affald, PVC og imprægneret træ. Derudover kan kommunen etablere indsamlingsordninger for andre fraktioner fra husholdninger.

Kommunerne skal etablere indsamlings- eller anvisningsordninger for de specifikke affaldsfraktioner: affald fra elektriske og elektroniske produkter, CFC-holdige kølemøbler samt bygge- og anlægsaffald.

For alt andet affald fra husholdninger, der ikke er omfattet af indsamlingsordninger skal kommunen anvise håndtering af affaldet.

Nedenfor gives et eksempel på en fiktiv forenklet liste over en kommunes affaldsordninger. Kommunen har, som en service for borgerne, etableret en containerstation i kommunen.

Af listen fremgår de affaldsfraktioner, som kommunen har valgt henholdsvis indsamlings- og anvisningsordninger for. Ved at definere en sådan liste, vil det det blive nemt for borgeren og andre at finde ud af, hvilke regler der gælder i kommunen, og det vil blive nemt at sammenligne den ene kommune med den anden. Eksemplet viser samtidig de typer af ordninger der kunne tænkes at blive automatisk indberettet via den internetbaserede system.

Nr. Ordninger Indsamlingsordning Anvisningsordning
1 Dagrenovation ja -
1.A - Organisk fraktion nej  
1.B - Hjemmekompostering ja
2.A Papir (aviser og blade m.v.) ja, bringe, kube, containerstation  
2.B Pap ja, bringe, containerstation  
3. Glasemballage ja, bringe, kube, containerstation  
3.A - Farvet emballageglas ja, bringe, kube, containerstation  
3.B - Klart emballageglas ja, bringe, kube, containerstation  
4. Jern og metal ja, bringe, containerstation  
4.A - Metalemballage ja, bringe, containerstation  
4.B - Aluminiumsemballage ja, bringe, containerstation  
5. Plast ja, bringe, containerstation  
5.A
5.B
- PVC (genanvendeligt)
- PVC (ikke genanvendeligt)
ja, bringe, containerstation  
6. Farligt affald ja, bringe, containerstation  
6.A - Klinisk risikoaffald ja, bringe, containerstation,

Apotek

 
6.B. - CFC-holdige kølemøbler ja, bringe, containerstation  
6.C - Imprægneret træ ja, bringe, containerstation  
6.D - Asbest ja, bringe, containerstation  
6.E - Batterier Ja, hente, bringe, containerstation  
6.F - Lyskilder ja, bringe, containerstation  
6.G - Andet farligt affald ja, bringe, containerstation  
7. Affald fra Elektriske og elektroniske produkter ja, bringe, containerstation  
8 Bygge og anlægsaffald ja, bringe, containerstation  
9. Haveaffald ja, bringe, containerstation  
9.A - Afbrændingsordning ja
9.B - Flishugningsordning Ja
10. Storskrald ja, bringe, containerstation  
       

Figur 1. Eksempel på liste fra en fiktiv kommune, med oversigt over kommunens affaldsordninger for husholdninger.

Kommunen er forpligtet til, at etablere en affaldsordning for de affaldsfraktion/affaldstyper, der er markeret med fed, efter gældende regelsæt.

Som det er beskrevet i kapitel 4, er der en række forhold, som gør at det ikke findes hensigtsmæssigt, at der på nuværende tidspunkt udarbejdes forslag til konkrete regulativtekster for regulativernes særlige del.

Nedenfor vises et eksempel på, hvordan en konkret regulativtekst for en indsamlingsordning for dagrenovation kunne se ud. Der skal her gøres opmærksom på, at denne tekst, er et udtryk for en første skitse, der især viser opbygningen af en affaldsordning og dermed funktionaliteten i Modul 2.

Indsamlingsordning for dagrenovation

Formål

Ordningen skal sikre, at dagrenovation fra husholdninger bliver indsamlet, håndteret og bortskaffet på et bæredygtigt grundlag og ved et højt miljøbeskyttelsesniveau.


Definition

Dagrenovation er en affaldsfraktion, der hovedsageligt består af køkkenaffald samt mindre emner af kasserede materialer, der naturligt forekommer fra forbrug i private husholdninger og som ikke er omfattet af andre ordninger.

Dagrenovation er fx madaffald og restaffald i form af kartoner til mælk, juice o.l., madholdigt eller snavset pap, papir, plast, metal (konservesdåser, stanniol m.v.) udtjent porcelæn, keramik og stentøj, udtjente elpærer (almindelige), sod og aske, samt andet affald som hensigtsmæssigt kan bortskaffes som dagrenovation.


Affaldshåndtering

Standardtekst:
Ordningen gælder for alle private husstande i kommunen, hvor husholdningen frembringer dagrenovation. Ejere af ubebyggede grunde er undtaget, såfremt der ikke fremkommer dagrenovation på ejendommen.

Til- og afmeldinger til ordningen for dagrenovation foretages af grundejeren ved henvendelse til kommunen. Ændringer af beholderantal og beholdertype sker ligeledes ved henvendelse til kommunen.

Eksempel på struktur for valgbare tekster:

Valgmulighed 1:Indsamling af dagrenovation

Eksempel på struktur til valgbare tekster/fritekster:
Opsamlingsmateriel for enfamiliehuse m.m.
Opsamlingsmateriel for etageejendomme m.m.
Opsamlingsmateriel for sommerhuse
Anbringelse og fyldning
Anvendelse
Renholdelse
Tømning etc.

Eksempelvis:
Ændringer i tømningsfrekvens kan foretages hele året, dog kun i rimeligt omfang.
Til- og afmelding til kommunens affaldsordninger skal ske ved husstands/grundejers henvendelse til kommunen.

Valgmulighed 2:Indsamling af organisk fraktion

Eksempel på struktur til valgbare tekster/fritekster:
Opsamlingsmateriel for enfamiliehuse m.m.
Opsamlingsmateriel for etageejendomme m.m.
Opsamlingsmateriel for sommerhuse
Anbringelse og fyldning
Anvendelse
Renholdelse
Tømning etc.

Valgmulighed 3:Hjemmekompostering

Eksempelvis:
Husstande og grundejere i [Kommunenavn] Kommune kan hjemmekompostere den vegetabilsk organiske fraktion af dagrenovationen og haveaffald fra egen have. Det affald, der hjemmekomposteres, er ikke omfattet af den etablerede indsamlingsordning for dagrenovation.

Såfremt hjemmekompostering giver anledning til forurening, uhygiejniske forhold eller tilhold af skadedyr på ejendommen/naboejendomme, kan kommunen nedlægge forbud mod hjemmekompostering på den pågældende ejendom.

Evt. fritekst:


Følgende bemærkninger kan knyttes til ovenstående eksempel på konkret regulativtekst for indsamlingsordning for dagrenovation.

Der er i eksemplet forudsat en ændring af definitionen af dagrenovation i Affaldsbekendtgørelsen. Definitionen svarer altså ikke til gældende definition. Argumentet for at ændre den nuværende definition af dagrenovation er, at som affaldstype er definitionen for bred og praksis har vist at den brede definition skaber en række uklarheder i de kommunale affaldsordninger. Dagrenovation er i eksemplet at opfatte som en affaldsfraktion. Definitionen af dagrenovation skal endeligt koordineres med projektet: Ny affaldsdatamodel.

Eksemplet bygger på at kommunen kan:

a) Vælges mellem 1) indsamling af dagrenovation 2) indsamling af organisk fraktion og 3) hjemmekompostering. Kommunen vil således kunne vælge kombinationer af disse affaldsordninger. Der tænkes således at der skal være forslag til standardtekster, der beskriver hver af de tre affaldsordninger.

b) For hver valgmulighed skal kommunen tage stilling til dækningsgrad af den pågældende ordning – hvem er omfattet ? (boligtyper mv.). Et eksempel kunne være, at kommunen vælger kun at have hjemmekompostering i 1-2 familieboliger og indsamling af organisk fraktion fraetageejendomme.

c) Derudover vil der være angivet en struktur (jf. §23 i gældende Affaldsbekendtgørelse), således at kommunen med fritekst beskriver de detaljerede forskrifter for den valgte indsamlingsordning fx beholdertyper m.v.

 



Version 1.0 September 2004, © Miljøstyrelsen.