Miljøprojekt, 953 – Adskillelse af kommunernes myndigheds- og driftsherrerolle på affaldsområdet – Bind II - Kapitel 6

Adskillelse af kommunernes myndigheds- og driftsherrerolle på affaldsområdet – Bind II

Kapitel 6
EU's affaldprincipper, -sondringer m.v.

6.1 Strategier, målsætninger, principper og begreber
   6.1.1 Affaldsbegrebet
   6.1.2 Affaldsprincipperne
      6.1.2.1 Forurener-betaler princippet
      6.1.2.2 Tilstrækkelig-egenkapacitet og nærhedsprincipperne
      6.1.2.3 Vugge-til-grav princippet og producentansvar
   6.1.3 Sondringen mellem bortskaffelse henholdsvis nyttiggørelse
      6.1.3.1 Sondringen er central men ikke klar
      6.1.3.2 Forpligtelserne for de nationale myndigheder
      6.1.3.3 Anvendelse af sondringerne og begreberne i datterdirektiver
6.2 Affaldstransportforordningen
   6.2.1 Harmoniseret sagsbehandling
   6.2.2 Affald til nyttiggørelse henholdsvis til bortskaffelse
      6.2.2.1 Princippet til tilstrækkelig-egenkapacitet og nærhedsprincippet
      6.2.2.2 Uklarheder i de nationale regler
      6.2.2.3 Nyttiggørelsesbegrebet
      6.2.2.4 ASA Abfall sagen - vedrørende nyttiggørelse af slagge og aske
      6.2.2.5 Luxembourgsagen - vedrørende nyttiggørelse af
      husholdningsaffald
      6.2.2.6 Tysklandsagen - nyttiggørelse som led i en industriel proces
      6.2.2.7 Den aktuelle vurdering af affaldsforbrænding med
      energiudnyttelse
   6.2.3 Gennemførelse ved bekendtgørelse om import og eksport
6.3 Producentansvar og elektronikskrot
   6.3.1 Sondring mellem genbrug, genvinding og nyttiggørelse
   6.3.2 Sondringen mellem husholdnings og erhvervsaffald
      6.3.2.1 Finansiering af håndtering af husholdningernes WEEE
      6.3.2.2 Finansiering af håndtering af WEEE fra andre
   6.3.3 Forslag til ændring af reglerne for batterier og akkumulatorer
   6.3.4 Den danske elektronikbekendtgørelse
      6.3.4.1 Tilladelse til etablering m.v. af tilbagetagningsordninger
      6.3.4.2 Regulativer, benyttelsespligt m.v.
      6.3.4.3 Import og eksport - herunder den kommunale sagsbehandling
      6.3.4.4 Anmeldelsespligt efter elektronikbekendtgørelsens § 13

6.1 Strategier, målsætninger, principper og begreber

Den væsentligste forskel mellem de danske affaldsregler og EU's affaldsreglerne er, at kun de sidstnævnte er udformet ud fra markedsøkonomisk betragtninger. Dette kommer især til udtryk i relation til nyttiggørelse af erhvervsaffald.

Ressourcehensynet tilgodeses ved, at affald til nyttiggørelse er undergivet de almindelige principper om frihandel i EF-traktatens artikler 28-30.¹ Indsamling, bortskaffelse og genanvendelse af affald er tjenesteydelser, der er omfattet af EF-traktatens artikel 49-55. Medlemsstaternes og virksomhedernes tiltag på affaldsområdet er tillige begrænset af konkurrencereglerne i det omfang, der ikke kan siges at foreligge de særlige forsyningspligtsituationer, der er beskrevet i traktatens artikel 16 sammenholdt med artikel 86, stk. 2.²

Europa-Parlamentet anmodede i sin beslutning af 14. november 1996³ Kommissionen om at fremsætte forslag til direktiver om en række prioriterede affaldsstrømme, herunder affald af elektriske og elektroniske produkter og at baserede disse forslag på princippet om producentansvar. I Rådets resolution fremhæves betydningen af passende regler og principper vedrørende geografisk nærhed og tilstrækkelig egenkapacitet, ligesom behovet for et producentansvar fremhæves.

I Kommissionens 2003-meddelelse “På vej mod en temastrategi for affaldsforebyggelse og genanvendelse”⁴ fastslås det, at minimering af ressourceforbrugets miljøkonsekvenser skal være i fokus. Affaldsforebyggelse og nyttiggørelse skal reducere de negative konsekvenser. Korrekt prissætning for de forskellige affaldshåndteringsformer via økonomiske instrumenter er blandt de centrale virkemidler.

6.1.1 Affaldsbegrebet

Der er ved affaldsrammedirektivet⁵ opstillet en harmoniserende affaldsdefinition, der både forudsættes anvendt i medlemslandene, i de datterdirektiver, der supplerer rammedirektivet samt i affaldstransportforordningen, se således affaldstransportforordningens⁶ artikel 2, litra a), direktivet om farligt affald artikel 1, stk. 3,⁷ emballagedirektivets⁸ artikel 3, nr. 2 og direktivet om udrangerede køretøjer artikel 2, nr. 2).⁹

Affaldsdefinitionen er fastlagt ved affaldsrammedirektivets artikel 1, litra a). Det fremgår heraf, at affald er:

“ethvert stof eller enhver genstand, som henhører under en af kategorierne i bilag I, og som indehaveren skiller sig af med eller agter eller er forpligtet til at skille sig af med.”

Artiklen henviser således også til de kategorier Q1-Q16, der er angivet i direktivets bilag 1. Kommissionen har som bidrag til præcisering af begrebet udarbejdet det Europæiske Affaldskatalog, der indeholder en ikke udtømmende liste over det affald, som tilhører de nævnte kategorier. Kataloget er systematisk opbygget som en referencenomenklatur, inddelt i afsnit med affaldsgrupper fra gruppe 01 00 00 til gruppe 20 00 00.¹⁰ Der er endvidere af Kommissionen udarbejdet en liste over de typer af affald, der kan kategoriseres som farlig.¹¹

At en ting eller lignende er omfattet af opregningen i affaldsrammedirektivets bilag I, gør ikke i sig selv, at der er tale om affald, idet de i affaldsdefinitionen opstillede krav også skal være opfyldt.¹²

EF-domstolenhar med flere domme bidraget til en præcisering af affaldsbegrebet. Det er af EF-domstolen fastslået, at der er tale om en fælles definition af begrebet affald, som er umiddelbart anvendelig, også ved overførelse af affald inden for en medlemsstat.¹³ Det ligger endvidere fast, at også genstande, der har økonomisk værdi, kan være affald, og at genbrug, genindvinding m.v. af genstande ikke udelukker, at det betragtes som affald.¹⁴ Domstolens bidrag til præcisering af affaldsbegrebet har imidlertid ikke altid fremstået som entydigt.¹⁵

Det kan nævnes, at EF-domstolens med sin dom af 15. juni 2000 vedrørende de forenede sager C-418/97 og C-419/97, tog stilling til begrebet “skille sig af med” i direktivets artikel 1, litra a). Domstolen understreger, at

der er tale om at angive nogle generelle indicier, og at
der ved den nationale gennemførelse (dvs. ved de danske kommuners konkrete stillingtagen) skal foretages en konkret vurdering.

Tilstedeværelse af ét af de af EF-domstolen i dommens præmisser angivne indicier kan tale for, at der foreligger en handling, hensigt eller forpligtelse til at skille sig af med stoffet i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i direktivets artikel 1, litra a).

EF-domstolen tager endvidere stilling til, om og hvornår et affaldsprodukt, der har været genstand for genindvinding, kan betragtes som overgået fra at være affald til at være en genstand. EF-domstolen fastslår i den nævnte dom:

”Om der faktisk foreligger affald i direktivets forstand, skal ..... undersøges på grund
lag af samtlige omstændigheder, hvorved der skal tages hensyn til direktivets formål, og det skal påses, at dets virkning ikke begrænses.” (citat fra præmis 73 og præmis 90).

”... den omstændighed, at et stof er resultatet af en form for nyttiggørelse som omhandlet i direktivets bilag II B, ... udgør (kun) en af de faktorer, der skal tages i betragtning ved afgørelsen af, om dette stof fortsat er affald, men dette spørgsmål kan ikke afgøres endeligt alene på grundlag af den nævnte omstændighed. Om der er tale om affald, skal undersøges på grundlag af samtlige omstændigheder, sammenholdt med definitionen i direktivets artikel 1, litra a), dvs. på grundlag af handlingen, hensigten eller forpligtelsen til at skille sig af med det pågældende stof, hvorved der skal tages hensyn til direktivets formål, og det skal påses, at dets virkning ikke begrænses.” (citat fra præmis
97).

Indicierne, der er angivet af EF-domstolen, er udviklet for herved at pålægge de nationale regulerende myndigheder ved deres afgrænsning af, hvad der er affald, at sikre en harmonisering af affaldsmarkedet og en respekt for de krav, der gælder vedrørende anmeldelse, sikkerhedsstillelse m.v. ved eksport af affald.

Affaldsbegrebet er ved affaldsbekendtgørelsens § 3 fastlagt ved en ordret gengivelse af affaldsrammedirektivets definition, jf. herom ovenfor i Kapitel 5.

6.1.2 Affaldsprincipperne

Affald er en ressource, som er genstand for samhandel. Det er en vare af “særegen karakter”, der på grundlag af princippet om udbedring af miljøskader ved kilden i TEF artikel 174(2)

“skal ... bortskaffes nærmest muligt ved det sted, hvor det produceres”.¹⁶

Inden for affaldsområdet må følgende centrale miljøretlige principper fremhæves:

forurener-betaler princippet;
kildeprincippet – udtrykt dels som et nærhedsprincip og dels som et princip om tilstrækkelig-egenkapacitet; og
vugge-til-grav princippet.

6.1.2.1 Forurener-betaler princippet

Forurener-betaler princippet blev introduceret af OECD i 1972. Introduktionen af princippet havde til formål at sikre harmonisering af lovgivningen for herved at fremme den globale samhandel. Dvs. at dets iagttagelse skulle forhindre en konkurrenceforvridning mellem virksomheder med tilhørsforhold i forskellige stater, sikre en effektiv forebyggelse af miljøskader og en rationel udnyttelse af ressourcerne. Efterhånden fik princippet en bredere udbredelse og betydning. I EF blev det lanceret i 1975 og i 1987 blev det en del af EF-traktatens principper, se nu artikel 174, stk. 2, 2. pkt.

På affaldsområdet har princippet betydning for, hvem der skal bære omkostningerne ved bortskaffelse af affald, og hvordan omkostningerne skal beregnes. Princippet indgår i affaldsrammedirektivets¹⁷ artikel 15:

“I henhold til princippet om, at forureneren betaler, skal omkostningerne ved bortskaffelsen af affaldet afholdes

- af den indehaver, der overlader affald til en indsamler eller til en virksomhed som omhandlet i artikel 9 (modtageanlæg til bortskaffelse af affald), og/eller

- af de tidligere indehavere eller producenten af det produkt, som affaldet hidrører fra.”

Det er fastslået bl.a. ved EF-rammebetingelser for statsstøtte til miljøbeskyttelse, at forurener-betaler princippet skal forstås som et princip om, at omkostninger til forureningsbekæmpelse dækkes af dem, der forårsager forureningen.¹⁸

6.1.2.2 Tilstrækkelig-egenkapacitet og nærhedsprincipperne

Med basis i Basel-konventionen er der udviklet nogle særlige affaldsprincippet, der har en nær sammenhæng med kildeprincippet. Kildeprincippet indebærer retningslinjer til beslutningstagerne om, at der først og fremmest skal sikres en begrænsning af miljøskader og forurening ved kilden, dvs. på det sted hvor forureningen bliver til som led i en produktionsproces, et forbrug m.v.

Affald, som skal deponeres, skal efter nærhedsprincippet bortskaffes så nært som muligt ved det sted, det er produceret. De nationale myndigheder er ydermere efter tilstrækkelig-egenkapacitetsprincippet forpligtet til at sikre den fornødne adgang til infrastruktur, der er tilstrækkelig til at sikre håndtering af affald til deponering på miljømæssig forsvarlig måde. Denne adgang kan sikres gennem aftaler med andre affaldsmyndigheder eller -virksomheder, således at affaldet behandles og bortskaffes så nær ved kilden som muligt. Allerede i affaldsstrategien fra 7. maj 1990¹⁹ fastslås det, at princippet om tilstrækkelig egenkapacitet (og det med dette princip sammenhørende krav om, at de enkelte affaldsansvarlige myndigheder skal sikre den fornødne infrastruktur eller adgang til infrastruktur for bortskaffelse af affald) ikke gælder ved nyttiggørelse af affald.²⁰

EF-domstolen har anvendt kildeprincippet og nærhedsprincippet som retlige principper bl.a. i Vallonien-sagen (C-2/90). Domstolen anvendte principperne som grundlag for at acceptere den forskelsbehandling, der umiddelbart lå i et nationalt forbud mod import af affald. Forbudet blev accepteret som en lovlig kvantitativ restriktion i relation til det affald, der ikke havde karakter af farligt affald. I dag kommer denne tankegang også til udtryk i den danske bekendtgørelse om import og eksport af affald § 8a.

I EU's 1997 affaldsstrategi beskrives princippernes relevans på følgende måde:²¹

“overholdelse af principperne om anvendelse af nærmeste egnede anlæg i affaldshåndteringen og Fællesskabets evne til selv at kunne bortskaffe sit affald, som skal gælde for affald til endelig bortskaffelse, samt opbygning af et integreret og hensigtsmæssigt net af bortskaffelsesanlæg.”

Sondringen mellem bortskaffelse og nyttiggørelse ved anvendelse af princippet om tilstrækkelig-egenkapacitet og nærhedsprincippet kommer også til udtryk i affaldsrammedirektivets regler om godkendelse, jf. herom nedenfor.

6.1.2.3 Vugge-til-grav princippet og producentansvar

Livscyklusprincippet - også kaldet vugge-til-grav princippet - er et princip som forudsætter, at et produkt miljømæssigt underkastes en vurdering, som omfatter alle led i kæden: fra produktet bliver til i produktionsprocessen, dets eventuelle genbrugs-, genindvindings- og nyttiggørelsesmuligheder til det bortskaffes som affald. En regulering, der er baseret på dette princip, kan påbyde anvendelse af livscyklusbestemte kriterier (standarder) og tilbagetagningsforpligtelser for producenterne.

Selv om affaldsrammedirektivets artikel 3, stk. 1, litra a) gengiver princippet om vugge til grav, indeholder det ikke nærmere gennemførelsesskridt. Bestemmelsen fastslår blot, at medlemsstaterne skal træffe passende foranstaltninger for at fremme

“teknisk udvikling og markedsføring af produkter, som er således udformet, at de ved deres fremstilling, anvendelse eller bortskaffelse ikke eller i mindst mulig udstrækning bidrager til at øge affaldsmængden, skadevirkningerne af affaldet og forureningsrisikoen.”

Også direktivet om udrangerede køretøjer kan nævnes som eksempel på inddragelse af princippet.²² Med direktivets artikel 4 pålægges medlemsstaterne at tilskynde bilfabrikanterne til at vælge materialer og design, der skaber mindre miljøproblemer ved bortskaffelse/nyttiggørelse som affald.

Derimod er princippet på afgrænsede områder af affaldsreguleringen udmøntet. Det gælder således eksempelvis WEEE-direktivets regler, jf. herom nedenfor i afsnit 6.3.

Som et andet væsentligste eksempel på anvendelse af princippet må fremhæves emballagedirektivet, som også indeholder krav om retursystemer.²³ Medlemsstaterne skal efter direktivets artikel 6 tilskynde industrien til ved fremstilling af emballage og andre produkter at bruge materialer, der stammer fra genvundet emballageaffald, hvis dette er hensigtsmæssigt.²⁴ Der er endvidere til udfyldning af direktivets væsentlige kriterier udviklet harmoniserede standarder og opstillet krav om det nationale niveau for genindvinding, genbrug m.v.

6.1.3 Sondringen mellem bortskaffelse henholdsvis nyttiggørelse

Det forudsættes i såvel affaldsrammedirektivet som i affaldstransportforordningen, at enhver form for affaldsbehandling, som falder inden for retsakternes anvendelsesområde, skal kunne angives enten som bortskaffelse eller som nyttiggørelse.²⁵ Det er i en retlig sammenhæng af afgørende betydning, hvorvidt et materiale, der betegnes som affald, skal underkastes en nyttiggørelses- henholdsvis bortskaffelsesproces, idet sondringen er bestemmende for, hvilke regler der gælder for det pågældende affald, herunder hvornår konkurrencehensyn skal vægtes højere end konkrete miljøhensyn.

6.1.3.1 Sondringen er central men ikke klar

Efter affaldsrammedirektivets artikel 1 litra e) og 1 litra f) er bortskaffelse henholdsvis nyttiggørelse defineret ved de operationer, som er angivet i direktivets bilag II A og II B. De to bilag angiver udtømmende, hvilke processer der er bortskaffelse henholdsvis nyttiggørelse.²⁶ Hverken affaldstransportforordningen eller affaldsrammedirektivet indeholder en generel definition af begreberne bortskaffelse og nyttiggørelse af affald. Der henvises i begge retsakter til affaldsdirektivets bilag IIA og bilag IIB, hvori forskellige operationer, der henhører under enten det ene eller det andet begreb, opregnes. Bilagene angiver de bortskaffelses- og nyttiggørelsesoperationer, der blev benyttet i praksis på tidspunktet for den sidste tilpasning af direktivet.²⁷ Der er således ikke tale om en præcis og udtømmende angivelse af alle de mulige operationer, som falder ind under bortskaffelses- og nyttiggørelsesbegrebet.

EF-domstolen har gennem sin praksis bidraget til en belysning af sondringen mellem bortskaffelse og nyttiggørelse af affald. Afgrænsningen af begreberne er dog ikke af denne grund blevet mere entydig, dels fordi EF-domstolens praksis vedrørende netop denne sondring er sparsom, dels fordi vurderingen af begreberne i vidt omfang vil afhænge af faktorer, der ikke er konstante. EF-domstolen har inden for de seneste år truffet en række afgørelser, der belyser - men i et vist omfang også skaber uklarhed om- den pågældende sondring.²⁸

EF-domstolen når i sin fortolkning af nyttiggørelsesbegrebet, som dette er fastlagt efter affaldstransportforordningen, frem til en forståelse af begrebet, der dels begrænser anvendelsesområdet, dels rækker væsentligt videre end den forståelse, der almindeligvis er blevet lagt til grund af såvel EU-kommissionen som af medlemsstaternes myndigheder.

Det understreges i Vallonien-dommen, hvor EF-domstolen udtaler, at sondringen mellem affald til bortskaffelse henholdsvis nyttiggørelse i praksis er meget vanskelig at gennemføre, idet den er baseret på usikre forhold, som må antages at ændre sig i tidens løb, alt efter de tekniske fremskridt.²⁹ Det anføres imidlertid i dommen, at vurderingen, udover den tekniske udvikling, vil afhænge af omkostningerne ved nyttiggørelsesoperationen og dermed af rentabiliteten med hensyn til den påtænkte nyttiggørelse. Et væsentligt fingerpeg i retning af, at der er tale om affald til nyttiggørelse, er altså, om affaldet har en reel kommerciel værdi. Der er dog på ingen måde tale om et afgørende kriterium.

På trods af de vanskeligheder, som sondringen giver anledning til, hviler EU's affaldsregulering som anført på, at der i praksis kan opstilles en klar sondring mellem bortskaffelse og nyttiggørelse af affald. Det vil således ikke være muligt inden for den gældende regulering at klassificere håndteringen af en bestemt affaldstype som værende både til bortskaffelse og til nyttiggørelse. Tvivl om affaldets klassificering kan imidlertid opstå. Det gælder særligt, hvor en bortskaffelsesoperation indebærer elementer af såvel bortskaffelse som nyttiggørelse, samt hvor en behandlingsmetode ud fra beskrivelsen heraf kan henføres til en operation, der er opregnet både i affaldsdirektivets bilag IIA og bilag IIB.

6.1.3.2 Forpligtelserne for de nationale myndigheder

Efter affaldsrammedirketivets artikel 3, stk. 1 skal medlemsstaterne fremme de hensigter og principper, som er centrale efter affaldsrammedirektivet. De skal efter affaldsrammedirektivets artikel 3, litra b) træffe passende foranstaltninger for at sikre nyttiggørelse af de sekundære ressourcer, som er indeholdt i affaldet ved.

“i) nyttiggørelse af affald gennem genvinding, genbrug, videreudnyttelse eller anden behandling med henblik på at udvinde sekundære råstoffer, eller

ii) anvendelse af affald som energikilde.”

Efter artikel 4 skal medlemsstaterne træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at affaldet nyttiggøres eller bortskaffes, uden at menneskers sundhed bringes i fare, og uden at der anvendes fremgangsmåder, som vil kunne skade miljøet.

Ved affaldsrammedirektivets artikel 5, stk. 1 pålægges det medlemsstaterne - i samarbejde med andre medlemsstater, når dette viser sig nødvendigt eller hensigtsmæssigt - at træffe egnede foranstaltninger med henblik på oprettelsen af et integreret og tilstrækkeligt net af bortskaffelsesfaciliteter. Det er efter bestemmelsen en forpligtelse for staterne at sikre, at der ikke bliver tale om “uforholdsmæssigt store omkostninger”. Efter artikel 5, stk. 2 skal nettet endvidere muliggøre bortskaffelse af affald på et af de nærmeste egnede anlæg under anvendelse af de mest hensigtsmæssige metoder og teknologier til sikring af et højt beskyttelsesniveau for miljøet og folkesundheden.

Kravene til de anlæg, der anvendes til bortskaffelse, er fastlagt ved affaldsrammedirektivets artikel 9, medens kravene til anlæg, der anvendes til nyttiggørelse er fastlagt ved artikel 10.

6.1.3.3 Anvendelse af sondringerne og begreberne i datterdirektiver

Begreberne nyttiggørelse af bortskaffelse indgår også i de datterdirektiver, der er udstedt vedrørende specielle affaldsfraktioner. Definitionerne foretages med henvisning til affaldsrammedirektivet (angivet som det oprindelige direktiv 75/ 4442/EØF). I sådanne direktiver indgår imidlertid også definitioner af “genbrug” og “genvinding”, se eksempelvis direktivet om udrangerede køretøjers artikel 2, nr. 6-9:

“6) “genbrug”: enhver proces, hvorved komponenter fra udrangerede køretøjer anvendes til samme formål, som de er udformet til.

7) “Genvinding”: oparbejdning i en produktionsproces af affaldsmaterialer til deres oprindelige formål eller til andre formål, bortset fra energiudnyttelse. Energiudnyttelse betyder anvendelse af brændbart affald til energifremstilling direkte ved forbrænding med eller uden andet affald, men med udnyttelse af varmen”

8) “Nyttiggørelse”: en af de anvendelsesprocesser, der er omhandlet i bilag IIB til direktiv 75/442/EØF

9) “Bortskaffelse”: en af se anvendelige processer, der er omhandlet i bilag II A til direktiv 75/442/EØF.”

I WEEE-direktivet og emballagedirektivet er der ligeledes givet sådanne definitioner af de forskellige affaldshåndteringsformer. Se vedrørende WEEE-direktivet nedenfor i afsnit 6.3.1. Definitionerne har betydning, idet der i direktivernes materielle krav til medlemsstaterne inddrager de forskellige begreber.

6.2 Affaldstransportforordningen

Affaldstransportforordningen³⁰ er ifølge EF-traktatens artikel 251 umiddelbart anvendelig og har virkning som lov. Ved forordningen - der er udtryk for en gennemførelse af Basel-konventionen - fastslås det, at affald, der eksporteres/ importeres på tværs af landegrænser og affald, der udføres fra indføres til EU, skal behandles efter de sagsbehandlingsregler, der er fastlagt i denne. Der er fastlagt procedurer og sikkerhedsforanstaltninger ved import/eksport, som skal respekteres.

Forordningen sondrer - ligesom affaldsrammedirektivet - mellem affald til nyttiggørelse og affald til bortskaffelse, se dennes artikel 4, stk. 3. Medlemsstaterne skal træffe passende foranstaltninger i overensstemmelse med EF-traktaten i form af generelt eller delvist forbud mod systematisk indsigelse imod overførsler af affald til bortskaffelse.

Medlemsstaterne skal efter præamblen være i stand til at iværksætte principperne om nærhed, prioritering af nyttiggørelse og tilstrækkelig egenkapacitet på fællesskabsniveau og nationalt niveau. Princippet om tilstrækkelig-egenkapacitet gælder ikke farligt affald, der fremstilles i så små mængder i afsendelsesmedlemstaten, at oprettelse af nye specialiserede bortskaffelsesanlæg inden for denne stat vil være uøkonomisk.

6.2.1 Harmoniseret sagsbehandling

Der er inden for affaldsområdet efterhånden afsagt en del centrale afgørelser af EF-domstolen, som nødvendigvis må inddrages i vurderingen også af den kommunale affaldsforvaltnings konkrete løsninger. Det skal som led i forståelsen af transportforordningens betydning for de kommunale affaldskompetencer fremhæves, at EF-domstolen ved sag C-187/93 og C-324/99 har fastslået, at forordningen har til formål at tilvejebringe en harmoniseret procedure for den behandling, der foretages af de nationale myndigheder ved import/eksport af affald.

Ved EF-domstolens præjudicielle stillingtagen i sagen C-324/99, DaimlerChrysler mod Baden-Württemburg, præmis 76, blev det understreget, at der ikke i det nationale system kan indføres supplerende sagsbehandlingsprocedurer. Medlemslandene skal anvende deres beføjelser inden for rammerne af affaldstransportforordningen.³¹ Det fremgår af EF-domstolens præmisser, at de nationale afsendelsesmyndigheders protester mod overførelse under henvisning til nationale bestemmelser kun var gyldige, hvis de kunne begrundes ud fra de principper, der er opstillet i affaldstransportforordningen.

6.2.2 Affald til nyttiggørelse henholdsvis til bortskaffelse

Det er vigtigt at være opmærksom på, at sondringen mellem bortskaffelse og nyttiggørelse er central efter affaldstransportforordningen - herunder ved stillingtagen til de principper, som finder anvendelse. Til belysning af dette skal nogle EF-domstolsafgørelser omtales.

6.2.2.1 Princippet til tilstrækkelig-egenkapacitet og nærhedsprincippet

Ved EF-domstolens afgørelse i sag C-203/96 Chemische Afvalsstoffen Dusseldorps BV m.fl. mod Minister van Volkshuisvesting, Ruimtelijke Ordening en Milieubeheer fastslås det, at principperne om nærhed og tilstrækkelig-egenkapacitet ikke finder anvendelse på affald, som klassificeres som værende til nyttiggørelse. EF-Domstolen fremhæver, at

”den forskellige behandling af affald til bortskaffelse og affald til nyttiggørelse afspejler forskellen mellem de roller, som hver af disse to typer affald skal spille i udviklingen af Fællesskabets miljøpolitik”.

Det afvises, at de affaldsretlige principper med hjemmel i artikel 176 kan udstrække til at gælde for affald til nyttiggørelse. Indgreb i import/eksport kan alene foretages, hvor det enten er begrundet i tvingende miljøbeskyttelsesforanstaltninger eller i en af de i artikel 30 beskrevne undtagelser. Det påpeges i Generaladvokatens udtalelse i forbindelse med sagen, at en sådan situation vil kunne foreligge, hvor der er tale om særligt farligt affald, som skal transporteres unødvendigt langt.³²

6.2.2.2 Uklarheder i de nationale regler

Ved EF-domstolens sag C-209/98 Sydhavnens Sten og Grus understreges det, at forskrifter, der ikke udtrykkeligt undtager affald til eksport fra den nationale benyttelsespligt, indebærer et ulovligt eksportforbud. Det fremgår af dommens betragtning 41, at selv om der i retsforskrifter er en udtrykkelig undtagelsesbestemmelse i relation til eksport, kan bestemmelsen i praksis ulovligt begrænse eksporten. Det er efter EF-domstolens betragtning i strid med traktatens forbud mod kvantitative eksportrestriktioner - nu artikel 29- hvis ikke der gennem den fornødne klarhed i det nationale system sikres mellemhandlere en reel adgang til at indsamle og videresælge affaldet til nyttiggørelse i overensstemmelse med traktaten og affaldstransportforordningen. Det fastslås således i dommens præmis 48, at traktatens artikel 174, stk. 2 (tidligere artikel 130R, stk. 2) om, at affaldsbehandling fortrinsvis skal ske ved kilden, ikke kan begrunde enhver eksportbegrænsning, navnlig ikke i forbindelse med affald til nyttiggørelse. Der henvises i dommen til præmis 49 i sagen C-203/96 Dusseldorp m.fl.

6.2.2.3 Nyttiggørelsesbegrebet

Afgrænsningen af begreberne bortskaffelse og nyttiggørelse har betydelig indflydelse på, hvor fri handelen er mellem medlemsstaterne. Den forskellige regulering af affald til bortskaffelse og affald til nyttiggørelse afspejler forskellen mellem de roller, som hver af de to affaldstyper spiller i Fællesskabets miljøpolitik. Med det formål at fremme nyttiggørelse af affald har fællesskabslovgiver bestemt, at affald, der kan nyttiggøres, skal kunne bevæge sig frit mellem medlemsstaterne, for så vidt overførslen ikke fremkalder fare for miljøet.

EF-domstolens seneste praksis har skabt en del uklarhed omkring sondringen mellem begreberne, men udgør imidlertid et værdifuldt fortolkningsbidrag til vurdering af, om en bestemt behandlingsmetode kan klassificeres som en bortskaffelses- henholdsvis nyttiggørelsesoperation.

Af særlig interesse er A.S.A. Abfall Service AG-sagen, Luxembourg-sagen samt Tyskland-sagen, hvori EF-domstolen opstiller en række kriterier for, hvordan en behandlingsmetode, der i udgangspunktet kan klassificeres som både en bortskaffelses- og en nyttiggørelsesoperation, må klassificeres.

6.2.2.4 ASA Abfall sagen - vedrørende nyttiggørelse af slagge og aske

Baggrunden for ASA Abfall-sagen (sag C-6/00 af 27. februar 2002 Abfall Service AG (ASA) mod Bundesminister für Umwelt) var en anmeldelse af en overførsel af affald mellem to medlemsstater. Affaldet omfattede restprodukter fra affaldsforbrænding i form af slagge og aske. Det var hensigten, at affaldet skulle anbringes i en nedlagt saltmine med det formål at fungere som sikring af hulrum, dvs. til opfyldning af minen. Det var i anmeldelsen angivet, at det pågældende affald skulle anvendes til nyttiggørelse.³³ Den kompetente afsendelsesmyndighed gjorde imidlertid indsigelse mod overførslen af affaldet, idet ministeriet var af den opfattelse, at overførslen af affaldet reelt var til bortskaffelse.

EF-domstolen tager udgangspunkt i, at affald må klassificeres konkret, hvor behandlingsmetoden ikke kan henføres til en enkelt af de operationer eller kategorier af operationer, der er opregnet i affaldsrammedirektivets bilag IIA og bilag IIB. I relation til den konkrete situation udtaler EF-domstolen, at eftersom deponering af slagger og aske i en nedlagt mine kan betegnes som både en permanent oplagring, dvs. en bortskaffelsesoperation, henholdsvis en recirkulering eller genvinding af andre uorganiske stoffer og dermed som en nyttiggørelsesoperation, må der i overensstemmelse hermed finde en konkret klassificering sted.

EF-domstolen opstiller efterfølgende en række momenter, som fremover skal anvendes ved bedømmelsen af, om en bestemt operation skal anses for at være en nyttiggørelsesoperation. Det fastslås, at det væsentlige kendetegn ved en nyttiggørelsesoperation er:

”…at den primært har til formål, at affald kan opfylde en effektiv funktion, som bidrager til at bevare de naturlige ressourcer, ved at erstatte anvendelsen af andre materialer, som ellers skulle have været anvendt i dette øjemed.” (Præmis 69)

Domstolen konkluderer på den baggrund, at en deponering af den art, som var påtænkt i den pågældende sag, udgør en nyttiggørelsesoperation, såfremt den primært har til formål, at affaldet skal opfylde en effektiv funktion ved at erstatte anvendelsen af andre materialer, som ellers skulle have været brugt til sikring af hulrum i den anførte saltmine.

Det afvises, at en forudgående behandling af affaldet er en nødvendig betingelse for, at affald kan kvalificeres som en nyttiggørelsesoperation.

Det bemærkes endvidere, at den omstændighed, at affaldet kunne betegnes som farligt, ikke er et relevant kriterium for vurderingen af, om en behandlingsmetode for affald skal klassificeres som nyttiggørelse eller som bortskaffelse.

6.2.2.5 Luxembourgsagen - vedrørende nyttiggørelse af husholdningsaffald

Det centrale spørgsmål i Luxemboursagen (sag C-458/00 Kommissionen mod Luxembourg) er, hvorvidt forbrænding af husholdningsaffald med energiudnyttelse til følge kan betragtes som en nyttiggørelsesoperation. Baggrunden for sagen er en overførsel af husholdningsaffald mellem to medlemsstater med det formål at nyttiggøre affaldet ved forbrænding. Overførslen anmeldes som nyttiggørelse, men omklassificeres af den komptente afsendelsesmyndighed til bortskaffelse. Kommissionen begrunder sagsanlægget med, at en affaldsbehandlingsform, hvorved der fremkommer et energioverskud, som i væsentligt omfang anvendes, vil være en nyttiggørelsesoperation.

EF-domstolen opstiller i sin stillingtagen til sagen kriterier for, hvornår håndteringen af husholdningsaffald kan udgøre en nyttiggørelsesoperation. Det anføres, at hvis der er tale om en operation, der har anvendelse af affald som brændsel til energifremstilling som hovedformål, og det vigtigste mål med operationen er energifremstilling, vil der kunne blive tale om nyttiggørelse. Der understreges et krav om, at der skal produceres mere energi ved operationen end der forbruges. Denne energi skal udnyttes direkte. Der skal foreligge en forventning om, at affaldet opbruges under operationen, og at størstedelen af den herved frigjorte energi genindvindes og udnyttes.

Det fastslås således i dommen, at en overførsel af affald til forbrænding i et anlæg, der er indrettet til bortskaffelse, ikke kan antages at være nyttiggørelse til trods for, at varmen ved forbrændingsprocessen helt eller delvist genindvindes. Det begrundes med, at selvom det er i overensstemmelse med affaldsrammedirektivets formål om bevarelse af de naturlige ressourcer, så kan genindvinding af varme ved forbrænding i et anlæg, hvis primære formål er termisk behandling med henblik på mineralisering af affald ikke anses for nyttiggørelse. Udnyttelsen af varmen som en sekundær effekt ved forbrænding, hvor hovedformålet er bortskaffelse, kan ikke ændre ved klassificeringen under affaldsrammedirektivets Bilag II A punkt D 10 “Forbrænding på landjorden”.

I dommens præmis 44 fremhæves det, at der ikke er fremlagt indicier for, at affaldsforbrændingsanlægget i mangel af affaldsforsyning ville være blevet forsynet med en anden primær energikilde. Dommens konsekvenser i relation til kategorisering af affald, der forbrændes med varmeudnyttelse på et affaldsforbrændingsanlæg, som forudsættes at udnytte andre energikilder (olie, kul m.v.) i tilfælde af mangel på affald som “råstof”, er ikke helt klar.³⁴

6.2.2.6 Tysklandsagen - nyttiggørelse som led i en industriel proces

Luxembourdommen skal ses i lyset af en afgørelse, der blev truffet samtidig med denne, nemlig den såkaldte Tysklandsdom (Sag C-228/00 Kommissionen mod Tyskland), der slår fast, at affaldsforbrænding som en del af en industriel proces er anerkendt som nyttiggørelse.

I affaldsrammedirektivets angivelse af nyttiggørelsesformer - jf. bilag II B pkt. R 9 “anvendelse hovedsagelig som brændsel eller på anden måde til energifremstilling” - er forbrænding accepteret som én af nyttiggørelsesformerne. Denne kategorisering har bl.a. Danmark været modstander af, hvilket har givet sig udtryk i den særlige danske begrebsanvendelse (genanvendelse i stedet for nyttiggørelse). Andre lande, herunder Tyskland, har opstillet kriterier for, hvornår anvendelse af affald som brændsel kan anses som nyttiggørelse. Kriterierne gav anledning til en sag ved EF-domstolen. Kommissionen anlagde sag imod Tyskland, der havde modsat sig eksport af affald til udnyttelse i den belgiske cementindustri. Afslaget fra de tyske myndigheder var begrundet med, at affaldet ikke opfyldte de tyske krav til affaldets brændværdi. EF-domstolen fastslog, at medlemsstaterne var berettiget til at opstille kriterier for sondringen mellem nyttiggørelse og bortskaffelse, hvis kriterierne var i overensstemmelse med affaldsrammedirektivet. EF-domstolen fandt ikke, at de konkrete kriterier, hvorefter brændværdien mindst skulle være 11.000 kJ/kg var forenelige med affaldsrammedirektivet. Domstolen opstillede som vejledning for Kommissionen og de nationale myndigheder følgende kriterier for den fremtidige stillingtagen, der kan begrunde, at der er tale om nyttiggørelse:

hvis hovedformålet med den omhandlede operation er at anvende affaldet som brændsel,
hvis operationen foregår på en sådan måde, at det må antages, at udnyttelsen af affaldet som en sekundær ressource reelt er et middel til energifremstilling, dvs. er der som et minimum skal frembringes mere energi end der forbruges under forbræningen, samt at dette energioverskud udnyttes i energiforsyningen, og
at størstedelen af det affald, som udnyttes i energifremstillingen, opbruges under operationen.

Er alle tre betingelser opfyldt,er der således grundlag for at betragte forbrændingen som nyttiggørelse af affaldet.

6.2.2.7 Den aktuelle vurdering af affaldsforbrænding med energiudnyttelse

De momenter, der må tillægges vægt, og hvor et bekræftende svar taler for, at bortskaffelsesmetoden må betegnes som nyttiggørelse, er således:

(1) om affaldet har en reel kommerciel værdi, jf. Vallonien-dommen, og
(2) om affaldet i realiteten udgør et egnet substitut for anvendelsen af andre materialer, herunder brugen af naturlige ressourcer, jf. A.S.A.-dommen og Tyskland-sagen, samt
(3) om affaldet opfylder et effektivitetskriterium, jf. Luxembourg-sagen og Tyskland-sagen.

Situationen er dog endnu uafklaret, og der hersker en del usikkerhed omkring begrebernes nærmere afgrænsning. Kommissionen har således givet udtryk for, at dommen i Luxembourg-sagen skal tages til indtægt for, at forbrænding med energiudnyttelse ikke længere kan klassificeres som nyttiggørelse, hvilket dog må betegnes som en temmlig vidtgående fortolkning af dommens præmisser.

Dertil kommer, at en revision af affaldstransportforordningen er undervejs³⁵ samt at en revision af affaldsrammedirektivet i øjeblikket overvejes. I Kommissionens forslag til ændring af forordningen der forsat udgangspunkt i, at affaldsforbrænding med energiudnyttelse henhører under nyttiggørelse af affald.³⁶ Her kan man læse følgende:

“Der udarbejdes politikker på fællesskabs- og medlemsplan for at fremme nyttiggørelse og genvinding af affald. Der findes dog kun få EF-miljøkrav i forbindelse med nyttiggørelse af affald, med affaldsforbrænding som en væsentlig undtagelse. Affaldet kunne derfor tilflyde de billigste og dermed sandsynligvis også mindst krævende løsningsalternativer. Der Findes imidlertid kun få fakta om de pågældende reelle affaldsstrømme. I denne specifikke situation kunne kombinationen af frihandel og fraværet af EF-miljøstandarder føre til udelukkelse fra markedet af miljømæssigt overlegne anlæg og håndteringsmetoder, og indsatsen i medlemsstaterne for at gennemføre høje miljøstandarder i affaldsgenvindingssektoren kunne også undermineres. Kommissionen anerkender derfor behovet for at etablere nogle rammer for nyttiggørelse på fællesskabsplan og at garantere et højt niveau for miljøbeskyttelse og økonomisk effektivitet. Kommissionen vil inddrage forslag med dette sigte i sammenhæng med den termiske strategi for genvinding.”

6.2.3 Gennemførelse ved bekendtgørelse om import og eksport

Ved bekendtgørelse om import- og eksport af affald, der fastlægger de nationale kompetencer som supplement til forordningen, er det Miljøstyrelsen, der er den hovedansvarlige myndighed.³⁷ Der er i bekendtgørelsen om import og eksport af affalds § 9 fastlagt en mindre ressourcekrævende sagsbehandling, hvor der foreskrives en almindelig anmeldelsespligt for virksomheder, som importerer eller eksporterer affald, der er omfattet af affaldstransportforordningens³⁸ bilag II (grøn affaldsliste), i situationer hvor affaldet skal nyttiggøres. Anmeldelsen skal foretages over for kommunen som tilsynsmyndighed, således at der sikres et kendskab på det lokale niveau til, hvad der konkret påtænkes importeret/eksporteret. Ved grænseoverskridende transport af farligt affald og ved eksport af affald til deponering skal anmeldelsen foretages over for Miljøstyrelsen i overensstemmelse med PIC-princippet.

Der kan ikke ved administrative regler, vejledninger, regulativer m.v. tillægges kommuner, kommunale fællesskaber eller andre supplerende kontrolfunktion over for de aftalepartnere, som de danske eksportører af affald. Miljøministeren oplyste i et notat af 15. marts 2002 fra Miljøstyrelsens Tilsyns- og Lovkontor om konsekvenserne af EF-domstolsafgørelse i sagen DaimlerChrysler mod Land Baden-Würtemberg.³⁹

Miljøstyrelsen fremlagde under Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalgs 2. samling i Folketingsåret 2001-2002 det nævnte notat af 15. marts 2002 om konsekvenserne af EF-domstolens afgørelse i sagen DaimlerChrysler mod Land Baden-Würtemberg. Det fremgår heraf, at dommen begrundede et krav om fjernelse af den tidligere bestemmelse i affaldsbekendtgørelsens § 56, stk. 2, hvorefter der skulle ansøges hos kommunerne om fritagelse fra benyttelsespligten ved eksport af affald til nyttiggørelse. Styrelsen skriver:

“I affaldsbekendtgørelsens § 56, stk. 2 stilles krav om, at der i forbindelse med eksport af farligt affald skal ansøges om fritagelse fra benyttelsespligten af de kommunale ordninger.

Det er Miljøstyrelsens vurdering, at bestemmelsen i affaldsbekendtgørelsens § 56, stk. 2 må ophæves som følge af dommen. I forbindelse med en snarlig ændring af affaldsbekendtgørelsen vil § 56, stk. 2 blive ophævet. Kommissionen skal orienteres, når bestemmelsen er ophævet, da kravet om fritagelseserklæringer er nævnt i besvarelsen af Kommissionens åbningsskrivelse af 15. februar 2001 om mangelfuld gennemførelse af affaldsrammedirektivet og transportforordningen. Der henvises til miljøministerens orientering af 15. marts 2001 om åbningsskrivelsen til Folketingets Europaudvalg og Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg...”

Den nugældende § 56, stk. 2 fastslår, at ansøgninger om fritagelse fra benyttelsespligten skal indeholde de oplysninger, der følger af affaldstransportforordningens regler.⁴⁰

6.3 Producentansvar og elektronikskrot

Det fremgår bl.a. af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om elektronikskrot (WEEE-direktivet),⁴¹ at producentansvaret og tilbagetagningsordninger skal være det primære inden for elektronikskrotområdet. Det er et grundlæggende princip for finansieringen af håndtering af det af direktivet omfattede affald på fællesskabsplan, at finansieringsordningerne skal bidrage til, at der opnås høje indsamlingsprocenter og til, at princippet om producentansvar efterleves. Direktivets betragtning 20 fastslår:

“Brugere af elektrisk og elektronisk udstyr fra private husholdninger bør have mulighed for i det mindste at returnere WEEE gratis. Det er derfor producenterne, der bør finansiere indsamlingen fra indsamlingsstederne samt behandlingen, nyttiggørelsen og bortskaffelsen af WEEE. For at fordelene ved producentansvarskonceptet kan udnyttes bedst muligt, bør hver enkelt producent være ansvarlig for at finansiere behandlingen af affald fra producentens egne produkter. Den enkelte producent bør vælge at opfylde denne forpligtelse enten individuelt eller ved at deltage i en kollektiv ordning. Hver enkelt producent bør i forbindelse med markedsføring af et produkt stille en finansiel garanti for, at forhindre, at omkostningerne ved håndtering af WEEE fra “forældreløse” produkter påhviler samfundet eller de øvrige producenter. ...........

I en overgangsperiode bør der gives producenterne mulighed for på frivillig basis ved salg af nye produkter at gøre køberne opmærksomme på omkostningerne ved indsamling, behandling og miljørigtig bortskaffelse af historisk affald. Producenterne, der gør brug af denne ordning, bør sikre, at de angivne omkostninger ikke overstiger de faktiske ordninger”.

I direktivets præambel, betragtning 8 understreges det, at målet om at forbedre håndteringen af elektronikskrot (WEEE) ikke kan opfyldes effektivt, hvis medlemsstaterne handler hver for sig. Det føjes til:

“Navnlig kan forskellige holdninger i medlemsstaterne til princippet om producentansvar medføre betydelige skævheder i den økonomiske byrde for erhvervslivets aktører. Forskellige foranstaltninger til håndtering af WEEE i de forskellige medlemsstater er en hæmsko for en effektiv genvindingspolitik. På den baggrund bør der fastlægges væsentlige kriterier på fællesskabsplan.”

I betragtning nr. 12 fastslås det om sammenhængen med selve produktionen af udstyr:

“Indførelsen af producentansvar i dette direktiv er et af midlerne til at tilskynde til konstruktion og produktion af elektrisk og elektronisk udstyr, som tager fuldstændig hensyn til og letter reparation, mulig opgradering, genbrug, adskillelse og genvinding.”

Ved WEEE-direktivets artikel 11, stk. 1 pålægges medlemsstaterne at træffe de nødvendige foranstaltninger til sikring af, at producenterne stiller genbrugs- og behandlingsoplysninger til rådighed for hver enkelt type nyt EEE, der bringes på markedet.

I betragtning nr. 15 og nr. 16 inddrages forudsætningen om særskilt indsamling:

“(15) Særskilt indsamling af WEEE er en forudsætning for at sikre, at sådant affald underkastes særlig behandling og genvindes, og at det fastsatte beskyttelsesniveau for menneskers sundhed og for miljøet i Fællesskabet kan når. Forbrugerne må bidrage aktivt til denne indsamling og bør tilskyndes til at returnere WEEE. I dette øjemed bør der oprettes hensigtsmæssige anlæg til returnering af WEEE, herunder offentlige indsamlingssteder, hvor private husholdninger i det mindste kan returnere deres affald gratis.

(16) Med henblik på at nå det fastsatte beskyttelsesniveau og de harmoniserede miljømålsætninger i EF bør medlemsstaterne træffe passende foranstaltninger til at minimere bortskaffelse af WEEE sammen med usorteret husholdningsaffald og nå et højt niveau for særskilt indsamling af WEEE. For at sikre, at medlemsstaterne bestræber sig på at indføre effektive indsamlingsordninger, bør de pålægges at nå et højt niveau for indsamling af WEEE fra private husholdninger.”

Ved direktivets artikel 10 fastlægges krav til medlemsstaterne om at sikre, at brugere af elektrisk og elektronisk udstyr får de fornødne oplysninger.

6.3.1 Sondring mellem genbrug, genvinding og nyttiggørelse

I direktivets præambel er der fastlagt en prioritering mellem genbrug af nyttiggørelse. Det fremgår af betragtning nr. 18:

“Genbrug af WEEE og dets komponenter, delkomponenter og hjælpematerialer bør i givet fald prioriteres. Hvor genbrug ikke er at foretrække, bør alt WEEE, der er indsamlet særskilt, sendes til nyttiggørelse med det formål at nå et højt niveau for genvinding og nyttiggørelse. Producenterne bør desuden tilskyndes til at integrere genvundne materialer i nyt udstyr.”

I artikel 3, litra d), e) og f) fastlægges de relevante definitioner:

“d) “genbrug”: enhver proces, hvorved WEEE eller komponenter herfra fortsat anvendes til samme til samme formål, som de blev fremstillet til, og som returneres til indsamlingssteder, distributører, genvindingsvirksomheder eller fabrikanter,

e) “genvinding: oparbejdning i en produktionsproces af affaldsmaterialer til deres oprindelige formål eller andre formål bortset fra energiudnyttelse, hvorved menes anvendelse af brændbart affald som et middel til energifremstilling gennem direkte forbrænding med eller uden andet affald, men med udnyttelsen af varmen,

f) “nyttiggørelse”: en af de angivne processer, der er omhandlet i bilag II B i direktiv 75/442/EØF.

Det er bl.a. ved direktivets artikel 6, stk. 2 fastslået, at medlemsstaterne kan fritage fra det generelle krav om godkendelse i affaldsrammedirektivets artikel 9 og 10, sammenholdt med artikel 11, hvis der er tale om nyttiggørelse af elektronikskrot, og de kompetente myndigheder foretager inspektion inden registreringen, for herved at sikre at der træffes de fornødne miljøforanstaltninger m.v., jf. affaldsrammedirektivets artikel 4.

Reglerne for nyttiggørelse - herunder forpligtelsen til at opnå angivne nyttiggørelsesniveauer samt niveauer for genbrug og genindvinding - er fastlagt ved direktivets artikel 7.

6.3.2 Sondringen mellem husholdnings og erhvervsaffald

Efter direktivets artikel 5, stk. 1 skal medlemslandene træffe passende foranstaltninger til at minimere bortskaffelse af WEEE sammen med usorteret husholdningsaffald og til at opnå et højt niveau for særskilt indsamling af WEEE. Der accepteres offentlige indsamlingsordninger i relation til husholdningernes WEEE. Der er ved artikel 5(5) fastslået, at medlemsstaterne senest den 31. december 2006 skal sikre, at der opnås et niveau for særskilt indsamling af WEEE fra private husholdninger på mindst fire kg pr indbygger pr. år.

Med hensyn til de ordninger, som kan etableres af de nationale myndigheder sondres der i artikel 5, stk. 2 og stk. 3 mellem WEEE fra private husholdninger henholdsvis erhvervslivets elektronikskrot.

Indsamlingen af WEE der hidrører fra erhvervslivet forudsættes ikke placeret i offentligt regi. Ved direktivets artikel 5(3) fastslås det således:

“For så vidt angår WEEE fra andre indehavere end private husholdninger sikrer medlemsstaterne, uden at det berører artikel 9, at producenterne eller tredjemand, der handler på deres vegne, sørger for indsamling af sådant affald.”

6.3.2.1 Finansiering af håndtering af husholdningernes WEEE

Finansieringen af WEEE fra private husholdninger er reguleret ved artikel 8. Medlemsstaterne skal senest den 13. august 2005 sikre, at producenterne sørger for finansiering af indsamling, behandling, nyttiggørelse og miljørigtig bortskaffelse af WEEE fra private husholdninger, der er afleveret til indsamligssteder.

For så vidt angår produkter, der markedsføres efter 13. august 2005, er hver enkelt producent efter artikel 8, stk. 2 ansvarlig for at finansiere de processer, der er anført i stk. 1 vedrørende affald fra producentens egne produkter. Producenten kan vælge at opfylde denne forpligtelse enten individuelt eller ved at deltage i en kollektiv ordning.

Medlemsstaterne skal efter artikel 8, stk. 2 sikre, at hver enkelt producent i forbindelse med markedsføringen af et produkt stiller en garanti for, at håndteringen af WEEE vil blive finansieret, og at producenterne mærker deres produkter som foreskrevet i direktivets artikel 11, stk. 2. Denne garanti skal sikre, at indsamling, behandling, nyttiggørelse og miljørigtig bortskaffelse af WEEE fra private husholdninger vil blive finansieret. Garantien kan stilles i form af producentens deltagelse i passende ordninger til finansiering af håndteringen af WEEE, en genvindingsforsikring eller en spættet bankkonto.

Ansvaret for finansiering af de omkostninger, der er knyttet til håndtering af WEEE fra produkter, der er markedsført inden udløbet af den 13. august 2005, skal varetages gennem en eller flere ordninger, som alle de producenter, der er på markedet, bidrager forholdsmæssigt til, f.eks. i forhold til deres markedsandel per type apparat.

6.3.2.2 Finansiering af håndtering af WEEE fra andre

Der er i direktivets artikel 9 fastlagt en forpligtelse for medlemsstaterne til senest 13. august 2005 at sørge for, at producenterne søger for finansieringen af omkostningerne ved indsamling, nyttiggørelse og miljørigtig bortskaffelse af WEEE fra andre brugere end private husholdninger af produkter, der markedsføres efter nævnte dato.

Med hensyn til WEEE fra produkter, der markedsføres før nævnte dat (kaldet “historisk affald”) skal producenterne også sørge for finansieringen, hvilket kan ske ved at andre end private husholdninger gøres helt eller delvis ansvarlig for denne finansiering.

6.3.3 Forslag til ændring af reglerne for batterier og akkumulatorer

Batterier, der er indbygget i elektrisk og elektronisk affald skal indsamles sammen med andet WEEE. Batteriproducenterne skal efter direktivet påtage sig ansvaret for den videre behandling, når batteriet er fjernet fra det indsamlede udstyr. Det er i WEEE-direktivets betragtning nr. 11 fastslået, at direktiv 91/ 157/EØF om batterier og akkumulatorer bør revideres hurtigst muligt.

De gældende EU-regler findes i Rådets direktiv 91/157/EØF om batterier og akkumulatorer, der indeholder farlige stoffer, som ændret ved direktiv 98/101/ EF. Der er endvidere udstedt Kommissionens direktiv 93/86/EØF om mærkning af de batterier og akkumulatorer, der er omfattet af direktivet for farligt affald.

Kommissionen udstendte i november 2003 et forslag til ændring af de gældende regler.⁴² Det af Kommissionen udstedte forslag indeholder lovkrav om en harmoniseret EU-strategi for indsamling og genvinding af brugte batterier og akkumulatorer med plads til visse nationale forskelle.

6.3.4 Den danske elektronikbekendtgørelse

WEEE-direktivet er ikke særskilt blevet gennemført.⁴³ De nationale regler findes i bekendtgørelse om håndtering af affald af elektriske og elektroniske produkter (elektronikbekendtgørelsen), der tillægger kommunerne kompetencer til myndighedsudøvelse.⁴⁴ Det fremgår af bekendtgørelsens § 1, stk. 3, at import og eksport af elektronikaffald skal følge affaldstransportforordningens regler. Det indebærer, at Miljøstyrelsen er den myndighed, der er kompetent ved stillingtagen til import og eksport af sådant affald, medens det i andre sammenhænge er kommunerne, der er de kompetente affaldsmyndigheder.

Efter elektronikbekendtgørelsens § 8, stk. 1, påhviler det enhver, der til videre håndtering modtager affald af elektriske og elektroniske produkter, hvori der indgår lukkede nikkel-cadmium batterier eller akkumulatorer, at sikre forudgående udtagning samt genanvendelse af sådanne enkeltdele. Det påhviler enhver, der til videre håndtering modtager affald af elektroniske og elektriske produkter, der er omfattet af bekendtgørelsens bilag I (“audio- og videoapparater, såvel stationære som transportable”), at sikre, at de i bilag II nævnte komponenter m.v. udtages og håndteres efter retningslinjerne angivet i bilag II, jf. bekendtgørelsens § 8, stk. 2. Det påhviler endvidere efter § 8, stk. 3, enhver, der modtager de i bilag II nævnte komponenter, at sikre, at komponenterne håndteres efter retningslinjerne i bilag III.

6.3.4.1 Tilladelse til etablering m.v. af tilbagetagningsordninger

Der er efter bekendtgørelsens § 6 mulighed for, at producenter og importører samt sammenslutninger heraf selv kan tilbagetage elektronikskrot. Efter § 6, stk. 1, meddeler kommunalbestyrelsen efter skriftlig ansøgning herom tilladelse til, at producenter og importører eller sammenslutninger heraf, for egen regning, tager egne markedsførte og tilsvarende elektriske og elektroniske produkter tilbage med henblik på håndtering, herunder særskilt behandling, oparbejdning til genanvendelse og bortskaffelse. En tilladelse, der meddeles efter § 6, stk. 1, skal være betinget af, at ansøgeren til enhver tid håndterer affaldet i overensstemmelse med reglerne i elektronikbekendtgørelsen, jf. § 6, stk. 2. Efter § 6, stk. 3, skal ansøgningen indeholde:

1) oplysninger om indhold og omfanget af tilbagetagningsordningen, herunder karakteren af og forventede mængder af produkterne,
2) oplysninger om håndteringsaktiviteterne, herunder indsamlings-, sorterings-, behandlings-, oparbejdnings- og bortskaffelsesaktiviteterne i hvert enkelt led samt om midlertidig opbevaring og oplagring,
3) navn, adresse, telefon- og telefaxnr. samt eventuelt SE-nummer på de ansvarlige for de nævnte aktiviteter, og
4) dokumentation for, at virksomheder, hvor særskilt behandling, oparbejdning til genanvendelse og bortskaffelse skal finde sted, lovligt kan udføre behandlingen og de fornødne tilladelser hertil.

Efter elektronikbekendtgørelsens § 7 skal den, som har tilladelse til tilbagetagning af elektriske og elektroniske produkter, årligt overfor kommunalbestyrelsen dokumentere, at håndtering, herunder særskilt behandling, oparbejdning til genanvendelse og bortskaffelse, er sket i overensstemmelse med reglerne i denne bekendtgørelse og kommunalebestyrelsens regulativ.

Hvis en tilbagetagningsordning iværksættes i perioden mellem 1. september til
31. december, skal dokumentationen for denne periode først fremsendes sammen med dokumentationen for det efterfølgende år, jf. bekendtgørelsens § 6, stk. 3, 1. pkt. Efter bekendtgørelsens § 7, stk. 3, 2. pkt. kan kommunalbestyrelsen forlænge fristen med op til 4 måneder. Dokumentationen skal opfylde kravene i § 10, stk. 2, og den skal være fremsendt senest den 1. maj det efterfølgende år.

Hvis ikke dokumentationen er kommunalbestyrelsen i hænde inden den 1. maj, jf. fristen angivet i § 7, stk. 3, eller hvis dokumentation ikke er i overensstemmelse med kravene i § 7, stk. 2, skal kommunalbestyrelsen inddrage den meddelte tilladelse, jf. § 7, stk. 4. En sådan tilbagekaldelse er en bebyrdende forvaltningsafgørelse, der i sig selv ændrer retsstillingen. Det er derfor udtryk for myndighedsudøvelse.

6.3.4.2 Regulativer, benyttelsespligt m.v.

Det er ved bekendtgørelsens § 4, stk. 1 pålagt kommunerne at fastlægge bestemmelser i et affaldsregulativ om indsamling og håndtering af WEEE. Det er ved § 4, stk. 2 pållagt kommunerne at fastsætte nærmere bestemmelser om anvisning af WEEE fra virksomheder og offentlige og private institutioner, der ikke er omfattet af kravet om særskilt behandling og udtagning af komponenter m.v. i bekendtgørelsens § 8.

6.3.4.2.1 Aflevering af husholdningsaffald til kommunal indsamlingsordning
Hovedreglen inden for den danske affaldsadministration af elektronikskrot er, at affaldsordningen følger de almindelige regler for kommunal indsamling.

Efter elektronikbekendtgørelsens § 5, stk. 1 kan private borgere aflevere elektronikskrot til de forhandlere, som sælger sådanne produkter, hvis forhandleren tilbyder dette som led i den kommunale affaldsordning. Forhandleren er forpligtet til at aflevere det modtagne elektronikskrot til den kommunale ordning. Der gælder et krav om særskilt behandling, som gælder for enhver, der til videre håndtering modtager elektronikskrot, hvorefter nikkel-cadmium- eller blybatterier, skal udtages til oparbejdning.

Efter bekendtgørelsens § 5, stk. 2 er det WEEE, der indsamles fra private husholdninger, som af de pågældende forhandlere afleveres til de kommunale mostagestationer m.v. at betragte som husholdningsaffald. Kommunerne kan forlange, at forhandleren kan dokumentere, at affaldet stammer fra husholdninger. Hvis forhandleren ikke kan fremskaffe den fornødne dokumentation, anses affaldet som affald fra den pågældende forhandler.

6.3.4.2.2 Dispensation for WEEE-producerende virksomheder efter § 4, stk. 4
Efter elektronikbekendtgørelsen § 4, stk. 4 er enhver virksomhed, offentlig og privat institution m.fl. forpligtet til at benytte de af kommunerne iværksatte indsamlings- og anvisningsordninger med de begrænsninger, der følger af miljøbeskyttelseslovens § 45, stk. 5.

Miljøbeskyttelseslovens § 45, stk. 5, hvorefter der skal være bestemmelser i regulativerne om,⁴⁵

“1) at kommunalbestyrelsen skal fritage en virksomhed fra pligten til at benytte en kommunal indsamlingsordning, såfremt virksomheden godtgør, at den senest samtidig med den kommunale indsamlingsordnings iværksættelse har indgået aftale om, at affaldstyper, der er omfattet af indsamlingsordningen, afleveres til anden side til genanvendelse, og

2) at virksomheder etableret efter iværksættelsen af en kommunal indsamlingsordning ved etableringen er berettiget til at blive fritaget for benyttelse af den kommunale indsamlingsordning, såfremt virksomheden godtgør, at den har indgået aftale om, at affaldstyper, der er omfattet af indsamlingsordningen, afleveres til anden side til genanvendelse.”

gentages i elektronikskrotbekendtgørelsens § 4, stk. 4.

De virksomheder, der er fritaget fra at benytte den kommunale indsamlingsordning efter miljøbeskyttelseslovens § 45, stk. 5, skal efter elektroniknikbekendtgørelsens § 10, stk. 2 én gang om året over for Kommunalbestyrelsen dokumentere, at virksomhedens affald af elektriske og elektroniske produkter er håndteret og afsat til anden side til genanvendelse i overensstemmelse med bekendtgørelsens regler.

Dokumentationen skal efter § 10, stk. 3 omfatte kalenderåret, og den skal efter § 10, stk. 2 omfatte:

kopi af aftalen med indsamlings- og genanvendelsesvirksomheden,
oplysning om arten og mængden af affaldet,
oplysning om affaldets indsamling og behandling, og
erklæring fra eller anden form for bekræftelse fra indsamlings- og genanvendelsesvirksomheden.

6.3.4.3 Import og eksport - herunder den kommunale sagsbehandling

Miljøstyrelsen har oplyst, at det er en konsekvens af elektronikbekendtgørelsens § 1, stk. 3, at kommunerne ikke kan nægte at give en fritagelseserklæring, hvis affaldet eksporteres til nyttiggørelse.⁴⁶ Det betyder imidlertid ikke, at det er muligt for de affaldsindsamlere, der forestår indsamlingen med heblik på eksport, at eksportere WEEE efter de regler, der følger af affaldstransportforordningen.

Det er Miljøstyrelsens udgangspunkt, at hver enkelt affaldsproducent skal følge affaldstransportforordningens anmeldelsesregler (jf. forordningens artikel 7, stk. 1), idet styrelsen ikke mener, at en privat transportør/mægler kan optræde som anmelder efter transportforordningens regler. Denne opfattelse støttes på forordningens artikel 10. Den private indsamler og eksportør optræder efter Miljøstyrelsens opfattelse alene som fuldmægtig for de enkelte affaldsproducenter.⁴⁷

Miljøstyrelsen har fastslået, at eksport af elektronikskrot alene kan ske, hvis den, der forestår denne aktivitet, opfylder nogle supplerende oplysnings- og dokumentationskrav over for kommunerne, som forudsætning for fritagelse fra benyttelsespligten i de kommunale indsamlingsordninger. Dette oplysningskrav støtter styrelsen på forordningens artikler 6-8. Det er endvidere af Miljøstyrelsen forudsat, at kommunerne, hvori indsamlingen foretages, som led i en forudgående sagsbehandling skal kontrollere, at de modtagende ikke-danske genanvendelsesvirksomheder, overholder de i den danske elektronikbekendtgørelsens § 8, stk. 2 med bilag II og III fastlagte krav.⁴⁸ Denne forudsatte kompetence til myndighedsudøvelse kan efter Miljøstyrelsens vurdering resultere i, at der gives afslag på en accept af eksport af elektronikskrot til genanvendelse.⁴⁹

Det er styrelsens opfattelse, at sagsbehandlingsfristen i forordningens artikel 7, stk. 2, først begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor Miljøstyrelsen på baggrund af kommunernes sagsbehandling finder, at sagen er tilstrækkeligt oplyst.⁵⁰

Miljøstyrelsens orienteringsskrivelse om forståelsen af elektronikbekendtgørelsens regler har bl.a. resulteret i, at kommunerne (og dem der optræder på vegne af kommunerne) over for private indsamlere og eksportører af elektronikaffald har tilkendegivet, at den private indsamling skal ophøre, hvis ikke virksomheden kan dokumentere, at de enkelte affaldsproducenter hver især har ansøgt om og modtaget en fritagelseserklæring fra den relevante kommune.⁵¹ Det oplyses i den forbindelse, at man ikke vil fritage for benyttelsespligten i forhold til de kommunale indsamlingsordninger, medmindre det af den private transportør/eksportør kan dokumenteres med en detaljeret og konkret beskrivelse, at nyttiggørelsesvirksomheden, der eksporteres til, kan overholde de krav, der er opstillet i elektronikbekendtgørelsens bilag III. Samtidigt anmodes der om, at ekportøren fremsender en liste over de virksomheder i kommunen, hvorfra der er indsamlet elektronikaffald.⁵²

6.3.4.4 Anmeldelsespligt efter elektronikbekendtgørelsens § 13

Efter elektronikbekendtgørelsens⁵³ § 13 skal den, der som led i en bygningsnedrivning eller anden nedrivnings-, demonterings- og udskiftningsaktivitet agter at bortskaffe større mængder af affald af elektriske eller elektroniske produkter (WEEE) inden håndteringen af affaldet foretage anmeldelse til kommunalbestyrelsen. Anmeldelsen skal indeholde oplysninger om affaldsfraktioner, komponenter og materialer, der skal håndteres og mængden heraf, jf. elektronikbekendtgørelsens § 13, stk. 2. Kommunalbestyrelsen meddeler efter § 13, stk. 2,
1. pkt., anmelderen, om affaldet skal håndteres i overensstemmelse med indsamlingsordningen. Såfremt dette ikke er tilfældet, foretager kommunalbestyrelsen en konkret anvisning af affaldet, jf. § 13, stk. 2, 2. pkt. Den kommunale afgørelse er udtryk for en offentligretlig funktion. Manglende overholdelse af den kommunale beslutning er strafsanktioneret efter bekendtgørelsens § 18, stk. 1, nr. 5.

Fodnoter

1. Chemische Afvalstoffen Dusseldorp, C 203/96, saml. 1998-I:4075 og Sydhavnen Sten & Grus, C 209/98 saml. 2000-I:3743.

2. EF-domstolens afgørelse i Sydhavnen Sten & Grus, C 209/98, saml. 2000-I:3743.

3. KOM(96)339 endelig, dateret 30. juli 1996.

4. KOM(2003)301 endelig, dateret 27. maj 2003.

5. Rådets direktiv 75/442/EØF om affald, som ændret ved direktiv 91/156/EØF.

6. Forordning nr. 259/93/EØF om overvågning af og kontrol med overførelse af affald inden for, til og fra det Europæiske Fællesskab

7. Rådets direktiv 91/689/EØF om farligt affald.

8. Direktiv 94/62/EF om emballage og emballageaffald.

9. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/53/EF. om udrangerede køretøjer.

10. Tine Sommer “Fællesskabets problemfyldte affaldsdefinition”, EU-ret & Menneskeret, 2000, side 120.

11. Peter Pagh “Delrapport. Regulering af erhvervsaffald”, Dansk Byggeri, Miljøsektionen, 2004, side 62.

12. Affaldsdefinitionen er behandlet ovenfor i Kapitel 5. EF-domstolen fastslog, at de nævnte betingelser skulle være opfyldt, jf. ARCO Chemie Nederland og Vereniging Dorpsbelang Hees C 418/97 og 419/ 97, Saml. 2000-I:4475.

13. Se herom Tine Sommer “Fællesskabets problemfyldte affaldsdefinition” i EU-ret & Menneskeret, oktober 2000, side 121f.og Peter Pagh “Delrapport. Regulering af erhvervsaffald”, Dansk Byggeri, Miljøsektionen, 2004, side 26 med henvisning til Tombesi mfl. de forenede sager C 304/94, 330/94, 242/94 og 224/95.

14. Se herom Tine Sommer “Fællesskabets problemfyldte affaldsdefinition” i EU-ret & Menneskeret, oktober 2000, side 121ff. og Peter Pagh “Delrapport. Regulering af erhvervsaffald”, Dansk Byggeri, Miljøsektionen, 2004, side 26ff.

15. Se Tine Sommer “Rapport om EF-domstolens afgrænsning af affaldsdefinitionen”, Handelshøjskolen i Aarhus, juni 2000 og samme “Fællesskabets problemfyldte affaldsdefinition” i EU-ret & Menneskeret, oktober 2000, side 119ff.

16. Kommissionen mod Belgien, sag 2/90, saml. 1992-I:4431.

17. Rådets direktiv 75/442/EØF, som ændret ved direktiv 91/156/EØF.

18. Se 2001/C 37/03.

19. Rådets resolution (90/C 122/02) af 7. maj 1990 om affaldspolitik.

20. Se EFT C 122 af 18. maj 1990, side 2, note 6 og herom Ellen Margrethe Basse “Affaldslovgivningen - et samspil mellem miljø- og konkurrenceret”, GadJura 1995, side 171.

21. KOM(97) 23 endelig udgave af 27. februar 1997 af Kommissionens meddelelse om affaldspolitik side 3 - se også side 7ff.

22. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/53/EF om udrangerede køretøjer.

23. Direktiv 94/62/EF om emballage og emballageaffald.

24. Gennemført i dansk ret ved bekendtgørelse nr. 298 af 30. april 1997 om visse krav til emballager, som ændret ved bekendtgørelse nr. 1113 af 14. december 2001.

25. Jf. Rådets forordning nr. 259/93/EØF om overvågning af og kontrol med overførsel af affald i, til og fra Det Europæiske Fællesskab, som ændret ved forordning 120/97/EF.

26. Tine Sommer “Fællesskabets problemfyldte affaldsdefinition”, EU-ret & Menneskeret, 2000, side 120.

27. Jf. Kommissionens beslutning 96/350/EF om tilpasning af bilag IIA og bilag IIB til Rådets direktiv om affald.

28. A.S.A. Abfall Service AG-dommen, sag C-6/00 (Abfall Service AG mod Bundesminister für Umwelt, Jugend und Familie, endnu ikke trykt).

29. Jf. Vallonien-dommens præmis 27.

30. Rådets forordning nr. 259/93/EØF af 1. februar 1993 om overvågning af og kontrol med overførelse af affald inden for, til og fra Det Europæiske Fællesskab med senere ændringer.

31. Rådets forordning (EØF) nr. 25/93 af 1. februar 1993 om overvågning af og kontrol med overførelse af affald indenfor, til og fra Det Europæiske Fællesskab.

32. Generaladvokat Jacobs forslag til afgørelse fremsat den 23. oktober 1997.

33. A.S.A. havde henført anvendelsen af affaldet under nyttiggørelsesoperationen: ”recirkulering og genvinding af andre uorganiske stoffer”, jf. affaldsdirektivets bilag IIB, punkt R5.

34. Se også Peter Pagh “Delrapport. Regulering af erhvervsaffald”, Dansk Byggeri, Miljøsektionen, 2004, side 36.

35. Se bl.a. KOM(2003)379 af 30. juni 2003 - Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådets forordning om overførelse af affald.

36. KOM(2003)379 side 15.

37. Bekendtgørelse nr. 971 af 19. november 1996 om import og eksport af affald, som ændret ved bekendtgørelse nr. 264 af 3. april 2000.

38. Rådets forordning nr. 259/93/EØF af 1. februar 1993 om overvågning af og kontrol med overførelse af affald inden for, til og fra Det Europæiske Fællesskab, som ændret ved forordning nr. 120/97/EF af 20. januar 2001 og ved forordning nr. 2557/2001/EF af 28. december 2001.

39. Folketingstidende 2001-02, 2. samling, bilag 15.

40. Rådets forordning nr. 259/93 af 1. februar 1993 om overvågning af og kontrol med overførelse af affald inden for, til og fra Det Europæiske Fællesskab med senere ændringer.

41. Direktiv 2002/96/EF af 27. januar 2003 om affald af elektrisk og elektronisk udstyr.

42. KOM (2003)723 endelig.

43. Europa-Parlamentets og rådets direktiv 2002/96/EF af 27. januar 2003 om affald af elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE), der er trådt i kraft, skal være gennemført ved de nødvendige nationale love og administrative bestemmelser senest den 13. august 2004.

44. Bekendtgørelse nr. 1067 af 22. december 1998 om håndtering af affald af elektriske og elektroniske produkter.

45. Formuleringen, som der er i dag, blev indføjet med lov nr. 477 af 30. juni 1993 om ændring af miljøbeskyttelsesloven, se forarbejderne hertil i Folketingstidende 1992-93, tillæg B, spalte 1789.

46. Miljøstyrelsens orienteringsskrivelse af 15. maj 2001, j.nr. M 361-0007 “Orientering om ret til ikke at benytte de kommunale indsamlings- og anvisningsordninger ved eksport af affald til nyttiggørelse.

47. Miljøstyrelsens brev af 16. februar 2001 til en privat indsamler og eksportør.

48. Miljøstyrelsens Orientering om bekendtgørelse nr. 1067 af 22/12 1998 om håndtering af affald af elektriske og elektroniske produkter.

49. Spørgsmålet er indbragt for Østre Landsret.

50. Miljøstyrelsens brev af 16. februar 2001 til en privat indsamler og eksportør.

51. Se eksempelvis skrivelse fra Århus kommunale Værker dateret den 12. maj 2000.

52. Se eksempelvis skrivelse fra Århus kommunale Værker dateret den 12. maj 2000.

53. Bekendtgørelse nr. 1067 af 22. december 1998 om håndtering af affald af elektriske og elektroniske produkter.

Kapitel 6 EU's affaldprincipper, -sondringer m.v.