Rapport fra Myndighedsudvalget – om delingen af godkendelses- og tilsynskompetencen efter miljøbeskyttelsesloven mellem stat og kommuner efter den 1. januar 2007

Rapport fra Myndighedsudvalget

4. Virksomhedsreguleringen i dag.

Miljøgodkendelser

Godkendelsessystemet har eksisteret siden 1974 og er flere gange blevet revideret, senest i 1999 som følge af et EU-direktiv, det såkaldte IPPC-direktiv, og i 2004 som følge af Virksomhedsudvalgets arbejde, jf. afsnit 3.

Reglerne indebærer bl.a., at de virksomheder, der er omfattet af godkendelsespligten ("listevirksomheder"), ikke må etableres uden en godkendelse. Det samme gælder ved ændringer eller udvidelser, der medfører forøget forurening. Godkendelseskompetencen er i dag fordelt på amter og kommuner.

Miljøbeskyttelsesloven og godkendelsesordningen blev i sin tid gennemført, fordi industriens forurening på daværende tidspunkt blev anset for den helt dominerende forureningskilde. Godkendelsesinstrumentet har da også vist sig at være særdeles velegnet til at regulere virksomheder med et vist forureningspotentiale, og med årene er industriens udledninger nedbragt markant.

Listen over godkendelsespligtig virksomhed omfattede oprindeligt det meste af dansk industri, men i forbindelse med revisionen af miljøbeskyttelsesloven i 1990 besluttede man at fjerne en lang række virksomheder med simple miljøproblemer ud fra den betragtning, at disse problemer kunne løses på en administrativt lettere måde end gennem den ressourcekrævende godkendelsesbehandling. Herved frigjordes ressourcer til de mere miljøtunge virksomheder.

I 1996 vedtog EU et direktiv om godkendelse af større virksomheder (IPPC-direktivet). Direktivet blev gennemført i Danmark ved lov nr. 369 af 2. juni 1999 og ved bekendtgørelser nr. 807 af 25. oktober 1999 og nr. 652 af 3. juli 2003 om godkendelse af listevirksomhed.

Det vurderes, at der i dag er ca. 6.600 godkendelsespligtige virksomheder, hvoraf ca. 1250 er IPPC-virksomheder. Knap halvdelen af IPPC-virksomhederne er større husdyrbrug. Amterne har godkendelses- og tilsynskompetencen for ca. 2400 af alle virksomheder, hvoraf ca. 500 er IPPC-virksomheder, mens kommunerne har resten.

VVM-reguleringen

Stort set alle industrianlæg, uanset størrelse, er berørt af VVM-reglerne ^[1]. For nogle typer industrianlæg, såsom integrerede kemiske anlæg og store kraftværker, fyringsanlæg og affaldsforbrændingsanlæg, er en VVM-vurdering obligatorisk ved nyanlæg og store ændringer. Det samme gælder meget store svine- og fjerkræbrug.

Langt de fleste af virksomhederne skal alene gennem en screeningsprocedure, der indebærer, at regionplanmyndigheden ved nyanlæg eller ændringer skal tage stilling til, om det enkelte anlægsprojekt vil kunne påvirke miljøet væsentligt. Hvis det er tilfældet, er projektet VVM-pligtigt.

Fodnoter

[1] EF-direktivet af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (85/337/EØF), senere ændret med direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997, er for anlæg på land implementeret i planloven (lovbekendtgørelse nr. 763 af 11. september 2002) med tilhørende bekendtgørelse nr. 428 af 2. juni 1999 (samlebekendtgørelsen), som ændret ved bekendtgørelse nr. 605 af 15. juli 2002.