| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Adskillelse af kommunernes myndigheds- og driftsherrerolle på affaldsområdet – Bind III

Kapitel 3
Indenrigs- og Sundhedsministeriets samt Miljøstyrelsens skrivelser om delegation og overførelse af kompetencer

3.1 Tilkendegivelser om opgavernes karakter
3.2 Affaldsplanlægning - er det myndighedsudøvelse?
3.3 Regulativer - er det myndighedsudøvelse?
3.4 Sagsbehandling og vejledning - er det myndighedsudøvelse?
3.5 Tilsynsfunktioner - er det myndighedsudøvelse?
3.6 Gebyrer - er det myndighedsudøvelse?
3.7 Vedrørende Miljøbeskyttelseslovens § 49
3.8 Miljøbeskyttelseslovens § 86

3.1 Tilkendegivelser om opgavernes karakter

Den opgavebeskrivelse, som er resulteret i de tre rapporter, er bl.a. begrundet i, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet samt Miljøstyrelsen har fremsat klare tilkendegivelser om, at en række opgaver ikke kunne overføres til de kommunale fællesskaber, fordi der var tale om myndighedsudøvelse, og fordi en overførelse af sådanne kompetencer forudsætter et klart grundlag i lovgivningen.

I Bind I, Kapitel 1, afsnit 1.2. er det - som en opsummering af vores undersøgelse af den gældende lovgivning og retsteori, herunder den i de to forudgående kapitler i dette bind foretagne analyse - fastslået, at kravet om udtrykkelig lovhjemmel er for vidtgående. Det er i afsnit 1.3. i Bind I, Kapitel 1 endvidere fremhævet, at begrebet myndighedsudøvelse ikke har noget klart retligt indhold. I afsnit 1.6. i samme bind er det konstateret, at der er tradition for fælles løsninger, og at der i relation til visse affaldsopgaver udtrykkeligt i miljøbeskyttelsesloven er forudsat en overførelse af kompetencerne til de kommunale fællesskaber.

I dette kapitel skal der kort redegøres for de vurderinger, der er foretaget af Indenrigs- og Sundhedsministeriet samt Miljøstyrelsen i relation til de enkelte affaldsopgaver. Opgaverne er beskrevet mere udførligt i Bind I, Kapitel 4, og med en inddragelse af de mange relevante §'er i Bind II, Kapitel 5. Rækkefølgen, der anvendes i det følgende ved behandling af de enkelte affaldsopgaver, er den samme som i de to øvrige bind.

3.2 Affaldsplanlægning - er det myndighedsudøvelse?

Der skal til belysning af affaldskortlægningens og affaldsplanlægningens retlige karakter henvises til Bind I, Kapitel 4, afsnit 4.2. og Bind II, Kapitel 5, afsnit
5.4. Det konkluderes nævnte steder, at der ikke er tale om myndighedsudøvelse, idet der ikke er tale om at foretage en direkte retlig regulering af borgernes rettigheder og pligter. Det fastslås endvidere, at der klart er hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 47, stk. 4 til at udstede affaldsbekendtgørelsens § 11, hvorefter kompetencen kan overføres til de fælleskommunale selskaber.

I en “Notits af 10. marts 2003 om affaldsbekendtgørelsens § 11 og kompetenceoverdragelse” fastslår Miljøstyrelsen:¹

“Indberetningspligten er uden tvivl faktisk forvaltningsvirksomhed, hvorfor bestemmelsen herom er uproblematisk.

Der kan imidlertid stilles spørgsmålstegn ved, om udarbejdelse af affaldsplaner er faktisk forvaltningsvirksomhed eller myndighedskompetence. Skulle en vurdering ende op med, at affaldsplanlægning må antages at være myndighedskompetence, er det nærliggende at antage, at den del af § 11 savner hjemmel i miljøbeskyttelsesloven.

Hvorvidt planlægning må anses som myndighedskompetence må bero på en vurdering af, hvorvidt planen reelt skaber pligter eller rettigheder for borgerne.

Det er klart, at en affaldsordning skal beskrives i et regulativ for at være sat i gang, hvorfor en affaldsordning ikke kan etableres blot med hjemmel i en affaldsplan. Til gengæld forekommer det ikke afklaret, om kommunen i sit regulativ kan fastsætte bestemmelser om affaldsordninger, der ikke er beskrevet i affaldsplanen, jf. bekendtgørelsens § 7, stk. 1, nr. 3-5.

Noget tilsvarende gør sig gældende for gebyrer, jf. bekendtgørelsens § 7, stk. 1, nr. 7.

Det må indstilles, at Miljøstyrelsen udtaler sig så lidt som muligt om spørgsmålet, indtil en afklaring på dette er fundet. I den forbindelse skal det bemærkes, at styrelsen ved sin udtalelse af 30. januar 2003 tilkendegav, at planlægning der vedrører den løbende drift af ordningen kan anses for faktisk virksomhed.”

Miljøstyrelsen forudsætter i denne skrivelse, at der i affaldsplanlægningen skal være hjemmel for de ordninger, der fastlægges ved affaldsregulativerne. Der er ikke noget grundlag for at opstille et sådant hjemmelskrav. Der er ikke tale om et regelhierarki, hvori affaldsplanerne indgår som et led mellem affaldsbekendtgørelsen og affaldsregulativet.

Der kan hverken opstilles noget krav om, at affaldsplanen skal indeholde de retlige rammer for udformningen af affaldsregulativerne, eller for at sådanne rammer skal være fastlagt i relation til gebyrerne. Affaldsbekendtgørelsens § 7, stk. 7, som Miljøstyrelsen henviser til i ovennævnte skrivelse, forudsætter alene en overordnet stillingtagen til planens konsekvenser for kommunalbestyrelsens budget og gebyrernes størrelse. At gebyrerne ikke forudsættes fastlagt i affaldsplanen følger også af, at affaldsplanernes indhold efter affaldsbekendtgørelsens § 11 sammenholdt med lovens § 47, stk. 4 kan udarbejdes af de fælleskommunale selskaber, hvorimod det kommunale budget og de overordnede gebyrrammer efter den kommunale styrelseslovs § 40, stk. 2 og § 41a samt miljøbeskyttelseslovens § 48 forudsættes vedtaget af kommunalbestyrelsen i et møde.

Miljøstyrelsen har med udtalelse af 30. januar 2003² tilkendegivet, at opgaver, der vedrørende planlægningen af den løbende drift af ordningen kan siges at være faktisk forvaltningsvirksomhed. Det samme gælder service, økonomi m.v.

3.3 Regulativer - er det myndighedsudøvelse?

Der kan ved stillingtagen til regulativernes karakter henvises til det, der fremgår af Bind I, Kapitel 4, afsnit 4.3. samt af Bind II, Kapitel 5, afsnit 5.5. Der er efter den retlige analyse ingen tvivl om, at der er tale om myndighedsudøvelse.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet slår fast i en skrivelse af 9. september 2002, stilet til Miljøstyrelsen,³ at kommunalbestyrelsens kompetence til efter miljøbeskyttelseslovens § 45, stk. 3 at fastsætte regulativer for bortskaffelse af affald er en myndighedsopgave.

Miljøstyrelsen fastslår med skrivelse af 30. januar 2003,⁴ at kommunalbestyrelsens kompetence til efter miljøbeskyttelseslovens § 45, stk. 3 at fastsætte regulativer for bortskaffelse af affald er myndighedsudøvelse. Den nævnte skrivelse er den første, hvori Miljøstyrelsen udtaler sig om, hvorvidt der i miljøbeskyttelsesloven er særlige holdepunkter for - hjemmel til - at overdrage kompetencer til myndighedsudøvelse til de kommunale fællesskaber. Det gentages i Miljøstyrelsens skrivelse af 18. marts 2003 til Indenrigs- og Sundhedsministeriet.⁵

3.4 Sagsbehandling og vejledning - er det myndighedsudøvelse?

Den retlige karakter af sagsbehandling og vejledning m.v. er behandlet i Bind I, Kapitel 4, afsnit 4.5 og i Bind II, Kapitel 5.6. Det fremgår heraf, at det ofte kan betragtes som en del af myndighedsudøvelsen.

Indenrigsministeriet oplyser i sin skrivelse af 20. oktober 2000,⁶ at det er ministeriets opfattelse,

”at spørgsmålet om, hvorvidt sagsforberedelse vil kunne overlades til et kommunalt fællesskab uden særlige holdepunkter i lovgivningen, vil bero på en konkret vurdering af den enkelte opgave og omfanget af overladelsen.”

Ved skrivelse af 8. december 2003 vedrørende godkendelse m.v. af transportører og behandlere af farligt affald,⁷ der er stilet til Statsamtet Ringkjøbing, fastslår Miljøstyrelsen,

“For så vidt angår myndighedsopgaver i form af.... sagsbehandling i tilknytning til re
gulativer, herunder behandling af ansøgninger om forhåndsgodkendelse af transportører og behandlere samt klassificering af farligt affald, er det Miljøstyrelsens opfattelse,
... (at der) ikke i miljøbeskyttelsesloven (er) særlige holdepunkter for at antage, at disse opgaver kan overdrages til et kommunalt affaldsfællesskab”.

For så vidt angår opgaver vedrørende etablering af aftaler med transportører og behandlere vurderer Miljøstyrelsen ved sin skrivelse af 8. december 2003, at det kan betragtes som faktisk virksomhed, der kan overføres til de kommunale fællesskaber, når indgåelse af aftalerne “kan ske efter faste retningslinjer eller standardaftaler fastsat af kommunalbestyrelsen.

Miljøstyrelsen fastslår med skrivelse af 30. januar 2003:⁸

”For så vidt angår vejledning til borgere og virksomheder, kan denne kompetence efter Miljøstyrelsens opfattelse .... overdrages til et kommunalt affaldsfællesskab, forudsat
vejledningen ikke konkret har karakter af egentlig sagsbehandling i tilknytning til regulativer, men er af oplysende karakter.”

Miljøstyrelsen fastslår igen ved skrivelse af 8. december 2003,⁹ at information og vejledning efter styrelsens vurdering har karakter af faktisk forvaltningsvirksomhed.

3.5 Tilsynsfunktioner - er det myndighedsudøvelse?

Den retlige karakter af tilsynsudøvelse er behandlet i Bind I, Kapitel 4, afsnit
4.7. og i Bind II, Kapitel 5.8. Det fremgår heraf, at der er tale om opgaver, der typisk må henregnes til myndighedsudøvelse.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet slår da også fast i en skrivelse af 9. september 2002, stilet til Miljøstyrelsen,¹⁰ at kommunalbestyrelsens kompetence til efter miljøbeskyttelseslovens § 65 til at føre tilsyn er at betragte som en myndighedsopgave.

Dette lægges til grund af Miljøstyrelsen, der senere med skrivelse af 30. januar 2003 fastslår,¹¹ at kommunalbestyrelsens kompetence til efter miljøbeskyttelseslovens § 65, at udføre tilsynsfunktioner er udtryk for myndighedsudøvelse. Det gentages i Miljøstyrelsens skrivelse af 18. marts 2003 til Indenrigs- og Sundhedsministeriet.¹²

3.6 Gebyrer - er det myndighedsudøvelse?

Den retlige karakter af gebyrudmåling - og mindre væsentligt gebyropkrævning - er beskrevet i Bind I, Kapitel 4, afsnit 4.9. og Bind II, Kapitel 5, afsnit
5.9. Det fastslås i den sammenhæng, at gebyrudmåling ikke i sig selv nødvendigvis har katrakter af myndighedsudøvelse, idet den konkrete karakter vil afhænge af, om der er tale om en frivillig benyttelse af en offentlig ydelse mod betaling (gebyr) eller der er tale om tvang. I relation til anvendelsen af kompetencen i miljøbeskyttelseslovens § 48, hvor der dels er tale om benyttelsespligt og dels om opkrævninger, der kan have karakter af samlegebyrer, som er sikret fortrinsret, udpantningsret og hvor rekurs er afskåret, er der tale om en myndighedsudøvelse.

De kompetencer, som indføjes i de kommunale fællesskaber om, at generalforsamlingen i et affaldsfællesskab kan fastsætte de gebyrer, som interessentkommunerne skal betale, er ikke udtryk for myndighedsudøvelse, idet adressaten for gebyrkravene er kommunerne.¹³

Indenrigsministiet vurderede - på baggrund af en henvendelse fra Genvindingsbrancherådet, FFAD og Miljøplan A/S - Københavns Kommunes erhvervsregulativ i 1995. Af regulativet § 19, stk. 3 fremgik det bl.a., at det i den godkendelse, som affaldstransportører kunne opnå hos kommunen, kunne fastsættes bestemmelser om, at transportøren skulle opkræve gebyr til den kommunale administration. I samme regulativs § 21, stk. 10 var der fastsat en bestemmelse om, at modtageanlæg kunne pålægges at opkræve gebyrer til den kommunale administration. Indenrigsministeriet fastslog på baggrund af de udtalelser og forklaringer, der blev fremsendt fra Miljøstyrelsen og Københavns Kommune:¹⁴

“Indenrigsministeriet forstår kommunens udtalelse, sammenholdt med regulativets § 19, stk. 3, og § 21, stk. 10, således, at kommunen med vedtagelsen af de pågældende bestemmelser har ønsket at tilvejebringe en mulighed for, at retten ifølge miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 5, til at opkræve gebyrer fra affaldsproducenterne skal kunne delegeres til transportører og affaldsbehandlingsanlæggene.

Det er almindeligt antaget, at delegation af offentlige myndigheders kompetence til private af retssikkerhedsmæssige grunde kræver lovhjemmel, jf. herved Forvaltningret v. Hans Gammeltoft-Hansen m.fl., 1994, s. 99 f.

Indenrigsministeriet finder ikke, at miljøbeskyttelsesloven giver hjemmel til delegation af kommunens kompetence til at opkræve gebyrer efter lovens § 48.

Efter Indenrigsministeriets opfattelse er Københavns Kommune derfor ikke berettiget til at kræve, at transportører og affaldsbehandlingsanlæg opkræver gebyrer fra affaldsproducenterne på kommunens vegne.

Indenrigsministeriet har på den baggrund i dag anmodet Københavns Kommune om at ændre regulativet, således at det ikke fremgår heraf, at kommunen kan opkræve gebyrer fra transportører og modtageanlæg samt delegere retten til at opkræve de pågældende gebyrer”

Indenrigs- og Sundhedsministeriet slår fast i en skrivelse af 9. september 2002, stilet til Miljøstyrelsen,¹⁵ at den kommunale styrelseslovs § 40, stk. 2, 1. pkt. og § 41a skal forstås som forbud mod delegation af bevillingskompetencen henholdsvis kompetencen til at fastsætte visse takster. Bestemmelserne har imidlertid ikke betydning for forholdet mellem styrelsesorganet for et kommunalt fællesskab og kommunalbestyrelserne i de deltagende kommuner. Det fastslås herefter, at overførelse af myndighedsudøvelsesopgaver, det vil sige den del af den kommunale forvaltning, der består i at regulere borgernes retsforhold - typisk i form af meddelelse af forbud, påbud og tilladelser - normalt forudsætter hjemmel i den pågældende lovgivning. Overførelse af myndighedsudøvelsesopgaver til et kommunalt fællesskab kræver således særlige holdepunkter i lovgivningen. Overførelse af myndighedsudøvelsesopgaver til andre kommunale fællesskaber kræver ligeledes særlige holdepunkter i lovgivningen. Ministeriet fastslår:

“Kommunalbestyrelsens kompetence efter miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 1, til at fastsætte gebyrer er en myndighedsopgave.”

Ved skrivelse af 12. december 2002 videresender Indenrigs- og Sundhedsministeriet et affaldsselskabs henvendelse om dette spørgsmål til Miljøstyrelsen. Miljøstyrelsen fortolker henvendelsen som en anmodning om en udtalelse om, hvorvidt der er hjemmel i gældende lovgivning på Miljøministeriets område til at overføre kompetence til fastsættelse af affaldsgebyrer til et kommunalt fællesskab.¹⁶

Ved brev af 18. marts 2003¹⁷ oplyste Miljøstyrelsen over for Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at der efter Miljøstyrelsens opfattelse ikke er særlige holdepunkter i lovgivningen for at antage, at kommunalbestyrelsens kompetence efter miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 1 til at fastsætte gebyrer kan overføres til et kommunalt fællesskab. Ved skrivelse af 29. april 2003 fastslår Indenrigs- og Sundhedsministeriet,¹⁸ at ministeriet sædvanligvis lægger en udtalelse fra et fagministerium om forståelse af det pågældende ministeriums lovgivning til grund i forbindelse med tilsynsmyndighedens selvstændige vurdering af lovgivningens indhold. Denne opfattelse kommer også til udtryk i betænkning nr. 1395/2000 om statens tilsyn med kommunerne, side 111-112. Indenrigs- og Sundhedsministeriet kan endvidere oplyse, at ministeriet er enig med Miljøstyrelsen i, at der ikke er hjemmel i den gældende lovgivning til at overføre kommunalbestyrelsens kompetence efter miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 1. Indenrigs- og Sundhedsministeriet kan således henholde sig til Miljøstyrelsens udtalelse af
18. marts 2003.

Miljøstyrelsen fastslår med skrivelse af 30. januar 2003,¹⁹ at

“kommunalbestyrelsens kompetence efter miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 1, til at fastsætte gebyrer er en myndighedsopgave. ...... ”

Miljøstyrelsen fastslår i nævnte skrivelse, at selve opkrævningen godt kan overlades til fællesskabet, da det betragtes som en del af den almindelige administration.

Miljøstyrelsen fastslår som en vejledende udtalelse til Indenrigs- og Sundhedsministeriet ved skrivelse af 18. marts 2003,²⁰

”Kompetencen, jf. miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 1, til at fastsætte gebyrer til dækning af udgifterne ved affaldshåndteringen er en myndighedsopgave. Kompetencen er tillagt kommunalbestyrelsen. Ligeledes er kompetencen, jf. miljøbeskyttelseslovens § 45, stk. 3, til at fastsætte regulativer for håndteringen af affald, herunder regulativbestemmelser om gebyrer, en myndighedsopgave. Også denne kompetence er tillagt kommunalbestyrelsen.

Overførelse af kommunalbestyrelsens kompetence til gebyrfastsættelse kræver således særlige holdepunkter.

Efter Miljøstyrelsens opfattelse, er der ikke særlige holdepunkter i de anførte bestemmelser eller i bemærkningerne hertil for at antage, at kompetencerne kan overdrages til et kommunalt fællesskab......

Der er efter Miljøstyrelsens opfattelse ...... ikke særlige holdepunkter i § 49 eller be
mærkningerne hertil for at antage, at kompetencen til at udføre myndighedsopgaver kan overføres til et kommunal fællesskab......

Det er efter styrelsens opfattelse uden betydning, på hvilket retligt grundlag en miljøkontrolenhed er oprettet, og der kan således godt være tale om et kommunalt fællesskab oprettet efter styrelseslovens § 60.

Det er imidlertid Miljøstyrelsens vurdering, at et kommunalt affaldsfællesskab ikke umiddelbart kan sidestilles med en miljøkontrolenhed som den i § 86 omhandlede. Et kommunalt affaldsselskab er modsat en miljøkontrolenhed typisk kendetegnet ved som primær opgave at varetage driften af visse dele af den kommunale affaldshåndtering, det vil sige faktisk forvaltningsvirksomhed.

På den baggrund, er det Miljøstyrelsens vurdering, at der i miljøbeskyttelsesloven ikke er særlige holdepunkter for at antage, at kompetencen til at udføre myndighedsopgaver generelt kan overføres til et kommunalt affaldsfællesskab med hjemmel i § 86.”

I Indenrigs- og Sundhedsministeriets skrivelse af 29. april 2003²¹ fastslås det under henvisning til Miljøstyrelsens skrivelse af 18. marts 2003 også i relation til de kommunale fællesskaber, at der mangler den forudsatte hjemmel:

”Indenrigs- og Sundhedsministeriet kan i den anledning oplyse, at de kommunale tilsynsmyndigheder ved behandlingen af en sag om godkendelse af et kommunalt fællesskab sædvanligvis vil lægge en udtalelse fra et fagministerium om forståelsen af det pågældende ministeriums lovgivning til grund i forbindelse med tilsynsmyndighedernes selvstændige vurdering af lovgivningens indhold. Se hertil betænkning nr. 1395/2000 om statens tilsyn med kommunerne, side 111-112.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet kan endvidere oplyse, at ministeriet er enigt med Miljøstyrelsen i, at der ikke er hjemmel i den gældende lovgivning til at overføre kommunalbestyrelsens kompetence efter miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 1. Indenrigs- og Sundhedsministeriet kan således henholde sig til Miljøstyrelsens udtalelse af 18. marts 2003.”

Miljøstyrelsen fastslår i skrivelse af 8. december 2003:²²

”Kompetencen til at opkræve gebyrer kan efter Miljøstyrelsens vurdering betegnes som faktisk forvaltningsvirksomhed, når der er tale om den almindelige administration i form af foretagelse af beregninger, udsendelse af opkrævninger, udsendelse af rykkere m.v., og kan dermed overdrages til et kommunalt affaldsselskab. Skal der foretages beregninger af det konkrete gebyr, er det dog efter styrelsens opfattelse en forudsætning, at disse beregninger kan foretages på grundlag af faste og klare kriterier, der er fastsat ved gebyrfastsættelsen”.

3.7 Vedrørende Miljøbeskyttelseslovens § 49

Ved stillingtagen til de kommunale fællesskaber bliver bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 49 om adgangen til at overføre driftsopgaver m.v. til kommunale fællesskaber, sammenholdt med miljøbeskyttelseslovens øvrige bestemmelser om kommunale affaldsopgaver, central. Der kan henvises til fremstillingen i Bind II, Kapitel 4.

Indenrigsministeriet fremhæver bl.a. i en skrivelse af 20. oktober 2000 den generelle sondring mellem drifts- og myndighedsopgaver.²³ Det er ministeriets opfattelse,

”at tilsynsmyndigheden i særlige tilfælde vil kunne meddele godkendelse i medfør af styrelseslovens § 60 med forbehold for, at nærmere afgrænsede dele af samarbejdsaftalen er i overensstemmelse med lovgivningen. Eventuelle bestemmelser om overførelse af myndighedskompetence vil tilsynsmyndigheden dog i almindelighed skulle påse ....

Indenrigsministeriet kan endvidere generelt udtale, at der som udgangspunkt ikke gælder nogen begrænsninger med hensyn til, hvilke opgaver og hvilken kompetence kommunalbestyrelser kan tillægge kommunale fællesskaber, medmindre andet følger af lovgivningen.

For så vidt angår myndighedsudøvelse, dvs. den del af den kommunale forvaltning, der består i at regulere borgernes retsforhold, vil det dog normalt være forudsat i den pågældende lovgivning, at beføjelserne skal udøves af kommunalbestyrelsen eller amtsrådet og ikke kan afgives til et organ, der ikke er undergivet kommunalbestyrelsens myndighed. Der kræves således som udgangspunkt særlige holdepunkter i lovgivningen for at antage, at myndighedsudøvelse kan overføres til et kommunalt fællesskab.“

Indenrigsministeriet fortolker miljøbeskyttelseslovens § 49 og fastslår, at der ikke er særlige holdepunkter for, at der er hjemmel til at overføre kompetencerne til de kommunale fællesskaber for så vidt angår:

• kompetencen til at fastsætte regulativer om affaldsbortskaffelse,
• kompetencen til at fastsætte gebyrer til de fælleskommunale selskaber,
• kommunalbestyrelsernes tilsynsforpligtelser, og
• kompetencen til at indsamle dagrenovation for andre kommuner.²⁴

Derimod er der hjemmel i affaldsbekendtgørelsens § 11 til at overføre:

• planlægningsopgaver som udføres efter bekendtgørelsens kapitel 2, og
• indberetningsopgaver som udføres efter bekendtgørelsens kapitel 2.

Det beror efter Indenrigsministeriets opfattelse på en konkret vurdering af den enkelte opgave og omfanget af overladelsen, om der til et kommunalt fællesskab uden særlige holdepunkter i lovgivningen kan foretages en overførelse af sagsforberedelsen.²⁵

Miljøbeskyttelseslovens § 49, stk. 2 fortolker Miljøstyrelsen i skrivelse af 30. januar 2003,²⁶ og fastslår, at denne bestemmelse og forarbejderne til bestemmelsen ikke indeholder særlige holdepunkter for, at kommunalbestyrelsen kan overlade kompetence til at udstede regulativer (jf. § 45, stk. 3), fastsætte gebyrer (jf. § 48) eller føre tilsyn (jf. § 65) til fælleskommunale affaldsselskaber.

3.8 Miljøbeskyttelseslovens § 86

Der kan med hensyn til reglens forhistorie og indholds henvises til fremstillingen i Bind II, Kapitel 4.

Miljøstyrelsen fastslår i sin skrivelse af 31. marts 2000 vedrørende delegation til miljøcentre efter miljøbeskyttelseslovens § 86,²⁷

”Det er Miljøstyrelsens opfattelse, at forberedende sagsbehandling i form af udarbejdelse af udkast til afgørelser, udarbejdelse af indstillinger og andet forberedende arbejde, som danner baggrund for den afgørelse, som kommunalbestyrelsen eller amtsrådet senere skal træffe, godt kan udføres af et fælleskommunalt center. ...

Indsamling og sammenskrivning af data må anses for en forberedende eller praktisk opgave. I det omfang der er tale om lovpligtige indberetninger, bør indberetningen ske via den ansvarlige myndighed”.

Det er Miljøstyrelsens vurdering, at et kommunalt affaldsfællesskab ikke umiddelbart kan sidestilles med en kontrolenhed som den i miljøbeskyttelseslovens § 86 omhandlede. Miljøstyrelsen fastslår som en vejledende udtalelse til Indenrigs- og Sundhedsministeriet ved skrivelse af 18. marts 2003,²⁸

”Miljøbeskyttelseslovens § 86 giver hjemmel til, at der kan overføres myndighedsopgaver til en miljø- og lednedsmiddelkontrolenhed. Det forhold, at kommunerne ikke længere varetager opgaver indenfor levnedsmiddelkontrol, kan efter styrelsens opfattelse ikke indebære nogen ændring i kommunernes adgang til at overføre opgaver efter § 86.

En miljøkontrolenhed har som formål at føre kontrol med overholdelse af visse miljøregelsæt, primært ved foretagelse af laboratorieopgaver, sat til udøvelse af visse tilsynsopgaver...

Det er efter styrelsens opfattelse uden betydning, på hvilket retligt grundlag en kontrolenhed er oprettet, og der kan således godt være tale om et kommunalt fællesskab oprettet efter styrelseslovens § 60.

Det er imidlertid Miljøstyrelsens vurdering, at et kommunalt affaldsfællesskab ikke umiddelbart kan sidestilles med en miljøkontrolenhed som den i § 86 omhandlede. Et kommunalt affaldsselskab er modsat en miljøkontrolenhed typisk kendetegnet ved som primær opgave at varetage driften af visse dele af den kommunale affaldshåndtering, det vil sige faktisk forvaltningsvirksomhed.

På den baggrund, er det Miljøstyrelsens vurdering, at der i miljøbeskyttelsesloven ikke er særlige holdepunkter for at antage, at kompetencen til at udføre myndighedsopgaver generelt kan overføres til et kommunalt affaldsfællesskab med hjemmel i § 86.”

Spørgsmålet om betydningen af formålsbestemmelsen i de fælleskommunale selskabers vedtægter er blevet behandlet på det regionale niveau. Tilsynsrådet/ Statsamtet i Århus fastslog ved afgørelse af 27. august 2003 i skrivelse til Reno Djurs I/S:²⁹

”Efter Tilsynsrådets opfattelse medfører en eventuel ændring af formålsbestemmelsen i interessentskabets vedtægt ikke umiddelbart, at interessentskabet kan karakteriseres som en miljø- og levnedsmiddelkontrolenhed som omhandlet i miljøbeskyttelseslovens §
86. Der henvises herved til, at sådanne enheders etablering, rettigheder og pligter er nærmere reguleret i lovgivningen om levnedsmidler, jf. § 59 i lov nr. 471 af 1. juli 1998 om fødevarer. Efter denne bestemmelse, der er trådt i kraft 1. januar 2000, etableres sådanne – nu statslige – enheder af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, som kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om disse enheders opgaver og virksomhed samt om tilsynet med disse.”

Fodnoter

1. Notits af 10. marts, j.nr. JLo/19.

2. M 3021-005, ref. JLo/19.

3. Skrivelse fra 1. kontor, j.nr. 2002/11024-57.

4. Skrivelse til Århus Statsamt, j.nr. M 3021-0005 vedrørende et fælleskommunalt affaldsselskab.

5. Skrivelse j.nr. M 3038-0003.

6. Ministeriets skrivelse til Tilsynsrådet for Sønderjyllands Amt, j.nr. 2000/1000-21.

7. Skrivelsen er udarbejdet af Husholdningsaffaldskontoret, j.nr. M 3021-0005.

8. Skrivelse til Århus Statsamt, j.nr. M 3021-0005 vedrørende et fælleskommunalt affaldsselskab.

9. Skrivelse afsendt til Statsamtet Ringkjøbing af Husholdningsaffaldskontoret, j.nr. M 3021-0005.

10. Skrivelse fra 1. kontor, j.nr. 2002/11024-57.

11. Skrivelse til Århus Statsamt, j.nr. M 3021-0005 vedrørende et fælleskommunalt affaldsselskab.

12. Skrivelse j.nr. M 3038-0003.

13. Indenrigs- og Sundhedsministeriets afgørelse af 24. januar 2002, j.nr. 1997/1050-16 vedrørende et fælleskommunalt affaldsselskabs ændrede vedtægter.

14.

15. Skrivelse fra 1. kontor, j.nr. 2002/11024-57.

16. Indenrigs- og Sundhedsministeriets j.nr. 2002/1059-55 til det fælleskommunale selskab oplyser om, at selskabets henvendelse er videresendt til Miljøstyrelsen.

17. Skrivelse stilet til Indenrigs- og Sundhedsministeriet, j.nr. M 3038-0003.

18. Skrivelse til et fælleskommunalt affaldsselskab, j.nr. 2003-2059-2.

19. Skrivelse til Århus Statsamt, j.nr. M 3021-0005 vedrørende et fælleskommunalt affaldsselskab.

20. Skrivelse stilet til Indenrigs- og Sundhedsministeriet, j.nr. M 3038-0003, vedrørende “Overførelse af kompetence til gebyrfastsættelse” - J.nr. 2002/1059-55”.

21. Skrivelsen – j.nr. 2003-2059-2 er stilet til Tilsynsrådet for Viborg Amt.

22. Skrivelse afsendt til Statsamtet Ringkjøbing af Husholdningsaffaldskontoret, j.nr. M 3021-0005.

23. Indenrigs- og Sundhedsministeriets skrivelse til Tilsynsrådet for Sønderjyllands Amt, j.nr. 2000/ 1000-21.

24. Indenrigsministeriet udtalte i skrivelse af 9. september, j.nr. 1998/11120/631-1: Kommune kunne lovligt byde på og udføre indsamling af dagrenovation for en anden kommune med hjemmel i lov nr. 378 om kommuners og amtskommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder. Der skulle ved prisfastsættelse anvendes kriterierne i bekg. nr. 533 af 28. juni 1995 om kommuners og amtskommuners udførelse af opgaver for andre myndigheder.

25. Se Indenrigsministeriets afgørelser og udtalelser om kommunale forhold, 2000, side 16 vedr. ministeriets skrivelse af 20. oktober 2000 til et tilsynsråd – 1. k.kt. j.nr. 2000/1059-29.

26. Skrivelse til Århus Statsamt, j.nr. M 3021-0005 vedrørende et fælleskommunalt affaldsselskab.

27. Miljøstyrelsens skrivelse af 31. marts 2000, j.nr. M 1021-0077 til Tilsynsrådet for Sønderjyllands Amt vedrørende et fælleskommunalt miljøcenter.

28. Skrivelse stilet til Indenrigs- og Sundhedsministeriet, j.nr. M 3038-0003, vedrørende ”Overførelse af kompetence til gebyrfastsættelse - J.nr. 20002/1059-55”.

29. Tilsynets j.nr. 31 – Midtdjurs Kommune m.?.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 September 2004, © Miljøstyrelsen.