| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Rapport fra Myndighedsudvalget

Bilag 6

Notat fra Miljøstyrelsen og Skov- og Naturstyrelsen til brug for Myndighedsudvalget om kriterier for a-mærkningen, IPPC-direktivet, Seveso-direktivet, VVM-direktivet og call-in bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 82 .

1. Status og baggrund for den nuværende kompetencefordeling mellem amt og kommune.

Hovedreglen er, at kommunerne er den primære myndighed for så vidt angår godkendelse og tilsyn med listevirksomheder. Godkendelseskompetencen er kun henlagt til amterne, hvis der er særlige grunde, der taler for det. En særlig grund kan være, at kommunen er inhabil.

Efter loven skal der gennemføres en helhedsvurdering af en virksomheds forureningsforhold. Det forudsætter, at kommunen behandler hele virksomheden, selvom en del af virksomheden isoleret set måtte høre under amtets kompetence. Hovedreglen er derfor, at hovedvirksomheden er afgørende for, hvem der har kompetencen. Der er dog flere eksempler på dobbeltkompetence, f.eks. ved udledning af spildevand til kommunalt rensningsanlæg.

Ved den nuværende fordeling af godkendelses- og tilsynskompetencen til amterne (a-mærkningen) er der lagt vægt på,

• om virksomheden har mere komplicerede processer, der kræver en særlig sagkundskab,
• om virksomheden har særlige spildevandsproblemer eller et stort vandforbrug,
• om emissionerne typisk har større geografisk rækkevidde.

Herudover skal amterne godkende

• virksomheder med særskilt udledning af spildevand (dog med visse undtagelser)
• virksomheder med nedsivning eller udledning af processpildevand
• virksomheder der producerer med genetisk modificerede organismer
• virksomheder omfattet af risikobekendtgørelsens § 1, stk. 2, nr. 1
• anlæg der er omfattet af bekendtgørelse om deponeringsanlæg.

I disse tilfælde er der kompetenceovergang til amtet, selvom kommunen efter lovens regler ville være primærmyndighed.

Den nuværende kompetencefordeling (a-mærkning) er sket på baggrund af forhandlinger med de kommunale organisationer. Der er ca. 3000 listevirksomheder, der har amtet som godkendelses- og tilsynsmyndighed.

2. Kriterierne for bilag 1 i IPPC-direktivet

Det fremgår af Kommissionens baggrundspapir for EU Kommissionens forslag til IPPC-direktiv fra 1992 (Explanatory Memorandum – Integrated Pollution Prevention and Control), at listen over IPPC-virksomheder hovedsageligt er taget fra det gamle luftrammedirektiv, idet man skønnede, at disse virksomheder også medførte væsentlige miljømæssige effekter på vand og jord. Herudover var der tilføjet en række processer og aktiviteter på grund af deres potentiale for forurening. Det er denne liste, der har dannet udgangspunkt for forhandlingerne om direktivet i Rådet.

Under forhandlingerne om direktivet foreslog de enkelte medlemslande ændringer til listen, men man har lagt vægt på, at kun virksomheder med en bredere miljømæssig betydning skulle være omfattet af direktivet. Dvs. at virksomheder, der kun belastede ét medium, ikke skulle være omfattet. Desuden var det væsentligt for de fleste lande, at listen kun omfattede de processer og aktiviteter, der indebar størst risiko for forurening, svarende til de eksisterende godkendelsesordninger i mange lande.

I præamblen til direktivet står der " dette direktiv vedrører anlæg, hvor der er stor fare for forurening, og dermed fare for grænseoverskridende forurening". I realiteten er det dog langt fra alle IPPC-virksomheder, der indebærer fare for grænseoverskridende forurening.

Der er i dag ca. 1100 virksomheder i Danmark, der er omfattet af IPPC-direktivet.

3. Kriterierne for listen i Seveso-direktivet

Det oprindelige Seveso direktiv omfattede anlæg, hvor der anvendes, fremstilles, forarbejdes eller bearbejdes organiske eller uorganiske kemiske stoffer ved en række navngivne processer. Endvidere var virksomheder, på hvilke en række farlige stoffer i angivne mængder var tilstede, omfattet. Seveso II direktivet ændrede på dette, således at det nu gælder for virksomheder, hvor farlige stoffer samt kategorier af farlige stoffer påregnes at være tilstede eller kunne dannes, såfremt en industriel proces kommer ud af kontrol. Endelig har revisionen af Seveso II direktivet medført, at tærskelmængderne for en række stoffer er blevet nedsat.

4. Kriterierne for VVM-direktivet

VVM-direktivet blev implementeret for så vidt angår anlæg på land i planloven ved bekendtgørelse 446 af 23. juni 1989 om vurdering af større anlægs virkning på miljøet (VVM). Udover de projekttyper, der er angivet i direktivets bilag I, omfattede bekendtgørelsens bilag 1 punkterne 11 til 17, som er gengivet her:

"11. Virksomheder, som er anmeldelsespligtige efter § 5 i bekendtgørelse nr. 545 af 16. september 1988 om vurdering af sikkerheden i forbindelse med risikobetonede aktiviteter, der kan medføre et større uheld.

12. Projekter vedrørende inddragning af uopdyrket land eller delvise naturområder til intensiv landbrugsdrift på mere end 300 ha.

13. Afvandings- og kunstvandingsprojekter, der omfatter mere end 300 ha.

14. Råstofindvinding, undtagen indvinding af almindeligt forekommende sand, grus og stenkvaliteter, fra åbne brud med en årsproduktion på mere end 200.000 m³ eller en indvindingsperiode på mere end 10 år.

15. Cementfabrikker og molerværker.

16. Kalkværker med en årsproduktion på mere end 200.000 m³.

17. Feriehoteller eller lignende byggeri med tilhørende faciliteter placeret i kystnære områder eller særlige naturområder med en kapacitet på mere end 75 værelser eller med mere end 2 etager eller med en bygningshøjde på mere end 8,5 m over det omgivende terræn. "

Punkt 11 blev medtaget som følge af det daværende risikoudvalgs anbefaling.

I 1993 suppleredes implementeringen som følge af en åbningsskrivelse fra Kommissionen. Ændringerne blev gennemført med bekendtgørelse nr. 847 af 30. september 1994 om supplerende regler i medfør af lov om planlægning (samlebekendtgørelse). Bekendtgørelsens bilag 1 blev udvidet med de projekttyper, som ikke lod sig "screene" med de i bekendtgørelsens § 3, stk. 2 opstillede 5 kriterier, idet der for hver af disse projekttyper blev fastsat enkle kriterier eller grænseværdier med udgangspunkt i et skøn over, hvornår en væsentlig miljøpåvirkning kunne indtræde. Grænseværdierne og kriterierne blev som udgangspunkt søgt harmoniseret med tilsvarende bestemmelser i andre dele af miljølovgivningen. Dette førte til en række ændringer og tilføjelser til bilag 1.

Næste ændring af bekendtgørelsen gennemførtes som en konsekvens af direktivændringen, der fulgte af direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997 om ændring af direktiv 85/337/EØF om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet. Ved direktivændringen ændredes og udvidedes direktivets bilag I ganske betydeligt, idet Kommissionen med udgangspunkt i den første 5- årsrapport og medlemslandenes implementering foreslog bilaget udvidet med de projekttyper, som flertallet af medlemslande selv havde fundet anledning til at udvide den obligatoriske brug af VVM-vurderinger med. Af det danske bilag 1 til bekendtgørelse nr. 847 af 30. september 1994 inspirerede punkterne 10, 13, 14, 15, 23, 24, 25, 26, 27, 28 og 32 (se bilag 1 til notatet) til optagelse på direktivets bilag 1, dog undertiden med andre grænseværdier.

I forbindelse med direktivændringen blev der også tilføjet et bilag III med udvælgelseskriterier, som skulle anvendes i forbindelse med screeningen af bilag II anlæg. Disse kriterier samt drøftelserne af disse indgik naturligt nok også i drøftelserne om hvilke projekttyper, der burde overflyttes til bilag I – den obligatoriske liste. Direktivets bilag I kom herefter til at omfatte 21 punkter. Direktivændringen implementeredes ved bekendtgørelse nr. 428 af 2. juni 1999 om supplerende regler i medfør af lov om planlægning.

Der er ikke sket tilføjelser udover de, der følger af direktivændringen, i forhold til implementeringen fra 1994, når bortses fra bestemmelsen om oparbejdning af nukleart brændsel, vejlængden i forbindelse med 4-sporede veje, udvidelsen fra svin og fjerkræ til at omfatte alle husdyrarter, ændringen af kildepladser til vandforsyningsboringer samt tilføjelsen af punkt 37 om vindmøller. På ét punkt – nemlig for transmissionsledninger for naturgas er der endog gennemføret lempelser.

Begrundelsen for at medtage alle husdyrarter fremgår bl.a. af besvarelsen af spørgsmål 2 i forbindelse med lovforslag L134, hvor følgende kan læses: " Kvægbruget, eller retteligt "andre husdyrbrug over 250 DE", er blevet taget med i forslagene, fordi en så stor husdyrproduktion samlet på ét anlæg har en potentielt væsentlig miljø- og naturpåvirkning, hvad enten der er tale om kvæg, svin eller blandede brug. Ved vurdering af et stort husdyrbrug skal der ud over nitratudvaskningen også tages hensyn til begrænsning af lugtgener i forbindelse med afstand til anden beboelse og indretning af stalde, samt tab af fosfor og ammoniak og afledt påvirkning af natur, luft og vand."

Vindmøllerne blev medtaget, idet det skønnedes, at møller med en totalhøjde på over 80 m eller grupper med flere end 3 møller som udgangspunkt altid ville kunne påvirke miljøet væsentligt – og defor obligatorisk skulle være omfattet af kravet om VVM.

Det skønnes, at ca. 100 godkendelsespligtige listevirksomheder er på VVM-samlebekendtgørelsens bilag 1.

5. Kriterierne bag call-in bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 82.

Bestemmelsen, der stammer fra 1991, lyder i dag som følger: "Miljøministeren kan beslutte at overtage amtsrådets eller kommunalbestyrelsens beføjelser efter loven i sager, der berører andre myndigheders lovbestemte opgaver eller har større betydning."

Bestemmelsen viderefører 1973-lovens § 69 c, der havde følgende ordlyd: "Miljøministeren kan i konkrete sager af mere vidtrækkende betydning bestemme, at afgørelser i medfør af loven skal træffes af ministeren i stedet for af hovedstadsrådet, af amtsrådet eller af kommunalbestyrelsen."

Fortolkningsbidrag til § 69 c:

• Afgørelser dækker også over tilsynet.
• Ministerens beføjelse dækker alle kategorier af afgørelser efter loven.
• Bestemmelsen forudsættes kun anvendt undtagelsesvist, nemlig i sager af vidtrækkende betydning.
• Med vidtrækkende forstås f.eks. sager om større virksomheder efter kap. 5, hvor behandlingen kræver en særlig sagkundskab, og hvor der er en særlig begrundelse for at fravige den almindelige kompetencefordeling.
• Det er forudsat i bemærkningerne til loven, at reglen f.eks. vil kunne anvendes i sager, som rummer alvorlige modsætninger mellem hensynet til miljøbeskyttelsen og andre samfundshensyn, f.eks. egnsudviklingshensyn.

Fortolkningsbidrag til § 82:

• Samme som til § 69 c.

I praksis har bestemmelsen kun været anvendt i et begrænset antal tilfælde i forhold til bestemte, store og teknisk komplicerede virksomheder, hvor kommuner eller staten tillige har været involverede som ejere. Det drejer sig om følgende anlæg:

• Kommunekemi
• Tarco, Nyborg
• Naturgasnettet
• Københavns Lufthavn
• Ålborg Lufthavn
• Maribo Flyveplads og Sønderborg Lufthavn
• Kommunekemis losseplads ved Klintholm
• Opbevaring af gasammunition, der opfiskes ved Bornholm.

I alle tilfælde har ministeren delegeret kompetencen til Miljøstyrelsen.

6. Sammenfatning

Et fællestræk ved de nævnte kriterier er, at man taler om komplicerede processer, større virksomheder, virksomheder med et stort forureningspotentiale, sager der kræver særlig sagkundskab at behandle mv. Anvendelse af disse kriterier har i de nævnte tilfælde ført til forskellige afgrænsninger, når vi ser på antallet af virksomheder, der bliver berørt: ca. 3000 a-mærkede listevirksomheder, ca. 1100 IPPC-virksomheder, ca. 100 VVM-bilag 1-virksomheder og < 10 virksomheder, der er kaldt ind af ministeren.

Idet der ses bort fra de få, der er eller har været omfattet af call-in-bestemmelsen, og fra de, der er omfattet af Seveso-direktivet, da disse kriterier afviger fra de andre, er det forsøgt at identificere en fællesmængde. Denne består af:

• Cementfabrikker og visse kalkværker
• Raffinaderier
• Virksomheder der producerer andre metaller end jern
• Virksomheder der ved en kemisk proces fremstiller organiske eller uorganiske stoffer eller kunstgødning
• Fremstilling af basisplantebeskyttelsesmidler eller biocider
• Fremstilling af lægemidler ved en kemisk eller biologisk proces
• Papirmassefabrikker og visse papirfabrikker
• Større fyringsanlæg
• Visse anlæg til forbrænding, behandling eller deponering af farligt eller ikke-farligt affald.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 December 2004, © Miljøstyrelsen.